gal eller normal

[MTVRV1]

Oprindeligt indsendt af thomas75

Jeg synes faktisk, det er omvendt. Jeg tror, at man lettere kan leve med noget, når man har fået en diagnose at forholde sig til. Det er ikke sådan, at jeg går og tænker, gud jeg har en diagnose, men når man får at vide, hvad det er man fejler, så kan man bedre forholde sig til det og arbejde med det og få den rette behandling.

Hvis nogen bruger deres diagnose til at fralægge sig ansvaret, tror jeg, de ville have gjort det alligevel, så var det nok bare noget andet der havde fået skylden.

Derudover er diagnosen jo også et vigtigt arbejdsredskab for lægerne.

det er netop det jeg mener, først skal man have diagnosen eller flere
netop så lægerne kan finde en behandling, hvis der ikke er nogen så skal man til at indrette sit liv efter det.
men når vi snakker om man ikke kan arbejde, så bliver det slemt i forhold til et jobcenter. fordi i de fleste tilfælde skal man analyseret ned til mindste detalje
alså bliver det er et diagnose race i flere år.
fordi man lige til se om noget fysisk er psykisk og sikkert også omvendt

ingen tror jo på hvad selv siger i systemet og det kan faktisk være med til at gøre folk mere syge end de var i forvejen.
man skal være meget stærk psykisk for at være i et behandlingsystem og i forhold til et jobcenter.
man ser jo folk som kommer ind i systemet som fysisk syg
ender med angst og depression oven i, nogen får jo direkte Post traumatisk stress.
når man er psykisk syg så skal der ikke meget til for at man går ned

i min verden er et jobcenter slet ikke egnet til at have med psykisk syge at gøre

[panti]

Jeg har det sådan at jeg personligt er ligeglad hvilken etiket de sætter på mig. Det interessante er hvilke symptomer jeg har og inden for psykiatrien, vil du kunne se den samme række af symptomer indenfor de fleste lidelser og det er jo også derfor det kan være meget svært for psykiateren at finde den rigtige etiket.

Det er jo ikke navnet der bestemmer sygdommen, men omvendt. Hvis du eks lider af angst eller søvnløshed, er det jo det man skal behandle eller tage hensyn til uanset hvad grundlidelsen er!

Mine 8-9 diagnoser (har ikke gidet at tælle dem) får jeg pt ingen medicin eller anden behandling for. Jeg kan desværre ikke tåle noget medicin (levertal går helt amok) og har ingen tilbud om behandling fra det offentlige, så jeg har måttet indrette mit liv så godt som muligt for at "tage hensyn" til min sygdom.

Det er jo også at tage ansvar i min verden. At lære at acceptere at nogle ting kan jeg bare ikke, kommer til at tage tid, men det trøster mig da lidt at vide at det ikke er fordi jeg er doven eller uduelig (etiketter jeg havde før!). Det går stadig meget tit galt for mig, men jeg forsøger at undgå at sætte mig i situationer der "trigger" mig.