At være ung og syg, eksisterer ikke?

[SmallAngel]

Det er mit første indlæg på denne side, og jeg vil gerne introducere mig selv også. Jeg hedder Sabina og er 23 år gammel. Måske skriver jeg det forkerte sted, for jeg har ikke fået fleksjob, men kæmper en daglig kamp, da jeg er kommet i en stor klemme i systemet, og jeg søger desperat hjælp for at kunne klare mig igennem det.

Min historie...

Den 25. oktober 2003 kl. knapt 23.00 om aftenen, sad jeg som forsædepassager i en bil, som ved frontalt sammenstød mod et træ, forulykkede. Det var en gammel bil, uden airbag eller fuldt funktionelle seler. En veninde og jeg var ivrige efter at nå toget for at få undgå skældud af min mor, og kørte derfor med en ung mand som var med til den samme fest vi havde deltaget i. Den unge mand havde tilsyneladende hverken ejerskab af bilen, eller kørekort, viste det sig senere. Jeg husker ikke selve ulykken, da jeg mistede bevidstheden, men efter politiets opmåling af bremsespor kørte vi omkring 75-80 km/t da vi ramte træet. Jeg blev slynget op i bilens forrude og halvt igennem den. Som tidligere skrevet, husker jeg ikke meget fra den aften, men er blevet fortalt at jeg blev redet ud af bilen og ind i et nærliggende hus, hvorfra ambulancefolk overtog mig.

Jeg vågnede på hospitalet, ved at jeg blev lyst kraftigt i øjnene, og blev støvsuget i hele hovedbunden. Jeg var fyldt med glasstumper, overalt. Også i mine øjne. Jeg var meget forvirret, havde smerter, og kunne ikke bevæge mig, da jeg lå pakket ind i luft-poser i tilfælde af frakturer i kroppen. De valgte dog hverken at tage røntgen eller andet. Blot udførte de en test om jeg var "klar" i hovedet, gav mig salve i øjnene og klap på dem, en pjece om hjernerystelse, og besked om at jeg ikke måtte være alene i 48 timer, og udskrev mig pga. sengemangel.

Derefter var jeg overladt til min veninde, som sørgede for at jeg kom godt hjem. Den aften, skulle vise sig at blive begyndelsen på mit *******.

Jeg gik undertiden efter, med meget kraftige smerter i hoved, skulder og nakke. Jeg måtte efterhånden til læge næsten dagligt. Min mor besluttede da i samråd med en advokat at køre en sag mod bilens forsikring, og føreren af denne. Jeg kom i den forbindelse igennem mange undersøgelser, og værst viste livet sig da det under røntgen vise sig at jeg havde haft to brud i nakken som var helet forkert, og derfor gav mig daglige smerter, og på ingen måde kunne rettes efter det var helet.

Jeg havde svært ved at gennemføre 10. klasse, som jeg var startet på i august, kun to måneder før ulykken, og måtte tage året om. Jeg som altid havde fået rene 13-taller. Jeg kunne ikke følge med, var hurtigt træt, og meget glemsom.

Derfor fik advokaten tilrettelagt en neuro- og neuropsykologisk undersøgelse af mig. Den neurologiske undersøgelse fastslog at mine daglige smerter var blivende og stabil karakter, og forsaget af ulykken. Den neuropsykologiske fastslog at jeg har en senhjerneskade, og mangler mange kognitive ressourcer.
Jeg prøvede under tiden mens forsikringssagen stod på, at tage en uddannelse på HG. Men jeg kunne igen ikke følge med, og kom i kommunens søgelys. Jeg blev presset til at starte på yderligere uddannelser af kommunen, bl.a. teknisk skole som Datafagtekniker, og på HF to gange. Igen endte det med nederlag.

Advokaten, fik sat i værk i samråd med forsikringen at jeg skulle til genoptræning på senhjerneskadecentret i Herning. 15 måneders intens genoptræning, som hjalp rigtig meget, men jeg ville aldrig kunne få mine kognitive ressourcer helt tilbage. Tiden gik, og jeg fyldte 18 år. Jeg kunne stadig ikke finde mig til rette, og alt jeg prøvede endte i nederlag. Jeg endte på kontanthjælp.

Arbejdsskadestyrelsen valgte at afvise min sag, da jeg aldrig havde haft andet arbejde end morgen avis jobs og skolepraktikker. Derfor kunne de ikke vurdere min tabte arbejdskraft. Sagen lukker med nederlag, og selvbetalte sagsomkostninger, og en "erstatning" for at have "mistet livet" på 52.000 kr.

Den beslutning lænede kommunen sig op af, og begyndte da, hvad jeg vil kalde hetz på mig. Jeg blev smidt utallige steder hen, som jeg følte var yderst kritisable, og ikke steder hvor jeg formåede at være ret længe af gangen, da det tærede på mine kræfter, både fysisk og psykisk.

Jeg har været i nu fire arbejdsprøvninger, hvoraf kommunen har valgt at erklære de tre af dem, utilstrækkelige, og jeg føler at min sag, mit liv bliver unødigt trukket i langdrag. Jeg har aldrig ét sekund ro i mit liv. Jeg er under 25 år, og jeg føler at netop derfor har jeg intet at skulle sagt. Ingen rettigheder.
Dét er min historie, kort fortalt..
Ærligt.. det er KORT...

Dertil kommer så frustrationerne..
-Hvor hører man til? Hvad kan man? Hvad må man? Hvor skal man stå for at få de bedste tilskuerpladser til at se livets optræden, passere forbi øjnene af en?

End ikke min egen læge ved det. Min læge er fantastisk, og har hjulpet mig utroligt meget. Men han er en anerkendt og meget dygtig læge, og har minimum 6 ugers ventetid, og som mange i det system ved, så skal man når KOMMUNEN siger at man skal gå til sin læge, hvad enten konklusionen er den samme som de sidste 5 år, kunne tage til læge med en dags varsel.

Alle andre undersøgelser er nået til konklusionen at jeg ikke hører til noget sted i det sociale system eller arbejdsmarked de kender, ja faktisk er der mange tvetydige og utydelige konklusioner om mig. De siger at det må være op til kommunen. Tvangmedicinseringen som kommunen foreslog virkede jo ikke.

Mine medmennesker ved det heller ikke rigtigt. De ser mig slet ikke for den jeg er, og forstår det ikke. Jeg ser jo frisk og rask ud på afstand hvor jeg ligner alle andre, og der er jo uddannelser og beskæftigelser til alle siges der, jeg er jo ung! Så hvad venter jeg på!?

Min sagsbehandler på jobcentret ved det åbenbart heller ikke. Hun svarer sjældent direkte på mine spørgsmål, og er sjældent at træffe. Hun er dog rimelig sikker på, at det ikke er i førtidspension jeg hører hjemme, eller i fleksjob. -Og heller ikke uddannelse under revalidering og særlige vilkår. For at bruge hendes ord "Det er der ikke belæg nok for i din sag". Jeg havde helt glemt at jeg kun har været i kontanthjælp systemet i snart fem år, aldrig haft kunnet håndtere et job trods adskillige forsøg fra både sagsbehandleres og min egen side. Det betyder selvfølgelig heller ikke noget, at jeg har flere speciallægelige diagnoser. Det betyder ikke noget at jeg har fire mislykkede uddannelser bag mig samt flere mislykkede ordinære jobforsøg. Ej heller flere mislykkede og "utilstrækkelige" arbejdsprøvninger betyder noget.

Jeg kan dog konkludere, at jeg heller ikke hører til på arbejdsmarkedet, for jeg hører jo intet fra systemet mere. Jeg er overladt til mig selv i daglig kamp og en kontanthjælp der ikke rækker, samt de formaninger omverdenen stiller en kontanthjælpsmodtager overfor. Men det er jo ikke så mærkeligt at den ikke rækker, den skal jo skræmme og presse mig ud i det arbejde jeg ikke kan håndtere. Gad vide om de også kræver at lamme skal gå? Måske skulle de ansætte Jesus som sagsbehandler?

Beskæftigelsesministeren, Inger Støjberg, og socialminister Benedikte Kiær ved det vidst heller ikke. Jeg har sendt dem brev, og kun fået tilbagemelding om at de er modtaget og overdraget til ministeriet. De kan tilsyneladende slet ikke se mig. Der bliver sagt at syge mennesker ikke findes på kontanthjælp da syge ikke hører til der. Hvor vifter man med flaget henne? JEG ER LIGE HER!!! Jeg er kørt træt, og tom for ressourcer af at være fanget her i dette hul i systemet i snart fem år, og bare se mit liv og muligheden for at forme det med egne hænder, glide forbi mig. Min ungdom og hvad den indebar, er snart slut, om lidt er jeg fortabt.

Nej, i det sociale system vi har i dagens Danmark eksisterer jeg åbenbart slet ikke. Jeg sidder fast i et hul i systemet, hvor jeg er for ung til at have rettigheder, og penge nok til en cafétur eller julegaver til familien, hvor jeg åbenbart er for syg til at blive hjulpet videre til en fremtid med uddannelse, eller et fleksjob, og for rask til at få en førtidspension. Eller måske snarere er jeg for syg til at bruge penge på, og for rask at bruge penge på.

Jeg bliver trukket igennem så meget, og hvis jeg har den mindste kritisable mening om det, så bliver jeg truet til at gøre som jeg bliver forlangt, eller miste mine, i forvejen meget små penge, og ender med at måtte sygemelde mig, af stress og ondt i livet. Jeg har gennem mine snart fem år i systemet, haft over 15 sagsbehandlere og ca. fem økonomi sagsbehandlere. Hver gang har de hver og især haft deres løsning på "problemet".

De udtaler sig som om de var læger og så bort fra alle mine papirer fra professionelle, og gør det stadig. Jeg har været i aktivering på steder for alkoholikere, for psykisk syge, for unge med ADHD, for narkomaner og jeg kunne blive ved. Alle steder er jeg blevet placeret, trods det ikke er noget jeg fejler. Jeg er blevet tvunget til at lave opgaver, skole opgaver, fra 4. klasse. Det er nedværdigende, og ydmygende, og man er magtesløs.

Jeg føler mig virkelig fortvivlet, frustreret og fortabt. Tvunget til at vandre rundt i periferien og stønne i mine kolde laser, som snart ikke er tøj mere, husleje som ikke kan betales, trods jeg aldrig har haft gæld eller én eneste forsikring, eller dyre luksusforbrug. Nej, 5.200 kr er ikke meget, og boligsikringen bliver jo også skåret i for at presse/skræmme én i arbejde. Slet ikke når husleje stiger og stiger, og det gør simple ting som bare toastbrød også. Sådan skal jeg vandre alt imens jeg må lytte til ordene af "Danskerne har aldrig haft det bedre!" og "Danskerne er i top 3 af lykkeligste mennesker i Verden".

Jeg er sygemeldt af min læge t.o.m d. 1 april. Han har skrevet til kommunen at den mest langsigtede løsning for mig er at finde smertebehandling lige nu og her, og tilbyde mig det. Men det har han skrevet før, og jeg har fået afslag hver gang, igennem snart 5 år. Jeg ved ikke hvor jeg skal gøre af mig selv, når jeg d. 1 april, skal møde i aktivering igen fire timer hver dag, for at sætte mig i en varmestue og drikke kaffe, bare for at være der. For jeg ved at det ender som alle de andre gange. Endnu en arbejdsprøvning "med henblik på at finde psykiske og fysiske barrierer i forhold til opkvalificering til ordinært job", endnu et nederlag, endnu en sygemelding, endnu flere trusler når jeg ikke kan holde til det, og tårer på min moders skulder.

[Peppe]

Hej SmallAngel

Først vil jeg sige velkommen til og dig et

Derefter vil jeg sige du er kommet til det rette forum. Brug lidt tid på at snuse rundt her inde, der er mange guldkorn at hente. Desuden BLIV I DIN TRÅD. Mange af os orker ikke surfe rundt for at lede efter gamle tråde.

Søg akt indsigt i din sag. Så du ved hvor du har kommunen. Lav aldrig mundtlige aftaler med en SB, Få alt på skrift.

Ja andre har sikkert mange andre gode råd til dig så bliv hængende!

[sniffeline]

Hejsa SmallAngel

Puha, hvor sugede det gevaldigt i min mave da jeg læste dit indlæg, og jeg vil sige: "Velkommen i klubben".

Vi er rigtig mange herinde, der kan nikke genkendende til meget af det du skriver. Nederlag efter nederlag, følelsen af magtesløshed, urimelig/umenneskelig sagsbehandling og sager der trækkes i langdrag, samt følelsen af at "stå på perronen, og se togene køre forbi".

Men fat mod. Herinde er der rigtig mange gode mennesker, med hjertet på det rette sted, der er selvlærte eksperter indenfor lovgivningen.

Jeg ved at et af de første spørgsmål til dig vil være:

Har du en ressourceprofil, og er den opdateret?

Som jeg forstår det, har du fået afslag på smertebehandling? Hvad er begrundelsen for det.
Personligt lider jeg af kroniske lænde-/bensmerter, og jeg blev uden problemer henvist til Ålborg Smertecenter.

Hæng ikke med "næbbet", SmallAngel.
Som du kan se, er vi mange i samme båd. Og selvom livet er svært, indeholder det trods alt også lyspunkter. Du skal først og fremmest lære at skelne skidt fra kanel. Find det positive i din hverdag, eller omkring dig. Og hold fast i det når tingene bliver svære.
Jeg kan læse udfra dit indlæg, at du har din mors skulder at græde ved. Til det vil jeg sige: "Mor er den bedste i verden".

[Pedro]

Kære Small Angel!

Jeg har ikke noget stort at sige, kun at jeg i allerhøjeste grad føler med dig, og ser at du, trods din unge alder, har væltet rundt i det ene nederlag efter det andet, siden den famøse ulykke, tilbage i 2003.

Hvor man end ikke, fra hospitalets side formåede, at foretage en røntgen af din hals- og nakkeregion! Skandale, siger jeg, og en erstatning på 52.000, ja den forslår, som én skrædder i *******, og er ikke sammenlignelig med de kognitive tab, du har lidt.

Forstår godt, du har lidt ét voldsomt knæk vedr. din skolegang, og før så skrappe karakterer. Men sket er sket, og der må nye veje til. Det er bare lige dét med, at finde den rigtige rute.

Jeg håber, du bliver hængende her på K10, og ikke opgiver håbet, om en ordenlig løsning for dig og dit liv fremover. Der skal nok komme hjælp til dig, fra dette forum. Der er så mange kloge hoveder her på K10

Til slut, vil jeg bare ønske dig al mulig held og lykke på vejen frem i livet.

Selv mor til to drenge på 18- og 24 år.

De kærligste hilsner Pedro

[MissMurphey]

Kære SmallAngel.
Velkommen til K10, det er præcist det rigtige sted du har fundet frem til.

Sikken dog en omgang du har været slæbt igennem.
Jeg tænker på om du har været ved en psykiater...
Personligt går jeg ved en psykiater, som min egen læge har anbefalet, da kommunen ikke giver den psykologhjælp jeg har brug for, men psykiateren er gratis.
Ved godt det er noget fysisk som har sat hele rumlen igang, men tit er det nemmere at få sin sag igennem, hvis man fejler noget psykisk istedetfor noget fysisk. Og altså ikke på den måde at man ligefrem skal opfinde noget psykisk, men naturligvis følger der noget psykisk med, når man står i en situation som din og er total magtesløs.

Jeg har selv en række forskellige fysiske symptomer som kommunen ikke tager hensyn til, bla. hypermobile led, hælsporer, migræne, rygsmerter, m.m.
Men jeg er blevet tilkendt fleksjob pga. min depression.... (den vejer ihvertfald tungest).

Jeg håber du finder en form for hjælp herinde- der er ihvertfald rigtig mange søde mennesker som gerne vil hjælpe dig.

Knus og kram

MissMurphey

[Bella67]

Kære SmallAngel.

Velkommen på K10, du har fundet stedet hvor du vil blive mødt med empati og forståelse.

Jeg får helt "ondt i maven" når jeg læser din historie. Ingen absolut ingen, burde opleve så megen ulykke, mistillid, mistro og nederlag; som du allerede i så ung en alder har været i gennem!

Alt det "tekniske" med love og §§ er der mange herinde der kan give dig råd og vejledning om.

Min erfaring er; så mange år i systemet kan nemt give ar i sjælen.

Hvis du ikke allerede er henvist til psykiater, så få din læge til at henvise dig. Det er gratis for dig!

Se dig omkring i dette fantastiske forum, og du vil helt sikkert finde noget; du kan bruge i din egen sag for at komme videre og ikke mindst for ikke at tabe modet!

Dejligt du har din mor og egen læge til at støtte dig.

Jeg er sikker på du vil få mange tilkendegivelser og gode råd her på K10.

Mange og positive tanker til dig.

[popiae]

du skal nu være din egen advokat, og bør gøre flg.:

1. aktindsigt.Find dokument under link.

2. du søger efterfølgende pension efter §17, alternativt i samme ansøgning , fleksjob.

3. når du har fået aktindsigt, skriver du herinde, og får hjælp til udformningen af ansøgningen.

VH Popiae

[SmallAngel]

Hvor er det dejligt at blive taget sådan imod. Tusinde tak for knus, kram og gode råd!

Jeg har fået aktinsigt i min sag, de ligger her hjemme, godt 3000 sider. Inkl. de mange speciallægeerklæringer og udtalelser fra læge, og de hundredevise af gange jeg har fået afslag på økonomisk hjælp. -Men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre med dem. Jeg har desperat prøvet at tale med medierne, og politikerne, for alt hvad jeg gør synes bare at blive trukket i langdrag.

Jeg ved ikke hvorfor jeg har fået afslag på smertebehandling. Har både søgt om tilskud til min medicin da jeg ikke selv kan betale (det gør min mor idag) og også fysioterapeut, samt smerteklinik. Grunden fra Kommunen til at give afslag var at min medicin ikke var dyr nok, de ville kun betale halvdelen af fysioterapeut, og endeligt, hvis jeg skulle på smerteklinik i vejle, så kunne jeg jo ikke passe min aktivering.

Jeg har gået til psykiater, ja, fordi kommunen tvang mig. De tilsidesatte min senhjerneskade med at at have psykosociale problemer, af ren uvidenhed. Jeg blev af kommunens læge, som aldrig havde mødt mig, kun læst mine papirer, diagnosticeret som ADHD. -Hvis jeg er noget, er jeg præcist det modsatte. Jeg har brug for enormt meget ro, og ingen afbrydelser, ellers glemmer jeg og taber tråden. Psykiateren sagde at han var blevet beordret af kommunen at han SKULLE skrive et recept til mig, på antidepressivt sovemedicin, da jeg sover meget uroligt pga. mine smerte, men han foreslog at jeg enten skulle lade være at indløse receptet eller bare smide pillerne ud. Altså har jeg aldrig rørt sådan medicin. Efter 3 mdr. besøg hos ham udfærdigede han en rapport hvor han gjorde det klart og tydeligt at mine problemer var smerter og kognitivt, samt at jeg ikke led af nogen form for anden psykisk tilstand.
-Det giver jeg ham ret i. Senhjerneskade kan have mange lign. symptomer, men det er ikke langvarige, højt en uge ad gangen.

Jeg har endvidere gået til neuropsykolog jævnligt, for at følge min senhjerneskades grad. -Og der taler vi jo også meget. De siger som regel det samme. "Godt begavet ung pige, med begge ben på jorden, stærk nedsat hukommelse, koncentrationsbesvær og manglende overbliksevne, klager over smerter undervejs". -Man går direkte hjem i seng efter sådan et par timer med opgaver og undersøgelser

Når jeg taler med min sagsbehandler om Førtids-pension eller Fleksjob, så siger hun det samme og det samme. "Jamen Sabina, det er der simpelthen ikke belæg for i din sag!" -Jeg snart ikke hvad jeg skal gøre. Jeg har bedt om at blive tilknyttet handicap og psykiatri for mange år siden, og få mig en vejleder som kan hjælpe mig med at holde trit i kommunens system. Men jeg har ikke fået det bevilget det. Af hvilken årsag ved jeg ikke, men sidste afslag var efter visitations møde d. 18 dec. -Jeg har bedt om hjælp fra kommunens hjerneskadekoordinator, men hun kan ikke hjælpe mig, da hendes arbejdsområde er gennem kommunens sundhedscenter og området er mhp. genoptræning, som jeg jo allerede har været igennem.

Center For Kommunikation i Herning er yderst behjælpelige med at bisidde mig ved kommunens utrættelige og ubrugelige møder på jobcentret. De forklarer gang på gang, ofte til nye sagsbehandlere, hvordan det er bedst for mig, med en senhjerneskade og smerter. MEN -De lytter ikke.. Og ganske få tid efter modtager jeg atter igen aktiveringspapirer til underskrift med henblik på "Afklaring af psykiske og fysiske barrierer i forhold til arbejdsmarkedet med henblik på opkvalificering til ordinært job". -Også selvom jeg aldrig har været mere stabil end få timer om dagen og må gå hjem og sove, holde mange pauser og sommetider endda er faldet i søvn, midt i aktiveringen.

Kommunerne har en oplysningsside om hvad det vil sige at have en senhjerneskade, http://hjernekassen.dk/default.asp -som er enormt sigende, og rammer meget rigtigt. Men end ikke den havde min sagsbehandler nogensinde hørt om. -Og selv efter hun havde læst derinde hvad en frontallap skade kan gøre, føler jeg ikke det er accepteret, og jeg bliver stadig kastet rundt.

[SmallAngel]

-Ja jeg har en ressourceprofil, jeg er i den laveste kategori med lav eller ingen grad af match. Det er den i mener, ikke?

[LUM]

Øv for en historie du slæber rundt med... ØV

Godt du har aktindsigt, hvis der er sket merte i din sag siden du fik den skal du søge igen fra den dato du sidst fik.

Du ved ikke hvad du skal med alle de parpire *ss* have rydet op i dem, simpelthen, ja det ER uoverskuligt men vigtigt. Hvordan DIN orden skal være er naturligvis op til dig, men personligt har jeg min mappe delt i flere kategorier nævnt bag fra: en med alt der ikke er direkte relevant i forhold til fleks FP (dvs bla dine mange forsøg på økonomisk hjælp), en med notaterne fra sagen, en med gammelt men meget relevant, så alt det lægelæige, og aller forest det der foregår lige nu. Det giver et klart bedre overblik.

Du fortæller at SB SIGER, altså du skriver hele tiden siger, med det går jeg ud fra at du ikke har det på skrift, antager jeg rigtigt er vi altså nød til at starte der, for systeme er urtolig stift og kræver dok på ALT, at nogen siger, er ubrugligt.

Popaie er inde over §17 forandliggende FP, en jeg er enig i, men vi er samtidig nød til at helgardere alt det vi kan, og derfor er det altså vigtigt at du har udtalelserne om at du ikke kan få reva og fleks på parpir (hvis du ikke allerede har det)

Jeg skal sige dig der ligger en dommer dom, som siger at man ikke kan være for rask til FP og samtidig for syg til fleks, og den er liodt vigtig at slå på, for den siger samtidig at hvis man er det, så SKAL man tildeles fleks.
Jeg ved godt du ikke hører hjemme på fleks, men fra fleks til FP er der immervæk knap så langt som fra KHJ til FP

Når du så har fået styr over dine sagsakter, så gå alt dit lægeligt i gennem, der i står anført skånebehov, dem laver du en liste over, når det er gjort så lav din egen liste, for tit skriver lægerne meget beredt fordi det i deres hoved er en selvfølge hvad det dækker, mend det absolut ikke er for værgen dig eller kommunen, og der er din egen liste slet ikke så tosset at have.

Der næst (eller samtidig) er det tid til et brev til din SB´er hvor du igen igen spørger ind til muligheden forrevalidering og fleks, og hvordan du kommer der til, svaret du får tilbage kan du roligt beuge som et afslag (såfremt det er negativt) Og så kan du klappe i dine små hender, for så er du faktisk allerede nået langt.

Når der er styr på, og du har fået afslag fra SB, så er det tid at ansøge §17 forandliggende førtidspension (forandliggende betyder de har 3 måneder til at lave en afgørelse, det er vigtigt at få med ellers kan de strække dig i årevis)
Sammen med den sender du en kopi af alle relevante ark du har liggende (dvs også dit nylige afslag OG dine tå skånebehovs lister) lige så er alt lægeligt vigtigt at sende med, og så er det bare at vente.

Får du afslag, så skal det beskrives hvorfor de vurdere som de gør, og de skal skrive arbejdsfunktioner de mener du kan udfylde (det sidste er der bare ikke mange kommuner der gør) Det afslag skal naturligvis ankes, og når du så modtager brev fra ban, skal du søge aktindsigt hos dem, for du kan ikke vide dig sikker på at kommunen har sendt alt det med som du sendte med din ansøgning.

Det er sådan kort ridset op, der er helt sikkert mere i det end som så, og der vil sten sikkert dukke en masse spørgsmål op fra din side *ss* Men så er det jo du har k10 spørg beklag brok skæld ud, og spørg endelig igen, det er DET siden er her til. Forstå mig ret, jeg (eller andre for den sags skyld) forventer ikke en lang periode hvor der er ro fra dig af bare fordi du nu har et bedre indblik i fremgangsmåden, sådan må du endelig IKKE opfatte overstående, det er mere en... se her det er en opskrift, og så tager vi tingene hen af vejen.

Noget helt andet er, den ADHD diagnose, hvem har stillet den? Du beskriver du nærmest er modsat ADHD´er, men der må jeg så frygte lidt at det er fordi du ikke ved hvad ADHD er, at du udtrykker dig sådan, for H´et står altså BÅDE for hyper og hypo, som altså er det modsatte, den stille pige bagerst i klassen kan sagtens være lige så meget ADHD´er som den vilde dreng forest, der ikke kan sidde stille høje karektere har absolut intet med sagen at gøre, tværtimod ADHD´ere er ofte højt intiligente... tag bare min unge på 7, vi læser da lige i et leksikon om 2. verdenskrig, mellemste søster på 6 spørger ham flere gange dagligt: "hvad står der der?" mens han selv på samme tidspunlkt sad og læste bøger for den yngste... altså hans jævnaldrende kan knap læse endnu, men det kan min, og han gør det, han er heldigvisligeglad med fordommene.

Jeg siger ikke at vedkommende psyk har ret, for nakke ryg skader kan faktisk give symptomer der minder om ADHD, der til er kriteriet; Før det 7 år, altså en af de helt grundlæggende ting for at få diagnosen overhovedet, fordi det er medfødt (dog viser børne ADHD sig på en anden måde end unge og unge på en anden måde end voksen og voksen på en anden måde end gammel)