Min historie / FTP / Psykiater spørgsmål. Hjælp :-(

[CtrlAltDelete]

Oprindeligt indsendt af Leduce

ja jeg ved godt en psykiater kan medicinere ...mens en psykolog ikke kan ...
har aldrig hørt om det .. at gå til en psykiater uden at medicineres ..hvorfor så gå til en psykiater løbene?? han kan stille dianogsen men at gå til ham løbene kan jeg ikke forstå .

Jeg tænker på psykiatrisk afdeling kender mange der "blev smidt hjem" for psykiateren skønnede at de skulle på medicin men de takkede nej og derfor tages det som at de ikke vil bruge behandlings mulighederne ...

Hvorfor gå til en psykiater løbende uden medicin? Af samme grund som dem der går til en psykiater MED medicin.

De er uddannet i at yde psykoterapi/samtaleterapi og kan derfor hjælpe hvis man har en psykisk lidelse via eksempelvis kognitiv terapi. Dette kan nogle psykologer også - det er dem der er uddannet som klinisk psykolog.

Hvis min psykiater skønner, at jeg ikke kan komme videre i behandling uden medicin så er jeg villig til at tage medicin. Men så længe jeg kan kæmpe min kamp uden at proppe piller i mig og jeg viser fremskridt i terapien, så ser hverken jeg eller min psykiater grund til at jeg får medicin.

Jeg undskylder til trådstarter hvis tråden er ved at køre ud på et sidespor, men på den anden side så er det også vigtigt i din situation at vide at der er andre som også kommer igennem et behandlingsforløb uden medicin. Jeg vil dog sige, at jeg synes det er vigtigt at man forsøger medicin (igen) hvis ens behandler ikke mener at man er i bedring uden.

[Leduce]

Så har du en meeeget god psykiater når vi snakker om samtale terapi...tror jeg i mt sygedomsforløb har mødt 15 psykiater og vil sige ud fra MIN erfaring har de slet ikke siddet og gået ind i en nærmere samtale men har spurgt ind til søvn ,det fysiske ..hvordan man har det i en helhed ...osv,, men det Jeg vil kalde samtale terapi har der ikke været noget af,
Ja har haft mange timer med kognetiv terapi med psykologer men Aldrig med en psykiater ...hehe
ja der er jo forskel på hvilken grad vi bliver syge i ..derfor nogen på medicin og nogle kan uden ..og det er heldigt for dem ...

ja mener også vi må starte en anden tråd hvis det er

[S_Phoenix]

Ja så jeg tilbage igen, ikke fordi jeg har særligt meget overskud til at skrive, men startede jo selv, og værdsætter jo svarene så man må jo hellere følge op på det =)

LEDUCE:

Jeg gør hele vejen igennem hvad der bliver sagt af kompetente folk = alle udover kommunale folk, jeg HAR mistet enhver tiltro fra dem, de tænker ikke på klienten, men i kroner og ører.
Så kan kun tale for mig selv, men jeg går bestemt ikke imod hvis det noget jeg ikke har prøvet, er klar over det kun er mig selv jeg straffer og hvorfor skulle jeg ville det...

Jeg er ikke den rette til at sige hvorfor jeg ikke har fået det, kan jeg kun gisne om lige nu og her, hverken læge/psykia(tere)/psykolog har haft det omtalt - gætter der er en grund for min sag.
Når det sagt så lyder det nu spændende nok... !

Det basale psykologiske kender jeg godt til og hvad mennesket er bange for osv, det har naturligvis min største interesse selv at prøve at komme til bunds i hvad i alverden der har overtaget hvad der engang var min hjerne :O =)

Beklager og undskylder, jeg synes du begyndte at sammenligne os, hvis ikke dette var tilfældet på nogen måde så beklager jeg, men var grunden til at jeg blev en smule irriteret.

Nej - jeg skriver ikke jeg er lettet over jeg ikke kan indlægges.
Jeg er lettet over jeg ikke KAN tvangsindlægges - ikke frivilligt indlægges... stor forskel.

Eneste jeg ved om elektroshock er at det skulle have god effekt på mange - men også de færreste det tilbydes til.
Jeg er ikke negativ på nogen måde, og mener også jeg skrev at noget af det jeg skrev måske kunne lyde til at være i en meget hård tone, hvilket på ingen måde ville være meningen, og igen beklager jeg for dette... sorry!

Jeg har ikke glemt ideen om kognetiv terapi, for nu der venter jeg og ser hvad samtalen i morgen bringer.
Hjertet sidder oppe i halsen på mig mere og mere.

Derudover så mange tak, på et eller andet tidspunkt finder jeg vel frem til noget, og ellers bliver jeg vel gode venner med en gravsten - ja sorry for det kedelige ordvalg, men har stort set kastet håndklædet i ringen

ADBIB:

Hvis du ser dette er det så noget du kan uddybe... Hvad baserer du det på at det stærkt nok til at jeg ville kunne få en FTP på det ?.
Selv tror jeg en SMULE på det muligt, min ressourceprofil står rimelig stærkt, både i egne øjne, og også psykologs øjne, men samtalen i morgen har jo væsenlig vægt.

LUM:

Jeg er frygtelig til det med tekster, jeg har i de seneste mange år ikke kunne forholde mig kort skriftligt, og nok mit stærkeste "våben" her. =)
Og tjaa hehe, var du utilfreds havde du nok ikke svaret hehe, men noget af det du skrev læser jeg et par gange i løbet af dagen, betød en del for mig da du fik sat ord på en del tanker som sagt.

Arh - en anden gang skal du ikke slette for min skyld, heller ikke hvis det lyder som en gang sludder, læser gerne noget der måske er lidt rodet hvis der er den mindste hjælp at hente, men forstår dig nu godt alligevel. Hehe..

Det bestemt tanker jeg har gjort mig også " lærer jeg nogensinde at acceptere det her helt? "
Tænker jeg tilbage er det virkelig mange ting jeg har mistet, inkl. store fremtidsdrømme om "det perfekte liv".

Super ked af at høre omkring din drøm om brandmand, men det jo uden tvivl noget man kan støtte sig op ad.
Og jo, nu ikke det der du kan NEMT bære en stor mand ud af et hus /sarcasm off hehe...
Gætter det bedste du kan gøre er at glæde dig over din anden halvdels glæde ?

Og helt i orden, beklager, vidste ikke hvor langt oppe i alderen du mente, dog noget jeg stadig meget nemt kan forholde mig til som du beskriver det, men igen det er i det korte og det lange egentligt det samme jeg gennemgår selv nu blot i den yngre alder end en på 65-80 år...

Hvad angår mit møde i morgen med den psykiater så er jeg skræmt fra vid og sans, hun KAN fremskynde min sag ekstremt - men hun kan også sætte mig tilbage i et månedslangt ******* jeg inderligt ikke har lyst til mere af.
Har det på samme måde, jeg kan ikke snakke i telefon med kommunale folk og en stor del af mig skammer mig egentligt meget over det, kan slet ikke forholde mig til det, men går helt i sort over det

Hjertet sidder i halsen på mig de gange jeg skal til møde med min sagsbehandler.

Bar nu for en halv time siden ringede den psykiater for at få bekræftet adresse da det kommer til at være hos mig, nåede ikke telefonen så der var lagt svar på mobilsvar, da jeg aflyttede den gav det et mindre angstanfald, så hvordan jeg reagerer i morgen kan jeg kun gisne om

Det bliver uden tvivl ikke med ro i kroppen jeg tager til det møde i morgen, men det skal overståes og så må jeg bare håbe på det bedste .. suk

Min største frygt vil KLART også være hvad hun sender til kommunen i hendes afgørelse, er sådan ca hundeangst for det, kan slet ikke klare tanken om det lige nu, og når jeg tænker over det så er en ting at jeg skal til den samtale i morgen, men det vil jo ikke lette mine tanker for så kan jeg gå og vente på at der kommer en afgørelse fra hendes side af som vil have betydning for næste skridt i dette *******.

Og det med betalte psykiatere har jeg også hørt en del om - og det skræmmer mig SINDSYGT at tænke på at det KAN være muligt ved mig også... egoistisk sagt ved det, men .. ja ...

Jeg håber jeg kan grine af mig selv efter i morgen og bande over mig selv hvorfor jeg var så nervøs, men ser jeg i morgen.
Er virkelig skønt at høre om din oplevelse med din speciallæge undersøgelse !
Er nu rart at høre det kan gå godt på den måde der !

Min angst er UDEN den mindste tvivl kun blevet forstærket via de klaphatte på kommunen, så kan kun håbe på min vil gøre noget af det samme som ved dig.

Håber så meget du får det fleksjob i hus til dig... !
Lyder som en kanon psykiater du har haft dig der, og noget der har hjulpet dig en del alligevel ?

Mht. bideriet så tvivler jeg stadig - man må vel hellere tage knæbeskyttere på så hun ikke hopper op og bider mig i knæet. hehe...



XLARS38:


DU lyder til at have personlige erfaringer med hende, noget jeg kan lokke dig til at uddybe bare en smule ? Ville betyde så meget for mig...!

CTRLALTDELETE:

Tak, så det ikke kun mig der ikke er helt galt på den hvad angår psykiatere for er også mit indtryk at ikke alle NØDVENDIGVIS benytter sig af medicin, men at mange gør er nok rigtigt.

Og tusind tak, jeg håber og krydser alt der kan krydses for en god samtale. ... Puuuh... dyyyyyyyyyyyyybt suk...

Mht. jeres lille interne diskussion så rører det ikke mig overhovedet =)

Igen - tusind tusind tak for alle svarene, det virkelig dejligt at læse mange af dem.
Har knap og nap spist eller sovet i de sidste 2-3 dage, kort og godt dårligt kunne være nogle vegne, været til en del gåture, sidden og stirret ud på havet mens alverdens tanker har gået frem og tilbage... og for hvilken nytte? Absolut ingen... Værste er de destruktive tanker har været svære at holde tilbage... suk... Hvor svære de vil være at holde væk i morgen hvis ikke det går godt tør jeg slet slet ikke tænke på..

[Mella]

Kære S Phoenix.

Giver dig lige min fulde forståelse og det er jo altid godt at vide, at man ikke er 'Palle alene i verden'.

For ca. 5 år siden havde jeg det næsten fuldstændig som dig.
Jeg var kørt helt ud i et hjørne af kommunen, min tillid til den og de få behandlere jeg der ind til videre havde rendt ind i, lå på et meget lille sted.
- OG jeg ventede i månedsvis på en psykologisk undersøgelse hos en psykolog.

Jeg har altid haft behov for at have kontrollen over mit liv og følte, at den var kuldsejlet her og at min skæbne lå hos denne kommune og psykolog.
Ligesom dig havde jeg tankemylder og katastrofetanker og det er virkelig hårdt, at være under sådan et pres udefra, når man samtidig slet ikke har det godt.
Det kræver sin kvindes - eller mands mod.

Jeg gjorde den fatale fejl under denne ca. 6 timers lange og intensive test, at jeg skjulte mig bag ved mine evner.
Selv Roschastesten havde jeg fundet på nettet og som hun skriver ' gav jeg flere standardsvar'.
På den måde følte jeg, at jeg kunne kontrollere situationen og også på en måde distancere fra den, fordi jeg oplevede det som et kæmpeovergreb.

Det blev fatalt for mig.
Der var næsten ingen grænser for, hvor dygtig jeg var.
- Kunne endda have 'flere boldte i luften' og viste ingen tegn på træthed efter denne 'mange timers ulidelige test'.... = ingen fløjlsbløde handsker
Vil ikke komme med detaljer om mit videre forløb, også en lang historie.
Jeg overlevede og HAR min pension idag, som jeg ind i mellem stadig ser som et slags mirakel.

Godt at du kan bruge nogle af svarene her.
Jeg tror sagtens, at du kan sortere og tage det til dig, som du kan bruge.
Alle er jo forskellige og brug for forskellig behandling eller ikke behandling.
- Og behandlingen er jo individuel, ligeledes medicinering eller ikke medicinering

Mit lille råd er, at selvom det er så hundesvært, så skal du prøve på at smide kontrollen og skanserne og fortælle hende om dig selv, ligesom du har gjort herinde.
Man behøver ikke, at være psykiater for at se, at du ikke har det særligt godt med dig selv lige nu.
Hun lyder da til at være en okay psykiater og måske kan denne samtale føre dig videre til et GODT forløb for dig.

Hold ud. Det skal nok gå.

Mella

[S_Phoenix]

Puh Mella :O
Gal en historie...

Men først og fremmest tak for støtten til en start, sidder nu og ved ikke hvor jeg skal gøre af mig selv, min reaktion er desværre rimelig kraftig, bliver pt. mere og mere dårlig rent fysisk over nervøsitet i skrivende stund, samt angsten melder sin ankomst mere og mere...

Hvis jeg må spørge af ren nysgerrighed, hvor gammel er du ? - Jeg har en anden ting som jeg ved går imod at give mig FTP - min alder, det er bestemt ikke en alder de er glade for at give folk FTP i.

Hvad angår min tiltro til kommunen efter de nu gentagne gange har pisset så meget op af mig er ikke eksisterende, og alene det at jeg som en normal stille person direkte har oplevet mig selv blive gal på min nuværende sagsbehandler til et møde siger nok til mig selv om hvor henne det her er nu (alt for langt ude)

Jeg forventede jeg skulle vente i måneder på min psykiatriske undersøgelse - men grundet nogle rent ekstreme episoder med indblanding af politi og vagtlæge så om der pludselig fart på tingene, og jeg havde min tid inden for 3 uger ca.

Jamen et eller andet sted så har jeg altid haft rimelig god kontrol som du også skriver du havde, og fra den ene dag til den anden røg den, det kan jeg slet slet ikke forholde mig til, og som jeg nu gentager mig med endnu engang så kan jeg ikke håndtere at den psykiater jeg skal til nu om 4 timer har SÅ meget magt til at sende mig i et "behandlings" ******* i månedsvis ELLER fremskynde min sag en DEL.

Jamen min tankegang vil jeg end ikke sætte direkte ord på, udover at sige kort og godt så er jeg her for andres skyld - ikke min egen mere, og mener jeg desværre inderligt.

Jeg kunne vælge og har jeg tænkt over som dig at skjule dig bag mine evner, for ved jeg ikke er ehh "dum", men jeg ved også det er SNOTDUMT at sige noget der ikke passer, og en ting jeg dog har indset for lang tid siden er at jeg ikke er rask mentalt mere...

6 timer... ohhh jeeze :O Føj for BIIIP, og sidder man så og tænker - hvor lang tid mon mit møde tager.

Jeg kan kun gisne om hvilke ehh nok værre h.elvede du har været igennem med din tilgang du valgte til det :-/

Vil ikke afvise jeg måske kontakter dig senere hen, den historie kunne godt have interesse hvis du vil fortælle den, men tager jeg på senere tidspunkt...

Det giver en lille tåre og læse at du overlevede, og nu har din pension hjemme, jeg tror IKKE på at jeg får den selv, gør jeg vitterligt ikke, og som jeg har drevet specielt min psykolog og læge sindsyge med er spørgsmålet " HVAD SÅ ! "

Jeg KAN ikke være blandt mennesker jeg skal have kontakt til, jeg går fuldstændig i sort, min hukommelse er ikke eksisterende, flere ting skal 5-8 gange tjekkes for at være gjort, inkl. diverse latterlige småting i min hverdag

Det gav flere svar end ventet må jeg nok sige, og ja selvfølgelig kan jeg godt sortere hehe =)

Er så hundeangst og spændt på hvad denne Britta B. Winther finder frem til af kloge ord, hendes omdømme lyder til at være godt fra alle jeg har snakket og/eller læst om hvad angår hende, og det skræmmer mig underligt nok voldsomt... Sort tanke kommer her " som om hun hjælper mig ", jeg bliver forhåbentligt overrasket.

Jeg har intet at skjule overfor hende og har i sinde at fortælle alt, min kære MOAR tager med som bisidder da jeg ikke har det godt med at være der alene.

Har medbragt 10 sider der beskriver alt jeg har kunne komme i tanke om af medicinske ting/tanker/ting der gjort gennem tiden osv.
Håber hun "gider" læse dem, jeg er en HAT til at sige tingene fra mig selv, og blevet opfordret fra adskillige at formulere mig skriftligt i stedet, så har jeg gjort så håber jeg bar det giver pote.

Korrekt... du behøves ikke være psykiater for det, men om man kan se det alvorlige nok i det, det er DEN del jeg stiller spørgsmål til om hun kan, for tvivler jeg på, jeg tror ikke hun kan læse mig, og vurdere hvad jeg kan/vil være i stand til hvis det går i kage

Håber på alle jeg har snakket med om hende har ret (3-5 personer), ser jeg lige om "snart"

Prøver virkelig at holde ud, men det virker bar ikke til at være det værd ?
Igen - Tusind tak

[Mella]

Kan se, at katastrofetankerne ræsede for fuld kraft, før du skulle afsted.

Tænker - og håber, at det gik rigtig g o d t og at en del af presset er lettet både fra sjæl og krop.

Jeg har været afsted med en ven til en operation, så det har været en lang dag her, men jeg vender selvfølgelig tilbage her hos dig.
Lidt hih... Er stået frem. Med navn og næsten hele tjavsen
Dog. Lige min alder må du undvære. Lad os sige, at jeg er en kvinde i min bedste alder Håber det er okay?

'See Ya'

[S_Phoenix]

Det kan jeg love dig for at de gjorde, lagde mig til at sove blot for at få tiden til at gå, hele kørte i mig i stor stil puh...

Sidder nu og er kommet hjem og faldet lidt til ro.. eller så meget som det nu er muligt for nu.
Det vel "naturligt" man ikke har det super godt inden man skal til sådan en samtale, om ikke andet hvad jeg ligesom kan fornemme i det store hele fra andre her også...

Det gik godt, sidder selvfølgelig nu med spørgsmål der kommet til mig efter samtalen.
Tog mig lidt tid at "indse" hvad hun egentligt havde sagt, men alt i alt så endte det godt, i følge min mor så over alt forventning.

Hendes udtalelse kommer til at indeholde følgende:

- Alle behandlingsformer er udtømte. (inkl. nul medicinering, fik åbenbart overbevist hende om det ******* jeg har været igennem, samt nogle af de bivirkninger jeg havde oplevet og i den grad ikke var normale, så er jeg SUPER glad for)

- Stærk frarådning af arbejdsprøvelse.

- Rent diagnose mæssigt stod jeg ikke ekstremt stærkt, som hun så det led jeg under flere former for alvorligt angst af flere forskellige former, hun så ikke de store depressive tegn (hvilket forvirrede mig VOLDSOMT, jeg stoler på min psykolog, og han har hele tiden sagt det er hvad han tror mest på - uden at være helt sikker, så måske hun har ret, bar underligt at høre.

Der hvor det går ind og bliver stærkt (umiddelbart?) som jeg ser det er at hun så hele min situation så alvorlig, så om jeg led under det her eller en med skizofreni gjorde ingen forskel.

Eneste umiddelbare minus var min alder som hun gjorde mig opmærksom på også hvad angår pension. Men var ikke hendes afgørelse som hun også sagde, hun kunne ikke se hvad de ville gøre ellers.
Dette er jeg klar over, og hele tiden været... men kan kun håbe fra nu af.

Har en underlig følelse i kroppen og sindet lige pt. har lidt svært ved at forholde mig til det, UMIDDELBART står det jo rimelig godt til min fordel ???
Er rimelig afslappet, og er virkelig underligt at have det sådan... Men tør ikke være for "glad" endnu, tror ikke jeg har oplevet den sidste svære kamp, men gætter på dette var en af de bedre og ehh "vinde" ??? ... om ikke andet så for nu...

Stadig lidt forvirret, dog "glad" - men hvor længe... prøver og nyde det for en kort stund.
Ved ikke HELT hvordan jeg skal forholde mig til alt det her lige nu og her...

Oh - håber da det gik godt med din ven så da uden det store hurlumhej ! =)

Hehe, det helt i orden, giver vel en lille indikator for din alder så det er nu helt i orden naturligvis, blev kun nysgerrig grundet den måde du skrev det i dit første indlæg.

[Leduce]

nævnte de slet ikke hvad de ville hjælpe dig med hvis du nu skulle få din ftp ??...det er jo ikke fordi at hvis du får den ftp du lige pludselig får det fint igen ...ikke når det på den måde er psykisk...
fatter ikke hvis de ikke er har kommet ind på noget form for hjælp eller muligheder til dig ..??

[Bulder]

Hej er ny herinde. Kan se du har været hos Britta Winter. Jeg har selv været hos hende og var også meget nervøs. Netop derfor glemte jeg ( ja depresion tærer på hukommelsen)at fortælle noget som var mege relevant for mig. Dette var hun obs. på alligevel

Hun har været overlæge i mange år på Næstved Sygehus, psykiatrisk afdelig.

Min fornemmelse er at de har meget stor respekt for hendes expertise.

Jeg har fået at vide at hun skrive meget konkret, så der ikkebliver nogen misforståelser.

I mit tilfælde lagde kommunen meget vægt på hendes erklæring.

Håber at "høre" dig få det bedre og bedre.

P.S til den sidste der skrev.

At få fred for at skulle noget som helst. Kan give mere luft end diverse samtaler.

[Leduce]

det behøver du ikke at skrive til mig ..jeg ved godt at man føler man får fred når man ingen krav for sat på sig ..(sidder selv med en svær kronisk depression der kan udfolde sig til det værre)(når jeg er nede på bunden kan jeg ikke engang være i stand til at tage stilling eller komme ud til en samtale omkring min situation..den verden er bare for lang væk)
men jeg mener bare at man ikke må blive glemt i systemmet når det gælder hjælp...og det er det jeg bare vil minde om ..at de har pligt til at hjælpe s.