Hvor står jeg?

[Vovse]

Oprindeligt indsendt af Trex

Jeg ved ikke om der er andre her inde, der lider af det samme. For så vil jeg rigtig gerne høre hvad i gør de situationer?

Jeg kender ikke til denne problematik, men jeg sidder og tænker, om kommunen er vidende om din problemstilling, om din læge har været inde over dette.

[Trex]

Oprindeligt indsendt af Vovse

Jeg kender ikke til denne problematik, men jeg sidder og tænker, om kommunen er vidende om din problemstilling, om din læge har været inde over dette.

Puhaa..der er faktisk meget få mennesker jeg har fortalt det til. Min læge ved intet om min barndom

Jeg fik sagt til min Jobkonsulent til det første møde, at jeg havde fået mange tæsk i min barndom, og fordi jeg ikke vidste hvordan jeg skulle tackle min barndom, så havde jeg altid arbejdet rigtig meget for at holde de ting fra min barndom på afstand pg pakket væk..

Men de andre ting der er sket i min barndom, som gør at jeg ikke vil have at andre mennesker skal røre ved mig, er der faktisk kun få personer der ved. Grunden er at det er sindsygt svært at snakke om, og jeg kan ikke bare sætte mig ned til en vildt fremmet person og snakke om det.

Det lykkedes mig at få en liv redende førstehjælp, i form af en telefon samtale til min tidligere psykolog, men det gav ro på og det gav mig nogle ting at arbejde med. 1. Jeg kan vælge at kontakte min Jobkonsulent og forklare hende det hele, også måske slippe for en fysisk undersøgelse. Eller 2. Jeg kan vælge og kæmpe mod de dæmoner fra fortiden og prøve at komme igennem en fysisk undersøgelse.

Valg nr 2. Vil hjælpe mig mest i fremtiden. Jeg tænker også sådan at jeg kan ikke blive ved med at rende fra fortiden, selv om det næsten føles umuligt at gennemføre..

Lige nu ved jeg ikke hvad jeg skal. Den oplevelse i dag drænede mig fuldstændig for energi, og har bare haft den ondeste hovedpine siden besøget hos den fys,som jeg bare ikke kan slippe af med.

Jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare,hvad det gør ved mig når nogen kommer så tæt på mig og det jeg skal igennem ved sådan en undersøgelse.

Måske hvis en person har højdeskræk, og du siger til vedkommende at i dag skal du springe elastik spring fra 50 meter, måske lidt det samme og alligevel ikke. Jeg har sprunget elastik spring fra 50 meter, og det vil jeg hellere gøre 10 gange i træk end en undersøgelse hos fyssen..

[Vovse]

Jeg føler virkelig med dig.

Siden jeg kom på nettet er jeg blevet opmærksom på, at der er rigtig mange mennesker, som slås med problemer, som bunder i en problematisk barndom.
Det gør mig så utroligt ondt, for ethvert barn har krav på tryghed og kærlighed.

Det er mit indtryk, at hvis man fortsætter med, at lægge låg på, så er der en reel risiko for, at man bliver seriøst syg af det.

Jeg kan forstå på dig, at du tidligere har været i kontakt med en psykolog, kan dette evt. tages op igen?

Jeg ville mene, at det klogeste ville være, at få professionel hjælp til, at få styr på dæmonerne fra fortiden, men samtidig sidder jeg også med den tanke, at hvis du snakker med din læge om det, så vil der pludselig være nye behandlingsmuligheder.
Og det er jo ikke lige det man ønsker når man kæmper med det sociale system.

Men uanset, at det kan forstyrre din sag i kommunen, så hælder jeg mest til, at du skal få noget hjælp. Ikke kun for at komme igennem undersøgelsen hos fysioterapeuten, men mere for, at du ikke skal rende ind i endnu værre ting i fremtiden.

Men jeg tænker også, at med den ryg-problematik du har, så må du have mødt flere læger, som har villet undersøge dig, hvordan er du dog kommet igennem det?

Måske kunne du snakke med fysioterapeuten og spørge, om hun vil kunne tilrettelægge træningen ud fra de lægepapirer der må ligge vedr. din ryg.

Vil det evt. gøre en forskel hvis du kunne få hende til, at forklare hvad det er hun skal undersøge og hvor hun skal røre ved dig, og så, at hun går langsomt frem mens hun fortæller hvad det er hun gør og hvad næste skridt er?

[Trex]

Tusinde tak Vovse

Måden jeg har holdt alle demoner væk fra fortiden, har været at arbejde sindsygt meget hele mit liv, så jeg havde faktisk aldrig tid til at se fortiden i øjnene, og når jeg havde tid så fik jeg mig altid en hobby som jeg fordybede mig fuldstændig i. Så jeg har faktisk ikke haft tid til at tænke på hvad der er sket og hvad der gjorde ved mig. Ikke at jeg har gjort det bevist for jeg vidste ikke før jeg kom til psykolog at der var grunden til at jeg altid arbejdede så meget, det var åbenbart min måde at over leve på.

Ting som jeg lagde mærke til, var at jeg købte ofte dyre ting for at blive glad, og jeg kunne ikke nøjes med billige ting. Og fælles for det hele når jeg havde købt de ting blev jeg aldrig glad inden i alligevel

Da kroppen endelig brød sammen, og jeg blev opereret og gjorde at jeg ikke kunne arbejde, så fik jeg for første gang i mit liv tid til at tænke over mit liv. Og derfra er det faktisk gået ned af bakke, og flere gange har jeg over vejet selvmord simpelthen fordi jeg ikke kunne stikke af fra min fortid mere

Det er pisse svært at skrive om det her.. Personen jeg var i min ungdom var helt ærligt en ung fyr uden nogen form for føelser eller empati over for mig selv eller mine med mennesker.. Min daværende kone kunne godt sidde og græde, hvis hun havde mistet en tæt på, hvor mit svar ville være " hold nu op med at sidde og hyle hele tiden " jeg forstod simpelthen ikke hvorfor hun græd på tidspunktet nu har jeg jo fundet ud af, alt hvad der havde med føelser og empati at gøre, det anede jeg bare ikke hvordan jeg skulle håndtere den gang, og de føelser var pakket væk simpelthen for at passe på mig selv.

Det var min far der tæskede mig i min barndom, ja min bror fik også tæsk jeg hoppede mange gange i mellem for jeg kunne ikke klare at se på det, så hellere mig end ham.. For folk der ikke ved hvordan sådan noget kan forgå, så kan jeg komme med nogle eksempler, dem jeg nævner her er kun en brøkdel af hvad der skete
, jeg har prøvet at blive tæsket med et bælte over hele kroppen. Jeg har fået lussinger så på ørene så jeg troede jeg ville være døv resten af livet. Jeg har prøvet at blive banket med knyt næver så jeg besvimede, og når han fandt ud af at man havde tisset i bukserne pga alle de tæsk, så blev man samlet op og holdt mens man fik flere tæsk. Jeg har prøvet at få en ordre der lød, at jeg skulle gå ud og finde en kæp jeg ville have tæsk med.. Hvem giver sådan en ordre til sit barn??. Jeg har prøvet at blive kvalt, så jeg besvimede. Det gjorde han også ved min bror men jeg nåede at hoppe på ham inden det gik galt, men jeg har heldigvis min bror i dag, så at tage de tæsk betød ikke noget..

Mine forældre mødte en som blev en god ven af familien, jeg kunne rigtig godt lide ham, ham kunne man snakke med om alt og jeg betroede mig til ham om det der skete der hjemme, der blev arranget en ferie hos ham, hvor vi skulle hjælpe ham med at skære træ osv. Så komme over til ham var lig med frihed og ingen tæsk, dog skulle der arbejdes hårdt alligevel, men vi slap for tæsk. En weekend hvor vi skulle der over, der kunne min bror ikke komme med pga en tur med skolen, og jeg skulle så selv afsted. Tja for at gøre en lang historie kort, så vågnede jeg midt om natten uden tøj på kroppen, og han var igang med at overgramse mig over alt...

Det der er sket siden, er at jeg på en eller anden måde fik alt det lort pakket ned og lagt låg på det, og når uhyret kiggede frem, ja så arbejde jeg mere eller fordybede mig endnu mere i de hobbys jeg havde. Det var så langt væk, at jeg kunne godt gå til fysiske undersøgelser, jeg havde det sindsygt skidt og det var ubehageligt når det stod på, men jeg holdte det på afstand..

I mit forløb i give fik jeg tildelt en psykolog, som troede at grunden til at jeg var ked af og tæt på selv mord, var fordi jeg ikke kunne arbejde. Det var det også men det var ikke det eneste der plagede mig, og han fandt ret hurtig ud af at det var i barndommen at det hele var galt..

Det var så svært at snakke om, at jeg fik det fysisk dårligt og havde kvalme når vi skulle snakke om det, og et Par gange meldte jeg afbud fordi jeg kunne slet ikke overskue at skulle snakke om alt det lort, og det at jeg skulle genopleve det hele igen for at forklare det... På et tidspunkt herhjemme hvor jeg havde det rigtig skidt, der væltede det hele bare frem og alt det jeg havde glemt og skubbet væk kom nu til mig, og jeg blev skiftevis rasende og rigtig ked af det. Også fordi nu fandt jeg ud af hvor meget det havde fyldt, pg hvor meget det havde hæmmet mig i at gøre en masse ting i mit liv. Der blev jeg enig med mig selv om, at jeg var nød til at fortælle alt i mit liv for at kunne få hjælp, derfra gik det hurtigt frem af for mig og humøret blev bedre, og kæresten blev også glad for nu kunne jeg kommunikere med hende, og sætte mig ind i hendes føelser og tanker og det har virkelig bragt os tættere sammen.

På et tidspunkt hvor det gik aller bedst, siger min psykolog at vi var faktisk ved vejs ende, og om jeg følte jeg havde styr på alle mine føelser og om jeg kunne klare mig, jeg forsikrede at jeg havde det godt, og der var sgu ikke noget der kunne vælte mig nu.
Jamen så mangler vi bare den fysiske undersøgelse af dig, men du er jo nød til at tage tøjet af ved sådan en undersøgelse.. Fra at være oppe og flyve og være super glad på et split sekund vendte jeg, og blev rasende pg ville smadre det hele, for der er fanme ikke nogen der skal røre ved mig og jeg overvejede seriøst at ville tæske min psykolog og smadre hele rummet...
Jeg kan huske de raseri anfald fra da jeg var barn.. Hvis nogen drillede mig eller pressede mig i skolen, så slog det totalt klik hvor jeg smadrede alt omkring mig og bankede dem der havde overtrådt mine grænser.

Jeg fik ro på ved min psykolog, og brugte de værktøjer jeg havde lært. Det der sker bagefter for mig er at jeg bliver bange for mig selv, for jeg ved af erfaringer hvad der sker hvis det monster slipper ud. Og for alt i verden har jeg ikke lyst til at skade andre og eller ende i fængsel pga måske en alm undersøgelse.

Da jeg kom hjem igår efter den hændelse,var jeg lige så træt som når jeg havde haft sådan" psyko arbejdsdag " hvor vi havde arbejdet 42 timer i streg, jeg havde brugt lige så meget energi på at holde mig tilbage hos fyssen. Så havde jeg kæmpe kæmpe hovedpine pg græd det meste af dagen

Det der snød mig igår, det var at det kom da det var en kvinde der skulle undersøge mig, det har jeg aldrig prøvet før. Jeg kender de signaler der kommer op til sådan en situation. Men jeg undertrykte dem igår fordi jeg tænkte " jamen det sker jo ikke med en kvinde, kun med mænd " så trods det at jeg fik det dårligere og dårligere blev jeg ved med at skubbe det væk, for det kunne jo bare ikke passe. Men da hun sagde de magiske ord, jeg er nød til at røre ved dig. Så kom det bare med fuld kræft.

Jeg har fundet ud af nu efter lidt første hjælp, at nu er min krop og jeg blevet opmærksom på, når jeg føler at der er ved at ske et overgreb så reagere den på det. Og det havde ikke noget med fyssen at gøre, det er bare mig og min krop der nu har lært at jeg godt kan sige fra når der sker noget jeg ikke bryder mig om, men heldigvis gjorde jeg som jeg havde lært og brugte mine værktøjer og åndræts øvelser.. Nu når jeg sidder pg skriver det her, så kom jeg i tanke om at jeg igår var så dybt koncentreret af mine åndedræts øvelser, og det at få ro på igen, at jeg hørte slet ikke hvad hun sagde til mig der det stod på, det er sgu vildt at tænke på, og faktisk er jeg pisse stolt af mig selv. For det viser sgu at jeg virkelig har arbejdet koncentreret og hårdt med det her, selv om det er baby steps hele vejen

I dag har jeg snakket med min Jobkonsulent, jeg fik hende forklaret hvad der var sket i min barndom, og hvad der skete igår, og hvad der kunne have sket. Jeg spurgte også om hvis jeg valgte den fys fra om det ville få indflydelse på min sag, når jeg stod i den sidste ende og skulle afklares. Der garanterede hun at det komme ikke til at have indflydelse, da fyssen var valgfri og kun et tilbud til mig. Det gav rigtig meget ro i maven og jeg sagde, at jeg ville ikke sige fra endnu, da det måske kunne hjælpe mig i fremtiden, at blive undersøgt af fyssen. Hun sagde uanset hvad, så var det kun min beslutning og der ville ikke komme nogle følger i min sag hvis jeg valgte fys fra.

Det lettede og jeg var glad og mega træt efter samtalen, så kæresten og jeg var ude og gå og da vi kom hjem, var der brev til mig. Indkaldelse til speciallæge erklæring endnu en fysisk undersøgelse!! For fuck da også!! Så bliver man bare træt og får det sindsygt dårligt igen!

Som i kan se, så ikke nok med at ens barndom har været fuldstændig fucked up, så er det noget jeg konstant skal kæmpe med resten af livet. Samtidig med krop der er totalt slidt op og ryggen er ødelagt.. Men vil dog sige at det bliver en smule nemmere med tiden, jeg er super glad for den hjælp jeg har fået. Som også gør nu at jeg har empati og medfølelse over for andre mennesker. Plus jeg har fået en super sød forstående kæreste, som forstår mig og alt det jeg har været igennem og skal igennem. Hun har så fået en kæreste som forstår hende og giver sig tid til at lytte og støtte hende når hun har brug for det

Det her giver jer et lille indblik i mit liv, og hvordan mit liv faktisk har været siden spæd og op til i dag i en alder af 38 år

[Vovse]

Det gør mig så utroligt ondt, at læse din beretning, sådan en opvækst skal et barn jo ikke have.

Det glæder mig at læse, at du har haft et godt forløb hos en psykolog og i det mindste er nået så langt, at du kan tackle den slags situationer så de ikke får følger, hverken for andre eller dig selv.

Jeg synes det er flot, at du kan koncentrere dig så meget om, at få ro på, at du ikke hører resten af hvad der bliver sagt.

Det er fint, at det ikke giver problemer i forhold til jobcenteret, men som jeg skrev før kan du evt. snakke med fysioterapeuten om, om hun kan lave et program ud fra de diagnoser du har, og ellers kan hun måske skære nogle ting fra i undersøgelsen, så den i det mindste ikke bliver så lang og omfattende.

Kan det evt. gøre en forskel hvis du har en person (f.eks. din kæreste) med, som du har tillid til?

M.h.t. indkaldelsen til ny speciallægeerklæring. Hvornår har du sidst fået lavet sådan en?
Stod der på den sidste, at din lidelse var stationær?

Hvis der står, at din lidelse var stationær burde det jo ikke være nødvendig med en ny.

Da jeg fik fp i starten af 2010 var min nyeste erklæring min. 5 år gammel.

[lgkh62]

Kære Trex
Tak fordi du fandt overskud til at dele din historie.
Jeg tror ikke nogen kan gå igennem det du har uden at få tilbageblik - tilbagefald og hvor er det stort du alligevel kan sætte ord på og komme videre.
Min dybeste respekt for din kamp !
De kærligste hilsner lgkh62

[Trex]

Oprindeligt indsendt af Vovse

Det gør mig så utroligt ondt, at læse din beretning, sådan en opvækst skal et barn jo ikke have.

Det glæder mig at læse, at du har haft et godt forløb hos en psykolog og i det mindste er nået så langt, at du kan tackle den slags situationer så de ikke får følger, hverken for andre eller dig selv.

Jeg synes det er flot, at du kan koncentrere dig så meget om, at få ro på, at du ikke hører resten af hvad der bliver sagt.

Det er fint, at det ikke giver problemer i forhold til jobcenteret, men som jeg skrev før kan du evt. snakke med fysioterapeuten om, om hun kan lave et program ud fra de diagnoser du har, og ellers kan hun måske skære nogle ting fra i undersøgelsen, så den i det mindste ikke bliver så lang og omfattende.

Kan det evt. gøre en forskel hvis du har en person (f.eks. din kæreste) med, som du har tillid til?

M.h.t. indkaldelsen til ny speciallægeerklæring. Hvornår har du sidst fået lavet sådan en?
Stod der på den sidste, at din lidelse var stationær?

Hvis der står, at din lidelse var stationær burde det jo ikke være nødvendig med en ny.

Da jeg fik fp i starten af 2010 var min nyeste erklæring min. 5 år gammel.

Tusinde tak for svar Vovse

Jeg vælger mine kampe, jeg dropper den fys og vil vende fokus mod den speciallægeerklæring. Det jeg skal er at forstille mig den situation og undersøgelse små 1000 gange inden jeg skal derhen, så situationen er blevet vendt og alle tænkelige og utænkelige situationer er blevet vendt, så jeg møder op med ( for mig ) sindsro, og er bevidst om at det ikke er en pervert der står og tager i mod mig til den undersøgelse.

Og vælge både fys og den erklæring undersøgelse vil være for mig selv om jeg kæmper, en total sikker nedtur da det ville være alt for meget at gabe over. At vælge fyssen fra vil også give mere ro mod fremtiden, for så skal jeg og min ryg kun fokusere på arbejdsprøvning og være tro mod mig selv der.
For eftersom at jeg fik tæsk når jeg prøvede på at sige fra i min barndom, så har jeg ekstremt svært ved at sige fra den dag i dag. Og ender altid med at overbruge mig selv, jeg er blevet lidt bedre men det er ikke længere siden end sidste arbejds prøvning at det ikke lykkedes mig at sige fra og passe på mig selv.

Så min værste fjende her ud over kommunen, er faktisk mig selv og det er sgu lidt sørgeligt at skulle erkende. Folk siger du skal jo bare lade være når det gør ondt, der sidder bare en lille stemme inde bagved der bliver ved med at presse på, og uanset om selv godt ved at nu er jeg sgu på vej til at overbruge sig selv, så formår jeg sgu ikke at bremse mig selv, der er også en stor del af mig der elsker at arbejde og være aktiv. Jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det, så det lyder " fornuftig " i jeres ører

Ang at tage en med til en evt undersøgelse, så vil det ikke være godt for mig da jeg så ikke kan nøjes med at ligge fokus på kun en person, og det at skulle koncentrere mig om to personer når jeg har det rigtig skidt og er presset ville vælte glasset for mig

Vovse det er virkelig dejligt med noget feedback og hjælp fra dig, det sætter jeg stor pris på

Oprindeligt indsendt af lgkh62

Kære Trex
Tak fordi du fandt overskud til at dele din historie.
Jeg tror ikke nogen kan gå igennem det du har uden at få tilbageblik - tilbagefald og hvor er det stort du alligevel kan sætte ord på og komme videre.
Min dybeste respekt for din kamp !
De kærligste hilsner lgkh62

Lg

Jeg blev rigtig rørt over dit indlæg, det er mennesker som dig og Vovse og selvfølgelig alle de andre der kigger med, der gør det hele værd at åbne sig og fortælle sin historie for jeg kan fortælle med 100% sikkerhed at grunden til man ikke ser flere historier som min er fordi folk er pisse bange for at man syntes mindre om dem når de åbner op og fortæller deres skæbner og det de har været igennem. Tusinde tak

Jeg håber andre vil følge mig, og fortælle deres historie. Det er sindsygt hårdt og jeg har været ved at slette min historie de første 100 gange i dag. Men det gode er at selv om man oplever alt det lort igen når man skriver sin historie, så hjælper det en at komme ud med det, og jo mere man snakker og skriver om det, jo nemmere får man ved det og jo nemmere kan man håndtere det ude i det virkelig når monsteret dukker op ud af det blå

Igen tusinde tak

[Vovse]

Oprindeligt indsendt af Trex

Vovse det er virkelig dejligt med noget feedback og hjælp fra dig, det sætter jeg stor pris på

Det glæder mig.

Når jeg læser de forskellige beretninger vedr. arbejdsprøvninger, her på K10, så er det mit generelle indtryk, at rigtig mange har svært ved, at sige fra og respektere egne grænser.
Det er mit indtryk, at det oftest handler om, at folk har en stærk arbejdsidentitet.

Så du er absolut ikke den eneste, som har svært ved, at sige fra i en arb.prøvning.

Da jeg selv var i min sidste arb.prøvning var jeg også tæt på, at gentage fejlen med, at arbejde mere end jeg reelt magter.
Men jeg har jo tidligere oplevet, at jeg udelukkende blev vurderet på mit fremmøde og ikke på hvordan jeg havde det, og den fejl ville jeg jpo ikke gentage.
Så når jeg kunne mærke hvilken vej det gik, men ikke kunne lide tanken om, at gå allerede, så fortalte jeg mig selv, at hvis jeg ikke gik nu, så ville jeg med meget stor sandsynlighed får endnu en tur i manegen.
Og så gik jeg hjem.

Oprindeligt indsendt af Trex

Men det gode er at selv om man oplever alt det lort igen når man skriver sin historie, så hjælper det en at komme ud med det, og jo mere man snakker og skriver om det, jo nemmere får man ved det og jo nemmere kan man håndtere det ude i det virkelig når monsteret dukker op ud af det blå

Uanset hvad man slås med eller grubler over, så er det god terapi, at skrive det ned, også selvom man evt. bare smider det ud bagefter.

[Trex]

Vovse

Jeg kan kun snakke for mig selv, men er ret sikker på at andre har det på samme måde.

Hvis min ryg ikke havde givet op, og jeg var endt i den her situation. Så havde jeg stadig arbejdet som en vild, og havde fået det ringere og ringere psykisk og faktisk uden At ane hvorfor jeg ville få det ringere.

Altså jeg forstod ikke selv hvorfor jeg aldrig var rigtig glad, men på den anden side så gav jeg ikke mig selv ro til at mærke efter, for jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre når alle de ting dukkede op fra min barndom. Hele mit liv der har jeg været den der type, der siger " mænd snakker ikke med psykologer " og at det var noget værre hippie shit, som jeg ikke ville deltage i for jeg skulle ikke være til grin...

Det vi alle er bange for, det er altid hvad andre mennesker tænker om os. Det ødelægger desværre mange mennesker mig selv inkl.hvis man stoppede med det og fortalte sin familie og venner hvad der virkelig sker inden i, så er der mange der ville stå op hver morgen. Uden en stor sort mørk klump i maven og en føelse af lettelse, og et kæmpe tryk der er fjernet fra ens skuldre.

Jeg ved ikke om nogen her inde har været til fordrag med BS? Det var jeg for nogle år tilbage, havde jeg lyttet til hvad han sagde den gang så havde min situation ikke set sådan ud som den gør i dag. Han har enkle og gode værktøjer, de er bare så pisse svære at bruge for mennesker, som har oplevet lign ting som mig i deres liv.

Man skal være ærlig over for sig selv, man skal sige fra når ens grænser bliver over trådt. Den sidste er den vigtigste syntes jeg.. Man skal hele tiden kigge livets ryg sæk og tømme ud, hvis der er nogen eller noget der ikke skal være i den. Dvs hvis der er en person i ens liv, der gentagne gange har såret en, løjet over for en, i mit tilfælde tæsket mig. Jamen så skal de luges ud af den rygsæk!

De må gerne komme tilbage i rygsækken, men så skal de sgu kæmpe for det og de skal også vide at første gang de laver lort. Så ryger de ud også kommer de ikke tilbage i den, med mindre jeg giver lov! Det at man selv bestemmer hvem der er i ens rygsæk giver en kæmpe frihed, det er pisse hård at luge ud i den men det er det hele værd.

Jeg snakker stadig med min far, men han ved også godt at det er kun fordi jeg giver ham lov, at han er i min rygsæk. Han er tilgengæld vendt 100% siden min barndom, han prøver at hjælpe det han kan i den situation jeg er endt i med ingen penge på kontant hjælp osv. Jeg har lavet aftalen at jeg skal vide besked hvis min mor kommer på besøg og min far er med, for jeg skal kunne sige fra hvis jeg ikke ønsker at se ham.

Jeg har aldrig snakket med ham om min barndom, jeg ved ikke om vi kommer til at snakke om det. Om jeg kommer til at tilgive ham hmm det ved jeg ikke, det vigtigste er bare at jeg kan lære at leve med det der er sket. Og der behøver min far ikke være med.. Igår havde jeg lyst til at køre op og tæske ham fordi han har ødelagt min barndom og det meste af mit liv.. I dag har jeg faktisk lyst til at køre op og drikke en kop kaffe sammen med mine forældre, ja det lyder underligt og det skifter flere gange på dagen for mig, men det er en del af det og få det bedre selv om det er hårdt. Fælles for mit liv og andre der har oplevet noget lignende jo mere man snakker om det og skriver om det, jo bedre får man det. Det er lidt ligesom en vampyr der ikke kan tåle sol lys,jo flere gange den kommer op i solen jo mere forsvinder den

Jeg håber jer der er der ude, som ikke har haft mod til at fortælle om, hvad der er sket for jer, står frem måske ikke her. Men ved en nær ven eller familien og får lettet jeres hjerter og få den ro i livet som i fortjener, så i også kan få en bedre hverdag og et bedre liv.

Den anden ting i livets rygsæk kan være jobbet, har du ondt i maven når du skal på arbejde? Tænker du på dit arbejde hele weekenden, hvor du faktisk skulle lade op og hygge med familien. Og får du det skidt når det er søndag og du skal på arbejde i morgen? Så stop og find et andet job! Jeg kender rigtig mange der har det sådan, men aldrig gør noget ved det. Men prøv nu at stille det op og spørg dig selv om hvad er det værste der kan ske? Personligt så vil jeg sgu hellere tage chancen med et andet job, end gå og have ondt i maven og værre ked af det hele tiden, mens livet bare suser forbi

I mit tilfælde håber jeg sgu stadig på flex, og et arbejde jeg kan være glad for. I mit tilfælde så har jeg ikke noget at miste, for jeg er på bunden nu. Så jeg skal finde noget som gør mig glad hverdag mår jeg skal på arbejde og resten af mit liv.

Mange siger de har ikke råd til at skifte job, men det kan jo være man finder et job med tilsvarende og bedre løn, men kan også vende det om og sige at du har ikke råd til at lade vær, for det er dit helbred, din familie og børn det går ud over når du har det skidt.

Alt det jeg har skrevet er ikke nemt og gøre.det ved jeg for jeg kæmper selv hverdag og det er pisse hårdt at se realiteterne i øjnene, men når jeg får det skidt, så er det fordi der er kommet noget eller nogen i min rygsæk, som ikke skal være der

Jeg er super glad for den støtte og hjælp, jeg får her inde og håber at andre også vil benytte sig af det her dejlige forum

[lgkh62]

Kære Trex

Mangler ord for hvad du har gennemgået - men jeg synes du er et fantastisk menneske ud fra hvad du skriver

Du arbejder virkelig med dig selv. Fortsæt med det.
Jeg var til foredrag med BS og ja han har nogle værktøjer andre kan gøre nytte af og være med til at forstå sit ståsted i livet.

Hilsen lgkh62