K10 - Flexjob & Førtidspension
 

Gå tilbage   K10 - Flexjob & Førtidspension > Sagsformidler hjørnet > Alt det andet

Forum Kategorier Forum Regler Om K10 og Info om Cookies Hjælp til Forum Brug

Vigtige Meddelelser

Alt det andet Her kan du stille de spørgsmål hvis du ikke lige mener at det høre til under fleks, førtidspension eller sygedagpenge dog ikke politisk indhold som skal lægges under kategorien Samfund og Politik

Svar
 
Emne Værktøjer Visningsmetode
Gammel 10-11-2011, 22:08   #1
Desmond007
Hvor skulle jeg ellers være
 
Tilmeldingsdato: 02-09 2011
Indlæg: 103
Styrke: 7
Desmond007 er ny på vejen
Nu skal der ske noget!!

Hej alle

Nu har jeg fået nok. Jeg gider ikke at være flink mere.

Jeg vil prøve at give jer min historie, så kort og fyldestgørende som muligt.

Jeg har i de sidste 9 år lidt af panikangst, tilbagevendende depression, post traumatisk stress syndrom, og efter en tur på surfbrædt i Australien i 2003 hvor jeg fik et kraftigt vrid i ryggen så jeg mistede følelsen i benene i et kort stykke tid, døjes jeg nu med en skade på de nederste ryghvirvler og ved meget hårdt fysisk arbejde bliver jeg stadig lam i benene i nogle sekunder, hvorefter det forsvinder igen. Men jeg tuder ikke.

Nu har jeg været arbejdsløs og på kontanthjælp i over 1 år og jeg har nu været i praktik på en planteskole 1 uge 37 timer om ugen, og jeg måtte ringe og melde mig syg efter 5 dage, da min ryg låste sig totalt og jeg måtte en tur til kiropraktoren. Så jeg har skrevet til min sagsbehandler at jeg gerne vil ned i timer og jeg foreslog 15 timer om ugen. Intet svar endnu.

Før min nuværende praktik på planteskolen, har jeg været i praktik i en karateklub hvor jeg trænede med og havde forskellige praktiske arbejdsopgaver, og før karateklubben har jeg været på diverse lær at skrive ansøgnings kurser, alt sammen igennem kommunen.

For ca 2 måneder siden søgte jeg min sagsbehandler om fleksjob (altså før min nuværende praktik i planteskolen) og efetr min praktik i karateklubben og jeg blev så sendt til lægen med en LÆ251 mener jeg den hedder. Altså 4 sider med spørgsmål til min læge om mine muligheder for at varetage et arbejde og i hvilket omfang.

Da jeg de sidste to år selv har prøvet at finde årsagerne til min angst og depression igennem selvbetalt intensiv terapi, har jeg gået udenom min egen læge (som alligevel altid har alt for travlt) og jeg har lært så utroligt meget om mig selv, at det har været alle pengene værd.

Så min læge sad der med min LÆ251 og kiggede på sin computerskærm og det sidste hun kunne se, var at jeg for vistnok 1.5 år siden havde været hos dem og snakket om min panikangst. Så det endte med at jeg måtte gå til min sagsbehandler med en LÆ251 som min læge ikke havde kunne udfylde, da hun ikke havde nogle nye informationer omkring mit helbred.
Jeg har bestilt en ny tid hos min læge til om 14 dage og så vil jeg fortælle dem om min rygskade og de krampeanfald jeg får, for nu får alting om mit helbred at vide.

Så da jeg for 1 måneds tid siden blev kaldt til møde, var jeg spændt og tænkte at nu ville der sker noget med min fleksjobansøgning. Men nej, hun nævnte nærmest ikke ordet fleksjob, men viste mig hendes computerskærm, med steder jeg kunne komme i praktik. Jeg har været samarbejdsvillig hele vejen igennem, og jeg sagde ja til at komme i praktik på en planteskole, hvor jeg nu har været 1 uge og jeg er faktisk glad for det, men min ryg kan bare ikke holde til særligt meget og jeg får jævnligt krampeanfald, som jeg har lært er gammel angst der bliver "rystet af" og jeg har på fornemmeren at det også har noget med min rygskade at gøre.

Da min sagsbehandler er meget lidt meddelsom, vil jeg høre jer herinde hvordan jeg skal gribe min situation an, da jeg har super svært ved at hidse mig op og banke i bordet. Men jeg ved at det er det der skal til. FANDME!
Jeg vil bare gerne have noget arbejde jeg kan passe som ikke slider mig mere op og jeg kan ikke længere leve på en kontanthjælp, så derfor søgte jeg om fleksjob for 2 måneder siden, da jeg:

1. Har MASSER af byde på på en arbejdsplads og jeg har lysten til at arbejde
2. Ikke vil og kan leve på en kontanthjælp længere
3. Bare gerne vil have arbejdsmæssig og økonomisk ro i en periode så jeg kan træne min ryg og færdigbehandle min angst hos den psykoterpeut jeg har gået hos og selv betalt det sidste stykke tid og måske endemed at blive selvstændig som jeg altid har drømt om.

Så nu gider jeg ikke at lege flink længere! Jeg har haft det skidt i 9 år og nu er det på tide at jeg tager det fulde ansvar for mit liv og får styr på økonomien og mit arbejdsliv.

Hvad har jeg af muligheder for at få en fod ind på arbejdsmarkedet og en blid opstart, UDEN at skulle gå til en kontanthjælp???

Kærligst

Desmond
Desmond007 er ikke logget ind   Besvar med citat
Gammel 11-11-2011, 08:46   #2
popiae
Jeg bor her på K10
 
popiaes avatar
 
Tilmeldingsdato: 18-09 2007
Lokation: Hillerød
Indlæg: 6.267
Styrke: 19
popiae er fast beboer på K10popiae er fast beboer på K10popiae er fast beboer på K10
Det korte svar er NEJ, hvis du skal have økonomisk støtte fra kommunen.

Har du en pensionskasse, kan du måske få et månedligt beløb derfra.

Din helbredsmæssige tilstand SKAL være udredt, og helst stationær.
Der må altså IKKE være mulighed for forbedring, når du skal tilkendes et fleksjob.

Du bør derfor koncentere dig om at kommunen får alr, hvad der er lægeligt på dig, herunder evt udtagelse for dit psykologforløb.

VH POpiae
popiae er ikke logget ind   Besvar med citat
Gammel 11-11-2011, 09:40   #3
Tassi
Lever på K10
 
Tilmeldingsdato: 09-08 2010
Indlæg: 1.062
Blog Indlæg: 7
Styrke: 10
Tassi er ved at flytte ind på K10Tassi er ved at flytte ind på K10
Åhh de kære praktiserende læger...
De bliver bedt om at udtale sig omkring lidelser hos patienterne, som de slet ikke beskæftiger sig med. Særligt når det angår psykiske lidelser hører jeg igen og igen folk fortælle (incl mig selv) at man ikke bliver taget så vanvittigt alvorligt. Hvor mange har ikke prøvet at få en udtalelse fra lægen, der siger man er klar igen om et par måneder?
Da jeg havde fået disse udtalelser gennem flere år (!) bad jeg min læge om at blive udredt. Men blev afvist med beskeden, at fordi jeg er voksen, ville det alligevel ikke gøre en forskel for mig (!) Kender også andre, der er afvist med samme besked

Men det er jo bekvemt for kommunerne at få disse udtalelser fra de praktiserende læger. For så behøver man ikke sætte ind med noget, når borgeren alligevel er rask om et par måneder. Og forlængelse af sygedagpenge, eller visitation til anden forsørgelse kan der jo heller ikke længere være tale om. For man er jo snart rask. I værste fald behøver man kun betragte sygdommen som en bagatel

Du skal insistere på at sagsbehandler indhenter udtalelse fra din terapeut, da det er terapeuten der kan udtale sig om din status - ikke din læge

At sagsbehandler sætter din arbejdsprøvning til 37 timer er måske ikke underligt. Der bliver overhovedet ikke givet ved dørene, og de vil konstant forsøge at presse op i tid. Og hvis du ikke har lægeudtalelser til at bakke dine lidelser op, så står du med nogle svage argumenter

Hvor mange timer har du klaret i de andre forløb?
__________________
*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~ *
Det vigtigste i livet er ikke om vi falder, men at vi rejser os hver gang, vi gør
*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~ *
Tassi er ikke logget ind   Besvar med citat
Gammel 11-11-2011, 17:41   #4
MTVRV1
Jeg bor her på K10
 
Tilmeldingsdato: 22-07 2009
Indlæg: 6.197
Styrke: 15
MTVRV1 er rigtig godt på vej
kan godt se problemet og jeg tror mange praktiserende læger ikke kender kommune systemet.

er heldig, hvis man kan sige det sådan. min egen læge har selv en psykisk syg datter
så personen kender både det kommunal system og psykiater.

men det er lige vidt, praktiserende læger tæller ikke en meter på en kommune
dog har min egen læge aldrig udtalt jeg bliver rask eller på anden måde udtalt jeg kommer tilbage på arbejdsmarkedet
MTVRV1 er ikke logget ind   Besvar med citat
Gammel 13-11-2011, 12:32   #5
Ricky M.
Lever på K10
 
Tilmeldingsdato: 12-11 2011
Indlæg: 1.608
Styrke: 8
Ricky M. er ny på vejen
Citat:
Oprindeligt indsendt af Desmond007 Se meddelelser
Hej alle

Nu har jeg fået nok. Jeg gider ikke at være flink mere.

Jeg vil prøve at give jer min historie, så kort og fyldestgørende som muligt.

Jeg har i de sidste 9 år lidt af panikangst, tilbagevendende depression, post traumatisk stress syndrom, og efter en tur på surfbrædt i Australien i 2003 hvor jeg fik et kraftigt vrid i ryggen så jeg mistede følelsen i benene i et kort stykke tid, døjes jeg nu med en skade på de nederste ryghvirvler og ved meget hårdt fysisk arbejde bliver jeg stadig lam i benene i nogle sekunder, hvorefter det forsvinder igen. Men jeg tuder ikke.

Nu har jeg været arbejdsløs og på kontanthjælp i over 1 år og jeg har nu været i praktik på en planteskole 1 uge 37 timer om ugen, og jeg måtte ringe og melde mig syg efter 5 dage, da min ryg låste sig totalt og jeg måtte en tur til kiropraktoren. Så jeg har skrevet til min sagsbehandler at jeg gerne vil ned i timer og jeg foreslog 15 timer om ugen. Intet svar endnu.

Før min nuværende praktik på planteskolen, har jeg været i praktik i en karateklub hvor jeg trænede med og havde forskellige praktiske arbejdsopgaver, og før karateklubben har jeg været på diverse lær at skrive ansøgnings kurser, alt sammen igennem kommunen.

For ca 2 måneder siden søgte jeg min sagsbehandler om fleksjob (altså før min nuværende praktik i planteskolen) og efetr min praktik i karateklubben og jeg blev så sendt til lægen med en LÆ251 mener jeg den hedder. Altså 4 sider med spørgsmål til min læge om mine muligheder for at varetage et arbejde og i hvilket omfang.

Da jeg de sidste to år selv har prøvet at finde årsagerne til min angst og depression igennem selvbetalt intensiv terapi, har jeg gået udenom min egen læge (som alligevel altid har alt for travlt) og jeg har lært så utroligt meget om mig selv, at det har været alle pengene værd.

Så min læge sad der med min LÆ251 og kiggede på sin computerskærm og det sidste hun kunne se, var at jeg for vistnok 1.5 år siden havde været hos dem og snakket om min panikangst. Så det endte med at jeg måtte gå til min sagsbehandler med en LÆ251 som min læge ikke havde kunne udfylde, da hun ikke havde nogle nye informationer omkring mit helbred.
Jeg har bestilt en ny tid hos min læge til om 14 dage og så vil jeg fortælle dem om min rygskade og de krampeanfald jeg får, for nu får alting om mit helbred at vide.

Så da jeg for 1 måneds tid siden blev kaldt til møde, var jeg spændt og tænkte at nu ville der sker noget med min fleksjobansøgning. Men nej, hun nævnte nærmest ikke ordet fleksjob, men viste mig hendes computerskærm, med steder jeg kunne komme i praktik. Jeg har været samarbejdsvillig hele vejen igennem, og jeg sagde ja til at komme i praktik på en planteskole, hvor jeg nu har været 1 uge og jeg er faktisk glad for det, men min ryg kan bare ikke holde til særligt meget og jeg får jævnligt krampeanfald, som jeg har lært er gammel angst der bliver "rystet af" og jeg har på fornemmeren at det også har noget med min rygskade at gøre.

Da min sagsbehandler er meget lidt meddelsom, vil jeg høre jer herinde hvordan jeg skal gribe min situation an, da jeg har super svært ved at hidse mig op og banke i bordet. Men jeg ved at det er det der skal til. FANDME!
Jeg vil bare gerne have noget arbejde jeg kan passe som ikke slider mig mere op og jeg kan ikke længere leve på en kontanthjælp, så derfor søgte jeg om fleksjob for 2 måneder siden, da jeg:

1. Har MASSER af byde på på en arbejdsplads og jeg har lysten til at arbejde
2. Ikke vil og kan leve på en kontanthjælp længere
3. Bare gerne vil have arbejdsmæssig og økonomisk ro i en periode så jeg kan træne min ryg og færdigbehandle min angst hos den psykoterpeut jeg har gået hos og selv betalt det sidste stykke tid og måske endemed at blive selvstændig som jeg altid har drømt om.

Så nu gider jeg ikke at lege flink længere! Jeg har haft det skidt i 9 år og nu er det på tide at jeg tager det fulde ansvar for mit liv og får styr på økonomien og mit arbejdsliv.

Hvad har jeg af muligheder for at få en fod ind på arbejdsmarkedet og en blid opstart, UDEN at skulle gå til en kontanthjælp???

Kærligst

Desmond

Hej Desmond...

Jeg beklager at måtte sige dette: Men der er ingen vej udenom... Du skal gå til din egen læge, og via ham/hende få henvisninger til specialister dvs. en til dine fysiske problemer og en til en psykiater. Sådan som du formulerer dig lyder det som om du har kørt en heftig selvdiagnose på dig selv, og uanset om de er korrekte eller ej, så har de INGEN vægt ved en undersøgelse til fleksjob.

Syntes det er ski' godt at du nu føler at der skal ske noget, men se det fra sagsbehandlers side, uden dokumentation kan og må de ikke gøre meget i en given sag. Jeg har tidligere arbejdet i en sygedagpenge afdeling, og mødte jævnligt borgere som mente at vide hvad de fejlede. Men efter en kort snak, kunne de godt se argumentet for at gå til læge. Både for deres egen, men også for systemets skyld.

Nogle kommuner giver tilskud til psykolog hjælp, i en kortere periode, måske skulle du spørge om den mulighed. Og den almene tilskudsordning kan du under ingen omstændigheder få hjælp fra, hvis du ikke får henvisning fra din egen læge

Mit råd er at få opstartet de lægelige undersøgelser, og samtidig snakke med kommunen om mulighederne for fleksjob.

Mvh.

Ricky (privat social rådgiver)
Ricky M. er ikke logget ind   Besvar med citat
Gammel 16-11-2011, 15:57   #6
Desmond007
Hvor skulle jeg ellers være
 
Tilmeldingsdato: 02-09 2011
Indlæg: 103
Styrke: 7
Desmond007 er ny på vejen
Tak for de gode råd

Jah, jeg har i den grad kørt en selvdiagnose, men kun udfra hvad jeg har lært af min psykoterapeut og hvad jeg mærker og oplever at der sker i min krop.
Eller "kun" er måske ikke helt korrekt. Der er altid en vis grad af tænkning, når man som mig, på den ene side har lært at jo mere man fokuserer på sine begrænsninger, jo mere begrænset vil man blive, både i krop og sind, og det faktum at når man søger fleksjob fordi man faktisk HAR begrænsninger bliver bombarderet med vestlige navne og diagnoser på ens "tilstand" , som jeg hellere vil kalde årsag og virkning. Så det jeg prøver at sige er at jeg hele tiden prøve at "mærke" hvad den her krop jeg har fået fortæller mig og tilpasse mig derefter, men så bliver begrænset hele tiden, fordi jeg skal prøve at forklare hvad jeg mærker og oplever INDEN i mig, så en læge eller sagsbehandler kan forstå det. og det er rimeligt svært synes jeg, for de fatter bare ikke det sprog jeg snakker.

Jeg anfægter ikke den vestlige viden om kroppen, men den er i min verden bare ret begrænset. Her er en krop. Det er min krop og min krop er syg, tag en pille, virker bare ikke for mig. Nu har jeg været i intens terapi i et par år, og jeg har lært og MÆRKET så meget om mig selv, at jeg efterhånden kender alle følelser i mig og jeg har oplevet dem og været i dem, og lært at acceptere dem som det de er, bevægelser der kommer og går, og jeg har mærket at fordi jeg er dårlig til at sige fra, opbygger der sig jævnligt vrede og sorg i mig, som min krop automatisk ryster fra sig ved at gå i spasmer og fordi jeg ikke tør at være mig selv og bare være fri, bliver jeg stiv i kroppen og i sindet, og gør min ryg svag.

Så de sidste par år har jeg mærket og mærket og mærket og mærket, jeg stoler på at det jeg mærker er korrekt, men når jeg så skal forklare dette til kommunen eller lægen, begynder jeg at sætte ord på alle de ting jeg mærker, og så er det jeg begynder at tænke, fordi ord nu engang er tanke, og så er det jeg kommer længere og væk fra kontakten til mig og det der sker inden i mig.

Men som i siger må jeg bare få set at komme til lægen og fortælle ham på en meget jordnær og vestlig måde, hvad jeg "fejler".

Men ved i hvad. Jeg har allermest bare lyst til at melde mig totalt ud af behandlersystemet og alt med kommunen, for det føles sku som om man bliver mere "syg" jo mere man bliver tvunget til at tage stilling til ord som post-traumatisk-stress syndrom, panikangst og depression.

Jeg må bare prøve at huske at jeg ikke er syg, men at jeg som menneske faktisk er helt som jeg skal være, med de prøvelser som jeg nu engang er blevet givet og efter bedste overbevisning prøver at lære af.

Desmond
Desmond007 er ikke logget ind   Besvar med citat
Gammel 17-11-2011, 10:01   #7
Tassi
Lever på K10
 
Tilmeldingsdato: 09-08 2010
Indlæg: 1.062
Blog Indlæg: 7
Styrke: 10
Tassi er ved at flytte ind på K10Tassi er ved at flytte ind på K10
Citat:
Oprindeligt indsendt af Desmond007 Se meddelelser
Tak for de gode råd

Jah, jeg har i den grad kørt en selvdiagnose, men kun udfra hvad jeg har lært af min psykoterapeut og hvad jeg mærker og oplever at der sker i min krop.
Eller "kun" er måske ikke helt korrekt. Der er altid en vis grad af tænkning, når man som mig, på den ene side har lært at jo mere man fokuserer på sine begrænsninger, jo mere begrænset vil man blive, både i krop og sind, og det faktum at når man søger fleksjob fordi man faktisk HAR begrænsninger bliver bombarderet med vestlige navne og diagnoser på ens "tilstand" , som jeg hellere vil kalde årsag og virkning. Så det jeg prøver at sige er at jeg hele tiden prøve at "mærke" hvad den her krop jeg har fået fortæller mig og tilpasse mig derefter, men så bliver begrænset hele tiden, fordi jeg skal prøve at forklare hvad jeg mærker og oplever INDEN i mig, så en læge eller sagsbehandler kan forstå det. og det er rimeligt svært synes jeg, for de fatter bare ikke det sprog jeg snakker.

Jeg anfægter ikke den vestlige viden om kroppen, men den er i min verden bare ret begrænset. Her er en krop. Det er min krop og min krop er syg, tag en pille, virker bare ikke for mig. Nu har jeg været i intens terapi i et par år, og jeg har lært og MÆRKET så meget om mig selv, at jeg efterhånden kender alle følelser i mig og jeg har oplevet dem og været i dem, og lært at acceptere dem som det de er, bevægelser der kommer og går, og jeg har mærket at fordi jeg er dårlig til at sige fra, opbygger der sig jævnligt vrede og sorg i mig, som min krop automatisk ryster fra sig ved at gå i spasmer og fordi jeg ikke tør at være mig selv og bare være fri, bliver jeg stiv i kroppen og i sindet, og gør min ryg svag.

Så de sidste par år har jeg mærket og mærket og mærket og mærket, jeg stoler på at det jeg mærker er korrekt, men når jeg så skal forklare dette til kommunen eller lægen, begynder jeg at sætte ord på alle de ting jeg mærker, og så er det jeg begynder at tænke, fordi ord nu engang er tanke, og så er det jeg kommer længere og væk fra kontakten til mig og det der sker inden i mig.

Men som i siger må jeg bare få set at komme til lægen og fortælle ham på en meget jordnær og vestlig måde, hvad jeg "fejler".

Men ved i hvad. Jeg har allermest bare lyst til at melde mig totalt ud af behandlersystemet og alt med kommunen, for det føles sku som om man bliver mere "syg" jo mere man bliver tvunget til at tage stilling til ord som post-traumatisk-stress syndrom, panikangst og depression.

Jeg må bare prøve at huske at jeg ikke er syg, men at jeg som menneske faktisk er helt som jeg skal være, med de prøvelser som jeg nu engang er blevet givet og efter bedste overbevisning prøver at lære af.

Desmond
Kære Desmond

Du rammer noget meget centralt her, og jeg kan sagtens forstå dine overvejelser. De kommer fra et selvstændigt menneske, der forsøger at tage ansvar for sig selv, og som stadig har følelsen af sin egen suverænitet

Det er så nu, at jeg - desværre - må rive gulvtæppet væk under dig

I det øjeblik du ikke kan klare dig selv længere, men er afhængig af systemets hjælp, indtræder du på systemets præmisser. Her kommer man ingen vegne uden at have været turen rundt i behandlersystemet, og har fået fine diagnoser i sine papirer. Man skal finde sig i at blive sygeliggjort i ganske unødig grad, da man igen og igen er nødt til at fokusere på sine dårligdomme, og efterhånden får en stak papirer med sig, hvor man kan læse om sig selv som et "tilfælde", med det resultat at denne "syge"identitet gradvis tager mere og mere over.
Du har fuldstændig ret - det VIL overtage dig - og du gør ret i din bekymring. Men der er intet du kan stille op. Det er systemets præmisser. Du vil blive dine diagnoser - om du vil det eller ej.
Kunsten er her, ikke at miste sin styrke og overblik, og forsøge at bevare dig selv så meget som muligt. Men jo længere tid man hænger i systemet, des sværere bliver det. Og jo sværere bliver det at finde sig selv bagefter. Hvis det overhovedet er muligt. Det kan forandre et menneske meget, at være tvunget ind i systemets præmisser

Du har mest lyst til at melde dig ud af behandlersystemet, siger du. Og har du mulighed for det, er det klart det allerbedste råd jeg kan give dig - mens du stadig har kontrollen over dig selv. Men kan du ikke længere forsørge dig selv uden systemets hjælp, så har du ikke længere denne luksus af "frihed" til selvbestemmelse

Så til den positive side:

Som Ricky siger, så kan man bare ikke diagnosticere sig selv. Der kan være rigtig mange grunde til, hvorfor det ene og det andet, og det kræver en professionel - over psykoterapeutniveau - til at identificere

I mit eget tilfælde, led jeg af stress i mange år, uden at ane, at der lå en helt specifik årsag bag. Jeg arbejdede med mig selv, interesserede mig for psykologi, testede mig selv, forsøgte at tage hensyn til mig selv osv - så var et sundt, selvreflekterende menneske
Da filmen endelig knækkede for mig helbredsmæssigt, satte jeg ind med nye strategier. På visse punkter oplevede jeg en forbedring, på andre en forværring. Behandlersystemet forsøgte at affærdige mig med diagnosen "depression", som jeg hårdnakket kæmpede imod. Selvom jeg havde depressive symptomer, vidste jeg, at det var en reaktion på hele situationen, og ikke mit primære problem. Men hvad så? Jeg opdagede ADHD, selvtestede - og det gav bare så meget mening, at jeg en periode troede, at det var mit problem. En senere udredning viste så at jeg overhovedet ikke havde ADHD. Hrm... men hvad er det så?
Har haft flere alvorlige hjernerystelser i mit liv, og en neurolog sagde at jeg sandsynligvis led af post commotionelt syndrom. Hurra! Ja, det var det, mente jeg. Det gav så meget mening i forhold til mine problemer og begrænsninger. Jeg accepterede at jeg nu havde en hjerneskade, og forsøgte at indrette mig efter det
Indtil jeg endelig, endelig, kom til en ORDENTLIG udredning. Som slog fast med syvtommersøm at jeg ikke havde en hjerneskade. At jeg ikke havde ADHD. Jeg havde Aspergers syndrom. Chok - jeg var sgi autist! Den havde jeg overhovedet ikke set komme
Men det er sådan det er, og nu har jeg endelig fundet det rigtige svar, og kan derfor endelig begynde at angribe mine begrænsninger konstruktivt. Og dét rykker noget

Min pointe er, at der er rigtig mange overlapninger når vi taler om symptomer og diagnoser. Selvom mennesket er en meget kompleks organisme, og kan indeholde meget komplekse problemstillinger, så går de samme problemstillinger igen ved forskellige diagnoser. Derfor er det så "nemt" at fejlfortolke. Og det er derfor man bestemt ikke kan selvdiagnosticere. Men indgår man i behandlersystemet - med de bagsider det også indeholder - får man muligheden for at finde det rigtige svar, og derfor også muligheden for at fokusere sin energi konstruktivt lige nøjagtig der, hvor problemet sidder

PS - Selv diagnoser indeholder også begrænsninger og generaliseringer. De er ikke svaret på alt, da man ikke kan sætte mennesket ind i en ramme, og lade det være svaret på alt. Men det giver nogle nødvendige retningslinjer, så man ved, hvor problemet er, og så må man selv tage den derfra. Lægge til og trække fra så det passer til én selv
__________________
*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~ *
Det vigtigste i livet er ikke om vi falder, men at vi rejser os hver gang, vi gør
*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~*~ *

Sidst redigeret af Tassi; 17-11-2011 kl. 10:09.
Tassi er ikke logget ind   Besvar med citat
Gammel 17-11-2011, 20:36   #8
Vovse
Jeg bor her på K10
 
Tilmeldingsdato: 29-03 2010
Lokation: Sjælland
Indlæg: 9.338
Styrke: 19
Vovse er fast beboer på K10Vovse er fast beboer på K10Vovse er fast beboer på K10
Jeg synes, at man skal huske, at uanset hvilke diagnoser man får påklistret, så er man stadig det samme menneske.

Man er det samme menneske, med de samme symptomer og problemer som før.

Men måske kan en diagnose åbne døren til en eller anden form for behandling, det kan også være, at diagnosen får nogen ting til, at gå op i en højere enhed.

Men i bund og grund er man stadig det samme menneske som før.

Håber det gi'r mening.
__________________
"Lediggang som saadan er ingenlunde Roden til alt Ondt, tværtimod, den er et sandt guddommeligt Liv, naar man ikke keder sig"

Søren Aabye Kierkegaard (5. maj 1813 - 11. november 1855), dansk teolog, filosof og psykolog.
Vovse er logget ind nu   Besvar med citat
Gammel 07-01-2018, 19:41   #9
Desmond007
Hvor skulle jeg ellers være
 
Tilmeldingsdato: 02-09 2011
Indlæg: 103
Styrke: 7
Desmond007 er ny på vejen
Jeg faldt lige over min gamle tråd.. Hvor er det vildt at læse..
Der er gået 7 år siden jeg skrev denne tråd.
Jeg kan se nu, at tråden var et sidste desperat råb om hjælp, inden jeg
opgav min spirituelle søgen, og selvdiagnosticering og overgav mig til sundhedsvæsenet.

Jeg er blevet fuldstændig udredt, fysisk og psykisk siden, og lægerne har fundet ud af at jeg har
en masse langtidsbivirkninger fra et kemoforløb i 2001.
Det forstod lægerne ikke dengang jeg skrev denne tråd, og jeg fik at vide at det var psykisk, hvilket jeg
nok altid vidste inderst inde, ikke var sandheden. Sandheden har jeg nu fundet ud af, er at jeg har reageret og reagerer stadig, på de fysiske senfølger. Kronisk smerte og ubehag, skaber stress og angst.
Jeg er evigt taknemmelig for at jeg kom på smerteklinik, hvor de ved alt om senfølger fra kræftbehandling.

Nu er jeg i gang med at blive arbejdsprøvet, og der er ikke lang vej til et fleksjob.

Tusinde tak for alle jeres nyttige og meget indsigtsfulde ord og gode råd, som uden tvivl hjalp mig dengang for 7 år siden, hvor jeg var allerlængst nede.
til at søge den rigtige hjælp, som jeg nu har fundet.

Må i og jeres familier, få et langt og lykkeligt liv.

Sidst redigeret af Desmond007; 07-01-2018 kl. 19:50.
Desmond007 er ikke logget ind   Besvar med citat
Gammel 08-01-2018, 15:05   #10
stampe
Jeg bor her på K10
 
Tilmeldingsdato: 14-12 2007
Indlæg: 4.117
Styrke: 15
stampe er rigtig godt på vej
Hvor er det skønt at høre, du er på din rette vej.

Al held og lykke
stampe er ikke logget ind   Besvar med citat
Svar

Emne Værktøjer
Visningsmetode

Regler for indlæg
Du må ikke lave nye tråde
Du må ikke besvare indlæg
Du må ikke vedhæfte filer
Du må ikke redigere dine indlæg

BB code er Til
Smilies er Til
[IMG]kode er Til
HTML-kode er Fra

Gå til forum

Lignende emner
Emner Emnet er startet af Forum Svar Sidste indlæg
er der noget jeg skal være obs. på ? popia Spørgsmål ang fleksjob 7 14-08-2013 18:47
når sandheden skal frem-så har han fat i noget østerbro Politik og Samfund 9 01-07-2012 16:36
Der skal gøres noget ved TERM! Kelle Politik og Samfund 27 24-07-2011 00:52
Gå til medierne hvis der skal ske noget i din sag Odenseaneren Det er da strengt ! 2 24-04-2010 10:00
Nu skal der vist ske noget. Hejdien Din historie 8 30-09-2006 20:12




Alt tidssætning er GMT +1. Klokken er nu 09:36.


Lavet i vBulletin® Version 3.8.10
Copyright ©2000 - 2018, Jelsoft Enterprises Ltd.
Copyright © www.k10.dk
Indholdet på K10 - Flexjob & Førtidspension må ikke kopieres eller gengives andre
steder uden først at have indhentet tilladelse til det fra ejeren af K10 - Flexjob & Førtidspension