Lukker lige lidt op for ventilen

[ladytass]

Puha en uge indtil videre.

Mandag 1 time og 45 min ved psykolog, en masse spørgsmål og samtale, hvor jeg kæmper for at holde sammen på mig selv.

Idag (tirsdag) 1 time ved psykiater, som gik godt i dybden. Var overrasket over hans hjælp og forståelse.

Overlægen i psykiatrien mener, at min sygdom er meget kompleks.
Der er mange symtomer og faktorer der spille ind.

Min krop udviser symptomer på for høj dosis af concerta, men samtidig viser den symptomer på en ADD, som overhovedet ikke er dækket nok.

Jeg skal nu prøve at sænkes lidt i dosis mht concerta og samtidig have stratera.

Får derudover cymbalta som jeg plejer. Samt seroquel til nat.

Efter sommerferien skal vi se på eventuel stemnings stabiliserende medicin.
Mine udsving er mange, men varer sjældent særlig længe, hvilket taler imod biopolar lidelse. Dette ligner mere symptomer på adhd.

Diagnosen Ptsd er nu kommet på også.
Min ocd opstod som barn, hvor jeg forsøgte at opnå kontrol i en voldsplaget familie, hvor far tævede mor.
Min panikangst opstod for første gang 4 måneder efter min oplevelse med en lille pige, som blev kørt meget voldsomt over.

Derefter kom symptomerne hukommelsesbesvær, koncentrationsbesvær, isolation, ekstrem angst og 13 års rutsjetur til *******. Her har jeg siddet og gloet på Hades i alt for lang tid. Pænt intetsigende skulle jeg hilse og sige. Tænker på om Hades eventuel ryger joints..............ligesom ham i "De grønne slagtere". Her henvises til den fantastiske kommentar "Jeg ryger 40 joints om dagen......jeg ville ikke kunne lugte hvis der var ild i mit hår".

Der har nu efter mit ur været ild i Hades hår i godt 13 år. Det må han sgu da snart opdage. Enten er han usandsynlig følelseslammet (ligesom mig) eller også må han jo faktisk synes, at det ser sejt ud.

Men helt ærligt...............13 år med den samme smertelige følelse på over etagen. Det må han da blive træt af engang, skulle man synes.
Ja øhh, men så igen. Jeg er jo heller ikke kommet videre, så det må ligesom være trenden hernede.
Intetsigende ensformighed af smerte i den samme rille som altid.

En eller anden, så giv mig da et spark. Kan I ikke se, at jeg er gået i hak.

Jeg er stædig som en hest og min hidsighed ville skræmme Mike Tyson.
Dette skal nok gå op for ham Hades gutten engang. Det kan tage noget tid endnu, da han tilsyneladende jo ikke har opdaget hans hårbrand endnu. Eller også er den opdaget, men hans handleevne er ikke helt på toppen.

Ud fra disse betragtninger, så kan jeg nok ikke fastsætte en dato for min opstigning endnu.
MEN den skal nok komme.
Jeg har nemlig overvejet det nøje, så hvis han ikke skræmmes af min personlighed og sender mig retur, så napser jeg sgu en ekstra concerta. Så vil han hurtig opdage, at jeg faktisk er pisse belastende at høre på.

Med alt dette ville jeg nok bare konkludere med fed skrift og understreg, at jeg SKAL NOK komme op igen. Hvornår vides blot ikke. Måske jeg pt er gennemsigtig for verden, men det ændre sig. Og når jeg kommer retur, så er det med fornyet energi og 110 % mere selvindsigt end de fleste.

For hva fanden; Hvis man ALTID var glad, hvordan ville man så vide hvad den følelse faktisk var værd, ik?


Nårh nu må jeg hellere stoppe alt det her pladder, jeg kom af med noget frustration og damp.

Tak til jer som orkede at kæmpe jer igennem dette indlæg

[LUM]

Du lyder nøjagtigt som mig når min ADHD hjerne løber løbsk med mig, det vil være sådan omtrændt nu min veninde ville sige... Lum sys du ikke du skal overveje at tage en pille" på hendes lidt forsigtige men meget alvorlige måde (virkelig mor agtig hvor mor taler alvorligt om et brand farligt emne)

Hvis jeg var dig ville jeg på det kraftigste stille spørgsmålstegn ved så mange typer medicin samtidig, end sige jeg ville pure nægte, de ved hvordan skidtet virker hver for sig, men har overhovedet ingen anelse om hvilke konsekvenser det kan have at blande dem sammen, jeg ville ikke ture, måske 2 men under ingen omstændigheder de vil kunne få mig til at æde 3 eller 4 forskellige samtidig, aldrig i mit liv.

Men det så også nemt for mig at sige, jeg føler ingen glæde af medicin i det daglige, det er kun når jeg er presset jeg har glæde af det, så jeg kan sagtens kan jeg

Psyk er ved at skifte mærke, nu husker jeg det ikke hvilke mærker til hvad, men jeg ved at de forskellige mærker er velegnede til forskellige sekundanter til ADHD´en, jeg MENER (uden jeg husker det som sagt) concerta er godt til de af os der døjer med OCD osv i den dur, mens Strattera så hut jeg hvisker er bedre til de der døjer med angst ol i den dur (det kan også være omvendt, og det kan være nogle af de andre mærker... jeg kan meget væl huske galt her *ss*)
Men spørg evt din psyk, har denne ikke bare lidt styr over det ville jeg personligt være ENDNU mere skeptisk i forhold til så mange ting på en gang.

At du går til både psykiater og psykolog, er jo fint nok, personligt ville jeg bare ikke kunne hitte rundt i det, og jeg ville under ingen omstændigheder tage tider så tæt på hinanden, det ved jeg mit lille hoved ikke ville kunne takle, og ærlig talt lyder det faktisk til at dit heller ikke kan, måske du skulle overveje at være mere påpasselig med at holde nogle dages pause i mellem samtalerne.

Bare tanken om at jeg skulle til møde med knægtens skole i går, og skulle have været til møde med PPR i dag.... tanken alene er nok til at hovedet begynder at drøne mere end godt er, nu blev det så ikke til noget for jeg har fået hold i ryggen.
Var det ikke fordi vi har TRAVLT ville jeg have frabedt mig mødet mandag, og have fået dem til at flytte det til torsdag, men nu har vi altså nu en gang bare ikke evigheder til sommerferien, at det så alligevel er flyttet til torsdag, er en anden sag.

[ladytass]

Grunden til de to meget tætte samtaler er, at jeg er henvist til angstklinik. Der er lang ventetid og dette var den første forsamtale. Det faldt desværre lige op af min psykiater tid
Dette sker forhåbentlig ikke igen.

Jeg lider ud over add'en af slem socialforbi, ocd og angst.
Derfor de forskellige medicin.

Håber dog at kunne holdes på add medicin+ antidepressiv.

Men det var da egentlig rart, at du kan kende min hjerne i mit indlæg

Måske jeg bare skal vedkende mig, at lægerne har ret i deres Add diagnose.

[LUM]

Du skal overhovedet ikke vedkende dig noget som helst du ikke kan genkende, men det kræver naturligvis at du har sat dig lidt ind i hvad det er for en fisk.

En ret vigtig viden er at det H der altså står for både hyper og hypo, og at mange pasyk´er ikke ved, ikke vil vide af at, H´et også indikere hyop, men at ADD samtidig ikke er en godkendt diagnose, om end den burde være, for at jo et reelt problem man har selv om at man er ganske som flertallet hvad ens aktivitets niveau er.

Jeg holder på at hvis der kom nogle ordentlige standarter for ADD, at masse via af fejldiagnoser vil kunne undgås, jeg ser massere med ADD diagnosen (også her inde) som beskriver sig selv som værende hyop og derfor slet ikke er ADD´ere men ADHD´ere, men det er jo nu en gang ikke deres fejl at psyk´erne ikke kan finde ud af hvad der er hvad og hvad der hører til hvor *ss*

Du behøver slet ikke være AD(H)D´er det kan sagtens være en personlighedsforstyrrelse der går ind over de andre ting du døjer med, der er også andre muligheder (om end den især for kvinder er den der falder som mest sandsynlig) så kan du ikke genkende AD(H)D´en vil jeg skyde på du har ret, for du kender nu en gang bare dig selv bedre end de gør.

Men uanset hvis det først er klistret ned i din journal bliver det IKKE slettet, det kan rettes, men ikke slettes.

At jeg kan genkende den drønen dit hoved havde gang i er bestemt ikke = med at du er ADHD´er, alle har træk fra et eller andet, og træk alene gør ikke en diagnose, man skal over i at det for personen selv har en his indgriben i personens livsførelse, og det skal være på mere end et område inden for den diagnose der er under mistanke.
Det betyder jo også at man sagtens kan... burde have en diagnose, men ikke går ind under kriterierne fordi man er velfungerende. Min søster bla er jeg ikke i tvivl om er ADHD´er, men hun får aldrig diagnosen, for hun er ganske velfungerende og er ikke generet af de vanskelighedder ADHD´en fører med sig, i et sådant omfang at hun har behov for yderlig hjælp.

Men både socialangst, (især) angst og OCD er ret typiske sekundanter til ADHD´en, så på det led stemmer det nu meget godt *ss*

Men igen kan du ikke genkende det når du læser ADHD foreningens foldere (adhd.dk) så er det meget muligt der skal ledes et andet sted, og så bør du naturligvis vende det med din psykiater.

Lige en ting mere... prøv at gå ind på voksen med ADHD på fjæsen og læs nogle af trådene der inde, en ting er at mange af dem er temmelig morsomme, men det du "skal" lede efter er om du kan genkende det. Fx for nogle dage siden var der en tråd med at glemme, hvor man har stilt sine ting, og de mest mærkværdige steder man så 100 år efter har fundet de ting igen, der er massere af den slags... typisk de fleste ADHD´ere, men også rigtig mange min dag er væltet i rent kaos tråde.

[ladytass]

Jeg kan vedkende mig alle punkter for sygdommen adhd.
Og hele mit liv har jeg fungeret således.

Jeg kan ikke se film uden at lave 100 ting samtidig. Kan ikke læse en bog. Mine øjne læser godt nok alle ord, men min hjerne registrere simpelthen ikke indholdet. Så aner ikke hvad jeg har læst.
Jeg ville gå helt op i limningen, hvis jeg fx blev bedt om at sætte mig i sofaen og bare sidde. Dette ville måske gå i max 5 min.

Så jeg kan vedkende mig alle symptomer.

MEN jeg kæmper med en manglende forståelse fra min familie. De vil ikke vedkende sig min sygdom. De bliver ved med at sætte spørgsmål ved, at jeg skulle være syg eller have adhd.
Det reagere som om, at ADHD er en trend diagnose, som jeg lige har fået fordi den er moderne. Ligesom bufalo støvler. Sådan lidt "nårh er du nu også sprunget på den vogn".
Og når jeg hele tiden bliver punket i hovedet med, at jeg da ikke fejler noget, så begynder jeg at tvivle. Begynder at tænke, at det bare er mig, som skal lære at slappe af. Det bare er mig, som skal have et spark bagi, for at fungere normalt igen.

Forstå du? For synes det er lidt svært at forklare

[Pedro]

Oprindeligt indsendt af ladytass

Jeg kan vedkende mig alle punkter for sygdommen adhd.
Og hele mit liv har jeg fungeret således.

Jeg kan ikke se film uden at lave 100 ting samtidig. Kan ikke læse en bog. Mine øjne læser godt nok alle ord, men min hjerne registrere simpelthen ikke indholdet. Så aner ikke hvad jeg har læst.
Jeg ville gå helt op i limningen, hvis jeg fx blev bedt om at sætte mig i sofaen og bare sidde. Dette ville måske gå i max 5 min.

Så jeg kan vedkende mig alle symptomer.

Du gode Gud (hvis han/hun er der), det har jeg sgu da haft hele mit liv, og det er der stadig. Nu bliver jeg gal, de *****s psykologer og psykiatere, hvorfor har de aldrig udredt mig for ADHD, trod alle mine oplysninger.
Nå, pyt skidt, det går nok uden flere diagnozer hér hos mig, bare de hjælper dig kære Ladytass, så du får det godt.
Knuz fra pedro

[LUM]

Du er i hvert fald IKKE ADD´er du er ADHD`er du er jo hyper quinde *gg*

Dog den med at læse en bog, har ikke meget med ADHD at gøre, vi har en evne til at hyperfokusere, den er ret genial faktisk, vi kan lukke hele verdenen ude og side i timevis og nulle med en opgave, det kan sagtens være en bog, det kan også være alt mulig andet, og den evne forvirre ofte vores omgivelser for hvorfor kan vi ikke finde ud at læse den bog vi får udleveret af en lære, men godt gå på bib og finde en langt svære og tykkere bog ogfå den læst på få dage??
Det der ligger i det er interessen

Her anerkender de heldigvis at jeg ikke er som folk er flest, men de fatter hat, ikke fordi de ikke vil fatte men fordi de overhovedet ikke har nogen anelse om hvad det vil sige at leve med ADHD. Her er problemet at jeg er adoptiv barn, og ADHD er altså 80% arveligt, så man skal sjældent lede ret langt i ens fam før man finder en mere ADHD´er, normalt altså.... i min biop fam er der massere af ADHD´ere både med og uden diagnose, men ikke i min adop fam.

Men for de flestes vedkommende handler det om at forældrene er bange for at erkende at de faktisk selv er ADHD´ere, så er det meget nemmere at sige til børnene at de ser spøgelser, det ser man tit, så det er meget muligt det du er udsat for.

Pedro om du er ADHD´er eller ej kan faktisk være af end og meget stor betydning for de andre diagnoser du har, men hvis du som sådan ikke føler dig generet af det så er der jo heller ikke den store grund til at gøre noget ved det *ss*

[ladytass]

Ja her ligger interessen i at læse lov indenfor retssystemet. Dette kan jeg godt fokusere på.
Samt matematikopgaver.

Jeg er faktisk sikker på, at jeg ville være en genial advokat :lol:
Dog med det minus, at jeg ikke fungere så godt blandt andre folk.

Min bio far var adhd'er. Men han er død, og min mor ønsker ikke at tale om ham. Bliver afvist meget tydeligt, når jeg prøver at snakke om ham.

Måske jeg minder hende om ham, og hun derfor ikke kan håndtere tanken om min diagnose. Min far vækker jo ikke ligefrem gode minder for min mor eller os børn.

[Pedro]

Oprindeligt indsendt af LUM

Du er i hvert fald IKKE ADD´er du er ADHD`er du er jo hyper quinde *gg*

Dog den med at læse en bog, har ikke meget med ADHD at gøre, vi har en evne til at hyperfokusere, den er ret genial faktisk, vi kan lukke hele verdenen ude og side i timevis og nulle med en opgave, det kan sagtens være en bog, det kan også være alt mulig andet, og den evne forvirre ofte vores omgivelser for hvorfor kan vi ikke finde ud at læse den bog vi får udleveret af en lære, men godt gå på bib og finde en langt svære og tykkere bog ogfå den læst på få dage??
Det der ligger i det er interessen ;

Pedro om du er ADHD´er eller ej kan faktisk være af end og meget stor betydning for de andre diagnoser du har, men hvis du som sådan ikke føler dig generet af det så er der jo heller ikke den store grund til at gøre noget ved det *ss*

Åh Lum! Jeg fløj bare lige op uden, at tænke mig en disse om. (Gør jeg ofte)
Det var netop det der med, at læse en bog, huske og forstå den- det der med at se en film-huske, koncentrere sig og forstå den, der ramte mig lige på kornet.
Nu bliver jeg 55 her i juli . Jeg har været, lad mig kalde det anderledes end de fleste siden 14-16 års alderen.

Jeg kan ikke mindes, at jeg nogensinde har set en film, uden at være oppe på gulvet indtil flere gange eller ude i køkkenet. Til stor ophidselse for mine drenge, som til tider har været på vej til at sidde i loftet af bare irritation, over at jeg aldrig fulgte ordentlig med.

Jeg har grædt og grædt i rigtig mange år, fordi jeg aldrig kunne følge handlingen i en film, eller bare fastholde fokus. Jeg har følt mig MEGET dårligt begavet.

Kan huske, da jeg var ung, og ofte skulle se film sammen med venner og bekendte, ja så var h****** løs i laksegade, hvis en af Dem, havde været på toilettet, og så efterfølgende spurgte til den videre handling i filmen.
Jeg havde så altid lige et svinke ærinde ud af stuen, for at undgå referat af filmen, for det kunne jeg sateme ikke.

Har heller aldrig kunnet genfortælle en bog. Jeg sprang fra A til Z, og der var hverken hoved eller hale i noget af det.

Men om det er Add eller ej, ja det ved jeg så ikke. Jeg har personlighedsforstyrrelser, angst, kronisk depression samt en lille smule OCD.
Sisdtnævnte er dog ikke så udbredt længere efter jeg er blevet gammel og grå.

Knuz Pedro

[rubin21]

Har lige et spørgsmål til jer ADD`ere, hvis det er okay ?

Min datter er ved at blive undersøgt for ADD. Vi har været til første samtale ved børnelægen og skal afsted igen på fredag. Det er os selv der har fået sat undersøgelsen igang.
Hun har altid haft problemer med koncentrationen, specielt i skolen,har haft utrolig svært ved at huske det hun lære, været den stille pige som ikke har sagt så meget, haft svært ved at holde på veninder...hun misforstår dem og bliver let uvenner med dem. Lektier har været en kamp og hun har aldrig læst nogen af de bøger de har haft i skolen + en masse andre ting

De sidste par år har hun ændret sig til, at være mere rapkæftet og ryger hurtig op i det røde felt, men lige så hurtigt bliver hun ked af det...hun er vildt frustreret over, at hun ikke kan koncentrere sig mere end 15-20 min i en time i skolen og lære intet. Hun har svært ved, at have personer tæt på sig...f.eks hvis en veninde overnatter et par dage, så får hun den følelse indeni, at hun ikke gider hende mere selvom hun syntes det er hyggeligt...hun siger at hun har ikke lyst til, at føle sådan men kan ikke forklare det nærmere.

Så mit spørgsmål til jer ADD´ere er...Kan i genkende jer selv i noget af det her og kan i huske hvordan i havde det som barn og har det ændret sig med aldren ?
Min datter er 17 år.