Undgå at give op

[jsn]

I mit tilfælde er der flere ting som har hjulpet, en af de ting som hjalp meget var at jeg kom til det punkt hvor jeg ikke gad bruge mere krudt for at forsvare min situation og skavanker.
Folk i med direkte ord men med samme betydning, at hvis man ikke kunne acceptere mig og mine skavanker som de var jamen så fis af.!

Men siden har har også hjulpet en del, og ikke mindst whiplash gruppen hvor der er mennesker som har de samme ting at kæmpe med.

Og ikke mindst at da jeg var ved at gå helt ned valgte jeg at blive rigtig godt børnesur.!
Det vil sige jeg satte mig ind i reglerne, sagde min mening og gjorde dem opmærksom på når det de enten lavede, skrev eller sagde.
Det bevirkede at jeg kunne slogse med dem på deres egen niveau, dermed være med til at bestemme hvad der skulle ske mig og min sag. Som bonus fik jeg også muligheden for at hjælpe andre med min nye viden, når de rvar brug for det.

Jeg kan dog på ingen måde sige det var nemt, det har kostet blod, sved og tårer, men føler jeg har haft indflydelse på tingene.

Mvh.
Jsn

[Jørn-Fyn]

Hej - Hvor jeg dog forstår din desperation. Venter selv på evt. fp, og aner ikke hvor min fremtid er.
Prøver at læse bøger om alt muligt - flygter måske lidt til en anden verden gennem dem. Tegner, klimprer på min guitar, går nogle ture - OG husker mig selv på, at selvom jeg er knaldet ned med en depri og angst, så har jeg altså haft et liv, og der er stadig ting der er værd at glædes over. Fremtiden er ude af mine hænder (den ligger i pensionsudvalgets) men min fortid er ikke spildt. Der er meget godt at huske tilbage på.
Prøv at tænke på hvad du har gjort godt!
Knus

[MTVRV1]

Oprindeligt indsendt af nobelis

...er også rigtig enig med Ace dk. Mange har været igennem et laaaangt sygdomsforløb, før de har fået en diagnose (så er krudtet ligesom blevet brugt op), og så skal man manipulere krafter, som jo i forvejen er tyndslidte, på at kæmpe for noget man rent faktisk er beretiget til.
Jeg synes simpelthen det er "nedtur" - hvis ikke jeg havde "back up" fra arbejdsplads, fagforening + familie, ja så havde jeg nok givet op!

"Thumbs up" til alle jer - der kæmper trods alt! Vh nobelis

er helt enig. først et meget langt sygdomsforløb og fået en diagnose
jubii så er man glad. derefter skal man forsvar sig mod kommunen i flere år fordi man er syg.
Har taget det synspunkt nu efter mange år med kommune og sygdom.
nu er det alså på tide kommunen beviser noget.
har jo lægerne og arbejdsprøvning bag mig, som siger pension.

[popiae]

Ace. God beskrivelse.

Det er som sagt meget individuelt.
Jeg har brugt ansvaret for mig selv, og livet også efter systemet.
Kæmpet fordi jeg skal stå til ansvar overfor mig selv, også senere hvis jeg giver op, sløser med træning og lign.

Bliver vred/gal, ved uretfærdighed, er kun rimmelig adfærd.
At man bliver trist, dep er kun rimmelig adfærd.

Men brug også krudt på, at se det posivtive i dit liv, i hverdagen, folk du sætter pris på osv.

Tillad i det hele taget at være dig.
Og tro på, at det VIL løse sig.

VH Popiae

[Julcha]

Nu har jeg siddet og læst alle jeres indlæg igennem op til flere gange Hvor er i vidunderlige mennesker alle sammen. Det hjælper mig især at læse at mange af jer faktisk er kommet til "lyset for enden af regnbuen" og på trods af flere hårde, umenneskelige og direkte frygtelige år, er der en vej i sidste ende. Dét gør mig glad og mere håbefuld end jeg har været i lang tid. Der er ikke noget jeg hellere vil end at skrive tilbage på hvert eneste af alle indlæggene, men jeg vil bare gentage mig selv igen og igen. Dette er en tråd jeg vil læse igen og igen, hver gang jeg har lyst til at give op (og det er tit må jeg indrømme).

Jeg tror også som nogen skriver at man er nødt til at komme til et punkt hvor man bliver gal. Gal over situationen, gal over at jeg som tidligere var sund og rask nu er reduceret til at være handicappet og oven i det hele pga kommunen osv, fået en utrolig dårlig psyke oven i. Hvad bilder de sig ind. Reduceret til ingenting.

Tak for jeres indlæg og flere gode ideer, de betyder mere end i lige aner. Jeg er slet slet ikke god til at skrive, ej heller formulere mig, så jeg kan ikke skrive andet end tak. Tak for at vise mig at det kan ende godt i sidste ende og tak for at K10 er stedet hvor egoisme, ligegyldighed osv er ikke eksisterende.

til jer alle.

[buster]

lige over julcha

-og ja, du har så ganske ret, nå dertil hvor du blir gal over at blive reduceret til ingenting -og KÆMP!

Du får lige vores motto til fri afbenyttelse: "vi overgir os aldrig og vi tar ingen fanger!"

[lola44]

Ja Ace og mange andre siger det godt, ingen grund til at gentage.

Jeg tror også som nogen skriver at man er nødt til at komme til et punkt hvor man bliver gal. Gal over situationen, gal over at jeg som tidligere var sund og rask nu er reduceret til at være handicappet og oven i det hele pga kommunen osv, fået en utrolig dårlig psyke oven i. Hvad bilder de sig ind. Reduceret til ingenting.

Det siger du meget godt, stiller tit mig selv dette spørgsmål: hvorfor har jeg lige fået denne sygdom, der gør at jeg ikke kan leve livet på ligefod med så mange andre, hvorfor bliver man trampet på af systemet og økonomisk, man har jo ikke selv valgt at blive syg.

Har hørt så mange gange: vi lever i et samfund, hvor man bliver hjulpet, hvis man er syg og ikke kan arbejde, jeg venter stadig spændt på at den dag kommer, for jeg har ikke set skyggen af medgang siden jeg blev sygemeldt.

Hvad holder så mig oppe?, en del af det er, som flere skriver, man må ikke give op, for så har "de" vundet.

En anden ting er, at jeg ikke føler jeg kan byde mine nærmeste, hvis jeg giver op, især ikke min mor og søster.
Mine forældre gav mig livet, de har forsøgt at give mig de bedste betingelser og ønsket at jeg skulle have et godt liv.
Jeg tror næsten, at min sygdom og det liv jeg er dømt til at leve, gør mere ondt på min mor, end det gør på mig.

Mine forældre mistede deres første datter, da hun var knap 4 år, min far døde for 6 år siden, jeg får den dom at jeg aldrig bliver rask og det er kun gået ned af bakken siden, så jeg skal absolut ikke tilfører min familie mere smerte ved at give op, det vil jeg ganske simpelt ikke tillade mig selv.

Men selvfølgelig er det ikke spor sjovt, når man en gang imellem sidder og tænker på de ting man ikke kan mere, der synes jeg egentlig at det er mange af de små ting, som man førhen bare har gjort i det daglige, som jeg savner mest nu.

Som nogle har nævnt, så er det en god trøst, hver dag at tænke på de ting man stadig kan, jeg bruger tit denne her: jeg kan stadig selv stå op af sengen, jeg kan stadig gå, jeg kan stadig lave mad en gang i mellem, jeg kan stadig køre bil (har stadig den frihed), jeg kan vaske tøj ovs (når man vel og mærke ikke har for mange smerter).

Så sent som i går sagde jeg til mig selv, jo jeg har haft ondt i dag, men det kunne da være meget værre, den hjælper godt.

[Zania]

Jeg er ny i systemet, og havde faktisk opgivet, FØR jeg blev sygemeldt. Fordi jeg kender så mange med FP og sygemeldte, og ved hvor svært systemet er. Og kunne godt se, hvor det bar henad.

Jeg får også meget ud af k10. Næsten det eneste sted, jeg sidder og smiler. Fordi der er folk, der er lige så "kule-skøre" som mig, og hvor er det skønt. Så føler man sig ikke alene. Og selvom kun kommunen kan bestemme, hvor man skal "hen ad", så er det rart at kunne se, hvad andre kan, og hvor de er landet (flex/ fp).

Og andres erfaring er guld værd. Selv små detaljer, det håber jeg I ved, allesammen.