Hvad i alverden har de gang i?!

[MTVRV1]

Oprindeligt indsendt af Andersine85

Det er rigtigt nok, at du skal være afklaret både på helbred og arbejde inden de 13 uger er gået.
For man kan jo ikke sige hvad din arbejdsevne er, før dit helbred er stationært.
For hvis man prøver det nu, og finder ud af, at du f.eks. kan klare 3 timer om dagen, så kan det jo være at du har det bedre om 3 måneder, og så kan man ikke bruge det sidste resultat til noget, fordi du så måske kan klare 3½ time eller 4 timer om dagen.

Og ved det er nemt nok for mig at sige, det er jo ikke min økonomi, men det bedste du kan gøre for dig selv, er at tage det som det kommer, og så ift. det fysiske helbred presse på så du kommer hurtigst muligt til. Opkald til sygehuse kan skabe mirakler ift. tid!

Og har du overvejet at finde et sted, hvor der er psykologpraktikanter? De mangler kun en opgave for at være uddannede psykologer, så de kan jo næsten det samme,og så koster det kun omkring 200-300kr.

Jeg var alså i arbejdsprøvning inden jeg fik at vide min sygdom var stationært
faktisk viste jeg eller kommunen ikke noget om sygdom. Kun en del af det
ergo så mener du en arbejdsprøvning ikke gælder.
Nu mente anden aktør overhovdet ikke jeg havde nogen arbejdsevne, så i mit tilfælde er det faktisk lige meget.
så har åbenbart været stjerneheldig at alt var på skrift inden de 52 uger.
for så havde jeg ingen penge fået i dag

Men du siger alså ens sygdom skal være stationært, før en arbejdsprøvning gælder?
så er det vil ikke underligt rigtig mange ender på kontanthjælp.
for der er ikke mange som både har helt om ens sygdom og arbejdsevne på plads inden 52 uger. Eller efter de 26 uger. for hver ting man skal tager vil snart i gennemsnit 3 måneder. både kommunen og lægerne er jo rigtig lang tid om hvertid inden der sker noget, samt selve behandlingstiden

[Andersine85]

Oprindeligt indsendt af hla72

Må indrømme, at jeg er meget overrasket over det du skriver med psykologpraktikanter.... det kan vel ikke være meningen, at jeg skal stoppe hos min psykolog, som kender mig og har kendt mig så længe, og så starte forfra for at spare penge? Hvordan vil det da ikke se ud i min sag?

Nej, kan godt se det ikke er en mulighed, hvis du har gået ved din psykolog længe.

Men så er det da sagt ud som en mulighed til andre, som ikke er nået dertil endnu.

Oprindeligt indsendt af MTVRV1

Jeg var alså i arbejdsprøvning inden jeg fik at vide min sygdom var stationært
faktisk viste jeg eller kommunen ikke noget om sygdom. Kun en del af det
ergo så mener du en arbejdsprøvning ikke gælder.
Nu mente anden aktør overhovdet ikke jeg havde nogen arbejdsevne, så i mit tilfælde er det faktisk lige meget.
så har åbenbart været stjerneheldig at alt var på skrift inden de 52 uger.
for så havde jeg ingen penge fået i dag

Men du siger alså ens sygdom skal være stationært, før en arbejdsprøvning gælder?

Jo den kan jo godt gælde, hvis din arbejdsevne ikke påvirkes yderligere af din sygdom, men ellers kan det faktisk godt være en "ugyldig" arbejdsprøvning, fordi at behandling kan ændre folks helbred til det bedre.
Men det er også derfor, at folk ofte kommer ud i 2 arbejdsprøvninger, inden der kan afgøres noget.

[MTVRV1]

Det kan jeg godt se det fornutige i, når man er i behandling og derfor kommer i fleste vil også først i arbejdsprøving når alt behandling er afsluttet.
I mit tilfælde er der ingen behandling og derfor er jeg heller ikke i nogen form for behandling af min sygdom. Måske når man kan transplantere en ny hjerne.

[hla72]

Sidder lige nu med en følelse af, at min sag er kørt så meget i sænk fordi jeg har været for godtroende, ikke har rendt min læge nok på dørene og ikke fået gennemført både det ene og det andet.

Det har været og er også en virkelig rodet sag jeg har, men ligefrem at sidde med frustrationer og følelsen af, at jeg selv har været medvirkende til at min sag kører som den gør, fordi jeg naivt har gjort hvad læge, psykolog og fagforening har sagt jeg skulle gøre, det er virkelig ikke til at holde ud.

Jeg har jo fået at vide, at jeg skal samarbejde med kommunen så det grænser til det pinlige, at jeg ikke må nævne ordet pension selvom det nu er det jeg bare ønsker allermest, skal være positiv omkring min egen sag. Jeg har hele tiden været på forkant, været pro-aktiv, opsøgende osv. Alligevel er det endt i et følelsesmæssigt og smertemæssigt h e l v e d e og jeg orker bare ikke mere.

Det er bare ikke fedt hele tiden at skal forklare og forsvare hvorfor min læge ikke har gjort dit og dat, men gjort det og det i stedet. Hvorfor jeg ikke har været i arbejdsprøvning, hvorfor jeg ikke selv søger pension, hvorfor jeg ikke har fået foretaget psykiatrisk vurdering, ikke er tilknyttet distrikspsykiatrien, hvorfor der ikke bliver set på HELE mig og ikke bare i brudstykker de enkelte steder, hvorfor hmin læge eller speciallæge ikke har fået mig smertedækket noget før, hvorfor det har taget så lang tid at blive udredt med nakke og skulder... og jeg kunne blive ved.

Hvis jeg vidste det, hvis jeg kendte svarene, så sad jeg jo ikke i den her suppedas som jeg gør nu.

Jeg har været sygemeldt flere gange, er bare blevet mere syg, men er ikke kommet et skridt nærmere hverken fleks eller pension. Og fleks, det kan de godt opgive nu... jeg er derude nu hvor jeg virkelig ikke orker mere. Er ved at kaste op over alle de ting jeg skal tage stilling til. Jeg har konstant ondt i maven, min angst er voldsom. Jeg er frustreret og ked af det... og jeg kan altså ikke gøre mere end jeg allerede gør. Jeg har ikke en gang ro i hovedet til at koncentrere mig om at få det bedre, for der sker hele tiden noget som vælter læsset.

Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre mere for at blive hørt.

Søger jeg pension på det foreliggende, så får jeg afslag, det ved jeg. Er ikke arbejdsprøvet og det at jeg er stationær i det psykiske, jamen det er jo ikke afprøvet hvad jeg kan holde til.

Siger jeg pension til min socialrådgiver på kommunen, jamen hvad signal sender det ikke?

Skal jeg skifte læge for at blive hørt? Aner ikke hvem jeg så skal vælge, læger er vel generelt skide ligeglade? Jeg kender ikke lægerne i Odense og omegn.

Hvem får man lige til at samle trådene og få systemet til at se på hele mig, at jeg er kørt derud hvor ingen bare kan holde til at være ret længe ad gangen?

Kunne jeg virkelig have gjort tingene anderledes end jeg har? Jeg synes nemlig jeg har gjort hvad jeg kunne og jeg har gjort hvad jeg har fået besked på... alligevel går jeg rundt med en følelse af, at jeg selv har været med til at køre hele min sag i sænk.

Jeg kan ikke slappe af, jeg er så urolig, ked af det og angst at det grænser til vanvid. Jeg føler mig svigtet og er handlingslammet, for jeg er bange for at gøre tingene værre. Jeg har ikke hørt fra sygeplejersken på Ringe Rygcenter som aftalt og i dag kunne jeg ikke få fat på hende. Så ja, jeg har igen voldsomme smerter og det hjælper jo ikke ligefrem på hverken humør eller frustrationer.

Sorry... trængte bare lige til at få læsset af. Håber I forstår mine frustrationer, for jeg føler ikke jeg kan få dem ud overfor mine omgivelser eller i min blog.... jeg bliver bare mødt med en masse modspørgsmål... ganske som dem jeg har skrevet ovenfor.

[FrkNorden]

Åhhhh altså...

Jeg føler SÅ meget med dig, og kender din frustration fra min egen situation... Det virker som om vi er lige "langt" (???) i forløbet og har en del af de samme problemstillinger... Jeg ville ønske jeg kunne opmuntre dig og komme med lidt guldkorn - for så kunne jeg jo bruge de samme guldkorn i min egen sag... Men det KAN jeg ikke. Jeg ANER ikke hvad jeg skal sige, jeg er selv lige så langt nede som dig... Og kan egentlig bare sende dig en kærlig tanke....

Kh og masser

[MTVRV1]

ikke nogen trøst, men kommunen gør ingen ting udover at pille alle de ting man har igennem fra hinanden og prøver at skade ens sag.
men man er stadig nødt til at gør til lægerne og til sidst en arbejdsprøvning, for at komme videre.

Vi forstår dine frustrationer 100 procent. trist vi har et system som slet og ret ikke burde have noget med syge mennesker at gøre.
for fuld læge dokumentation er en kommune åbenbart også ligeglade med.
som man ellers har brugt mange år på.
Men en kommune har jo masser af tid til at gøre livet surt for en

[Andersine85]

Du skal i hvert fald ikke gå og slå dig selv oveni hovedet med noget som helst, så længe du har fulgt de råd og pligter du er blevet bedt om! Resten må være de officielles ansvar!

Men kan da hilse og sige, at vi jo trods alt er nogle stykker, der rent faktisk gerne vil hjælpe, men det kan jo være lidt svært, hvis vi ikke ved, hvad der er brug for hjælp til...

Nu ved jeg ikke, om du har en af de gode sagsbehandlere, men hvis du har, så prøv at lægge kortene på bordet, ift. de ting du har sagt nu her.

Spørg f.eks. om de kan anbefale en læge hvor der sker noget (de ville jeg f.eks. godt kunne gøre for mine borgere, jeg skal nogen gange bide mig hårdt i tungen for ikke uopfordret at sige til folk, at deres læge ikke kan bruges til noget!), sig, at du er frustreret, fordi du egentlig gerne ville arbejde alt det du kunne, men at du bare ikke kan se andre udveje end pension og det er svært for dig og din ellers gode arbejdsidentitet (en rigtig god måde at arbejde sig uden om det der med signalet - for det er rigtigt, at det ikke er et godt signal, hvis man starter med at sige pension, men det er jo på den anden side heller ikke et godt signal, hvis du opfører dig som om du overhovedet ikke har nogen realitetssans).

Du kan jo evt. sende det som mail/brev til et oplæg til din sagsbehandler inden et møde, så hun har noget at forberede sig på.

[hla72]

Oprindeligt indsendt af Andersine85

Du skal i hvert fald ikke gå og slå dig selv oveni hovedet med noget som helst, så længe du har fulgt de råd og pligter du er blevet bedt om! Resten må være de officielles ansvar!

Men kan da hilse og sige, at vi jo trods alt er nogle stykker, der rent faktisk gerne vil hjælpe, men det kan jo være lidt svært, hvis vi ikke ved, hvad der er brug for hjælp til...

Nu ved jeg ikke, om du har en af de gode sagsbehandlere, men hvis du har, så prøv at lægge kortene på bordet, ift. de ting du har sagt nu her.

Spørg f.eks. om de kan anbefale en læge hvor der sker noget (de ville jeg f.eks. godt kunne gøre for mine borgere, jeg skal nogen gange bide mig hårdt i tungen for ikke uopfordret at sige til folk, at deres læge ikke kan bruges til noget!), sig, at du er frustreret, fordi du egentlig gerne ville arbejde alt det du kunne, men at du bare ikke kan se andre udveje end pension og det er svært for dig og din ellers gode arbejdsidentitet (en rigtig god måde at arbejde sig uden om det der med signalet - for det er rigtigt, at det ikke er et godt signal, hvis man starter med at sige pension, men det er jo på den anden side heller ikke et godt signal, hvis du opfører dig som om du overhovedet ikke har nogen realitetssans).

Du kan jo evt. sende det som mail/brev til et oplæg til din sagsbehandler inden et møde, så hun har noget at forberede sig på.

Hmm... ud fra det du skriver, så kan jeg da godt se, at det ikke var smart at svare - da jeg blev spurgt hvad mit arbejdsmarkedsperspektiv er - at jeg ikke har noget arbejdsmarkedsperspektiv aktuelt, da lige lige nu kun kan koncentrere mig om smertelindring og behandlingsforløbet.

Jeg blev bare så overrumplet over spørgsmålet, at det var det eneste jeg kunne komme i tanke om. Jeg kan heller ikke tænke på mit arbejdsmarkedsperspektiv, hvordan skal jeg kunne det når jeg har smerter, angst osv.

Der var mange ting der overrumplede mig til det møde i torsdags, især fordi hun arbejder helt anderledes end jeg er vant til og ja, opfølgningsmøder er ikke det jeg har været mest til under mine lange sygemeldinger.

Jeg skal ikke til møde med hende igen før om 3 måneder, dvs. lige før der senest skal tages stilling til hvad jeg skal leve af osv. når mine sygedagpenge efter forlængelsen (§27, stk, 1, nr. 2) udløber 1. august.

Jeg må da indrømme, at jeg aner ikke helt hvordan jeg skal opføre mig, for jeg vil ikke mistænkes for at jeg ikke gider lave noget og "bare" vil have en pension. Men med tanke på hvordan mine ytringer og ønske om fleksjob er blevet modtaget tidligere, så tør jeg da ikke åbne munden og sige pension.
Men måske jeg skulle tale mere indgående med min fagforening om det, så jeg i det mindste har dem på min side på det område også.

Min egen læge har i sin seneste status (fra primo januar 2010) både skrevet at han foreslår arbejdsprøvning , men allerede nu begynde at overveje indhentelse af lægeerklæring fra speciallæge, psykiatri og reumatologi med henblik på at vurdere om der er grundlag for førtidspension.

Og så er der ikke sket mere... andet end at huhej, så skulle jeg på Reva, himmel og jord blev sat i bevægelse, RP skulle jeg partshøres i... lige indtil der ultimo januar kom svar på min MR-skanning... så trak sociallægerne i land igen og jeg skulle så ikke arbejdsprøves.

Og der ligger den så.

Jeg har min læge og min psykolog på min side, men det er åbenbart begrænset hvad de kan gøre.

[Andersine85]

Tja, hvis de ligefrem mener, at du ikke skal i arbejdsprøvning, så bliver du og lægerne i hvert fald taget meget alvorligt og det kan da kun være en god ting!

Men ud fra hvad du siger, så synes jeg virkelig, at du skulle sende en mail til din sagsbehandler under alle omstændigheder!
Sig f.eks. at du blev lidt overrumplet, fordi du mødte forståelse og en hel anden tilgang end du var vant til, og derfor er du nu kommet til at sidde og tænke på, at du fik sagt nogle ting, som du ikke er sikker på er blevet rigtigt formuleret fra din side - f.eks. det med arbejdsidentiteten - der kunne du jo skrive, at du meget gerne ville, men at smerterne lige nu fylder rigtigt meget for dig, og du derfor har svært ved at overskue hvad der skal ske, men at du nok nødtvunget tænker pension da pga XXX. Og resten af de ting du tænker på.
Det vil give dig mere ro tror jeg, og det kan i hvert fald ikke skade!

Du er velkommen til at sende beskeden forbi mig først, hvis du vil høre, hvordan en sagsbehandler ville læse det.

[hla72]

Oprindeligt indsendt af Andersine85

Tja, hvis de ligefrem mener, at du ikke skal i arbejdsprøvning, så bliver du og lægerne i hvert fald taget meget alvorligt og det kan da kun være en god ting!

Men ud fra hvad du siger, så synes jeg virkelig, at du skulle sende en mail til din sagsbehandler under alle omstændigheder!
Sig f.eks. at du blev lidt overrumplet, fordi du mødte forståelse og en hel anden tilgang end du var vant til, og derfor er du nu kommet til at sidde og tænke på, at du fik sagt nogle ting, som du ikke er sikker på er blevet rigtigt formuleret fra din side - f.eks. det med arbejdsidentiteten - der kunne du jo skrive, at du meget gerne ville, men at smerterne lige nu fylder rigtigt meget for dig, og du derfor har svært ved at overskue hvad der skal ske, men at du nok nødtvunget tænker pension da pga XXX. Og resten af de ting du tænker på.
Det vil give dig mere ro tror jeg, og det kan i hvert fald ikke skade!

Du er velkommen til at sende beskeden forbi mig først, hvis du vil høre, hvordan en sagsbehandler ville læse det.

Jeg tror bare Reva er blevet udsat til senere når det er mere "sikkert" at få mig arbejdsprøvet/afprøvet/afklaret eller hvad terminologi de nu arbejder med.
Som du skrev i en kommentar længere tilbage, så er det jo umuligt at afklare hvad jeg kan når jeg ikke er færdigbehandlet rent lægeligt og det ikke kan siges om jeg bliver bedre eller ej.

Men det ændrer jo ikke på det, at jeg føler mig presset.

Vil lige overveje at sende den mail til min nye socialrådgiver, og tak for tilbudet

Men kan da sige, at hun har modtaget min dagbog her til morgen og så er jeg jo spændt på hvilket billede den pludselig kan give i min sag, både hos hende, men også hos sociallægen der skal vurdere min sag.