træt af at fortælle gud og hvermand om mine sygdomme- accepter dog

[kandelsdorff]

jeg har også en mor, som for år tilbage ikke forstod mine smerter- lige indtil hun fik et alvorligt hold i nakken. så forstod hun pludseligt hvad det vile sige at have ondt 24/7.

desværre har hun siden troet at jeg ikke kan klare mig selv på nogen mulig måde- så hun har ageret hjælper til rengøring,tøjvask,og afhentning af ungerne i dagpleje og børnehave- og bebrejdet mig det hele, med negative indstillinger.

heldigvis for mig, har jeg nu fået en aftale ved kommunen med at jeg skal have en ergotearpeut ud og se hvad der kan laves af ændringer i mit hjem. så jeg selv kan klare mere eller find ud af hvad jeg eventuelt skal have hjælp til og få lidt mere livskvalitet. og på den måde få min mor ud af billedet. for hun hverken skal eller kan blive ved.

så jeg håber på lidt positivitet i fremtiden

[tije]

Der er ikke mange der ved at jeg har fået ftp i 1 helt år nu.

Jeg har med vilje ikke fortalt det til ret mange. Den nærmeste voksne familie ved det, men ikke engang mine børn ved det.

Jeg har en mega emsig og underlig nabo, og finder hun ud af det, ja så vil hun stå og tage billeder af mig hver eneste gang hun ser mig ude i haven, eller på ryggen af hesten, for at sende det til kommunen, og det gider jeg simpelthen ikke at skulle forsvare mig imod.

haha det lyder som om jeg har forfølgelsesvanvid, men det har jeg altså ikke bare en underlig nabo

Kommunen ved godt jeg rider, i samråd med min fysioterapeut for at holde muskler og led igang, men alligevel, jeg orker ikke at skal forsvare mig selv og de få ting jeg finder overskud til at lave i hverdagene, så derfor holde rjeg det for mig selv.

Når folk spørger så er jeg bare sygemeldt, og har været det i 2½ år nu heldigvis er der ikke mange der kender reglerne for sygedagpengeloven at man er sygemeldt accepterer folk uden at spørger mere ind til det, er min oplevelse, så jeg tager nok lige en 10 år mere på "sygedagpenge"

[Gizmo]

Jeg har kun lige fået tilkendt ftp, og har indtil nu ikke fortalt nogen det.
Jo, min mand selvfølgelig - men ellers ikke.

Jeg ved, at der er flere i min familie, der vil få ondt i r.... over, at jeg har fået det i så ung en alder (38), og jeg har bare ikke lyst til, at skulle stå model til sådan en diskussion, hver gang vi er sammen. Så de ved, at jeg går hjemme - og længere er den ikke.

Om mine forældre skal have det at vide på et tidspunkt, det ved jeg ikke. De har en del af skylden for min psykiske problemer pga. min opvækst, så jeg ved ikke, om de vil kunne forstå det. Så foreløbig holder jeg min mund.

Og det samme gør jeg overfor alle andre, jeg møder, når man får de traditionelle spørgsmål: "Hvad laver du så??"

[Andepigen]

Oprindeligt indsendt af kandelsdorff

at jeg er syg og det aldrig blir bedre eller går over.

jeg er træt af folk der tror at når man har fortalt den en gang at man er varrigt syg, at man ugen efter mirakuløst er blevet rask.

men jeg kan godt se det fra deres synspunkter, det eneste der afslører mig er min langsomme skæve gang, og halten når det er værst. men stik hovedet inden for i mit liv bare en enkelt dag, så kan de se at det ikke bare er det jeg døjer med.

jeg har da overvejet at holde det for mig selv, men problemet opstår igen når folk spør hvad man arbejder med eller er uddannet som. og det er sku svært at undgå netop de spørgsmål. hvad siger i andre??
er i bundløst ærlige eller pakker i det ind eller afviser?

man blir mødt med ligegyldighed og mistro alle vejne. det i sig selv er totalt opslidende. oven i det kommer alle de fysiske og psygiske ting (tror da nok at kognitive ting går ind under psyken, men ret mig gerne hvis jeg tager fejl)

jeg er træt af folk der ikke mener jeg er syg nok, bare fordi jeg har 3 børn på 6,1.5 og 2.5 år. (tro mig alle de løft jeg har om dagen, de sender mig ofte til tælling i sengene ller på sofaen- men folk ser det jo ikke når man lukker ned for gardinet og ligger sig ind under dynen for at tackle smerterne.


jeg håber at i andre har lettere ved at forklare andre folk, at smerter ikke altid er synlige

lige lidt hverdags galle fra mig- håber i bærer over

Åh hvor jeg kender det! Dog mest fra det offentlige.....min fleksudredning altså, I guder, en sagsbehandler skulle lige høre mig "Jamen hvad så, hvis du får det bedre??"

Nu ER sclerose ikke lige noget, der går væk. Det er en kronisk sygdom, der i bedste fald er status quo - i værste fald forværres. Og jeg lider under rigtig mange af de usynlige symptomer, som sygdommen kan indeholde. Var hos neuropsykolog på Riget for at afdækket præcis, hvordan det egentlig stod til, og jeg tror hendes rapport har hjulpet i hvert fald nogle sagsbehandlere med at forstå, at der bag det pæne og tilsyneladende velfungerende ydre foregår en daglig kamp.

- og ja, vi bærer fint over. Det er jo bl.a. det, stedet her er til

[Enteneller]

Oprindeligt indsendt af tije

Der er ikke mange der ved at jeg har fået ftp i 1 helt år nu.

Jeg har med vilje ikke fortalt det til ret mange. Den nærmeste voksne familie ved det, men ikke engang mine børn ved det.

Jeg har en mega emsig og underlig nabo, og finder hun ud af det, ja så vil hun stå og tage billeder af mig hver eneste gang hun ser mig ude i haven, eller på ryggen af hesten, for at sende det til kommunen, og det gider jeg simpelthen ikke at skulle forsvare mig imod.

haha det lyder som om jeg har forfølgelsesvanvid, men det har jeg altså ikke bare en underlig nabo

Kommunen ved godt jeg rider, i samråd med min fysioterapeut for at holde muskler og led igang, men alligevel, jeg orker ikke at skal forsvare mig selv og de få ting jeg finder overskud til at lave i hverdagene, så derfor holde rjeg det for mig selv.

Når folk spørger så er jeg bare sygemeldt, og har været det i 2½ år nu heldigvis er der ikke mange der kender reglerne for sygedagpengeloven at man er sygemeldt accepterer folk uden at spørger mere ind til det, er min oplevelse, så jeg tager nok lige en 10 år mere på "sygedagpenge"

Ej den ville jeg ønske at jeg kunne tage med mig, at jeg er på sygedagpenge eller er sygemeldt. For første gang, nogensinde, tror jeg, fik jeg løjet overfor min eksmand, børn, en veninde og måske flere om at jeg skulle over til en anden veninde nytårs aften, for man sidder da ikke alene nytårs aften og slet ikke når man er "syg". Men at være syg nok til at få ftp. den er ikke helt inden for række vidde, så den med sygedagpenge eller sygemeldt er god. Det er bare ikke godt hvis man så skal svarer "med stress", for det er jo "kun" et mode fænomen. Og nævner jeg "generaliseret angst" går den da helt gal.

Ikke så nemt endda, måske skulle man svarer når folk - ikke mindst dem man bare lige møder en gang i mellem - spørger hvad man laver: Ikke noget pt. ??

EE

[Girlscout]

Jeg har altså valgt, helt bevidst, at være åben og ærlig med mine lidelser, til alle. Dem jeg ikke lige fortæller det til, kommer til at kunne se det på min Facebook side.

Dem der ikke kan tage det, det er deres problem.

Og den energi jeg skulle bruge på at skjule det, og huske hvem der må vide det, og hvem der ikke må, ja den sparer jeg nu.

Jeg er den jeg altid har været, hvis noget, bliver jeg bare bedre og bedre :-)

De må sladre lige så meget de vil... dem der kender mig, ved jeg er et anstændigt menneske, selv om jeg har en personlighedsforstyrrelse.

Jeg står ved, at jeg ikke orker at holde en børnefødselsdag, og at min eksmand bliver nødt til at tage ungerne hele weekenden op til, og komme med kagemanden... sådan er det bare...

Jeg har så heller ikke mødt noget negativt, jeg synes folk er meget forstående. Jo der var en fyr der ikke ville date mig, da han var blevet forfulgt af sin borderline-eks-kæreste... Jo, den sved lidt. Men hva... der er masser af ponyer på prærien.

KH mig...( der er usædvanligt kæk i dag )

[maybeline2you]

Det kunne næsten være dagens spg

Jeg er langtidssyg fordi jeg aldrig bliver rask igen og langtidssygemeldt fordi den mdr. check skal kommet et sted fra

Men når folk spg. hvad laver du så, svare jeg at jeg er arbejdsleder i Danmarks største virksomhed,(overdrivelse fremmer forståelsen) for jeg kan dælme dylme holde en hel del Sbér i arbejde :


M2y som lder og fordeler arbejdet

[PiaL]

"Jeg har en rygsygdom som gør, at jeg desværre ikke længere kan være på arbejdsmarkedet". Så er der som regel ro, med mindre spørgeren er empatisk nok til at spørge til, hvad det er for noget og hvordan jeg så faktisk har det... Tit spørger de, hvad jeg har lavet før, og så får vi en god snak om arbejde. Om jeg er sygemeldt, på fp eller hvad er jo fløjtende ligegyldigt. Og jeg mener at begrebet førtidspensionist henviser til, hvordan min status i samfundet er og hvordan jeg bliver forsørget (hvilket mit pensionsselskab faktisk sørger for), og det rager ikke nogen andre end mig. Hvis folk spørger hvad man så lever af, kunne man jo overveje at stille et modspørgsmål: "og hvad får du så i løn..."

Ja, mødre... det kan godt være svært. Min mor gik indtil for ½ år siden i konkurrence hver gang der var noget med mig - det gælder jo om at få det værst hurtigst muligt, så man kan få den støtte man synes, man fortjener... Ikke så meget som en banal forkølelse har jeg kunnet have i fred uden at hun næsten var ved at dø af bihulebetændelse... Efter et opgør, mens jeg var på monster meget morfin (joh, det blev højlydt ), gik hun ind på nettet for at læse om den diagnose (modic), som jeg havde fået 2 år tidligere. Og så skal jeg ellers love for at hun har oppet sig! Der er ikke mere klynkeri og jamren fra hendes side. Hun har endelig forstået, at det faktisk er meget smertefuldt for mig - hendes eneste nulevende barn - og hun støtter mig. Dejligt, men hold da fast hvor tog det mange år. Nu kan vi snakke balanceret om, når hun er syg, og jeg kan have det som jeg nu har det, uden at hun skynder sig at få det værre....

[bmp24]

hej

Forstår dig rigtig godt.

jeg er selv sygemeldt med udbrændthed.

Det kan ikke ses men absolut mærkes.

Min meget nysgerrige nabo kom og spurgte hvorfor jeg dog havde gået hjemme i så lang tid - og jeg fortalte ham så at jeg var langtidssygemeldt p.g.a. stress og udbrændthed.

Han reaktion var et fnys og et hånligt grin hvorefter han gik.

Det er så dejligt med lidt forståelse i hverdagen

[Hannepanne]

Tillader mig at melde ind her, selvom jeg ikke har læst tråden minutiøst til at jeg kan "nikke" til hvert enkelt udsagn.
Men jeg er også en af dem hvor man absolut ikke kan se, at jeg har varigt men af noget som helst. Som oftets.
Jeg har PTSD og jeg øver mig til stadighed i, ikke at føle mig forpligtet til at argumentere / forklare og få folk til at forstå. Trods flere års øvelse er jeg stadig ringe til det. I virkeligheden gør jeg mit liv ekstra svært på den konto.