”Jeg har aldrig været glad for velfærdsstaten” Mette Frederiksen

[phhmw]

Mette Frederiksen til Altinget: ”Jeg har aldrig været glad for velfærdsstaten”

Efter en periode med stærke udenrigspolitiske markeringer vender statsministeren nu tilbage til den velfærdspolitiske dagsorden.

Den centrale styring af velfærden har taget overhånd, siger hun.

Men hvordan skal borgerne vide, at de har fået den velfærd, de har ret til, når de offentligt ansatte får magten?

https://www.altinget.dk/artikel/mett...rce=nyhedsbrev

Esben Schjørring

Politisk redaktør

Magten over dansk velfærd skal flyttes. Ja, faktisk er den allerede i fuld gang med at flytte.

De offentligt ansatte – lærerne, sosu’erne og deres ledere på folkeskolerne og plejehjemmene rundtom i landet – kommer til at bestemme langt mere over danskernes velfærd, end vi har været vant til.

Og forestillingen om, at Christiansborg-politikerne og centraladministrationens embedsmænd med fintmaskede definitioner og opmåling af borgernes behov skal detailstyre dansk velfærd, skal stedes til hvile.

Sådan lyder budskabet og programerklæringen fra statsminister Mette Frederiksen (S) i et interview med Altinget.

"Der, hvor vi er lykkedes bedst, er, hvor du har stærke autoriteter, altså ledere og medarbejdere i folkeskolerne og i ældreplejen, der træder i karakter og tager ansvar og tør tage beslutninger. Funderet i deres egen sunde fornuft, deres værdier og egen faglighed. Kombineret med et stærkt lokalt engagement," siger Mette Frederiksen.

"Men hvis jeg skal pege på noget af det, der fungerer dårligst, er det meget af den styringstankegang, som New Public Management er en del af. En meget klinisk tilgang, det er mere nede i Excel-arket, nede i paragrafferne, end ’hvad gør læreren i frikvarteret’."

Fra velfærdsstat til velfærdssamfund
Mette Frederiksens ærinde handler denne gang ikke om våbenstøtte til Ukraine. Eller om Europa og truslen fra Putin.

Hun er vendt hjem så at sige.

Hjem til diskussionen om fremtiden for dansk velfærd. Folkeskolen, ældreplejen og den der særlige sammenblanding af hverdagen med den store fortælling om velfærden. Hvad den skulle til for, hvor den er på vej hen. Og hvad Socialdemokratiets og Mette Frederiksens rolle er i den forbindelse.

Da SVM-regeringen trådte til, var det med paroler om, at ”plejer” ikke går længere. Flere penge gør det ikke længere, sagde regeringsledelsen. Det ville være at forlænge verden med brædder. Når de slipper op, ryger man i afgrunden.

Svaret, hedder det i regeringsgrundlaget, er at gå ”fra velfærdsstat til velfærdssamfund”. Men hvad betyder det? Og hvad betyder det, at velfærden skulle frisættes?

Er det en ny bølge af udlicitering og privatisering? Er det ”velfærdsmedarbejderne”, der skal sættes fri? Og hvad skal borgerne forvente til gengæld for deres skat?

Det er de spørgsmål, Mette Frederiksen nu vil tage op igen.

Derfor har hun skrevet en kronik i Politiken i weekenden og været i de tunge programmer på DR – Genstart, Deadline, Orientering – og det er også derfor, Altinget er på besøg.

Folkeskoleaftalen landede for et par uger siden uden alt for meget omtale, og snart kommer ældrereformen også. Begge med stærke elementer af decentralisering, lokal styring og nye muligheder for, at lærerne, sosu’erne og deres ledere træffer egne beslutninger og foretager egne skøn.

For Mette Frederiksen er det nu tid til at forbinde prikkerne, så offentligheden tydeligere kan se det store billede.

Og i det store billede er der i Mette Frederiksens opfattelse et misforhold mellem politikerne og embedsmændenes – statens – styring af velfærden og dens essens og værdi, som opstår mellem frontlinjemedarbejdere og borgere. Og her har hun valgt side:

"Jeg har aldrig været glad for velfærdsstaten," siger hun.

"Altså, jeg er glad for, at vi har en stærk stat i øvrigt, og staten kan rigtig mange ting, men ikke når det kommer til relationer mellem mennesker. Det kan samfundet til gengæld, og når det kommer til velfærd, tror jeg mere på samfundet end på staten."

30-40 år med udansk lovgivning
Mette Frederiksen bemærker selv, at hendes analyse af dansk velfærd bygger meget på anekdotisk evidens – de mange besøg rundt om i "velfærdssamfundet".

Men "det er jo sådan, vi erfarer vores samfund", som hun siger.

"Selvfølgelig er vi som socialdemokrater optagede af, at mennesker har nogle rettigheder, men det må ikke føre til, at vi får en gold, skematisk velfærdsørken, hvor du nok har nogle rettigheder, men ingen relationer. Hvor der ikke plads til faglighed og sund fornuft."

"Det kan være pedellen på plejehjemmet, som også er med i omsorgsopgaverne for de ældre. Eller forældrene, som sørger for at få alt det til at fungere, der skal til for, at børnene lærer noget, nemlig at der er et godt socialt fællesskab, og de trives."

"Alt det kan du ikke lovgive om. Du kan ikke give rettigheder i forhold til det. Det er noget, der sker i mødet mellem mennesker," siger Mette Frederiksen.

"Og hvis pendulet går for meget i stat i stedet for i samfund, så taber vi noget af det mest værdifulde, vi har."

Og er vi der, tænker vi for meget stat og for lidt samfund?

"Nej, og det er i virkeligheden det interessante, for sådan oplever jeg ikke, danskerne er. Det er en befolkning, der tager vanvittigt meget ansvar. Kæmpe forældreengagement med lejrskole, fødselsdage og legegrupper. Min oplevelse er, at danskerne er mere funderet i vores historiske rødder for samfundssind og engagement, end lovgivningen

Men hvis det hele er godt derude, hvad er det så for et problem, du prøver at løse?

"Problemet er, at den måde, vi har styret på i de seneste 30-40 år, er meget udansk i forhold til vores historiske rødder, og hvad der er vores potentiale. Når vi så har en lovgivning til social- og sundhedshjælperen, som får at vide ned i mindste detalje, hvad skal hun gøre og ikke gøre, og det hele skal dokumenteres, så bryder vi med de rødder. Der er ganske enkelt mindre tid til det, der er kerneopgaven."

"Jeg besøgte for noget tid siden en folkeskole i Danmark, der ligger i et meget udsat boligområde, hvor de har sat sig for, at de vil give deres børn de bedste forudsætninger for at klare sig godt i uddannelsessystemet, og det er lykkedes dem. Men det er ikke takket været skolereformerne, men en meget tydelig skoleleder og meget engagerede lærere."

Men hvis det samfund egentlig fungerer godt, så har vi vel ikke et problem, så har New Public Management vel fungeret fint nok?

"Vi har verdens bedste velfærdssamfund, og der er ikke nogen, der når os til sokkeholderne. Men det betyder jo ikke, at der ikke er udfordringer. Og hvis du lytter efter, hvad vores offentligt ansatte har sagt gennem mange år, så er det jo, at de oplever at kunne gøre mere, hvis de kunne bringe sig selv, deres sunde fornuft og deres faglighed mere i spil."

Hvornår skal borgeren klage til Mette Frederiksen?
Mette Frederiksen forestiller sig en ny kommandovej i den offentlige sektor: Folketingets politikere skal sammen med kommunalpolitikerne definere overordnede værdier og mål, som de lokale ledere og medarbejdere bagefter skal levere på. Og sidstnævnte står ”til ansvar for de resultater, de leverer. Også når der ikke leveres”, som statsministeren skriver i Politiken.

Er det ikke det samme som at sige, at du og I – Christiansborg-politikerne, regeringen – ikke længere vil have ansvaret for velfærden?

"Nej, sådan kan man ikke opstille det. På Christiansborg og i regeringen har vi ansvaret for, om der er en tilstrækkelig velfærdsøkonomi, og at områderne er prioriteret rigtigt. Men omvendt: Når du tømmer det lokale ledelsesrum, som der er en risiko for, når du overstyrer, som vi gør i det moderne velfærdssamfund, så bliver det meget svært som leder at træffe de beslutninger, de gerne vil. Det går ikke. For det er lokalt, man ved, hvad der er på spil. En lokal leder, der ikke har ansvaret, kan heller ikke tage ansvaret."

Spørgsmålet er så, hvad det indebærer mere præcist: Hvilket ansvar skal være ude i kommunerne og de lokale institutioner, og hvad er regeringens? Hvornår skal borgeren klage til borgmesteren, og hvornår til Mette Frederiksen?

"Det allerbedste er jo, at man som borger går ind i det og er med til tage et ansvar for at forandre der, hvor det ikke går godt," slår hun fast.

"Men jeg tror, vi alle har iagttaget en stigende tendens til, at der er en lokal sag med noget, der ikke fungerer, som det skal, og så går I (medierne, red.) rundt herinde på gangen på Christiansborg og spørger den siddende regering: Hvad vil I gøre ved det? Og en gang imellem er det rigtige at sige, at vi her har brug for ny lovgivning, men i mange tilfælde vil det rigtige være at sige, at det er noget, man må have en lokal diskussion om."

Men hvad er det så, man skal tage et andet ansvar for lokalt i for eksempel folkeskolen, og hvor I på Christiansborg skal holde jer væk?

"Et interessant eksempel på, hvor vi sætter grænsen, er telefoner og brugen af skærme i undervisningen. I dag er den generelle stemning blandt lærere, skoleledere og forældre, at skærmene fylder for meget, og så vælger vi i den nye aftale at afsætte flere penge til den fysiske bog, som er et svar på det."

"Jeg besøgte et gymnasium på Fyn i sidste uge, hvor jeg mødte en skoleleder, der har turdet være en autoritet og forbudt telefoner i klassen. Og det virker. Det er en vekselvirkning, hvor vi gør noget i folkeskolelovgivningen og i forhandlingerne, men hvis der ikke er en skoleleder derude, der tør tage ansvaret og få de telefoner væk fra børnene, så de kan begynde at lege med hinanden igen, kan vi jo have nok så mange intentioner i lovgivningen."

Så skulle der lovgives om det, eller skulle der ikke lovgives om det?

"Jeg synes, det er en vekselvirkning. Det er begge dele."

Opgøret med New Public Management
Skurken i Mette Frederiksens fortælling om dansk velfærd er det styringsregime, vestlige regeringer gradvist udviklede fra 1980’erne og frem. Også kendt som New Public Management.

Offentlig service som hospitaler, skoler og hele plejesektoren skulle sætte på målbare enheder, så man fra centralt hold kunne optimere og effektivisere – få noget for skattekronerne og mere i morgen end i dag – både for at bringe de offentlige udgifter under politisk kontrol og åbne for, at det private marked kunne blive velfærdsleverandør.

Og i samme ombæring begyndte man at se på borgeren som en kunde, der havde købt sin velfærd med sin skattebillet og derfor havde en masse ’forbrugerrettigheder’.

Statsministeren anerkender, at noget af New Public Management ”sådan set var drevet af noget positivt”.

"Man ønskede nogle flere resultater. Det var nødvendigt blandt andet på sundhedsområdet. Og fordi politikere blev nødt til at sandsynliggøre, at man fik noget for skattekronerne," som hun siger:

"Men pendulet har det så med at svinge, og jeg synes det, vi har glemt i de her år, er det, der sker i mødet mellem mennesker. For det kan du simpelthen ikke få ind i det her."

Hvordan sikrer vi så, at pengene stemmer i statskassen, og at folk får det, de har krav på?

"Det her bliver den store øvelse. Hvis du vil have mere samfund og mindre stat, mere frihed og tillid end styring og kontrol, mere relationsarbejde og mindre dokumentation, kommer større lokale forskelle. Det skal vi så synes, er okay."

"Vi kommer heller ikke til at kunne måle det på samme måde, og så skal vi være skarpe på, hvad vi så vil måle. For forskelligheden skal ikke være så bred, at man på en muslimsk friskole kan sige, at man er imod ligestilling mellem kønnene, eller at en anden folkeskole kan sige, at hvis bare børnene har det godt, behøver de ikke lære at læse. Så du skal turde at definere nogle værdier, som du ikke vil gå på kompromis med, og nogle resultater, du heller ikke vil gå på kompromis med, og så skal du turde slippe resten fri."

Men hvordan ved borgerne så, at de får en retfærdig behandling?

"Det kommer an på, hvad vi taler om. For kræftpatienten skal overleve sin kræft ligegyldigt hvad. Det kan man ikke gradbøje. Men du kan godt have en helt anden folkeskole i den ene kommune end i den anden. Der må det afgørende så være, at børnene få de faglige kvalifikationer for at klare sig videre i uddannelsessystemet, og om de har de bedste rammer for at blive dannet som et demokratisk, vidende menneske i vores samfund. Her skal vi måske tilbage til noget, som var engang: Hvis du er utilfreds med noget på dine børns skole eller på plejehjemmet, så engagerer du dig i at få lavet noget om. Fordi det er den måde, du skaber forandring på."

Velfærden, man ikke kan se
Kan Socialdemokratiet, den dag I igen er i opposition, holde fingrene væk fra den kagedåse, der hedder enkeltsager og krav om lovgivning og rettigheder, hvor det ikke hører hjemme?

"Det håber jeg virkelig, at Socialdemokratiet kan og skal. Men det er ikke kun rettighederne, der har bragt os til der, hvor vi er. Der er også en amerikanisering, hvor vi forestiller os, at du får god velfærd, hvis du præcist ved, hvad du er berettiget til, og hvis du ikke får det, så klager du og går den juridiske vej. Og hvor det, medarbejderen bliver optaget af at levere, er det, der står på papiret," siger Mette Frederiksen.

"Og det meste af det, der er vigtigt i velfærdssamfundet, kan vi ikke engang se."

Hilsen Peter