Hjælp: Har brug for råd og vejledning

[mullamulla3]

Jeg har den seneste tid gået og været meget bekymret for min fremtid, hvilket har resulteret i at jeg er kronisk stresset og angst, samt at jeg har problemer med at falde i søvn pga. tankemylder.

Jeg har virkelig brug for, at nogen vil give mig et godt råd og måske hjælpe mig i den her kedelige situation jeg sidder i.

Kort fortalt om mig selv:
Jeg er 24 år, har været på kontanthjælp siden jeg blev 18. Jeg droppede ud af skolen i starten af syvende klasse pga. psykiske problemer (som nok er opstået pga. problemer på hjemmefronten)
Jeg blev skrevet op til at komme på børne og ungdoms-psykiatrien, men det tog lang tid, og jeg fik det værre og værre. Min egen læge satte mig derfor i gang med antidepressiv medicin (i samråd med psykiatrien). Dette har jeg været på lige siden, dvs godt og vel 11 år.
Jeg har været tilknyttet psykiatrien on/off siden jeg var 13 år, været forsøgskanin og prøvet over 15 medicinpræparater i gennem tiden, intet har virket. Jeg har haft en tons forskellige behandlere, ingen har vidst hvad de skulle stille op med mig.
Jeg kom i januar 2016 til udredning i Lokal psykiatrien, og efter et par samtaler fik jeg stillet diagnosen "Emotionel ustabil personlighedsstruktur, af borderline type" - og jeg fik af vide at der absolut ingen tvivl var.
Det var rart at jeg endelig fik stillet en diagnose, så jeg havde noget at forholde mig til, dog også skræmmende, da udsigterne til at få det bedre er meget små.

Nu går jeg så i behandling for min borderline, men min psykiater har også skrevet at jeg kun har 6 måneder hos dem og derefter vil jeg blive afsluttet, og så må jeg selv finde hjælp et andet sted.
Dette er selvfølgelig med til at sætte bekymringerne i gang, for hvor skal jeg så hen bagefter, og hvad vil jobcenter sige til når jeg ikke længere er i behandling?

Pt. får jeg uddannelseshjælp og er vurderet aktivitetsparat - i "Min plan" er der lagt vægt på at mentor skal støtte mig i at finde frem til mine interesser og uddannelsesønsker.
Grundet voldsomt psykisk nedbrud og selvmordstanker, har jeg med hjælp fra en overordnet i kommunen blevet fritaget kontakt med jobcenter i et helt år - de må altså ikke kontakte mig, og jeg skal have fred til min behandling.
Dette var i første omgang meget befriende, så kunne jeg slappe lidt af. Men nu starter bekymringerne altså igen. Jeg har svært ved at leve i nuet, og jeg tænker konstant på fremtiden. Allerede nu er der gået et år oppe i mit hoved, og jeg spekulerer på hvad der skal ske.
Jeg har været ude af stand til at have kontakt med mentor, da jeg har ufattelig svært ved at være sammen med nogen, selv mine nærmeste kan jeg ofte have svært ved at være sammen med.

Jeg har brug for en afklaring på alt det her skidt, da jeg hverken fysisk eller psykisk kan leve på kontanthjælp og konstant gå i uvished omkring hvad der skal ske med mig.

Jeg har ingen steder hvor jeg kan gå hen og få hjælp/vejledning, og min sagsbehandler har jeg meget svært ved at snakke med, da hun slet ikke forstår at jeg har det svært psykisk.
Derfor håber jeg virkelig at der er nogle af jer herinde, som eventuelt kan hjælpe mig lidt på vej.

Min situation taget i betragtning, hvor ville det være hensigtsmæssigt at placere mig i systemet, for som loven siger er kontanthjælp jo kun en midlertidig løsning, og nu har jeg været på det i 6 år, og der har virkelig ikke været nogen fremgang på de 6 år.

Jeg stoler ikke på min sagsbehandler, og jeg tænker at der må være en anden vej for mig, end der hvor jeg er nu. Jeg er åbenbart sat på standby, og de venter nu på at jeg på mirakulær vis bliver klar til at starte på en uddannelse, men jeg tror ikke det kommer til at ske. Jeg har siden jeg var ganske lille haft det svært, og jeg har gamle dagbøger liggende som jeg skrev i da jeg var 9-10 år, før jeg overhovedet kunne stave ordenligt, og der ønskede jeg ofte at dø - det er skrækkeligt for mig at læse noget jeg skrev i så tidlig en alder, men det er fakta at jeg har haft det svært så længe jeg kan huske. Jeg ser på ingen måde at jeg nogensinde bliver i stand til at blive selvforsørgende, og jeg ser absolut heller ingen grund til at trække det i langdrag, hvis man kunne finde en løsning nu.
Jeg forventer ikke en førtidspension, jeg ved slet ikke om det er det jeg ønsker, men jeg kan heller ikke klare presset der er på kh.

Så hvad kan jeg gøre for at komme videre? Hvad ville man som oftest gøre for en som mig, i min situation?

Beklager det lange indlæg, men jeg håber virkelig at nogen af jer kunne hjælpe mig med råd og vejledning

[Gana]

Hey Mullamulla3

Et råd har jeg ikke lige, men jeg vil gerne ønske dig en rigtig dejlig dag - selvom det regner i dag, så lover jeg dig, at der kommer solskin igen

Knus Gana

[Pip]

Det lyder som en barsk opvækst og en ond cirkel du er fanget i pt.. det er der ingen der har fortjent..
Har selv været fanget i uvisheden i mange år da jeg var på kontanthjælp, og har desværre ingen gode råd i forhold til hvordan du står i forhold til kommunen. Det er en barsk ventetid man skal igennem, før de til sidst finder den hylde, kasse, whatever de vil placere dig i, og man føler sig fuldstændigt magteløs.

I mellemtiden gælder det så om at overleve.

En måde at gøre det på er at huske at gøre en god ting for sig selv hver dag.. det kan være at gå en tur i skoven, sidde på terrassen og lytte til fuglene, læse en god bog, bage en kage.. whatever der giver en ro i sjælen et øjeblik.
Og så bruge en time på det om dagen, så man får tanket op så man kan stå distancen.

For det vender en dag. En dag er du færdigudredt og færdigplaceret og får din fremtid tilbage.

[Contanie]

Lang, lang tid du har været i systemet, medicineret og først nu diagnose på.
Jeg har selv været i din situation og pres, stress og uvidenhed fra forskellige sagsbehandlere, gjorde det livsfarligt.
Jeg endte på intensiv og når du beskriver din situation og din sagsbehandler, synes jeg, det er meget bekymrende.

Jeg tænker, hvad det mon er for et sted, hvor du er i behandling, for 6 måneder er ikke et langt forløb, når det handler om borderline...
De bedste (få) steder strækker et forløb sig over flere år.
Fordi du bliver afsluttet indenfor sådan en kort tidshorisont, er det jo langt fra sikkert at du er færdigbehandlet og det er enormt vigtigt, hvad psykiateren skriver i speciallægeerklæringen eller statusattest.
Er der en socialrådgiver tilknyttet, som måske kan rådgive dig?

SIND har frivillige og gratis bisiddere, som gerne deltager i møder med kommunen.
Hvis du magter, at kontakte dem, så synes jeg det er en rigtig god ide og hjælp og gå endelig ALDRIG alene til møder hos kommunen.

Her er et link til Borderline foreningen.
Du kan måske læse lidt og der er både folk med diagnosen og professionelle, som kan rådgive og hjælpe dig.
http://www.borderlinenetvaerket.dk/o...on-eller-mail/

Det er ubærligt, at stå alene i din situation og jeg håber, at du er i stand til, at bede om hjælp og støtte.
Mange

[Akvamarin]

Du skriver:
"Grundet voldsomt psykisk nedbrud og selvmordstanker, har jeg med hjælp fra en overordnet i kommunen blevet fritaget kontakt med jobcenter i et helt år - de må altså ikke kontakte mig, og jeg skal have fred til min behandling. "

Så i det år har du fred for jobcenteret og skal gøre alt hvad du kan for at få det bedre. Hvordan du gør det må psykiateren hjælpe dig med, ligesom han/hun vel har nogle ideer til hvad du skal gøre når du bliver afsluttet hos ham/hende.

Jeg tænker at det vil være godt for dig at lave lidt frivilligt arbejde ved siden af din behandling. Så du vænner dig til at være sammen med andre mennesker i en arbejdssammenhæng. At gøre det mens du går hos psykiateren vil give dig mulighed for at tale med psykiateren om de ting der opstår pga samværet med andre mennesker.
Du kan tale med din mentor om hvad der findes af frivilligt arbejde i omegnen af din bopæl og mentor kan hjælpe dig kontakte de steder.

Sind har også forskellige aktiviteter og samværs arrangementer hvor det er muligt at møde andre med din lidelse. Det kan måske hjælpe dig til at finde en vej. http://sindungdom.dk/

[Gana]

Hey igen

Du skriver at du ikke magter at være sammen med mentor lige nu - og generelt har problemer med at være sammen med andre.
Jeg tror du skal fokusere en lille smule på det her, og selvfølgelig må målet være at du kan holde ud at være sammen med andre i kortere eller længere tid, men jeg tror også det er vigtigt at du lige giver dig selv "lov til" at have det sådan nu.
Accepter at det er sådan det er lige nu og i et uvist stykke tid og så prøv at tænke i fremtid med det som udgangspunkt.

Når jeg læser hvad du skriver, læser jeg et meget velformuleret, korrekt og godt indlæg. Du er god til at formulere dig på skrift.

Det kunne du vælge at bruge aktivt, feks ved at skrive med din mentor, så I får en god dialog på den måde? det samme med din SB - skriv til hende/ham - du er god til at skrive...

Rigtig mange uddannelser kan tages via nettet i dag - som e-læring. Det kunne være en god vej for dig måske?
Nogle steder skal man møde op til en forsamtale, eller have en tlf kontakt inden man starter, men jeg tænker at du fint vil kunne skrive og forklare at det "magter" du ikke lige i øjeblikket og på den måde komme igang med noget godt? Du kan evt få din mentor til at "tegne og fortælle" for et kursussted?
Og når man uddanner sig via e-læring, så behøver man jo ikke nødvendigvis starte ude med 15 fag og fuldt drøn? man kan godt vælge at starte ud med et enkelt eller to fag - og så kan det være en god ide at starte på et niveau under det man egentlig godt kan. så får man tid og overskud til at finde en "rytme" / et system der passer til den måde at uddanne sig på.

Mon det kunne være en ide for dig?

Egentlig sidder jeg og tænker nu finder jeg lige en masse link og lægger ind til dig, men faktisk er mit hoved ved at være kaput for nu og desuden tænker jeg også at det kan du fint selv finde, og jeg er så bange for at du føler at jeg "taler ned" til dig her. Du lyder nemlig til at være ret "kvik i bolden" og jeg vil ikke fornærme dig eller noget...

Hav en god dag - og lad os høre hvordan det går? og hvad du gør? Gana

[mullamulla3]

Oprindeligt indsendt af Contanie

Lang, lang tid du har været i systemet, medicineret og først nu diagnose på.
Jeg har selv været i din situation og pres, stress og uvidenhed fra forskellige sagsbehandlere, gjorde det livsfarligt.
Jeg endte på intensiv og når du beskriver din situation og din sagsbehandler, synes jeg, det er meget bekymrende.

Jeg tænker, hvad det mon er for et sted, hvor du er i behandling, for 6 måneder er ikke et langt forløb, når det handler om borderline...
De bedste (få) steder strækker et forløb sig over flere år.
Fordi du bliver afsluttet indenfor sådan en kort tidshorisont, er det jo langt fra sikkert at du er færdigbehandlet og det er enormt vigtigt, hvad psykiateren skriver i speciallægeerklæringen eller statusattest.
Er der en socialrådgiver tilknyttet, som måske kan rådgive dig?

SIND har frivillige og gratis bisiddere, som gerne deltager i møder med kommunen.
Hvis du magter, at kontakte dem, så synes jeg det er en rigtig god ide og hjælp og gå endelig ALDRIG alene til møder hos kommunen.

Her er et link til Borderline foreningen.
Du kan måske læse lidt og der er både folk med diagnosen og professionelle, som kan rådgive og hjælpe dig.
http://www.borderlinenetvaerket.dk/o...on-eller-mail/

Det er ubærligt, at stå alene i din situation og jeg håber, at du er i stand til, at bede om hjælp og støtte.
Mange

Grunden til at de afslutter mig, er vidst fordi de egentlig ikke behandler borderline. Men jeg aner ikke hvor jeg så skal hen efterfølgende, for jeg er jo selvfølgelig ikke færdigbehandlet efter kun 6 mdr.

Jeg har også overvejet at kontakte sind, men jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige til dem.. synes det er svært..
Jeg har altid min mor med til møder på kommunen, men hun kan selvfølgelig ikke stille så meget op over for dem, men det er rart nok at have hende som støtte.

Oprindeligt indsendt af Akvamarin

Du skriver:
"Grundet voldsomt psykisk nedbrud og selvmordstanker, har jeg med hjælp fra en overordnet i kommunen blevet fritaget kontakt med jobcenter i et helt år - de må altså ikke kontakte mig, og jeg skal have fred til min behandling. "

Så i det år har du fred for jobcenteret og skal gøre alt hvad du kan for at få det bedre. Hvordan du gør det må psykiateren hjælpe dig med, ligesom han/hun vel har nogle ideer til hvad du skal gøre når du bliver afsluttet hos ham/hende.

Jeg tænker at det vil være godt for dig at lave lidt frivilligt arbejde ved siden af din behandling. Så du vænner dig til at være sammen med andre mennesker i en arbejdssammenhæng. At gøre det mens du går hos psykiateren vil give dig mulighed for at tale med psykiateren om de ting der opstår pga samværet med andre mennesker.
Du kan tale med din mentor om hvad der findes af frivilligt arbejde i omegnen af din bopæl og mentor kan hjælpe dig kontakte de steder.

Sind har også forskellige aktiviteter og samværs arrangementer hvor det er muligt at møde andre med din lidelse. Det kan måske hjælpe dig til at finde en vej. http://sindungdom.dk/

Jeg har prøvet at spørge psykiatrien til råds, men de kan ikke hjælpe, det eneste de siger er at nu skal jeg fokusere på min behandling og ikke tænke så meget på jobcenter.

Frivilligt arbejde er helt udelukket, det er jeg slet slet ikke i stand til. Jeg er så langt nede som jeg overhovedet kan være, bare det at møde op til behandlingen på psykiatrien er en kæmpe udfordring for mig.

Oprindeligt indsendt af Gana

Hey igen

Du skriver at du ikke magter at være sammen med mentor lige nu - og generelt har problemer med at være sammen med andre.
Jeg tror du skal fokusere en lille smule på det her, og selvfølgelig må målet være at du kan holde ud at være sammen med andre i kortere eller længere tid, men jeg tror også det er vigtigt at du lige giver dig selv "lov til" at have det sådan nu.
Accepter at det er sådan det er lige nu og i et uvist stykke tid og så prøv at tænke i fremtid med det som udgangspunkt.

Når jeg læser hvad du skriver, læser jeg et meget velformuleret, korrekt og godt indlæg. Du er god til at formulere dig på skrift.

Det kunne du vælge at bruge aktivt, feks ved at skrive med din mentor, så I får en god dialog på den måde? det samme med din SB - skriv til hende/ham - du er god til at skrive...

Rigtig mange uddannelser kan tages via nettet i dag - som e-læring. Det kunne være en god vej for dig måske?
Nogle steder skal man møde op til en forsamtale, eller have en tlf kontakt inden man starter, men jeg tænker at du fint vil kunne skrive og forklare at det "magter" du ikke lige i øjeblikket og på den måde komme igang med noget godt? Du kan evt få din mentor til at "tegne og fortælle" for et kursussted?
Og når man uddanner sig via e-læring, så behøver man jo ikke nødvendigvis starte ude med 15 fag og fuldt drøn? man kan godt vælge at starte ud med et enkelt eller to fag - og så kan det være en god ide at starte på et niveau under det man egentlig godt kan. så får man tid og overskud til at finde en "rytme" / et system der passer til den måde at uddanne sig på.

Mon det kunne være en ide for dig?

Egentlig sidder jeg og tænker nu finder jeg lige en masse link og lægger ind til dig, men faktisk er mit hoved ved at være kaput for nu og desuden tænker jeg også at det kan du fint selv finde, og jeg er så bange for at du føler at jeg "taler ned" til dig her. Du lyder nemlig til at være ret "kvik i bolden" og jeg vil ikke fornærme dig eller noget...

Hav en god dag - og lad os høre hvordan det går? og hvad du gør? Gana

Først og fremmest, tak for rosen.
Det er desværre også noget der kan bruges mod en, fordi er man velformulerende og ikke helt dum, ja så ser kommunen det som at man intet fejler og sagtens kan gå i uddannelse eller job.

Mentor er svært for mig. Jeg har haft skrevet med min mentor siden 2014 (har haft 3 forskellige) men de ønsker at jeg skal til at mødes med mentor, og det er så pisse svært. Det er svært for mig at skulle sidde med et andet menneske, og finde på uddannelsesønsker, når det simpelthen ikke eksistere i mit hovedet. Jeg tænker dagligt på selvmord, og græder det meste af dagen - så hvordan skal jeg sidde med et over optimistisk menneske og finde frem til mine interesser og uddannelsesønsker.

Jeg skrev i sidste måned et langt brev til min sagsbehandler hvor jeg forklarede hvordan jeg egentlig har det, og hvor svært det hele er for mig. Hun skrev tilbage, at vi snakker om det på næste møde. Det valgte hun så at lade være med, i stedet var det min mentor der førte ordet og fortalte om hvad der skal ske for fremtiden. Jeg røg fuldstændig ned efterfølgende, for jeg bliver ikke taget seriøst.

Mht. uddannelse, så er jeg ikke i nærheden af det som jeg har det. Mit liv er et kæmpe rod, jeg kan ikke overskue at være vågen særlig mange timer af gangen, jeg sover utrolig meget for ikke at ende op med at tage mit liv. Jeg doper mig selv med beroligende medicin for bare at kunne være til.
Men det er der ingen der forstår.
Jeg er i DAT-behandling lige nu, og jeg har lektier for hver uge og selv det er nærmest uoverskueligt for mig.

Jeg er så langt ude, og har faktisk været det hele mit liv - det startede allerede i børnehaven. Jeg har brug for ro i mit liv, ikke et konstant pres, og jeg tror aldrig at jeg kommer til at kunne tage en uddannelse, eller på nogen måde blive selvforsørgende. Det kan godt være at mange mener at jeg bør se mere optimistisk på fremtiden og tro mere på mig selv, men jeg ved hvad jeg har været udsat for i mit liv, og hvor lidt jeg er i stand til at klare.
Men det er bare hårdt at der konstant er forventninger om at jeg skal starte på en uddannelse, når jeg ikke engang kan fungere hjemme.

Og nej, du taler absolut ikke ned til mig. Det er jo ikke dårlige forslag du kommer med, jeg er desværre bare ikke der hvor jeg kan føre dem ud i livet.

[Gana]

Hey Mullamulla3

det er synd for dig at du har det så skidt lige nu, og jeg aner ikke hvad jeg skal "sige" til dig, for jeg har ikke forstand på dit handicap. Men som jeg ser det er du nødt til at finde en du kan snakke (eller skrive) med - du må ikke være så alene med dine tanker og din angst. Har du evt en læge du har tillid til? eller en enkelt i familien der kan hjælpe dig? en du kan "være sammen med" uden nødvendigvis at være sammen, altså en der godt bare kan være til stede, og småsnakke eller være stille (og læse en bog, se tv, eller noget) - bare så du ikke er alene?
Hvordan har du det med at gå nogle ture? sidde på en bænk ved en legeplads? snakke med en hund du møder på vejen?

Ved godt at det ikke er det her du har brug for, men pas nu på dig selv...

Håber du snart får det bedre og kommer videre med noget godt for dig.

Gana

[Contanie]

Okay. Jeg har selv svært ved at ringe til nogen, som jeg ikke kender og offentlige instanser, så jeg plejer, at skrive stikord eller endda hele sætninger ned, før jeg ringer.
Jeg ville kort forklare om min ’psykiske tilstand’, fortælle om hvilken behandling som foregår og at der ikke lige nu, er lavet nogen handleplan for, hvad der skal ske fremadrettet.
Og så ville jeg forklare, at pres, stress, usikkerhed for fremtiden og en uforstående sagsbehandler, gør situationen uudholdelig og forværrer tilstanden.

Jeg forstår, at det kræver meget af dig, at ringe og hvis du ikke kan, så måske din mor?
Der er både rådgivere og bisiddere og de ved måske, hvilke behandlingsmuligheder som findes i dit område og forhåbentlig at de også har bisiddere tæt på dig.
Jeg forstår, at det er svært, men de er jo vant til at folk er ude af den når de ringer og har lært hvordan samtalerne skal foregå.
SIND – personlig rådgivning og bisiddere: man-fre. Kl . 11-22. Søn. Kl. 17-22
Egentlig burde du jo slet ikke være i den her situation, hvor du selv skal opsøge og finde hjælp, men du kan kun vinde, ved at prøve.

Jeg forstår ikke helt, hvad og hvordan dit forløb er og at de måske afslutter dig uden en handlingsplan.
Heller ikke, at de ikke snakker med dig om det, for jeg går ud fra, at de er professionelle og derfor ved, at usikkerhed skaber endnu mere angst og angst gør det slet ikke nemmere, at modtage behandling.
Så spørg dem! Her kunne en bisidder også være dig til hjælp.
Måske jeg bare var mere ’heldig’ for 8-9 år siden…
Jeg valgte en afdeling/behandlingsmulighed i en anden by, hvor jeg var dagpatient i et ½ år og efterfølgende kom jeg til samtale hver måned, indtil jeg fik min FP.
For som de sagde’ vi slipper dig ikke, før du har fået den’.

Der var gruppeforløb og alle patienter var fritaget for alt andet.
Den ledende psykiater sagde, at når man går i sådan et behandlingsforløb, er det det eneste man kan og magter.
Så for første gang i mit liv, var det helt konkret for verden (og kommunen) at jeg virkelig har meget gak i låget.
Jeg fik mad, jeg fik min medicin og et eller andet sted, så var det en lettelse, at jeg endelig var et ’sygt sted’.
Som en fugl, der frivilligt satte sig i et bur for at afskærmes fra kommunen og dens fortrædeligheder og det blev min redning.
Jeg forstod det ikke dengang, men psykiateren skrev en speciallæge erklæring, som lukkede alle skodder og var helt vandtæt i, at alle behandlingsmuligheder var udtømte, 0 erhvervsevne og at jeg oven i havde brug for socialpsykiatrisk støtte i hverdagen.

Derfor jeg ikke forstår, at det virker som om, at du er overladt helt til dig selv, mens du er i det her psykiatriske forløb. For det er det vel?
For den gang for mig, midt i alt kaos, så var der jo en mening og en helhed i et helt års indlæggelse som dagpatient.
Indtil da var jeg også blevet mødt med mistillid ’ borgeren vil ikke tage ansvar for sit eget liv’ og ’jeg havde en flyvsk karakter’ og med disse udsagn blev jeg kastet ud i en arbejdsprøvning og et revalideringsforløb, som så endte på intensiv efter så meget pres og stress.
Det bedrøver mig, hvordan sagsbehandlere sidder derude og ’behandler’ efter regler og §’er og som for det meste ikke har relevant og nok viden om psykiske sygdomme.
Nogen gange så kan borderline føles, som om man har en trediegradsforbrænding over hele kroppen.
Ikke en tilstand man ønsker for nogen anden.
Det gør det endnu værre, at møde uvidenhed og ikke forståelse, alle mulige forslag om hvad man nu skal og hvad der forlanges og forventes og så er det desværre, at det kan få fatale følger.
Jeg fik min pension, min redning, men det er da ikke det, jeg havde ønsket for mit liv.
Det kunne ikke være anderledes og sådan blev det.
At folk i dag, skal lide endnu mere og i længere tid end jeg gjorde, er bedrøveligt, så igen. Jeg håber, at du kan bede om hjælp, for jeg ville aldrig have klaret det alene

[Contanie]

Nu har jeg læst nogle af dine tidligere indlæg og er endnu mere bekymret for dig.
Har ikke været i kontakt med distriktspsykiatrien, da jeg netop fik at vide, at de ikke vil røre borderlinere med en ildtang.
Sådan som du beskriver psykiateren, havde jeg garanteret knækket sammen for længst.

Jeg tænker, at du spørger og beder om hjælp en fortalte, at der er en dygtig psykiater i din by.
Blev du skrevet op på hans venteliste?
Har været forbi Vindrosens hjemmeside og jeg kan se, at socialrådgiverstuderende giver gratis rådgivning og ellers har jeg lidt svært at se, hvad du ellers kan bruge af deres tilbud.

Da jeg var helt langt vildt ude, bad jeg selv om en støtte/kontakt person. De kaldes forskelligt, men giver individuel støtte under §85 i serviceloven.
Jeg bad min første skp’er, om at henvende sig til den afdeling, som jeg var indlagt på og alt skete udenom kommunen.
Bortset fra at de betalte pendlerkort i et helt år (:
Jeg ved godt, at du måske ikke kan og tør en skp’er, men hvis så henvend dig til Social og Rehabiliteringscenteret i din by.
Jeg var inde på din kommunes hjemmeside og de har et tilbud, som virker okay:

http://kraftcenter.esbjergkommune.dk...ut-hjaelp.aspx

Kender du Fønix?
De tilbyder rådgivning til borgere med psykiske problemer også aften, weekend og nat.
Man kan henvende sig anonymt og der skrives, at rådgivningen kan være indgangen til en mere omfattende indsats.
Det sidste synes jeg lyder lovende, for det er enormt vigtig, at der åbnes nogle døre for dig.
Gode døre – hvor du får hjælp og hvis du lægger ud med at være anonym, er det jo dig som har kontrollen.
Jeg ved godt, at det nok er svært for dig, men jeg tænker også, at du kan vælge mellem at forblive hos lokalpsykiatrien, så længe det varer, ’din’ mentor og ’din’ sagsbehandler eller du vælger nye veje og mit sidste forslag er jo anonymt.

Din læge har foreslået et behandlingstilbud i Kolding?
Nu ved jeg jo ikke, hvad det går ud på, men måske det kan være vejen frem?
Dengang troede jeg heller ikke, at jeg ville magte at rejse frem og tilbage, stå så tidligt op, hvor jeg måske ikke havde sovet, men det var den eneste måde for mig, at blive ordentlig udredt på og få et nogenlunde okay liv igen.
Jeg håber, at du vender tilbage.