Hjælp! Min sagsbehandler ødelægger mig.

[mullamulla3]

Hej

Jeg håber virkelig at du/i vil tage jer tid til at læse mit indlæg, da jeg virkelig har brug for hjælp.

Jeg er 23 år, blev vurderet aktivitetsparat pr. 1 januar 2014.

Kort fortalt om mig:
Jeg droppede ud af skolen som 13 årig pga. en slem depression, og har i det store hele ikke været i gang med noget siden. Jeg har været tilknyttet psykiatrien on/off siden. Jeg får Sertralin (Anti-depressiv medicin) og har fået det siden jeg var 13 år.
Mit liv har været møg elendigt for at sige det mildt, og det er nok det som gør at jeg har det som jeg har det i dag. Jeg lider af kronisk angst, depression der kommer og går. Jeg har svært ved at være sammen med andre, det er nærmest umuligt for mig.

Er næsten lige startet op på psyk. igen og jeg ved på nuværende tidspunkt ikke helt hvad der skal ske. Er startet op i ny medicin ved siden af sertralinen, og man venter lige nu på at se om medicinen vil hjælpe mig.

I sommers fik jeg en ny sagsbehandler, som jeg var til møde ved 2 gange, hvor jeg derefter søgte om en ny sagsbehandler da han var direkte modbydelig over for mig.
Min tidligere sagsbehandler var meget sød og forstående og hun bekymrede sig oprigtigt for mig, da jeg lukkede op overfor hende og fortalte om mine nærmest daglige selvmordstanker.

Ham jeg fik efter hende var fuldstændig ligeglad med min psykiske tilstand, og selv da jeg brød grædende sammen overfor ham, tog han sig ikke af det. I stedet gloede han ind i hans computer, og kiggede ind i mellem over på mig (som er du snart færdig med at tude).
Han sagde at de kunne ikke blive ved med at lade mig gå og at de snart skulle have mig ud i noget, for jeg skulle jo gøre noget for at få mine penge.

Problemet er bare at jeg er ude af stand til at gå i gang med noget. Jeg kan ikke fungere ude blandt mennesker, jeg kan ikke engang fungere hjemme hos mig selv.

Jeg fik så en ny sagsbehandler, som jeg har været til møde hos i dag. Hun er desværre lige så modbydelig som ham, og nu ved jeg ikke hvad jeg skal stille op.

Hun spurgte ind til hvordan jeg har det, og jeg fortæller at jeg har det rigtig skidt og at jeg sover det meste af dagen væk, hvortil hun svarer "Man kan jo ikke sove hele dagen". Jeg prøver så at forklarer hende at når man har en depression, så kan man godt sove hele dagen. Det gider hun ikke høre på og spørger derefter hvad jeg har af hobbyer, dertil svarer jeg at jeg har ikke nogen og det gør hende åbenbart halv sur, hvortil hun svarer "Ej du må jo have nogen hobbyer" i en meget vred og nedladende tone.

Jeg har det helt forfærdeligt. Mit humør ryger op og ned flere gange om dagen - Det ene øjeblik kan jeg have det okay godt, og pludselig bryder jeg ud i gråd uden at vide hvorfor. Jeg har ofte selvmordstanker og har ufattelig svært ved at få noget som helst gjort. Mine dage går primært med at holde mig selv i live, for min families skyld.

Jeg prøvede at forklarer hende disse ting, men hun har absolut ingen følelser og siger at: "hun kan ikke blive ved med at retfærdigører over for lovgivningen at jeg intet laver.", ja det var nøjagtig det hun sagde.

Jeg har siden 2014 haft mentor, som jeg har haft SMS kontakt med en gang ugentligt. Grunden til at kontakten kun er SMS, er fordi jeg har svært ved at mødes med nogen, hvilket jo er en af mine problemer. De har også gået med til at det bare var SMS kontakt. Min nye sagsbehandler sagde så i dag at det var slut nu, og at jeg skal mødes med hende fremover og finde ud af hvad jeg godt kunne tænke mig at komme ud i.

Jeg forlod mødet i dag fuldstændig ødelagt. Tog direkte hjem, lagde mig under dynen og græd mig selv i søvn. Nu er jeg så vågnet her til aften, stadig fuldstændig fortvivlet over min situation. Hver gang jeg forlader jobcentret er det med stærke selvmordstanker. Problemet er jo at jeg er så bange for at miste mine penge hvis jeg ikke gør som de siger, men jeg føler jo ikke jeg er i stand til det. Man føler næsten man ville gøre dem en tjeneste hvis man tog livet af sig selv, men hvis jeg tager livet af mig selv skader jeg bare min familie i stedet.

Jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre. Jeg frygter at de vil sende mig ud i noget jeg ikke er i stand til og jeg frygter at skulle mødes med min mentor.

Desuden føler jeg også at de bevidst har sat "onde" sagsbehandlere på mig for at piske mig i gang. Det virker heller ikke til at de tror på at jeg har det dårligt.

Kan de tvinge mig ud hvis jeg psykisk ikke er i stand til det? Og SKAL jeg mødes med mentor?

Jeg håber virkelig at der er nogen af jer der kan hjælpe mig med nogle svar.

Og tusind tak fordi du tog dig tid til at læse mit indlæg

[Pip]

Jeg tænker at du skal sørge for at have en med til de møder fremover, så du ikke sidder alene med sagsbehandleren. En som kan fortælle sagsbehandleren, at hvis hun ikke kender så meget til de diagnoser eller problemer/udfordringer du har, så kan hun få en lægekonsulent til at forklare hende det..

Du bør også have din læge med på sidelinien, fortæl din læge hvad det her gør ved dig, så han kan skrive de skånebehov du har ned i den lægeattest de bør indhente på dig, inden du sættes i gang med noget som helst.

Hvis de ikke vil indhente en attest, får du bare lægen til at melde dig syg, så er de nødt til at indhente en mulighedserklæring før de kan sætte dig til noget.

Når du har det sådan, drejer det sig jo mest om at der skal arbejdes på at du kan få det bedre.

[mullamulla3]

Oprindeligt indsendt af Pip

Jeg tænker at du skal sørge for at have en med til de møder fremover, så du ikke sidder alene med sagsbehandleren. En som kan fortælle sagsbehandleren, at hvis hun ikke kender så meget til de diagnoser eller problemer/udfordringer du har, så kan hun få en lægekonsulent til at forklare hende det..

Du bør også have din læge med på sidelinien, fortæl din læge hvad det her gør ved dig, så han kan skrive de skånebehov du har ned i den lægeattest de bør indhente på dig, inden du sættes i gang med noget som helst.

Hvis de ikke vil indhente en attest, får du bare lægen til at melde dig syg, så er de nødt til at indhente en mulighedserklæring før de kan sætte dig til noget.

Når du har det sådan, drejer det sig jo mest om at der skal arbejdes på at du kan få det bedre.

Tak for svaret..

Jeg har altid min mor med til møder - og min mentor er også altid inviteret med.
Min mor prøvede også at forklare hende hvor slemt jeg har det, og hvad psykiatrien har sagt. Hun lyttede imens min mor snakkede, men da hun var færdig med at tale, snakkede hun bare videre om hvad jeg kunne have af interesser osv.

Min læge har jeg prøvet at snakke med, men hun siger bare at sådan noget må jeg snakke med psykiatrien om. Hun nægter simpelthen at snakke om det psykiske.
Skiftede faktisk læge i sommers fordi min tidligere læge heller ikke ville snakke med mig om det psykiske.
Min nye læge vil endda heller ikke give mig min medicin som jeg har fået siden jeg var 13 - hun mener at det må psykiatrien sørge for. På trods af at det oprindeligt var min læge der dengang udskrev medicinen til mig.

Kan man overhovedet sygemeldes når man får uddannelseshjælp? Jeg synes jeg har læst at man ikke kan.

Mht. at mødes med mentor, hvad tror du der vil ske hvis jeg skriver til hende at det er umuligt for mig? Jeg har det jo så slemt at bare mine møder på psyk. virker uoverskuelige. Og nu vil min sagsbehandler jo have at mig og mentor skal finde frem til noget jeg vil gå i gang med.. Jeg kan ikke en gang finde ud af at komme ud af sengen, finde lyst til noget som helst. Jeg aner virkelig ikke hvordan jeg skal finde kræfter frem til at mødes med mentor og snakke om uddannelse som jeg er så langt fra endnu.

[Akvamarin]

Kære Mullamulla

Det er hårdt at have en sagsbehandler man ikke kan få til at forstå sig, kender det fra mit eget forløb.

Det jeg vil foreslå dig er at du tager kontankt til Sind.dk og får en bisidder med derfra næste gang. De er vant til at bisidde, mennesker med psykiatriske diagnoser som din, ved møder med kommunen.

Mht din mentor synes jeg du skal mødes med vedkommende. Hvis du synes det er for svært at du skal ud af døren for at mødes med hende så bed om at det bliver hjemme hos dig. DU behøver ikke rydde op eller servere noget!
Nogle synes det kan være rart at mødes med mentor ude og gå en tur sammen til en start. Tit taler man lettere sammen når man går en tur.

Grunden til at jeg synes du virkeligt skal gøre et forsøg med at mødes med din mentor er, at der er en risiko for at kommunen siger du ikke er samarbejdsvillig hvis du nægter. Og det kan så gå ud over din uddannelseshjælp.

Der er også nogle der har et familiemedlem med når de mødes med mentor de første gange. Måske din mor kan være en støtte for dig i den situation.

Tænker også at det jo bestemt ikke er så slemt, som at gå til møde med en ny sagsbehandler oppe på kommunen, at mødes med en mentor. Måske du kan se sådan på det?

Mange hilsner fra Akvamarin

[Nørd]

Hej Mullamulla

Jeg formoder at noget af det vigtigste for din fremtidige sag er at lægen kommer med på banen, hvis det overhovedet er muligt.
Jeg synes at du, evt. sammen med en bisidder, bør tale med lægen om dine problemer med kommunen, som forværrer dit helbred, og høre hendes reaktion på dette.
Selv om hun ønsker at psykiatrien skal medicinere dig er det jo ikke nødvendigvis det samme som at hun ikke vil støtte dig i din sag mod kommunen ?
Er der ikke noget med at lægen som den eneste der uopfordret kan blande sig i sagen mod kommunen, er der nogen der kan svare på dette ?
Hvis dette er rigtigt og din læge gerne vil hjælpe, så kan hun evt. anmode om en udtalelse fra psykiatrien og evt. sammen med psykiateren sammensætte dine skånehensyn.
Så kan hun skrive til kommunen og evt. citere psykiaterens udtalelse og oplyse om dine skånebehov.
På denne måde kan I måske omgå at psykiatrien ikke må blande sig uden at blive spurgt.
Hvis din læge samtidigt er lidt usikker over for din sygdom vil hun dermed også få støtte af psykiatrien, men det er jo naturligvis under forudsætning af at du er tilfreds med behandlerne i psykiatrien.

Desuden har jeg svært ved at forestille mig nogen offentlig ydelse hvor du overhovedet ikke må/kan sygemelde dig fra uden at miste ydelsen, men også her kræver det nok at lægen er inde over sygemeldingen.

Jeg har læst om at andre her på siden skriver at det ikke er ulovligt at optage møder man selv deltager i, så måske det også er en god ide at gøre, så det efterfølgende er muligt at dokumentere hvad der er sagt til møderne, især hvis de beskylder dig for ikke at være samarbejdsvillig eller hvad de nu kalder det.

Hvis sagsbehandleren opfører sig nedladende og eller uforskammet bør du måske også klage til chefen over sagsbehandlerens opførsel.

[stampe]

Du har ikke krav på at skifte sagsbehandler, men argumenterer du for det, er et skifte ikke udelukket.

[MistyMiss]

Jeg ved ikke om det er nævnt, men udover en bisidder fra f.eks. sind, så optag møderne fremover.
Du behøver ikke fortælle at du optager, så længe du selv deltager i samtalen.
Optagelserne kan være meget nyttige, hvis din sagsbehandler begynder at påstå, at de samtaler ikke er foregået som du fortæller.
Udover det, så vil optagelserne også kunne bruges, til hvis du klager over sagsbehandlers behandling af dig.

Krydser fingre for at du får en god sagsbehandler igen, snarest muligt, eller at din sagsbehandler begynder at behandle dig ordentligt.
Den behandling du har fået, fortjener du slet slet ikke!

[mullamulla3]

Tusind tak for jeres svar.

Akvamarin:
Ved ikke om det bliver for meget med en bisidder fra sind, når også min mor og mentor deltager ved samtalerne?
Min mor har jeg altid med til samtaler, uanset hvor, da hun er en kæmpe støtte for mig. Dog synes jeg nogen gange at det virker som om de synes det er irriterrende at jeg har hende med.

Pt. føler jeg ikke jeg har den mindste smule overskud til at mødes med mentor. Min behandling på psyk. tager alle mine kræfter fordi jeg skal derind hver uge. (Har før i tiden altid kun været til samtale en gang i måneden).
Jeg tænker bare at jeg måske skal stabiliseres en smule før jeg er klar til møder med mentor, også fordi der nu er lidt tale om at jeg måske har bipolar lidelse.
Jeg tænker lidt på at kontakte sagsbehandler i næste uge, sige til hende at jeg på nuværende tidspunkt ikke er klar til at mødes med mentor. Dog ved jeg ikke hvad der vil ske hvis jeg gør det sådan, for jeg har jo immervæk haft SMS kontakt med mentor i snart 2 år nu, hvorfor skulle det lige pludselig ikke være godt nok længere? Og er det nok til at de kan sige at de vil tage min hjælp.
Jeg tænker bare, hvis de på grund af det siger jeg ikke er samarbejdsvillig, så kunne de jo også have sagt det på et hvilket som helst tidspunkt i de sidste to år, kan du følge mig?
Men igen, jeg ved ikke hvad de kan finde på.

Nørd:
Jeg kan godt prøve med min læge igen, men hun plejer bare at klappe i som en østers når jeg nævner det psykiske.
Psykiatrien er jeg sådan set rimelig tilfreds med. Min psykiater er dog en mærkelig mand, men min behandler er sød nok.

Jeg har faktisk selv tænkt på det med at optage møder, så det kunne jeg da bestemt godt finde på at gøre fremover.

MistyMiss:
Jeg vil helt klart optage møder fremover, det er en rigtig god ide.

[Akvamarin]

Kommer din mentor til møderne med sagsbehandleren?

[mullamulla3]

Men er der nogen der ved hvordan kontakt med mentor SKAL være ifølge lovgivningen?
Jeg kan nemlig intet finde omkring dette.

Desuden har min mor haft snakket med en sagsbehandler, som fortalte at der var mange som havde det for skidt til at mødes med mentor, og sms kontakt derfor var OK. Desværre ikke noget hun har på skrift.

Oprindeligt indsendt af Akvamarin

Kommer din mentor til møderne med sagsbehandleren?

Ja, hun er altid med. Min sagsbehandler inviterer hende med..