Hvad i alverden har de gang i?!

[popiae]

Hvor jeg(vi)kender til din beskrivelser af livet især"er her bare".

Det er desværre en urimmelig hård tur igennem systemmet, menge går selvsagt ned med flaget.
Men du kan jo ikke lyve om dit helbred, så en dag lykkes det hele.

Har du en interesse, eller lign. du kan bruge til at opmundtre dig selv, så brug dette.
Hold modet oppe, og skriv herinde, når du trænger til at lette hjertet eller få hjælp til spørgsmål.

De fleste har både erfaring i forløb og hvordan det følelsesmæssigt påvirker.
KNUDS
Popiae

[hla72]

Oprindeligt indsendt af popiae

Hvor jeg(vi)kender til din beskrivelser af livet især"er her bare".

Det er desværre en urimmelig hård tur igennem systemmet, menge går selvsagt ned med flaget.
Men du kan jo ikke lyve om dit helbred, så en dag lykkes det hele.

Har du en interesse, eller lign. du kan bruge til at opmundtre dig selv, så brug dette.
Hold modet oppe, og skriv herinde, når du trænger til at lette hjertet eller få hjælp til spørgsmål.

De fleste har både erfaring i forløb og hvordan det følelsesmæssigt påvirker.
KNUDS
Popiae

Popiae, tak for din kommentar.

Må indrømme, at jeg har fuldstændig mistet lysten til de ting der gør mig glad, både fordi jeg har smerter og fordi pengene er meget meget små. Jeg elsker fx at lave mad og bage, det stresser jeg godt af med, men når pengene er meget meget små (og det er de), så bliver det jo ofte bare det samme kedelige mad. Og min skulder/nakke sætter også sine begrænsninger.

Har forsøgt LÆNGE at holde den gående, har jo været syg rigtig længe (med psyken siden 2003 (hvor jeg fik min første diagnose) og det med min skulder startede i januar i år), men jeg synes bare det bliver mere og mere ligegyldigt og jeg ønsker bare at få ro på så jeg kan komme videre i mit liv.

Det er rigtig rigtig træls at vide, at man har en forsikring man kan få udbetalt hvis man ender på førtidspension (vilkårene siger arbejdsevnen nedsat med 2/3 eller mere og førtidspension før jeg kan få den udbetalt), det ville gøre mig gældfri, give mig råd til at blive boende, få ordnet mine tænder og stadig have lidt penge til at forsøde tilværelsen eller spare op...... nu er det bare gæld, og ingen udsigt til hverken at få råd til at gå til tandlæge og få lavet tænder, at blive boende, få skiftet de ting ud der er i stykker eller bare have råd til lidt mere end man har nu.

Jeg vil ikke lyde som en der klynker eller noget og faktisk holder jeg meget tæt omkring det med min forsikring, for det skal absolut ikke lyde som at det er derfor jeg vil have pension, men det at blive trukket rundt på systemet på den her måde hvor man ikke kan se hverken en forbedring i sin tilstand, sin økonomi, sine boligforhold eller noget... det er virkelig ikke til at holde ud. Det bliver jo ikke bedre af at blive visiteret til fleksjob og enten være endt på kontanthjælp først eller få ledighedsydelse som er 91% af hvad jeg får nu. Jeg kan knapt holde den gående på sygedagpenge (højeste sats).

Bare udsigten til at blive placeret i en anden kasse hvor man kan jages som andet vildt, jamen, det skræmmer simpelthen livet af mig.

Jeg føler bare mit liv smuldrer mellem hænderne på mig og jeg får det ikke bedre.... og jeg kan bare ikke se mig ud af hvad det skal ende med... der er jo ikke sket noget endnu. Og skal jeg videre ud i alt det "h******" med arbejdsprøvninger, endnu mere mistænkeliggørelse osv, så ved jeg ikke hvad jeg gør. Kan knapt holde til den uvished jeg er ude i nu.

Flere har anbefalet mig at søge hjælp på psykiatrisk skadestue og måske blive indlagt... det er bare ikke sådan at blive indlagt og den ydmygende følelse af at blive afvist fordi man ikke er "syg nok"... det kan jeg slet ikke overskue. Så jeg forsøger desperat at holde den gående herhjemme og ikke blive helt bange for mig selv og mine tanker... og især ikke skræmme livet af mine omgivelser fordi jeg har de tanker som jeg har.

Jeg føler mig SÅ svag og som et virkeligt dårligt menneske fordi jeg ikke kan overskue mit liv. Fighter viljen er helt væk og jeg skammer mig over, at jeg bare har lyst til at give op når andre der sidder lige så hårdt i det eller værre stadig formår at kæmpe.

Tak fordi jeg må læsse af herinde. Synes det er svært at komme af med det IRL uden at folk enten bliver bange for mig eller negligerer mine problemer fordi de ellers ikke ved hvordan de skal reagere.

Heidi

[popiae]

De fleste af dine tanker, og bekrymringer kan jeg nikke genkendne til. Desværre. MEN..
Jeg har været så heldig, at mine forældre har hjulpet mig, da jeg kom på kontanthjælp, efter fratagelse af sygedagpenge.
Men ridningen/hesten som også er nødvendig for ydereligere skade, og vedligeholdelse af muskler. Men det har giver et afbræk i hverdagen, og for mit eget bedste skal jeg derud og ihvertfald sætte mig op.
Men det kan være svært, at finde på noget som er gratis. En tur ud i naturen, nogen at følges med eller lign.
Håber du finder på noget, da det er af største vigtighed, når man står i vores situation.
Held og lykke
POPIae

[hla72]

Popiae, endnu engang tak for din kommentar

Jeg skal nok forsøge at komme mere ud, har en aftale i morgen med min fys, skal mødes med ham på Job-linjen. Har endda bagt muffins til slænget deroppe... trængte til at lave noget andet end at tænke mig gul og blå. Har endda fået lavet fornuftig aftensmad også... til gengæld har min skulder og nakke det ikke så godt nu og jeg er igen blevet totalt rastløs og ked af det....og tankerne roder igen rundt i hovedet.

-------

Har til aften chattet lidt med min svigerinde på Facebook og jeg sidder lige nu er ved ikke helt hvordan jeg skal reagere. For det er længe siden jeg har talt med hende og pludselig skriver hun og spørger om der er noget hun kan gøre. Hun har læste jeg har det rigtig skidt - hun har nok læst min blog eller også har min mor sagt noget.

Min svigerinde har før hjulpet mig med det med kommunen - før jeg fik min fagforening blandet ind i det for alvor - men jeg synes hun var for professionel og kun så det fra den side, så jeg valgte til sidst at trække mig. Følte ikke hun lyttede til mig overhovedet, men var totalt fikseret på flexjob med det samme og ville nærmest bestemme hvad jeg skulle.

Nu sad jeg så pludselig med hende på Facebook og hun spurgte om en hel masse om min sag, og jeg ved godt hun gjorde det fordi hun vil mig det godt, men jeg følte pludselig igen jeg blev kontrolleret, at jeg ikke selv har gjort nok, at jeg skal forsvare mig selv, at det jeg gør er forkert, at jeg er pivet osv. FRYGTELIGE følelser at sidde med når hun nu bare vil hjælpe.

Hun tilbød mig fx at ringe til kommunen og banke dem oveni hovedet (hun arbejder selv indenfor systemet, bare i Jylland, og har med arbejdsløse at gøre, ikke sygemeldte)... hun tilbød endda at låne mig penge til psykolog. Der sagde jeg så pænt nej tak og sagde, at jeg kan ikke betale dem tilbage. Så tilbød hun at GIVE mig penge. Det undlod jeg at svare på, men begyndte i stedet at sidde og stortude. Dælme godt vi chattede via Facebook og ikke snakkede pr. telefon.

Hvorfor har jeg SÅ svært ved at tage i mod hjælp når folk selv tilbyder det? Jeg skammer mig sådan når folk tilbyder at hjælpe, tilbyder at låne mig penge, tilbyder at give mig penge. Jeg kan sgu knapt tage i mod hjælp fra min mor.

Jeg har også meget meget svært ved at bede om hjælp, jeg bider det hellere i mig og lider i stilhed end at sige noget. Lige som jeg har svært ved at sige hvordan jeg har det når jeg har det skidt og virkelig skidt... som fx nu.

Min svigerinde skrev, at jeg skal kontakte min fagforening og rykke dem i ørerne... og bede dem rykke kommunen i ørerne så der snart sker noget, for tiden går. Og så skal jeg fortælle min fagforening hvor skidt jeg har det, at ventetiden er ved at tage død på mig. Det er bare SÅ grænseoverskridende for mig, men jeg er også godt klar over, at siger jeg ikke noget, så ved heller ingen hvordan jeg har det. Jeg er bare SÅ bange for at fremstå som pivet og klynkende og ja, så kører angsten bare igen.

Er jeg den eneste der har det sådan? Helst ikke vil være til besvær, men bare går med tingene selv?

Det er uudholdeligt, ja, for pludselig eksploderer det bare totalt, det har det gjort for mig, men jeg synes virkelig det er svært at tage i mod hjælp, bede om hjælp og vise at jeg har det skidt. Jeg er jo monster ked af det, og går alene med det (skriver så lidt om det på min blog og herinde, min psykolog ved også hvordan det står til, men ham ser jeg jo kun 1 gang om måneden)... og jeg hader det...alligevel siger jeg ingenting til mine omgivelser hvis jeg kan slippe for det... og når folk så prikker til mig så bryder jeg sammen

Hvad gør I andre? Bider I det også I jer eller spørger I bare om hjælp når det er?

[Huldra]

jeg må indrømme,, gør det helst ikke, men jeg bider også meget i mig, og vil helst klare det hele selv..
desværre så meget, at jeg heller ikke får opsøgt min læge, så jeg har beviser som de kalder det på kommunen, på at jeg har ondt.. og plaget af div smerter og besvær.

jeg bliver ikke forundret hvis jeg også en dag mister taget, og bryder helt sammen.. men jeg er stædig som bare f.....

jeg tror på, at når man nu har været sådan en person hele livet, som helst vil klare sig selv og ikke være til besvær hos læge og sådan.. så kan man ikke bare sådan lige ændre på det over natten, selv når man har brug for det. og burde søge hjælp..
jeg prøver at blive bedre, men ved alt for godt at det nærmest er umuligt..
gad vide om der findes en diagnose for at have det sådan?
nå, klokken er mange og hænderne sover,smerter.. ellers kunne jeg godt skrive i timevis.. er jeg bange for..
pas godt på dig selv..

[hla72]

Oprindeligt indsendt af Huldra

jeg må indrømme,, gør det helst ikke, men jeg bider også meget i mig, og vil helst klare det hele selv..
desværre så meget, at jeg heller ikke får opsøgt min læge, så jeg har beviser som de kalder det på kommunen, på at jeg har ondt.. og plaget af div smerter og besvær.

jeg bliver ikke forundret hvis jeg også en dag mister taget, og bryder helt sammen.. men jeg er stædig som bare f.....

jeg tror på, at når man nu har været sådan en person hele livet, som helst vil klare sig selv og ikke være til besvær hos læge og sådan.. så kan man ikke bare sådan lige ændre på det over natten, selv når man har brug for det. og burde søge hjælp..
jeg prøver at blive bedre, men ved alt for godt at det nærmest er umuligt..
gad vide om der findes en diagnose for at have det sådan?
nå, klokken er mange og hænderne sover,smerter.. ellers kunne jeg godt skrive i timevis.. er jeg bange for..
pas godt på dig selv..

Tak Huldra... det beroliger mig lidt at høre, at det ikke kun er mig der har det sådan... selvom det selvfølgelig ikke er sjovt... eller godt. Du forstår nok hvad jeg mener.
Det ville jo være nemmere, hvis man var åben og ærlig og sagde højt hvordan det står til, men jeg tror meget af det hænger sammen med hvad hvordan folk i ens omgivelser har mødt en når man har sagt noget. Jeg er blevet mødt med skepsis og "afslag" fra mine omgivelser siden jeg var barn. Havde fx en klasselærer der mente det var mig der var noget i vejen med når nu jeg blev mobbet, så det var nemmere at jeg lavede mig selv om end dem der mobbede mig skulle ændre på sig. Der gik jeg i 5. klasse og var vel 11 år.

Jeg tror sgu det er sådanne bemærkninger der er nogle af årsagerne til, man man tier stille, fordi man føler det er en selv der er forkert og til besvær.

Om der direkte er en diagnose for sådan noget? Det er der nok, men har ikke et bud på hvad det kan være. Mon ikke det er en del af manglende selvværd?

Men igen, tak for dit input Huldra

Havde det faktisk skidt da jeg stod op, altså skidt med alt det jeg læssede af i går aftes. Var faktisk ret flov. Men nu har jeg det nogenlunde ok med, at jeg rent faktisk læssede af

[popiae]

Som du ser er det genkendelige føelser for de fleste. Ergo reagere du normalt.

Desværre har den siddende regering, været dygtige til, at ændre mange menneskers menneskesyn overfor syge.
Mistænkeliggørelse, nassere mv.

MEN...
Man ved selvsagt selv om der er noget i vejen med en eller ej. Tro på det, og hold fast i det. Lad ikke nogen overbevise dig om andet.

Har selv siddet overfor min speciallæge, og spurgt om han nu var sikker på, at jeg var syg! Han kunne dog godt forstå, at jeg havde disse tanker.
Det er godt at læsse af, til andre der forstår. Og jeg tror helt ærligt, at det er svært for andre(uden for systemet)at forstå.
Knuds Popiae

[hla72]

Oprindeligt indsendt af popiae

Som du ser er det genkendelige føelser for de fleste. Ergo reagere du normalt.

Desværre har den siddende regering, været dygtige til, at ændre mange menneskers menneskesyn overfor syge.
Mistænkeliggørelse, nassere mv.

MEN...
Man ved selvsagt selv om der er noget i vejen med en eller ej. Tro på det, og hold fast i det. Lad ikke nogen overbevise dig om andet.

Har selv siddet overfor min speciallæge, og spurgt om han nu var sikker på, at jeg var syg! Han kunne dog godt forstå, at jeg havde disse tanker.
Det er godt at læsse af, til andre der forstår. Og jeg tror helt ærligt, at det er svært for andre(uden for systemet)at forstå.
Knuds Popiae

Popiae

Ja, du har helt ret i, at samfundets syn på de syge er blevet ændret, vil faktisk sige den er blevet ret barsk.
Og ja, du har helt ret i, at det er svært for folk udenfor systemet at forstå hvad man går igennem. Jeg synes også jeg bruger oceaner af tid på at forklare og forsvare hvorfor der dog ingenting sker.

Skal nok prøve at lade være med at lade mig overbevise om,at jeg intet fejler eller ikke fejler "nok"... også uden at gøre mig selv mere syg end jeg er eller at andre skal give mig følelsen af, at jeg gør mig selv mere syg. Svært, ja, men skal nok forsøge.

Igen tak for input

[Hyanna]

Det var sq godt at du læssede af, kære hla72 , for det er du faktisk i din gode ret til!!!

Ved også godt hvad du 'fejler' ... Du lider under 'den individuelle psykosociale bagage' (lyder det ikke fornemt ), som du selv så smukt har beskrevet.

Har selv siden 1. oktober med jævne mellemrum siddet og tudet af selvmedlidenhed over smerter, over kvalme (bivirkninger), over jeg ikke kan, det jeg vil, over at være en belastning for min kæreste, over at der er så meget inde her på K10, som jeg gerne ville sige til jer; men ikke har magtet her på det sidste osv. osv.

Jeg har været lige som dig, kære hla72; men i 40-årsalderen måtte jeg lære noget andet, og det lærte jeg ikke bare sådan lige med et fingerknips ... det tog laaaang tid, og jeg må da stadig lige øve mig lidt en gang i mellem ... du ved: Vil selv, kan selv!

Jeg kunne godt tænke mig at dunke den lærer oven i hovedet med et vådt stykke wienwerbrød, for h*n er da 40 % dummere end brugt kattegrus

Men du skal gå ud foran spejlet og så skal du sige til dit spejlbillede: Jeg er et unikt menneske, der har brug for støtte og hjælp. Det er det, der gør mig til menneske. Jeg støtter og hjælper jo også andre. De er mine medmennesker. Vi deler de samme vilkår her i livet. Intet menneske er en øde ø. Vi er sociale individer. Jeg er social! Jeg har ret til at række ud efter hjælp og støtte hos mine medmennesker. Bliver jeg ikke 'mødt' på mine behov for støtte og hjælp, siger det ikke noget om mig eller om min værdi som menneske; men mere om at mit medmenneske ikke evner at hjælpe og støtte mig lige hèr og nu, eller ikke ønsker at hjælpe mig.

Og nej, det kurerer ikke den 'psykosociale bagage' du slæber rundt med; men det er sq en start til at bearbejde forkerte holdninger du har fået ind-opdraget !!!!

Prøv at tænke på det lille spædbarn og se det for dig. Se at alle små babyer rækker kærligt ud mod den verden det er født ind i. Se for dig, at det så handler om, hvordan det lille barn bliver mødt på sine behov (alle spædbørn er jo hjælpeløse). Bliver det overvejende mødt med kærlighed og velvilje? Bliver det overvejende mødt med afvisning og kulde? Sæt dig ned, og forstå dig selv, for det kan du godt. Du har lige bevist, at du kan i dit sidste indlæg

Du ved også godt, at du igennem din opdragelse har fået både gode og dårlige ting med i bagagen. Nu er du voksen, og skal smide så meget af det dårlige ud af den bagage, som du overhovedet kan. Du har bl.a en bagage der hedder: Jeg er besværlig. Jeg må ikke være til besvær. Du har overtaget 'aggressorens' (eller aggressorernes) rolle. Du har 'inderlig-gjort det budskab, som du har fået i din opvækst.

En god ven (psykolog) fortalte mig en gang om en klient, som havde inderliggjort sin fader så meget, at hun også omtalte sig selv i de selv samme negative vendinger, som faderen havde gjort gennem hendes opvækst. Hun havde så sandelig overtaget aggressorens rolle!!!! Hun vidste det jo ikke selv, før det kom frem under terapiforløbet, og sådan er det jo for os alle sammen. Vi er nødt til at blive gjort opmærksom på de ting, som vi ubevidst slæber med os fra opvæksten af andre.

Om du skal modtage hjælp af din svigerinde, skal jeg afholde mig fra at råde dig om, da jeg jo ikke ved om hun er af den slags, der invaderer og overtager; men jeg synes du skal sige til hende at det er det du synes du oplever, og så se hvordan hun reagerer.

Min broder og svigerinde har meget brug for støtte og hjælp, så vi er meget opmærksomme på, at der aldrig bliver tale om at overtage eller invadere. Der er ingen 'regning', og sådan skal det være! Vi taler åbent om det, for så er alle sikre på at det ikke sker.

Hvis din svigerinde så bliver smæk fornærmet, så har du sikkert set rigtigt, hvis ikke, jamen så får I jo talt ud om det, og så kan du måske overtale dig selv til at modtage den hjælp, du jo faneme godt kan bruge kære hla72 !!!

Phuh, det har taget mig lang tid at skrive det her; men jeg læser gang på gang, at folk er kørt helt ned af sagsbehandlere der overskrider alle grænser for god opførsel, som er ubehøvlede og fulde af løgn, og det gør mig så ondt, at folk tager det på sig, og føler sig ydmyget. Det handler også om, at mennesker tager det på sig som er sagsbehandlerens ****. Det er ikke deres eget!!!! Igen den psykosociale bagage, hvor det siger mere om sagsbehandleren end om borgeren der er udsat for en ækel behandling. I virkeligheden er den der forsøger at ydmyge og nedgøre andre mennesker selv den der er den nedværdigede. At få ordre på at spare af chefen, dække over sig selv med løgne, at tale grimt til et menneske, som de er ansat til at hjælpe osv. osv. er en nedværdigende handling, de påfører sig selv. Jeg ville da ikke arbejde sådan et sted, ville du?

Nej vel? .... Og det er fordi, vi ikke vil nedværdige os selv til at behandle andre mennesker på den måde

Håber det bedste for dig hla72 ... De varmeste hilsner fra Hyanna

[hla72]

Hyanna, tak for dit rigtig gode input

Jeg er godt klar over mange af de ting du skriver, min psykolog har det tit oppe og vende. Det er en af mine mange problemstillinger og jeg har fået forklaret, at jeg reagerer som jeg gør pga. posttraumatisk belastningsreaktion. Så jeg vil pr. automatik altid reagere uhensigtsmæssigt med de mønstre jeg har så snart noget minder mig om det. Jeg kan godt lære at handle anderledes og mindre uhensigtsmæssigt, men det er en langvarig proces og noget der virkelig skal kæmpes for... og jeg vil få mange tilbagefald, for der vil hele tiden komme noget der vil "minde". Men det vil blive mindre udtalt med tiden, men den tid får man jo ikke i det her system.

Der er også andre ting jeg "slæber med mig" fra barndommen, men hvor jeg er blevet en smule bedre til at tackle det anderledes. Men helt "rask og normal" bliver jeg aldrig... men jeg kan lære at leve med det... med tiden og hvis jeg bliver skånet for alt for voldsomme belastninger.

Men Hyanna, du gav mig noget at tænke over i dit svar og jeg har nu taget tyrene ved hornene og skrevet en MEGET lang mail til min sagsbehandler på fagforeningen og lagt kortene på bordet. Det er ultra ultra grænseoverskridende at læsse sådan af og være så ærlig, men nu må det briste eller bære. Jeg går endda så langt, at jeg indrømmer, at jeg nu kun drømmer om pension for jeg har virkelig bare brug for ro i mit hoved og i mit liv.

Jeg ved også godt det er sprængfarligt at nævne, men nu gør jeg det og jeg forklarer hvorfor. Det handler om hele MIG og alle aspekter i mit liv ikke kun om jeg skal ud og arbejde eller ej. Og det synes jeg saftsuseme der mangler, det er som om det KUN handler om hvad jeg kan yde til samfundet og så kan resten af mit liv være noget så ligegyldigt uanset hvor meget det sejler.

Har fået auto-svar tilbage fra min sagsbehandler på fagforeningen, at hun først vender tilbage i morgen. Og så må jeg se hvad hun siger til det hele. Ja, jeg har lidt ondt i maven over det, men nu er det gjort, katten er ude af sækken og så må det sgu briste eller bære. Jeg er nødt til nu at sige højt, at jeg har det ad røven til og nogle dage faktisk tænker mere på at være død end levende! Og så kan det godt være fagforeningen ikke kan gøre noget, men nu VED de hvordan det står til.

Heidi