K10 - Flexjob & Førtidspension
 

Gå tilbage   K10 - Flexjob & Førtidspension > Sagsformidler hjørnet > Alt det andet

Forum Kategorier Forum Regler Om K10 og Info om Cookies Hjælp til Forum Brug

Alt det andet Her kan du stille de spørgsmål hvis du ikke lige mener at det høre til under fleks, førtidspension eller sygedagpenge dog ikke politisk indhold som skal lægges under kategorien Samfund og Politik

Svar
 
Emne Værktøjer Visningsmetode
Gammel 22-07-2015, 18:15   #1
Anny
Føler sig hjemme på K10
 
Tilmeldingsdato: 14-04 2015
Indlæg: 38
Styrke: 9
Anny er ny på vejen
"Det vil ikke gå væk"

Denne lange beretning har været længe undervejs, først for nylig fandt jeg Jer på K10.

Jeg ved ikke rigtigt hvor jeg skal begynde, så lad mig indlede med nogle facts:

Jeg flyttede til byen 2002, med mine tre børn på 9, 6, og 1 år.
Fire år tidligere var min mand og far til de to ældste pludselig død på sit arbejde som bygningsingeniør, af en blodprop. Jeg var dengang tjenestemands-ansat kontorassistent ved Hovedbiblioteket i x-by, men kunne ikke få ændret på mine arbejdstider, så jeg følte mig nødsaget til at sige op. Et par år derefter mødte jeg en mand som desværre viste sig at have haft held til at skjule sin alkoholisme, og drømmen om et liv på landet brast. Jeg havde da født mit tredje barn og stod i valget mellem at flytte tilbage til x-by eller til y-by, som jeg var flyttet fra 25 år tidligere. Her syntes det rigtige og naturlige valg at være, at flytte hen hvor mine forældre, og en stor fætter-kusine-flok hos min mands lillebror, boede.
Jeg kontaktede PPR for at berede vejen for min ældste søn, som jeg vidste, ville få brug for ekstra hjælp til at klare sin skolegang. Han har hørenedsættelse og en på det tidspunkt endnu ikke diagnosticeret autismespektrumforstyrrelse, men jeg og hans nærmeste vidste selvfølgelig godt, at han havde brug for noget særligt. Den nærmeste folkeskole var et godt oplagt valg, og børnene faldt godt til i deres klasser, men den ældste var, trods enkeltintegreret, underlagt Centerlederen, hvilket jeg først sent lærte konsekvenserne af. Jeg havde som udgangspunkt accepteret, at de mange ekstra timer som han udløste som dengang § 20.2-barn, før kommunesammenlægning, skulle gøre gavn for hele klassen. Nu begyndte så jagten på den rette hjælp, jeg efterlyste special-pædagogik, og en neuropsykologisk undersøgelse hos specialist i x-by, bestilt og betalt af y-by kommune, beskrev for første gang samlet min søns vanskeligheder, og gav mig håb om en mere målrettet hjælp til ham. Der skete bare ikke noget i den retning, det virkede som om ingen havde læst den grundige, og dyre, rapport. I stedet for blev jeg mødt med krav om at lade ham operere; cochlear implant. Jeg kendte godt til den nye teknologi, men kunne ikke få svar på hvilken virkning den ville have på hans øvrige vanskeligheder, udover at hjernen jo er plastisk. Blev nærmest latterliggjort med, at jeg ikke ville ham det bedste, ved at afvise sådan en fin og dyr operation. Min søn syntes det ville blive ærgerligt, hvis han ikke længere skulle kunne høre noget i svømmehallen. En udredning hos børne-ungepsyk. her i byen bestod af en intelligenstest, som han klarede indenfor normalområdet, men i den lavere ende. Jeg havde ført en del samtaler med den nu nye centerleder, og syntes vi talte forbi hinanden. Min søn var begyndt i klub i nærhed af hjemmet, og nu skulle han pludselig skifte til en klub nærmere skolen fordi han der kunne få bevilget en særlig støttepædagog, i nogle måneder. Jeg accepterede, men fattede aldrig hvorfor det var nødvendigt at flytte ham. Så mente man, socialrådgiver og centerleder, at han skulle overflyttes til specialskole for hørehandicappede i z-by. En trussel om tvangsfjernelse, meddelt gennem egen læge, gav mig intet andet valg end at acceptere. Han var ellers begyndt at få rigtig gode venner i sin klasse og følte sig nu kasseret. Han var 12 år og blev ikke hørt. Hans morfar skrev også et appellerende brev til borgmesteren om at vise forståelse og hensyn.

Under alt dette havde jeg haft forældreorlov til den yngste, og vi var flyttet ind i et lejet hus, ganske vist gammelt og misligholdt, men med en have til børn og katte også. Jeg søgte om tilskud i form af "tabt arbejdsfortjeneste", så jeg på realistisk vis kunne søge arbejde, men fik ikke nogen tilbagemelding. Aktindsigt indledte med beskrivelsen af mig som: enlig mor med få ressourcer, flyttet flere gange. Så er scenen ligesom sat, ikke? Jeg var blevet syg under min aktivering på genbrugsfabrikken, og da jeg ikke mødte op til et møde indkaldt af kommunen, (jeg var på sommerferie med børnene) standsede dagpengene og jeg affandt mig med kontanthjælp. Havde kontaktet HK, men muligvis for sent, det husker jeg ikke.

Der fulgte nu et par år med en mere og mere frustreret dreng, som ikke forstod hvorfor han skulle være blandt døve klassekammerater og lærere, lære et nyt tegn-sprog, og transporteres frem og tilbage hver dag med minibus. De tre bedste af hans venner fra folkeskolen ville han gerne holde fast i, så jeg tog kontakt til deres forældre, fortalte dem, at de nok ikke skulle forvente at min søn selv ville tage kontakt, hvorfor jeg ville agere mellemled. De følgende år kom de jævnligt her, og var med til hinandens konfirmations-fester. Fagligt gik han helt i stå, og fandt ingen venner i den nye skole. Psykologen derfra henviste ham til undersøgelse hos børne-og unge-psykiatrien i z-by sygehus. Diagnosen var nu gennemgribende udviklingsforstyrrelse, F84.4 (kommende betegnelse bliver Kompleks Autisme), og igen, som efter den neuropsykologiske rapport fire år tidligere, kunne jeg så tydeligt genkende beskrivelserne af min søns vanskeligheder, og på det afsluttende møde mente socialrådgiver ikke, at der var et egnet skoletilbud hjemme i y-by. Han fik det stadig værre og blev mere og mere indesluttet. Jeg kontaktede VISO for der at høre til special-pædagogik. Det resulterede i nogle møder på Specialskolen for hørehandicappede, hvor det diskuteredes hvor megen magt man ville bruge, for at få ham til at blive der, også om natten. Min henvendelse var vel blevet overtaget af andres dagsorden, eller hvad? Helt forvirret gav jeg op nu, og hjemkaldte min søn.

Under et almindeligt besøg i skolegården på dan gamle folkeskole, mødte jeg tilfældigt, i et frikvarter, to af klassekammeraterne og talte lidt med dem som jeg plejede, pjattede også livligt, jeg kendte dem jo godt og de mig, og jeg så godt, at vi blev observeret fra den, nu igen, nye centerleders kontor. Da vi, min ældste søn, hans morfar og jeg, nogle dage senere mødtes med hende og Specialskolens leder, med psykolog, for at tale om, at få min søn tilbage dertil, da lænede hun sig hen over bordet med en lang fremstrakt pegefinger mod mig, med en bemærkning jeg først troede var løgn og ignorerede, men, som kom igen på samme måde, og nu hørte jeg hende virkelig sige: du har da vist også en upassende omgang med de unge mænd.
Et blik på psykologen bekræftede mig i, at den bemærkning ikke gav nogen mening.

Det tog nogen tid at finde ud af, hvor han nu kunne få den bedste skolegang, og heldigvis ville en friskole hjælpe. Her blev han mødt mere ligeværdigt, kunne selv cykle dertil, efter lidt tilvænning, og blev helt glad igen. Desværre var der, det sidste år, kun piger tilbage i klassen, så han trak sig. I samarbejde med skolens lærere fik han så hjemmeundervisning. Imens var jeg begyndt at undersøge hvor han kunne fortsætte derefter. Kommunen havde bevilget weekend-ophold hver tredje weekend via en fond. Han kunne godt bruge udflugterne og samværet med de andre og de voksne, men ville ikke overnatte der. En af pædagogerne der, fattede interesse for ham, kunne mærke at han havde brug for noget; hun henvendte sig og blev hans gode ven og fortrolige, som støtte-kontakt-person. Hun, og jeg, tog ham med til forskellige steder med udvikling og uddannelse, for unge med særlige behov, og han kunne rigtig godt lide det ene stu-sted. Men så fik han afslag, og jeg klagede til Skolestyrelsen. Da man havde rykket kommunen to gange for sagens akter uden at få andre dokumenter end nogle få udtalelser fra Specialcialskolen, blev det meddelt at man ville træffe afgørelse ud fra det man havde. En fredags novemberaften blev vi ringet op, og en syrlig, tilknappet, nærmest mopset stemme meddelte, at min søn da bare kunne begynde stu-uddannelsen næste mandag, så. Og hun tilføjede, at hvis han ikke overholdt en % -sats af mødepligt, var det slut. (Så vidt jeg husker, var hun nu regionens handikapkonsulent, og havde været centerleder det første halve år vi var her).
Han havde været helt modløs over sine fremtidsudsigter, og var involveret med en bande-lignende gruppe unge rødder, men det fik vi heldigvis i fællesskab sat en stopper for.
Han var begyndt på egen hånd at løbetræne, og fik succes med det.


Selv var jeg nu tilknyttet Jobcenterets motorvejs-projekt, hvor vi "gamle" blev betegnet som det "snask" der sidder tilbage under låget på en gryde, man koger spaghetti i. Jeg tænkte, at det måske var på tide, at jeg gjorde brug af min studentereksamen. Søgte revalidering, men blev afvist. Jeg tilmeldte mig socialrådgiveruddannelsen alligevel, med en forestilling om at komme til at forstå hvad der havde ramt os, og en vision om engang at kunne hjælpe små handikapgrupper eller socioøkonomiske værksteder og mærkede for første gang i årevis et værdigt samvær med andre mennesker ud over den efterhånden mindre og mindre gruppe af familie og venner, som stadig støttede os. Studiegruppen var en uvurderlig med- og modspiller, indtil jeg et år før afslutning måtte tage orlov, for at tage mig af min yngste søn. Hans far var imidlertid blevet tørlagt, og havde nogle år haft samvær hver anden weekend. Uproblematisk, indtil han krævede forældremyndighed, og at sønnen skulle flytte hjem til ham i x-by, hvor han nu boede med kone med søn på samme alder. Det næste års tid var kaotisk, med en far der flyttede her til y-by i campingvogn en periode, og så tilbage til x-by igen, retssag og hans nye familie, som så også gik i opløsning. Det krævede al min psykologiske indsigt at prøve at skærme vores lille dreng, og det lykkedes med hjælp fra kommunens familiecenter, og skoleinspektøren. Denne sidste forstod, at det nok ikke gav mening at inddrage PPR, som jeg jo havde haft så mange samarbejdsvanskeligheder med. Jeg underviste drengen hjemme, indtil der var faldet ro på. Denne sommer døde min far pludseligt, og vi mistede børnenes, og min, største kærlige støtte i hverdagen.

Min ældste søn var glad for sin nye hverdag på stu-uddannelsen, her var virkeligt gode pædagoger, som kunne trænge ind til svært tilgængelige unge mennesker, og det tegnede godt. Han blomstrede op, blev kreativ på musikcomputer, og fik "taget mål til en basguitar". Blev kontaktet af en af de andre unge, som takkede ham for åbenhed; klassekammeraten havde Aspergers` syndrom, men ikke turdet tale om det med andre før nu.
Hans støtte-kontakt-person og jeg havde også undersøgt om han kunne komme til at flytte hjemmefra på en ordentlig måde. Et kommunalt botilbud virkede som en god mulighed, og da lederen mente at han var "svær at læse", blev han indplaceret på "botræningen", og flyttede ind i lejlighed, nabo til fælleslejlighed. Stolt og glad for sit eget sted, tog han fat på også den del af sit liv.
Lærte hurtigt gode rutiner som tøjvask og at låse dør efter sig, men fungerede ikke så godt sammen med de andre beboere, som for hovedpartens vedkommende, var unge med Down`s syndrom.
På hans uddannelse var der imidlertid sket omstruktureringer. En mere erhvervsrettet personalegruppe tog over, og min søns gode pædagoger forsvandt. Han var dog stadig glad for at være med til at sætte scener op til koncerter, men kunne også godt mærke sine begrænsninger. En praktikperiode på genbrugsfabrikken gik ikke godt, og herefter mistede han en del tro på sig selv.
Bostedet flyttede ham over i en anden blok efter et halvt års tid, men fastholdt ham i botræningen. Jeg bad personalet om at hjælpe ham i gang med fritidsaktiviteter som løbetræning i klub, men det kunne de selv. Han trak sig mere væk fra fælleslejligheden og under en periode fik han vendt om på dag og nat, og mødte ikke på sit arbejde/skole. Hans primærpædagog tog ham til læge, og hans tristhed tolkedes som depression, og han fik psykofarmaka. Pædagogen lod os tro at her var tale om en mild sovepille, som kunne hjælpe med til at vende døgnrytmen igen. Efter nogle uger kunne jeg forstå på mine telefonsamtaler med min søn, at han spekulerede meget over hvad det var for piller. Han følte sig som "ved siden af sig selv", og havde taget meget på i vægt. Vi fik oplyst navnet og han blev både skræmt og rasende, da han begyndte at læse om præparatet. (det er han stadig!). Så fulgte et år med hans egen kamp for at tabe sig, og sit ønske om at flytte væk, som han kun havde mig til at hjælpe sig med. Han fik et fint indrammet diplom ved afslutningen fra stu-uddannelsen, men ingen vision om en virksom fremtid. Kom fuldstændig kaotisk ud fra bostedet til sin egen lejlighed i almindelig boligforening. Vi klagede over forløbet på bostedet, slap for erstatning af smadret indbo, men blev ignoreret på klage over det pædagogiske/ledelsesmæssige. Hos retshjælpen sagde man, at denne del af klagen ikke kunne føres videre pga. en procedurefejl. Jeg har så klaget anonymt til Social-tilsyn Syd. Min søn har mistet tillid til andre mennesker, selv om han godt ved, at han har brug for hjælp. Han får nu førtidspension. Heldigvis har han stadig to af sine gamle klassekammerater fra folkeskolen som sine bedste venner.

Jeg prøvede at genoptage mit studie, men efter nogle måneder måtte jeg opgive. Der var også rigeligt at se under min ældste søns situation. Jeg var nu atter i gang med at rydde op efter fejlslagen ageren overfor en svag borger, min søn.
Jeg er landet i Jobcenterets "ret og pligt" kategori, kontanthjælp, igen. Jeg har ikke noget netværk til at hjælpe mig ind på arbejdsmarkedet, men jeg har dog ikke helt opgivet at bidrage med noget, og er stadig medlem af Hk, men fyldt 58 år. Jeg har vel brug for en mentor, og siden en fleksibel arbejdsplads, som tillader at jeg lige tager telefonen, når min søn har brug for hjælp. Men, inspireret af min mellemste søn, som har samfundsfag i 2.g, ved jeg godt om mig selv: jeg er jo ikke "på-generationen".
For nylig fik jeg afslag på min ansøgning om hjælp til store varmeudgifter efter § 34, med den begrundelse at min hidtidige indtægt er lavere end kontanthjælp. Mine sidste ordinære løn-udbetalinger er fra `98, og da jeg for nogle år siden søgte kontanthjælp, efter studiestop, blev det afvist, idet det fremgik af bankudskrifter, at jeg havde haft penge til rådighed. Min kassekredit havde jeg betalt ned til 0 med resten af min arv. Ved aktindsigt kan jeg se at én af sagsbehandlerne har vurderet: ingen formue, men jeg blev altså tvunget til at trække alt hvad jeg kunne på min kreditværdighed i banken, til at leve for. Skylder nu over halvtreds tusinde i banken, hvilket jeg har det rigtig skidt med. Borgerrådgiver kunne ikke hjælpe her. Nu, to år senere er jeg helt nede og skrabe bunden, har klaget over § 34-afgørelsen, men lige modtaget beklagende brev: pga. mange klagesager er den normale 4 ugers sagsbehandling forlænget til slut oktober.

Hvis du har hængt på helt hertil, så har du fået et indblik i min søns kampe. De traumatiserende svigt og fejl har min søn ikke fået hjælp til at bearbejde. Han har ofte talt om selvmord, men tør ikke, og frustrationer over bostedets handlinger fylder alt for meget i hans hverdag, udtrykt i had og hævnfølelse. Hos lokalpsykiatrien er han ikke målgruppen og Kommunen har ikke kunnet bevilge en form for neuropsykologisk hjælp. VISO heller ikke, men de lavede en fyldig rapport her før sommer. Kommunikations-centerets nye leder fattede interesse for hans situation, og ville tage hans sag med til møde med byrådet, men er endt med selv at tilbyde samtaler.
At sige: ”nu vil man gerne have lagt låg på de gamle sager”, er ikke fair. Denne udtalelse faldt for nylig, til en avis, fra byrådsmedlem på området. De fejl som myndighederne har begået, har jo haft vidtrækkende konsekvenser for alle involverede. Min søn siger det meget enkelt: "Det vil ikke gå væk".

Hvis nogen herinde har nogle gode ideer til at komme videre på, vil vi gerne høre fra jer. Hvordan ser det ud med evt. erstatning?
Anny er ikke logget ind   Besvar med citat
Gammel 22-07-2015, 18:24   #2
stampe
Jeg bor her på K10
 
Tilmeldingsdato: 14-12 2007
Indlæg: 4.289
Styrke: 21
stampe er rigtig godt på vej
Jeg flyttede til byen 2002, med mine tre børn på 9, 6, og 1 år.

Er dine børn 22, 19 og 14 idag?
stampe er ikke logget ind   Besvar med citat
Gammel 23-07-2015, 14:38   #3
Anny
Føler sig hjemme på K10
 
Tilmeldingsdato: 14-04 2015
Indlæg: 38
Styrke: 9
Anny er ny på vejen
ja, 22, 18 og 13
Anny er ikke logget ind   Besvar med citat
Gammel 24-07-2015, 01:17   #4
TimeGuest
Har ikke tid til andet end K10
 
Tilmeldingsdato: 24-04 2008
Lokation: Costa del Wassersleben
Indlæg: 2.030
Styrke: 18
TimeGuest er rigtig godt på vej
Citat:
Oprindeligt indsendt af Anny Se meddelelser
"Det vil ikke gå væk"
Det overrasker ikke ... for varige funktionsnedsættelser "plejer" ikke at gå væk.

Man kan - med mindre eller større held - forsøge at kompensere for den varige funktionsnedsættelse.

Virkningsgraden af kompenserende støtte afhænger både af tidspunktet hvor støtten introduceres og af støttens art.


I din meget detaljerede beretning, hvor man skal holde fast for ikke at miste overblikket, hæfter mig bla. ved:

1) neuropsykologisk undersøgelse ved xxxx xxxxxx, xxxxx

2) autismespektrumforstyrrelse (F84.4)

3) høreproblematik

4) VISO


Umiddelbart på udredningssiden, synes jeg at I og visitationspersoner har gjort, hvad der kunne forventes.


xxxx xxxx (der 2015 er gået på pension) er bla. kendt for sit engagement inden for autismespektrumområdet.

Og VISO er normalt en organisation med en højt fagligt indsigt i bla. autismespektrumforstyrrelse, som man som udgangspunkt bør "lytte til".


Med de kompetente beskrivelser af din søns funktionsniveau og behov for kompensation, tænker jeg, at jeres vigtigste opgave er at se fremad og ikke lade fokus på fortiden hindre, at I fremadrettet får tilbudt og selv kan udnytte de kvalificerede tilbud, der måtte komme.


Du er 58 år i dag og hvis du skal bruge dine resterende år på en "kamp imod vejrmøller" for (på papiret) at blive bekræftet i at I ikke altid i fortiden er blevet mødt med den bedste forståelse og støtte, og evt. blot ender med at få en undskyldning for det, så er det min opfattelse, at "tiden og kvalerne der går med det projekt" måske er givet dårlig ud.


I øvrigt: Der er en "vis" arvelighed inkluderet i autismetilstande og beslægtede tilstande - i hvert fald hvis man ser på området i en større sammenhæng. Der er en tendens til at disse tilstande ophober sig i grupper blandt beslægtede.

Jeg tænker derfor på: har du nogen ide om din søns far eller om du selv igennem tiden har haft nogle træk, der kan tolkes i en "autistisk" retning?

Ingeniør-syndromet spøger man fx lidt med inden for ingeniør-fagområde ... http://psyk-ressource.dk/resource/as...nioer-syndrom/


Jeg spørger her mest fordi, HVIS det nu fx var dig der havde nogle autismelignende træk, så kunne det måske være du kunne få gavn af at blive mødt med en bedre forståelse og kompensation der netop tog udgangspunkt præcis den vinkel ... og da du var ung, var der ikke særlig megen kompetent viden om autismeområdet ... så mange med din alder er gået udiagnostiseret igennem livet ... men blot en tanke.



Når jeg læser dit meget lange og detaljerede indlæg, så er det ikke mit indtryk, at I som familie samlet set altid er løbet ind i den bedste forståelse og støtte.

En forståelse og støtte der burde matche det behov for forståelse og støtte, der netop ligger i en F84.4 diagnose - selvfølgelig kan en person være mere eller mindre ramt, men en diagnose i den kategori er altid en indikation på, at der en funktionsnedsættelse af en sådan sværhedsgrad, at det giver problemer i dagligdagen for personen bag diagnosen.


Jeg sidder og tænker på, om I er medlem af Landsforeningen Autisme http://www.autismeforening.dk/ ellers er det måske in idé at blive det.
__________________
.
Jocelyn Pook – Hell, Fire And Damnation + Masked Ball: http://www.youtube.com/watch?v=9QEG2Mk184A

BTW: Er du kvik, så er løsningen her: https://www.youtube.com/watch?v=z9pD_UK6vGU
TimeGuest er ikke logget ind   Besvar med citat
Gammel 27-07-2015, 01:00   #5
Anny
Føler sig hjemme på K10
 
Tilmeldingsdato: 14-04 2015
Indlæg: 38
Styrke: 9
Anny er ny på vejen
TimeGuest

Tak for tilbagemelding.
Titlen hentyder til følgerne af hvad min søn, og jeg, opfatter som overgreb i form af medicinering på bostedet. Fysisk og psykisk har det været vældig hårdt at komme videre, og kun fordi han selv har kunnet holde fast i sine gode rutiner og ringe til mig og tale tingene igennem når det blev for svært, har han langsomt fået det bedre, men der er stadig symptomer og frustrationer som plager ham, og: ”ikke vil gå væk”. Personalet har hinanden, teams, ledelse, ekstern psykologisk supervision osv. til rådighed. Konflikthåndtering, mediering eller andre samarbejdsværktøjer kom aldrig på tale til min søn, og det kan undre, at det er den, målt på alle parametre svage part, som er efterladt uden hjælp.

Kommunens mange fejl tilbage i tiden omfatter altså brud på FN`s børnekonvention om, at børn på 12 år skal høres, samt skriftlig trussel om tvangsfjernelse, hvis jeg ikke accepterede beslutning om skoleflytning, som de groveste

Men jeg vil da give dig ret i, at det er vigtigere at komme videre. Det synes jeg også vi har været gode til. Hver gang.
Ja, der er undersøgelser som viser, at en vis arvelighed kan spille ind i forhold til autismespektrumforstyrrelser, og det har vi i familien også talt om. Alle ingeniører har meldt sig! Nej, spøg til side, det skal blive spændende med den kommende forskning på området.

Jeg har været medlem hos GUA foreningen nu Kompleks Autismeforeningen http://www.kompleksautisme.dk/#!101 siden 2008, og fået uvurderlig hjælp og støtte til at forstå de livsvilkår som er. Det virkeligt svære ligger i, at finde kompetente medspillere til hverdag og udvikling.

Selvransagelse er som jeg ser det, en naturlig del af det at blive forældre til et barn med autisme. Jeg har virkelig også gransket min opvækst og udvikling uden at finde tegn, andre end hvad kan forventes, da vi alle har en rem af huden. Kan det tænkes at jobcenteret vil foreslå en udredning, deltager jeg selvfølgelig gerne.
Anny er ikke logget ind   Besvar med citat
Gammel 28-07-2015, 18:42   #6
TimeGuest
Har ikke tid til andet end K10
 
Tilmeldingsdato: 24-04 2008
Lokation: Costa del Wassersleben
Indlæg: 2.030
Styrke: 18
TimeGuest er rigtig godt på vej
Dejligt at I har kontakt til mennesker med en praktisk erfaring inden for det diagnoseområde som din søn er relateret til.

Det er rigtig godt og uundværligt på mange leder og kanter ... så hold fast ved det!


Som jeg opfatter det, er det fint nok at få en undskyldning eller det der er bedre for en historisk mangelfuld menneskelig empati, rådgivning og sagsbehandling.

MEN det handler vigtigere om at overleve fremadrettet på et niveau I kan være tjent med.

Og hvis alle eller mange ressourcer og megen bitterhed truer med at forpeste jeres fremadrettede velfærd, så ville jeg personligt lade fortid være fortid og se at komme videre på den bedst mulige måde.


Jeg forstår godt den forurettede følelse og behovet for "oprejsning" ... MEN det bringer blot ikke mulighed for at gøre tingene om og hvis det mere eller mindre forpester muligheden for FREMADRETTET at gøre der helt rigtige, så mener jeg det er en dårlig deal at indgå med virkeligheden.

I har fremadrettet brug for fred & ro og den helt individuelle skræddersyede støtte som I også kan opleve en affekt af ... frem for at al opmærksomhed rettes bagud.

Blot min vinkel på jeres oplevelser.



HVIS min intuition er rigtig (og den plejer at ramme ret præcist i de fleste tilfælde), så har du MÅSKE også brug for en støtte (mentor?) til at samle de overordnede tråde i det du her går og tumler med.

Har du fået nogle relevante tilbud undervejs i tiden med dine egne og din søns kamp for et bedre liv?


Du skriver at din søn ikke har fået den hjælp, som du oplever, at han har haft og fortsat har brug for til at bearbejde hele sin historiske og nuværende situation.


Var det så ikke på tide, at "nogen" kom til den konklusion, at DET ER NU TIDEN ER INDE TIL AT TILBYDE DEN HJÆLP til både din søn og dig?

Ser man på dit beskrevne sagsforløb, så synes jeg i hvert fald det er på tide, at de der sidder med mulighederne bevilliger et sådan tiltag!

Det kunne være en støtte-kontakt-person med særlig indsigt i netop jeres virkelighed og/eller psykologtimer hos en psykolog med samme særlige indsigt i jeres virkelighed (er du nogensinde stødt på eller blevet præsenteret for: Psykologisk Ressource Center http://psyk-ressource.dk/ ?)

Heller sådan noget i den retning end at gå og rode rode rundt i en evindelig never ending retssag eller lignende, der bare æder jer op ude- og indefra ...


Bare lige mine tanker ... og hvis du tænker at jeg er helt forkert på den eller synes jeg går for tæt på, så vil jeg bare sige, at jeg ønsker jer det bedste ... særlig fremadrettet.


PS: MÅSKE er det noget eller tilsvarende for din søn at følge lidt med i - aldersmæssigt er der ikke så lang afstand, men det kan der selvf. være på andre områder ... så derfor blot nævnt.

https://www.youtube.com/user/TheAnMish

Videobloggeren har i øvrigt en tilknytning til Psykologisk Ressource Center, http://psyk-ressource.dk/person/maja-toudal/
__________________
.
Jocelyn Pook – Hell, Fire And Damnation + Masked Ball: http://www.youtube.com/watch?v=9QEG2Mk184A

BTW: Er du kvik, så er løsningen her: https://www.youtube.com/watch?v=z9pD_UK6vGU
TimeGuest er ikke logget ind   Besvar med citat
Svar

Emne Værktøjer
Visningsmetode

Regler for indlæg
Du må ikke lave nye tråde
Du må ikke besvare indlæg
Du må ikke vedhæfte filer
Du må ikke redigere dine indlæg

BB code er Til
Smilies er Til
[IMG]kode er Til
HTML-kode er Fra

Gå til forum




Alt tidssætning er GMT +2. Klokken er nu 11:46.


Lavet i vBulletin® Version 3.8.10
Copyright ©2000 - 2024, Jelsoft Enterprises Ltd.
Copyright © www.k10.dk
Indholdet på K10 - Flexjob & Førtidspension må ikke kopieres eller gengives andre
steder uden først at have indhentet tilladelse til det fra ejeren af K10 - Flexjob & Førtidspension