er det bare mig der er lidt flov ?

[buster]

NEJ jeg er bestemt ikke flov fordi: JEG har ikke truffet det valg at blive ftp!

For det første:

Det har ALDRIG været et valg at blive ftp

For det andet:

Det var min sygdom/arbejdsevne der til sidst valgte for mig

OG for det 3. :

I alle de år jeg var på arbejdsmarkedet ja, da var JEG jo nok med til at financiere mange andre som ej heller fik valget -og sluttelig også mig selv -desværre!

MEN JO jeg har været ked af at måtte sige farvel til en særdeles dejlig "arbejds verden" -ingen tvivl om det -og jo, jeg sidder STADIG og kigge stillingsannoncer for: hva nu hvis...... -skønt mit inderste samt min krop så tydeligt fortæller mig, at hmm..lige nu skal jeg ikke satse på en tilbagevenden.....

Ting tar tid -og ja, det TAR tid at vænne sig til en ny tilværelse(har nu været ftp i 10 år) og det kan indimellem stadig være svært at acceptere når man fx sir ja tak, til gode venners invitation og man så på selve dagen blankt må erkende, at VILJEN er tilstede men KUNNEN mangler -suk!- og derfor må takke pænt nej....

Så NEJ jeg er bestemt ikke flov over have gjort min pligt -men har så også krævet min ret, da tiden endelig kom( og tro mig, jeg VAR uendelig lang tid om at indrømme at tiden VAR kommet, suk!)

Ps: det kan VARMT anbefales at du, Henning, forsøger efter bedste evne at tilgive dine medmennesker for at være uvidende om mange ting, incl dette at blive ftp

[Vovse]

Nej, jeg er ikke flov over at være fp'er.

Godt nok kan jeg ikke "prale af" mange år på arb.markedet, men jeg har dælme ikke selv valgt, at blive udstyret med en tosset ryg i en tidlig alder.

Ud over mine to (efterhånden store) børn har jeg en hund, der kræver sine daglige lufteture (sammenlagt et par timer hver dag) og så har jeg næsten altid gang i et eller andet håndarbejde.

[henningv]

jeg har det bare svært ved det, mangler mit job, min gode løn osv, men jeg bestemt osse givet mit, med 50-70 timers arbejds uger i mange år.
jeg er selfølgelig lettet over at min sag er afklaret og jeg har en fast men lille indtægt.
men det bliver jo aldrig det samme som at tjene sin løn, ligemeget hvor syg man er og hvor lang tid ens sag har taget, må drømmen da ha været at kunne arbejde igen.
muligvis er jeg nok mest ked af min manglene evne til at finde mig en hobby, som man kan holde til.
samtidig oplever jeg at kammerater fra mit arbejds liv nærmest tror jeg har pest, og ikke gider mig mere.
er vel nærmest bare trist og ked af det hele.

[NPH]

Hej
Du kæmper med følelser , som mange ( tror jeg ) har eller har haft i din situation
Men flov det har du ingen grund til at være
Har selv haft de følelser, førtidspensionist for over 20 år siden,
Men nu bliver det ind i mellem til vrede eller irretation på dem der ikke fatter tingene

Problemet har for mig ikke været at finde noget man kan holde til men at skrue ned for sin deltagelse så man kan holde til det
På normale vilkår har det ikke været en mulighed ,det har for mig været det svære at lære og lytte til kroppen og føle hvordan jeg havde det indeni og der sætte tempoet ned så det passer dertil
Har øvet mig i over 20 år Det er stadigt svært

Har heller aldrig været den med de mange hobbyer
Når jeg gik for meget i stå sagde min kone, ja det gør hun stadig, "Gå ud og byg en Carport"
Det gjorde jeg så , Min sidste "Carport" Er en gårdhave med natursten.
Fire sten, de dage jeg har det godt!
Startede sidste år og bliver nok færdig,hvis ryggen vil, sidst på året

samtidig oplever jeg at kammerater fra mit arbejds liv nærmest tror jeg har pest, og ikke gider mig mere.
er vel nærmest bare trist og ked af det hele.

Ja pest er det ikke selv om førtidspension ind i mellem føles som en sygdom
og klart du er ked af det , dit liv er vendt på hovedet,
De kollegaer du har, eller havde, går måske med en skræk for at det kunne være dem selv Det er ikke rart at blive mindet om hvor skrøbeligt livet er

Mange Hilsner
NPH

[Ragdoll]

Flov er for mig det forkerte ord.

Jeg har været førtidspensionist i sytten år nu, altså størstedelen af mit voksenliv, da jeg kom på førtidspension da jeg var 35. Jeg blev syg da jeg var 30, opereret da jeg var 32, og forsøgte er rekonvalesence at blive selvforsørgende igennem 3 år, uden held.

Jeg havde altid arbejdet og arbejdet hårdt, jeg havde elsket at arbejde, samværet med kollegaerne og det det gav til ens socialliv. Vi danskere identificere os jo med vores arbejde, og det er et af de første spørgsmål vi stiller hinanden, når vi møder nye mennesker, "Nå, hvad laver du så?" Vores arbejde er vores identitet.

Egentlig kunne vi ligeså godt, eller måske endnu bedre, spørge, "Nå, hvad interesserer du dig så for?" Svaret ville nok fortælle os mere om personen end hvad de laver.

Men flov, nej det er jeg ikke. Savner det? Ja, det gør jeg! Selv i dag hvor det er mere end 20 år siden jeg har haft et rigtigt arbejde.

Som førtidspensionist, der måske tidligere har fundet sin identitet igennem sit arbejde, behøver man ikke at blive identitetsløs, jeg er sikker på at mange af os har haft tanker om ting vi gerne ville hvis bare vi havde haft tid. Nu er tiden og muligheden der så, i hvert fald indenfor de grænser ens helbred sætter.

Selv har jeg haft en sult efter mere viden, både om politik, men også videnskab, og jeg har ladet mig fascinere af så forskellige ting som etologi, rumbiologi, kvantefysik, politik, filosofi, m.m.

Jeg har nydt at læse og skrive, men også mere "down to earth" sysler har jeg beskæftiget mig med, kreative sysler som, servietteknik, smykkefremstilling, indretning, m.m.

Livet går ikke i stå, selv om man bliver førtidspensionist, man skal bare finde nye udfordringer der passer til ens hverdag og helbred. Og er det kollegaerne man savner, kan man jo overveje at lave noget frivilligt arbejde, der er mange organisationer der med kyshånd tager imod et par timers arbejde fra frivillige et par gange om ugen. Det kan også være politik man bliver mere involveret i. Igennem frivilligt arbejde kan man skabe kontakter med andre der har samme interesser som en selv, og det er vel egentlig det kollegaer er.

Knus Ragdoll

[Hanna]

Jeg får svar på førtidspension eller ej den 6. juli. Jeg kan næsten ikke få slæbt mig derhen, men det er en anden historie.

Jeg har en lang uddannelse, men ikke så mange arbejdsår bag mig. Jeg ser en pension som en erkendelse fra samfundets side af, at jeg har store personlige problemer. Jeg har gået og klokket i personlige relationer( jeg har ikke kendt spillereglerne) i 25-30 år.

Det værste for mig er at mine børn på 15 og 25 år skal have en mor på førtidspension. Hvad er det for en rollemodel?!

Når og hvis jeg får flere kræfter, når den her forrykte pensionskamp er overstået, vil jeg tage skriveriet op igen - og så er man jo forfatter.

Eller måske er man som dronningen på apanage...

[PiaL]

Oprindeligt indsendt af henningv

jeg har det bare svært ved det, mangler mit job, min gode løn osv, men jeg bestemt osse givet mit, med 50-70 timers arbejds uger i mange år.
jeg er selfølgelig lettet over at min sag er afklaret og jeg har en fast men lille indtægt.
men det bliver jo aldrig det samme som at tjene sin løn, ligemeget hvor syg man er og hvor lang tid ens sag har taget, må drømmen da ha været at kunne arbejde igen.
muligvis er jeg nok mest ked af min manglene evne til at finde mig en hobby, som man kan holde til.
samtidig oplever jeg at kammerater fra mit arbejds liv nærmest tror jeg har pest, og ikke gider mig mere.
er vel nærmest bare trist og ked af det hele.

Jeg kan se, at du har lidt samme situation som mig - direkte fra et travlt job til ikke længere at kunne være på arbejdsmarkedet.

Jeg forstår dig udmærket! Blev selv sygemeldt sidste år og kom på fp 1. april i år - og når man går fra 120 km i time til 0 på 2 sekunder, så er det rigtigt svært at finde ud af, hvad man gør med sig selv. Jeg forsøgte at "kortslutte" processen sidste sommer, men måtte give op - jeg kunne simpelthen ikke finde ud af, at få noget i gang for mig selv. Det har været en lang vinter, men nu lysner det faktisk.

Du skal finde den store Accept frem overfor dig selv, give dig selv lang tid og lade processen køre. Ved du, at du kan få en henvisning til en psykolog? Jeg tog imod tilbudet og har været i et forløb siden januar, og det har virkelig hjulpet mig.

Der er kun at sige - ting tager tid, og du vil få det bedre med dig selv. Skriv endelig herinde, så vi kan muntre hinanden op og komme med gode råd.

[Raadvild]

Jow ... der er som du kan se flere der har det som du.

Personligt bli'r jeg ftp'er på fredag efter næsten 40 år på arbejdsmarkedet - men det er nu en ligegyldighed hvor mange år man har været dér:

Jeg mener hvis man er syg, så er man syg ... og hvad pokker skal man ellers ? "Vi" ... (samfundet) kunne se'fø'li' også smide os af på en eller anden ø - eller skyde os ... meeen, vi har da også ret til et liv !
Og når vi kigger på hvad samfundet i øvrigt bruger penge på ..... såe ... går det vist nok :-)

Nuvel - men man kan også se det som et enormt privillegium: Fra nu af behøver vi ikke leve op til alle de krav som vi netop ikke kunne. Jeg nyder det enormt og kan da også godt få øje på at man skal være varsom og huske at passe lidt venner og bruge dagene rimeligt .... men mon ikke vi lærer det ? :-)

Jeg tror det - og håber det samme for dig :-)