K10 - Flexjob & Førtidspension
 

Gå tilbage   K10 - Flexjob & Førtidspension > Politik og Samfundsdebat > Skal kommuner ikke overholde loven?

Forum Kategorier Forum Regler Om K10 og Info om Cookies Hjælp til Forum Brug

Skal kommuner ikke overholde loven? En af vores bruger phhmw føre en sej og lang kamp for at få gjort noget ved at kommunerne ikke overholder Retssikkerhedsloven § 3 stk.2. Følg hans kamp her kom evt med spørgsmål til phhmw

Svar
 
Emne Værktøjer Visningsmetode
Gammel 13-07-2020, 19:27   #1
phhmw
Moderator
 
Tilmeldingsdato: 08-12 2005
Lokation: Dragør Danmark
Indlæg: 11.673
Styrke: 33
phhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vej
Når det er kommunen der begår det sociale bedrageri… Af Erik Frodelund, journalist og

Når det er kommunen der begår det sociale bedrageri…
Af Erik Frodelund, journalist og jurist.

https://www.juraeksperten.dk/naar-de...wL_d5Cb4JQzEnA

Syge og handicappede skatteydere bliver helt bevidst snydt af nogle kommuner, og det har tidligere chefredaktør og direktør på Aarhus Stiftstidende, Erik Frodelund, mærket på egen krop og pengepung, efter han 8. februar 2019 blev lammet af en blodprop i hjernen og kom retur til sin nuværende bopælskommune.

Her i landet er der hver dag sager, hvor vi borgere bliver anklaget og senere straffet, fordi vi har undladt at give korrekte oplysninger til kommunerne og derfor fået sociale ydelser, vi ikke var berettiget til. Det gælder for eksempel denne sag med en kvinde, der ikke havde fortalt kommunen, at hun havde fået en kæreste, som nu sov fast hos hende:

”En 33-årig kvinde fra Aakirkeby har fået en dom på ni måneders fængsel for at have begået socialt bedrageri for i alt 475.532 kroner. Kvinden foregav i en længere periode at være enlig forsørger, hvorfor hun uberettiget fik udbetalt pengene.

Ud over straffen på ni måneders fængsel skal den 33-årige kvinde betale de 475.532 kr. retur til de myndigheder, hun har fået pengene fra”.

Kommuner kan få en stor gevinst…

Men hvad er konsekvensen, hvis det ikke er borgeren, men i stedet kommunen, der begår det sociale bedrageri over for borgeren, fordi kommunen i strid med loven undlader at oplyse borgeren om hans muligheder og rettigheder for at få en kommunal besparelse – og dermed en økonomisk gevinst af samme størrelse – for eksempel på 475.532 kr.?

Hvor borgeren, der begår det sociale bedrageri over for kommunen, bliver straffet med fængsel og dømmes til at tilbagebetale det beløb, borgeren har snydt sig til, er der ingen – og med stort: INGEN – konsekvenser overhovedet over for de kommuner, der snyder syge og handicappede borgere ved at overtræde lov om retssikkerhed på det sociale område og serviceloven.

Bedre at vildlede end at vejlede…

Efter lov om retssikkerhed § 5 gælder følgende:
”Kommunalbestyrelsen skal behandle ansøgninger og spørgsmål om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning, herunder også rådgivning og vejledning. Kommunalbestyrelsen skal desuden være opmærksom på, om der kan søges om hjælp hos en anden myndighed eller efter anden lovgivning”.

Men det er der en del kommune, der ikke gør, eller som i stedet vildleder handicappede og syge borgere, hvilket tydeligt kan ses af det antal sager, hvor kommunerne bliver underkendt af Ankestyrelsen.
Ud af de 7.226 borgere, som havde mod på at klage til Ankestyrelsen i 2019, fik over 3.000 (42 pct.) ret i, at afgørelsen var forkert.

Men inden sagen når til Ankestyrelsen, er der gået adskillige måneder, hvor borgeren har måttet undvære hjælp, og der kommer efterfølgende ingen kompensation for perioden uden den hjælp. Kommunen har til gengæld sparet en masse penge.


Hilsen Peter
phhmw er logget ind nu   Besvar med citat
Gammel 13-07-2020, 19:36   #2
phhmw
Moderator
 
Tilmeldingsdato: 08-12 2005
Lokation: Dragør Danmark
Indlæg: 11.673
Styrke: 33
phhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vej
Tolv gode regler når man vil begå socialbedrageri.

http://modkraft.dk/blogindlæg/tolv-g...ocialbedrageri

AF JØRGEN LENGER

Med jævne mellemrum dukker der historier op om, at socialbedrageri er tiltagende. Ud fra hvad jeg selv oplever i mit job, kan jeg kun bekræfte det. Vi oplever oftere og oftere, at der snydes med sociale ydelser, og snyderiet ser ud til at være sat i system.

Det er desværre vanskeligt at bekæmpe dette socialbedrageri, for det er straffrit, og lovgiverne har oven i købet forsynet kommunerne med incitamenter, så de belønnes for at begå socialbedrageri over for borgerne. Selv når de afsløres, får de lov at beholde byttet, hvilket er en ganske usædvanlig konstruktion i strafferetten. Normalt inddrages gevinster, der er opnået ved lovovertrædelser.

Formen og omfanget varierer fra kommune til kommune; men der er alligevel mange fælles træk, som tyder på, at kommunerne lærer af hinanden.

Regel nr. 1:

Gør det vanskeligt at komme i kontakt med kommunen.
Mange problemer kan undgås, hvis man kan holde borgerne på afstand. Hvis telefonkontakt overhovedet er nødvendig, skal den i hvert fald begrænses. Det skal være besværligt at komme i direkte kontakt med sagsbehandleren, og det vil være hensigtsmæssigt, hvis kommunens sagsbehandling er så opdelt, at der ofte skal henvises til en anden sagsbehandler, som det så også er vanskeligt at træffe.

Glem retssikkerhedslovens regel om, at kommunen af egen drift skal sørge for, at en henvendelse behandles efter alle relevante bestemmelser i lovgivningen. Det har større effekt at sende borgeren rundt i systemet, fra den ene til den anden. Allerbedst er det, hvis kommunen kan henvise til nogle helt andre, f.eks. regionen. Kommuner og regioner beskæftiger et stort antal jurister, hvis vigtigste opave er at læsse udgifter over på modparten.

Borgeren skal i videst muligt omfang være henvist til elektronisk kommunikation, som udløser et autosvar om, at henvendelsen vil blive besvaret inden for en bestemt periode, som regel 2-4 uger, men somme tider op til 6-8 uger. Autosvaret skal ikke kunne besvares af borgeren.

Regel nr. 2:

Undgå så vidt muligt at borgeren overhovedet ansøger.
Langt de fleste henvendelser fra borgere har karakter af spørgsmål om en bestemt ydelse. Meget besvær kan undgås, hvis man simpelt hen svarer, at det kan hun ikke få, f.eks. med begrundelsen, at "det bevilger vi ikke i vores kommune". Som regel kender borgeren ikke lovgivningen og vil derfor tage svaret for gode varer. Så undgår man en formel ansøgning. Man slipper så også for at belyse sagen, give et afslag og navnlig for at give en brugbar begrundelse. Og af samme grund undgår man med garanti en ankesag, som man risikerer at tabe.

Fremgangsmåden er ganske vist i strid med servicelovens § 12 om kommunens pligt til at rådgive og vejlede, og den er især i strid med kommunens udvidede pligt til rådgivning og vejledning til mennesker med et handicap, eventuelt ved at kommunen er opsøgende over for borgeren. Men for det første skal borgeren være helt usædvanlig krigerisk for at klage over en overtrædelse af servicelovens § 12, og for det andet vil overtrædelsen kun udløse en løftet pegefinger fra ankemyndigheden. Det kan den forhærdede kommune sagtens leve med.

Regel nr. 3:

Glem eller gem tidsfrister for sagsbehandlingen.

16 års kamp imod disse ulovligheder
http://www.k10.dk/showthread.php?p=35616#post35616

En kommune har pligt til at fastsætte – og offentliggøre! - tidsfrister for behandlingen af hver sagstype. Denne pligt kan tilsidesættes på flere måder. Enten kan kommunen helt undlade at fastsætte disse frister. Eller også kan man fastsætte dem, men gemme dem godt for borgerne. Det kan f.eks. ske ved, at man én gang om året offentliggør dem godt gemt i annoncerne i den lokale avis, eller ved at man lægger dem på kommunens hjemmeside på en måde, så det er vanskeligt for borgerne at finde dem.

Hvis en borger får den ide at klage til Statsforvaltningen over dette regelbrud, vil det udløse en påtale, men så kan kommunen jo altid rette lidt op på fejlen på dét tidspunkt. Risikoen for en klage er dog beskeden, blandt andet fordi de færreste borgere overhovedet kender denne regel.

Hvis kommunen i en konkret sag undlader at overholde sine egne tidsfrister, skal den meddele dette til borgeren og fastsætte en ny frist for afgørelsen. Dette kan med fordel undlades. Dels fordi borgerne også kun sjældent kender dén regel. Dels fordi det næppe fører til en klage over kommunen. Og dels fordi en klage i givet fald kun udløser en løftet pegefinger fra Statsforvaltningen. Og det skal man ikke tage så tungt, for mere sker der ikke.

Regel nr. 4:

Ansæt for få sagsbehandlere.
Sagsbehandlerens løn er den mindste del af udgiften ved at ansætte sagsbehandlere. Værre er det, at de kan komme til at tage stilling til ansøgninger, og ansøgninger kan føre til bevilling og dermed til en udgift.

Statsforvaltningen i Nordjylland har f.eks. godkendt, at en kommune helt bevidst undlod at ansætte en barselsvikar til behandling af ansøgninger om hjælpemidler og direkte begrundede beslutningen med besparelser, især på kontoen for hjælpemidler. Når man ikke afsætter ressourcer til at behandle borgernes ansøgninger, risikerer man heller ikke, at noget bliver bevilget.

Regel nr. 5:

Find en forkert paragraf og giv afslag.
Som nævnt under den første regel skal kommunen af egen drift behandle enhver ansøgning efter alle de regler, hvor ansøgningen eventuelt kan imødekommes. Og som det mindste skal kommunen da i hvert fald finde den mest brugbare paragraf.

Men kommunen kan med fordel begrænse sagsbehandlingen til paragraffer, hvorefter ansøgningen ikke kan imødekommes. Hvis en borger med et handicap f.eks. søger om tilskud til hjælperens éngangshandsker og éngangsvaskeklude, kan de bevilges efter servicelovens § 113 om forbrugsgoder; men kommunen kan vælge at behandle ansøgningen efter reglerne om merudgifter i servicelovens § 100, hvilket fører til et afslag. Somme tider får kommunen god hjælp af borgeren selv, der sjældent selv kan overskue lovgivningens afkroge og derfor også selv nævner § 100 i ansøgningen.

I de fleste tilfælde vil borgeren affinde sig med afslaget og undlade at klage, og hvis borgeren alligevel skulle vise sig at være af den rethaveriske type og indsende en klage, vil klagen aldrig føre til, at ankemyndigheden omgør beslutningen. I værste fald bliver sagen "hjemvist" til kommunen med pålæg om at behandle ansøgningen efter den korrekte paragraf, og så får kommunen en ny chance.

Under alle omstændigheder er der en sikker gevinst fra de borgere, der ikke kan eller ikke tør klage – eller som i misforstået autoritetstro går ud fra, at kommunen kender reglerne. Hvilket den da helt sikkert også gør. Eller de borgere som på et tidspunkt ikke orker mere og opgiver at slås mod kommunen. Betydningen af udmattelseskrig må ikke undervurderes.

Regel nr. 6:

Gentag den samme fejl.
Når den næste borger med nøjagtig samme behov henvender sig til kommunen om nøjagtig samme ydelse, hvor kommunen tidligere har tabt en sag i ankesystemet, er det ikke så nemt at huske den tidligere sag, at man ligefrem falder naturligt at inddrage den i afgørelsen af den næste borgers ansøgning. I så fald vil kommunen nemlig miste fordelen ved, at den næste borger måske slet ikke klager.

Så der er alt at vinde ved at gentage den samme fejl igen og igen, og ankemyndigheden vil aldrig påtale over for kommunen, at den tidligere har tabt identiske sager.

Regel nr. 7:

Afprøv lovgivningens grænser.
Ganske vist har socialministeren igen og igen præciseret, at en kommune ikke må give bevidst forkerte afslag, blot fordi kommunen ønsker "prøvesager" i ankesystemet, når en borger klager over afgørelsen. Socialministeren har imidlertid også understreget sin store tillid til, at kommunerne overholder lovgivningen, og først og fremmest er der ingen repressalier ved, at de ikke gør det.

Derfor er det en god tommelfingerregel at lade enhver tvivl komme "prøvesagen" til gode og borgeren til skade. Så ved enhver tvivl skal borgeren naturligvis have afslag. Som en (endog særdeles venligsindet) kommunalpolitiker engang fortalte mig: "Vi går lige til grænsen, og så retter vi ind, når vi taber ankesager." Hvilket lige nøjagtig er det man ikke må.

Det er også her af stor vigtighed, at kommunen ikke fraskriver sig gevinsten ved, at borgeren måske slet ikke klager over afgørelsen, så det er en god ide at "gå lige til grænsen", også uanset den tillidsfulde socialminister.

Regel nr. 8:

Skriv altid, at der er sket en individuel vurdering.
Regeringen har øget kommunens mulighed for at tillægge det lokale serviceniveau større vægt i de enkelte afgørelser. Som noget nyt skal ankemyndigheden derfor ikke kun vurdere en afgørelse i forhold til love, regel og ankepraksis, men også i forhold til kommunens eget serviceniveau.

Regeringen har dog understreget igen og igen, at der trods dette altid skal ske en individuel vurdering i hver eneste sag. Derfor er der en risiko for, at ankemyndigheden ændrer eller hjemsender en afgørelse, hvis der ikke er sket en individuel vurdering.

Og derfor er det meget vigtigt, at kommunen skriver direkte i afgørelsen, at "afgørelsen er truffet efter en individuel vurdering". Uanset om det er tilfældet eller ej. Men ankemyndigheden stiller sig tilfreds, hvis det blot er nævnt, at det er sket. Det bliver ikke kontrolleret, om det faktisk er sket.

Regel nr. 9:

Hvad der er sparet under en ankesag er tjent.
Hvis ansøgningen drejer sig om et kontant beløb, vil borgeren som regel få ydelsen udbetalt med tilbagevirkende kraft, når hun vinder sin ankesag. Men hvis den handler om f.eks. praktisk hjælp, kan ydelsen af indlysende grunde ikke udbetales med tilbagevirkende kraft.

Derfor er der en lang række sager, hvor kommunen med fordel kan give afslag, for der vil være en besparelse for kommunen, også selv om den taber sagen, f.eks. udgiften til en hjælpeordning eller anden praktisk hjælp i de 6-12 måneder, som en ankesag kan vare.

Socialministeren har tilkendegivet, at hun ikke vil tage initiativ til at fratage kommunen dette incitament til at træffe bevidst forkerte afgørelser, så der er alt at vinde for kommunen.

Regel nr. 10:

Sørg for, at ankemyndigheden ikke bare kan ændre afgørelsen.
Hvis ankemyndigheden konstaterer, at kommunens afgørelse er forkert, kan den ikke altid bare ændre afgørelsen.

Det gælder f.eks., hvis kommunens beslutningsgrundlag er mangelfuldt, for så er ankemyndigheden afskåret fra at træffe en korrekt afgørelse, og sagen må "hjemsendes" til kommunen til fornyet behandling og forbedret beslutningsgrundlag.

Det gælder f.eks. også, hvis kommunen ikke har "genvurderet" afgørelsen med baggrund i det, som borgeren skriver i sin klage. Kommunen har ganske vist pligt til at foretage en "genvurdering", før sagen videresendes til ankemyndigheden, men "genvurdering" kan med fordel betragtes som "gentagelse", og formuleringen kan være, at "klagen har ikke tilført sagen nye oplysninger". Uanset om der er kommet nye oplysninger/argumenter eller ej. Også i den situation vil ankemyndigheden sandsynligvis blot "hjemsende" sagen.

Fordelen ved en "hjemsendelse" er, at så får kommunen en ny chance, og så går tiden med det.

Regel nr. 11:

Undlad at følge ankemyndighedens afgørelse fuldt ud.
Når ulykken så er sket – og den sker efterhånden i op mod en tredjedel af alle ankesager – at borgeren får medhold i sin klage, så er der ingen grund til at kommunen udviser større beredvillighed end højst nødvendigt.

For det første kan man altid lade der gå nogen tid, før man effektuerer afgørelsen, for der er jo stor travlhed i kommunen.

For det andet kan man nøjes med en delvis imødekommelse af ankemyndighedens afgørelse. F.eks. ved at være så restriktiv som muligt med udmåling af beløbet eller den konkrete hjælp, eller f.eks. ved at reagere på en "hjemsendelse" med et nyt afslag, blot med en anden begrundelse eller efter en anden paragraf.

I bedste fald vil man køre borgeren træt. I værste fald får man en ny klagesag på halsen.

Regel nr. 12:

Husk, at ankesystemet er for de stærke.
Det er vigtigt at være opmærksom på, at der er stor forskel på borgere. Nogle er stærke, nogle er svage. En vis del af befolkningen er kværulanter, og selv kværulanter kan få et handicap. Det er derfor relativt forudsigeligt, hvem der klager, og hvem der ikke klager over kommunens afgørelse.

Der er også forskel på, om borgerne har mulighed for hjælp fra en organisation, eller de ikke har. Nogle mennesker med et handicap har stærke organisationer, som kan hjælpe dem, men andre (måske små handicapgrupper med sjældne handicap) har svage organisationer.

Hvis ansøgeren er intellektuelt svag eller kun kan søge hjælp i en lille eller svag organisation, er risikoen ved at kommunen træffer forkerte afgørelser yderst beskeden, for afgørelsen vil sjældent blive anket, og derfor er kommunens gevinst maksimal. Der er intet at tabe.

Det er ikke så nemt at skrive en klage, og det er slet ikke nemt for en borger at skrive en klage, som gør det muligt at få medhold i ankesystemet. De personer i ankesystemet, der tager stilling til klagen, har aldrig mødt borgeren, og de er derfor overladt til kommunens sagsfremstilling.

Kunsten for borgeren eller organisationen er derfor at formulere klagen så kortfattet, præcist og alligevel udtømmende, at den kan overbevise nogle personer i ankesystemet, som intet aner om borgeren. Det er slet ikke nemt. Det er faktisk forbløffende få, som kan den kunst.

Mange borgere er også bange for at klage, fordi de frygter repressalier fra kommunen, og denne frygt er desværre velbegrundet.

Og derfor er det mere end almindeligt fristende for kommunen at udnytte alle systemets muligheder for socialbedrageri over for borgerne. Fristelsen er naturligvis tiltagende, jo strammere kommunens økonomi er.

Det er ganske vist ikke lovligt, men det er straffrit. Og så bliver fristelsen altså ganske uimodståelig, navnlig når alternativet er besparelser på andre områder, hvor kommunens politiske pris er meget større, og hvor der er langt større risiko for protester fra borgere.


Hilsen Peter
phhmw er logget ind nu   Besvar med citat
Gammel 13-07-2020, 19:40   #3
phhmw
Moderator
 
Tilmeldingsdato: 08-12 2005
Lokation: Dragør Danmark
Indlæg: 11.673
Styrke: 33
phhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vejphhmw er på berømmelsens vej
Det er ikke moderne at have behov for hjælp

http://modkraft.dk/artikel/det-er-ik...ve-behov-hjælp

Nem idé? Social hjælp er i dag bygget op omkring så mange regler, at det skaber flere "udfaldstruede", end det løser sociale problemer.

AF DORTHE NIELSEN socialrådgiver.

Det er ikke moderne at have behov for hjælp, vi skal alle kunne klare os selv på helt forudbestemte måder, og skulle vi have brug for et eller andet, så kan det meste klares uden medmenneskelig kontakt. Blot du er den lykkelige ejer af NemID.

Jeg vil vove den påstand, at hjælpemuligheder i dag er bygget op omkring så mange regler og selvbetjeningsordninger, at der fastholdes og skabes flere ”udfaldstruede”, end der løses sociale problemer, som ellers er en forudsætning for at få et værdigt liv og en oplevelse af at høre til i samfundet.

Er du både hjemløs og på kontanthjælp, så er det særlig svært at opfylde alle selvbetjeningsforpligtelserne med det resultat, at man hver gang falder tilbage i kaos, ofte et par skridt mere baglæns end sidste gang.

Ret og pligt hører sammen, hører vi ofte, men når pligter er uden forståelse for, at nogen i samfundet lever et liv, hvor det ikke er muligt at opfylde pligten, hvor det ikke er muligt at lære det, der skal til, ja, så er retten til at få hjælp og støtte udelukket, og ansvaret er udelukkende ens eget.

De ansatte i det offentlige har en vigtig opgave i at sikre, at ingen får sin ret uden at opfylde betingelserne. Det sker ikke i dag ved at samtale med borgeren, afdække borgerens behov, vejlede og søge den relevante hjælp. Det gøres ved, at borgeren legitimerer sig, opfylder diverse forpligtelser, udfylder de rigtige punkter i diverse skemaer og dokumenterer, at det, der er skrevet, er rigtigt.

Det kan alt sammen ske ved en computer og med NemID.

Men er du hjemløs er dit liv uforudsigeligt, du kan bo på gaden, på herberg, på natcafé, og det kan være du skifter mellem mulighederne, ikke fordi du har valgt det, men fordi sådan udvikler situationen sig.

Du har ganske få ejendele, men intet privatliv, det kan nemt ske, du mister de få ting, du har.

Du bruger det meste af din energi på at overleve - hvor får jeg næste gang noget mad, hvor skal jeg sove i nat - og ikke på at spørge dig selv om, hvordan får jeg næste gang mulighed for at komme til en computer.

Jo længere du har været hjemløs, jo mere ustabil er din situation.

Det kan være svært at vide, hvilken dag det er i dag og især hvornår, det er hver 7. dag eller lignende forpligtelser.

Det løses med sanktioner, din rettighed til kontanthjælp stoppes, så du kan LÆRE det!

Desværre sætter det blot borgeren yderligere tilbage og forværrer livsvilkårene endnu mere. Du har i den situation ret til at dø af sult.

Så det at komme op igen og være klar med sin NemId er måske ikke lige det, der står forrest.

Lever du af kontanthjælp og er vurderet til at være arbejdsmarkedsparat – det kan man sagtens være uden bolig – så skal du først søge kontanthjælpen via NemID, bagefter skal du på din jobprofil hver 7. dag registrere dig som stadig aktiv jobsøgende.

Du skal via e-post orientere dig om indkaldelser til møder på jobcenteret. Overtræder du en af disse forpligtelser, stopper kontanthjælpen.

Sanktionen udmåles så i dage, som trækkes fra kontanthjælpen eller stoppes helt, indtil du har fået søgt påny.

Mister du din NemIde samt din legitimation og ikke er født i Danmark, så er du lovløs i Danmark, som en dame i borgerservice forklarede det, også selv om du har været kendt i systemet i mange år.

Du kan ikke få kontanthjælp, og du kan ikke få en bankkonto eller åbnet den, du havde. Derfor oparbejder mange hjemløse stor gæld – det er dyrt at leve på gaden, der er ikke plads til madplaner og storindkøb – og gæld, der ikke afdrages, stiger hastigt pga. gebyr m.m.

For at få et nyt NemIde skal man fremvise pas, kørekort eller opholdskort, som er billedlegitimation (alle koster penge). Eller 2 af følgende dokumenter: Dåbs- eller navneattest (det udleveres på kirkekontoret, men ikke hvis man ikke er født i Danmark), Sundhedskort (Sygesikringskort) eller bopælsattest (begge dele koster penge), seneste årsopgørelse fra Skat eller dokumentation for udbetaling af offentlig ydelse (max. tre måneder gammel).

Det samme gælder åbning af bankkonto. Hvis man har en telefon med penge på, kan man så ringe og bestille disse dokumenter, som det tager et par dage at modtage eller gå på borgerservice med en officiel person, som kan sige god for, at man er den, man er. Ellers udleveres de ikke.

Der er ikke plads til at være anderledes. Der er kun bestemte måder, der accepteres, og en af dem er at være digital.

Er man gammel eller hjemløs eller på anden måde digitaldebil, så er man faktisk på ”herrens mark”.

Det kan jo ikke være nogen overraskelse, at alle ikke har de samme muligheder eller evner. Tidligere var forståelse og omsorg omdrejningspunktet for den hjælp og støtte, som udsatte og sårbare grupper fik, så deres muligheder for at klare sig og få en rimelig livskvalitet blev styrket.

I dag får man ikke hjælp, fordi man er gammel eller svagelig eller udsat og lever på kanten af samfundet, men fordi man evner at beherske til bestemte digitale hjælpeprogrammer, opfylde helt bestemte kriterier og have de rette dokumenter. Ellers har det fatale konsekvenser, som f.eks. at miste sit forsørgelsesgrundlag.

Hvem mon har fundet på, at de velstående kun motiveres ved at få mere, mens de udsatte omvendt kun motiveres ved, at man tager fra dem?


Hilsen Peter
phhmw er logget ind nu   Besvar med citat
Svar

Emne Værktøjer
Visningsmetode

Regler for indlæg
Du må ikke lave nye tråde
Du må ikke besvare indlæg
Du må ikke vedhæfte filer
Du må ikke redigere dine indlæg

BB code er Til
Smilies er Til
[IMG]kode er Til
HTML-kode er Fra

Gå til forum




Alt tidssætning er GMT +2. Klokken er nu 20:38.


Lavet i vBulletin® Version 3.8.10
Copyright ©2000 - 2024, Jelsoft Enterprises Ltd.
Copyright © www.k10.dk
Indholdet på K10 - Flexjob & Førtidspension må ikke kopieres eller gengives andre
steder uden først at have indhentet tilladelse til det fra ejeren af K10 - Flexjob & Førtidspension