Så sluttede mit forløb...desværre rigtigt skidt :-(

[Hanstad]

Læs følgende brev som jeg måtte sende til min sagsbehandler. Grænsen er nået rent psykisk for mig - nu håber jeg og be´r til, at "nogen" derude kan hjælpe mig videre...

----------


Kære Dorte

Dette bliver formodentlig det sidste brev du får fra mig og det sidste du hører fra mig i denne sag. Jeg kaster håndklædet i ringen og opgiver kampen. Jeg kan ikke klare det mere. Jes Arlaud vandt – jeg tabte!

Intet vil stille Jes Arlaud tilfreds. Uanset hvor mange udtalelser, speciallægeerklæringer og attester der foreligger i min sag, vil Jes Arlaud til hver en tid finde nye måder at afslå min fleksjobansøgning. Intet vil kunne stille ham tilfreds før jeg vælger at trække mig ud af systemet og klare mig selv med de store begrænsninger jeg psykisk har. Han har magten og jeg må erkende, at jeg ikke længere klarer de vilkår jeg skal udsættes for i hans regi.

Siden jeg i mandags fik beskeden fra mine forældre om endnu en speciallægeundersøgelse, er min tilstand igen blevet kraftigt forværret. Jeg har stort set ikke sovet og er overmandet af så kraftigt tankemylder og stress, at jeg stort set ikke kan holde ud at være til. I går talte jeg med psykiateren du har henvist til, og det forværrede bare det hele. Hun er ganske givet et sødt menneske, men hun har desværre kun én eneste agenda med at skrive speciallægeerklæringen til Jer – og det er at få mig i endnu et medicinsk forsøg. Derudover vil samtalen vare 2-3 timer, hvilket yderligere vil udmatte mig fuldstændigt – det har jeg slet ikke energi og ressourcer til pt. Jeg forsøgte at fortælle hende, at jeg rent faktisk ikke kan tåle nogen former for medicin og at dén medicin jeg slutteligt har fået, nær havde taget livet af mig. Jeg forsøgte at fortælle hende, at jeg får så mange bivirkninger af al medicin, at den påståede effekt af de forskellige præparater udebliver. Hun slog det hen og sagde, at hun nok under alle omstændigheder ville komme med nye forslag/forsøg til medicinske tiltag. Desværre er det sådan, at INGEN medicin på markedet er helbredende, men kun symptomlindrende – og når bivirkningerne for mig er større end effekten, tør jeg på ingen måde deltage i flere medicinske eksperimenter. Da jeg udmærket er klar over, at det vil blive et krav fra Jeres side, så erkender jeg, at slaget er tabt og jeg må indstille mig på en fremtid uden nogen former for hjælp fra kommunens side. Det vigtigste for mig nu er, at min søn skal have en far – også om et år – og at jeg ikke igen skal være så dopet af medicin og bivirkninger, at jeg igen får så voldsom en nedtur, at jeg igen overvejer at tage mit eget liv. Jeg tror min søn vil prissætte at have sin far i mange år endnu, selvom vi fremover givetvis kommer til at bo uden tag over hovedet.

I de 5 år jeg har været sygemeldt og været i Jobcentrets hænder, har jeg gjort alt hvad jeg kunne for at genskabe min arbejdsevne. Jeg har deltaget i 3 arbejdsprøvninger af i alt 14 måneders varighed, været til et utal af psykologsamtaler, gennemført et meget omfattende forløb via psykiatrifonden og slutteligt, efter Jes Arlauds ordre, gennemført et medicinsk forløb via en psykiater. Mit eneste ønske har igennem hele forløbet været, at jeg kunne genskabe min arbejdsevne og komme i arbejde. Min sygdom gør, at jeg har store begrænsninger ressourcemæssigt og alle 3 arbejdsprøvninger har vist, at mit maksimale timetal desværre er så lavt som sølle 12-14 timer ugentligt. Det er endda med store anstrengelser. Men som Jes Arlaud sagde, så var det vigtigere at yde et bidrag på arbejdsmarkedet end at være forælder til sit barn, så hvis jeg havde problemer med at have min søn samtidigt med arbejdet, så måtte min søn acceptere kun at se sin far en gang imellem. Min søn er 7 år gammel og jeg er enlig forsørger. Jeg havde en tro på og en forhåbning om, at med den rette hjælp fra Jobcentret, så ville det blive muligt både at være enlig far og samtidigt have et job.

Jeg kan nævne flere eksempler på Jes Arlauds forsøg på at køre mig psykisk endnu længere ned. Han lovede ved et møde, at jeg kunne få revalidering, men afslog det senere skriftligt. Han ringede efterfølgende kun for at sige, at jeg jo måtte lære, at man ikke bare kunne få det hele og at han opfattede mig som doven og at det hele var bluff fra min side, fordi jeg ikke gad arbejde. Han lovede, at gennemførte jeg et medicinsk forløb hos en psykiater, så ville det ligge til højrebenet (ordret citat!) at få et fleksjob. Han lovede, at han ville følge indstillingen fra psykiatrifonden og at han ville frede mig (ordret citat!) hvis jeg gennemførte forløbet og hvis deres konklusion var, at jeg stadig havde voldsomme begrænsninger i arbejdsevnen. Han har egenhændigt, UDEN om fleks- og pensionsudvalg, truffet beslutning om afslag på såvel fleksjob som pension. Ved sidste fælles møde i midten af juli 2011 omkring indstilling til fleksjob, overtrumfede Jes Arlaud din beslutning om at lade min praktik i Køge Marina fortsætte yderligere 3 måneder (du ville være sikker på at grundlaget var fyldestgørende) og han sagde at psykiatrifondens rapport var så entydig, at der var rigeligt grundlag for et fleksjob. Til samme møde sagde han også, at han ikke ville deltage i afgørelsen i min sag, da han var inhabil – og alligevel traf han igen beslutning om at afslå fleksjob…. Han har på ingen måde udvist forståelse for min psykiske skrøbelighed og hans eneste dagsorden har været, at spare så mange penge som muligt. Resultatet er nu, at et sygt menneske bliver sendt ud i uvished og uden nogen form for økonomisk forsørgelse eller hjælp.

Jeg blev sygemeldt i 2007 med et voldsomt stressnedbrud. Det er aldrig lykkedes mig at blive rask igen. Jeg er syg med en bipolar lidelse, som forværres når jeg udsættes for stress. Det sidste 1½ år har vist, at medicin ikke er den rette behandling. Samtlige arbejdsprøvninger og udtalelser viser, at jeg har begrænsninger i arbejdsevnen. Det eneste jeg ønsker mig er, at få hjælp til at komme ind på arbejdsmarkedet med de begrænsede ressourcer jeg har. Det lykkedes ikke via Jobcentret og jeg står nu alene og må forsøge at finde en arbejdsplads, der vil ansætte en som mig og uden hjælp fra det offentlige. Er jeg heldig at få det bedre og finde en arbejdsplads, vil jeg få et fremtidigt forsørgelsesgrundlag på omkring 7.000 kroner om måneden. Jeg tør ikke være medicinsk forsøgskanin mere og må derfor erkende - Jes Arlaud vandt slaget…

Tak for din indsats undervejs og tak fordi du har behandlet mig pænt og med forståelse for min sygdom. Jeg véd du har gjort alt, hvad du kunne for at få min sag igennem – og jeg véd, hvilke barrierer du står overfor. Jeg kan bare ikke mere, og er rigtig ærgerlig over at måtte kaste håndklædet i ringen så tæt på målstregen – men de sidste 3 døgn har sat sit tydelige præg og jeg er igen på vej mod bunden. Jeg er alt for sensitiv og skrøbelig til at kunne klare flere nederlag i det offentlige system. Desværre…

Med venlig hilsen

Jacob Hanstad

[Tassi]

Flot brev du har skrevet, og tak fordi du deler det med offentligheden. Du beskriver rigtig fint hvad det betyder når det offentlige apparat skal håndtere helbredsudfordrede mennesker. Det er en ligning der bare ikke kan gå op, og vi ser alt for mange eksempler på at konsekvensen er stik modsat intentionen - folk hjælpes ikke videre.
Der er noget helt grundlæggende forkert i at et apparat, der er styret af økonomi og uden ansvar for folks helbred, skal være bestemmende netop i spørgsmålet omkring folks helbred. Der findes hverken samvittighed, viden eller vilje til at tage rehabiliteringsansvaret på sig - som kommunerne jo er blevet pålagt. Konsekvensen er at rigtig mange mennesker udsættes for det, du her beskriver. Liv og fremtidsmuligheder forringes væsentligt, og hele familier tages som gidsler. På den måde kan selv det mest succesrige, selvstændige menneske rutsje væsentligt ned af den sociale rangstige, og blive sig smertefuldt bevidst om, at vores velfærdssamfund ikke længere vil rumme én, når helbreddet svigter

Og man kan jo kun undre sig. Hvorfor i al verden vil man ikke udnytte folks resterhvervsevne - til gavn for samfundsøkonomien? Det er jo ellers intentionen i systemet, men realiteten er, at den måde systemet forvaltes på, ender man med at handicappe de helbredsudfordrede yderligere. Skidt for samfundsøkonomien. Og rigtig skidt for de personer og deres familier, som rammes

Jeg ville ønske jeg kunne fortælle dig hvad du nu skal gøre. Men det er jo en håbløs situation. Du kan kun håbe på at dit brev får dem til at skifte mening

Men jeg kan kun bakke dig op i at nægte yderligere medicinske forsøg. Jeg er selv en af dem, der ikke kan tåle medicin, så ved helt præcist hvad det indebærer. Og blev jeg mødt med kravet om yderligere forsøg, ville jeg også nægte kategorisk - også hvis jeg stod i samme håbløse situation som dig. Det er direkte uansvarligt at udsætte sig selv for sådan en omgang, især når man har ansvar for børn også

Jeg gætter på at du er blevet sendt til en såkaldt uvildig psykiater, som har foretaget denne vurdering af dig? Det skete også for mig, og her syntes han også jeg skulle have medicin - trods jeg fortalte om voldsomme bivirkninger og ringe effekt. Heldigt for mig, fandt jeg en anden speciallæge der modsagde dette, så kravet frafaldt. Måske det var en mulighed for dig?

I det hele taget er jeg blevet mødt med groteske påstande fra især lægekonsulentens side, men jeg fandt en rigtig dygtig speciallæge, som udredte mig i forhold til alle påstandene, således at alt blev tilbagevist. Ikke at det hjalp meget i forhold til kommunens kreative læsning, men det hjalp mig i ankesystemet - hvor de rent faktisk godt kan læse....

Jeg har også haft ramt bunden, hvor du er nu. Blev smidt ud af sygedagpengesystemet, og var selvforsørgende i et år (før ankesystemet satte punktum). Det er den værste situation at stå i. Uden offentlighedens hjælp, enlig forælder, dårligt helbred, og uden mulighed for at forbedre ens egen situation. Uden mulighed for at tage kontrol over fremtiden. Ord kan ikke beskrive hvor rædselsfuldt og totalt håbløs en situation det er

Jeg fandt dog alligevel en måde at overleve. Det gik op for mig at der ikke var mere de kunne gøre mod mig. Det kunne ikke blive værre. Og jeg fandt fred med med. Holdt helt op med at spekulere og bekymre mig for der kunne jo ikke gøres noget alligevel. Udviklede en apati over for mig selv og min manglende kontrol og - fremtid. Accepterede at bunden var nået. Fra nu af blev mit fokus én ting, og én ting alene - hvis jeg skulle overleve skulle jeg finde glæden. Om det så bare var at sidde og kigge på en blomst, eller lytte på mit barns latter, så var det dét. Jeg lavede simpelthen en "silikoneboble" omkring mig, hvor jeg lukkede det meste af verden ude, og kun tog stilling til det, der var lige foran mig

På den måde lykkedes det mig at komme igennem uden at blive mere syg af det

Jeg håber du finder din egen måde så du ikke går helt i stykker

[Pinny]

Som den der paragraf om "alle muligheder skal være udredt" kan misbruges.

Da jeg fik min pension, var jeg hos en psykiater i Middelfart. Det var så retssykiatrisk afdeling, så jeg så sådan her ud:

Jeg var nær heller aldrig kommet ind pga af deres mærkelige sikkerhedssystemer! "Tryk på knappen"- hvilke knapper, der var godt nok nogen standere, men uden synlige knapper. Så var der nogen på bygningen, men de var til el. Så var jeg lost!
Der var så en venlig dame, der kunne oplyse mig, at knappen sad på de standere. (Ja idiot kan man jo altid være! )

Men han var flink- og et af de meget få mennesker, jeg har mødt, der var hurtigere i opfattelsen end jeg. Det var mærkeligt.
Nå, jeg havde udfyldt et skema, skrevet en kort levnedsbeskrivelse, så det tog en time.
(Jeg var SÅ nervøs- havde ikke sovet ret meget natten før).
Han mente så ikke medicin på nogen måde ville ændre min psykiske tilstand, medmindre den blev værre!
Kommunen fik udtalelsen 1 md efter, de holdt møde i marts- og fra april- var jeg FP.

Jeg har så været møllen igennem, da jeg også har fysiske handikaps, men min læge har altid været på min side. Jeg har aldrig siddet lårene af ham (jeg har lægeskræk!), men han fandt de speciallæger (som han ikke må anbefale), han mente var gode for mig.
---

Jeg synes, det er synd du opgiver! Du skal hellere tage det som en art "time-out", og så kan du komme igen!

Jeg havde selv en periode, hvor jeg overhovedet ikke kunne finde kommunen, det er ikke noget man får ro af- og banken kan heller ikke lide det- og jeg fik ondt i maven! Det var dumt!
(Det var endnu dummere da jeg så skulle i fogedretten... )

Bid tænderne sanmen- og gør hvad du kan.

Du ønskes alt mulig held og lykke- og en ny SB!

[Mumrik]

Rigtigt god mail hansted!!

Jeg sende ville nok sende det til Jobcenterchefen, borgmesteren og Mette Frederiksen og endda også til pressen!

Det er helt horribelt, hvad de tvinger os syge ud i, og ja man bliver mere og mere syg af det!

Håber der kommer positiv respons på dit skriv!

Rigtig god weekend

[tm1978]

Hold da op. Jeg ville bestemt også sende det til dem Mumrik nævner.
Rigtig godt skrevet i øvrigt.

[Carmen]

Kære Jacob Hanstad!

Ualmindelig velskrevet og gribende beretning i din mail til din SB!
(hvem er Jes Arlaud? Jobcenterchef?)

Du har allerede fået gode reaktioner og råd og jeg vil, som Mumrik, mene at du skal videresende mailen til alle tænkelige instanser, der kunne tænkes at tage den seriøst.

Overvej fx. journalist Klaus Lange på Avisen.dk og TV-mediet, der kan flytte en sag.

[stribe]

HANSTAD

jeg vil bare sige du er rigtig god til at skrive og formulere dig..og som de andre siger,synes jeg også du skal gå videre med det..og sende det til nogen højtstående

stribe førtidspensionist

[MTVRV1]

fint skrevet, men hjælper desværre ikke
alle behandlingsmuligheder skal være udtømte
har selv brugt langt over 3 år på to lægekonsulenter

først efter en 8 sider lang rapport fra en psykiater, blev der sat et punktum
og lægekonsuleten blev sat skakmat

min erfaring er at lægeerklæringer er tit utvetydig, der er altid lige et lille hul
har været uden indtægt og derfor har jeg selv kunne bestemme hvornår jeg skulle i arbejdsprøvning.
det er alfa og omega at alle behandlingsmuligheder er udtømte, før man skal i arbejdsprøvning.
mangler kun 14 dage af min og været i en tidligere for 3 år siden

har absolut ikke overskud, men tør desværre med garanti mene at der er nogle huller i dine lægspapir. Ellers kan lægekonsulenten ikke blive ved.


der hvor jeg stå helt af, er du har snakket med lægekonsulenten Jes Arlaud omkring fleks
eller tager jeg helt fejl, en lægekonsulent skal overhovedet ikke tage stilling til fleks eller pension
samt en telefon samtale
er måløs

[maruus]

MTVR:
Vil ikke blande mig i det du har skrevet i dit indlæg - men - Jes Arlaug
står anført som Afdelingsleder - sygedagpengeopfølgning i Høje Tåstrup Jobcenter. når man googler ham.

[MTVRV1]

ok så er jeg er med

men en sagsbehandler skal absolut ikke blande sig i nogen form for behandling
så det bliver det absolut ikke bedre af
lægepapir er ting mellem en lægekonsulenten og ens læger
disse skal så oversættes til en sagsbehandler
så hvis lægekonsuleten er enig i der ikke er flere behandliigsmuligheder
så skal Jes Arlaug overhovedet ikke blande sig i det
alså der hvor jeg er arbejdsprøvning, ved de ikke engang hvad jeg fejler
for som de siger 100 procent korrekt, det er ikke din sygdom vi skal vurdere
udelukkende din arbejdsevne

ps har aldrig snakket sygdom med en sagsbehandler. De ved jo ikke noget om det
de skal kun vide om man foresat er i behandling eller at alle behandliingsmuligheder er udtømte.
så ja denne sag er da gået helt galt