Hvor står jeg?

[Trex]

Tusinde tak for svar Vovse

Jamen jeg ved ikke hvad jeg skal sige, jeg har gået og løget for mig selv. Det er fordi at jeg savner mit gamle arbejde så vanvittigt meget, så sent som i dag har jeg taget mig selv i at tænke, jamen jeg skal sgu nok klare et fuldtids job i fremtiden, for så 2 sec senere og sige til mig selv hva fanden har du gang i, du kommer ikke til at arbejde fuld tid mere

Jeg har stadig store problemer med, at fatte min arbejds evne kun er 30 min på dagen, når jeg selv siger. Så syntes jeg det lyder totalt langt ude!

Jeg har tænkt rigtigt meget på det her den sidste stykke tid, og jeg kan ikke forstille mig hvad jeg skal lave i fremtiden, når jeg kun kan arbejde 30 min om dagen..

Jeg vil gerne lave noget jeg er stolt af, og ikke kun tage afsted de 30 min hverdag for at overleve, hvis man forstår mig.. Jeg føler at nu er jeg 38 år, og jeg har faktisk ikke opnået noget, som jeg kan gå ude og sige at det her har jeg kæmpet for og det giver mig den status jeg har nu. Sådan havde jeg det med mit gamle job, jeg var værdsat og havde en ok løn syntes jeg. Og jeg bliver stadig inviterer med til julefrokost på mit gamle job, trods det jeg ikke har arbejdet der ude nu i 2.5 år. Det gør mig rigtig glad og man føler sig værdsat..

Den status er sgu sværd at opnå med 30mins arbejde om dagen, der skal virkelig kæmpes for at nå der op, og det kan jeg ikke mere og det er og sådan noget der gør mig ked af det i alt det lort man er i lige nu.

Havde jeg kunnet holde til det, så havde jeg sgu taget en ny uddannelse og havde aldrig set mig tilbage, men alle de ting der letter ens hverdag som, som god løn/ økonomi, godt arbejde, et godt helbred. Her tænker jeg at man dyrker sport osv. Det er altid den skod ryg der sætter en stopper for fremtiden, det pisser mig bare af, og man bliver i dårligt humør af at tænke på det og når ens sagsbehandler spørger hvad man selv forstiller sig om fremtiden, jamen så skal jeg da være anlægs gartner, for det har jeg da den perfekte ryg til!..Not.

Sorry men lige nu er jeg bare træt af den ryg, jeg savner i den grad at komme ud og lave noget fysisk, og være fysisk aktiv så man er dejlig naturlig træt om aftenen efter en fysisk god dag, hvor man kan mærke kroppen er blevet brugt..

[Vovse]

Oprindeligt indsendt af Trex

Tusinde tak for svar Vovse

Jamen jeg ved ikke hvad jeg skal sige, jeg har gået og løget for mig selv. Det er fordi at jeg savner mit gamle arbejde så vanvittigt meget, så sent som i dag har jeg taget mig selv i at tænke, jamen jeg skal sgu nok klare et fuldtids job i fremtiden, for så 2 sec senere og sige til mig selv hva fanden har du gang i, du kommer ikke til at arbejde fuld tid mere

Jeg har stadig store problemer med, at fatte min arbejds evne kun er 30 min på dagen, når jeg selv siger. Så syntes jeg det lyder totalt langt ude!

Jeg har tænkt rigtigt meget på det her den sidste stykke tid, og jeg kan ikke forstille mig hvad jeg skal lave i fremtiden, når jeg kun kan arbejde 30 min om dagen..

Jeg vil gerne lave noget jeg er stolt af, og ikke kun tage afsted de 30 min hverdag for at overleve, hvis man forstår mig.. Jeg føler at nu er jeg 38 år, og jeg har faktisk ikke opnået noget, som jeg kan gå ude og sige at det her har jeg kæmpet for og det giver mig den status jeg har nu. Sådan havde jeg det med mit gamle job, jeg var værdsat og havde en ok løn syntes jeg.

Selvom jeg nu har haft problemer med ryggen i ca. 30 år, så kan jeg stadig overvurdere mig selv.

Jeg har gennem noget tid været på jagt efter en bestemt gammel model i sofa, for et par uger siden var den så på den blå avis.
Jeg sms'ede med min kusine, som havde lovet, at hendes mand ville hjælpe mig med, at køre den hjem når jeg fandt den.
Det hele faldt i hak for en uge siden, hvor jeg og kusinens mand mødtes hos sælger.

Jeg havde da godt set, at sælger boede på 4. sal, men jeg havde overbevist mig selv om, at der var elevator.
Det var der så ikke.

Det tog os halvanden time, at bære sofaen ned fra 4. sal, bære den lidt ned af gaden (hvor der var en p-plads) og så få den bakset ind i bilen (efter at have lånt os frem til en skruetrækker, så vi kunne skrue ryglænet af).
Og det betaler jeg så prisen for nu.


Nu husker jeg ikke hvor længe du har været generet af dit ryg-problem, men en så stor ændring er en proces, som tager lang tid.

Nu har jeg aldrig haft mange eller store ambitioner, så for mig har arbejds-delen ikke været det store problem.

Men hvis du har været meget knyttet til dit arbejde, som du nu ikke længere kan klare, så skal du betragte det som en sorg-proces, for det er jo noget, som har fyldt meget i dit liv, som du nu har mistet.


For mit eget vedkommende tog det flere år, at acceptere, at jeg ikke længere kunne sidde ved symaskinen en hel dag, som jeg havde kunnet før.
Det var voldsomt frustrerende.

Men nu er det efterhånden så indarbejdet, at hvis jeg skal lave et større sy-projekt, så syer jeg lidt på maskinen om formiddagen og så kan jeg sy lidt igen senere på dagen.
Og så har jeg vænnet mig til, at hvis der er noget, der skal laves i hånden, så sætter jeg mig hen i sofaen og laver det, i stedet for, at sidde på kontor-stolen og gøre det.

[Trex]

Vovse jeg har bøvlet med ryggen hele livet, men trods det har jeg altid arbejdet rigtig meget, det blev ofte rigtig sent om aftenen inden det blev fyr aften. Jeg var rigtig glad for arbejdet, jobbet indebar at man arbejdede ude i alt slags vejr og det nød jeg. Selv om vinteren til tider kunne trække tænder, og det var sindssygt koldt.

Det var lige så meget forholdet til min chef,som gjorde at jeg var så glad for jobbet, vi var altid sammen 12-18+ timer i døgnet og vi kendte hinanden så godt, at man bare behøvede at kigge på hinanden, så vidste man hvad den anden tænkte.

Jeg nåede igennem en masse i mit liv i den tid jeg arbejdede der ude, inkl en skilsmisse osv, og det var faktisk ved min chef at jeg fik mest støtte til at stå imod, hvad livet nu bød mig, pg omvendt støttede jeg ham i hans kriser. Det jeg nok savner mest var hans måde til at se tingene i nyt perspektiv, man kunne have problemer som man kæmpede indædt med, og efter snak med ham så man tingene en ny måde, og med en løsning i enden.

Med tiden skal jeg selvfølgelig nok acceptere hvor jeg er landet, det kommer bare til at tage noget tid. Lige nu føler jeg bare min ryg stopper mig i at komme videre i mit liv, og jeg savner at have et arbejde at stå op til

Den arbejds prøvning jeg var ude i, der var der en masse udviklingshæmmede og se dem hvergang var super fedt og sjovt, de var sgu altid glade uanset om de lige havde cyklet 5 km i regnvejr for at komme frem på arbejde, og efter 14 dage havde jeg fuld kontakt til dem alle, også var man bare accepteret hos dem. Så håber virkelig at jeg kan få et job noget lignende det jeg havde der, uden den fysiske del i det

[Vovse]

Oprindeligt indsendt af Trex

Med tiden skal jeg selvfølgelig nok acceptere hvor jeg er landet, det kommer bare til at tage noget tid. Lige nu føler jeg bare min ryg stopper mig i at komme videre i mit liv, og jeg savner at have et arbejde at stå op til

Det er noget der tager tid, og det hjælper ikke at dunke sig selv oven i hovedet med det man ikke magter.

[Trex]

Oprindeligt indsendt af Vovse

Det er noget der tager tid, og det hjælper ikke at dunke sig selv oven i hovedet med det man ikke magter.

Det har du ret i, jeg håber virkelig at jeg kan blive tilkendt flex, og får er job man kunne blive glad for. Jeg må tilstå at jeg er pisse bange for at lande i et forløb der tager 2-3 år så ens økonomi er fuldstændig smadret når man når ud på den anden side

[Vovse]

Oprindeligt indsendt af Trex

Det har du ret i, jeg håber virkelig at jeg kan blive tilkendt flex, og får er job man kunne blive glad for. Jeg må tilstå at jeg er pisse bange for at lande i et forløb der tager 2-3 år så ens økonomi er fuldstændig smadret når man når ud på den anden side

Jeg håber det lykkes for dig, men husk nu, at passe godt på dig selv.

[Trex]

Så er der lidt nyt i min sag, jeg var på smerte klinikken i dag og fik beskeden at nu var de sidste muligheder hos dem udtømte. Der var dog en slags piller jeg manglede og prøve, jeg kan ikke huske navnet på dem men prisen kan jeg, 992kr for piller til 1 månede jeg måtte sige ærligt at det havde jeg bare ikke råd til på kontanthjælp, og det kunne de godt forstå.

Så vi blev enige om at afslutte, eftersom alt nu var afprøvet. Jeg syntes det var lidt underligt jeg har gået hos dem 1 år nu, og man har alligevel fået et forhold til dem, så det var da ikke videre sjovt at sige farvel.

Det der har hjulpet mig mest i det her forløb, er metadon og min psykolog. Psykologen har virkelig hjulpet mig mens det har stået på, plus jeg har fået en masse værktøjer til fremtiden også, jeg har en masse jeg arbejder med dagligt som skal hjælpe mig i den situation jeg er endt i.

Næste skridt er kontakte afklarings teamet, det er jeg godt nok nervøs for. Jeg håber sgu de opfører sig ordentlig, og ikke trækker det hele i langdrag eller smider mig på et ressource forløb

[Vovse]

Oprindeligt indsendt af Trex

Næste skridt er kontakte afklarings teamet, det er jeg godt nok nervøs for. Jeg håber sgu de opfører sig ordentlig, og ikke trækker det hele i langdrag eller smider mig på et ressource forløb

Du må puste dem i nakken og holde dem til ilden.

[Trex]

Oprindeligt indsendt af Vovse

Du må puste dem i nakken og holde dem til ilden.

Jeg takker for svar Vovse, det er dejligt med noget feedback

Ja, hvad gør at folk ender i ressource forløb?

[Cykeltyv]

Oprindeligt indsendt af Trex

Ja, hvad gør at folk ender i ressource forløb?

Det er lovbestemt, og derfor ender folk i ressourceforlø.

Få slipper udenom, men det skal så også være fordi de har en overordentlig gyldig grund, det skal være åbenlyst formålsløst at forsøge ressourceforløb for at bringe en nærmere arbejdsmarkedet.
Det skal være så åbenlyst at selv en blind mand med bind for øjnene, tydeligt kan se det... og det er ikke overdrevet når jeg skriver sådan !