Hvad skal der dog blive af mig?

[Ninja]

Sådan havde jeg det også da jeg var i din alder. Hjemmet flød og jeg orkede intet - kunne snildt finde på at bare kaste en frakke oven på natkjolen, og både sove og gå ud i de samme gemacher...i flere dage. Og jeg kunne sidde i timevis i sofaen uden at lave en skid, bare sidde og tænke, og føle mig fuldstændig forstyrret hvis telefonen ringede...
Men desværre udviklede min OCD sig til at handle om rengøring og lange bade

Så i maaaaange år gik jeg fuldstændig amok i rengøring, var nærmest besat af det....og der måtte ikke ligge så meget som en krumme i huset, og jeg kunne bruge oceaner af tid på at pudse et skide spejl, eller koge opvasken 5-8 gange, inden jeg kunne stille det på plads i skabet. Og sådan et bad kunne tage evigheder, og det var da helt utænkeligt at træde ud af badet uden at have opbrugt en hel håndsæbe (tror du lige jeg var hudløs) - udviklede faktisk eksem! Skurede gulve med neglebørste indtil alt lakken blev slidt af til sidst, brugte vatpinde til nøglehullerne, vaskede dagligt mine nøgler, turde ikke spise mad hvis det havde ligget mere end én dag i køleskabet, og turde slet ikke spise ude! Alt skulle nærmest være sterilt!!!

Så selvom du synes dit rod er et *******, så kan jeg til hver en tid fortælle dig om et endnu større *******

[annagw]

Åh gud, sikke dog et arbejde du har været igang med. Det er temmelig træls ikke at formå at finde balancen, ikke?

Jeg ignorerede "NEJ"-tanken i aftes, da jeg havde skrevet, at jeg ville sætte støvsugeren væk. Og tog den op og ud på plads. Nu ligger kun røret med mundstykke tilbage og ledningen løber herfra og ud på plads. Men det var rent faktisk UBEHAGELIGT. Med sugen i maven og kriblen ned ad ryggen; ængstelighed... Jeg FORSTÅR ikke hvorfor så simple gerninger kan være så svære.

[annagw]

Så kom der brev fra kommunen med dato for samtale. På tirsdag. Hvis ikke jeg var gået derop i mandags og havde spurgt om de havde glemt mig, var jeg da blevet glemt i månedsvis...

Jeg har ordnet køleskab i dag, helt i bund, og er rigtig godt tilfreds. Det skrev jeg på en seddel i morges at jeg skulle. Skrev også, at jeg skal i bad og at jeg skal vaske dyne og sengetøj, men det ved jeg ikke om jeg får gjort.

Jeg bruger meget det med at skrive sedler, så jeg har besluttet mig for, at jeg vil gå ud og købe en vægkalender med plads til at skrive noget hver dag. Så skal jeg bare i bad først... Og så kunne jeg bare lige sætte tøjet over i kælderen på vej ned, og gå over med skraldeposen - hvor svært kan det være? Svært. Suk...

Nå, den kalender der. Jeg tænker, at jeg vil gøre som følger:

Vigtige ting som aftaler, telefonopkald osv. vil jeg skrive med rød.
Hyggeting såsom kaffeaftaler, familiebesøg o.l. vil jeg skrive med grøn.
Ting jeg ønsker at gøre, såsom vaske tøj, gøre køleskab rent o.l. vil jeg skrive med sort.
Jeg vil skrive tidspunkt for sengetid og ligeledes hvornår jeg står op.

Alting der er skrevet ind, skal krydses af når det er gjort, eller markeres og overføres til anden dag. Det er både godt for mig selv, for min psykiater at se og for kommunen at se. Tænker jeg...

Er der noget jeg misser??

[Trold]

Ideen med at skrive sedler om hvad man skal er god når man har svært ved at komme igang.

Mens jeg sloges med en depression begyndte jeg også at skrive en liste med ting jeg skulle gøre, og det er altså en rigtig rar fornemmelse når man kan strege noget på listen over.

Nu bruger jeg min tlf. til at skrive det i, men nu er det mest p.g.a. hukommelsen.

Min mor gav mig et godt råd:
Når man har en depression kan det virke totalt uoverskueligt f.eks. at skulle støve af, samtidig med at man har meget dårlig samvittighed over at man ikke har fået det gjort.
Men i stedet for at gå og tænke på, at man skal støve hele stuen af, og resten af hytten , så skal man aftale med sig selv, at man kun lige skal tørre en enkelt hylde i reolen af, resten kan gøres en anden dag, bare lige en enkelt hylde i dag.
Så virker det ikke så uoverskueligt.

Det trick brugte jeg selv flere gange, og det pudsige var, at lige pludselig så havde jeg jo støvet den ene reolsektion af, og så kunne jeg jo lige så godt fortsætte.

[annagw]

At gøre ting step by step er og bliver et godt værktøj; det er bare ikke altid jeg formår det.

----

Jeg får mere og mere en fornemmelse af, at jeg er depressiv. Det er ikke på samme måde, som dengang jeg VIRKELIG var depressiv og bare græd og stirrede ud i luften; men der er vel også flere måder at være det på. Eller måske jeg er jeg på grænsen til småpsykotisk..? Ser frem til at komme til min psykiater i den kommende uge. Omend det er endnu en overvældende ting ved hele min situationen; det er tredie gang jeg kommer hos hende. Hun kender mig ikke. Og jeg er en anelse frustreret over, at hun formodentlig meget snart skal skrive en vurdering af mig til kommunen. Det kan hun jo ikke så godt når ikke hun kender mig. Og jeg ved ikke selv hvilken retning tingene egentlig taget peger... Jeg vil så gerne have et socialt liv. Et arbejde. Men jeg lukker af så snart nogen nærmer sig, og kan ikke en gang klare de daglige gøremål.
Jeg er så forvirret. Kan ikke koncentrere mig om fjernsynet. I aftes hældte jeg juice ud i skraldeposen - det skulle have været hældt i vasken. Timer forsvinder.
Jeg syns det hele ser sort ud. Jeg føler mig ensom. Føler mig træt. Bliver overvældet af tankemylder; som stroboskoplys der i kortvarige glimt oplyser det ene tankebillede efter det andet, og efterlader mig med et sammensurium af billeder fra hverdagen, fra fortiden, fra nattens drømme, fra fantasiuniverser, af den database af viden jeg besidder men ikke formår at fokusere og med filmklip fra mit ønskeliv. Alle sammen i færd med at fortælle mig en historie parallelt, uden nogen af dem bliver tydelige i andet end glimt.
Hvor ville det være rart, om jeg bare kunne sove... Sove et par måneder, vågne til dejligt vejr, overskud og en plads i verdenen; med evne til at rumme kærlige følelser for både mig selv og andre.
Jeg TROR, at det vil hjælpe, at der kommer gang i et eller andet fra kommunens side. Jeg TROR, at uvisheden, ventetiden og spekulationerne om HVAD, HVORNÅR osv. tærer på mig. Jeg orker ikke at skulle være mere sindsyg end jeg er i forvejen. Der er så lang vej til balance og et godt liv.
Hvis ikke jeg var på kontanthjælp ville jeg stikke af til varmere himmelstrøg.

[annagw]

Er her nogen der har erfaring med mikropsykoser? Jeg overvejer, hvorvidt ovenstående kan have sammenhæng dermed.

[Ninja]

Jeg lider af psykoser, også af mikropsykoser, og det du har skrevet oven over, har intet med det at gøre (hvilket jo er glædeligt!)...

Mikropsykoser handler mere om hallucinatiner, vrangforestillinger, stemmer, uvirkelighedsfølelse, tågesnak, magiske tanker osv..

Jeg får ret ofte mikropsykoser (et par gange om ugen), de varer ikke længe, og kan vare fra sek til minutter, sjældent i længere tid.....

Noget bestemt du skrev, der fik dig til at tænke på mikropsykoser??

[annagw]

Tak for svar :-)

Hmm, jeg ved ikke helt hvordan jeg kom ind på tanken om mikropsykoser. Men de ting jeg især anser for underlige opsætter jeg hermed i punktform:

• Pludselige impulser/tankebilleder af voldsom udadreagerende adfærd fra min side.
• Synsforstyrrelser; fx. oplever jeg, når jeg går ned ad trapperne i min bygninge, at rummet pludselig udvider sig for så at trække sig sammen igen på et splitsekund.
• Følelsesforstyrrelser; fx. føles det som om, at min krop forsvinder et splitsekund. Kan bedst beskrive det som svimmelhed i kroppen.
• Ændring i mit sprogbrug både i tanker og på skrift - og besvær med at udtrykke mig mundtligt pga. alle de tanker der optager min koncentration.
• Glemsomhed/uopmærksomhed. Som nævnt i tidligere indlæg hældte jeg juice i skraldespanden, tid "forsvinder", jeg glemmer hvad jeg er i gang med, jeg går rundt i en osteklokke pga. alt det der foregår i mit hoved.
• Splitsekunder af synsforstyrrelser/fornemmelser jeg reagerer på, men straks kan afvise som "forkerte". Fx. skygger i udkanten af mit synsfelt, følelsen af noget bag mig (meget lig den følelses jeg gik rundt med konstant for flere år siden, hvor jeg blev diagnosticeret som paranoid psykotisk, selvom jeg var bevist om, at der ikke var noget i virkeligheden, selvom det virkelig føltes sådan).
• Bølger af ekstremt negative tanker og/eller sørgelig følelser. Ordet "selvmord" (BEMÆRK: IKKE ET ØNSKE, IKKE EN IMPULS) flyver rundt i udkanten af min bevidsthed og leger kispus med mig.

Jeg er klar over, at det måske bare hænger sammen med, at jeg er ustabil for tiden, er mere eller mindre depressiv.
Det generer mig bare, at jeg i så høj grad suges ind i mit underlige univers.
Jeg undres over, at jeg ikke har positive følelser.

[annagw]

Har i dag været hos sagsbehandleren.

Blev henvist til Dag- og Døgncentret, som så viser sig at hedde Dansk Råstof. Jeg var tilknyttet Dansk Råstof for et par år siden, så gik næsten i panik da jeg gik ind på hjemmesiden. Men det er så åbenbart en anden afdeling deraf jeg nu skal være i. En for en tand dårligere folk så vidt jeg kan forstå... Sidst var det i noget uddannelsesmålrettet halløj, men det her er mere noget afklaring af, hvad der er behov for, for at få styr på mit liv.

Så nu står den på PROJEKT SPRINGBRÆT i 3 måneder, med start 15/2-10 såfremt de når at indkalde mig. Det lød godt som han forklarede om det, men jeg er virkelig bange for, at det ender med at være lige så formålsløst som alt andet. Jeg HÅBER dog, at de kan formå at tage hånd om mig, hjælpe mig til at få hverdagen til at køre, få struktur på noget motion og fastholde noget fritidsaktivitet. Finde ud af om jeg har behov for en hjemme/støtte/kontaktperson. Eller bare har behov for at få bevilget en opvaskemaskine :-)

Flexjob er slet, slet ikke på tale. Og bliver det næppe heller. Jeg anses for stadig at være under behandling (afsluttede dog behandlingsforløb for spiseforstyrrelse i efteråret, følges nu af privatpraktiserende psykiater), og må dermed formodes forhåbentlig at kunne komme i bedring, og særligt med henblik på min alder. Uha, jeg var ved at springe i luften - men han reddede den; og fik fundet tålmodigheden frem til at forklare mig, at vi skal se, hvad de der på Springbræt kan komme med af forslag, for hvis jeg for eksempel får en støtteperson herhjemme en gang i mellem, kan det være at jeg får det bedre på sigt, og dermed måske vil kunne komme i arbejde. Og at så længe jeg får forværringer; så som spiseforstyrrelsen, så kan man jo heller ikke danne sig et helhedsbillede af min arbejdsevne. Ja, men... Suk. Men det er jo rigtigt. Desuden kan man ikke afklare mig til flexjob, så længe jeg ikke kan klare en praktik/arbejdsprøvning. Det giver jo også meget god mening.

Jeg har bare SÅ svært ved at acceptere, at jeg skal bruge (formodentlig) endnu flere år på at være på kontanthjælp og være psykisk syg. Jeg er pisse træt af ikke at have nogen penge, og død træt af ikke at have nogen beskæftigelse (det er min stolthed der er træt af det - for reelt vil jeg jo ikke kunne overkomme det) og jeg er ved at springe i luften over, at jeg ikke kan føle noget godt, at jeg ikke kan have et socialt liv, at mit køkken flyder over med opvask, at have dårlige tanker...
Noget af mig skriger på studie (SU+handicaptillæg) eller flexjob (løn) NUUUUUUUUUUUUU. JEG VIL VÆRE VELFUNGERENDE, ØKONOMISK UAFHÆNGIG OG HAVE ET SOCIALT LIV OG EN FRITID MED MOTION OG INTERESSER.
Jeg kan dog sagtens se, at jeg ikke kan klare hverken det ene det andet. Jeg kan også godt se, at det vil være rigtig, rigtig godt, hvis der er nogen (Springbræt...?) der kan finde ud af HVAD det er der skal til for at hjælpe mig til at få en ordentlig hverdag.

Springbræt siges at have forstand på at finde ud af hvad ADHD-personer og folk med psykiske problemer har brug for for at få det bedre, og de kan anbefale kontaktperson, hjælpemidler, behandlingsformer, særlige vilkår og alt muligt andet.

Men suk!

Det er så uoverskueligt. Nyt sted. Nye mennesker. Nye kampe. Nye usikkerheder. Jeg kan ikke en gang overskue at kaste mig over den opvask. Nu har jeg i et døgn kæmpet for at tage første skridt; at sortere ting i glas, tallerkener, skåle, bestik osv. Jeg har i en uge forsøgt at tage mig sammen til at vaske sengetøj. Men har ikke en gang taget det af dynen. Tilgengæld har jeg skuret og skrubbet mit mikro badeværelse og toilet fra gulv til så højt jeg kunne nå. Jeg har ryddet en kommode i soveværelset så den nu er pinligt ren med lige rækker af ting (og det overskydende ligger så på sengen og gør projekt sengetøjsvask endnu mere besværligt). TYPISK MIG.

Godt at min mor kommer og hjælper mig på torsdag - omend det er drøn træls at være 25 og have brug for det.

Dobbelt suk. Eller er vi nået til det ti-dobbelt SUK?

[Ninja]

Ja springbrættet er en gammel kending, fik det tilbudt for snart ti år siden, men jeg kunne ikke overskue det, så jeg kan ikke engang sige om det er godt eller skidt..

Projekter synes også svære, når man ikke engang kan overskue opvasken, og tanken om at skulle ud på cykel/bus eller gaden, kan også virke anmasende når man dårligt kan gå fra sengen og ud på toilettet.
Har ofte tænkt i den forbindelse, at de vist ikke rigtigt véd hvad psykiske problemstillinger ér for en størrelse og hvordan det påvirker livskvaliteten, energiniveauet osv.

Min gamle psykiater sagde engang, at de tunge psyksik syge ikke kan overskue hjælp, om så den ligger lige for næsen. Nu hvor der er gået 15 år siden udtalelsen, ved jeg hvad han mener, jeg har altid været for syg til at få hjælp. Har aldrig kunne suge den ind og vedholde gejsten, men har droppet ud efter et stykke tid. Enten har energiniveauet været for lavt, ellers har humøret været for svingende. Men jeg har næsten altid takket ja, fordi det lød så godt. Men kunne så aldrig når det kom til stykket. Og så blev jeg virkelig vred på mig selv over at jeg ikke kunne udholde en skid, og vred på dem der kom med tilbudet fordi de på én eller anden måde fik lavet endnu mere rod i mit kaos ved at komme med foreslag, mødetider, planer som jeg jo ikke havde en jordisk chance for at kunne realisere og omsætte til noget brugbart.

Men jeg håber da du kan få noget brugbart ud af forløbet!!