Min sygdom fylder :-(

[HeidiAnd]

Jeg har holdt en kort pause, synes der har været så meget at se til, men desværre er der intet nyt i min sag

pr. 31 marts 2011 stoppede kommunen mine sygedagpenge, efter at have fået dem forlænget en gang, fra dec. 2010 til marts 2011.
Jeg har anket afgørelsen 2 gange, begge gange er den blevet afvist, så nu ligger den hos BAN og har gjort det siden starten af maj måned.
Min anke handler ikke kun om stop af sygedagpenge, men om hele den måde min sag er blevet behandlet af min sagsbehandler, om de utallige sjuskefejl der er i min sag, samt at jeg har modtaget aktindsigt i min sag, og det viser sig der ligger dokumenter, som ikke hører min sag til.
Hvad der kommer til at ske ved jeg ikke - og det er dybt forvirrende

Jeg ved at flere har sagt, at når nu der er x antal behandlingstid, så kunne jeg bare slappe af. Men det formår jeg ikke
Jeg føler det som om jeg er tilskuer til mit eget liv, jeg er ikke længere herre over det. Jeg kan blot stå og se på, at andre træffer afgørelser for mig.

Når det så er sagt, så har jeg i den grad stor gavn af min psykolog, har været der en del. Man mente at grunden til jeg havde behov for en psykolog var pga ulykken dengang, og at det var den der måtte have sat sine spor (kommunens/sagsbehandlerens udlæg)
Men det viser sig ikke at være sandt. Årsagen er navnlig usikkerheden, den situation jeg står i, sygemeldt som snart 29 årig, ingen fremtidsudsigter eller lign.

Jeg er blevet mere syg med tiden, og har udhvilklet en panik angst uden lige.
Jeg har aldrig prøvet noget lignende, men ofte når jeg er sammen med mange mennesker, (fester og så videre) så oplever jeg at mine håndflader sveder, mit hjerte løber løbsk, min hals snører sig sammen og mit hovede er ved at eksplodere pga støjen, pga stemmer forfra, bagfra etc. Det er ikke til at holde ud, men jeg er heldigvis blevet bedre til at håndtere min situation, og lytte til de signaler min krop sender. Det er måske også det eneste plus ved denne sitation?

Det seneste stykke tid har jeg både fysisk og psykisk fået det værre. Psykisk således at jeg har det svært ved at være den jeg er, at jeg skal stå i denne situation og ikke være herre over mit eget liv.
Fysisk får jeg langt flere smerter. Jeg oplever en frygtelig hovedpine (som jeg jo lider kronisk af i forvejen) men som jeg ikke kan gøre noget ved længere. Det er ikke migræne, eller mine maxalt virker i hvertfald slet ikke.
Jeg har det som om mit hovede når som helst kan eksplodere, det trykker hele tiden.
Jeg får kvalme af den hovedpine og ofte kaster jeg op. Jeg har langt flere synsforstyrrelser og nakkesmerter.
Min midterryg volder mig store problemer, selv min fysioterapeut er kommet på stort arbejde
Jeg sover utroligt dårligt om natten, ca 3 timers søvn bliver det til, og det kan jeg jo under ingen omstændigheder holde til i længden


Og så er der konsekvenserne af denne situation jeg står i, min mand har valgt at forade mig. Nu kunne han ikke længere og jeg forstår ham godt. Selvfølgelig er der også andre ting, men den store grund er nok den jeg er blevet... og jeg ved stadig ikke hvem jeg er, til trods for jeg nu har været sygemeldt siden okt. 2009.....
Det er frygtelig hårdt, at stå som enlig mor til 2 og så med den sygdomshistorie - det kræver virkelig nogle store stærke skuldre.... Jeg KÆMPER hver dag - der er dage hvor det går nogenlunde, og så er der dage, hvor jeg slet intet magter... Hvor jeg knap nok kan komme ud af sengen, hvor min krop står af, den er tung og usamarbejdsvillig og har bare ondt alle vegne.

Ja livet skal åbenbart ikke være nemt

dem som har lyst, kan her se mine tidligere indlæg, som nok bedre beskriver hele min situation

http://www.k10.dk/showthread.php?t=14927

http://www.k10.dk/showthread.php?t=16941

http://www.k10.dk/showthread.php?t=16709

http://www.k10.dk/showthread.php?t=16164

http://www.k10.dk/showthread.php?t=17488

[Enteneller]

Du trænger om nogen til dem.

Hårdt i så ung en alder at opleve så meget modgang. Du kan være sikker på at eskalationen af smerter og hovedpine også kommer af de psykiske belastninger du er udsat for og dagligt spekulere over.

Hold fast i din psykolog og din afklaring, håber at der er folk omkring dig der kan hjælpe og at din mand kan tage børnene når du ikke magter det.

Held og lykke, håber at du vil følge med herinde fremover også.

[Tassi]

Du får lige nogle

Jeg kan ikke sige så meget, andet end at du ikke er alene om at være tilskuer til dit eget liv, hvor man magtesløs må se til at ens tilstand forværres, samt at man nu skal rende rundt med en ekstra diagnose i form af invaliderende angst
Det er et voldsomt overgreb, og en situation, man ikke kan slippe ud af

I mit tilfælde led jeg oveni den tort at skulle medicineres mod angsten - en medicin jeg ikke kunne tåle. Selvom jeg nu er ude af medicinen har det år med voldsomme bivirkninger forårsaget en yderligere dramatisk deroute af mit helbred.
Jeg blev testet forleden. Min biologiske alder er nu 15 år ældre end min faktiske alder. Da jeg blev sygemeldt for 5 år siden, var jeg i rimelig god form, spiste godt, og så faktisk yngre ud end jeg var. Derouten er ikke til at tage fejl af

Det er den direkte vej mod en langsom død. Jeg kan mærke det. Det er svært at finde ord til at beskrive hvordan det berører mig

Jeg arbejder med for tiden med at finde en ny form for styrke i mig. Hvis jeg skal redde mig selv, er jeg nødt til at finde en vej, så jeg kan overleve mens jeg sidder fast i systemet. Jeg lærer mig selv at finde en ironisk distance - en form for apati - hvor min retfærdighedsfølelse ikke længere dominerer. Jeg vælger at bilde mig selv ind, at det ikke betyder noget for mig, hvad der sker med mig. Det er selvfølgelig ikke rigtigt, men det er en måde, jeg kan skifte fokus på
En form for accept af, at jeg er tvunget ned i en offerrolle, og lader være med at bekæmpe det mere. Når går min kamp med at rejse mig fra det i stedet for.

Jeg ved ikke om det giver mening. Jeg kan ikke forklare det så godt, da det er en proces jeg selv er midt i

Mit fokus går ikke længere på "Det kan I ikke være bekendt! Kan I ikke se, hvad I gør? Jeg har rettigheder!", men derimod "Hvad kan jeg gøre her og nu, i dette øjeblik i min dag, for mig". I kampen med systemet bruger man alt for mange dyrebare ressourcer på selve kampen, fremfor at få bygget en ny tilværelse op

[Enteneller]

Tassi, du har fuldstændigt ret. Man bliver nødt til at acceptere den situation man er havnet i og så arbejde ud fra det. Det er klart at man arbejder for en afklaring, men det kan man kun gøre så godt man kan i forhold til systemet og de muligheder der er.

For mig er det fuldstændigt fantastisk at jeg nu er ok med at have mine børn sovende et par gange om ugen uden at skulle være ædt op af angst og smerter. Det er super at jeg kan mærke på min krop at det er dem, mine elskede børn der er her og at jeg når som helst jeg har brug for det bare kan ligge mig på sofaen, men stadig være i stand til at overskue situationen og det at de er her.

Endvidere sætter jeg pris på at de har en god far, der også elsker dem og bare vil have dem så meget som muligt, men også giver mig lov til at være der for dem, når de og jeg vil det.

Ved siden af har jeg så min sag om førtidspension, en §18 som jo netop er bliver sendt videre til BAN. Min svigerinde sagde til mig, du er nødt til at gøre noget ud af situationen, og se dårligere ud end du gør !!. Nej jeg vil ej, jeg er den jeg er og har det så ikke godt i perioder af dagen og ingen arbejdsevne, men jeg vil dælme ikke krybe for dem. Tvinges jeg i arbejdsprøvning igen, må jeg tage den derfra, nu kender jeg efter 6- 8 års sygdom i det mindste de fleste af mine grænser og det er bare det bedste.

Heidiand, det tager tid at lære sig selv at kende, som syg person, men det er det værd at lytte til sig selv, først der kan man komme videre med det man nu er i.

[HeidiAnd]

Enteneller : Jeg vil helt klart følge med herinde, læser indimellem men syntes desværre at min egen sygdom fylder så meget - især fordi det ikke bliver bedre. Tvært imod Jeg ved godt at det psykiske pt. spænder ben for mine smerter, og gør det hele værre...

Mht afklaring, så ved jeg ikke hvad der skal ske fremover.. jeg er blevet tilknyttet en anden sagsbehandler, efter sdp stoppet. Hun var meget flink, og syntes bestemt der skulle ske noget med mig. Også fordi jeg i de 20 mdr jeg har været sygemeldt, ikke er blevet afklaret jobmæssigt, men behandlingsmæssigt er der ikke meget at gøre.
Jeg er blevet henvist til et kognitivt forløb på Sankt Hans i Roskilde, jeg går hos en psykolog, en fysioterapeut, vandgymnastik gennem gigtforeningen og så spiser jeg en masse smertestillende, bare for at kunne holde hverdagen ud. Min tilstand er stationær siger alle læger m.m.
Og nu sker der så intet.... det er jo sommerferie, og DK går åbenbart i stå

Tassi: jeg ved ikke hvad jeg skal svare.... andet end alt det du skrev, passer med lige præcis sådan som jeg har det... Jeg har bare enormt svært ved at beskrive det... Du satte ord på det... TAK
Jeg føler mig ofte alene - forståelsen fra andre kan ligge på et meget lille sted, og måske kan man heller ikke forlange, at andre kan forstå hvordan vi har det....??? Vi andre kan det jo knap nok selv
Accepten af den jeg er - der er jeg ikke kommet endnu.... men jeg er blevet bedre til at lytte til min krop...
Desværre er det jo sådan nu, at som enlig mor, står jeg lige pludselig med det hele selv, og der er ting der bare SKAL laves, så ingen tvivl om jeg også er mere aktiv i hjemmet og det giver bagslag :-/

[Pixeline]

Hejsa.

Hvor kan jeg bare følge dig. Jeg kan faktisk selv sætte dig ind i din historie, hvis det ikke var for fysisk sygdom og dog. Jeg har depression og genneraliseret angst, men det giver jo også nogle fysiske symtomer, dog nok ikke så slemme som du oplever dem.

Man får at vide af alle man er i nærheden af, at man skal tænke positivt, klø på frem ad rettet, og huske alle de ting der er godt for en.
Det er også fint og vi kæmper f...... så røgen står efter os. Jeg vil sige at en gang i mellem er okay at ha' en dag hvor det hele bare er skidt. Man kan ikke holde dampen oppe hele tiden, en gang imellem går man død, man har brug for at gå i fosterstilling og have ondt af sig selv, så er man klar til at kæmpe igen dagen efter.

Vi bliver bedømt af familie, af omverdenen og kommunen.
Mange af os er i gang med sagsbehandling og ved ikke hvad frem tiden bringer. For mit vedkommende har mine sygedagpenge været til forhandling med 3 mdr mellemrum de sidste ½ år. Hvis det ikke tager energi, ved jeg sku' ikke.

Og du er alene. Hatten af for dig. Hvis jeg ikke havde haft min mand, ved jeg ikke hvordan det var gået.


Til dig.
Pixeline

[Tassi]

Oprindeligt indsendt af HeidiAnd

Tassi: jeg ved ikke hvad jeg skal svare.... andet end alt det du skrev, passer med lige præcis sådan som jeg har det... Jeg har bare enormt svært ved at beskrive det... Du satte ord på det... TAK
Jeg føler mig ofte alene - forståelsen fra andre kan ligge på et meget lille sted, og måske kan man heller ikke forlange, at andre kan forstå hvordan vi har det....??? Vi andre kan det jo knap nok selv
Accepten af den jeg er - der er jeg ikke kommet endnu.... men jeg er blevet bedre til at lytte til min krop...
Desværre er det jo sådan nu, at som enlig mor, står jeg lige pludselig med det hele selv, og der er ting der bare SKAL laves, så ingen tvivl om jeg også er mere aktiv i hjemmet og det giver bagslag :-/

Jeg er også enlig mor, og har kun een ting at sige: rengøringshjælp!
Jeg magter ikke længere mit eget hjem, og al min energi går på at sørge for at holde børnene så skadesløse som muligt. Med en kraftig funktionsnedsættelse er man nøje tvunget til at vælge, hvor man bruger sine ressourcer, og hvor man kan spare dem
Jeg har fundet en fantastisk kvinde, som også sørger for at rydde op og det hele. Hun sørger for at mit hjem ikke bliver fuldstændig kaotisk. Og ja, det er dyrt, og jeg er en af de såkaldt 'selvforsørgende', men det er et nødvendigt valg
Så hermed et råd givet videre

[HeidiAnd]

Oprindeligt indsendt af Tassi

Jeg er også enlig mor, og har kun een ting at sige: rengøringshjælp!
Jeg magter ikke længere mit eget hjem, og al min energi går på at sørge for at holde børnene så skadesløse som muligt. Med en kraftig funktionsnedsættelse er man nøje tvunget til at vælge, hvor man bruger sine ressourcer, og hvor man kan spare dem
Jeg har fundet en fantastisk kvinde, som også sørger for at rydde op og det hele. Hun sørger for at mit hjem ikke bliver fuldstændig kaotisk. Og ja, det er dyrt, og jeg er en af de såkaldt 'selvforsørgende', men det er et nødvendigt valg
Så hermed et råd givet videre

Takker mange gange for rådet Tassi, det er desværre bare ikke en mulighed. Jeg er endnu ikke berettiget til kh, da kommunen mener at min x har forsørger pligten over mig, så lige nu står jeg mildest talt i **** til halsen, bor et sted hvor jeg ikke har råd til at betale huslejen, ja egentlig har vi slet ikke råd til at leve, da der slet IKKE kommer nogen form for ydelse ind...

[Enteneller]

Hej Heidiand,

Hvis I er gået fra hinanden er du jo enlig og der har din x jo ikke forsørger pligten. Er det fordi I var gift og venter på seperationen ?

[HeidiAnd]

Oprindeligt indsendt af Enteneller

Hej Heidiand,

Hvis I er gået fra hinanden er du jo enlig og der har din x jo ikke forsørger pligten. Er det fordi I var gift og venter på seperationen ?

Ja vi var gift, og der er en behandlingstid på 3 måneder her i sommerperioden...
Det er bare ik rigtig noget jeg sådan kan bruge til noget - det giver mig ik mad på bordet