Lægetyper - arbejdsevnemetoden

[zuza]

Lægetyper

I mange sager vedrørende fleksjob og revalidering, indgår helbredsmæssige aspekter, som skal belyses for at træffe en afgørelse. Belysning af de helbredsmæssige aspekter er også relevant i sager vedrørende sygedagpenge og kontanthjælp. I disse sager er det vigtigt, at kommunen får konkrete og relevante oplysninger om enkeltpersoner til brug for en vurdering af, om betingelserne for at få tildelt en social ydelse er opfyldt.

Samarbejdsrelationen mellem lægen og den kommunale sagsbehandler er således centralt i afklaringen af det element i ressourceprofilen, der handler om helbredsforhold. Lægerne bidrager til afklaringen af borgerens helbredsmæssige forhold og behandlingsmuligheder.

Følgende lægegrupper er især samarbejdspartnere for kommunernes sagsbehandlere:

Læger (praktiserende)
Speciallæger
Lægekonsulenter
Lægen er som regel den person, der først bliver involveret i forbindelse med sygdomsmæssige og helbredsrelaterede problemer. Læger og speciallæger bidrager til at sikre, at borgeren får den nødvendige og rigtige behandling, og at der identificeres et eventuelt skånebehov. De bidrager også til den kommunale sagsbehandling med relevante oplysninger, der indgår som en del af sagsbehandlerens dokumentationsgrundlag for at kunne beskrive og vurdere borgerens arbejdsevne.

Lægen har en vejledende, støttende og ikke mindst forebyggende funktion. Det drejer sig både om forebyggelse af sygdom, men også om forebyggelse i bred forstand herunder, at forebygge borgerens udstødelse fra arbejdsmarkedet.

Kommunale lægekonsulenter er også blandt de centrale samarbejdspartnere for de kommunale sagsbehandlere. Lægekonsulenten fungerer som rådgiver og konsulent i forhold til sagsbehandlingen i konkrete sager, hvor de helbredsmæssige forhold har betydning for borgerens funktionsevne. Det kan være sager, hvor der skal ske en helbredsmæssig afklaring af borgerens situation som led i en udviklingsproces, eller hvor der skal træffes afgørelse om borgerens forsørgelsesgrundlag.



Lægernes rolle i sagsbehandlingsforløbet

Samarbejdsrelationen mellem lægen og den kommunale sagsbehandler er central i afklaringen af det element i ressourceprofilen, der handler om helbredsforhold.

De praktiserende læger og speciallæger skal således i forbindelse med arbejdsevnemetoden foretage en individuel vurdering af diagnosers/prognosers betydning for borgerens funktionsevne, herunder funktionsbegrænsning og udviklingsmuligheder. Lægen skal indgå i dialog med borger og sagsbehandler om helbredsforholdenes betydning for behandlingsmuligheder, funktionsbegrænsninger, skånebehov m.m.

De lægefaglige oplysninger om borgerens helbredsforhold er blot ét element blandt de øvrige social- og arbejdsmarkedsfaglige faktorer. Derfor er det altid den kommunale sagsbehandler, der har kompetencen og ansvaret for vurderinger og afgørelser om borgerens arbejdsevne. Læger kan og skal således ikke vurdere borgerens arbejdsevne, men er stadig en væsentlig samarbejdspartner i arbejdet med ressourceprofilen.

Alment praktiserende læger

Den alment praktiserende læge stiller diagnoser og prognoser for patienten/ klienten udreder samt tilrettelægger og følger behandling af sygdomme. Herudover bidrager lægerne med støtte, vejledning og forebyggelse.


Den alment praktiserende læge skal foretage en individuel vurdering af helbredsforholdenes betydning for borgerens funktionsevne, herunder funktionsbegrænsning og udviklingsmuligheder samt behandlingsmuligheder. Lægen skal indgå i dialog med borger og sagsbehandler om funktionsbegrænsninger, skånebehov, lidelsens varighed m.m.

Den alment praktiserende læge har således en rolle i forbindelse med beskrivelse/afklaring og udvikling af arbejdsevnen, og kan indgå både før, under og efter sagsbehandlingsforløbet.


Speciallæger

Speciallægernes funktion er fokuseret på specifikke helbredsproblemer og dermed at stille diagnoser samt iværksætte og følge behandling. Speciellægen skal primært udtale sig om specifikke helbredsproblemer og disses betydning for funktionsevne, skånebehov mv.


Speciallægen har specielt en rolle i forhold til beskrivelse og afklaring af arbejdsevnen. Speciallæger kan indgå både før, under og efter sagsbehandlingsforløbet.

Kommunale lægekonsulenter

Lægekonsulenten fungerer som rådgiver for kommunens social- og sundhedsforvaltning og skal medvirke til at sikre den bedst mulige kontakt mellem forvaltningen, de praktiserende læger, sygehuse, behandlingsinstitutioner m.m.


Lægekonsulentens hovedopgave er at fungere som konsulent og rådgiver i forhold til sager, hvor de helbredsmæssige forhold har betydning for borgerens funktionsevne. Dette er typisk sager vedrørende sygedagpenge, aktivering, revalidering, førtidspension samt behov for hjælpemidler m.v.


Kommunale lægekonsulenter bidrager til afklaring af borgerens arbejdsevne ved hjælp af indhentning af helbredsoplysninger til afklaring af borgerens helbredssituation. Lægekonsulenten fungerer som bindeled mellem forvaltning, praktiserende læger og speciallæger. Lægekonsulenten formidler, oversætter og er garant for den lægefaglige dokumentation i et sagsforløb. Lægekonsulenten medvirker til, at borger og arbejdsplads udvikler hensigtsmæssige strategier til at håndtere et givet helbredsproblem.

Lægekonsulenten inddrages typisk under sagsbehandlingsforløbet.


Vedlæg

--------------------------------------------------------------------------------

Lægepjece (130124 bytes)
Lægepjece i html (13579 bytes)

http://www.arbejdsevnemetode.dk/aktorer/

[zuza]

På nedenstående link kan man læse, hvordan læger blev orienteret om arbejdsevnemetoden.

Om samarbejdet med sagsbehandlere osv.

http://www.arbejdsevnemetode.dk/akto...sion%201.0.pdf

[zuza]

Fælleserklæring

--------------------------------------------------------------------------------


Arbejdsdelingen mellem læge og kommune er præciseret i en fælleserklæring udsendt af Socialministeriet og Den Almindelige Danske Lægeforening i 1998. Denne beskrivelse af samarbejdsrelationen mellem læger og sagsbehandlere er stadig aktuel.



I fælleserklæringen fastslås det:



· At det er de sociale myndigheder (kommunen), der har kompetencen til at afgøre spørgsmålet om tildeling af førtidspension.

· At afgørelsen herom sker på grundlag af en samlet vurdering af relevante oplysninger, hvoraf lægelige oplysninger udgør en delmængde.

· At det påhviler kommunen nøje at beskrive formålet, når man indhenter lægelige oplysninger, så lægen kan indrette sin besvarelse i overensstemmelse hermed og medtage de oplysninger, der er relevante.

· At lægen i relevant omfang kan beskrive patientens funktionsniveau i forhold til eventuelle foreliggende sygdomme - herunder også beskrive sygdomsreaktioner i forhold til forskellige arbejdsfunktioner.

· At lægekonsulenten bistår kommunen i sagsbehandlingen, herunder vejleder kommunen om, hvordan patientens helbredsmæssige situation bedst dokumenteres.



Det er vigtigt, at samarbejdet mellem læge og kommune foregår og udvikles i overensstemmelse med disse principper, så der ikke for borgeren opstår usikkerhed om beslutningskompetencen.



Fælleserklæringen kan findes på www.dadl.dk.

http://www.arbejdsevnemetode.dk/aktorer/

[zuza]

Det er muligt, der er ændringer i nedenstående, siden det blev lagt på hjemmesiden, men meget er stadig gældende og kan være nyttig viden, hvis man er i tvivl om, hvorfor kommunen rekvirerer diverse attester.

Kommunerne har i sager vedrørende særskilte sociale ydelser, herunder førtidspension, revalidering, fleksjob og evt. sygedagpenge, brug for oplysninger fra læger vedrørende en klients helbredsmæssige forhold. Læger kan både være praktiserende og speciallæger.



Kommunerne indhenter lægelige oplysninger og vurderinger ved brug af LÆ-blanketter. Blanketterne kan kun anvendes til udveksling af oplysninger mellem læger og kommuner. Blanketterne kan derudover kun anvendes til sagsbehandling, der har udgangspunkt i den kommunale forvaltning.



Tilvejebringelse af lægelige oplysninger sker på kommunens initiativ. En undtagelse fra denne regel er brug af LÆ 165 - Forslag om socialmedicinsk sagsbehandling, hvor lægen på eget initiativ kan meddele kommunen oplysninger. Det er kommunen, der afgør hvilke oplysninger, der er nødvendige for, at der kan træffes afgørelse i en social sag.



En attest er en blanket udfyldt af lægen. LÆ-blanketterne er i A4-format og har felter til tekst eller afkrydsning, som udfyldes af enten kommunen eller lægen. Den indeholder lægelige oplysninger, og for nogle attesters vedkommende også lægelige vurderinger.



De mest anvendte attester er:



1. Journaloplysninger fra sygehus og speciallæge: Dette er oplysninger, der foreligger i journalerne på et sygehus eller hos en speciallæge.

2. Statusattest: Attesten er et resumé af sygdomsforløb og en vurdering af helbredsforholdene i forhold til kommunens sagsbehandling.

3. Specifik helbredsattest: Den specifikke helbredsattest er et resumé af sygdomsforløb og en aktuel, objektiv undersøgelse af et afgrænset helbredsproblem.

4. Generel helbredsattest: Attesten bruges, når kommunen har behov for en omfattende helbredsundersøgelse, der omfatter både fysiske forhold, psykiske forhold og lægens vurdering af det aktuelle problem.

5. Speciallægeattest: Denne attest anvendes, når der er behov for en speciallægeerklæring i kommunens sagsbehandling. Erklæringen er udformet som en fri attest.

6. Forslag til social-medicinsk sagsbehandling: Attesten bruges, når lægen på eget initiativ ønsker at meddele kommunen helbredsmæssige oplysninger og foreslår et social-medicinsk sagsbehandlingsforløb.

7. Attest vedrørende uarbejdsdygtighed: Denne attest anvendes i sygedagpengesager ved kommunens vurdering af, om betingelserne for udbetaling af sygedagpenge er opfyldt.



Du kan læse mere om attesterne i de vedlagte dokumenter nederst på siden.



Ønskes yderligere information om andre attester henvises til 'Socialt-lægeligt samarbejde' udgivet af Lægeforeningens forlag, tlf. 35 44 83 00.


Vedlæg

--------------------------------------------------------------------------------

01 Journaloplysninger fra sygehus og specialelæge (23552 bytes)
02 Statusattest (22016 bytes)
03 Specifik helbredsattest (23552 bytes)
04 Generel helbredsattest (23040 bytes)
05 Speciallægeerklæring (22528 bytes)
06 Forslag om socialmedicinsk behandling (21504 bytes)
07 Attest vedrørende uarbejdsdygtighed (23040 bytes)

http://www.arbejdsevnemetode.dk/aktorer/

[Ninja]

Ved ikke om det er tilladt, men synes der også skal være en lille plads her i tråden om det der bliver kladt ''lægeluddere'' - da mange af os enten har mødt én eller kommer til at møde én hvis vi skal have lavet en speciallægeerklæring. Men, der er nogle signaler som man som borger kan nå at opfange INDEN man betaler mellem 3000 - 8000 kr for en speciallægeerklæring.

LÆGELUDDERE

En lægeludder er det ikke særligt flatterende udtryk som foreningen – og i andre foreninger, der arbejder med sociale sager – bruger om læger, der gerne skriver speciallægeerklæringer på grund af ekstrafortjenesten. Honoraret for en speciallægeerklæring er jo mere end 3.000 kr.

Der er læger, der skriver meget få speciallægeerklæringer, og i det store og hele kun om egne patienter. Disse speciallægeerklæringer er som oftest meget objektive. Der er læger, som påtager sig at skrive speciallægeerklæringer inden for sit speciale, også selvom det ikke er egne patienter, og som også udfører et seriøst arbejde.

Men der er også læger, der satser på en ekstraindtægt ved at skrive speciallægeerklæringer, og de påtager sig en hvilken som helst undersøgelse. Da lægen ønsker at sikre sig, at han ikke mister ekstraindtægten, er han omhyggelig med kun at skrive ”gode” lægeerklæringer, således kommunen henvender sig næste gang den skal have en klient undersøgt.

For kommunen vil en speciallægeerklæring opleves som god, hvis den kan spare penge. Kommunerne er pressede økonomisk, og det pres forplanter sig også til Socialforvaltningen. Og det er socialforvaltningen, der udvælger de læger, de foretager undersøgelsen og skriver speciallægeerklæringerne.

Det er den mekanisme, som lægen har afkodet. ”Levér den ønskede vare, og få næste ordre” synes ledetråden at være.

Lægen forsøger derfor at tegne et positivt billede af klienten – selvfølgelig uden at skrive noget, som ikke kan forsvares på det faglige plan. I årenes løb har foreningen set mange speciallægeerklæringer, og der er nogle genkendelige træk – teknikker? – i den type spciallægeerklæringer. I det følgende beskrives nogle af teknikkerne, så man ved, hvor man skal passe på med ikke at falde i.

Socialteknikken
Der gøres meget ud af at beskrive klientens personlige og sociale forhold. Hvis det overhovedet er muligt, tegnes et billede af klienten i gode forhold med et godt netværk. Hvis en læge spørger til forældre, søskende, børn o.s.v., kan det være denne teknik, der benyttes. I speciallægeerklæringens beskrivelse fremstår klienten stærkere end det reelt er tilfældet, og udtalelsen kan ikke angribes lægefagligt.

Vægtningsteknikken
Hvis det er en sag, hvor forværring af tilstanden har betydning, gøres der meget ud af at beskrive helbredsproblemerne i en tidligere fase, medens beskrivelsen af den nuværende situation ikke får samme vægt. Hver for sig kan beskrivelsen af tidligere og nuværende forhold ikke angribes lægefagligt, men vægtningen giver det indtryk, at problemerne har været der længe, og at forværringen er til at overse.


Skyggeteknikken
Ved denne teknik beskrives – og lægges vægt på – alt det, som klienten ikke fejler. Det kan godt være at klienten har piskesmæld –eller-hvad-ved-jeg, men derfor kan klienten godt have f. eks. en stærk ryg. Så skriver lægen det. Klientens aktuelle problemer beskrives selvfølgelig også, men de kommer til at stå i skygge af de ”gode” udsagn.


Overdrivelsesteknikken
Lægen spørger ind til hvordan klienten har det. Med ledende spørgsmål udnyttes, at klienten selvfølgelig gerne vil fortælle om sine problemer. Resultatet bliver en erklæring med overdrivelser, som dog ikke stammer fra undersøgelsen af klienten, men fra klientens egne udsagn. Resultatet er ofte et billede af en overhysterisk klient. Og det fremmer aldrig sagen ved den efterfølgende sagsbehandling.


Misbrugsteknikken
Mange danskere tager et glas rødvin til aftensmaden, og måske en øl og snaps til lørdagsfrokosten. Uden nogen af den grund vil påstå, at pågældende er alkoholiker eller misbruger. Dette oversættes til: ”Dagligt alkoholforbrug, mest i weekenden”. Igen kan det ikke angribes lægefagligt, for faktuelt er det er jo rigtigt. Har man først fået misbrugsstemplet, bliver det meget svært at få sin sag igennem, for så er problemerne langt hen ad vejen selvforskyldt.
Mange hospitalslæger har en sidebeskæftigelse med at skrive speciallægeerklæringer. Klienten bliver indkaldt til undersøgelse meget sent på eftermiddagen, og klienten bliver overrasket over, hvor tomt der er på afdelingen. I et konkret tilfælde var et medlem indkaldt til undersøgelse på et hospital. Medlemmet kunne ikke finde vej, og spurgte derfor om hjælp i en anden afdeling, og fik det svar, at ”det kan ikke være rigtigt at du skal til undersøgelse der. Den afdeling har sommerferielukket”. Men overlægen var der – helt alene. Den resulterende speciallægeerklæring blev skrevet på neutralt papir uden hospitalets logo.

Der findes også en del ”fyraftensklinikker”, som typisk drives af flere hospitalslæger i fællesskab. Der tager de en patient eller to efter fyraften og på fridage. Adskillige af foreningens medlemmer har været sendt til en sådan klinik for at gennemgå en speciallægeundersøgelse i forbindelse med deres pensionssag. Jeg har selv haft lejlighed til at se et par sådanne klinikker. De var meget spartanske.

I forbindelse med indførelsen af den nye Førtidspensionsreform i 2003, blev det ofte sagt, at beslutningen om førtidspension afgøres på basis af en ressourceprofil, hvor lægeerklæringerne kun er én af 12 parametre. Det kan godt være det praktiseres, men flere sager, som vi har kendskab til, spiller lægeerklæringer og lægekonsulent fortsat den væsentligste rolle. Så alt er tilsyneladende ved det gamle


http://home13.inet.tele.dk/fpens/noter.htm#dec2004