Kender I det at "folk og dyr" suger energien ud af jer ?

[LUM]

FrkNorden, du får mig sådan til at tænke på fristelsernes hus, et program på tv3 (vi tilsnusker os adgang til fyyy)

Der var en fyr som er angst for katte, han blev så udfordret til at opholde sig inde i et bur med den sødeste missetatter (jeg er kattemenneske) i 5 min.

Manden satte sig ned i et hjørne fuldstændig sammenkrøllet, det var bare SÅ tydeligt at virkelig var ANGST, og han kunne ikke styre sine ben da han så endelig måtte gå ud igen, lige som han havde svært ved at tale.
På et tidspunkt kom katten ret tæt på hans fødder, der bed jeg mærke i hvordan han rykkede med benet, det så (fra mine øjne) ud som om han var MEGET tæt på at sparke det stakkels dyr, ikke sparke som i gå nu væk dit dumme dyr, men sparke som i jeg kan ikke flygte, og reagere derfor med angreb.

Jeg fik helt gåsehud for den måde han opførte sig på, ligner utrolig meget den måde jeg opfører mig på, når kommunen forlanger jeg skal et eller andet sammen med dem, forskellene er at jeg IKKE ville kunne bevæge mig ud af buret, at jeg ville ryste/vugge som et andet jordskælv og ikke ville kunne se på "uhyret" (han havde behov for at holde øje med hvor katten var) jeg ville bare sidde der og ryste/vugge i min egen lille bobbel, og lige som ham ikke have kontrol over min stemme.

Selv om at jeg er kattemenneske og virkelig ELSKER katte (jeg kan slet ikke leve uden) så viste jeg nøjagtigt hvordan han havde det, og kunne slet ikke se det fjollede i at være angst for katte eller se det fjollede i hans måde at reagere på, som langt de fleste andre ellers syntes er vældig morsomt, der i blandt min gemal, han skreg af grin, med det resultat at konen blev stjerne tosset på ham, for den eneste grund til han syntes det er sjovt er at han ikke forstår hvad angst er.

[FrkNorden]

LUM, jeg mindes at have set et klip fra det program, hvor han netop sættes i bur med katten. Vi er helt enige!

Men tror du ikke også at det starter med angsten - men SÆTTER sig som belastningen? Han er ikke angst i x antal timer bagefter - men belastet i x antal timer pga angsten???

[LUM]

Jo bestemt, nu så vi han kun lige efter og kun få sek-korte klip lidt længere tid efter.

Der gik lidt før han fik nogen lunde kontrol med sin krop, og da vi så ham i et klip stå med hans gruppe, jeg vil skyde på at det har været en 5-10 min efter, kunne man tydeligt se at han stadig var slået ud af den.

Senere fortalte han selv "bare" at det var yderst ubehageligt, men en nærmere beskrivelse, fik vi ikke (det behøvede jeg nu heller ikke)

Men jo bestemt for "sådan en angst", altså hvor den udløses af noget som forsvinder igen, for ham her katten, der tror jeg bestemt at anfaldet (ikke at forveksle med angsten) forsvinder fra kroppen relativt hurtigt, og går over i en reaktion på ekstrem belastning.
Det er også det jeg selv oplever, her er "relativ hurtigt" baseret på hvor længe påvirkningen har varet, altså har katten stået på i en time, så er angstanfaldet ovre inden for nogle minutter, mens er det 5 timer går der længere tid, før det går over i reaktion på belastningen.

Angsten forsvinder jo ikke, og da slet ikke ved det stont der.

Men jeg tror altså også at det er selvforstærkende, fx med social angst, at bare tanken om en forestående social sammenkomst, kan dræne en.

Jeg tænker at det måske er derfor det, for mig, er vigtigt med god til til at sætte mig op til at jeg om en uge skal til fest fx, så jeg har tid til at fjerne evt andre drænings forhindringer, og til til at forklare mit hoved at det her ikke er farligt men nok skal blive smadder sjovt.
Får jeg smidt i hovedet at jeg skal til fx møde med børnehaven om 2 dage, jeg går i baglås, det kan jeg slet ikke rumme, 2 dage er ALT for lidt tid, jeg har ikke tid nok til at få det på plads i hovedet, ikke fordi det kunne børnehaven slet ikke finde på at byde mig, de ved godt at det møde aldrig ville blive til noget ikke med mig som deltager.

Men der tror jeg mere det er angsten for angsten/reaktionen der er mit problem, end det er selve angsten, for jeg har et rigtig fint forhold til børnehaven, og de er hamrende dygtige til at servere tingene på den helt rigtige måde, så jeg ikke føler mig angrebet, de har aldrig nogen sinde gjort eller sagt noget der har udløst bare en snært af ubehag, så i tilfælde af kort frit til et møde, tror jeg nærmere det er den selvforstærkende virkning jeg oplever, end det enlige problem.

Der tror jeg at belastnings syndromet har STOR betydning, for bølgerne (belastnings reaktionen) hænger ved meget meget længe efter, og jeg tror det lager sig i vores hukommelse.
Jeg tror vi husker følelserne og kroppen husker den fysiske reaktion, har man så noget belastning man ikke er kommet helt af med (på en positiv måde) og får smasket en ny angstprovokerende oplevelse oven i, så vil belastningen gøre en del af arbejdet, det vil være med til at alene tanken om at skulle noget, vil kunne udløse et problem, i mit (og den unge fyrs tilfælde) angstanfald.

MEN jeg tror altså også det fungere den anden vej rundt at belastning udløser angst, sådan har det uden tvivl været for mig med kommunen, jo mere de har presset mig, jo dårligere har jeg fået det, og til sidst endte det med angstanfald.

(og her har jeg så lige slettet en del af min historie)

At spørge mig om jeg hælder mest til at belastningerne kommer før eller efter, der er mit svar at det afhænger af hvilke belastninger vi snakker om, men dem der i denne tråd snakkes om, jo bestemt de kommer efter, for det er efter reaktion på angsten.

At have dette emne oppe med en psyk, der skal man måske nok lige gøre klart bord, hvilken type belastning snakker vi om.

[Enteneller]

Hejsa,

Det værste for mig er, at der ofte ingen logik er i det jeg er angst for eller føler mig belastet af.

Hvis jeg så bare kunne sige kommunen, deres breve, opringninger eller lign. så var det fint, men det kan jeg ikke, i al fald ikke endnu. Sikkert fordi jeg kører min egen økonomi og på den måde ikke er fanget i deres system. Godt nok orker jeg ikke den nye arbejdsprøvning, men jeg vil hellere have den overstået.

Nej min angst reagere totalt ulogisk, f.eks. at gå tur i det dejlige vejr (jeg elsker alt slags vejs forøvrigt) med den sødeste hund og de mest flinke mennesker. Det koster belastnings angst. Kun een af de 3 dage jeg er hundelufter er på dage hvor jeg har min elskede datter overnattende, noget som jeg her efter 4 år er ved at vænne mig til, men så kommer hunde tjansen, som jeg jo også selv vil.

Jeg kan sammenligne det med en arbejdsprøvning, det at skulle ud med hunden, det tager ca. 1 ½ time og jeg er anspændt i starten og lidt undervejs, men har det nogenlunde ok bagefter. Der går dog lige 5 min. så er det over på sofaen i udbrændt tilstand for at hvile. Nogle gange tænker jeg at måske jeg burde lade være med at lufte hunden, men så får man jo dårlig samvittighed også overfor hunden. Hunden er ikke min, men det at lufte den er noget jeg selv har foreslået, for det kunne da være rart for os begge, så den også kommer lidt ud og ikke bare er alene hjemme. Det er jo også så godt for sådan nogle som os, "at komme lidt ud og ikke bare sidde derhjemme og f. eks. tænke på hvornår vi kommer op i centeret og handle", jamen det orker vi jo så heller ikke lige altid og den med at komme lidt ud, tror jeg vi er mange der er træt af at høre på.

Jeg skal nok bare vænne mig til det, bare det ikke tager 4 år igen . Men hold da op hvor bliver man træt af at når der er noget man bare gerne vil, så klaskes der en mur op foran een og så er det op ad bakke. Lidt som du nok havde det med din arbejdsprøvning Frk. Norden !? Man kan ligeså godt vænne sig til at der for det meste resten af livet skal tilpasses og arrangeres så det passer een. Puha, meget mærkeligt og det er nok det værste, at man ikke forstår ens reaktioner. Det må man så vænne sig til navle pilleri eller ej.;-)

Jeg må holde holde ud og holde ved for det jeg holder af, he, he.

----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------


2 timer efter; Så har jeg lige været ude at løbe en lille tur, med en 50 kg. betonklods på ryggen, men hvor har man det bare dejligt bagefter. Løbeturen er desuden den nemmeste vej for mig til at komme i bad, når jeg har mine børn he, he. Når de ikke er der, så er det træningscenteret der "ordner det" .

Nå men jeg får altså overblik når jeg har trænet og været ude at løbe og løsningen på mit "problem" er jo bare at jeg lufter hunden, når det "passer mig". Måske er kl. 9.00 for tidligt for min psyke, der er den ikke klar til for meget hurlumhej og så må det så bare blive luftning på egen hånd senere, det sker der jo ikke noget ved. Jeg har det jo udemærket når jeg er alene, måske derfor en af mine diagnoser er social angst

Ejj hvor skal man bare prøve at tænke op over alting før logikken melder sig, dog skal det ikke undre mig at "den sunde fornuft" nok skal blande sig indimellem.

Tak fordi jeg fik luft her.

Ps. Jeg nåede forresten også lige at ordne badeværelse, dog med vanish tæppe og møbel rens i stedet for ajax baderum, de er jo begge pink farvet, men det virkede nu meget godt det Vanish.

Jeg kan i øvrigt varmt anbefale løbe ture til alle og ikke mindst dem (ved godt at det er fysisk umuligt for mange), der mangler overblik og ro på ind i mellem. Frk. Norden, det er noget du måske skulle skrive på din liste til "dit nye liv".

Há en god dag alle sammen

[LUM]

Enteneller
Ja jeg beundre dig ikke, ikke på det punkt *gg*

Jeg er godt til freds med at jeg har en ret god ide om hvad der udløser og hvor stor en reaktion jeg kan forvente, jeg er rimelig overbevist om at det gør min tilværelse en hel del nemmere end din (og dine lidelsesfælder) jeg har jo en fair chance for at planlægge det meste af mit liv ud fra min viden.

Ikke fordi jeg kan bestemt godt tage fejl, jeg har før prøvet at tro det var en smal sag, eller tænkt at jeg ikke behøvede have min lille amfetamins pille i lommen (Ritalin *ss* den er lovlig nok) for det skulle jeg nok klare mig i gennem, uden den form for hjælp, og så SMASK mand lussing, lige som jeg da bestemt også har oplevet det modsatte altså hvor jeg har taget pillerne i lommen, for at være sikker på at have dem, fordi jeg forventede at få en reaktion, og så helt være sluppet for behovet for den hjælp de skide piller nu en gang giver mig, det en dejlig følelse, tænk jeg klarede det s q, måske ikke helt uden ubehag, men uden at jeg behøvede ekstra hjælp, det temmelig fedt *gg*

Nej jeg beundre dig ikke, du har jo ikke en jordisk chance for at forsøge at forebygge, altså jeg har så jeg kan arbejde med min angst, fordi jeg kan udsætte mig selv for situationer jeg ved der udløser angsten, så jeg kan under beskyttede forhold gå lige over grænsen for hvad der er ok (ikke den grænse der hedder absolut ikke okay, anfald er skidt, mens YES følelsen efter at have klaret det, til trods for ubehag, er godt) og på den måde få en succes oplevelse, helt bevist træning, det kan du jo ikke en gang, det ikke nemt når man ikke helt ved hvad pokker der udløser angsten.

Jeg kan fjerne en del forhindringer for mig selv, kan kan gøre noget (jeg kan holde mig fra katten og samle energi til at klare at komme i nærheden af katten) og det er jeg bestemt lykkelig for, lige som jeg stort set altid kan mærke at der er noget på vej, det kommer sjældent som et lyn fra en klar himmel, så jeg kan for det meste nå at flygte (det kan sagtens være at bevæge mig i nærheden af en person jeg er tryk ved, men det kan også være regulær flugt, at jeg fjerner mig selv helt fra de omgivelser jeg er i) før det udvikler sig til et regulært anfald.

For mig er det værste når jeg ikke kan/må flygte, fx de der forbandede møder med kommunen (her skal man huske at de ikke acceptere at jeg har angst og forlanger at jeg opfører mig som en der ikke har) eller arbejdsprøvning, man skal jo møde op, eller hvis de gamle holder stor rund fødselsdag hvor jeg er forpligtet til at deltage, ol skaller.

Alene det at det er SKAL forværre min tilstand betydeligt, også de skaller jeg pådutter mig selv, gør det værre, på trods af at det er min egen fri vilje, fx at køre i bus, jeg har det af H til med busser, men jeg kan altså godt finde på at sige til mig selv at jeg bare SKAL! der dækker jeg mig så naturligvis ind så godt jeg kan, har en med brugt dage på at sætte mig op til det, har luft til at komme mig bag efter osv osv, hvilket selvfølgelig hjælper, men det ændrer ikke på at "tvangen" alene er med til at forstærke reaktionen.

Jeg sider lige og kommer i tanke om at det enlig er lidt morsomt, jeg er bange for et skide brev, men vade rundt i bækragende mørke, hvor man ikke kan se en hånd for sig, midt i en skov jeg aldrig har været i før, med en jeg enlig ikke kender særlig godt, uden selv at have lys, det røre mig ikke en pind (han var temmelig utryg, om det var mig han var bange for skal jeg lade være usagt, are det tvivler jeg nu alligevel på jeg virker ikke særlig frygtindgydende) nej det sys jeg er smadder hyggeligt, der er tale om en beredskabskollega, så det er en jeg er tryg (nok) ved.
Det er s q da lidt komisk, noget der er naturligt at være nervøs ved / bange for, røre mig ikke en døjt, mens noget der ikke er naturligt at have det skidt med, så skal jeg da lige love for at jeg reagere

[Enteneller]

Oprindeligt indsendt af LUM

Det er s q da lidt komisk, noget der er naturligt at være nervøs ved / bange for, røre mig ikke en døjt, mens noget der ikke er naturligt at have det skidt med, så skal jeg da lige love for at jeg reagere

Ok den der med beundringen forstår jeg ikke lige, men det er nok bare den måde du er glad for selv at kunne magte din angst og styre den og det er jo godt for dig.

Ovenstående er jo lige netop det der er mærkeligt for mig og sikkert også for mange andre med angst og psykiske lidelser. Jeg har intet mod at være alene hjemme om aftenen/natten, eller gå i mørke etc. Men småting kan ryste mig også selvom de syntes unaturligt, at man skulle blive angst for.

Jeg har naturligvis "karl blanche" (staves??) til om jeg vil lufte hunden eller ej og det er jo dælme heller ikke nemt .

[LUM]

Det jeg mener er at jeg heller vil have det som jeg har det, at jeg forvarsles og kan forsøge at gøre noget for at undgå et decideret angstanfald, end have det som du, hvor det kommer som et lyn fra en klar himmel.

Du beskriver du kan gå en tur og BUM, så er den der bare, mens jeg ved på forhånd hvilke typer situationer der vil udløse angst, fx ved jeg at et brev fra kommunen vil udløse det, og der ved kan jeg undgå det værste ved at lade manden om at hente posten og læse drevet inden jeg selv sætter øjnene på det, du kan jo ikke rigtigt bede en anden om at gå en tur for dig, og da slet ikke når du på forhånd ikke kan vide om du får anfald.

Så er det da noget nemmere når man varsles, så man kan forsøge at forebygge *ss*

[Enteneller]

Ja heldigvis at man er glad for at være sig selv hver især.

Jeg ved til tider godt hvornår jeg trigger min angst, det lærer man jo efterhånden også på den hårde måde. Det der kan komme bag på mig er når det er ting jeg ikke lige havde forudset kunne udløse "anfald", så bliver jeg rystet.

Løsningen på mit indeværende "problem" er at jeg må stoppe med den angst provokerende tjans, det er det og sådan må det være.