Psykisk syg - Hvordan forklarer man dét?

[maja-bell]

du behøves ikke at gå i dybten for hvorfor du har fået en pension.. hvis du så føler du skal uddybe.. inden du kender spørgeren godt . skal du bare holde dig til at du har strees som kræver mere hvile en hos andre personer..

jeg er selv pensionist. men uddyber aldrig den præsis årsag til fremmede. og heller ikke til dem jeg kender mindre.

jeg kender jo ikke til alt hos dem. så de har heler ikke samme krav til mig..

jeg kender udemærket til det at vi er langt mere følsomme. og lige præsis derfor skal vi også beskytte os mere.. og det som ikke er fortalt er der jo heler ikke en løjen. men jeg har det sådan at det kan komme i fremtiden når jeg er klar, men der skal tilliden til en ny partner først være inde i en rutine så han kender mig og jeg ham..

men ved også at ens diagnose er hemmeligholdt.. ikke engang en læge man bliver henvist til vil vide besked har jeg fået besked om..

[Lotte1977]

Tusinde tak til jer alle, fordi i tog jer tid til at skrive et svar på mit indlæg.

Jeg ved godt at det er min selvfølelse der ikke er i orden, men det er ******* svært at gøre noget ved, når jeg gang på gang oplever fordomsfulde mennesker.

Jeg har også besluttet mig for at være ærlig, vil jo gerne have sorteret de mennekser fra, som alligevel kun går op i stilling og status.

Ved jeg har masser at byde på, og kender nok mig selv en snert bedre end dem som alligevel kun lever gennem deres job og materielle genstande.

Jeg ved det hele og kender mig selv i dybden. Ved jeg er den bedste mor, den bedste ven og den bedste kæreste.....hvis jeg da bare kunne få lov til at åbne op og vise hvem jeg virkelig er...
Problemet er bare, at dem der gerne vil have mig - vil jeg ikke have;o)
Men kan jeg overhovedet tillade mig at stille krav???

Kram Lotte

[maja-bell]

kendte forøvrigt en på et tidspunkt.. når man spurte ham hvorfor han var på pension.. så kom svaret prompte.. de har erklæret ham skør..

men skal lige love for at det var han ikke.. men han havde haft svært psykisk perioder...

men som tiden gik havde han fået lagt det bag sig.. og fundet livet igen..

han havde så fundet ud af at at med de oplysninger så kom det ikke til en uddybende debat. og det havde han det bedst med..

men kunne nu aldrig selv finde på at tilintetgøre mig på den måde.. haha

[Hanna]

Selvfølgelig er du alt det - en hammer god mor, og når du er klar bliver du den bedste kæreste!!! Du er da længere end de fleste, du har gennemskuet overfladiskheden der kan være i topjob og materielle ting og sager. Du formulere da præcis, hvad du står for og hvorfor du gør det.

Forår er jo kærestetid....

Kender du den her? " Der er to mænd, der bestandigt krydser min vej. Den ene er ham, jeg elsker og den anden elsker mig."

[Vovse]

Oprindeligt indsendt af Lotte1977

Problemet er bare, at dem der gerne vil have mig - vil jeg ikke have;o)
Men kan jeg overhovedet tillade mig at stille krav???

Kram Lotte

Den kender jeg godt.

Jeg har altid haft det fint med at være single, så hvis jeg ikke kan finde den rette, og få ham, så vil jeg hellere være alene.

Livet er for kort til dårlige cigarer.

[annagw]

Oprindeligt indsendt af Vibbe

Hvordan lyder en kontaktannonce ikke :
Tandløs kontanthjælpsmodtager med kæben fuld af skruer søger ligesindet der er lige til at bide i ......

GRINER! Selvironi er guld værd!

Oprindeligt indsendt af Hanna

Jeg havde talt en del med en dejlig sød mand - imidlertid ramlede min verden sammen i den her pensionssøgning og jeg blev indlagt i 3 uger. Jeg skrev det til ham og var sikker på, at jeg ikke hørte mere fra ham.
For ham var det ikke et problem, fordi han siger, at han kan godt se, hvem jeg er og "man smidder ikke guld på gaden"

Jeg blev helt rørt. Er sindssygt følsom omkring det emne for tiden... Selv bipolar, mødt en sød mand og meget usikker på om han (og nogen andre for den sags skyld) kan rumme mig...


LOTTE:
Det glæder mig at læse, at din bipolare lidelse har været helt under kontrol siden første barn.
Vil du være sød at fortælle mig mere om dine graviditeter, moderskab og bipolar ldielse i den her tråd: http://www.k10.dk/showthread.php?t=1...hlight=bipolar ?

[FrkNorden]

Åhh sødeste Lotte1977....

Jeg kan sååååå godt følge dig i det du siger. Min ex gik fra mig 3 måneder efter jeg blev sygemeldt første gang. Blev dengang erklæret svært kronisk depressiv. For ham var det for meget. Jeg var 31. Lige om lidt er jeg 35 og har været single siden ham og mig. Jeg har fravalgt forhold med en ny mand, for jeg er nødt til at finde mig selv i denne sygdom først.

Og sådan som min kamp med kommunen påvirker mig, tror jeg det er klogt. Jeg er for 3 måneder siden erklæret bipolar - blandingstilstande mest med lange depressive perioder. Og puuuuuh hvor har det været en øjenåbner for mig. Alt jeg har kæmpet med gir pludselig mening. Og jeg tror at når min kamp med kommunen er slut vil jeg MÅSKE turde prøve at få en mand ind i mit liv igen. For ja jeg er syg, men jeg er medicineret og er da blevet mere stabil, omend jeg som alle andre syge hurtigere blir stresset, træt, ked og alt det der...

Måske vil en mand acceptere det og måske vil han ikke. Jeg holder mig en del for mig selv i øjeblikket, for som dig - og mange andre - føler jeg ikke jeg har så meget at byde på. men spørger jeg de få veninder jeg har, elsker de mig for den jeg er. De ser ikke syge mig, til trods for sygdom er så stor en del af mig. De ser at jeg har så meget næstekærlighed, omsorg, humor og en masse andet... Og lige netop det de ser, glemmer jeg ofte selv... Og det lyder til at du har det på samme måde...

Jeg har ingen børn, jeg har bare mine 2 katte - hihi.... Men jeg passer dem men hjerte og sjæl - de betyder ALT for mig. Og det samme gør du jo med dine børn...

Ensomhed når man er syg er vist meget normalt... Og jeg går heller ikke ud og fortæller andre at jeg er syg og ikke ved hvordan min sag ender... Jeg er flov over det, selv om jeg ved jeg ikke kan gøre for det. Derfor NYDER jeg at være på K10... Lyder underligt at sige man er glad for at være på et site, hvor folk er syge og kæmper for deres eksistens. Men det at vi er "ens" - fysisk eller psykisk syge er fuldstændigt ligegyldigt... Her er ALTID støtte, et kærligt spark i røven og nogen der lægger øre til...

Så velkommen til, brug os - der er ingen der kritiserer di/os for det vi er. Og hvem ved, måske er der en super god mand i nærheden af Odense, som læser dette og tænker at han bare er NØDT til at kontakte dig... Og måske det samme gør sig gældende med pigerne... Nye veninder kan man altid bruge, ikk'?

[Lotte1977]

Oprindeligt indsendt af annagw

GRINER! Selvironi er guld værd!





Jeg blev helt rørt. Er sindssygt følsom omkring det emne for tiden... Selv bipolar, mødt en sød mand og meget usikker på om han (og nogen andre for den sags skyld) kan rumme mig...


LOTTE:
Det glæder mig at læse, at din bipolare lidelse har været helt under kontrol siden første barn.
Vil du være sød at fortælle mig mere om dine graviditeter, moderskab og bipolar ldielse i den her tråd: http://www.k10.dk/showthread.php?t=1...hlight=bipolar ?

Det vil jeg rigtig gerne, når jeg lige får overskud til det;o) Er "på" med to børn pt

[Lotte1977]

Oprindeligt indsendt af FrkNorden

Åhh sødeste Lotte1977....

Jeg kan sååååå godt følge dig i det du siger. Min ex gik fra mig 3 måneder efter jeg blev sygemeldt første gang. Blev dengang erklæret svært kronisk depressiv. For ham var det for meget. Jeg var 31. Lige om lidt er jeg 35 og har været single siden ham og mig. Jeg har fravalgt forhold med en ny mand, for jeg er nødt til at finde mig selv i denne sygdom først.

Og sådan som min kamp med kommunen påvirker mig, tror jeg det er klogt. Jeg er for 3 måneder siden erklæret bipolar - blandingstilstande mest med lange depressive perioder. Og puuuuuh hvor har det været en øjenåbner for mig. Alt jeg har kæmpet med gir pludselig mening. Og jeg tror at når min kamp med kommunen er slut vil jeg MÅSKE turde prøve at få en mand ind i mit liv igen. For ja jeg er syg, men jeg er medicineret og er da blevet mere stabil, omend jeg som alle andre syge hurtigere blir stresset, træt, ked og alt det der...

Måske vil en mand acceptere det og måske vil han ikke. Jeg holder mig en del for mig selv i øjeblikket, for som dig - og mange andre - føler jeg ikke jeg har så meget at byde på. men spørger jeg de få veninder jeg har, elsker de mig for den jeg er. De ser ikke syge mig, til trods for sygdom er så stor en del af mig. De ser at jeg har så meget næstekærlighed, omsorg, humor og en masse andet... Og lige netop det de ser, glemmer jeg ofte selv... Og det lyder til at du har det på samme måde...

Jeg har ingen børn, jeg har bare mine 2 katte - hihi.... Men jeg passer dem men hjerte og sjæl - de betyder ALT for mig. Og det samme gør du jo med dine børn...

Ensomhed når man er syg er vist meget normalt... Og jeg går heller ikke ud og fortæller andre at jeg er syg og ikke ved hvordan min sag ender... Jeg er flov over det, selv om jeg ved jeg ikke kan gøre for det. Derfor NYDER jeg at være på K10... Lyder underligt at sige man er glad for at være på et site, hvor folk er syge og kæmper for deres eksistens. Men det at vi er "ens" - fysisk eller psykisk syge er fuldstændigt ligegyldigt... Her er ALTID støtte, et kærligt spark i røven og nogen der lægger øre til...

Så velkommen til, brug os - der er ingen der kritiserer di/os for det vi er. Og hvem ved, måske er der en super god mand i nærheden af Odense, som læser dette og tænker at han bare er NØDT til at kontakte dig... Og måske det samme gør sig gældende med pigerne... Nye veninder kan man altid bruge, ikk'?

Blev helt rørt af dit indlæg. Tak fordi du er så åben og ærlig
Men føler du aldrig at du er ved at blive sindssyg? (mere end vi er i forvejen
Jeg tænker, at rende rundt med sig selv hele dagen, med sine tanker, selvlede ect?
Håber også en dag jeg finder en mand der bare forstår...bare er der...bare accepterer mig...bare elsker mig som den jeg er...
Men findes de overhovedet???
Veninder har jeg heller ikke mange af, da jeg oprindeligt er fra Århus, men bosatte mig her sammen med mine børns far. Dog er en flytning udelukket, da vi deler børnene 7/7 og de trives super i den ordning...
Hmm....mit liv minder mest om en der er i fængsel...dog er det mig selv der lukker verden ude...
Kram

[FrkNorden]

Oprindeligt indsendt af Lotte1977

Blev helt rørt af dit indlæg. Tak fordi du er så åben og ærlig
Men føler du aldrig at du er ved at blive sindssyg? (mere end vi er i forvejen
Jeg tænker, at rende rundt med sig selv hele dagen, med sine tanker, selvlede ect?
Håber også en dag jeg finder en mand der bare forstår...bare er der...bare accepterer mig...bare elsker mig som den jeg er...
Men findes de overhovedet???
Veninder har jeg heller ikke mange af, da jeg oprindeligt er fra Århus, men bosatte mig her sammen med mine børns far. Dog er en flytning udelukket, da vi deler børnene 7/7 og de trives super i den ordning...
Hmm....mit liv minder mest om en der er i fængsel...dog er det mig selv der lukker verden ude...
Kram

Kan SLET ikke forestille mig at der ikke findes én eller anden derude til os alle sammen. Problemet er jo det her med at vi skal TURDE. Og det er svært for næsten alle - også raske... Men for os skøre tosser er det nok meget sværere Vi er mange herinde og det vil du også se, når du får læst lidt rundt omkring, der føler os i en slags fængsel pga vores sygdom, økonomiske situation og raske/normale menneskers fordomme. Psykisk syge skal jo bare tage sig sammen og komme videre - eller lukkes inde på den lukkede... Andet er ikke muligt. Og de der kæmper med det fysiske skal bare tage vitamin piller og en panodil, så er de nok ok igen (ironi forekommer bare en LILLE smule..... )

Hele min omgangskreds forsvandt mere eller mindre, da jeg blev sygemeldt. Jeg mødte konstant overfladiske mennesker, der gik op i de forkerte ting i forhold til hvad jeg havde/har brug for. Jeg er ved at acceptere at jeg hellere vil have FÅ og FANTASTISKE frem for mange FORKERTE i mit liv. Dem jeg har i mit liv bor i Malmö, København og Haderslev - og jeg bor i skønne Århus. Vi ses næsten aldrig og meget kontakt foregår på sms, facebook og mail, da de ved jeg ikke altid orker snakke i tlf. Med det skrevne kan jeg svare når jeg KAN og uden pres

Jeg syntes også du skulle prøve at finde et skånejob, som du skrive i din anden tråd. Bare få LIDT socialt ud over børnene og deres "forum". Kan du så tjene et par kroner mere er det jo skønt - men sats på det sociale først og fremmest

Du er altid velkommen til at smide mig en mail - eller fortsætte med at skrive i denne tråd. Jeg LOVER dig at mange læser det og højst sandsynligt føler meget af det samme som dig/os. Og på de gode dage, vil folk gerne komme med input - vi har alle brug for støtte i vores situation.

Stort kram til dig