Depression.. Gør den jer også "syg" ved press mm??

[denuheldige85]

Oprindeligt indsendt af Chas

Ja, det er også rigtigt at man ikke skal isolere sig, MEN det re altså også vigtigt at man ikke putter mere på dagsprogrammet end man kan holde til!

Nøgleordet er "skal" - det man føler man skal er det man er nødt til at skære væk i en periode. Der findes det man SKAL, det man KAN og det man VIL - og tricket er at finde balancen. Når mna har det rigtig skidt er det simpelthen nødvendigt at skære ned på aktiviteterne ellers bliver detnetop så uoverskueligt, at man lige så godt kan blive liggende i sengen.

Vil ikke påstå det er nemt - har selv lige ligget på sofaen i 2 uger, da alt bare føles for overvældende og det er sgu svært at komme op igen! Jeg tror du vil blive overrasket over hvor tolerante dine omgivelserer for at du siger nej, tak en periode. De føler det ikke som svigt - det er kun dig selv. Tværimod svigter du dem mere ved ikke at sige fra og køre dig selv ned....

Ja jeg synes bare det rigtig svært.. For jeg står i den situation at jeg har en rigtig syg veninde.. Hun er gravid med en sygdom og har ofte haft brug for min hjælp for at kunne få det til at fungere og jeg vil gerne være der for hende og se hende og følge hendes graviditet men tit kan jeg bare ikke og så må jeg aflyse og så får jeg det næsten endnu værre fordi jeg får så dårlig samvittighed over at svigte en veninde der altid har været der for mig når jeg har det slemt...

Jeg får også dårlig samvittighed over ikke at kunne være sammen med dem jeg gerne ville og sørge for legeaftaler for min søn osv. men jeg magter det virkelig bare slet slet ikke..
og hans far- min kæreste får ikke gjort sådanne ting.. han kæmper hårdt nok med at arbejde rigtig hårdt som selvstændig.. og prøve at holde sammen på hjemmet som jeg ofte ikke magter gøre noget som helst ved.. fordi jeg ofte bare ligger og ikke kan andet.. kan ligge og holde mig en hel dag og ikke spise eller andet fordi jeg er energiforladt og ikke får gjort noget før han hjælper mig når han kommer fra arbejde...

Jeg kæmper mig op og på automatik og viljestædighed får min søn i skole de dage jeg har det slemt men jeg er der virkelig ikke for ham hvis i forstår hvad jeg mener.. føler bare jeg går i en osteklokke og bare gør det der er nødvendigt for at jeg kan få fred og sove igen når han er kommet i skole...

Men i gode perioder kan jeg godt klare det.. og der kan jeg også tage mig af at lave varm aftensmad eller få veninde besøg osv..

Jeg har en god veninde jeg virkelig nyder at være sammen med, hun er faktisk også selv herinde.. Hun kender alt til hvordan jeg har det fordi hun selv står i det.. og hende ses jeg gerne med en dag om ugen nogle gange mere.. Vi kan være sammen uden at hun forventer noget af mig.. men bare er der og hygger og jeg kan fortælle hvad jeg har behov for og omvendt og det bare guld værd..

Jeg kan være enormt træt osv bagefter.. men det vigtigt for mig at opretholde de dage med de besøg fordi de bringer mig noget glæde og jeg savner hende når hun ikke er her..
Men det også det tætteste venskab jeg har og som jeg ikke kan leve foruden..

Har andre veninder der giver mig andre ting, en rigtig god en som jeg ses og hygger med og ses med, med vores børn og hun forstår mig og støtter mig og der har vi mange dage vi bare snakkes på messenger.. Det også dejligt fordi så bevare jeg tilknytningen og hyggen med hende hvor jeg kan skrive og ikke skal forholde mig til noget andet som jeg skal hvis jeg fysisk er sammen med nogen.. Det også guld værd!

Jeg har faktisk mange uger jeg kun er ude af huset 2-3 dage men de kan alligevel være for meget nogle gange... underligt men sandt...

Denne uge vi kommer ind i har jeg kun èn aftale og det jeg glad for.. så der selvfølgelig indkøb der SKAL klares og søn der skal i skole og hund der skal passes osv.. og læger jeg skal prøve at ringe til osv.. men jeg har sagt fra til alt andet og sagt jeg kun kan hvis jeg har en god dag.. vil ikke sætte noget fast fordi jeg har det for skidt pt....
Det svært at sige.. men jeg har endelig gjort det...
Ellers er jeg god til bare at sige ja til alt fordi oppe i mit hoved vil jeg jo gerne og føler jeg kan det hele.. men det kan kroppen bare ikke..

[Ninja]

Oprindeligt indsendt af denuheldige85

Som jeg har det nu, der føler jeg ikke at jeg er bedre stillet end andre..
Det kan godt ske at andre har en meget værre depression end den jeg er i-
men for mig er det her slemt nok.. Så slemt at jeg flere gange har været
meget tæt på at ende mit liv.. Men holdt fast fordi det vil være uretfærdigt overfor min søn på 8.. at han skal have et ulykkeligt liv fordi hans mor ikke kan klare den fysiske og psykiske smerte....

Så for mig hjælper det bare ikke at andre har det værre... Det her er rigtig rigtig svært for mig..
Jeg lever med en kæmpe klods om foden pga min barndom og opvækst og den følsomme person jeg er...

Jeg ved andre har det slemt.. Men ingen kan sige det er værre- for vores smertetærskel er så forskellig..

Ja jeg har selv 4 selvmordsforsøg bag mig, det første da jeg var 11, jeg har levet med sygdommen i mere end 35 år...er nu på 5 år uden.

Men vil bare indskyde, at det er rigtig positivt at du kan tænke på din søn, vi er desværre mange der ikke engang kan tænke på vores børn, eller som tænker, at vores børn ville havde det 100 gange bedre uden en syg Mor. At børnene simpelthen ikke fortjener at leve med en person der konstant vakler, er energi løs og dårligt kan overskue de mest simple ting - selvmordet kommer lige som ind, når man erkender at ens barn ville have det 1000 gange bedre hos alle andre, bare ikke én selv. At man gør barnet en tjeneste ved at dø.
Tanker som ''det ville være uretfærdigt at dø fra ens barn'' eksisterer simpelthen ikke når det er mørkest. Hvilket nok er dét der er det farligste ved en slem depression - man kan ikke tænke empatiske tanker. Hos mig er det 'opturen der er farlig' og der hvor jeg ALTID ender med at prøve at tage mit eget liv.

Selvom du har det forfærdeligt, så mener jeg det er vigtigt at du fokuserer på de ting du rent faktisk kan, de tanker du gør dig - at du formår at leve et nogenlunde liv PÅ TRODS, og at du kan bytte nogle begivenheder ud med andre, så du skåner dig selv mest muligt, og har en god familie der kan støtte dig, kan sige du skal hvile lidt osv osv.

Når min egen depression er gået væk og jeg er på benene igen, så kommer den fast du beskriver. Modløsheden, den manglende energi og hvor bare det at gå fra A til B er en kamp, eller hvor jeg har siddet i sofaen i 5 timer og kigger på klokken og tænker ,,,neeeeeeeej, nu skal jeg hente unger.....hvordan kan jeg nogensinde komme derned!
Eller hvor det krymper helt i mig når ungerne glade kommer med et brætspil, og jeg simpelthen ikke kan overskue at spille og må afvise dem, eller jeg bliver ved med at udskyde aftensmaden fordi jeg ikke kan overskue at lave den...og heller ikke kan rumme tankerne hvordan det skal gå EFTER aftensmaden, oprydningen, opvasken, ungernes bad....eller godnat historie, og kan allerede begynde at grue kl 14 over vækkeuret der ringer næste morgen kl 6.30

På det område er det næsten bedre at være voldsomt deprimeret og bare ligge i sin seng omgivet af mørke.
Men tilstanden betyder at man er ved at komme oven på igen. Min sidste depression varede 1 år og 6 mdr. Og det er opturen der er den værste, den hvor man skal begynde at fungerer igen - det er også først der selvmordet for alvor kommer ind, for når man ligger i sengen, så kan man intet. Når man begynder at 'vågne op' så virker døden som en kærkommen ven, det er også det eneste tidspunkt der er lidt energi til at udføre det......

Så jeg ved godt hvordan du har det, jeg har haft det sådan massere af gange og der ER en vej ud, det kan bare godt tage sin tid

Nu har jeg formået at holde depressionerne fra døren siden 2006, så jeg er på 5 år uden, men jeg ved godt at den lurer om hjørnet og at man aldrig HELT kan vide sig sikker. Men indtil videre kører det.

[denuheldige85]

Oprindeligt indsendt af helenekr

Når min egen depression er gået væk og jeg er på benene igen, så kommer den fast du beskriver. Modløsheden, den manglende energi og hvor bare det at gå fra A til B er en kamp, eller hvor jeg har siddet i sofaen i 5 timer og kigger på klokken og tænker ,,,neeeeeeeej, nu skal jeg hente unger.....hvordan kan jeg nogensinde komme derned!
Eller hvor det krymper helt i mig når ungerne glade kommer med et brætspil, og jeg simpelthen ikke kan overskue at spille og må afvise dem, eller jeg bliver ved med at udskyde aftensmaden fordi jeg ikke kan overskue at lave den...og heller ikke kan rumme tankerne hvordan det skal gå EFTER aftensmaden, oprydningen, opvasken, ungernes bad....eller godnat historie, og kan allerede begynde at grue kl 14 over vækkeuret der ringer næste morgen kl 6.30

Det er præsis sådan jeg rigtig ofte har det..
Hvor jeg er lykkelig over min søn kan tage skolebussen hjem eller hans far kan hente ham fordi jeg henter ham måske en gang om måneden hvis vi skal noget, ellers orker jeg det ikke for det at skulle ud af bilen og op af trapper til sfoén og se glad ud og være imødekommende overfor skrigende unger og pædagoger der gerne vil snakke det kan jeg ikke rumme.. så jeg undlader at selv hente ham...
Han er i sfo hver eneste dag til kæresten er hjemme fra arbejde, for jeg har det nemlig også de fleste dage at jeg ikke magter ham alene og det derfor er bedre for ham at han bliver i sfoén hvor de har overskud til ham og han så kommer hjem når han har en far her også...

Desværre har min kæreste/hans far- en meget kort lunte og jeg ville aldrig kunne forestille mig at han skulle leve med sin far alene.. Der har han det bedre med at jeg ligger og intet kan men stadig engang imellem har overskud til at give ham noget kærlighed og glæde .. nogle oplevelser han ikke på samme måde får med sin far.. det der mine tanker om at min søn ikke er tjent med at skulle leve alene med sin far.. for så kan jeg ikke beskytte ham på nogen måde når hans far ikke kan styre sit temprement... osv...

Men hold op hvor er det svært når man har det aller værst og kører i bilen og tænker at det hele bare er for meget i sit hoved og man ikke kan rumme mere og bare tænker at det hele ville være meget nemmere hvis man bare kørte ind i det store træ på vejen fordi så var det hele væk.. så kunne man ikke føle mere så skulle man ikke svigte nogen mere og ikke skuffe nogen og ikke have det tankemylder osv..

Jeg har også igennem min barndom haft flere gange hvor jeg har ville tage mit eget liv..

En veninde reddede mig engang op fra togskinnerne da jeg gik på efterskole og ikke kunne klare mere.. Jeg sprang derned og ville bare ikke mere.. Der var kun hende og mig der.. og jeg ville ikke lytte eller kunne ikke fordi jeg bare hadede mig selv og mit liv.. men hun trak mig op..

Nogle gange ønsker jeg bare hun ikke havde gjort det for så havde jeg ikke fået et barn og havde ikke måtte kæmpe med livet nu...

[Vovse]

Oprindeligt indsendt af denuheldige85

Jeg er selv uddannet social og sundhedshjælper i vores kommune og jeg kender derfor reglerne for hvad de må og ikke må i vores kommune og i vores kommune må vi ikke handle for borgerne.. Det er tæt på fyrings grundlag hvis vi går til kødmanden for dem..

Det er ikke den social og sundhedshjælper, som gør rent, der skal handle for din bedste.
Det skal igennem visitationen, på samme måde som hvis hun bliver dårligere og får brug for mere hjælp, f.eks. til personlig hygiejne.

Det er ikke noget som den enkelte social og sundhedshjælper skal tage stilling til, der skal søges om det på samme måde som hvis man ikke har fået hjælp tidligere.

Min mor får f.eks. kun hjælp til vask af gulvene og til tøjvask (hvor social og sundhedshjælperen kommer og går ned i vaskekælderen og sætter vaskemaskinerne i gang, og kommer senere og bærer det op igen), resten klarer hun selv, hvis hun får brug for mere hjælp skal hun søge om det.

Der kommer én social og sundhedshjælper og gør rent, en anden kommer og ordner vasketøjet, og da min mor havde brug for hjælp til indkøb var det en tredje der kom og gjorde dét.

[Chas]

Karo : kender alt for godt problematikken i tankegangen under en depression. Tro mig - jeg kæmper med dep på6. år nu og har fået diagnose som kronisk depressiv.....

Ulykkelige : Jeg VED det er svært. Det har taget mig mange år at lære at sige " nej tak, men det kan jeg ikke". Der har været mange kameler at sluge og jeg er førstt ved at lære det nu. I mine dårlige perioder kan jeg ikke engang klare familien, indkøb og hunde, men jeg er ved at lære at planlægge efter hvilke ressourcer jeg har .

Kender du denne her :
http://www.butyoudontlooksick.com/ar...e-miserandino/

[Chas]

HOV..hvorfor havde jeg fåetind i hovedet at du hed den ulykkelige?? (Måske fordi det er det du er )

Undskyld mener selvfølgelig "denuheldige"

[denuheldige85]

Oprindeligt indsendt af Chas

Karo : kender alt for godt problematikken i tankegangen under en depression. Tro mig - jeg kæmper med dep på6. år nu og har fået diagnose som kronisk depressiv.....

Ulykkelige : Jeg VED det er svært. Det har taget mig mange år at lære at sige " nej tak, men det kan jeg ikke". Der har været mange kameler at sluge og jeg er førstt ved at lære det nu. I mine dårlige perioder kan jeg ikke engang klare familien, indkøb og hunde, men jeg er ved at lære at planlægge efter hvilke ressourcer jeg har .

Kender du denne her :
http://www.butyoudontlooksick.com/ar...e-miserandino/

Jeps den kender jeg godt
og den beskriver så utrolig godt hvordan jeg har det...


Tihi og helt iorden du kaldte mig forkert..


Jeg gør heller ikke meget med hunden,´har heldigvis en mops der ikke kræver det vilde, men hun ligger og kikker så trist på mig, og springer rundt efter mig når jeg endelig rejser mig indimellem pyha det gør ondt, men jeg kan ikke magte at lege med hende eller noget, så det lader jeg kæresten og sønnen om.. jeg giver hende lige mad og vand til morgen og nusser hende lidt når hun ligger sig hen ved mig...


Indkøb nægter min kæreste simpelthen.. jeg har prøvet men det en kamp bare at få ham til at købe en mælk med hjem... hans holdning er desværre ofte at jeg jo alligevel ikke laver noget..

[denuheldige85]

Oprindeligt indsendt af Vovse

Det er ikke den social og sundhedshjælper, som gør rent, der skal handle for din bedste.
Det skal igennem visitationen, på samme måde som hvis hun bliver dårligere og får brug for mere hjælp, f.eks. til personlig hygiejne.

Det er ikke noget som den enkelte social og sundhedshjælper skal tage stilling til, der skal søges om det på samme måde som hvis man ikke har fået hjælp tidligere.

.

Nej jeg ved det godt.. Men vores kommune yder IKKE hjælp til indkøb desværre..

og min bedste er af den type der bestemt ikke mener hun har brug for hjælp- der er mange andre der har behov for det synes hun..

Det har taget mig og min mor nok 4 år at overbevise hende om at nu var hun sgu nød til at søge rengøringshjælp...
Men når de kommer siger min bedste hun nok selv skal klare alt det andet hvis de bare støvsuger og vasker gulv og det tror de blindt på åbenbart for ingen af dem gør noget andet end de to ting desværre...

Så det må mig og min mor klare når vi ikke kan holde ud at sætte os på hendes wc for **** mere eller andet

[Hanna]

Kære denuheldige85.

Du kan få det værre og du kan få det bedre, hvis du lytter til og respektere, hvad dit sytem prøver at fortælle dig (og der er MANGE symptomer fysiske og psykiske).

Jeg har været der, hvor du er nu. Jeg har det godt i dag, det har krævet meget arbejde at komme af med min behagesyge og det at måle og bedømme mig selv i forhold til, hvad jeg gør for ANDRE.

Du har ikke et realistisk billede af, hvad du mener man skal klare som menneske. Du kan ikke længere magte at være i kontrol hele vejen rundt. Du bliver nødt til at sige fra. Din veninde og bedste er IKKE dit ansvar. Du giver mange årsager til, at du bliver nødt til at tage dig af dem, men det bliver du syg af og svigter på den måde din søn, der er den eneste ud over dig selv, du har ansvaret for.

Du skriver "den dumme depression". Den depression prøver at fortælle dig noget. Du kan fortsætte med at bekæmpe den som noget fremmed, der ikke er dig, og så kan du lytte til den.
Du er ikke god til at passe på dig selv, til gengæld er du der for alle mulige andre.
Det er som et poker-spil, hvis du fortsætter med at undertrykke dig selv og ikke lytte til din depression og passe på dig selv, så hæver depressionen indsatsen og du får det værre.

Se her ven:
1) Fredag tog jeg så min søn med i næstved storcenter for at give ham en hygge oplevelse.. 2) så besøgte vi en veninde bagefter for at aflevere fødselsdagsgaver. Allerede her var mit hoved ved at
explodere..3) Så kørte vi hjemad hvor vi skulle have besøg af min mor, søster og bror..Hold da op, tænker jeg. Det er alt alt for meget. Man bliver udkørt bare man læser om alle dine projekter på en dag. Det er ikke noget man bare kan. Det er der INGEN der kan uden at segne.

4) om jeg overhoved slår til som mor og kæreste, søster, datter, veninde osv..Om du slår til!? Ja mon ikke du gør og mere til. Men det skal du ikke. Du skal slå til overfor dig selv og din søn - og ud over almindelig omsorg har alle andre ansvar for sig.

5) Jeg havde en frokost aftale med min Bedste, mor og søster.. Jeg skulle hente dem kvart over eleve og så skulle vi på resturant hvor vi havde bestilt bord... Dagen efter er du igang igen (iøvrigt synes jeg både din mor og bedste virker meget mobile)

6.Jeg har altid været en meget kærlig mor og kæreste.. Ja, DET har du. Omsorgssvigtede mennesker som os er meget givende og har alle antenner ude for at behage folk. Det gør vi ikke for deres skyld, men for at fremkalde følelsen af at være set, anerkendt (og i bedste fald elsket) hos os selv.

7) En person der førhen hver sommer gerne inviterede nogen hjem at spise næsten hver dag fordi jeg nød at have besøg... og nød at hygge om at lave mad og kager osv.. Der er ingen, der kan have gæster hver dag og koge og brase og hygge om dem. Det undre mig, at du ikke er dårligere end du er. Du skal lære at give dig selv den omsorg, du giver andre. Og vide, at du er værd at elske og holde af selvom du ikke gør noget for andre. Og det er meget svært, da omsorgssvigtede personer er rædselsslagne for, at folk ikke kan lide os. Og det kan alle ikke.

8)Føler i jer også magtesløse og føler at man ikke slår til hvor man bør???... Du har et forkert billede af, hvad man bør. Hvem siger, hvad du bør, det gør du selv. Alt det du gør for andre er ikke noget man bør. Der er ingen, der forventer det af dig, men du har vænnet dem til det, men du er et lige så dejligt elskeligt menneske selv om du siger fra af hensyntagen til dig selv og din egen lille familie. Måske kan de klare sig uden din hjælp og tanken gør dig sikkert usikker, fordi så er der ikke brug for dig og du har lært fra barn at mærke dig selv gennem, hvad du gør for andre.

9) Som teenager måtte jeg tage mig rigtig meget af vasketøj, rengøring og mine 3 mindre søskende. Du fortsætter det du lærte som barn. Du blev svigtet og blev voksen allerede som barn med alt for meget ansvar, der ikke var dit. Jeg håber en dag, du konfroterer din mor, fordi hvor var hun. Jeg havde som dig nær slidt mig ihjel for at mine forældre skulle elske mig, men de elskede mest sig selv og jeg blev mere og mere syg.[/B].

10) Jeg kan ikke overlade det med min bedste til andre..For der er ingen andre til det.. min mor som er den eneste anden der hjælper min bedste kan ikke Det kan du heller ikke. Din mor gør det ikke, fordi det er nemmere at lade dig gøre det. Den eneste du har ansvaret for er dig selv og din søn. Det er ikke noget man bør. Slet ikke hvis man bliver syg af det.

11)For jeg står i den situation at jeg har en rigtig syg veninde.. Hun er gravid med en sygdom og har ofte haft brug for min hjælp for at kunne få det til at fungere.. HVAD!! Også en veninde, der ikke kan klare sig uden din hjælp, hvad tænker du dog på, pyyha, jeg bliver helt træt på dine vejne.

Det hele handler om selvværd. Jeg blev meget syg af angst og depression, da jeg var 26 år. Jeg skulle sige fra overfor mor, far bror og venner og bekendte. Det tog mange år. I starten af terapien kunne jeg ikke mærke mig. Jeg følte mig som en genemsigtig goble og jeg anede ikke, hvem jeg var. Jeg havde ikke dannet en personlighed, det var blevet forstyrret af en far, der var pædofil og en mor der drak sig ihjel.
Jeg prøvede at præstere mig til anerkendelse og blive set. Jeg tog realeksamen, studentereksamen, en bachelor og en master, hvor jeg blev cand.phil. i dansk. Og det lykkedes aldrig. Jeg kunne have blevet statsminister, dronning eller kejser uden det havde gjort indtryk.

Jeg ved ikke om jeg har ret i det jeg skriver, men det tror jeg, jeg har. Det er et meget svært arbejde, du har foran dig.

Stil dig foran spejlet og sig til dig selv" Jeg er god nok, jeg er elskelig, jeg kan lide det jeg ser, nu skal jeg finde ud af, hvem jeg er og koncentrerer mig om mig selv og min søn. Hvor bliver det spændende."

Du vil møde modstand, hvis du pludselig siger fra. Ingen opgiver frivilligt goder og forkælelse. Men så skal du sige til dig selv, at de ikke vil det, der er bedst for dig, men sig selv. Det er svært arbejde, men du skal prioritere dig selv og din søn fremfor andre både mor, bedste, søstre, veninder osv osv.



Mange kærlige hilsner Hanne

[denuheldige85]

Oprindeligt indsendt af Hanna

Se her ven:
1) Fredag tog jeg så min søn med i næstved storcenter for at give ham en hygge oplevelse.. 2) så besøgte vi en veninde bagefter for at aflevere fødselsdagsgaver. Allerede her var mit hoved ved at
explodere..3) Så kørte vi hjemad hvor vi skulle have besøg af min mor, søster og bror..Hold da op, tænker jeg. Det er alt alt for meget. Man bliver udkørt bare man læser om alle dine projekter på en dag. Det er ikke noget man bare kan. Det er der INGEN der kan uden at segne.

Det har jeg jo fint kunne altid.. Har altid førhen været på farten meget.. og nydt det.. Så det svært for mig at lade være for så føler jeg mig bare doven...


4) om jeg overhoved slår til som mor og kæreste, søster, datter, veninde osv..Om du slår til!? Ja mon ikke du gør og mere til. Men det skal du ikke. Du skal slå til overfor dig selv og din søn - og ud over almindelig omsorg har alle andre ansvar for sig.

Jeg føler bare jeg vil svigte dem hvis jeg ikke er der som førhen...

5) Jeg havde en frokost aftale med min Bedste, mor og søster.. Jeg skulle hente dem kvart over eleve og så skulle vi på resturant hvor vi havde bestilt bord... Dagen efter er du igang igen (iøvrigt synes jeg både din mor og bedste virker meget mobile)

Her tager du så fejl, min mor kan godt fungere men har mange smerter ved belastning hvor hun bære på noget osv. Hun hjælper mig ofte herhjemme når jeg intet magter og kæresten ikke får gjort noget ved hjemmet, men hun har det ikke godt bagefter desværre.. Min bedste er bestemt ikke mobil.. Hun kan lige klare at gå med sin rolator ind i centret til kvickly handle lidt og ud igen.. Jeg parkere altid meget tæt for at hun kan og vi har mange mange ophold fordi benene forsvinder under hende ellers.. Hun kan også gå med rollatoren og vælte nede i butikken desværre...

6.Jeg har altid været en meget kærlig mor og kæreste.. Ja, DET har du. Omsorgssvigtede mennesker som os er meget givende og har alle antenner ude for at behage folk. Det gør vi ikke for deres skyld, men for at fremkalde følelsen af at være set, anerkendt (og i bedste fald elsket) hos os selv.


Hmm jo jeg gør det fordi jeg gerne vil have dem jeg holder af har det godt... Fordi jeg bekymre mig om dem og bliver ked af det når de ikke har det godt..


7) En person der førhen hver sommer gerne inviterede nogen hjem at spise næsten hver dag fordi jeg nød at have besøg... og nød at hygge om at lave mad og kager osv.. Der er ingen, der kan have gæster hver dag og koge og brase og hygge om dem. Det undre mig, at du ikke er dårligere end du er. Du skal lære at give dig selv den omsorg, du giver andre. Og vide, at du er værd at elske og holde af selvom du ikke gør noget for andre. Og det er meget svært, da omsorgssvigtede personer er rædselsslagne for, at folk ikke kan lide os. Og det kan alle ikke.

Jeg er nok også inderst inde dårligere, men jeg holder mig oppe fordi jeg er nød til det, jeg kan ikke ligge mig hen og lytte til min krop, for der er mange ting der skal tages af.. og det der ingen andre der gør så jeg er nød til det, selvom det gør jeg som nu er røget helt ned igen...


8)Føler i jer også magtesløse og føler at man ikke slår til hvor man bør???... Du har et forkert billede af, hvad man bør. Hvem siger, hvad du bør, det gør du selv. Alt det du gør for andre er ikke noget man bør. Der er ingen, der forventer det af dig, men du har vænnet dem til det, men du er et lige så dejligt elskeligt menneske selv om du siger fra af hensyntagen til dig selv og din egen lille familie. Måske kan de klare sig uden din hjælp og tanken gør dig sikkert usikker, fordi så er der ikke brug for dig og du har lært fra barn at mærke dig selv gennem, hvad du gør for andre.

Det jo hvad jeg er vokset op med at burde... Det sidder fast i mig.. og det rigtig svært at ligge fra mig og skuffe andre... ordet nej, findes nærmest ikke hos mig overfor andre.. Det rigtig svært fordi frygten i mig sidder for at miste nogen.. Har hele min barndom været mobbet i skolen og fået næsten dagligt tæsk af dem i skolen i flere år og det sidder i mig.. Det blevet en del af mig at frygten er der.. Den lurer om hjørnet og jeg har været mange år om at få et par veninder jeg endelig stoler nok på til at åbne mig og vise jeg er sårbar.. Det har jeg aldrig vist andre...

9) Som teenager måtte jeg tage mig rigtig meget af vasketøj, rengøring og mine 3 mindre søskende. Du fortsætter det du lærte som barn. Du blev svigtet og blev voksen allerede som barn med alt for meget ansvar, der ikke var dit. Jeg håber en dag, du konfroterer din mor, fordi hvor var hun. Jeg havde som dig nær slidt mig ihjel for at mine forældre skulle elske mig, men de elskede mest sig selv og jeg blev mere og mere syg.[/B].

Min mor mener hun har været den perfekte mor, at vi har haft en fantastisk barndom, når jeg konfrontere hende med noget reagere hun med at sige jeg ikke ved noget om det, hun bliver sur og lukker af.. Den anden dag da de var her og så film der rendte min søn foran fjernsynet et par gange fordi han kedede sig og jeg lå bare og ikke magtede noget, min søster tog sig godt af ham heldigvis... Da den var færdig sagde min mor at hun skulle se den igen en dag uden børn, for hun kunne ikke koncentrere sig når han rendte sådan rundt, jeg sagde at det da var fordi hun var ved at være gammel, for jeg havde da ingen problemer med at følge med og min søn var stille og rolig.. Hun nægtede simpelthen og blev bare så irriteret.. Hun kan ikke tåle ikke at få ret!! Jeg endte også èt år med ikke at holde nytår med hende fordi hun ville styre alt og ikke kunne tåle at blive sagt imod.. Jeg har også haft en lang periode jeg ikke så hende fordi jeg blev træt af hun var så negativ omkring at tale om sit arbejde hele tiden der irritere hende, og hun nægtede simpelthen at hun var negativ.. Så jeg lod være at tage kontakt en tid fordi jeg havde brug for luft... Men at jeg har været udsat for sexuelle overgreb af mine søskendes far er noget hun har lyttet til.. Der har hun virkelig været der for mig.. Hun indrømmede også at hun virkelig var chokkeret over det fordi hun desværre aldrig har vidst noget, jeg har altid skjult alt og vist lykke og glæde også når jeg kom hjem fra skole efter at få tæsk.. så hun har aldrig haft muligheden for at aflæse mig.. og hun hader den mand idag og kan heller ikke holde ud af mine søskende desværre stadig besøger ham... Men at konfrontere hende med at hun ikke var der nok hjælper ikke for jeg har nævnt det i flere sammenhæng og det lukker hun helt af overfor..

10) Jeg kan ikke overlade det med min bedste til andre..For der er ingen andre til det.. min mor som er den eneste anden der hjælper min bedste kan ikke Det kan du heller ikke. Din mor gør det ikke, fordi det er nemmere at lade dig gøre det. Den eneste du har ansvaret for er dig selv og din søn. Det er ikke noget man bør. Slet ikke hvis man bliver syg af det.


Min mor har desværre ikke bil ( ej heller min bedste) og er derfor afhængig af at det mig der kan handle for min bedste når der skal handles større ind hver måned.. hun tager de små indkøb i løbet af måneden men dem hvor der skal handles mere tager jeg da jeg har bilen...

11)For jeg står i den situation at jeg har en rigtig syg veninde.. Hun er gravid med en sygdom og har ofte haft brug for min hjælp for at kunne få det til at fungere.. HVAD!! Også en veninde, der ikke kan klare sig uden din hjælp, hvad tænker du dog på, pyyha, jeg bliver helt træt på dine vejne.

Ihh det lyder så rigtigt når andre skriver det, men i mit hoved lyder det forkert.. For i mit hoved er veninder til for at være der for hinanden og støtte hinanden.. og jeg er jo glad og nyder at være sammen med hende... og det jo kun min egen krops skyld at jeg er ødelagt bagefter.. og så fordi jeg ikke kan sige nej, og derfor hurtigt lader hende styre hvad der sker.. fordi jeg ikk er god til at tage beslutninger der handler om mine behov..

Det hele handler om selvværd. Jeg blev meget syg af angst og depression, da jeg var 26 år. Jeg skulle sige fra overfor mor, far bror og venner og bekendte. Det tog mange år. I starten af terapien kunne jeg ikke mærke mig. Jeg følte mig som en genemsigtig goble og jeg anede ikke, hvem jeg var. Jeg havde ikke dannet en personlighed, det var blevet forstyrret af en far, der var pædofil og en mor der drak sig ihjel.
Jeg prøvede at præstere mig til anerkendelse og blive set. Jeg tog realeksamen, studentereksamen, en bachelor og en master, hvor jeg blev cand.phil. i dansk. Og det lykkedes aldrig. Jeg kunne have blevet statsminister, dronning eller kejser uden det havde gjort indtryk.

Jeg har heldigvis førhen ikke haft brug for at blive noget stort og fint.. Jeg tog en social og sundheds uddannelse fordi jeg ville det, fordi jeg elsker at arbejde med mennesker og det giver mig rigtig meget... Selvom jeg havde en moster( jeg har brudt kontakten til) der mente at jeg var for god til bare at blive frisør eller social og sundhedshjælper som jeg drømte om.. For det var jo bund uddannelser... Hvilket jeg var lige glad med... Desværre kan min krop ikke holde til faget så nu står jeg uden nogen fremtidig drømme om arbejde...

Jeg ved ikke om jeg har ret i det jeg skriver, men det tror jeg, jeg har. Det er et meget svært arbejde, du har foran dig.

Du har tildels ret i rigtig meget af det.. Det ved jeg godt men mit hoved siger mig noget andet.. og jeg kan ikke finde ud af at sige fra.. jeg tør simpelthen ikke det så svært og grænseoverskridende for mig...
Min mor har lige ringet og sagt hvornår der var forældresamtaler på min lillebrors skole som ligger ude på landet hvor busserne ikke kører om eftermiddagen, og hun forventer jeg kører fordi hun ikke selv kan komme derud.. Det var rigtig svært for mig... Men jeg sagde at jeg altså intet magter. Hun spurgte så om hun måtte låne min bil, men jeg sagde jeg heller ikke orker kører den hjem til hende og kører hende hjem igen osv.. Hun vil så spørge min kæreste istedet.. Han er dog en af de "egoistiske" typer der kun gør hvad han har lyst til,. så han skal nok sige fra hvis han ikke gider... Jeg ved godt det ikke er mit ansvar hun får det til at fungere med min brors skolegang.. Men alligevel føler jeg presset på mine skuldre og føler jeg svigter ved ikke at hjælpe hende..

Stil dig foran spejlet og sig til dig selv" Jeg er god nok, jeg er elskelig, jeg kan lide det jeg ser, nu skal jeg finde ud af, hvem jeg er og koncentrerer mig om mig selv og min søn. Hvor bliver det spændende."

Det har jeg før fået afvide af min psykolog men det simpelthen umuligt, fordi jeg føler jeg står og lyver direkte foran mig selv om mig selv....

Du vil møde modstand, hvis du pludselig siger fra. Ingen opgiver frivilligt goder og forkælelse. Men så skal du sige til dig selv, at de ikke vil det, der er bedst for dig, men sig selv. Det er svært arbejde, men du skal prioritere dig selv og din søn fremfor andre både mor, bedste, søstre, veninder osv osv.

Tusinde tak for alt du har skrevet... Det giver mig lidt støtte i at det ikke er forkert at sige fra selvom jeg føler det.. Mit hoved er så dumt at altid komme med undskyldninger for hvorfor jeg bør kører i samme rille.. Min psykolog siger også jeg er nød til at bryde vaner for at få det bedre, men det godt nok svært fordi det gør så ondt indeni...


Mange kærlige hilsner Hanne

Tusinde tak for alt du har skrevet... Det giver mig lidt støtte i at det ikke er forkert at sige fra selvom jeg føler det.. Mit hoved er så dumt at altid komme med undskyldninger for hvorfor jeg bør kører i samme rille.. Min psykolog siger også jeg er nød til at bryde vaner for at få det bedre, men det godt nok svært fordi det gør så ondt indeni...