Trænger til oplevelse

[Klund]

Jeg er så træt af at være ung (20 år), og ikke have lavet noget jeg kan lide de sidste 5 år. Jeg har været i arbejdsprøvning, er blevet kastet rundt forskellige steder for at prøve ting der skulle få mig videre i min sag. Men aldrig er der sket noget. Pga min sygdom er der ikke nogen uddannelse jeg kan tage,
Og i de sidste 5 år har jeg gået hjemme rigtig meget af tiden.

Jeg vil gerne have et flexjob, og selvfølgelig er det vigtigt at være rettet mod det. Men jeg føler, at lige nu, vil jeg bare så gerne lave noget som jeg selv vil og laver fordi jeg kan lide det!
Noget der er med til at udvikle min person, og noget der er sjovt.
Men jeg aner ikke hvad det skal være? Hvordan finder man ud af det?
Jeg tænker på det stortset hver aften..
Jeg har kun 1 gang kontanthjælp stående på min bankkonto,
og jeg bor langt væk fra civilisationen, ude på en lille gård hvor der intet sker.

På en måde har jeg bare lyst til at pakke en kuffert, rejse til et andet land og opleve det og møde nye mennesker.
Herhjemme har jeg ingen venner, da jeg har lagt så meget på hospital,
og er blevet flyttet rundt i forskellige skoler..

Har I nogen ideer til noget spændende jeg kunne give mig i kast med?

[Ninja]

Hvad med noget højskole ophold - det kunne måske få dig lidt ud af skallen, få nogle på opleveren, og få dig i kontank med andre mennesker - jeg ved jo du bor lidt afsides.

Der findes jo forskellige former for højskole ophold i kortere eller længere perioder, og der er mange med fokus på præcis DIG, hvor du kan komme i kontank med nye sider af dig selv, hvor du kan finde en 'mening med tilværelsen' og muligvis få blod på tanden til at komme videre.
Du har før spurgt lidt om 'hvad vil jeg egentlig' og sådan et ophold kan give dig de fornødne værktøjer til at finde ud af det

Måske kan din sagsbehandler hjælpe dig med mulighederne, og måske kan det planlægges sådan, at du kan være der i dine gode perioder.
Du er jo stadig ung, så der er store muligheder for, at kommunen vil gå ind og hjælpe dig økonomisk eller lave en handleplan sammen med dig, så du får de muligheder i tilværelsen som du så hjerteligt fortjener.

[LUM]

Jeg bruger oseaner af tid i beredskabet, og jeg ELSKER!!! det.

!ADVARSEL, det her bliver meget langt!

Inden jeg går vidre, skal du vide at der er forskel fra beredskab til beredskab.

Her er plads til, stort set alle, unge som gamle, hos os har vi en spændevide der hedder 13 til nogen og 60 (mener den ældste er 68) Nogle (faktisk forbløffende mange) er fysisk hæmmede andre psykiske, og så er der alle dem som går ind under at være normel, men man skal dog være lidt unormal for at kunne falde til, alle er mere eller mindre gak i låget *ss* Det er en stor spændevide, og det går stort set uden problemer.

Jeg er ADHD´er og har MEGET svært ved at falde til, og endnu svære ved at holde ved, jeg har svært ved de sociale spilleregler, svært ved non-verbalt sprog, er i den svagere ende bogligt, lider af angst, dårlige knæ, en bækkenløsning, spændingshovedpine
og mange andre ting som er uheldige i forhold til en arbejdsplads. Men i beredskabet er jeg velkommen, jeg yder det jeg kan når jeg GIDER! (det er et meget vigtigt ord) det er 210% frivilligt har man ikke lyst, så er den ikke længere. Støder jeg ind i en dårlig dag, og bare ikke rigtigt kan, fint, har jeg brug for at gå et par timer, jammen så gør jeg da bare det, er jeg i damper-hjørnet, så damper jeg da bare totalt af, det er akkurat lige så ok, som at jeg er i depri humør.

Det fede ved det er at det er helt gratis, det koster kun den tid man GIDER bruge, intet andet, og ofte får man gerne rester (det kan være kage, pålæg oma) med hjem.
Man kan VÆLGE at tage udd´er, bla 1.hjælp af div art (man bestemmer selv hvor langt man ønsker at gå) eller hvad med at få så du kan undervise, eller hvad med at blive leder?? alt sammen 100% gratis, det koster højest, transporten til kommandocentralen, og den får man ofte også gratis, inden fordi man kan køre med en eller anden, eller fordi man beder om at blive hentet.

Vi har det edder hamrende morsomt, fx 1. weekend øvelse jeg var på: vi var på en campingplads, en arbejds kollega af min mand var nabo til campingpladsen, nabo vil sige et par km væk. Mandagen efter øvelsen fik manden klager over at vi (dvs forplejnings gruppen) havde holdt dem vågne 2 nætter i træk, ikke fordi vi havde larmet med biler eller anden form for materiel, næ, fordi vi havde skrald grinet hele weekenden.

Med så mange forskellige mennesker, kan gnidninger ikke undgås, men MIN erfaring er at det for det meste er små alm gnidninger som går i sig selv igen, eller et enkelt råddent kar, og de der knivstikkere holder ikke i længden, den jeg har oplevet holde ud længst, var med i 1½ år, der til plejer det at være muligt at blive enig om at holde sig fra hinanden, i ikke kriser er det absolut heller ikke noget problem rent praktisk, i kriser kan det være lidt noget mere umuligt, men det er som regel kun nogle få timer, kan man ikke bide i sig den korte tid, kan man inden lade være at møde ind, eller sørge for at være på flere grene så man kan vælge at man vil fx side i kommandovognen i stedet for at stå ved kogeø´en, hvor spaden er, man er 100% frivillig, hvilket også betyder at de høje hatte gør hvad de kan for at afhjælpe evt fnidder, det er i alles interesse (og kan betyde menneskeliv, hvis ikke) at tingene fungere og at man kan stole på dem man skal arbejde sammen med.
Selv udd´erne er tilrettelagt, så langt de fleste kan være med, der til får folk refusion, hvis det foregår i arbejdstiden, dumper man, nå ærgerligt, skidt pyt, oooop på hesten igen, og igen og igen og...

Umiddelbart tror folk det er hamrende hårdt, det er altså ikke værre end man selv gør det til, ingen løfter et øjenbryn, hvis man siger at man ikke gider, det er da naturligvis smadder irriterende hvis noget skal laves, og der ikke er folk nok, fordi de ikke gider (det er faktisk smadder ubehageligt at have en aftale, som man må mælde afbud til i sidste øjeblik... ærgerligt ingen mad til din runde fødselsdag, dagen før dagen) men det er nu en gang bare betingelserne, og det rammer jo ikke en hvis man vælger ikke at gå højt i rang.

Lige nu! er jeg død træt, har ikke sover ret meget i nat, og har undervist ungdombrandkorpset her til aften, men ungerne (og alt det andet) er søvnmanglen værd. HVER! søndag til en weekendøvelse siger alle uden undtagelse, at det i hvert fald er sidste gang, de deltager, man er træt lugter både fysisk og psykisk udkørt, men ved næste æøvelse står vi der s q (undskyld) igen, for det var nu alligevel hyle sjovt sidstegang.
Det er SÅ givtigt at man er noget for andre, at man ikke bare kan hjælpe mennesker i nød, men hjælper mennesker i nød, hvad er mere givtigt, end at hjælpe folk ud af deres huse for bliver de dør de af fx giftig røg, for at give dem et sted at sove tøj på kroppen, mad i munden, og ja bare kærlig omsorg??? Det er SÅ selv bekræftende... hey kan kan bruges til noget, det kan godt være at alle andre ikke tror jeg dur, men lige her er det helt klare modbevis.

Et anden gevinst, for mig er at jeg slipper væk hjemmefra, man bliver syg i bæret af at side og stirre ind i de 4 mure som omgiver en, man bliver gak af at der aldrig sker noget, gak af at dagene bare går, gak af konstant at have ansvaret for ens unger og hjem. Det giver mig fornyet energi at være af sted, bare det at slippe ud et par timer, er så forfriskende, også selv om at det har været en af de dårlige dage, hvor jeg ikke har været til stede halvdelen af tiden, det er den der med at opleve noget andet, og jeg dur trods alt til noget også for andre mennesker end lige de aller aller nærmeste, som man føler man er ved at blive kvalt af. Det kan godt være at jeg ligger død op til 14 dage efter fx en øvelse, men så kan jeg til gengæld leve højt på den i et par måneder efterfølgende, jeg vil hellere det, end gå og blive mere og mere gak, ikke kun for min egen skyld, men så sandelig for hele min families skyld.

Man får et fantastisk netværk, brander WC´et, er der altid en der kan og vil hjælpe, også selv om at man står i den anden ende af landet, der er altid hjælp at hente hos kollegaerne, nogle få bliver private venner, men det er få, så man kan til en hver tid holde afstand, hvis man i en periode er smadder træt af det, det vil alle opleve ind i mellem, også det er helt ok.

Dog er der en meget meget stor ulempe, man bliver grebet af det, er man så 2 der vil af sted og 3 små børn, giver det altså gnidninger på hjemmefronten, ikke fordi, her er de meget large i forhold til at man slæber sine unger med, men de kan altså ikke være med ude og slukke en ukontrolleret brand, ellerlege i nærheden af en tændt kogeø, det er alt for farligt, men ofte kan de komme med, og er fanden løs, ja så er det bare en af os, forældre der passer alle ungerne, det giver hænder fri, der til kan man i en krise ikke sikre ens børn bedre end ved at have dem med, det er trods alt kun 5% af en kommunes befolkning man på papiret kan evakuere, i praksis er det langt langt færre (her siger papiret 2000, praksis er MAX 500)

Jeg ville visne og dø uden, beredskabet. Ja hvis du ikke har opdaget det, så er det her noget jeg virkelig NYDER og brander for, det er så godt et koncept, tænk sig hvis det var muligt med meget mere af den slags, medmenneskelighed og lysten til at hjælpe, mennesker der er dårligere stillet end en selv.

[Duen]

Det lyder som om, at du der, har fat i den lange ende, og nyder det. Jeg genkender en stor del af det positive ved fællesskabet, du skriver om, fra min søn, der har været med i Beredskabet, mere end 15 år. Havde han ikke været med der, havde jeg nok ikke vist hvad du skrev om.
Måske vi skulle presicere, - Beredskabet er det der i gamle dage hed Civil Forsvaret.
Fortsat god vind.
Duen.

[LUM]

Jeg får lysegrønne knopper når folk sammenligner os med CF (tag det ikke ilde *s*) for det er slet slet ikke det samme, nok er det der af vi er opstået, men der ud over har Beredskabet og CF ikke meget til fældes.

Ikke at jeg som sådan er ked af at det er fra CF vi kommer, for sikke en fed historie der ligger bag, problemet er at ikke ret mange kender historien (helt tilbage under krigen, startede kvinder noget ambulancekørsel op, som så udvidede sig til anden form for hjælp) og derfor går og tror at det er alla hjemmeværnet, fordi de husker de orange trekanter og grå dragter, og det er det meget meget langt fra, om end vi bække hører under forsvarsministeren. Faktisk er det sådan at vi (den kommunale del) end ikke har meget til fælles med den statslige del. Det eneste milli agtgie vi har er nogle kasser, med oldtids udstyr som ingen alligevel bruger (det er lovpligtig at vi har dem, men ikke ret mange har alle kasser) kommandoveje, det fonetiske alfabet, de 2 ting har vi af den simple grund at der ikke er opfundet noget smartere siden, og så holder vi nytårs parole (som i øvrigt ikke er noget med at stå på geled, og trygge hånd, sidst var det pænt davser til kollegaer og lidt højere hatte, musik smørrebrød taler med hvad der er skedt det forgangende år af store begivenheder lokalt og evt nye større tiltag kaffe øl/vand, ganske, alm hygge) lige pointen i det, kan jeg som sådan ikke komme med, for der bliver sat pris på os på så mange andre måder, der er mindst lige så gode, men det er nu meget hyggeligt.

Hvis det skal presiceres, skal det nærmere være til Rednings Beredskabet, så folk kan søge ordentligt, efter info om hvad det er, problemet er bare lidt at det ikke særlig godt beskriver hvor lidt der skal til for at være med, der lyder det netop som om man absolut skal have en god fysisk, og ikke må fejle noget overhovedet, hvilket ikke er tilfældet (ikke de beredskaber jeg kender, sådan mere personligt) Naturligvis vil de gerne have nogle sunde unge raske stærke erfarende og børne fri "mænd" hvis de kan komme til det, akkurat som alle andre gerne vil, men det har de for længst opdaget er urealistisk, og ikke mindst opdaget at det den ene ikke kan, kan den anden det giver et godt sundt sammenspil, foruden at forståelse for ikke normale reaktioner er en meget meget vigtig del, det behøver de ikke gøre så meget ud af, for det er helt naturligt at unormalitetten, er normal hos os.
Forbundet har ramt meget langt ved siden af, når de forsøger at beskrive hvad vi er, desværre.