Det forstår jeg ikke helt!

[Zeus33]

Oprindeligt indsendt af malofa

Forstår jeg dig ret i, at mennesker med psykiske lidelser ikke burde få børn?
Eller undrer du dig over, at de evt vælger at få børn midt i deres sagsbehandlingsforløb?

For mig at se, er der en kæmpe forskel på disse to ting... Så jeg vil da sætte pris på en nærmere uddybelse af din undren...

Min undren går på, hvorfor nogle mennesker vælger at blive gravide mit i et sagsforløb, dermed planlagt. Jeg har ALDRIG hverken sagt eller skrevet at mennesker med psykiske lidelser ikke burde få børn. Det er en helt anden snak.

[malofa]

Fair nok, så kan jeg på sin vis sætte mig ind i din undren... For ja, det andet var en helt anden snak :-)
Jeg kan følge din undren i, hvordan man finder overskudet til at kunne overskue en graviditet. Jeg tror ikke, jeg ville kunne i min situation. Men for andre kan det måske være et velkomment "afbræk" fra alt det sure og negative, man møder på sin vej i systemet. Så jeg tror, det er meget individuelt, om det er en god ide eller ej. Og på den anden side skal livet jo ikke gå i stå, bare fordi man er igang med en afklaring af sin fremtid. Så al ære og respekt til dem, der kan klare det!

[PiaCP]

Oprindeligt indsendt af Zeus33

Min undren går på, hvorfor nogle mennesker vælger at blive gravide mit i et sagsforløb, dermed planlagt. Jeg har ALDRIG hverken sagt eller skrevet at mennesker med psykiske lidelser ikke burde få børn. Det er en helt anden snak.

Se nu kan vi debattere ordentligt - godt vi fik den på plads

Jeg tror godt jeg kan forstå dem der vælger at få et barn midt i det hel, så at sige. Jeg troede selv på et tidspunkt at det var sket for os..(uplanlagt),
og vi var ved at træffe den beslutning, jeg aldrig ville træffe, at få det fjernet pga mine meget meget dårlige arme - heldigvis var jeg ikke gravid.

Men tror at det var den sværeste og værste beslutning i mit liv.
jeg har en søn på knap 18 nu :-) og dengang dette skete var han 12-13 år. Min mand har ingen børn, desværre .-( og derfor var beslutningen om så sværere, især da jeg jo ved hvor en stor lykke og berigelse et barn er for ens liv.

Intet giver mere lykke i ens liv end et barn, når man kan tage ansvaret for det - intet bringer mere indsigt i ens liv og man får en beslutsomhed og en fokus på vigtige ting, som jeg tror mange lærer rigtig meget af. :-)

Børn skal man have når man føler for det, når man er klar -
og må tilstå...at jeg ikke har et problem med at folk får børn "midt i processen" - endelig har de noget at leve for :-) noget at glæde sig til/over og være der for

Husk så på at i vores lille land...er succes i dag målt på
1) job HVAD er du???
2) har du børn????

Måske dette hjalp dig til at forstå lidt af det din undren gik på?

[victoriane]

For mit eget vedkommende hænger historien sammen således.

Jeg var gift og havde fået to børn og havde job. På overfladen og set udefra var det en vældig succesfamilie. Problem som ikke blev set - jeg knoklede som containertømmer i 60 timer om ugen for at vi kunne få råd til det fine hus - det var vigtigt for især min daværende kone at facaden udadtil var iorden.

Imens årene gik fik jeg større og større problemer med at få livet til at fungere. Jeg måtte melde melde fra i alle sociale sammenhænge, da jeg kun orkede at ligge i min seng, når jeg kom hjem fra arbejde på grund af store smerter i et ødelagt ben efter en arbejdsulykke og massiv slidgigt i ryggen.

Jeg var dog på daværende tidspunkt ikke klar over at slidgigten var årsag til smerterne og samtidig en meget stolt person, der trods mange sagde jeg burde blive undersøgt i min ryg, da jeg tydeligvis havde store smerter, nægtede at gøre dette.

Jeg skulle bare tage mig sammen skulle jeg!!!

Det endte til sidst i skilsmisse. Hvorfor? Min daværende kone kunne ikke leve med en mand, der ikke kunne deltage i et socialt aktivt liv og hun skulle alene klare at holde hus og passe sit arbejde. Det magtede hun ikke. Ganske forståeligt.
Jeg kunne bidrage med meget lidt i forhold til børnene da jeg havde ondt hele tiden.

Vi blev skilt og efter et år mødte jeg min nuværende kone. Hun er diagnosticeret maniodepressiv og førtidspensionist. Da hun mødte mig havde hun 5 år tidligere fået foretaget en abort - fordi hun ville stå alene med barnet og det måtte hun indse at det magtede hun ikke.

Men hun ønskede brændende at få et barn. Da vi mødte hinanden kunne min nuværende kone se, at på sigt ville det være uholdbart, såfremt jeg fortsatte med blot at have overskud til at ligge i sengen efter arbejde, da hun kunne se at det var hende, der måtte tage sig af pasningen af mine børn og det fysiske i huset.

Hun kunne se, at det gik udover børnene og sagde til mig, at hun ikke ville være sammen med mig, med mindre jeg gik til lægen og fik undersøgt hvad hulen der var galt med min ryg. Efter lægebesøg og undersøgelser blev der konstateret massiv slidgigt grundet de 80 tons jeg dagligt i ti år havde løftet i forbindelse med containertømning.

Jeg blev sygemeldt - nu kunne jeg godt se at det hér ikke længere handlede om at bare tage mig sammen - det hér gik udover børnene og min kæreste og mit eget liv.

Da jeg blev sygemeldt fik min ryg endelig den ro, som den i årevis havde skreget på. Min kone (vi blev gift) og jeg blev enige om at vi sammen gerne ville have et barn.
Hvordan ville vi magte det med vores gensidige problemer og hvorfor kan vi så ikke varetage et arbejde, når nu vi kan klare at have to delebørn hver anden weekend og en lille søn? Jo det handler om at supplere hinandens svagheder.

Min kone står for alt det fysiske i huset. Og jeg får, når jeg kan ligge ned med min ryg, overskud til psykisk at tage mig af mine børn.

Med andre ord - vi hjælper/supplerer hinanden. Har min kone en dag hvor læsset vælter, så tager jeg over og vice versa. Dette ville ikke fungere på en arbejdsplads.
Der er IKKE nogen der lige kan tage over. Man kan IKKE melde sig syg hver tredie dag og der er INGEN der støtter én med det man ikke kan.

Du er under et stort tidspres på en arbejdsplads - sådan er vilkårerne og tingene skal gøres indenfor et given tidsramme. Dette kan ikke lade sig gøre at overholde for hverken min kone eller jeg. Ingen af os kan tåle det enorme tidspres som en arbejdsplads jo desværre er underlagt.

Derudover har vi været meget åbne overfor at få al den støtte og hjælp det er muligt at få fra kommunen til at støtte os i at vores søn og mine to delebørn får den støtte som der er brug for.

Kommunen har lavet undersøgelser og hjulpet os. Men de synes at vi klarer det med børnene utroligt godt. Vi støtter hinanden i vores mangler. vi er så at sige hinandens krykker så vi tilsammen er én hel person.

Jeg synes vi har meget at tilbyde vores børn. en stor livsvisdom og en uendelig kærlighed. Fordi vi ikke er en stabil arbejdskraft på et ufleksibelt presset arbejdsmarked betyder det ikke at man ikke kan være en god forælder.

Jeg vil betegne mig selv som en meget bedre forælder idag end dengang, hvor jeg udadtil var en succes. Med lederjob, fint hus og hvad har vi.

Jeg mener generelt at vi idag ikke hjælper hinanden nok og ikke tør række ud efter hjælp fordi ingen skal tro at man ikke er en succes. På et tidspunkt kan verden så brase sammen på ørerne om én.

Fordi vi glemmer at vi alle HAR brug for hinanden. I gamle dage var familierne der til at hjælpe hinanden. Idag er familierne splittede og fortravlede. Du skal være omstillingsparat, kan lide at have mange bolde i luften på én gang og trives godt i en til tider hektisk hverdag. (som der står i alle jobannoncer idag:-/ ) det er vi bare en del, der har forsøgt at være og har betalt en høj pris for dette. Fysisk nedslidning og/eller psykisk sygdom.

Min kone var osse en stor succes udadtil indtil hun måtte erkende at det var en facade hvorunder der lå gemt angst, druk i det skjulte og en knoklen for at passe ind i en arbejdsmarkedskultur, som var hver mand må klare sig selv.

Hun holdt facaden i 20 år og segnede inden hun turde bede om hjælp og det gjorde jeg osse.

Idag støtter vi hinanden og det er dét der gør os stærke.

Jeg er stolt af at jeg nu kan lære mine børn, at jeg elsker dem - ikke fordi de er dygtige - men blot fordi de ér. Og dét er en visdom alle der får selvtillid men ingen selvværd med i bagagen hjemmefra, ville have godt af at få bragt videre.

Dette lige en historie jeg synes er værd at tage med i denne snak.

[Hanna]

Sikke en dejlig og livsbekræftende historie.

[Zeus33]

Tak for alle jeres gode input. Det er dejligt at kunne få indblik i andres valg og meninger. Få en forståelse for, hvorfor andre vælger fra og til mht. børn, sygdom, arbejde osv. Det har bestemt været en positiv oplevelse at få indblik i.

1000 tak til jer alle

[Zeus33]

Victoriane: Hvor er det dejligt, at du kan være så åben at fortælle din historie - den er hermed tilføjet til mine erindringer om livet.....

[victoriane]

Det er så vigtigt med åbenhed og ærlighed omkring én selv for det kan sprede de ringe i vandet, der gør, at vi som mennesker indser at vi ikke er små selvstændige øer der ikke har indflydelse på og brug for hinanden.
Det har vi:-)