Hvordan overleve til pensionen?

[Kanelte]

Hej
Deler lige et suk, som ikke handler om mig, men min kæreste. Han er 62 år. Gik efter 10 års arbejde på psykiatrisk hospital (som sosu ass.) ned med stress.

Var sygemeldt i 2½ år og fik det langsomt bedre. Han ville gerne på efterløn, men er ikke med i ordningen. Var så ved at falde ud af dagpengesystemet, så han var nødt til at begynde igen i job, nu som chauffør i august 16.

Dette job tager alle hans kræfter. Han møder ind 2, (nogle gange 3 gang på en dag). Er til rådighed i 12 timer dagligt, men får kun løn for 30 timer. Sådan er vilkårene i den branche, jeg har talt med 3F.

Han går i seng senest kl 21, står op før kl 05, har nogle gange et par timers pause, hvor han tar hjem og sover. Møder så igen, og dagen slutter så han er hjemme ved 17,30 tiden.

Når det så bliver fredag, liver han lidt op ved udsigten til 2 dages frihed. Lørdag eftermiddag er han ved at være sig selv igen. Har så helt til søndag eftermiddag, hvor han skal forberede næste uge, lave køresedler, kontaktlister m.m, og rengøre bussen.

Sikke et liv! Arbejdet fylder alt! Samtidig er økonomien belastet, da han kun får ( lav)løn for 30 timer. Han skal også selv betale en fridag, når han f.eks skal til lægen.........Måske har mange mennesker det sådan. Men min kæreste er 62, og kan ikke holde til det. Han er ved at blive deprimeret. Og har stress symptomer. Jeg kan ikke se hvordan han skal kunne holde til dette liv til han bliver 66½ år, altså 4 ½ år endnu........

Han har slet ikke overskud til at finde en klog løsning - han prøver bare at overleve fra dag til dag. Jeg er dybt bekymret for ham. Jeg har en dejlig kæreste, men vi ses næsten aldrig mere, og han har ikke overskud til noget som helst.
What to do???

[vasen]

Oprindeligt indsendt af Kanelte

Hej
Deler lige et suk, som ikke handler om mig, men min kæreste. Han er 62 år. Gik efter 10 års arbejde på psykiatrisk hospital (som sosu ass.) ned med stress.

Var sygemeldt i 2½ år og fik det langsomt bedre. Han ville gerne på efterløn, men er ikke med i ordningen. Var så ved at falde ud af dagpengesystemet, så han var nødt til at begynde igen i job, nu som chauffør i august 16.

Dette job tager alle hans kræfter. Han møder ind 2, (nogle gange 3 gang på en dag). Er til rådighed i 12 timer dagligt, men får kun løn for 30 timer. Sådan er vilkårene i den branche, jeg har talt med 3F.

Han går i seng senest kl 21, står op før kl 05, har nogle gange et par timers pause, hvor han tar hjem og sover. Møder så igen, og dagen slutter så han er hjemme ved 17,30 tiden.

Når det så bliver fredag, liver han lidt op ved udsigten til 2 dages frihed. Lørdag eftermiddag er han ved at være sig selv igen. Har så helt til søndag eftermiddag, hvor han skal forberede næste uge, lave køresedler, kontaktlister m.m, og rengøre bussen.

Sikke et liv! Arbejdet fylder alt! Samtidig er økonomien belastet, da han kun får ( lav)løn for 30 timer. Han skal også selv betale en fridag, når han f.eks skal til lægen.........Måske har mange mennesker det sådan. Men min kæreste er 62, og kan ikke holde til det. Han er ved at blive deprimeret. Og har stress symptomer. Jeg kan ikke se hvordan han skal kunne holde til dette liv til han bliver 66½ år, altså 4 ½ år endnu........

Han har slet ikke overskud til at finde en klog løsning - han prøver bare at overleve fra dag til dag. Jeg er dybt bekymret for ham. Jeg har en dejlig kæreste, men vi ses næsten aldrig mere, og han har ikke overskud til noget som helst.
What to do???

Super aktuelt spørgsmål hvor pensionsalder er et hot emne i debatten.
Venstre folk stiller op på stribe sammen med den øvrige højrefløj og siger at 9 ud af 10 der søger S. ftp får den pga af nedslidning.

For det første er det lodret løgn og for det andet er det valgflæsk.
Ingen har endnu opnået tilkendelse af S. pension alene pga, nedslidning.

Jeg aner ikke hvad din kæreste skal gøre, for jeg kan godt se han hænger fast med det yderste af neglene.

det bedste råd jeg kan komme med, at han må sygemelde sig og søge Pension, men det er et lotteri og jeg aner ikke om det lykkes.

[KageØre]

Oprindeligt indsendt af Kanelte

Hej
Deler lige et suk, som ikke handler om mig, men min kæreste. Han er 62 år. Gik efter 10 års arbejde på psykiatrisk hospital (som sosu ass.) ned med stress.

Var sygemeldt i 2½ år og fik det langsomt bedre. Han ville gerne på efterløn, men er ikke med i ordningen. Var så ved at falde ud af dagpengesystemet, så han var nødt til at begynde igen i job, nu som chauffør i august 16.

Dette job tager alle hans kræfter. Han møder ind 2, (nogle gange 3 gang på en dag). Er til rådighed i 12 timer dagligt, men får kun løn for 30 timer. Sådan er vilkårene i den branche, jeg har talt med 3F.

Han går i seng senest kl 21, står op før kl 05, har nogle gange et par timers pause, hvor han tar hjem og sover. Møder så igen, og dagen slutter så han er hjemme ved 17,30 tiden.

Når det så bliver fredag, liver han lidt op ved udsigten til 2 dages frihed. Lørdag eftermiddag er han ved at være sig selv igen. Har så helt til søndag eftermiddag, hvor han skal forberede næste uge, lave køresedler, kontaktlister m.m, og rengøre bussen.

Sikke et liv! Arbejdet fylder alt! Samtidig er økonomien belastet, da han kun får ( lav)løn for 30 timer. Han skal også selv betale en fridag, når han f.eks skal til lægen.........Måske har mange mennesker det sådan. Men min kæreste er 62, og kan ikke holde til det. Han er ved at blive deprimeret. Og har stress symptomer. Jeg kan ikke se hvordan han skal kunne holde til dette liv til han bliver 66½ år, altså 4 ½ år endnu........

Han har slet ikke overskud til at finde en klog løsning - han prøver bare at overleve fra dag til dag. Jeg er dybt bekymret for ham. Jeg har en dejlig kæreste, men vi ses næsten aldrig mere, og han har ikke overskud til noget som helst.
What to do???

Der findes jo andre brancher hvor man ikke hele tiden skal stå til rådighed.

Som social-og sundhedsass. Er der endvidere flere forskellige muligheder for administrative stillinger, eller lettere arbejde hvor man eks kun hælder medicin op i borgerens eget hjem.

[Pip]

Tænker at det er tid til at skifte erhverv..

Nu her til august, har han vel optjent til en ny dagpengeperiode, hvis han skulle blive arbejdsløs. Han er vel også berettiget til sygedagpenge igen, hvis han bliver sygemeldt.

https://ast.dk/beskaeftigelse/sygeda...ny-sygemelding

Men tjek lige op på de nyeste regler..

En anden jobmulighed kunne være handikaphjælper f.eks

[Subo66]

Hvis han er ansat som skolebuschauffør - fordi du skriver møder ind to gange, fri 17.30 og fri weekend - så var det måske en mulighed, at blive ansat ved et trafikselskab. Det giver godt nok vagter, også i weekender og aften, men til gengæld giver det også sammenhængende fridage på hverdage og en mere sammenhængende arbejdstid

[vasen]

Oprindeligt indsendt af Subo66

Hvis han er ansat som skolebuschauffør - fordi du skriver møder ind to gange, fri 17.30 og fri weekend - så var det måske en mulighed, at blive ansat ved et trafikselskab. Det giver godt nok vagter, også i weekender og aften, men til gengæld giver det også sammenhængende fridage på hverdage og en mere sammenhængende arbejdstid

Jeg læser trådstarter, som at han ikke han overskue noget som helst og før har været gået ned med stress og er tæt på igen.

Selvfølgelig vil det bedste være, at finde et andet job, hvis han har kræfterne og der overhovedet er en objektiv og realistisk mulighed for det.

Det er svært at sætte sig ind i, men godt han trods alt har dig!
Desværre sker der det, at man i den periode, hvor man stadig hænger fast i sit job med det yderste af neglene dårligt kan sælge sig selv, som en arbejds duelig person og så det det sådan set ligegyldigt i hvilket jovb det drejer sig om.

Jeg var der selv i 8 mdr. og havde slet ikke overskud og udsyn til, at sende en ansøgning.
Men hvis du kan hjælpe ham med at skrive en ansøgning og han evt. har lidt ferie til gode, hvor han muligvis kan komme lidt til hægterene, så han kan gennemføre en jobsamtale er det absolut bedre end at havne i jobcentrets kafkaske system.
God vind.

[Kanelte]

Tak for svar til vasen, Subo66, Pip og Kageøre. (Mærkelige navne, vi har her ;-) )

Ja, du har ret, vasen, han har før været nede med stress, og jeg er bange for det sker igen.

Det er nu heller ikke så let at blive ansat et nyt sted, når man er over 60.

Jeg ser ikke flere muligheder for ham på arbejdsmarkedet - han har forsøgt forskelligt i de 3 år, siden 1 sygemelding. Og nogle brancher er bare ikke længere en mulighed, når man har været der, og endte med at blive syg af det.

Men desværre er en langtidssygemelding og alt hvad der følger med den, heller ikke særlig sjov. Men måske den mindst slemme løsning alligevel.
Jeg er bange for, at hvis man ignorerer alvorlige stresssymptomer i gennem længere tid, og bare presser sig selv, hænger i med det yderste af neglene, som du skriver, - så går det galt før eller siden.

[vasen]

Godt, du er der for ham.
Jeg vidste ikke at han har søgt forskellige jobs i 3 år inden han fik det han er i nu, eller også har jeg ikke læst dit indlæg godt nok.
Udover stress, som kan være slemt nok, har han så andre helbredsmæssige problemattikker?

Hvis han kun har en diagnose og det er "alm" stress, så er det godt nok svært at få en evt. pension.
Hvem har givet ham diagnosen og har han en lyttende og empatisk læge?
de hænger nemlig ikke på træerne. de er hårdt presset, og mange alm. læger ved ikke så meget.
Har han eller er han i behandling( tænker ikke på medicin) men bliver han fuldt i sundhedssystemet.
hvor god er han til at formulere sin tilstand. Som jeg læser det lidt er han en " rigig" mand der trækker sig ind i sig selv.
Nå, men prøv om du kan drøfte det med ham og vær ikke al for berøringsangst.

[Nørd]

I skal tage dette meget alvorligt.

Min egen erfaring er at hvis man først har fået stress, så er man mere sårbar over for at få stress igen.

Jeg forsøgte også at hage mig fast ved neglene som vasen beskriver det, netop for at undgå at miste mit job og det medførte endnu en nedtur som var værre end den første og efterfølgende en stor nedgang i arbejdsevnen.

Jeg gik til stress psykolog som gang på gang fortalte mig at jeg skulle stoppe i det job jeg havde da det var gift for min tilstand, jeg lod det sive ind af det ene øre og ud af det andet.
Jeg tænkte som din kæreste at hvis jeg mistede mit job ville jeg ikke få et nyt, hvilket måske også var rigtigt.
Problemet med min beslutning var, at den ikke var særlig langtidsholdbar, hvis kroppen siger fra og man ikke stopper overbelastningen, så ender det bare med sammenbrud og bagefter risikerer man at helbredet bliver endnu værre end før sammenbruddet som det skete for mig.

I bliver nødt til at sætte jer ned og overveje hvilke muligheder I har rent økonomisk.
Hvordan vil jeres økonomi se ud hvis han melder sig syg?
Forvent det værste, at han mister sin indtægt helt eller lander på kontanthjælp og kig på hvordan jeres situation ser ud.

Husk at stress er en sygdom som kan give blodprop i hjertet, så overbelastningen bør standses nu!!

[KageØre]

Kommunen har i øvrigt pligt til at tilbyde seniorjob til den der ønsker det.