Teammøde den 30/10-2012

[Thomas1981]

Oprindeligt indsendt af SanneHansen

Tillykke med, at sagen nu er rejst. - Jeg tror godt, at du lige så forsigtigt kan begynde at glæde dig. - E-mailen fra din sagsbehandler leder da i hvert fald mine tanker hen på, at resten nu er en formalitet.

Jeg blev selv tilkendt ftp den 1. oktober og er bare 31 år gammel - Noget siger mig, jf dit brugernavn, at vi er jævnaldrende:-)

Jeg tænker, at du bliver tilkendt pension pr den 1. december og får beskeden ila fjorten dage!!! - Men det er bare mit gæt:-)

Held og lykke med det sidste.

Hej Sanne

Rigtig mange tak skal du have
Jeg tror også det er en formalitet. Det er i hvert fald fakta i 8700' at teamet og nævnet praktisk talt altid er enige.

Jeps, vi er jævnaldrende På den ene side er det tidligt i livet. På den anden side er der så god tid til at sadle om som pensionist
Og tillykke med din Pension
Hvis du er ked af at været pensionist, så streg endelig mit tillykke ud. Jeg håber altid på at dem der får pension, får et bedre liv ud af det. Og ikke omvendt.
Jeg har fuld forståelse for at nogen bliver kede af at blive sat udenfor arbejdsmarkedet.

[jesper1979]

Håber at det lykkes for dig Thomas. Er altid dejligt at høre der er lys forude for andre.

Bor selv i 8700, så er spændt på hvordan det kommer til at gå for mig.

[Thomas1981]

Oprindeligt indsendt af jesper1979

Håber at det lykkes for dig Thomas. Er altid dejligt at høre der er lys forude for andre.

Bor selv i 8700, så er spændt på hvordan det kommer til at gå for mig.

Tak Jesper

Det er næsten heller ikke til at fatte at det lys er så tæt på at kunne trædes igennem.. Det er næsten som den gamle film, labyrinten.
Jeg håber det kommer til at gå dig bedst muligt.

Hvor langt er du i i dit forløb, hvis du altså har overblik over det.
Man skal bestemt ikke undervurdere det "held" det er at bo i vores kommune. Det gør hvad de kan for at få så mange der er klar til det, med under de gamle regler. (Jeg har det fra hestens egen mule)

Modsat andre kommuner der har slår bremsen i, og holder folk/sagerne på standby.

[Mileo]

Hej

Bor selv i samme kommune, og selvom sagsbehandleren var meget langsom i min sag, og måtte have en balle af chefen, gik den igennem ret hurtigt, da den først "rullede", ikke mindst takket været lægekonsulenten Peter Lebech

Så håber osse det bedste for jer

/Mileo ..og gode tanker

[Thomas1981]

Oprindeligt indsendt af Mileo

Hej

Bor selv i samme kommune, og selvom sagsbehandleren var meget langsom i min sag, og måtte have en balle af chefen, gik den igennem ret hurtigt, da den først "rullede", ikke mindst takket været lægekonsulenten Peter Lebech

Så håber osse det bedste for jer

/Mileo ..og gode tanker

Hej Mileo

Godt at din sag fik fart på, efter du havde klaget. Men træls at det var nødvendigt selvfølgelig.

Og hvis det var det du ønskede i din situation, så tillykke også

Det var også Peter Lebech der var lægekonsulent på min sag. Der skulle nogle gange til, men det var fordi der manglede en frisk psykiatrisk vurdering. Da den kom, så lukkede han også døren så at sige.

Jeg ved ikke hvorfor min læge syntes han er et r..... Men det sagde han.
Han skulle vist kunne være besværlig. Selv syntes jeg han tog det rigtig pænt og konstruktivt, da jeg "klagede".

Min klage var såmænd bare at jeg panikkede da min sag ikke gik igennem teammødet første gang, fordi Lebech skrev nye forsøg ikke var kontraindiceret. Efter min panik mail som blev sendt videre til ham. Skrev han tydeligt hvad der var brug for at man sagde, fra psykiatrisk side. For at afgøre sagen.

Så for mit vedkommende har han helt sikkert også været en stor hjælp i min sag.

Jeg fik selv ny sagsbehandler ved årsskiftet, af naturlige årsager. Men det var godt nok mit held. Hold fast hun har været effektiv, tålmodig med min megen nervørsitet over situationen. Og ikke mindst utrolig nem at komme i kontakt med.

Det var også derefter at det hele blev samlet sammen, og der blev sigtet imod pension.

[Mileo]

Det var også en meget træls omgang, men klagede aldrig officielt over det..mistede bare totalt pusten, og blev ligeglad med det hele...

..Og blev så sparket i gang igen af en veninde..

Blev også selv sendt til "frisk" psykiater som ikke kendte mig, og så fik jeg smidt et par diagnoser oven i hatten.. tror det er fint med friske øjne på en sag?

Det var ikke morsomt, men bestemt en hjælp og en øjenåbner...

Men sådan et forløb er bare så hårdt, man mister ligesom bare kontakten med sig selv? Og mister troen på systemet...

Jeg ønskede ikke selv pension, men blev overbevist om, at det var det rigtige for mig til sidst...og det har givet mig lov til at trække vejret..min pension er udelukkende baseret på psyken...og nu er jeg glad for at det kunne lade sig gøre, når man læser nogle af de horrible sager herinde..

Det gør mig virkelig trist at læse om...

Håber det går fint for dig, og at du skriver tilbage herinde uanset hvad

/Mileo

[jesper1979]

Oprindeligt indsendt af Thomas1981

Tak Jesper

Det er næsten heller ikke til at fatte at det lys er så tæt på at kunne trædes igennem.. Det er næsten som den gamle film, labyrinten.
Jeg håber det kommer til at gå dig bedst muligt.

Hvor langt er du i i dit forløb, hvis du altså har overblik over det.
Man skal bestemt ikke undervurdere det "held" det er at bo i vores kommune. Det gør hvad de kan for at få så mange der er klar til det, med under de gamle regler. (Jeg har det fra hestens egen mule)

Modsat andre kommuner der har slår bremsen i, og holder folk/sagerne på standby.

Er pt. igang med pratikforløb der skal løbe 8 uger, for at optrappe min arbejdstid. Er pt. oppe på 12 timer om ugen, hvor jeg reelt arbejder effektivt ca. halvdelen af tiden.

Har grundet psykiaterens ventetid ikke været der endnu, skal den 4. december og håber han bekræfter den midlertidige psykiater vurdering, der siger jeg er bipolar.

Har været gennem en meget lang periode med stress, hvilket gjorde at jeg fik en alvorlig depression. Var faktisk ret langt ude! Stress og depression udløste samtidigt angst, som jeg stadig døjer ret meget med. Kommer dog ud, men hvis jeg skal være social, skal ALT planlægges. Jeg bliver usikker og nervøs hvis der sker noget spontant, hvilket jo sætter en ret skarp grænse for hvad jeg kan foretage mig.

Ja se nu kom jeg på afveje Jeg håber på at min jobkonsulent og socialrdg, indstiller mig til flex, men deres mål pt. er jo at få mig op på 37 t, hvilket jeg allerede nu kan mærke er fuldstændigt urealistisk.

Jesper

[Thomas1981]

Oprindeligt indsendt af Mileo

Det var også en meget træls omgang, men klagede aldrig officielt over det..mistede bare totalt pusten, og blev ligeglad med det hele...

..Og blev så sparket i gang igen af en veninde..

Blev også selv sendt til "frisk" psykiater som ikke kendte mig, og så fik jeg smidt et par diagnoser oven i hatten.. tror det er fint med friske øjne på en sag?

Det var ikke morsomt, men bestemt en hjælp og en øjenåbner...

Men sådan et forløb er bare så hårdt, man mister ligesom bare kontakten med sig selv? Og mister troen på systemet...

Jeg ønskede ikke selv pension, men blev overbevist om, at det var det rigtige for mig til sidst...og det har givet mig lov til at trække vejret..min pension er udelukkende baseret på psyken...og nu er jeg glad for at det kunne lade sig gøre, når man læser nogle af de horrible sager herinde..

Det gør mig virkelig trist at læse om...

Håber det går fint for dig, og at du skriver tilbage herinde uanset hvad

/Mileo

Tak Mileo

Det er godt du i hvert fald endte med at komme ud af det limbo, det er at sidde i standby i symstemet.

Jeg kan sagtens genkende det med at bare at ville opgive, og har også især i starten, måttet samles op. I starten af mit forløb sagde jeg til min psykolog. "Jeg vil bare ønske jeg kunne få en celle, låse døren, og så smide nøglen væk. Så fik jeg fred, og var ikke til besvær for nogen". Jeg havde opgivet mig selv mere eller mindre. Jeg tænkte ofte, hvad f..... jeg skulle stille op med mig selv.

Men jeg fik genopbygget mit selvværd. Fra at føle mig som en total fiasko, til at føle jeg havde gjort mit bedste, og nu måtte lære at sige fra. Faktisk mere end mit bedste. Og blev siden udredt. Indtil jeg i sensommeren i år, endelig fandt ud af hvad jeg fejler grundlæggende, og nu er i medicinsk behandling (måske for livet). Som virker positivt, men udelukkende har indflydelse på livskvaliteten.
Det gav mig motivationen til ikke at give op, men stadig kæmpe for at få kontrol med livet. Og jeg ser nu lysere på fremtiden end jeg har gjort rigtig længe.

Ja det er helt sikkert trist læsning, om de mange urimligt hårde kampe, så mange går igennem.

Jeg tror det håb bliver indriet
Så er det samme årsag hos dig, som hos mig. At psyken står i vejen.
Jeg måtte også flytte min overlægger løbende, for hvad der var realistisk.
Fra 37 timer, til ca. 30, så 22, 15 inden jeg egentlig fik ordenligt afprøvet hvad jeg kunne. 1½ time om ugen, endte med a kuldsejle efter ½ år.

Så kunne jeg godt se jeg kunne glemme alt om både ordinær og fleksjob.
Men det har jeg også affundet mig med nu. Og har bestemt ikke besluttet mig for at livet ikke kan udvikle sig herfra. Det bliver bare en anden (om-)vej
Jeg satser på det bliver en ny start på livet hvis det går igennem. Nu har det stået stille i 5 år, mere eller mindre. Jeg er flyttet, men det er også det. Det skal dog ikke undervurders hvor godt det var, og er.

Og jeg skriver helt sikkert herinde. Både når jeg får en dato på hvornår min sag bliver taget op i nævnet. Og hvad de kommer frem til

Oprindeligt indsendt af jesper1979

Er pt. igang med pratikforløb der skal løbe 8 uger, for at optrappe min arbejdstid. Er pt. oppe på 12 timer om ugen, hvor jeg reelt arbejder effektivt ca. halvdelen af tiden.

Har grundet psykiaterens ventetid ikke været der endnu, skal den 4. december og håber han bekræfter den midlertidige psykiater vurdering, der siger jeg er bipolar.

Har været gennem en meget lang periode med stress, hvilket gjorde at jeg fik en alvorlig depression. Var faktisk ret langt ude! Stress og depression udløste samtidigt angst, som jeg stadig døjer ret meget med. Kommer dog ud, men hvis jeg skal være social, skal ALT planlægges. Jeg bliver usikker og nervøs hvis der sker noget spontant, hvilket jo sætter en ret skarp grænse for hvad jeg kan foretage mig.

Ja se nu kom jeg på afveje Jeg håber på at min jobkonsulent og socialrdg, indstiller mig til flex, men deres mål pt. er jo at få mig op på 37 t, hvilket jeg allerede nu kan mærke er fuldstændigt urealistisk.

Jesper

Det lyder utrolig meget som nogen af de problemstillinger jeg også står med. Jeg kunne sagtens forestille mig at du også er bipolar, ligesom jeg. Og jeg håber virkelig fleks kan lade sig gøre for dig. Om ikke andet når du håber det, så burde dine chancer være noget bedre fra næste år. Når timeantallet for fleks bliver sænket.

Også med hensyn til din alder. Bipolar er often noget der først er faldet på plads i 30 års alderen, har jeg fået at vide. Hvor det sikkert er blevet hjulpet godt på vej, af at have forsøgt at leve et normalt liv inden. Hvor mange tror de bare er almindelig deprimeret når det går skidt.

Jeg håber også du får slået fast hos pskykiateren hvad du fejler. Man bliver hverken mere syg eller rask af en diganose, syntes jeg i hvert fald. Man får bare en forklaring på hvad der er galt. Men for nogen kan det godt være svært at sluge, hvis det kommer som en overraskelse.

Udover stress, depression og angst. Så rent fysisk har jeg også fået tinitus. Jeg kan kun selv gætte på årsagen. Og det er at trods jeg blev sygemeldt, så faldt stressniveauet ikke. For der er stadig utrolig meget der skal holdes styr på.
Nu er det ikke helt vildt, og jeg kan sagtens leve med det. Men er jeg træt eller stresset, så er det som om der bliver skruet lidt op for volumen.

Jeg kommer også ud når det er planlagt. Der er faktisk kun på et punkt, jeg kan klare spontanitet pt. Jeg har en kammerat der er god til at spørge om jeg vil med ud og handle f.eks. Eller tage en tur op i byen og spise.

Det med at handle har især noget at gøre med at han har bil. Det der, fra dør til dør, det gør det meget nemmere at komme afsted. Hvis jeg har en dårlig dag.
Og det med at gå en tur op i byen. Det ved jeg så ikke helt hvorfor, så ofte kan lade sig gøre. Ofte er nok ca. en gang om måneden.

Jeg havde en veninde på et tidspunkt, der direkte sagde, at man jo ikke behøvede at planlægge alt ned til mindste detalje. Men godt kunne ses mere spontant. Det kunne jeg så ikke, for jeg kan simpelthen ikke have nogen i mit hjem, hvis ikke det er præsentabelt.

Er det ikke det, så "er jeg ikke hjemme", hvis nogen prøver på noget uanmeldt.

Det er så en anden kammerat, men han er den eneste jeg har det komfortabelt med. Men vi har også været igennem tykt og tyndt i snart 14 åe. Og det har vist sig siden, at vi begge er bipolare.

Som du kan se, så kommer jeg altid selv på afveje Men jeg håber de ser at det ikke er realistisk at du kommer til at kunne klare dig uden fleks. Får du diagnosen bipolar, har du i hvert fald have lægeligt dokumenteret. At det ikke er noget du bare "finder på". 6 effektive timer ud af 12, det er i hvert fald flekskassen, til næste år.

[jesper1979]

Har heldigvis en bror der er utrolig god til at få mig med ud, og som forstår hvad der skal til for at jeg er tryg. Han har selv været igennem en mindre depression.

Så det er en utrolig stor støtte og hjælp og hvis man skal sige noget positivt omkring min sygdom, så er det at jeg har fået et meget tættere forhold til min bror, hvor imod mine forældre ikke helt forstår hvordan de skal takle mig. For dem er jeg jo rask i de gode tider.

Jeg er helt enig i den del du siger med at man forsøger at leve et normal liv. Jeg arbejdede i bank og alle omkring mig havde travlt, hvilket jeg også havde. De andre så bare ikke ud til at tage skade af det, så derfor gjorde jeg jo heller ikke. Sikkert en ret almindelig ting hos os mænd at vi har svært ved at sige fra.

Jeg blev første gang sygemeldt i 3 måneder, men startede arbejde igen efter 2½. Var desperat efter at være "normal".
Kom til en ny afdeling, hvor støtten til mig var til stede, men skaden var sket og efter 1 års tid, brød hele min verden sammen.

Blev raskmeldt efter 6 måneder denne gang, og røg på A-kassen og skulle jo søge job. Det gik også godt, fik et løntilskudsjob, men skulle jo samtidigt søge jobs. Var for meget for mig og stoppede efter de aftalte 6 måneder. Søgte videre efter arbejde, fik et fuldtids vikariat som kundeservicemedarb. hos NRGi Net, men måtte selv sige stop efter 3 måneder, da der ikke var struktur derude til at jeg kunne overskue det. Gik ofte fra arbejde og var dybt ulykkelig og tårerne flød også ind i mellem. Men jeg skulle jo være normal!!

Endte med den sygemelding som jeg er i nu. Må simpelthen bare indrømme at jeg ikke kan mere, hvilket stadigvæk er svært, men med hjælp fra min fantastiske psykolog bliver det nemmere og nemmere at acceptere.

Nu skal jeg bare til psykiater og have den officielle diagnose, så verden kan se at den er gal. Jeg ved jeg er syg, for mig er det bare utrolig vigtigt at det nu bliver gjort endeligt synligt for alle andre!

Glæder mig til at høre hvad den endelige beslutning bliver for dig. Jeg krydser i hvert tilfælde fingre for dig og håber på en hurtig afklaring.

[Thomas1981]

Oprindeligt indsendt af jesper1979

Har heldigvis en bror der er utrolig god til at få mig med ud, og som forstår hvad der skal til for at jeg er tryg. Han har selv været igennem en mindre depression.

Så det er en utrolig stor støtte og hjælp og hvis man skal sige noget positivt omkring min sygdom, så er det at jeg har fået et meget tættere forhold til min bror, hvor imod mine forældre ikke helt forstår hvordan de skal takle mig. For dem er jeg jo rask i de gode tider.

Jeg er helt enig i den del du siger med at man forsøger at leve et normal liv. Jeg arbejdede i bank og alle omkring mig havde travlt, hvilket jeg også havde. De andre så bare ikke ud til at tage skade af det, så derfor gjorde jeg jo heller ikke. Sikkert en ret almindelig ting hos os mænd at vi har svært ved at sige fra.

Jeg blev første gang sygemeldt i 3 måneder, men startede arbejde igen efter 2½. Var desperat efter at være "normal".
Kom til en ny afdeling, hvor støtten til mig var til stede, men skaden var sket og efter 1 års tid, brød hele min verden sammen.

Blev raskmeldt efter 6 måneder denne gang, og røg på A-kassen og skulle jo søge job. Det gik også godt, fik et løntilskudsjob, men skulle jo samtidigt søge jobs. Var for meget for mig og stoppede efter de aftalte 6 måneder. Søgte videre efter arbejde, fik et fuldtids vikariat som kundeservicemedarb. hos NRGi Net, men måtte selv sige stop efter 3 måneder, da der ikke var struktur derude til at jeg kunne overskue det. Gik ofte fra arbejde og var dybt ulykkelig og tårerne flød også ind i mellem. Men jeg skulle jo være normal!!

Endte med den sygemelding som jeg er i nu. Må simpelthen bare indrømme at jeg ikke kan mere, hvilket stadigvæk er svært, men med hjælp fra min fantastiske psykolog bliver det nemmere og nemmere at acceptere.

Nu skal jeg bare til psykiater og have den officielle diagnose, så verden kan se at den er gal. Jeg ved jeg er syg, for mig er det bare utrolig vigtigt at det nu bliver gjort endeligt synligt for alle andre!

Glæder mig til at høre hvad den endelige beslutning bliver for dig. Jeg krydser i hvert tilfælde fingre for dig og håber på en hurtig afklaring.

Det er virkelig godt, og vigtigt, at have en i familien der kan støtte. Jeg er utrolig heldig selv at både mine forældre og søskende er forstående. Især min yngste lillebror. For han viste depressions tegn for et års tid siden.
Og også langt ud i familien er der forståelse. Det er simpelthen en lettelse på alle måder. For alle håber jeg får pension. Det kommer ikke til at blive det tabu jeg havde frygtet, hvis jeg fik det.

Og jeg så det med det samme, det var som at se mig selv. Det gjorde min familie så ikke. Jeg sagde til dem, at jeg holdt øje med ham...
Men man siger jo ikke til nogen, du er syg. Slip hvad du har i hænderne. Men ganske rigtig. Jeg begyndte at snakke om mit eget sammen med ham, under en køretur. Og så åbnede han op, og tror også det hjalp ham, til at få sagt den var gal.
Vi har aldrig været tætte, da der er 10 år imellem os. Men som voksne er vi rygget meget tættere på hinanden.

Ja nemlig, ikke noget med sige fra. Jeg ved ikke hvad det er, om det er en indgroet stolthed, eller om man bare ikke vil virke svag.
Jeg tænkte også altid, især om mandagen. Det er jo lige så træls for alle andre, men sådan er livet. Men jeg har næsten altid haft klatsygedag/uger i de mange jobs jeg har haft.
Jeg har ofte også sagt til mig selv, hvorfor kan du ikke være normal? Du skal jo bare gøre dit og dat. Stortset som andre der ikke ved noget om psykisk sygdom kan finde på at sige til en. Og NU skulle det være, fast job hver dag, ud og finde en kæreste, alt kunne lade sig gøre. i fantasien...
Jeg nedgjorde ofte mig selv, når det så hverken blev til det ene eller det andet. Og over at jeg ikke var lige så god som alle andre.

Og har bestemt også haft mine ture med at sidde og være dybt ulykkelig.
Ligesom dig, så havde jeg også utrolig travlt med at blive raskmeldt de første gange. Jeg følte både at det var forventet, og at ikke kunne tillade mig andet. Jeg løj også om at det antidepressive hjalp. Hvad jeg så har lært det ofte ikke gør på bipolare. Så det var også en forklaring.

Ligesom dig, så har jeg også det i baghånden. At hvis nogen hårdnakket ikke vil forstå eller acceptere at jeg er psykisk handicappet. Så får de lov at læse min ressource profil. Der er det hele resumeret. Og hvis det ikke åbner deres øjne, så er det bare too bad. Jeg er holdt med at snakke i min lomme om min sygdom. Men nu har jeg også haft utrolig lang tid til at erkende det selv.

Så jeg håber meget du får den dokumentation du behøver. Både til dit sagsforløb og for at kunne vise dine nærmeste. At det ikke bare er noget du siger. Det er også vigtigt at vide, at man som bipolar også er syg når man er virkelig overnpå. Det er bare svært at opdage, for man opsøger jo aldrig lægen hvis alt virker som guld og grønne skove.

Når du nævner bankverdenen. Der har jeg især haft mine ture, pga. af overforbrug når var overoptimistisk og irrationel. Jeg fik noget forsikring udbetalt pga. min sygdom. Og der fik jeg så ryddet op i økonomien.

Det gjorde mig utrolig syg da jeg var under 25 og havde en slem depression. Den lille kontanthjælp + gæld i banken. Jeg var simpelthen nødt til at misvedligholde mit lån. Indtil mine forældre overtog gælden. Vi lavdede den aftale at det var et forskud på arven, hvis ikke jeg betalte af inden. Jeg kunne simpelthen ikke leve med at de skulle bøde for mine fejltagelser, så det blev løsningen.

Men nu er det så måske endelig ved at være et afsluttet kapitel med fortiden. Så jeg kan tage hul på fremtiden Der kommer helt sikkert besked herinde når jeg ved besked.

Jeg har også fuld forventning om at du kommer til at få et liv i balance, så vidt som det er muligt. Som bipolar er det meget svært at komme uden om udsving. Men når man ikke er lige som alle andre, så må livet tilpasses. Det er bare en pokkers lang vej for at få hjælpen til det.

Jeg er rigtig glad for du også har en god støtte og hjælp i din psykolog. Og håber meget at komme til høre/læse om at det går mod et bedre liv for dig.