Har du oplevet noget ligende

[Zara]

Jeg havde et møde med kommunen sygedagpenge kontoret, det var så ubehageligt at sidde der og han ikke troede på mig min sygdom og lægepapirerne.
Men sagen er den at jeg efterfølgende bre ikke kan lægge hele forløbet fra migjeg tænker på det hele tiden og analyserer det snakker og tænker på det hele tiden, det giver mig hjerte banken jeg bliver helt angst hele mit krop ryster og sveder jeg tør ikke at gå uden for en dør, kryber i seng igen.

Når tlf ringet, ringer alt inde i mig også, jeg kollapser fuldstændig føler mig som et lille bange barn som er fanget i et voksen krop.
Er det mig og mit system som overreagere eller har i andre også oplevet noget ligende efter mødet med systemet?

[Chin]

det er visst meget normalt

Specielt hvis det er så urimelgt at man er tvunget til at ligge søvnløs og finde løsninger! Ja systemet er ikke nemt på nogen måder

[Tassi]

Oprindeligt indsendt af Zara

Jeg havde et møde med kommunen sygedagpenge kontoret, det var så ubehageligt at sidde der og han ikke troede på mig min sygdom og lægepapirerne.
Men sagen er den at jeg efterfølgende bre ikke kan lægge hele forløbet fra migjeg tænker på det hele tiden og analyserer det snakker og tænker på det hele tiden, det giver mig hjerte banken jeg bliver helt angst hele mit krop ryster og sveder jeg tør ikke at gå uden for en dør, kryber i seng igen.

Når tlf ringet, ringer alt inde i mig også, jeg kollapser fuldstændig føler mig som et lille bange barn som er fanget i et voksen krop.
Er det mig og mit system som overreagere eller har i andre også oplevet noget ligende efter mødet med systemet?

Kære Zara

Det er præcis det samme, jeg har oplevet
Og ja, det er dit system, der (over)reagerer. Men ikke i betydningen 'tag dig nu sammen'. Nej, i betydningen at' nu kan du bare ikke mere, og dit system betragter alt udefrakommende som en trussel'. Det kan du hverken gøre fra eller til med
Du har fået angst, søde

Kontakt din læge med det samme. Du må ikke sluge denne selv
Det kan godt være, du er nødt til at blive medicineret, hvis din krop ikke selv formår at falde ned igen

Og så skal du være opmærksom på at du nu er så tyndslidt at der ikke skal meget til før du får denne reaktion. Lige nu er det ved tlf ringer. Det næste kan blive at stå i et supermarked, og vide, du skal have handlet ind. Men indtrykkene bliver for voldsomme fordi din krop er i konstant 'forsvarsposition', så selv det mindste indtryk kan føles som et angreb. Og så vil du opleve panikken ramme, blot du skal forsøge at finde en liter mælk

Det gælder om at stoppe processen, før du kommer derud

Du kan, som jeg også gjorde, finde det møghamrende urimeligt, hvis du skal til at medicineres fordi du presses ud over din formåen. Tja, men der er intet at stille op over for det. Skaden er sket. Angsten har taget fat i din krop nu. Og dets grimme tag har det med at sidde umenneskeligt godt fast

Lov mig, og dig selv, at denne voldsomme udvikling i din tilstand ikke er sket forgæves. Det kan godt være, du synes det er pinligt at være ramt af angst, men byrden er langt tungere at bære, hvis du skal lide med den i stilhed. Så gå til din læge. Og sørg for at din sagsbehandler får det at vide også

Knus herfra

[LUM]

Ja desværre.

Jeg er en af dem der VIRKELIG er blevet ødelagt af det, jeg kan ikke tåle telefonen ringer med ano-nr, jeg kan ikke hente posten, jeg kan ikke køre forbi rådhuset eller jobcenter, jeg kan overhovedet slet ikke tage til møder med dem, ja jeg kan sågar ikke tåle at de kommer fra tekniskforvirring og ser på kloarken, der er lige uden for vores dør, på trods af at jeg selv er en del af tekniskforvirring fordi beredskabschefen er cehefen for den afdeling.

Du har flere muligheder:

Have en besidder med dig til samtlige møder.

Optage møderne, og skrive et referat af dem, i spørge form, som du så sender til din sagsbehandler (med besked om at du ønsker det bliver lagt ind i din sag) Og så pæmt insistere på svar, på den måde holder du din egen "notat" af hvad der foregår i din sag, og du vil have nemmere ved at bevise en evt klage over sagsbehandlingen.

Bede om at få møderne holdt hjemme hos dig selv.

Have en partsrepensentant, som tager til møderne for dig (det har du RET til at gøre) Dog vil kommunen have et møde hos din egen læge, beder dig tage til en speciallæge ell hvor din krop fysisk er nødvendig, så SKAL! du deltage. (hvilket jo er logisk nok)

Og et lille ekstra råd her fra, er at hver evig eneste gang, du får bare noget der ligner det at have det dåprligt efter et møde med kommunen går du til din egen læge og "sladre" ja det virker gak, men det er faktisk super vigtigt at du gør det, fordi at du siger er kommunen (og systemet) hamrende kolde over, de vil have dokumentation, samtidig kan din læge måske nå at hjælpe dig inden du får det så dårligt som jeg har fået det, ud ovar at det KAN være noget psykisk der gør at du er mere følsom/modtagelig for stress og press, end andre.

[Stonie]

Yep...det lyder da meget "normalt".
Du kan så kun håbe på at dit behov for systemet er meget kortvarigt så du undgår alle de mistroiske regler vi andre lider under.
En måde at føle man har lidt kontrol over sitiuationen på, er at lave en liste over ALT hvad der sker i "ens sag": 12/2-11: SB ringede. Vi snakkede om boligstøtte. 14/2-11: Mail fra SB vedr. regler om boligstøtte. osv osv.
Listen bliver efterhånden meget lang og du vil med garanti ikke kunne huske havldelen af datoerne efter 6 måneder.

Et andet lille råd kunne være at du "tidligt" i forløbet beder om hjælp fra en psykolog pga din "angst" for systemet. Den angst er helt klart meget nærværende, naturlig og aldeles ødelæggende.
Du må på INTET tidspunkt negligere din krops advarselstegn.
Igen, alt efter tidsrammen for dit behov for hjælp, må du forberede dig på en lang sej kamp.

[Tassi]

Oprindeligt indsendt af LUM

Jeg er en af dem der VIRKELIG er blevet ødelagt af det, jeg kan ikke tåle telefonen ringer med ano-nr, jeg kan ikke hente posten, jeg kan ikke køre forbi rådhuset eller jobcenter, jeg kan overhovedet slet ikke tage til møder med dem

Også jeg

Selvom det nu er over et år siden mine forældre kom på banen og overtog AL kommunikation med kommunen (selv mine breve sendes til min forældre), og jeg har oplevet at blive beskyttet i hoved og popo mod alle ting, der kan provokere mig i negativ retning, kan jeg stadig ikke tage tlf hvis den ringer med ukendt nummer. Vel vidende at kommunen har indskrevet i papirerne at de IKKE må ringe til mig. Men ukendt nummer er blevet så angstprovokerende i sig selv, fordi man ved at nogen vil én noget, og man kan ikke på forhånd forberede sig

Oprindeligt indsendt af LUM

Have en besidder med dig til samtlige møder.

Bede om at få møderne holdt hjemme hos dig selv.

Det skal du simpelthen gøre. De få møder med kommunen, hvor min tilstedeværelse har været påkrævet, er foregået herhjemme hos mig. Ikke syv vilde heste kan få mig ned på kommunen (jobcentret) igen. Og jeg holder mig langt væk fra deres bygninger, når jeg er i byen

Dog var jeg til et møde på kommunen i sidste uge omkring bostøtte. Det var ikke jobcentret, men et helt andet sted. Med en helt ny sagsbehandler, der intet havde med min kamp med jobcentret at gøre. Et møde, der udelukkende gik ud på at hjælpe mig, og ikke presse mig. Alligevel sov jeg ikke i 4 nætter forinden. Sad og rystede under hele mødet, og mine ben kunne knapt bære mig, da mødet var slut. På trods af at det var et par flinke damer, vi havde møde med (skal så også siges at jeg lige er trappet ud af angstmedicinen fordi jeg ikke kan tåle det)

Oprindeligt indsendt af LUM

Og et lille ekstra råd her fra, er at hver evig eneste gang, du får bare noget der ligner det at have det dåprligt efter et møde med kommunen går du til din egen læge og "sladre" ja det virker gak, men det er faktisk super vigtigt at du gør det, fordi at du siger er kommunen (og systemet) hamrende kolde over, de vil have dokumentation, samtidig kan din læge måske nå at hjælpe dig inden du får det så dårligt som jeg har fået det, ud ovar at det KAN være noget psykisk der gør at du er mere følsom/modtagelig for stress og press, end andre.

Fuldstændig enig! Du er nødt til at sørge for at dette er dokumenteret. Hvis du skal til at slæbe rundt på en ekstra diagnose, skal det død og pine også nedskrives og tages med i din sag. Angst er ikke bare en lille hurdle, man kommer over. Det er en diagnose i sig selv, der kan være så dybt invaliderende at man ikke kan fungere

Grotesk at man skal opleve at få netop denne diagnose i systemet, som burde hjælpe dig på fode igen, men så istedet effektivt sørger for at det kommer du ikke!

[Hanna]

Jeg startede ud med at ville søge fleksjob. Så blev jeg omgående og fejlagtigt sendt i helt ordinær aktivering i noget, der hedder Vækshuset. Så var det tre virksomheder a tre måneder.

Jeg magtede intet af det. Magtede ikke arbejdsprøvning.

Jeg har ikke lukket op, når det ringer på døren i et helt år. Jeg har ikke fået undersøgt mine vinduer m.m.

Det tryggeste sted er under min dyne. Hvis jeg ikke kan overskue noget suser jeg op under dynen. Der tilbringer jeg meget af min tid. Jeg er ødelagt af stress, så jeg dårligt kan overkomme to ting på en helt uge.

Min søn kom i går. I dag spurgte han om hans ven måtte komme og overnatte. Jeg sagde ja. Og begyndte så at græde foran drengen. Nu er han hos sin far og jeg ligger under dynen.

Men jeg har stadig troen på, at når jeg får pension falder roen over mig stille og roligt og min søn kan få en mor, der ikke bryder grædende sammen bare fordi han skal have en ven til at overnatte.

[Tassi]

Oprindeligt indsendt af Hanna

Men jeg har stadig troen på, at når jeg får pension falder roen over mig stille og roligt og min søn kan få en mor, der ikke bryder grædende sammen bare fordi han skal have en ven til at overnatte.

Kram til dig
Og jeg er ganske sikker på, du har ret. Det har hjulpet helt enormt på min tilstand at jeg ikke længere selv har noget direkte med kommunen at gøre. Mine forældre har overtaget alle kampene, og de fleste spekulationer og bekymringer. Det gør at jeg kan magte langt flere ting i dag

Jeg går også bare og venter på at få den pokkers førtidspension, så jeg kan få ro til at begynde den langsomme helbredelse, som forhåbentlig kan ende ud i et liv, der ikke er så invaliderende

[MTVRV1]

Jeg skal heller ikke til flere møder på kommunen
de kommer hjem til mig eller til mine forældre
for kan ikke bo alene længere
men de kom til med tilbudet, da de kunne se hvor dårligt jeg fik det
menneskelighed er der åbenbart stadig lidt tilbage af

Men man føler jo hvergang man er til forhøre og ikke som det burde være
nemlig for at modtage hjælp
desværre ved jeg en pension ikke gøre mig "rask", men ro til at tænke på nogen andre ting
for der igennem at få et bedre liv

[Hobbitten]

Kender det alt for godt. Det er så grelt at når jeg får tilsendt min resourceprofil til partshøring, så udskyder jeg indtil sidste øjeblik med at åbne kuverten og læse den for jeg får det simpelthen så dårligt.....tænk at man nu er blevet så angst at man ikke kan tåle at læse sin egen resourceprofil!

fra Hobbitten