Mit indlæggelsesforløb - en barsk historie

[Susanne]

Så er jeg hjemme igen.
For at begynde et sted. Lørdag aften var vi på psyk skade stue Torben (min mand) og jeg. Jeg var i så stor opløsning at Torben aldrig havde set mig i
denne tilstand før! Jeg vil ikke gå videre ind i hvordan jeg ?opførte?
mig for at skåne dig, men bare fortælle at Torben var MEGET bange.
Vi tog til psyk skadestue og kom til at tale med en meget rar læge
(han har ikke grund til andet) Han foreslog at jeg fik kontakt med
akutteam MIDT, som behandler i lokalområdet hvor jeg bor. Det skulle
foregå via en visitation fra egen læge. Han ville få en skrivelse fra
skadestuen, hvorefter jeg skulle søge ham og få ham til at udskrive
henvisningen. Weekenden forløb fredeligt. Jeg bestilte tid hos læge og
fik en tid tirsdag kl 12.00. Mandag eftermiddag blev jeg pludselig
bange for at være alene uden at vide hvad jeg var bange for. Jeg var så
langt ude og bange for HVAD jeg kunne finde på at gøre i afmagt! Jeg
ringede til Torben på jobbet og bad ham komme hjem. Jeg blev nødt til
at bede min nabo om at komme ind og være hos mig til Torben kom!!
Jeg var virkelig helt ude og vende og græd i spandevis. Jeg fik en
akuttid hos min egen læge mandag eftermiddag.
Torben kom hjem og jeg fik det bedre ved at være i selskab med både
ham og naboen. Torben og jeg kørte til vores læge hvor vi ventede en
times tid. Vi kom ind og han havde ikke modtaget noget fra psyk
skadestue så vi fortalte kort hvad der var sket. Jeg fortalte endvidere
at jeg lige pludselig havde fået en angst for at være alene uden at jeg
kunne angive grund.
Han foreslog at indtil jeg fik kontakt til akutteam kunne jeg indtage
beroligende medicin fast. Men så trådte Torben i karakter. Han sagde at
det jo var udmærket men han var altså så utryg ved at lade mig være
alene mens han var på job, at han gerne ville have at jeg blev indlagt.
Det havde vi nemlig aftalt hjemmefra at han blev nødt til at støtte mig
til at få sagt. For i bund og grund vidste både han og jeg at vores
læge er imod indlæggelse og jeg ville lytte til ham og bare tage hjem
med hans forslag. Han lyttede til hvad Torben sagde og da jeg
bekræftede at jeg gerne ville indlægges for at skåne Torben og ikke
mindst for at der var nogen til at tage vare på mig. Han skrev
indlæggelsen og ringede ned til psyk afdeling med det samme mens vi var
der. Vi kørte afsted og var der ved 17 tiden. Vi blev modtaget af den
samme læge som om lørdagen, og så skulle vi gudskelov ikke til at
forklare så meget! Når man bliver indlagt sådan et sted, eller i hvert
fald kommer til at tale med en læge så vil der altid være et personale
tilstede, som evt. skal være med at passe mig mens jeg er indlagt.
Lægen fik at vide at jeg havde haft en ok weekend men nu var blevet
bange for at være alene. Han kunne godt se på mig at jeg faktisk så
dårligere ud end lørdag. Så begyndte personalemanden at foreslå at
Torben tog sygeorlov for at passe mig, for jeg var da ikke moden til en
indlæggelse. Sygeorlov spurgte vi? Hvad er det lige for noget. Er det
noget lovmæssigt? Der blev ikke svaret men lægen sagde at han syntes
jeg skulle blive der natten over og så afvente stuegang næste dag.
Jeg fik anvist min stue - heldigvis enestue - og jeg måtte aflevere
min mobiloplader som reglerne foreskriver. Så blev der meddelt at der
var aftensmad, og Torben kørte ud for at spise med Morten (vores søn),
men ville komme tilbage. Mens Torben var væk spiste jeg og så opsøgte
jeg ham der havde talt om sygeorlov til Torben for at høre nærmere. Han
var et modbydeligt kvaj og meget arrogant. Han betvivlede at jeg
FAKTISK havde en depression og at min tilstand faktisk skyldtes
ægteskabelige problemer. Jeg skulle bare lade mig skille og så finde et
arbejde så ville jeg ha det godt igen. Han fortalte mig at jeg kun var
blevet indlagt for at skaffe min mand fred for en nat men jeg skulle
påberegne at blive udskrevet i morgen!!! En sygeorlov var ikke noget
lovpligtigt, men hvis han virkelig var så utryg ved at lade mig være
alene måtte han da bare tage ferie. Hvad angik Torbens dårlige
samvittighed overfor kolleger kunne han bare lade være med at fortælle
at han skulle passe på mig. Jeg var rasende. Gudskelov kom Morten og
Torben og afbrød. For ellers var jeg eksploderet!
Nå Morten og Torben fik lige mit lille referat af samtalen. Vi talte
om at det var da godt at jeg fik lov at bruge nogle af de
skatteyderkroner vi alle 3 har betalt for at tage en overnatning for at
skaffe Torben fred. Det var faktisk utroligt så meget der skulle til.
Den mistro jeg er blevet mødt med gennem de sidste 3 år fik mig til at
spørge Morten og Torben om jeg virkelig skulle fingere et
selvmordsforsøg for at få hjælp!
Da de kørte igen, opsøgte jeg ikke noget personale for hvis det var
gængs holdning hos alt personale så??Jeg holdt mig for mig selv og
ville ikke ydmyges yderligere ved at bede om min medicin til natten.
Jeg gik bare i seng og ringede på klokken, da jeg var sikker på at
vagtskiftet var overstået!
Jeg sov meget dårligt om natten. Indtil kl 4 blundede jeg kun men sov
derefter. Jeg vågnede ved 8 tiden fuldstændig udmattet og bombet.
Jeg gik ned og spiste morgen mad og min kontaktperson kom med min
medicin og sagde at hun lige ville læse min journal og så komme ind og
snakke med mig inden stuegang. Jeg ringede til Torben og fortalte at
stuegang ville være fra kl. 10. Han ville så køre fra Stege ved 11
tiden.
Lægen kom ved 10.45 tiden og min kontaktperson gik med. Vi satte os
ind på ?mit? værelse. Vi begyndte at snakke og jeg blev spurgt om HVAD
jeg forventede de kunne hjælpe mig med. Jeg ved at mit sociale netværk
er skredet og er næsten væk. Kontakten til familien er jo gledet ud
under min sygdomsperiode. Jeg fortalte at jeg ikke magtede at blive ved
at bryde den isolation som min sygdom medfører. Så begyndte lægen at
fortælle mig at hun kunne høre hvor klog og velbegavet jeg er, og at
jeg jo faktisk godt ved hvor skoen trykker. Hun kunne godt høre at jeg
udmærket var og er klar over hvor skidt jeg har det. Jeg er inde i en
ond cirkel som jeg faktisk har magtet at bryde mange gange i de sidste
3 år, men jeg falder hurtigt tilbage igen i mit velkendte mønster som
er nedbrydende og negativt hver gang jeg bliver udsat for det pres og
de krav et arbejdsmarked i dag stiller! Om end jeg selv ønsker at få
brudt denne isolation! Hun sagde at jeg blot skulle fortsætte med at
bryde denne cirkel og gøre nogle strukturerede ting OG FASTHOLDE DET
POSITIVE! Så eksploderede jeg som ingen af jer har set og vær I glade
for det. Jeg rejste mig og fortalte at NU gik jeg. De kunne betragte
mig som udskrevet. HUN skulle kraftedeme ikke bede mig fastholde noget
som jeg IKKE kunne fastholde uanset hvor gavnligt jeg end ved det er.
JEG KOMMER HER FRIVILLIGT OG BEDER OM EN HJÆLP OG SÅ BEDER HUN MIG BLOT
OM AT FASTHOLDE DET POSITIVE UDEN AT GIVE MIG DEN STØTTE JEG HAR BRUG
FOR TIL AT FASTHOLDE DEN. NU HAVDE JEG FÅET NOK. VILLE HUN VIRKELIG
HAVE AT JEG SKULLE GÅ UD OG FINGERE ET ÆGTE SELVMORDSFORSØG FRA
FARØBROEN FØR HUN KUNNE FORSTÅ ALVOREN OG AFMAGTEN I MIN HENVENDELSE OM
HJÆLP. NU VAR JEG BLEVET MØDT MED MISTRO GENNEM TRE ÅR MEN NU HAVDE JEG
FÅET NOK. Jeg ville ikke finde mig i hendes ydmygende råd. Jeg bad om
HJÆLP. Men hvis det var det bedste hun kunne sige kunne hun rende mig
noget så grusomt.
Så kunne jeg lige så godt skride derfra vel vidende at der ville komme
til at stå i min journal at jeg var gået i vrede. Både lægen og min
kontaktperson forsøgte at få mig til at blive. Men jeg var helt udenfor
pædagodisk rækkevidde. MEN JEG SKRED med mine ejendele.
Jeg forlangte at blive lukket ud NU. Jeg gik ud på en bænk udenfor og
satte mig. Tog en smøg og ringede til Torben. Han ville komme, og var
på vej ud af døren. Jeg sad lige og tænkte lidt over det og gik så
alligevel tilbage til afdelingen og spurgte om vi kunne genoptage
samtalen når Torben kom og hørte hvad der blev sagt! Det kunne vi godt.
Så sagde jeg fint med mig. Kan jeg bede om lidt beroligende så jeg ikke
eksploderer igen? Det fik jeg. Torben kom og vi havde en god samtale,
hvor jeg sagde at jeg ikke agtede at undskylde at jeg var blevet vred.
Lægen sagde at det var de jo vant til og hun betragtede det som en
enorm energiudladning som virkelig vidner om den store vrede og
frustration jeg bærer rundt inde i mig. Den skulle jeg måske lære at
bruge mere konstruktivt og fremadrettet! Udfaldet på samtalen blev at
da jeg er klog og velbegavet, er jeg hermed visiteret til Akutteam.
Lægen påstod i hvert fald at hun sagtens kunne forstå min vrede og at
jeg var klemt i systemet! I ventetiden mener de at jeg kan klare mig
ved egen hjælp og medicinsk støtte. Men allervigtigst har jeg Torben.
Den skønne skønne mand.
Jeg vil indtage beroligende medicin og påføre mig selv en kemisk
spændetrøje indtil vi har fået henvendelse fra akutteamet. Vi rådfører
os med vores egen læge.
Vi tager en dag ad gangen og Torben tager på arbejde i morgen.
Så summa summarum må være: Er du psykisk lidende i dag, må din familie
tage sig af dig. Der er ingen hjælp at hente før du er DØD! Barske
løjer men sådan opfatter jeg det. Er du blevet klemt inde mellem alle
lovene, på grund af sygdom så forvent ingen hjælp, men klar dig selv. Mit filosofiske jeg
siger til mig at hvis du som syg er veltalende, argumenterende, klog og
velbegavet og yder lovene og "systemet" modstand ved at reflektere og
stille spørgsmål til det du ikke forstår, så skal de så sandelig nok
forstå at knække dig helt og så sige bagefter "Det var
klienten/patientens eget valg" Vi følger blot lovene!
Mange knuz fra Sus

[Juliane]

Hej Susanne.

Jeg bliver som menneske, meget berørt ,når jeg læser din barske historie.

Jeg fornemmer og genkender din /jeres dybe afmagtsfølelse så levende..

Susanne, pas godt på dig og lov os (det beder jeg dig så mindeligt om) at glemme alt om fingeret selvmordsforsøg.Her i livet er der mange døre at åbne, og før vi har åbnet, ved vi ikke om vi skal smække i ,-låse - eller lade døren stå på vid gab.Den dør du har tænkt på, er en af dem der der både skal smækkes hårdt og låses. Vælg døren ved siden af, der tror jeg der med tiden , bliver lyst og dejligt.

Susanne, et lille gruk til dig : DEN DER SEJRER OVER ANDRE ER STOR,DEN DER SEJRER OVER SIG SELV,ER MÆGTIG!!!!!

Jeg sender dig de allervarmeste tanker og knus.

Juliane

[Susanne]

Rolig nu Juliane. Det kunne jeg aldrig finde på, for det ØNSKER jeg ikke. Det var kun fordi jeg blev så vred og afmægtig og jeg lever stort på at lægen kalder det en energiudladning! Jeg er så uendelig lettet i mit indre over at kunne stå overfor de to som er uendelig uskyldige og bare lade al min indestængte vrede gå ud over dem! Men jeg har tænkt mig at købe en boksebold og så hamre den sønder og sammen. Desværre er jeg så afkræftet at jeg ikke har energi til det! Men jeglover både dig og alle andre at jeg ikke fingerer noget som helst. Jeg er sq blevet ydmyget nok. Jeg har talt med min læge i aften. Han står 100% bag mig. Jeg fortalte ham om min energiudladning og sagde at det kunne være jeg fik brug for hans hjælp hvis denne ikke virkede. Den får jeg bare jeg ber om den. Længe leve livet.

[Juliane]

Hej Susanne.

Det allerbedste at læse her, var dine sidste ord. Længe leve livet

Også dejligt at læse at du har en god og menneskeklog læge, det er guld værd.

Jeg henviser til mit ovenstående indlæg ang. dørene: kan se at du har listet en god dør på klem.Den skal nok med tiden komme på vid gab, og lyset vil stråle i rummet .Måske der så er nye døre at åbne, og livet bliver endnu mere værd at leve.

God ide, med boksebolden, indtil du får købt en sådan ,kan jeg anbefale at pakke dynen sammen ,så fungerer den ligeså.


Kærligst samt med empati

fra
Juliane

[losuma - Slettet Medlem]

Fingere et selvmord. Tja hjælpe vil det ikke.

Jeg havde omkring sidste årsskifte, nogle selvmordsforsøg.

Jeg havde det dårligt så min sundhedsplejeske fik os til at kontakte psyk-skadestue, hvor jeg blev henvist til egen læge, samt blev anbefalet minimum 3 måneders sygemælding. Lægen var på ferie så jeg talte med en anden som gav mig en midlertidig sygemælding på 14 dage.
1 og 2 forsøg.
Jeg kom så til egen læge sammen med manden (inden de 14 dage var gået) og blev straks raskmældt, samt fik af vide at jeg bare skulle tage mig sammen, og så lavede hun en ny tid 14 dage senere, manden forsøgte naturlæigvis at få lægen til at fatte, men ak. Jeg gik direkte hjem og forsøgte for 3 gang (eller rettere jeg ventede til familien sov, troede jeg, manden sov så ikke lige)
Nogle dage efter kom et nyt puf fra kommunen som skabte det 4 forsøg. Det fik manden til at få en tid ved lægen så der var vi nede dagen efter, men stadig uden resultat.
Tiden der fra og så til manden endnu en gang slæbte mig til læge, kan jeg knabt huske, men jeg husker tdeligt det ene af de par forsøg jeg havde mig der, for nøje hvor er det bare hunde hamrende koldt at gå uden en kold vinteraften i bare tær et par bukser og en t-shiet på sne, jeg nåede 1 km mod mit mål, før jeg frøs så meget at jeg valgte at vænde om... var jeg gået det sidste stykke mod målet, ved jeg fra noget undervisning jeg har modtaget at det max ville tage 1 min før det var overstået.

Eftre den aften ringede først manden til lægen som endnu en gang afvistrte hjælp, så ringede min mor til lægen, stadig en afvisning, kun en ny tid, denne gang 4 uger senere.
Det kunne manden naturligvis ikke vente på (han kunne jo ikke stole på mig) så gennem sekretærene fik han lavet en der var lidt før.
Til den samtale sagde han til lægen at nu var jeg altså hendes problem, for han kunne ikke klare mere, han var klar til at skrive under på skildsmisseparpirene 1 2 3 og sørme om jeg ikke fik noget hjælp.

Lægen viste naturligvis at jeg havde forsøgt, det var ingen hemmelighed, men det var åbenbart ikke grund nok til at få noget hjælp. Og jeg mente det kan jeg godt love dig, og ligegyldigt hvad der end kom på bordet af "gode" grunde for at jeg blev, havde jeg svar på rede hånd der modsagde det, selv den med for mine børns skyld... selv ikke mine børn kunne få mig til at ønske andet end at komme her fra.

Nu kender jeg tilfældigvis en der har været syg i årevis, hun fik heller ikke hjælp, og ja hun har også forsøgt at komme her fra, samtidig er hun en cutter (= tydelig beviser på sygdom) men der var intet at komme efter. Da hun tog piller, beholdt de hende natten over hvor efter hun blev sendt hjem, med en stak piller (som ikke hjalp hende det mindste) og det var så det. Først efter hun for 4 gang var blevet slæbt ind af venner/bekendte, eller efter selvmordsforsøg ville de hjælpe hende.

Jeg må helere lige fortællet at jeg stadig er gift (jeg forstår ham ikke, ikke efter det han har været i gennem med mig, men ok kærlighed gør vel blind) og at jeg har det meget bedre i dag... Jeg udviklede angst i den periode, som jeg stadig lider en hel del under, spicelt når kommunen banker på, men jeg må indrømme at jeg 100 gange helere vil leve med angst end jeg vil leve og havde det som jeg havde det på det tidspunkt, angsten er kun en lille bakatel i forhold, men derfor er det nu stadig lættere åndsvagt at jeg ikke kan have nogen form for kontakt med kommunen uden at få angstanfald (ved breve får jeg det "kun" skidt angst, ikke anfald) og åndsvagt at jeg ikke kan tage mine børn (eller mig selv) til læge uden at have en anden voksen med mig... Ja jeg udviklede også angst for alm praktiserende læger Det er sådan lidt der kommer en badderkop *gg* (på psyk skadestue tog de mig heldigvis alvorligt, de tilbød mig en indlæggelse hvilket jeg takkede nej til pga ungerne)

Jeg får stadig behandling, i perioder en gang i ugen, andre "kun" hver 14 dag... hvilket er tit når man se på hvor længe jeg har været i det system nu, som igen kun beviser hvor slent det har været, og faktisk også stadig er, selv om at jeg ikke længere er selvmorderisk.

Når alt det så er skrevet, skal du huske på at selv om at du kun faker et selvmord, kan det gå galt, foruden at det lang fra er ensbetyende med at du får hjælp (hvilket du jo faktisk har fået) så ønsker du at leve er det ikke en smadder hamrende god ide.

Ja krøl dynen sammen og stop den i betrækket til en sovepose, så er den hjemme udviklede boksebold lige til at hænge op i loftet. Det gjorde jeg da jeg var barn, og kan derfor fortælle at det er yderst effektivt (foruden billigt)

Ja det er yderst frustrende ikke at kan trænge i gennem nogen stedder, altså en ting er at kommunen splitter en totalt ad psyisk i håb om at man så makker ret, en anden er f... at man oven i skal kæmpe en kamp for at få en hjælp man desperat har brug for, selv om at man kommer ind i et andet system end lige kommunen, hvis det ikke var fordi min oplevelse af det psykriatriske system er rimeligt okay, så er jeg slet ikke i tvivl om at jeg også havde fået angst for dem (de er svære for mig, men heldigvis ikke så slemt at det er angst) eller rettere i det hele taget for alt hvad der har med det offentlige at gøre.

Noget jeg lever højt på selv om at det er fy fy, er at der altid er en/nogen der har det værer end jeg har det. Ikke at jeg ønsker nogen i hele verdenen prøve at være SÅ langt nede, man er føler og opfører sig som en levende død, ikke en følelse jeg vil byden nogen, selv ikke en gang den *host* der slog sin x og to børn ihjel, om så han var min svigersøn. Men det hjælper mig at se tingene fra den vinkel, og det er nu en gang det det hansdler om, også selv om at det ikke er helt legalt at vænde tingene på den måde.

Mit bedste råd, er at du får hvilet dig alt det din krop siger du har lyst til... jeg har før sovet en "døds" søvn (dvs intet har kunnet vække mig) i døgndrift a et par dage til 3 i træk, kun med få timers vågen tid, og det har kun gjordt mig godt. Lyt til din krops signaler og følg dem så meget som du kan komme i nærheden af, samtidig med at du bruger din sunde fornuft, siger kroppen at du er evigt sulten er det måske ikke lige så smart at spise i en uendelighed

[Trylledyr]

Hej Susanne

Det er i sandhed en barsk historie, du kommer med, men din bemærkning ”længe leve livet” fortæller mig, at du på trods af (i mine øjne) er blevet behandlet umenneskeligt af de, som burde vide bedre, er i stand til at sætte pris på livet alligevel. Det er så stærkt – respekt..

Knus

[Susanne]

Jeg vælger lige at finde en overskudsrest til
lige at skrive dette.
Jeg har været indlagt 2 gange i denne uge. Fredag blev jeg udskrevet
og er nu hjemme.
Mine indlæggelser er kun kommet igennem ved den desperation min mand
har udvist. Han var direkte utryg ved at lade mig alene. Hurra for at
han er trådt i karakter og NOGEN har forstået det!!!!!
Hurra for min læge som har forlangt at jeg blev indlagt torsdag
eftermiddag.
Hurra og stor og dyb taknemmelighed til ham fordi han kender mig så
godt og ved hvor meget hjælp jeg havde brug for.
Torsdag kontaktede jeg lokalpsykiatrien og de havde IKKE modtaget
nogen som helst henvisning.
Jeg havde det så skidt og var så bange for at være alene at da
lokalpsykiatrien henviste mig til psyk skadestue og psyk skadestue
henviste mig til lokalpsyk at jeg heldigvis fik min læge til at
indlægge mig.
Jeg måtte for jeg ved ikke hvilken gang ringe efter Torben. Men han
kom naturligvis hjem og kørte med mig.
Jeg var på dette tidspunkt nået derhen hvor jeg var så frustreret og
afmægtig over det hele at det tog mig 2 timer bare at få pakket
sammen!!!!!!!!!!!!
Jeg magtede ikke en gang at overskue at lave mig en kop kaffe ej
heller tage andet end frugt at spise, for bare at overskue at skulle
skære ost til at lægge på rugbrød var ikke muligt for mig.
Jeg blev indlagt og Torben kørte hjem med et løfte om at han ville
komme igen næste formiddag for at gå med til stuegang. Han tog en
feriedag! Jeg faldt til ro og var meget tryg ved at være indlagt og
vide at jeg havde sagt at jeg IKKE lod mig udskrive igen FØR jeg havde
en aftale med lokalpsyk. BASTA
Jeg gik i seng torsdag aften kl 22.30 og faldt i søvn. Jeg vågnede
efter en times tid igen. Jeg havde en mærkelig uro indvendig, uden at
jeg kunne og kan definere den. Jeg forsøgte at falde i søvn men kunne
ikke. Jeg tænkte at jeg nok skulle tisse og gik på toilettet. Jeg
tøffede derud og fik tisset. Det var faktisk lige rundt om hjørnet. Da
jeg havde tisset kunne jeg mærke at der skete et eller andet. jeg
skulle have hjælp. Jeg spurgte en af de andre patienter om hun ikke
kunne kalde på hjælp for mig, men hun sagde at det måtte jeg selv gøre.
Jeg fik kæmpet mig ind på værelset og fik trukket i snoren for at
tilkalde personalet. Jeg havde det så skidt men personalet kom og så
gik jeg i PANIK. Jeg sad og var så bange for at jeg skulle dø! Men
heldigvis fik personalet mig dæmpet. Da jeg var faldet til ro sad jeg
og spurgte dem HVAD FANDEN SKETE DER?? De fortalte mig at jeg faktisk
havde haft et panikangst anfald. Uanset hvor bange jeg var for at dø,
ville jeg ikke dø af det.
Jeg snakkede længe med dem og var så evigt taknemmelig for at jeg
havde fået dette anfald der i professionelle omgivelser i stedet for
hjemme. Jeg tror at min kvindelige intuition har vidst at dette angst
anfald har været undervejs. Men never mind.
Torben kom næste formiddag og var med til stuegang. Denne stuegang har
bibragt mig en gennemgribende forklaring på hvorfor tingene er ramlet
sammen for mig gennem min sygdomsperiode.
Den læge der havde stuegangen var heldigvis "en gammel erfaren rotte"
Jeg har aldrig været i kontakt med ham før. Han havde læst de
nedskrevne notater om mig og gav mig og Torben et CHOK. Han havde læst
og gemmenskuet hvad ingen anden læge havde kunnet før.
Han fortalte mig at jeg simpelthen levede i en tilværelse der var så
fuld af angst og det ville være en tilstand jeg skulle leve med resten
af mit liv. Han var så sikker på at hvis jeg fik denne angst behandlet
ville min tilværelse kunne blive så anderledes og forbedret. Han vidste
at det bedste tilbud om behandling jeg kunne få var det jeg kunne få
via lokalspykiatrien, så jeg kunne blive i mit eget miljø og i min
hverdag.
Han spurgte naturligvis om jeg nogenside havde haft et angstanfald
før. Nu havde nattens angstanfald lige pludselig fået åbnet mine øjne
for hvad angst var. Jeg har jo længe gået med en uro. Jeg vidste
faktisk ikke at jeg havde angst. Men med min erfaring så har jeg haft
masser af angst anfald i rigtig rigtig mange år, men jeg har blot
kunnet finde en fornuftig forklaring inde i mig selv på denne adfærd.
Nu giver min tilstand lige pludselig mening. Jeg har jo været ansat og
passet mennesker med psykiske diagnoser i 10 år. Jeg har således en vis
erfaring med at observere og forstå tingene. Jeg har deltaget i kurser
og uddannelse i psykologi, for at kunne få viden som kunne gavne mig i
mit arbejde.
Nu er jeg faktisk lige pludselig en af de patienter som jeg selv har
passet!
Jeg har faktisk altid stillet spørgsmålstegn ved om jeg havde en
depression. Jeg spurgte lægen om det. Det er meget muligt at mine
kliniske symptomer og adfærd har været sådan så jeg blev opfattet som
en depression. Ja jeg har haft depressive symptomer hele mit liv, men
ikke alle depressioner SKAL behandles med medicin. Jeg har altid kunnet
tackle dem og betragtet dem som en naturlig del af livet. Hvis jeg nu i
stedet dengang havde fået at vide at jeg havde angst havde behandlingen
måske været en anden. Jeg kan faktisk godt vælge at sige at jeg føler
mig feljbehandlet og fejldiagnosticeret med depression, og i vrede
sagsøge patientklagenævn og alle steder hvor jeg kan klage. Men det vil
ikke føre noget som helst med sig. Jeg ved at jeg er blevet meget
klogere på mig selv gennem denne periode. Jeg vælger at sige at der er
ikke noget så skidt at det ikke kan føre noget godt med sig.
Så nu nulstiller jeg min tilværelse og afventer distriktspsykiatrien.
Det første de skal hjælpe mig med er at få en fredspension og en orlov
fra ledighedsydelse. Eller med andre ord et forsørgelsesgrundlag, hvor
jeg kan få fred og ro til at få behandlet min angst.
Så med disse vise ord fra mig vil jeg slutte nu og trække mig tilbage
til freden og roen. Jeg vender tilbage når meg magter det. Men jeg er
den eneste der er redskabet til at gøre arbejdet for mig. Der er mange
der bliver nødt til at hjælpe og støtte mig. Men jeg skal nok finde og
bruge dem. Vær vis på det.
Jeg ved at dette kommer til at koste meget tid, men jeg har faktisk også masser af den.
Tusind tak for jeres støtte. Det kan være jeg beder Guffi være mellemformidler til jer, men jeg ved at I tænker på mig og jeg er meget lykkelig for jeres støtte. Knuz og pas godt på jeres liv. Vi har alle kun dette ene. Længe leve livet

[Susanne]

Så er her lige en update!

Jeg er vred og frustreret.

I samarbejde med og samtale på skadestuen 16/1 2007 er jeg og min mand instrueret i i at jeg kan henvende mig pr. tlf. til skadestuen og få rådgivning ved behov.

Dette behov opstod i dag den 19/1 2007. Vi ringede dertil og talte med Anne Mette som var min kontaktperson under indlæggelsen og ved udskrivelsen 12/1 2007.

Ved hendes lytten til mit ønske om råd til hvad jeg skal gøre når jeg skal være her alene, når min mand skal tilbage på arbejde på tirsdag, er hendes svar at jeg skal indtage alopam 10 mg x 2 fast og 7,5 mg alopam pn i døgnet som aftalt med læge Jørgen Jelsig ved udskrivelsen 12/1 2007.

Denne medicinering er imidlertid så voldsom for mig at jeg bliver så sederet/medicinpåvirket at jeg ikke har nogen kontrol over hverken hjerne, arme eller ben., hvilket jeg fortæller hende.

Denne tilstand udløser angst hos mig idet jeg faktisk frivilligt anbringer mig i en kemisk spændetrøje som JEG finder ubehagelig og uværdig.

Hun benægter at have hørt om at så lav en dosis virker så stærkt som jeg beskriver.

På mit spørgsmål om hun virkelig mener at det er forsvarligt at jeg skal varetage min egen medicinering uden observation vel vidende om denne (FOR MIG) så ubehagelige virkning/bivirkning er hendes svar JA, men jeg er jo ikke læge.

Med ovenstående virkning henvendte min mand og jeg os på psykiatrisk skadestue 16/1 2007.

Dette udløser i epikrisen følgende observation:

”Pts ægtefælle er meget urolig over pts tilstand. Pt. Har i dag siddet i deres hjem og rokket frem og tilbage og overfor ægtefælle sagt, at hun ligeså godt kunne hjælpe sig selv, da hun ikke fik nogen hjælp af andre.. Efter det der er sagt, spørger jeg pt om jeg må tale alene med hendes ægtefælle. Dette accepterer pt og forlader lokalet. Jeg fortæller ægtefællen at jeg tænker, at han må opleve en del håbløshed hjemme, idet pr. vedvarende har været meget angst og krævende trods hans omsorg. Ægtefællen indrømmer, at han har følt sig lidt magtesløs og været i tvivl om, hvordan han har ”skullet håndtere hendes angstproblem.”

”Pt. Fremstår aktuelt medicinpåvirket. Pt puster i alkometret og dette viser en promille på 0. Instrueres i ikke at tage mere alopam end ordineret. Må ikke tage mere alopam i dag og ingen sovepille til at falde i søvn på.

Parrret tager hjem til videre behandling via distriktspsykiatrien.”


JEG HAR INDTAGET MAX DOSIS. DETTE KAN MIN MAND BEVIDNE. JEG LADER MIG FRIVILLIGT ALKOHOLTESTE FOR AT BEVISE MIT SAMARBEJDE OG MODBEVISE DEN ANKLAGE OM BESKYLDNING OM INDTAGELSE AF ALKOHOL SOM JEG HAR BENÆGTET.

Anne Mette er ukendt om ovenstående, men hendes rådgivning er for mig frustrerende.

Anne Mette fortæller at JEG skal samarbejde OG acceptere ventetid.

Jeg ER visiteret til distriktspsykiatrien og får besøg i hjemmet 31/1 2007.

Jeg skal ”bare” lade min mand gå på arbejde og ikke tage sorgerne på forskud.

Jeg SKAL lade være med at tænke på at HVIS han bliver hjemme , så har vi ingen indtægt fra hans job. Og uden indtægt kan vores hus blive prisen på længere sigt.

Hvis jeg fortsætter på denne måde fremprovokerer JEG selv mine angst/panikanfald!

Jeg stopper så samtalen for vi ender altså tilbage i at:

JEG skal samarbejde og samarbejdet er gensidigt. PSYK skadestue HAR været medvirkende til løsning via henvisning til distriktspsykiatrien.

”Så tag du den alopam som aftalt og vent. Du har jo fået en dato som hedder 31/1 2007 fra distriktspsykiatrien - og det er HURTIGT.”

Det dagtilbud jeg beder om fra på tirsdag KAN IKKE ETABLERES før efter 31/1.

Der findes intet dagpsykiatrisk tilbud på Oringe, og indlæggelse er ikke mulig da det kan forstærke mine angstsymptomer, idet det giver mig en følelse af sygdom med behov for lægelig indgriben.

Jeg HAR fået den hjælp jeg kan få og har bedt om.

Jeg er stadig velkommen til at ringe ved behov for gådgivning med ovenstående vil blive gentaget.

Og så begynder vi forfra om igen. Denne cirkel kører og kan IKKE brydes nu. Uanset hvilken angst jeg har. Tag alopam og samarbejd.

VALGET ER MIT

Jeg dør ikke af angst uanset jeg føler det.

Jeg dør ikke af virkningen af alopam. Den kan soves ud!!!

Ja men hvad så hvis jeg sover så tungt, at jeg hverken får mad eller drikke og jeg kan se risikoen i dehydrering og underernæring på langt sigt?

Hvad sker der når min mand vækker mig af omsorg og jeg får et angstanfald og går i panik på grund af denne vækning???

Ja så må jeg jo bare indtage alopam når jeg mærker panikken brede sig!!!

Og så kører den igen!!!!

Er det virkelig den eneste mulighed jeg har: LAD VÆRE MED AT TAGE SORGERNE PÅ FORSKUD. LAD VÆRE MED AT TÆNKE PÅ FREMTIDEN! TAG DU BARE DIN ALOPAM SOM VI HAR AFTALT.

DET kalder jeg ansvarsforflygtigelse og det er ikke den måde den måde jeg kalder det et valg og et ansvar for mit eget liv og helbred.

Som konsekvens af denne samtale og min fortolkning af denne, har jeg talt med min læge i dag. Vi har aftalt at JEG på mandag forsøger etableret kontakt til kommunen. Denne kontakt har Torben og jeg haft i dag, men den socialrådgiver der var her mente at det var en så stor problematik at hun måtte gå hjem og grave i loven og vende den med kolleger for at se hvad hun kunne tilbyde. Hun kontakter mig igen på mandag for at holde mig opdateret!
Jeg skal henvise til min læge som støtter mig i at Torben skal på arbejde på tirsdag! Men skal kunne gøre det i tryghed om at der bliver draget omsorg for mig!!!!!

[mijanne]

det gør mig ondt at du har det så skidt.

ikke at det er en trøst men der er mange som har det ligesom dig, jeg har feks selv været der. i flere år turde jeg ikke gå i byen, handle etc.
du skriver ikke om du får andet en alopam, men jeg har stor glæde a cipramil (og alopam når det eren skidt dag) men cipramil holder det værste angst væk og giver for mig en rimelig hverdag.

jeg har også haft glæde af afspændings cd, der er så mange men feks stress af eller nogle med afslappende øvelser så får du fokus flyttet lidt fra angsten.

jeg har lidt af angst i 20 år og senere depressioner, og har måttet vente flere måneder på at komme i behandling, det er skide uretfærdigt for alle os der har en psykisk lidelse at der bliver taget så dårligt hånd om psykiske problemer i forhold til fysiske.

god bedreing

kh mijanne

[mulle]

ja det er en hård omgang , har selv stået der ,knus til dig

som en anden også skriver , er vi mange i samme båd og måske derfor de gør som de gør ang behandlinger og ventetider osv , alle står jo i kø og vil have en tid her og nu men vi må alle pænt vente på vores tur , andet kan de jo egentlig heller ikke gøre

jeg er selv kommet rigtig langt med min angst , og vil da gerne fortælle lidt om det

man dør for det første ikke af det selv om det føles sådan og det er vigtig du fokusere på det , derefter har en kop varm te med rigtig sukker i kunnet afdæmpe noget af mit når kroppen begyndte at ryste , nok en tro men samtid får man tankerne et andet sted hen , jeg har osse brugt meget at skrue rigtig højt op for musikken fordi der ikke er plads til alt i låget på engang kan man være heldig at tage det værste med dette , har jeg stået i toget og det er begyndt , har jeg lært at flytte fokus ned på mave eller evt et knæ .

det med at manden skal tage på job , giver jeg ret i , med angst er der gode og dårlige dage og tag ikke sorgerne på forskud måske det bliver en god dag.

min mand tog også afsted , vi skulle stadig have mad på bordet og samtid følte jeg ikke jeg kunne kræve mere af ham end han allerede gav , han er osse kun et menneske

jeg ved det bliver en hård og allerhel--- sej omgang du skal igennem , men du skylder dig selv og din dejlige mand at holde ud og gøre det så godt du kan , hvad jeg osse ved du gør , og så bliver det dejligt at få *hjemmebesøg* , aldrig har jeg snakket så meget på så kort tid som da min støttekontaktperson kom på besøg første gang hehe
knus til dig og pas nu på dig selv , tag din medicin og giv hjernen lidt fred