Årh, for fa'en...

[malofa]

Arh, så er jeg med... Det andet virkede også en smule underligt ;-) Håber du får lidt ro på maven!

[annagw]

Tak. Det håber jeg også.

[annagw]

FØRTIDSPENSION????


Nu har jeg igen-igen haft en depressiv periode. Har en del modstand/angst mod / svært ved at gå ud, kan ikke overskue at lave ordentlig mad, kan ikke lide vand når jeg har det sådan her, så springer badet over flere dage i træk og er skrupforvirret i hovedet. Og kan ikke finde ud af at tage beslutninger.

Jeg gik helt ned tirsdag - kiggede efter afbudsrejse men blev så stresset af det at jeg endte med at tude i telefonen da jeg talte med min søster om det...
I går gik det bedre; men så nu også bare film det meste af dagen, og det er en god afledning.

Har tænkt over, at hvis nu jeg fik valget mellem flex og fp, så ville jeg ikke vide hvad jeg skulle vælge.
Det blev forstærket af at sagsbehandleren sagde, at min psykiater OG lægekonsulenten skal sige god for at det er forsvarligt at sende mig i arbejdsprøvning.
Jeg har faktisk et lille håb i mig om at de siger det er uforsvarligt...

Er bange for at skulle ud i noget.

I sensommeren mente min psykiater at jeg optimalt set burde have en midlertidig fp, eller ihvertfald fritages fra AL aktivering.
Ved ikke hvad hun mener nu... Vil naturligvis spørge hende på mandag når jeg skal derop.

I næste uge skal jeg tale med Springbræt om at skulle til at komme til aktiviteter derinde. For at træne det at komme ud ad døren og møde op og være til stede... Lige fra det blev nævnt første gang for to uger siden giver det et sug i maven når jeg tænker på det; og det er ikke et positivt sug. Ved ikke hvorfor jeg reagerer sådan. Det virker som en form for angst syntes jeg.

Jeg vil jo vildt gerne "noget". Og det kan jeg kun komme til hvis jeg lærer at komme ud ad døren og møde op Jeg vil jo ikke kunne have et arbejde, hvis jeg ikke en gang kan håndtere at skulle tage ned at træne på det tidspunkt jeg aftaler med mig selv, og er så utryg ved at skulle til et eller andet på et bestemt tidspunkt.

Det virker urealistisk at kunne klare et job når jeg ikke kan klare sådan nogle aktiviteter.

Men jeg vil så gerne...

Jeg tænker dog også på hvad der ville ske hvis jeg fik fp. Jeg tror, at jeg ville tage langt væk fra hverdagen, sætte mig under en palme på en strand og få ro på - og finde ud af hvad jeg vil og kan få ud af mit liv.

Er ret forvirret.

Tror I der efterhånden kender mit forløb, at det overhovedet kunne være muligt at jeg får pension?

Hvis I kan sige at det er umuligt, så vil jeg jo kunne afskrive det som en mulighed og måske bedre kunne få "hele mig" indstillet på at det SKAL lykkes med arbejdsprøvnning. Uanset hvor utryg jeg er.

Jeg føler at jeg giver op hvis jeg kommer på fp. Eller noget af mig gør; jeg føler nemlig også at det vil give mig ro på og øge chancen for, at jeg faktisk vil blive så stabil at jeg engang om en del år vil kunne være en stabil arbejdskraft på nedsat tid.
Som det er nu, tror jeg godt nok jeg skal pakkes ind i vat, være på meget få timer, have flextid i begge ender (selv styre mødetider), have coaching til at kunne komme ud af døren "de dage" og hvad ved jeg...

[MTVRV1]

Er ret forvirret.
var selv forvirret
er dog 36 år og har taget uddannelse og været i job i mange år
indtil for snart 3 siden, men har været syg i 8 år
så har haft tid til at vende mig til tænken om ikke at være på arbejdsmarkedet mere
jeg har også oppe og nedtur, der gør flexjob er umuligt
kan måske klare et par dage og så kan jeg ikke klare mere
selvom vores sygdom er forskellge, har dog også angst og en personlighedsforstyrrelse
så kan jeg udmærket forstå det er en svær beslutning at tage
skal måske selv i arbejdsprøvning i det nye år, komplet formåløs
når konklusion fra den først nul arbejdsevne og har fået det dårligere siden
om du kan få pension er svær og svare på, men det er din arbejdsevne man får pension på

[Enteneller]

Kære Anna,

Jeg forstår grueligt meget hvad du går igennem, det er nøjagtigt som jeg havde det da jeg stod med "valget" mellem førtidspension eller flex. Jeg gik fuldstændig ned med flaget og havde så meget uro i kroppen, smed mit liv totalt over bord.

MEN først da jeg havde taget "valget" førtidspension faldt jeg ned på jorden.

Først der fandt jeg ro og fandt ud af hvilke fordele dette kunne have for mig. Ingen bånd ville binde mig, jeg ville ikke kunne slå mig selv oven i hovedet for ikke at gøre tingene godt nok på arbejde eller ikke møde op til tiden f.eks, jeg ville kunne have en mere afslappet følelse til mange ting. Faktisk var det en veninde der fik mig til at se ftp. som MULIGHEDEN, hun sagde :"tror du ikke bare at du skal have en pension ?" og så var det lige som om det hele faldt til jorden, hun havde jo ret, så det er den vej det går nu.

Jeg ved godt at du har så mange ressourcer også rent fagligt, hjerne kapacitets mæssigt at byde på, det er vi mange der har , men det kan altså ikke nytte noget når det koster hvergang dine grænser overskrides. Det bliver de jo allerede dagligt ved at du tænker på alt det pres du kommer til at ligge på dig selv ved en evt. arbejdsprøvning.

Din psykiater kender dig og når han siger at det optimale for dig bør være ftp. og ingen arbejdsprøvning / aktivering, så er der 100 % noget om det mon ikke ? Den psykiater, der sagde det om mig i 2007, altså at jeg ikke burde arbejdsprøves havde også ret og det skulle jeg aldrig have gjort, heller ikke i 2008 da jeg startede min afklaring, det har kostet mig rigtigt meget psykisk, men sket er sket, nu er det videre i livet.

Jeg kender de bånd du dagligt "springer" ved nærmest at planlægge at du jo ligeså vel kunne tage en tur jorden rundt eller en måned til Grønland. Det er skræmmende at man kan have sådanne uoverskuelige "driv kræfter", når man end ikke orker at ligge tøj sammen !!

Vi/du må lære at "lægge bånd" på os/dig selv og det er måske det din psykiater vil sige til dig med en ftp. Går du den vej og kommer til ens med dig selv herom skal det nok også lykkedes i sidste ende. Du vil få en ro med dig selv og ikke med risiko for at ende psykiatrisk, fordi livet bare bliver hårdt. Det lyder idyllisk med et fleksjob på "blot" 12 timer, 2,5 time hver dag, møde op, helst ikke nogle sygedage, være på, dog med pauser, men "kæmpe" for at være "normal", det kan være hårdt Anna, du og jeg og mange andre har i al fald evnen til at gøre det hårdt for os selv.

Ja jeg havde ligt lyse til at komme på banen med nogle mulige realiteter omkring arbejde i fleks. For tænk sig at når du så har en ftp. så har du ro på og du kan få mulighed for at udfolde dit kreative jeg, evt. tage nogle enkelt kurser i det du har lyst til og orker du ikke det ikke så må du jo melde fra igen. Din træning kan du passe og den kan du jo lide, jeg kender det fra mig selv, der er man bare sig selv og man har det så godt ikke mindst bagefter.

Find ud af hvad du vil, stol på dig selv, tal med din psykiater om hun syntes en smule aktivering/arbejdsprøvning var noget, men jeg tvivler for hun frygter at det vil "koste" for dig. Og "er det det værd ?", som en læge på et stress håndteringskursus engang sagde til mig, nej det er det ikke er jeg kommet frem til og jeg er ikke tvivl.

Kh. EE

[annagw]

Tak for svarene

Ak ja; så sagde I ikke at det er helt urealistisk at få fp...

Snakkede med min far i går aftes og fortalte hvor frustreret jeg var blevet over at blive stresset over måske at skulle på ferie og hvor stresset jeg så blev over hvordan jeg nogensinde skal kunne klare noget som helst...

Han kom med nogle ret vise ord, syntes jeg...

Anna, der er jo ikke nogen der er i tvivl om at du aldrig skal ud og have et 37-timers job. I stedet for at ødelægge dig selv med at ville i flexjob hvor du måske vil kunne arbejde 7 timer om ugen, skal du da prøve at finde nogle ting der gør dig glad og så lade alle de andre bekymre sig om job og uddannelse.

Temmelig basalt; men det gav mig faktisk lidt ro.

Desuden viste det sig i aftes, at jeg er kommet i finalen i forhold til at vinde en uges ophold som hotelanmelder på Rhodos
TAK til jer der stemte inden det viste sig, at det var imod reglerne at linke til det herinde!!!!!!!!!!
Nåede ikke at se hvem der skrev før tråden var slettet.
Jeg blev VILDT glad. Selvom det selvfølgelig ikke betyder at jeg vinder er det dejligt at være kommet finalen så jeg i det mindste kommer i betragtning

Jeg vil tale med både psykiater og kontaktpersonen i Springbræt om førtidspension.
Det ville sgu nok være bedre for min psyke end arbejdsprøvning. Omend jeg ikke er sikker på at jeg ville kun slippe for arbejdsprøvning i forbindelse med en fp-sag når det er så længe siden jeg har været det...

Jeg tror selv, at der er en langt bedre prognose for psykisk bedring over de næste måske 5 år hvis jeg får fp end hvis jeg nu skal køres ned med ekstrem stress igen.

Jeg tror det ville være lettere at acceptere hvis det hed noget andet end førtidsPENSION :P

Jeg har meldt afbud til julefrokost med min gymnasieklasse i aften. Kan simpelthen ikke holde ud endnu en gang at skulle høre om deres kandidatuddannelser og faste jobs og faste forhold.
Det er jeg for skrøbelig til at håndtere lige for tiden.

[Florken]

Kære annagw

Jeg kender godt følelsen af at være sat udenfor, både på det arbejdsmæssige og det sociale plan.

Mit råd til dig er, at du skal være ærlig overfor dig selv.

Når du har disse perioder med stress og angst, så forestil dig,
hvordan din hverdag ser ud med DET, hvis du skal passe et job.

Jeg blev tilbudt førtidspension for 7 år siden, men havde det, som du har det nu.
Jeg var slet ikke klar til at slippe mit fag og alt det, der følger med at have et job.

Jeg fik uden problemer visiteringen til fleksjob.
I de 3 1/2 år jeg passede fleksjobbet, var det en daglig kamp
at få hverdagen til at hænge sammen.

Jeg skulle køre 88 km tur/retur, og var tit ved at falde i søvn bag rattet på hjemvejen.

Udover trætheden var der også alle smerterne, og når det eneste,
der hjælper ordentlig på dem er stærke (morfica-) piller,
så måtte jeg vente med at tage dem til jeg var kommet hjem,
da man ikke må køre med DET i blodet.

Efterhånden som årene gik, blev mit helbred forværret,
og jeg måtte se i øjnene, at en førtidspension var eneste rigtige løsning.

Det er psykisk meget hårdt at nå til den konklusion.

MEN SÅ KU` JEG S`GUTTE FÅ DEN !!!

Det har været enormt hårdt at skulle trækkes igennem kommunens vridemaskine.

Lov mig at du gør, hvad du kan for at slippe for DET !

Fortæl din psykiater, hvordan du har oplevet denne uge, og undlad ikke de væsentlige detaljer.
Gør dig ikke "bedre", end du er !

Jeg tror som EE, at du kan finde roen og energien på en førtidspension.

Og HVIS du får det bedre, så husk på, hvad det ind i mellem gør ved dig, når der stilles krav,
som du ikke kan honorere.

Held og lykke med at finde ud af, hvad der er bedst for DIG.

[Enteneller]

Dejlig far du har der Anna og erfaren ikke mindst sikkert

Tak for historien Florken, den viser også en masse indsigt for jeg er da sikker på at det er hårdt for mange fleksjobbere, men dem der kan skal naturligvis også prøve det.

Min "arbejdsgiver" ved min jobprøvning, som jeg i øvrigt var mega angst for, hun sagde tit: "du er nødt til at prøve det" !!! Denne devise lød rigtigt godt og meget naturligt og denne fulgte jeg samtidig med at jeg jo havde "blod på tanden". Meeeeen jeg skulle have bakket ud noget tidligere og have haft mere opsyn og hjælp fra kommunen mm.

Skal du i afprøvning Anna så se om det ikke kan blive på er Reva center, jeg formoder er der er en slags kontrolleret opsyn her ?? Det er mere hvis du VIL afprøves, alternativt ser der jo ikke ud til at være noget problem i at få en arbejdsprøvning kontraincideret af din psykiater!!

Husk på at du har et langt liv foran dig, tænk sig at få luft i hverdagen, så du kan være der for andre, ikke mindst for din far og søster som ser ud til at være der for dig.

Jeg har jo børn som snart er teenagere, jeg glæder mig til at kunne være der mere for dem, hjælpe med lektier og hvad der ellers må blive. Jeg har ikke haft nogle fordomme om førtidspension, (ikke at jeg siger at du overhovedet har det) men jeg så "det" bare ikke på tavlen. Så husk at checke tavlen ind i mellem, det bliver nemmere når du ikke er så presset.

EE

[annagw]

Tak for det.

Jeg vil lægge kortene på bordet og lade være med at holde fast i halmstrået.

Så må vi se hvad der bliver sagt til det...

[annagw]

Wauw... En GOD dag.

I formiddag var jeg hos psykiater.
Hun anbefaler i allerhøjeste grad at jeg søger førtidspension.
Hun fraråder i allerhøjeste grad at jeg sendes i arbejdsprøvning.

Det er jeg virkelig lettet over.

Skal tale med Springbræt på onsdag og skal der have talt med min kontaktperson om det.
Jeg håber, at hun kan se det umulige i at jeg kan klare arbejdsprøvning når jeg ikke ofte ikke kan overskue at tage i træningscentret, lave mad og vaske tøj...

Jeg har ihvertfald set indset det og forliget mig med tanken nu. Så kommer problemet angående en førtidspensionssag så bare... Men ikke tage sorgerne på forskud.


Og så gik jeg på nettet da jeg kom hjem:

JEG HAR VUNDET EN REJSE som gæsteanmelder på et nyt hotel.

Det er bare SÅ fantastisk, og jeg kan slet ikke tørre smilet af fjæset selvom jeg er alene

Vinderne kunne invitere op til tre personer med, så jeg havde skrevet at jeg ville invitere mine tre søskende med hvis de udvalgte mig, så jeg glæder mig til noget kvalitetstid med dem om et halvt år.

Kan slet ikke få armene ned. Kan ikke mindes hvornår jeg har været så glad før.

Er her nogen der ved om sådan en gevinst påvirker kontanthjælpen?
Så vidt jeg ved er præmier vundet via dommerpanel ikke skattepligtige, hvorimod præmier vundet ved lodtrækning er det...?
Denne er vundet ved at et dommerpanel har udvalgt mig