en lang modløs redegørelse (og en masse spørgsmål)

[frkkaos]

Nu hvor jeg sætter mig ned med det ved jeg ikke engang hvor jeg skal begynde.
Vejen til de bekymringer og grunden til at jeg i dag besluttede at jeg havde brug for at læsse ud til nogen, er der en utrolig lang forklaringsvej til..

Det er ikke fordi jeg forventer det vilde respons eller noget - tror bare jeg har brug for at komme af med det til nogen, der ikke er syltet ind i min hverdag og tumult.

Jeg er en kvinde på 28 år.
For at starte med det helt basale var jeg noget af et kiks og tumlefumler hele folkeskolen igennem og blev også godt og grundigt mobbet, slået og kørt psykisk terror på. I 10'ende klasse blev jeg hele det år det varede holdt udenfor og kørt på af nogle pænt onde piger.
Dvs da jeg startede i gymnasiet havde jeg stortset ingen selvtillid, og gik igennem gymnasiet med ønske om at jeg bare kunne være usynlig, så ingen lagde mærke til mig.

På det familiemæssig plan kommer jeg fra en rigtig "vinder-familie", og jeg var "taberen" i alt hvad jeg foretog mig. Det betød at der blev set ned på mig og min mor ofte undskyldte mig. Hvilket jeg stadig til dags dato er vred og skuffet over.
Min "vinder-forældre" pressede mig ud i ubehagelig situationer og jeg endte med f.eks. at kaste op i den kørersagkyndige bil af ren skær ubehag.

Gymnasiet endte da også med at jeg pjækkede fra samtlige idrætstimer, fordi de andre brugte tiden på at grine af mig - trådte mig selv over foderne, sparkede mig selv m.m.
Jeg røg på fuld pensum og besluttet mig her at ikke alt var nødvendigt at fortælle mine forældre og jeg sagtens kunne. Så min stædighed slog ind, og jeg tog 13 fag på 1½ mdr og gennemførte med matematisk gymnasium lige akkurat. Det kostede mig dog dyrt i venner og omgangskreds, hvilket betød at jeg var meget alene på det tidspunkt.

Jeg startede på landbohøjskolen i København og efter et semester fik jeg 00 i samtlige af min fag og valgte så at droppe ud.
Ligepludselig blev min drøm knust, og jeg valgte at fortsætte med at forfølge min drøm om at arbejde med dyr og søgte ind på landbrugsskole i Århus.

Imens jeg gik og ventede på at kunne flytte til Århus, mødte jeg den her fyr. Han drejede fuldstændig hovedet rundt på mig, og jeg vil i dag ikke være i tvivl om at han fejlede et eller andet psykisk.
Han havde store jalousi-problemer, enormt behov for bekræftigelse og nærvær, nærmest tvangsritualer omkring sex, voldsomme vredesudbrud og var rigtig manipulerende.
Af en eller anden grund som jeg ikke husker længere endte det med at han flyttede til Århus med mig. (ikke det smarteste træk jeg har lavet i mit liv)

Landbrugskolens to år var faktisk nogenlunde, jeg haltede meget bagefter på det faglige. Det påvirkede min karaktere at jeg ingen praktisk erfaring havde.
På det sociale plan gik det bedre end det nogensinde havde gjort. Den eneste barrierer var manipulations-kæresten, og selvom jeg havde det godt, så lukkede han vejen for de få venner jeg fik.
Da der var et halvt år tilbage af uddannelsen skulle vi arbejde i et større gruppe-projekt, og der var ingen der vil være sammen med mig. Ikke fordi de ikke kunne lide mig eller jeg var specielt meget dårligere end dem fagligt, jeg havde bare ingen praktisk erfaring og de mente jeg derfor ikke kunne bidrage med noget til diskussionerne.
Så ti styk inklusiv mig drog vejen fra Århus til undervisningsministeriet i København, for at gøre det et krav til optagelse på uddannelsen at man skulle have praktisk erfaring.
Så jeg stod pludselig med et halvt år tilbage af en uddannelse, hvor jeg vidste det vil være fuldstændig urealistisk for mig at gå ud og få et job.
Min "vinder-forældre" pressede mig til at tage uddannelsen færdig, og jeg kom da også igennem.

Nu stod jeg igen ved en skillevej, hvor jeg ikke vidste hvad jeg nu skulle. Da jeg godt kunne lide de handelsfag vi havde haft, valgte jeg starte på hgs.
På det halve år jeg læste der oplevede jeg pludselig at være populær (uden jeg egentlig selv havde gjort noget for det), jeg var bare mig selv. Igen kom manipulations-kæresten i vejen, men så stoppede festen også der for mig.
Jeg gik fra ham, og flyttede på kollegium. (nok den bedste beslutning jeg nogensinde har taget)

Jeg fik en elevplads som kontorelev og begyndte at få venner.
Selve uddannelsesdelen og det sociale gik på skinner. Jeg kunne bare ikke holde på en elevplads, og gik på de to år, fire-fem elevpladser igennem.

Da jeg blev færdig mødte jeg min nuværende kæreste, en af dem i venneflokken.
Jobmæssigt gik det ikke så godt. Jeg var god til jobsamtalen (kan bullshit mig ud af det meste), men så når jeg blev ansat var de utilfredse med min præsentation.
Jeg hoppede fra det ene job til det andet. Jeg oplevede rigtig tit at efter oplæringsperioden kunne jeg ikke huske hvad vi havde lært. Pludselig kom jeg i tvivl om alt, og lavede mange fejl.

Min sidste ansættelse varede en uge, da jeg skulle møde på arbejde om mandagen sad jeg derhjemme på sengen og tudede. Jeg kunne ikke huske nået af det vi havde lært på den uge, og jeg følte at jeg var rendt totalt ud for energi.

Fjorten dage efter blev jeg indkaldt til de der sædvanlige jobsøgningskurser, og kunne på daværende tidspunkt slet ikke overskue det. Så da jeg ringede og lagde mig syg, spurgte han om jeg mente det, for så røg jeg på sygedagpenge. Glad for jeg slap for jobsøgningsrumlen og endelig kunne få alle mine mislykkes jobs lidt på afstand sagde jeg ja. (nok den bedste ubeslutsomme beslutning jeg har taget)

Så kom lægeerklæring for sygemeldning, hvor jeg hele samtalen igennem tudede. (har fundet ud af man komme ret lang med en smule gråd blandet med frustration)

Jeg tror på daværende tidspunkt ikke min socialrådgiver anede hvad hun skulle gøre ved mig. Jeg var grådlabil (tårer i øjnene konstant), trist til mode, humørsvingende og havde totalt givet op på mig selv.
Var dog stædig nok til at holde fast i at jeg ikke var depressiv, selvom jeg var meget modløs havde jeg hverken selvmordstanker eller opgivendehed omkring livet.

Jeg røg på arbejdsprøvning på sådan et arbejdsmarked center. Her begyndte jeg til en psykolog og opdagede at hvis jeg gik hjem, når mit hoved stod af kunne jeg max kører i 1-2 timer.
Det bemærkede de også ude på arbejdsmarked centeret, og psykologen begyndte at rode rundt med forskellige diagnoser.
Her begyndte de at holde fast i at jeg var nød til at skulle omkring en psykiater, for ligesom at finde ud af hvad der var "galt" med mig. Kampen med socialrådgiveren i sygedagpengesystemet var sej, og der endte med at gå et halvt års tid inden jeg endelig fik en henvisning til en psykiater.

Ved psykiateren fik jeg stillet diagnosen ADHD, OCD, generaliseret angst og personlighedsforstyrrelse af blandet type. (pyha kan stadig blive helt forpustet af alle de sygdomme..)
Jeg blev herefter henvist ud til OCD og angstcenteret i Risskov, hvor der var 5 måneders ventetid.
Senere hen har jeg så fundet ud af det ikke var ventetid til en reel behandling men en forsamtale. I januar 2012 (vi begynder at nærme os en afslutning) fik jeg brev om stop af min sygedagpenge.

Jeg kom med alt håb om en "hurtig" behandling til samtale ved OCD og angstcenteret. Derimod oplevede jeg nok den mest kliniske og "kolde" person, som i løbet af to samtaler både fik gjort mig maniodepressiv og fysisk hjerneskadet. Jeg tror aldrig jeg har følt mig så syg, og følt mig så misforstået i mit liv.

Jeg kunne selv genkende mig i min ADHD diagnose, har altid haft svært ved at sidde stille og mit hoved føltes lidt som om der er 130 tv kanaler tændt på engang. Men kunne slet ikke genkende mig selv i noget af det hun fremlagde.

Da vores forsamtaler sluttede besluttede hun at jeg skulle henvises til en neurolog og have en MRI skanning (tror jeg det hedder).
Jeg kom herefter på venteliste til behandling på OCD og angstcenteret - ventetiden er ca et år!

Neurologen blev min redning og opstartede mig her for 3 uger siden på ritalin.
Fagre nye verden dukkede op og pillerne havde effekt fra dag et af!

Her lige inden påske skulle jeg så til et sidste møde med min socialrådgiver i sygedagpengesystemet, og var ved godt mod fordi ritalinen virkede så godt.
Der var jo mulighed for forlængelse af sygedagpenge. Men det havde (undskyld udtrykket) kællingen på OCD og angstcenteret sat en grundig pind i hjulet for. Jeg kunne ikke noget som helst før jeg havde været til behandling ude ved dem, så alle døre for forlængelse klappede hårdt i.

Her stod jeg med en klar forbedring i forhold til arbejdsmarked og har nu her tre uger efter ikke haft skyggen af tvangstanker eller angst, når ritalinen virker. Så udover tanken om at skulle tilbage til kællingen på OCD og angstcenteret, virker en behandling ikke særlig relevant.

Så jeg var nede og søge kontanthjælp her i sidste uge.

Nu står jeg så her også kommer mængden af spørgsmål.
Vil jeg kunne passe et job inde for kontorsektoren? - det har jo ikke været det bedste med alle de elevpladser.

Er det værd at vente på et behandlingsforløb ved OCD og angstcenteret (trods min dårlig oplevelse)?

Hvordan kan jeg sikre mig en succesoplevelse, nu hvor medicinen virker, med job?

Skal jeg ind og læse igen? - og hvordan ved jeg at jeg kan klarer det!?

Jeg har på ingen måder råd til at skulle gå igennem en masse afprøvning i kontanthjælpsystemet. Og har egentlig personligt selv behov for der sker noget nu. Hvad er ens muligheder så?
Har virkelig brug for at afprøve mig selv, og finde ud af hvad jeg kan med ritalin, men er ved at miste tålmodigheden med systemet. Så er nærmest klar til at kaste det hele på jorden og søge et job. Er det for dumt eller skal man hellere vente?

Lige en helt anden ting, har været sammen med min kæreste i to år nu og vi kunne godt tænke os det der børn. Men kan ikke klare det med mig på kontanthjælp, så derfor føler jeg mig også en smule presset af det. (uret er gået igang med at ringe) Aner ikke hvordan jeg skal takle det? (oven i alt det andet)
Hvad gør man medicin under graviditet?
- og vil det være for meget forlangt af mig selv at kunne tage et job, samt graviditet samtidig?

Lukker det for nogle tilbud til hjælp med at takle min ADHD, at jeg f.eks. begynder at arbejde?

En sidste bekymring ritalinen virker til ca klokken halv elleve om aften og så er det lidt som at trække et nummer fra tombolaen. Jeg ved ikke om mine 130 tv kanaler kommer tilbage i hovedet med 200 km/t eller om overgangen er flad.
Udover det er hammer svært at håndtere, og jeg ikke ved om jeg kan få hjælp til det?
Så har bare fået den største skræk for alkohol. At alle kanalerne tænder på en gang og jeg allerede er blevet lidt følelses-påvirket af alkoholen lyder på ingen måder som en god cocktail. Nogle gode råd?

Pyha tror vist det var det for nu. Undskylder på foran for diverse stavefejl - er ordblind og godtnok kan mit CD-ord (program der læser op fra computer) tage mange fejl, men ikke alle.

[Te-pigen]

Hej, jeg kan desværre ikke komme med nogle svar, men vil sige at det er godt skrevet, og da vidst godt kan bruge et par på vejen.....

[nocturne]

Hej

Tillykke med at du har fundet medicinen som hjælper dig.

Jeg skal ikke kunne sige hvorvidt den ene eller anden behandling vil kunne hjælpe dig,
men jeg har oplevet Århus som en omsorgsfuld kommune, og synes du skal tage dine behandlingsmuligheder op med din sagsbehandler, evnt. skift dem ud eller klag, specielt over langsom sagsbehandling.

Det er kun dig som ved hvordan du har det. Om du kan klare dit eller dat er rent gætteværk.
Ikke engang din psykolog ved det.

Nu skriver du at det er på tide at få børn.
Det kan være ret traumatiserende at være barn af "nogle" voksne - sagt uden at dømme dig.
Men ofte er det et ret egoistisk projekt. Jeg har netop set filmen "Hvad med Kevin",
og de tilknytningsforstyrrelser som filmen viser kommer ikke ud af den blå luft, men af en
depressiv mor uden det store overskud. Kan godt se min familie der.

Jeg synes du lige skal se om medicinen også virker på længre sigt, og få styr på dine andre problemer,
inden du kaster dig ud i et børneprojekt pt.

[LUM]

Jeg kan godt forstå du rigtig gerne vil ud og afprøve Rita, MEN!!! du har altså KUN!!! taget det i 3 uger.

Lige nu oplever du en jubiii oplevelse, og føler (som mange andre ADHD´ere der lige efter diagnose og evt medicinering) at du kan klare hele verdenen, men jeg lover dig, det sidste du har brug for lige nu er endnu et nederlag, derfor er det super ekstrem vigtigt at du tager dig selv i nakken, og får ro på, lad være med at gabe over mere end du kan tygge. (og glem ikke at du sikkert føler du kan gabe ekstrem højt)

Hvis du nu tænker lidt over det, så er det faktisk en ret typisk ADHD ting ikke at kunne vente, at have aaalt for travlt, og det er jeg bange for at du er ved lige nu.

Det kan godt være du er medicineret, men du er stadig ADHD´er, det kan medicinen IKKE ændre på. Medicinen gør kun livet lidt lettere fordi du for noget ro på i hovedet, stort set alt det andet ændres der altså ikke på, det er stadig hårdt arbejde. (dog føler de fleste at de husker lidt bedre, men det er jo fordi de har fået ro til at lære, og enlig ikke fordi de husker værgen værre eller bedre end før)

Når Rita har fået ordentlig tid til at give en mere helhedsorienteret dækning, vil du også oplever at de udsving du mærker nu, ifb ophør af virkningen, bliver mere glattet ud.
Nok er Rita inde, på 20-60 min og ude igen ca lige så hurtigt, men der lagres stadig noget i kroppen, af samme årsag skal de fleste før eller siden op i dosis, for man bliver mindre modtageligt for stoffet, men samtidig er den lagring med til at gøre det hele meget mere stabilt, og for at få den ordentligt opbygget går der altså noget mere end 3 uger.

Og der har du så en anden grund til du bør liiige slå koldt vand i blodet.

En 3. er at det stadig er meget nyt for dig, og du skal altså lige give dig selv lov til lige at være til, for din egen skyld.

Men hvis du ikke orker afklaring, hvordan kan du så vide at du orker at tage fx en udd, bække dele er hårdt (på hver sin måde) at skulle i gennem, uanset om du er på Rita eller ej.
Der er kun en vej for at undgå systemets cirkus og det er at droppe ud af det, dvs gå i gang med en udd eller finde et job, så hvis du mener du kan magte et evt nederlag, så er det vel det du skal, men igen overvej lige den der risiko for et nederlag, det vil være så ØV hvis du i stedet for at have en tro på du nu kan mere end før, går i den modsatte grøft og tænker/føler at Rita måske slet ikke er det du troede Rita var.

Pas på dig selv, og pas på med at tro/føle du kan klare en hel masse, før det hele har fået lov til at falde lidt til jo, både Ritas virkning, og din jubii fedt følelse.

Jeg er selv ADHD´er voksen diagnostiseret så jeg kender godt den der hvor er det bare feeedt hvor det bare virker, men den dag i dag tager jeg ikke Rita (eller andet) fast, for jeg har opdaget at også Rita bliver hverdag, og i min hverdag hjælpere Rita (og andet) ikke en døjt, netop fordi jeg stadig er ADHD´er, man bliver ikke korret ADHD´en fjernes ikke.

Det skal så siges at jeg har ikke det store behov for at huske bedre, eller kunne koncentrere mig i det daglige, jeg har kompenseret så meget for de fejl, jeg kløjs med at jeg fungere fint med den måde at takle det på, jeg har haft nogle små ændringer efter diagnosen, og de har alle været hårdt arbejde. Kun hvis den virkelig kører der ud af evner jeg ikke at kompensere, men jeg har altså for længe siden lært at tilrettelægge mit liv så jeg undgår at komme der ud hvor jeg ikke kan holde ro på, så den ene gang hvert til hvert 2. år det sådan for alvor går galt over flere dage (og ikke bare jeg har meget om ørerne lige nu stres) har jeg glæde af Rita, men eller gør hun altså bare ikke nogen forskel der er stor nok til at det er bivirkningerne værd for mit vedkommende... men det tog mig altså nogle måneder at finde ud af det, og det tog mig 3 omgange hvor jeg tog Rita fast hver dag før det gik op for mig.

Ikke at du nødvendigvis skal finde ud af lige det! (det kan være en million andre ting, der kommer op til overfladen, når du og din krop lige har vænnet sig ordentligt til det nye) for vi er alle forskellige, giv den tid til at dukke op til overfladen for din egen skyld, giv det lige 3-6 måneder.

[Webmaster]

Jeg kan nikke genkendende til det med at ville opgive at være i systemet og bare gå ud og finde sig et job....

Det er det værste jeg nogensinde har gjort...da det eneste jeg fik ud af det var at det hele bare trak længere ud...

Jeg fik ingen hjælp og mine sygdomme blev bare værre....nu skal det siges at mit er fysisk...

Jeg ved ikke om det er på en anden måde hvis man fejler noget psykisk...

Du skal i hvert fald sikre dig at du får noget hjælp til de ting du fejler...for det hele trækker bare ud hvis du ikke får den hjælp du skal have...og du risikere at det du fejler bare bliver meget værre end det er nu...

Jeg kan desværre ikke fortælle dig hvad du har af muligheder for hjælp med det psykiske...men måske der er andre herinde som ved mere om dette...

Alt i alt er det nok en rigtig god ide at få skrevet det hele ned og smidt ud så alle kan læse det....sådan som du har gjort nu...det giver noget helt andet når man selv kan sidde og læse det bagefter..

Så jeg håber det gav dig lidt luft...

Ang det med at få børn...der ville jeg bestemt selv vente lidt hvis jeg stod i din situation...så jeg ville kunne se hvordan tingene udvikler sig...
Det kan være ret hårdt at have børn samtidig med at man skal gå rundt og kæmpe med sin sygdom....og da du "kun" er 28 år...ja så har du jo lidt tid at løbe på...
Nu kan vi jo kun skrive ud fra det du selv har skrevet her....du ved jo bedst om hvordan din situation er og hvor hårdt du i forvejen har det...om det er smart at få et barn oveni..

Med hensyn til din sag på kommunen...så skal du der sikre dig at du har løbende aktindsigt....så du selv kan følge med i hvad de har af papirer på dig...

Samtidigt er det en rigtig god ide at gøre alt skriftligt overfor kommunen...

Aflevere man ting, breve osv på kommunen...ja så husk at få kvitteringer med dato og underskrift på...

Har du flere spørgsmål....så stil dem i denne tråd...da det vil gøre det nemmere for dem der skal svare dig...da de kan læse alt det du har skrevet her..

[Pedro]

Har ingen goé ideer, det er der en masse andre her på K10, der kan klare.
Men, hvor trænger du dog til et kæmpeknus og rigtig meget vind i sejlene fremover.
Jeg ønsker dig en meget lys og god fremtid.
Pedro

[frkkaos]

Nøj havde nærmest ikke regnet med at få noget respons, kan godt selv blive overfaldet af folks lange fortællinger, men er mega rart med nogle gode svar!
Er ikke verdens mester i det med forums, så håber i kan finde ud af det

@Te-pigen: tak for krammet, det er altid rart!

@Nocturne: Vidste faktisk ikke at man havde mulighed for skifte sagsbehandler, har været omkring 4-5 styk igennem på det år jeg har været i systemet.
Så de fleste har jeg kun snakket kort med over telefonen eller haft enkelte møder med.
Noget du har erfaring med? - skal man blot klage over den man har?
Har prøvet at brokke mig over de mange skift, men det synes jeg ikke jeg fik det store ud af.
Har også hørt det kan være noget af et trauma at få børn - det skræmmer mig i høj grad.
Avleheden for ADHD er ret høj og tanken om to af mig *phew*
Kender ikke filmen "Hvad med Kevin", er den værd at se?

@LUM: Ramte mig virkelig at du skrev: "Hvis du nu tænker lidt over det, så er det faktisk en ret typisk ADHD ting ikke at kunne vente,
at have aaalt for travlt, og det er jeg bange for at du er ved lige nu."
Havde slet ikke faldet mig ind at min ADHD havde "spillet" mig et puds på den måde.
Må indrømme jeg kun har hørt lange succes-historie omkring Rita, og selvfølgelig ved jeg godt ADHD'en stadig er der.
Men er bare så svært ikke at blive overfaldet af "jubii-fornemmelse".
Tak, skal nok passe på mig selv. Har dog lært af livet at man ikke kaster sig hovedløst ud i ting uden at vende det halvtreds gange. Og nu havde jeg behov for at vende det her.
Synes det er virkelig flot du ikke tager medicin (når jeg selv tænker på hvor meget op ad bakke det har været).
Hvor mange bivirkninger fik/har du? - har ikke selv oplevet nogle endnu.
Har du fået noget kursus eller andet i forbindelse med din ADHD?


@Webmaster: Er helt enig med dig, gav en god gang luft at komme af med hele.
Det med kun at være 28, har jeg hørt før, er nogle gange bare lidt svært at ignorere sin indre alarmklok.
Havde slet ikke tænkt på det med det skriftlige element.
Det kan desværre godt være en barriere, da jeg er ordblind og kæmper nok med at læse brevene fra kommunen. Har dog stor glæde af mit ordoplæsningsprogram, desværre er kommunen ikke så vilde med mails. Især de der udfyldningspapirer kan være en kamp for mig - både forstå hvad de har skrevet og skrive noget tilbage der giver mening.

@Pedro: tak for det!

[nocturne]

Oprindeligt indsendt af frkkaos

@Nocturne: Vidste faktisk ikke at man havde mulighed for skifte sagsbehandler, har været omkring 4-5 styk igennem på det år jeg har været i systemet.
Så de fleste har jeg kun snakket kort med over telefonen eller haft enkelte møder med.
Noget du har erfaring med? - skal man blot klage over den man har?
Har prøvet at brokke mig over de mange skift, men det synes jeg ikke jeg fik det store ud af.
Har også hørt det kan være noget af et trauma at få børn - det skræmmer mig i høj grad.
Avleheden for ADHD er ret høj og tanken om to af mig *phew*
Kender ikke filmen "Hvad med Kevin", er den værd at se?

Heldigvis var jeg tilfreds med den eneste sagsbehandler som jeg havde. Hun var både sød og forstående.
Men har da hørt at en klage kan ændre ens situation.
Så i stedet for uendelige sagsbehandlinger, ville jeg da hellere klage.

Jeg tror mere på social-arv end gen-arv, men resultatet kan jo blive det samme.
Håber bare det bedste for de små. De fortjener det.
Og de behøver jo ikke få den samme diagnose, det kan blive noget helt 2. + 3.

Filmen er ret ny. Melancholia er ingenting i forhold. En helt igennem trist og troværdig film.

[Webmaster]

Det med at du er ordblind...det må folk sg bare vænne sig til...og herinde skal du altså slet ikke tænke over det...

Vi har mange herinde som kæmper med det...så vi er vant til lidt af hvert...og der er aldrig nogle der er sure eller brokker sig over det...

Om kommunen er vild med at få mails eller ej...det er sådan set ikke dit problem....

Du kan evt printe tingene ud og aflevere det på kommunen hvis du har mulighed for det...

Det er ikke dit job at behage dem...

Plus det er rigtigt rart at have dokumentation for de ting man snakker med kommunen om og kvittering så man kan vise dem at man selv har overholdt de ting man nu skal...

Der er desværre alt for mange der oplever en stor forskel på hvad der kan lade sig gøre når de taler med en sagsbehandler(altså at de lyver om ting) og så hvad der kan lade sig gøre når tingene er på skrift...

Jeg håber du har en i din nærhed der kan hjælpe dig med at læse og evt forstå de ting der kommer fra kommunen af...

Problemet med din indre alarm klokke er at den måske kan give dig flere problemer end du har lyst til...men det er igen svært for os herinde at vide...men måske bare noget du skal tænke grundigt over inden du kaster dig ud i det...

[jjsonn]

Det der med børn skal du nok vente lidt med, du er jo lige startet på rantolin og virkningen slutter kl 23, så du er nok ikke helt på rigtige dosi, så få lige lidt mere tjek på din krop og hoved, før du giver dig i kast med dit livs udfordring.

Heller vente et år end stå i en sitation du ikke kan overskue.

knus her fra.