Hvorfor..... - K10

jasch · 26-09-2011, 17:04

Jeg har det svært med min bedre halvdel, nej det har jeg ikke....men.

Han ved godt jeg er syg, men han forstår det ikke og ryster tit på hovedet når jeg beder om hjælp.

Det er hundehammer svært og hårdt og jeg tænker om andre som er i et forhold måske har de tanker som jeg.

Man har mange tanker omkring utroskab osv hvorfor er du ikke hjemme, er det fordi jeg syg=uinterresant.

Synes vi snakker en del sammen, eller rettere sagt jeg snakker.....nok et råb på hjælp, 4 gange om året beder han om en skilsmisse og han ved ikke hvorfor, vi har været sammen i 14 år.

Mrs. S · 26-09-2011, 17:36

Jeg kan ikke snakke med omkring ikke at have en forstående mand, for på det område er min mand bare super, men jeg havde lige som dig især i starten af mit sygdomsforløb mange gange tanken om at nu ville min mand finde en anden, for jeg "duede" heller ikke til noget og det kunne han da ikke være tjent med osv. Jeg følte og føler stadig at jeg på en eller anden måde har ændret hele min personlighed efter jeg blev syg, jeg er nok ikke altid nem at leve sammen med for tit ender det ud i en masse frustrationer over min sygdom og alt det der følger med og som så går ud over min mand. Men den eneste vej er kommunikation igen og igen, få talt om forventninger til hinanden, fortæl ham hvordan du oplever din sygdom, hvad det gør ved dig og spørg ind til hvordan han har det med din sygdom og hvad det gør ved ham.

Det er så svært når en af parterne pludselig bliver syg og den anden stadig er som før, og jeg tror at som pårørende slås man tit med rigtig mange ting man måske ikke lige får sagt for ikke at såre eller få konflikter, men det er så vigtigt at få talt ud om alle de ting der trykker de forkerte steder, om man er den syge eller den pårørende, det er lige vigtigt.

Der er ingen tvivl om at det tærer på ens forhold, og det må være hårdt for dig at han flere gange om året vil skilles og især når han ikke ved hvorfor....

sender dig en masse

Diablo · 26-09-2011, 17:40

Hmm, her skal nok komme flere svar, men personligt syntes jeg at livet er alt for kort til bla. trusler om skilsmisse mm.

Det må ikke være særligt rart at få smidt i hovedet, måske du skulle spørge vedkommende om alvoren i skilsmissetruslerne. Især for din egen skyld så du kan komme videre.

Der er ikke nogen som er tjænt med sådan noget snak.

Pip · 26-09-2011, 17:45

Det er virkeligt underminerende for et forhold, at komme med skilsmissetrusler..

Det betyder hurtigt at man går og bruger energi på at se spøgelser og prøve på at undgå noget man reelt ikke ved hvad er...

Det lader til at selv om I taler om tingene, så når I ikke til bunds i det.

Jeg vil foreslå at I søger ægteskabsrådgivning.. det er noget med at man får tilskud til det.

En 3. part vil måske være i stand til at trække alle de vigtige ting frem, så I tvinges til at forholde Jer til det... og får forklaret det på den rigtige måde, så alle de der små misforståelser og jamen-jeg-troede-da-du-vidste-eller-var-enig ting ikke sniger sig ind....

jasch · 26-09-2011, 18:44

Jeg tror bare det er for hårdt...for ham at se mig så syg, det gør ham ked og afmægtig.

Vi har snakket meget og jeg har spurgt ind til knoglen om han kunne leve med det jeg kan byde, og det har han sagt ja til.

Til spørgsmålet ang. skilsmisse så spørger jeg om han har fundet en anden, eller har lysten dertil....så brummer han bare nej.

Maja44 · 26-09-2011, 18:54

hmm jeg ville gå helt i baglås ved sådanne trusler ! Det skal du sgu ikke finde dig i. Enten er I sammen eller også er I ikke. Kan være at parterapi kan hjælpe, men jeg synes godt nok du skal til at stille nogle krav - nu ! Han skal ikke køre sådan rundt med dig, og det skal stoppes, så han ikke for alvor får skovlen under dig og får dig til at føle dig meget mindre værd. Du er et smukt, attraktivt levende væsen der fortjener, at omgive dig med dejlige mennesker og at have en mand der elsker dig ubetinget. Det har ALLE RET TIL. Husk det - mange mange knus

Enteneller · 26-09-2011, 20:07

Hej Jasch,

Kunne det tænke sig at I ville prøve par terapi ? Det kunne være det værd hvis I vil redde jeres forhold.

Alternativt en god ven som I begge har tiltro til, kunne være med til at hjælpe jer tilbage til livet, ikke det samme, men et sted hvor I har plads til jer begge på godt og ondt.

Jeg blev selv efter eget ønske skilt da jeg var syg, jeg magtede ikke et forhold, dog mener jeg at man skal kæmpe for det hvis man føler for det. Dette skal dog være fra begge sider af.

Karo · 26-09-2011, 20:21

Citat:

Oprindeligt indsendt af jasch

Synes vi snakker en del sammen, eller rettere sagt jeg snakker.....nok et råb på hjælp, 4 gange om året beder han om en skilsmisse og han ved ikke hvorfor, vi har været sammen i 14 år.

Drop ham, om 5 år blive du helt slet ned, mens han vil blomstre ved siden af en anden. Men derfor er det ikke sagt at han har en lige nu.

Tænk på dig selv, lige så ved han gør det, fordi det gør han, tænker på sig selv.

Det lyder hård, det ved jeg, men det er det bedste råd jeg kan give dig.

jasch · 26-09-2011, 20:26

Idag er vi flyttet fra hinanden, eller rettere jeg er flyttet.

Det gik simpelhen ikke at bo sammen, og han ikke havde lyst til at komme hjem til en syg/sur kone.

Vi er dog trods alt sammen næsten hver dag og spise og har et delebarn, kemien er meget bedre efter vi får luft hver især.

Men jeg mangler dog stadig samhørigheden ang. min sygdom, og tænker tit..han er jo kun en mand og tænker ikke så langt

Hader bare den manglende forståelse generelt fra omverden.

PiaTT · 26-09-2011, 20:27

Jeg er i den utrolig heldig situation at få masser af opbakning fra min mand trods de mange år med sygdom, ændring af mig og konstant trussel ude fra fx. på økonomien. Men der skal ikke herske tvivl om det er svært at bo sammen med en syg, frygt for hvad der sker med ægtefællen, magtesløshed over ikke at kunne hjælpe for ikke at snakke om ændring i seksualivet.

Det er svært at stå på sidelinien, og jeg tror da det er derfor din mand reagere sådan.

Vi har trod min mands opbakning og forståelse, været til psykolog sammen. Først hver for sig og derefter sammen. Det var guld værd. Hun fik for begges vedkommende belyst forskellige problem stillinger, og redskaber til hvordan vi tackler vores problemer. Det betyder ikke vi ikke stadig går forkert af hinanden. Men nu kan vi snakke om det bagefter.

Det vigtigste vi har fået snakket sammen, og fået fortalt hvor meget vi betyder for hinanden og hvor højt vi elsker hinanden.

Mit råd - få en 3 neutral part med ind i billedet.

26-09-2011, 17:04	#1
jasch Lever på K10 Tilmeldingsdato: 27-05 2011 Indlæg: 1.457 Styrke: 14	Hvorfor..... Jeg har det svært med min bedre halvdel, nej det har jeg ikke....men. Han ved godt jeg er syg, men han forstår det ikke og ryster tit på hovedet når jeg beder om hjælp. Det er hundehammer svært og hårdt og jeg tænker om andre som er i et forhold måske har de tanker som jeg. Man har mange tanker omkring utroskab osv hvorfor er du ikke hjemme, er det fordi jeg syg=uinterresant. Synes vi snakker en del sammen, eller rettere sagt jeg snakker.....nok et råb på hjælp, 4 gange om året beder han om en skilsmisse og han ved ikke hvorfor, vi har været sammen i 14 år.

26-09-2011, 20:07	#7
Enteneller Jeg bor her på K10 Tilmeldingsdato: 10-03 2009 Alder: 55 Indlæg: 5.190 Blog Indlæg: 1 Styrke: 22	Hej Jasch, Kunne det tænke sig at I ville prøve par terapi ? Det kunne være det værd hvis I vil redde jeres forhold. Alternativt en god ven som I begge har tiltro til, kunne være med til at hjælpe jer tilbage til livet, ikke det samme, men et sted hvor I har plads til jer begge på godt og ondt. Jeg blev selv efter eget ønske skilt da jeg var syg, jeg magtede ikke et forhold, dog mener jeg at man skal kæmpe for det hvis man føler for det. Dette skal dog være fra begge sider af. __________________ Enteneller Husk at checke www.pensionsinfo.dk for dine muligheder for udbetaling af f.eks TAE ((Tab af Erhvervsevne) ydelse) under evt. pensionsordninger.

Lignende emner
Emner	Emnet er startet af	Forum	Svar	Sidste indlæg
Hvorfor?	Mumrik	Alt det andet	9	10-12-2011 22:50
Hvorfor	trold70	Spørgsmål ang Førtidspension efter 2003	9	16-06-2011 17:14
Hvorfor?	zuza	Dit og Dat	1	13-08-2007 13:48

26-09-2011, 17:36	#2
Mrs. S Hvor skulle jeg ellers være Tilmeldingsdato: 17-05 2011 Indlæg: 164 Styrke: 13	Jeg kan ikke snakke med omkring ikke at have en forstående mand, for på det område er min mand bare super, men jeg havde lige som dig især i starten af mit sygdomsforløb mange gange tanken om at nu ville min mand finde en anden, for jeg "duede" heller ikke til noget og det kunne han da ikke være tjent med osv. Jeg følte og føler stadig at jeg på en eller anden måde har ændret hele min personlighed efter jeg blev syg, jeg er nok ikke altid nem at leve sammen med for tit ender det ud i en masse frustrationer over min sygdom og alt det der følger med og som så går ud over min mand. Men den eneste vej er kommunikation igen og igen, få talt om forventninger til hinanden, fortæl ham hvordan du oplever din sygdom, hvad det gør ved dig og spørg ind til hvordan han har det med din sygdom og hvad det gør ved ham. Det er så svært når en af parterne pludselig bliver syg og den anden stadig er som før, og jeg tror at som pårørende slås man tit med rigtig mange ting man måske ikke lige får sagt for ikke at såre eller få konflikter, men det er så vigtigt at få talt ud om alle de ting der trykker de forkerte steder, om man er den syge eller den pårørende, det er lige vigtigt. Der er ingen tvivl om at det tærer på ens forhold, og det må være hårdt for dig at han flere gange om året vil skilles og især når han ikke ved hvorfor.... sender dig en masse

26-09-2011, 17:40	#3
Diablo Hvor skulle jeg ellers være Tilmeldingsdato: 09-11 2010 Lokation: Nordsjælland Indlæg: 176 Styrke: 14	Hmm, her skal nok komme flere svar, men personligt syntes jeg at livet er alt for kort til bla. trusler om skilsmisse mm. Det må ikke være særligt rart at få smidt i hovedet, måske du skulle spørge vedkommende om alvoren i skilsmissetruslerne. Især for din egen skyld så du kan komme videre. Der er ikke nogen som er tjænt med sådan noget snak.

26-09-2011, 17:45	#4
Pip Jeg bor her på K10 Tilmeldingsdato: 08-01 2011 Indlæg: 3.549 Styrke: 17	Det er virkeligt underminerende for et forhold, at komme med skilsmissetrusler.. Det betyder hurtigt at man går og bruger energi på at se spøgelser og prøve på at undgå noget man reelt ikke ved hvad er... Det lader til at selv om I taler om tingene, så når I ikke til bunds i det. Jeg vil foreslå at I søger ægteskabsrådgivning.. det er noget med at man får tilskud til det. En 3. part vil måske være i stand til at trække alle de vigtige ting frem, så I tvinges til at forholde Jer til det... og får forklaret det på den rigtige måde, så alle de der små misforståelser og jamen-jeg-troede-da-du-vidste-eller-var-enig ting ikke sniger sig ind....

26-09-2011, 18:44	#5
jasch Lever på K10 Tilmeldingsdato: 27-05 2011 Indlæg: 1.457 Styrke: 14	Jeg tror bare det er for hårdt...for ham at se mig så syg, det gør ham ked og afmægtig. Vi har snakket meget og jeg har spurgt ind til knoglen om han kunne leve med det jeg kan byde, og det har han sagt ja til. Til spørgsmålet ang. skilsmisse så spørger jeg om han har fundet en anden, eller har lysten dertil....så brummer han bare nej.

26-09-2011, 18:54	#6
Maja44 Klart Afhængig af K10 Tilmeldingsdato: 09-09 2009 Indlæg: 469 Blog Indlæg: 2 Styrke: 15	hmm jeg ville gå helt i baglås ved sådanne trusler ! Det skal du sgu ikke finde dig i. Enten er I sammen eller også er I ikke. Kan være at parterapi kan hjælpe, men jeg synes godt nok du skal til at stille nogle krav - nu ! Han skal ikke køre sådan rundt med dig, og det skal stoppes, så han ikke for alvor får skovlen under dig og får dig til at føle dig meget mindre værd. Du er et smukt, attraktivt levende væsen der fortjener, at omgive dig med dejlige mennesker og at have en mand der elsker dig ubetinget. Det har ALLE RET TIL. Husk det - mange mange knus

26-09-2011, 20:26	#9
jasch Lever på K10 Tilmeldingsdato: 27-05 2011 Indlæg: 1.457 Styrke: 14	Idag er vi flyttet fra hinanden, eller rettere jeg er flyttet. Det gik simpelhen ikke at bo sammen, og han ikke havde lyst til at komme hjem til en syg/sur kone. Vi er dog trods alt sammen næsten hver dag og spise og har et delebarn, kemien er meget bedre efter vi får luft hver især. Men jeg mangler dog stadig samhørigheden ang. min sygdom, og tænker tit..han er jo kun en mand og tænker ikke så langt Hader bare den manglende forståelse generelt fra omverden.

26-09-2011, 20:27	#10
PiaTT Hvor skulle jeg ellers være Tilmeldingsdato: 29-05 2011 Lokation: Vestjylland Alder: 50 Indlæg: 151 Styrke: 13	Jeg er i den utrolig heldig situation at få masser af opbakning fra min mand trods de mange år med sygdom, ændring af mig og konstant trussel ude fra fx. på økonomien. Men der skal ikke herske tvivl om det er svært at bo sammen med en syg, frygt for hvad der sker med ægtefællen, magtesløshed over ikke at kunne hjælpe for ikke at snakke om ændring i seksualivet. Det er svært at stå på sidelinien, og jeg tror da det er derfor din mand reagere sådan. Vi har trod min mands opbakning og forståelse, været til psykolog sammen. Først hver for sig og derefter sammen. Det var guld værd. Hun fik for begges vedkommende belyst forskellige problem stillinger, og redskaber til hvordan vi tackler vores problemer. Det betyder ikke vi ikke stadig går forkert af hinanden. Men nu kan vi snakke om det bagefter. Det vigtigste vi har fået snakket sammen, og fået fortalt hvor meget vi betyder for hinanden og hvor højt vi elsker hinanden. Mit råd - få en 3 neutral part med ind i billedet.