Hvad skal jeg gøre?

[Jasmina]

Hej
Jeg har været sygemeldt længe og midt november har jeg brugt mine 39 uger som mine sygedagpenge blev forlænget med.
Jeg startede min første praktik på kontor denne sommer - var der 10 uger men kom op på max 3 timer 4 gange om ugen - ofte var jeg der kun 2-2½ time før jeg var nød til at stoppe. Jeg er nu i min anden praktik som jeg når at være 4 uger i, inden mine sygedagpenge udløber. Jeg er klar til at køre hjem og lægge mig efter ½ time men kæmper videre, så jeg når op på ca 1½ time. Jeg ved godt at det ikke er smart men jeg har så svært ved at sige fra. Jeg er sygemeldt med stress og har efterhånden fået et par fysiske sygdomme med i købet Jeg er i øjeblikket i praktik i en klinik hvor der kommer mange patienter og der er mange behandlere, telefonen ringer osv -dvs der er "larm" og uro hele tiden og det provokere min stress som i øjeblikket lever sit eget liv med mig på slæb. Jeg har alle de klassiske stresssymptomer og jeg er så umenneskelig træt - sover 8-9 timer om natten i hverdagen og 10-11 timer i weekenden. Derudover har jeg behov for at lægge mig lidt når jeg kommer hjem fra praktik og snupper også lige 2 timer om eftermiddagen - kort sagt bruger jeg meget af min tid på at restituere. Hvis jeg ikke lægger mig bliver jeg fysisk dårlig - kvalme, svimmel, smerter i muskler/led.
Mit spørgsmål er hvad skal jeg gøre - jeg kan jo ikke køre hjem efter ½ times arbejde - hvor i alverden kan jeg finde et arbejde når jeg har så lidt arbejdsevne? Er der andre der har været sygemeldt med stress som kan dele af deres erfaringer - jeg tænker på hvor langt var jeres forløb og hvad er det endt med?
Det blev et længere indlæg end jeg havde tænkt - håber du stadig hænger på
Jasmina

[popiae]

Har ikke stress, men det lyder til at være en dårlig strategi, at du IKKE lytter til din krop.

Du får intet ud af det, andet end forværring.

Og er det en ønskesituation for dit fremtidige liv?

VH Popiae

[heidi kastrup]

jeg er heller ikke sygemeldt med stress men må give Popiae ret....

Hele din krop skriger, at du skal lytte til den....og du risikere at skubbe dig helt derud hvor de fysiske skavanker bliver værrer, fordi hele dit system er i alarmberedskab....

Så lad være med at pine dig selv helt derud - bedre at øve dig i at lytte til kroppen og sige stop inden det kammer over...

Måske I skal overveje om det er det rigtige sted du er nu???? - det tyder det måske ikke helt på, når du har måttet sætte timetallet ned og kroppen stort set ikke kan klare det....

[Sunnydob]

Sådan som jeg læser dit indlæg, så skal du virkelig til at få sagt fra. Du kan fint køre hjem efter ½ time, du kan fint melde fra og sige at du ikke magter praktikken. Det er jo sådan situationen er. Alt andet vil kun gå den forkerte vej. Du ender med at få det endnu værre ved at presse dig selv (taler af erfaring).

Du bliver nød til at hive i bremsen og sige stop, som situationen er nu. Har du taget en snak med din læge om din situation?

Du kommer til at tegne et forkert billede af dig selv overfor kommunen, ved at du presser dig selv til at klare langt mere end du kan. Det er vigtigt at du, som du gør her i forummet, fortæller ærligt om dine problemer til din sagsbehandler og får disse oplysninger med i din ressourceprofil.

Tag hensyn til dig selv og undgå at køre rundt i sporet af andres forventninger.

[Tassi]

Jeg har været sygemeldt med kronisk stress siden 2006 - eller kronisk belastningssyndrom, som den officielle betegnelse hedder

Som de andre siger, så er du virkelig nødt til at tage din krops signaler alvorligt. Jeg ved, hvor svært det er, for der er ens egne ambitioner, systemets krav, samt angsten for at miste forsørgelsen. Men stress er virkelig noget, fanden har slæbt ind. Når den først er kommet under huden, vil ethvert pres bare forværre den.

Hvordan får man så et liv til at fungere uden at presse sig selv? Det er meget, meget svært, og den balancegang du skal finde frem til. Det er en årelang proces at finde de viise sten her

Jeg forsøgte at presse mig selv da jeg var i arbejdsprøvning, med det resultat at jeg udviklede panikangst. Og jeg er ellers en meget stærk, viljefast, stædig og kontrolleret person. Tro mig, du ønsker IKKE at krydse den grænse, for det gør udfordringen dobbelt

Med stress som med angst gælder der, at er grænsen først overskredet, står man med en ny form for skrøbelighed. Man genfinder ikke sin gamle robusthed igen. Man kan lære at omgås det, leve med det, tage hensyn til det. Men man bliver ikke sit gamle stærke jeg igen. Det er derfor man skal tage det så pokkers alvorligt. For synes du det er slemt nu, skal du bare vente til det bliver endnu værre - og du ville ønske dig tilbage til hvor du er nu

Du sover 8-9 timer i hverdagen og 10-11 timer i weekenden. Ja, det er den søvn man skal have. Ethvert - rask -menneske skal faktisk sove 9 timer i gnsnit for at kroppen kan restituere sig selv. Du får derfor ikke for meget søvn. Tværtimod burde du måske få mere. Hvile i alle fald. For din krop er syg, og har virkelig brug for restitutionen - bare for at give dig et realistisk perspektiv

Jeg kan ikke fortælle dig, hvad du skal gøre i forhold til din arbejdsprøvning. Jeg kunne ikke gennemføre min - jf udvikling af panikangst - og er i dag smidt ud af systemet som selvforsørger. Det er du også i overhængende fare for, med den måde man behandler sygemeldte på i dag

Skal du så presse dig selv i desperation? Du mærker jo konsekvensen. Og når jeg nu fortæller dig, at det kan blive endnu værre, så er du nødt til at stoppe op, og overveje, HVOR syg en krop du vil slæbe rundt på resten af livet

Stress er rent faktisk noget man kan dø af. Du skriver selv du har fået fysiske sygdomme oveni. Stressrelaterede? Ellers kan de komme. Der er en lang liste af sygdomme og skavanker, man har en forhøjet risiko for at få, bla. sukkersyge, hjerte-kar sygdomme, fibromyalgi, kræft - og så de mere 'spiselige' - forhøjet kolesterol, allergi, hurtigere ældning, vægt- og søvnproblemer

En stressramt krop er en syg krop, der reagerer på en alt for stor belastning. Hvis du havde brækket dit ben, ville du heller ikke begynde at gå på det før det er helet. Ingen ville overhovedet stille spørgsmålstegn ved det. Det er sværere med stress fordi det er usynligt. Men spørg dig selv om du hjælper dig selv ved at gå på dit brækkede ben. Hvad skal der til for at dit ben heler?

Jeg beklager at jeg ikke kunne komme med noget mere positivt
Det eneste positive jeg kan sige er, at i det øjeblik du lærer at lytte til din egen krop, vil du langsomt begynde at opleve gradvise forbedringer. Men som alvorlig stressramt er det en proces der tager årevis. Og det betyder en total livsændring i forløbet - med de afsavn det inkluderer

[jjsonn]

jeg tænker på,du er jo helt fejl anbragt, et sted med meget larm og mange mennesker, kunne du ikke kontagte din sb og måske blive flyttet til et mere roligt sted.

[Jasmina]

TUSINDE TAK for jeres svar - det er godt at få et kærligt spark i den rigtige retning
Jeg vil give helt ret i at det er en dårlig strategi at jeg presser mig selv, for det forværre bare mine symptomer - det hjælper mig ikke - jeg må for fanden da snart lære at sige fra Jeg syntes at jeg øver mig i at mærke kroppen og sige stop hver dag, men må indrømme at jeg fejler og den store taber bliver mig selv. Men hvor er det dog svært, når jeg er vant til hele tiden at have antennerne ude, for at vurdere hvad alle andre syntes og mener. Men jeg er virkelig nød til at sætte en stopper for det.
De er så utrolig søde i min praktik og da min kontaktperson i praktikken blev spurgt og hvordan hun syntes at det gik og om hun kunne mærke på mig når jeg ikke kunne mere svarede hun - "Næ der var ikke noget at mærke, jeg var altid flink og rar og sagde bare til når jeg ikke kunne mere og gik hjem"!!! Hun skulle bare vide en kaos der er inden i mig når jeg kører hjem.
Jeg føler også at jeg er en anelse fejlanbragt, men jobcentret vred mere eller mindre armen rundt på den private aktør for at de skulle finde en praktikplads og det skulle helt være fundet i går. Nu er der ikke tid til at finde et nyt sted - jeg har kun et par uger tilbage og så mener jobcentret at de har nok til en afklaring!
Jeg har en tid hos min læge men han var af den opfattelse da jeg blev sygemeldt at det var noget der kunne klares på max 14 dage - og det er så snart 1½ år siden! - så var jeg klar til at genoptage arbejdet for fuld styrke - som han sagde så skulle jeg jo nødig falde helt udenfor arbejdsmarkedet!!! Så jeg ved ikke hvor meget hjælp han vil være - måske overrasker han mig men jeg har først fået en tid når praktikken er ved at være slut. Hvad vil han kunne gøre i forhold til jobcentret?

Oprindeligt indsendt af Tassi

Jeg har været sygemeldt med kronisk stress siden 2006 - eller kronisk belastningssyndrom, som den officielle betegnelse hedder

Jeg ved, hvor svært det er, for der er ens egne ambitioner, systemets krav, samt angsten for at miste forsørgelsen. Men stress er virkelig noget, fanden har slæbt ind. Når den først er kommet under huden, vil ethvert pres bare forværre den.
Netop egne ambitioner og systemets krav samt et forsørgelsesgrundlag der smuldre mellem fingrene er mit problem - er så perfektionistisk, men det har ikke hjulpet mig på nogen måde. Men jeg kan genkende mig i alt hvad du skriver og håber på at jeg undervejs i forløbet finder de vise sten.
Jeg ved at panikangst eller depression ligger på en hårfin grænse opad stressen - det må virkelig have været forfærdeligt for dig.
Hvordan fik du stillet diagnosen "kronisk belastningssyndrom"?

Jeg føler mig i den grad skrøbelig - i mit "tidligere liv" var jeg ellers stærk, viljefast og havde altid mange bolde i luften - som det er lige nu kan jeg ikke engang holde en bold i luften uden at tabe den - jeg isolere mig og kan ikke følge med i en samtale. Til tider føles det som en stor sorg at jeg ved at jeg ikke genfinder mit stærke gamle jeg.

Skal du så presse dig selv i desperation? Du mærker jo konsekvensen. Og når jeg nu fortæller dig, at det kan blive endnu værre, så er du nødt til at stoppe op, og overveje, HVOR syg en krop du vil slæbe rundt på resten af livet.
Hvor har du ret - lige det her afsnit er en øjenåbner for mig - TAK

Stress er rent faktisk noget man kan dø af. Du skriver selv du har fået fysiske sygdomme oveni. Stressrelaterede? Ellers kan de komme. Der er en lang liste af sygdomme og skavanker, man har en forhøjet risiko for at få, bla. sukkersyge, hjerte-kar sygdomme, fibromyalgi, kræft - og så de mere 'spiselige' - forhøjet kolesterol, allergi, hurtigere ældning, vægt- og søvnproblemer
Ja de sygdomme jeg har fået er desværre alle stressrelaterede

Jeg beklager at jeg ikke kunne komme med noget mere positivt
Det eneste positive jeg kan sige er, at i det øjeblik du lærer at lytte til din egen krop, vil du langsomt begynde at opleve gradvise forbedringer. Men som alvorlig stressramt er det en proces der tager årevis. Og det betyder en total livsændring i forløbet - med de afsavn det inkluderer

Du skal ikke beklage - det er på tide jeg ser realiteterne i øjnene. Jeg ved at der skal en total livsændring til men jeg ved ikke hvor jeg skal starte. Jeg overvejer at spørge min læge om jeg kan få en henvisning til en psykolog, men er i tvivl, for jeg vil ikke have råd til det, når jeg kommer på kontanthjælp. Jeg har følelsen af at jeg skal til at lære at kravle igen, inden jeg kan stå sikkert på benene og rent jobmæssigt ved jeg ikke hvor jeg vil kunne gøre mig gældende.

I morgen inden jeg kører i praktik vil jeg læse alle jeres svar flere gange så de er helt friske i hukommelsen

[bmp24]

Hej Jasmina

Jeg blev sygemeldt med stress i maj 2009.

Da min arbejdsgiver glemte at bede om sygedagpenge var jeg fredet frem til september 2009 hvor jeg selv kontaktede jobcentret, fordi jeg godt kunne mærke at jeg nok ikke kom på arbejde fuld tid igen

Jeg fil tilbudt et kursus for stress og depressionsramte i 9 uger 2 x om ugen. Det var virkeligt godt til at få mig til at indse at jeg var ikke mit "gamle" jeg - og nok heller ikke blev det igen.

Jeg startede hos en psykiater i juli 2009 - og det kan jeg kun anbefale - hvis det er den rigtige. Jeg fik ikke piller eller andet - kun samtaleterapi.

Hun har virkelig en stor del af æren for at mit forløb blev godt.

Min læge lyder lidt ligesom din - jeg fik en sygemelding på 3 uger og derefter en på 2 uger - hvor hun så sagde at hun kunne jo ikke blive ved med at sygemelde mig, og at jeg godt kunne glemme ftp - for det var der ikke nogle der fik mere.

Jeg blev sendt i arbejdsprøvning i april 2011 og var der i 3 mrd. Jeg havde det sådan som det lyder du har det - RIGTIG dårlig samvittighed når jeg måtte sige fra og gå hjem.Tænkte at det ku da ikke passe, at jeg der altid har arbejdet fuldtids - og lidt mere - ikke kunne klare sølle 4 timer. Men også her var psykiateren en meget stor hjælp og støtte.

Jeg kom op på 1½ - 2 timer 2 x ugenligt.

pr. 01.09.11 fik jeg tilkendt førtidspension. Så kampen er ikke helt tabt på forhånd.

Mit råd til dig er og få hjælp fra enten en psykolog eller psykiater som kan hjælpe dig igennem, og fortælle dig hvorfor din krop reagerer som den gør.

Pøj pøj fremover herfra.

[Vovse]

Oprindeligt indsendt af Jasmina

Jeg er klar til at køre hjem og lægge mig efter ½ time men kæmper videre, så jeg når op på ca 1½ time. Jeg ved godt at det ikke er smart men jeg har så svært ved at sige fra.

Det er svært at sige fra, man har en fornemmelse af, at "de andre" ikke tror på, at man er syg, og der er sandsynligvis også mindst én båtnakke, der skuler og tænker sit.

Men i de allerfleste tilfælde vurderer kommunen din arb.evne ud fra dine timer på stedet, og det er dig, der kommer til at kæmpe med resultatet af det, det kan meget nemt komme til at koste dig et par år mere i "karrusellen".
Tænk på det næste gang du du "er klar til at køre hjem", og overvej så, om det er det værd.

Du er ikke i arb.prøvning for at vise hvor meget smerte du kan klare, "kun" for at vise hvor meget du kan holde til at arbejde.

[Jasmina]

UPS jeg har vist kludret lidt i at vedhæfte citater og tilføje min egen kommentar - men håber at det er til at se hvad der er mine svar i det lange citat

bmp24 - tak for din opmuntring - glæder mig på dine vegne over at det er lykkedes for dig

Vovse - du har ret i at det at jeg har svært ved at sige fra kan koste mig et par år eller mere i karusellen - det vil jeg have i mine tanker i dag -TAK