Familiens tøven!!!

[Ragdoll]

....det var utroligt svært at sige fra, fra jeg var 6 år gammel, lagde min mor ansvaret for sin lykke mere eller mindre i mine hænder, fra da af ved jeg ikke hvor mange nætter jeg sad og lyttede til min mors sorger, og jo større sorgene var, jo mere ansvar fik jeg, og medfølgende skyldfølelse over at jeg ikke kunne gøre hende lykkelig.
Det tog mig indtil en måned før jeg blev 40 at sige fra, at acceptere at jeg ikke havde ansvaret for min mors liv og lykke, og ligegyldigt hvad jeg gjorde ville jeg aldrig kunne leve op til de forventninger hun havde, og ej heller kunne opfylde de forventninger hun havde til andre.

Bruddet var hårdt, både for hende og for mig selv. Jeg var fyldt med had til hende som ødelagde mig indefra, men efterhånden begyndte jeg at forstå at hun også var et offer. Som trettenårig da hendes mor blev syg med blodkræft, og sengeliggende, måtte hun de næste ti år frem til hendes moders død, overtage rollen som husmoder og ansvarlig for sine yngre søskende, samtidig med at hun måtte pleje sin syge mor. Hun måtte passe og pleje hende, og som alle der har haft en kræftsyg i familien ved, så kommer hele familiens liv til at dreje sig om den syge, som en vis person engang sagde, "Når man har en kræftsyg i en familie så er hele familien syg"

Da hun selv fik døtre forventede hun det samme fra dem, nu var hun moren der skulle være i familiens centrum og om hvis alt drejede sig, og til hvem alle hensyn skulle tages. Det var det hun var opvokset med, og derfor de forventninger hun havde. Gudskelov lykkedes det mig at bryde den onde cirkel. Hadet forsvandt, og tilgivelse og empati trådte i stedet. Og jeg lærte aldrig at forvente noget af andre, og derfor modtager jeg kun glæder og aldrig skuffelser.



Ragdoll

[Tanja]

Hvis man har nogle dårlige relationer til nogle tror jeg det er vigtigt
at få det sagt, man skal ikke bare finde sig i alt, men det er også
vigtigt at sætte sig ind i andres situation.

Som Lotte Heise engang sagde i et foredrag.
Vi bruger ufattelig mange ressurser på at brokke os over andre, istedet
for at gå til hovedpersonerne.

Jeg synes det er en god ting at kunne vende den anden kind til, hvilket
betyder at tilgive, så undgår man bitterhed, og vreden hober
sig ikke op, at tilgive er ikke ensbetydende med, at man synes det er
OK, det personen har gjort.

Jeg har hørt til dem, som tænker for meget når jeg skal sove, men
læste så om en, som havde fået det råd, at lade være med at tænke
på noget, som hun alligevel ikke kan gøre noget ved før evt. næste
dag, og det fungerer faktisk for mig.

[Enteneller]

Hold da op, denne tråd er blevet lang siden jeg så den sidst Det er da bare dejligt.

Nu kommer I så til at høre lidt om mig. I har da ret med de der forventninger, men når man ser ens far være mere glad for min brors børn end for mine, hvilket min svigerinde også kunne så og mine børn kunne mærke så bliver man sku gal.

Jeg har boet 20 år i den landsdel hvor min familie og far bor og 20 år i stor Kbh. (dog med et år i U.S.A som mellemrum). Først da jeg flyttede hjemmefra begyndte jeg at føle at jeg var forkert, mine forældre så ikke glædeligt på at jeg skulle have kærester, det må jeg kunne have mærket for jeg fik ikke nogle før jeg fandt min mand som 23 årig og som jeg blev skilt fra for ca. 3 år siden. Mine forældre så ikke med gode øjne må min mand, og end heller ikke på mine unger da de kom til verden for 11 og 13 år siden. Jeg troede at de ville rulle rundt nede på gulvet og lege bedste forældre, men de sad såmænd ofte bare og så fjernsyn og selv da jeg var gravid for første gang måtte jeg slå i bordet bare for at få deres opmærksomhed til at se scanningsbillederne af min søn i min mave.

Jeg er ikke den type at jeg ønskede putte nuttede opførende bedste forældre, men her var der bare slet ingen kontakt, men når endelig der var så var det min mor der syntes at de ting jeg gjorde var mærkelige og mon nu barnet blev mæt at min amning, og var det nu naturligt at han sked grønt i nogle af ugerne. Det var ulideligt og jeg stoppede tidligt med at tage i den anden ende af landet for at besøge "mormor og morfar".

Det samme overgik min datter, så vi kom bare ikke på besøg eller talt meget med mine forældre. Min mor fik så da mine børn var hhv. 1½ og 0 år konstateret strubekraft og hun døde ca, ½ år efter. Jeg nåede ikke ned til hendes dødsleje, min bror og min far valgte ikke at sidde ved hende, for som min far sagde så kan "de" jo høre at hvad man siger. Ja var mere rationel, jeg kunne ikke nå det, men jeg syntes da at det var ærgerligt at min mor skulle dø alene. Jeg kom til hende begravelse og så hende også død, jeg var nok den eneste der ikke græd ved hendes begravelse for jeg syntes at hun fik fred fra et meget hårdt og liv. Hun havde lidt af depression en stor del af sit liv, uden at være i behandling, og en del alkoholisme til sidst og så kom kræften og tog hende.

Efterflg. "forventede" jeg at min far ville vise flaget, men tvært i mod. Jeg husker et år hvor min datter villle fortælle om sine fødselsdags gaver til en, det sagde hun så ved den ene " den har jeg fået af en der hedder "morfar"", det siger vidst bare det hele. For ca. 3 år siden da jeg så røg ned med flaget, men depression, angst, skilsmisse og fyret fra arbejde og et hus til salg, der tænkte jeg, at nu hjælper han, for han har penge og jeg havde ikke nogen. Jeg skulle jo betalte min andel af budgettet indtil huset var solgt og det var mere end jeg tjente, samtidig havde jeg fået et lejet række hus, så økonomien holdt hårdt indtil huset var solgt. Da jeg så tog fat i ham om økonomien og om at låne lidt penge til jeg igen selv fik ( der var en del friværdi i vores hus), så sagde han bare at han da kunne tale med vores bank om en kasse kredit. !!! Jeg var rystet, jeg ville jo betale pengene tilbage, hvordag kunne han gøre det til et problem. Han har og havde masser af penge, og netop han har altid sagt at vi skal hjælpe hinanden .!!

Jeg "sladrede" til min svigerinde (som han fordyrer, hun er dygtigt uddannet og har en formidabel familie i hans øjne). Min svigeringe og jeg har det godt sammen og hun kan godt se hans forskelsbehandling på min bror og jeg. Derefter tog hun åbenbart kontakt til min far, for pludselig kom der penge på kontoen, jeg var rystet at han kunne yde hjælp når min svigerinde sådan kom på banen og ikke jeg som skreg i smerte !! ??


Jeg skrev ham et langt og inderligt brev, men store sandheder og skuffelser og jeg er meget velformuleret og direkte så der var ingen tvivl om at han næppe kunne se sandheden i øjnene. Jeg sendte brevet, men hørte ikke lige fra ham. Kort efter ringede jeg selv til ham og han sagde at nu skulle jeg også tænke på at han havde mistet sin kone (10 år før, som han egentlig aldrig havde skænket en tanke andet end når han skulle have mad), det var så min mor måtte jeg så minde ham om, men der var mange dårlige undskyldninger også omkring hvorfor han så lige reagerede på min svigerindes opfordringer. Jeg skrev også meget om den forskels behandling han udføre overfor mine børn, mine brors børn bor tættere på ham og selvfølgelig ser han dem mere, men jeg vil ikke acceptere at han direkte overser mine når vi er "dernede", det er ulideligt.

Ja det var så lidt om forhistorien for mine følelser og formodentlig årsagen til at jeg startede dette indlæg, det gentagne skuffelse over ens eget kød og blod. Jeg har ofte tænkt på at cutte min far, men jeg tror at jeg beholder ham for pengenes skyld !!!!

Kh. EE

[Tanja]

Det er nogle triste og barske oplevelser du har haft, jeg synes egentlig
du skulle lade ham kontakte dig næste gang, og glemme alt om at blande
penge ind i det.

Han er vel din far, ikke din stedfar?

[Enteneller]

Hej Tanja,

Tak for dit svar og for at du gad læse mit indlæg. Jeg lader ham/ min far kontakte mig, jeg kontakter næsten aldrig ham, for han er generelt aldrig god til at tage telefonen. Han syntes selv, at han er for "populær" og efterspurgt, der hvor han bor, så han gider ikke rigtigt.

Dog kan jeg huske engang hvor vi ikke havde talt 1 halvt år og han sagde at jeg bare kunne ringe, vi har sagde så, at han alligevel aldrig tager den. Nu har han dog mobil, så jeg smser ham en gang i mellem. Senest smsede jeg at han bare skulle glemme det med pengene, jeg finder selv ud af det. Snart smser jeg om jeg sørger for jule gaver fra ham (i stedet for min svigerinde) til mine børn, så kan han sætte penge ind til mig hvis det er. Jeg køber jo nok noget til ungerne fra ham, selvom han måske "glemmer" (og han er glemsom/doven/storhedsvanvid) at sætte pengene kr. 500,00 ind. Men jeg syntes jo at ungerne skal have nogle gaver fra ham, for han at den eneste bedste forældre vi har , så **** det, jeg har jo penge nok. !! Indtil videre.

Det er sku besværligt at have en familie, der ikke "indordner" sig, jeg håber dælme at jeg kan tage revance. Ofte har jeg meget svært ved at vide om jeg viser mine børn kærlighed nok, men jeg kan jo slet ikke holde op med at kramme dem, men jeg kan ikke rumme at holde dem boende og tage ansvar, men godt at de har det godt hos deres far, selvom de også har deres problemer. Jeg hjælper så med vasketøjet og at handle ind for dem, så det er min assistance der.

Mht. min far, der tror jeg bare at jeg skal glæde mig over at han har det godt så jeg ikke skal "passe" ham også. Jeg stiller ikke flere forventninger til ham i "dette" liv.

Kh. EE

Kh. EE

[Tanja]

Jeg tror du er en god mor, men du må ikke glemme, at du IKKE har valgt
at blive syg.

Jeg kan godt forstå, at du vil købe julegaver til børnene fra din far,
men som du selv nævner, så lad være med at have forventninger
til ham, han har skuffet dig så mange gange, og virker ikke lige som
den bedste morfar til dine børn, mon ikke de kan mærke det.

[Enteneller]

Hej Tanja,

Jo det kan de da helt sikkert mærke, jeg fornemmer, at når vi er der, så prøver han at være lidt mere på overfor dem og har fx. hjulpet med at få trykt min søns navn bagpå en trøje til hans træning, men han skulle jo også gerne kunne være morfar på den alm. måde.

Dog tror jeg at jeg vil dysse mine forventninger ned i det hele taget og lade være med at tænke over julegaver og opmærksomhed fra ham af, det må han selv komme med/tænke over. Det er typisk mig, hele tiden at tænke fremadrettet og rede det hele for andre, jeg skal lære at bekymre mig om mig selv og mine børn. Sidstnævnte gør jeg så også ved at hjælpe med at vaske tøj ovre ved min eksmand så børnene også kan gå med rent tøj. Min eks. får ikke ordnet det, men jeg er lidt ærgerlig over at jeg på den måde inddrager mig selv i "andres" liv.

Nå men det var en god debat, jeg har da lært noget og er også forlængst stoppet med at bebrejde min far den manglende opmærksomhed, det er ikke værd at bruge tid og kræfter på.

Kh. EE