Årh, for fa'en...

[Enteneller]

Oprindeligt indsendt af annagw

Det er arbejdsprøvning for at afklare om jeg skal have flex eller førtidspension.

Det er meningen det skal vare 5 måneder. Det har jeg hele tiden været ret opgivende over for, men jeg har sat mig for at dele det op i bidder, så jeg her til at starte med ikke tænker længere frem en slutningen af maj hvor jeg skal på ferie.
Jeg aner ikke hvad der kan gøres for at jeg kan klare det uden at det presser mig så meget at spiseforstyrrelsen vender tilbage. Hvis der kan gøres noget...
Bryder mig ikke om at afslutte forløbet allerede, da jeg tror, at kommunen så vil mene, at sagen stadig ikke er belyst.

Det paradoksale er, at jeg faktisk nu har det okay med at være til stede der de første 3 timer - selvom jeg kun er "aktiv" 45 minutter.


Det plejer såmænd at gå sådan her - tilbagefald.

Jeps, spiseforstyrrelsessymptomer er klart tegn på at jeg bliver presset, og jeg ved også godt, at det netop opstår fordi jeg ikke har kontrol over hverdagen.
Selvom de er lydhøre og har sat tiden ned fra 16 timer fordelt på fire dage til 12 timer fordelt på tre dage.

5 måneder det er lang tid !!?? Jeg kan følge dig i at du opdeler det og føler at du har overblikket, da du jo ved hvad det drejer sig om, man tror/mener jo at man bliver "klogere" med tiden.

Problemet at det vil ens krop s.... på, den er såmænd ligeglad hvor meget overblik man har også hvor megen erfaring man har på området, DEN VIL DET BARE IKKE. Det tror jeg også at du allerede ved !!?

Kroppens sætter grænser når vi gør noget vi reelt ikke kan klare og fatter vi det ikke første gang, så skal den dælme nok slå det fast med syv tømmer søm med gamle lig i lasten om man vil.

Anna, jeg syntes ikke det er reelt at du skal igennem 5 mdr. på denne måde uanset hvilken måde du søger at kompensere på. Hvorfor skal der så lang tid til ?? Jeg var selv igennem en arbejdsprøvning på 6 mdr. og de 4 af dem havde jeg hovedet under armen og styrede mod afgrundens rand.

Din sagsbehandler kender dig jo. Det kan godt være at hun ikke syntes at 2 timer et sted og 30 min reel aktivitet der ikke er meget og det syntes du jo heller ikke selv når du ser nøgternt på det, men din krop er f...... ligeglad, du modarbejder den og "ER DET DET VÆRD?????" som en læge engang spurgte mig om.

Jeg syntes at du skal få revideret din arbejdsprøvning, der står ingen steder at det skal tage 5 mdr. og du kan jo se hvordan du har det allerede nu efter ?? uger.

Jeg tror på det Helene skriver, det nytter ikke med alle mulige og umulige tiltag, når der gentagne gange bliver sagt fra i form af helbreddets ulidelige tilstand.

[Lunasdatter]

Anna.. jeg giver EE ret i det hun skriver....

Jeg selv tror på at vi har flere ressourcer end vi lige regner med... men de ekstra ressourcer er sgi hurtigt opbrugt i en arbejdsprøvning..

Menneskets indre/sind har sin egen måde at stoppe os på... hos dig vender spiseforstyrrelsen tilbage...
Da jeg var i arbejdsprøvning sidste år så overhørte jeg min krops signaler .. og mit venstre ben sagde stop, det ville sg bare ikke gå... og nu snart et år efter er det stadig galt med det..

Så lad være med at overhøre de signaler din krop sender dig... prøv at se om du ikke kunne få en dag hjemme som "arbejd hjemmedag" - hehe ved godt at faste rammer ikke lige er din kop te, men den evt hjemmedag skal der nok laves aftale om... - altså så du er der ude 2 dage og hjemme 1 dag i arbejdsprøvning.. ♥
Knus Lone

[annagw]

Min kontaktperson er syg i dag, så må tale med hende på fredag hvis hun er tilbage der.
Så har jeg også været hos psykiater om morgenen.

Er dygtig og sidder og gumler min madpakke nu - men det er også det første i dag ud over et lille æble.

I går blev det til et lille måltid nu først på eftermiddagen og et lille om aftenen.

Må se om det kan hjælpe at komme til psykiater, og ellers må vi se hvad der skal ske.

[Enteneller]

Godt at du kommer til psykiater på fredag inden mødet med din vejleder.

Det var nok en god idé at skrive ned til begge hvad der går dig på omkring dit helbred i den situation du er i pt. Man har det med at "glemme" en del af problemerne når man er der.

Jeg forstår stadig bare ikke at din afprøvning lyder på 5 mdr ??? Ved godt at du ikke er "aktiv" i så meget af tiden, men du ved lige så godt som jeg at det også "koster" bare at være der.

Er du blevet parkeret af dine sagsbehandler i ca. 5 mdr.? Du er jo allerde oppe på 12 timer, hvilket jo åbenlyst er alt for meget, hvad har de tænkt sig skulle være "målet"??

[annagw]

Jeg har lavet et skema jeg dagligt udfylder hvor jeg afkrydser stemningsleje, skriver søvn nat/dag og skalerer angst/utryghed og manglende overskud på 0-3. Desuden skriver jeg planlagt mødetid og faktisk mødetid med evt. begrundelse for at jeg kommer for sent eller kommentarer...

Jeg er god til at sætte ord på hvordan jeg har det, og har været åben fra start.

Det der med at det er 5 måneder...
Det er vist fordi man så kan blive afprøvet i flere forskellige arbejdssituationer (værksteder), og de kan følge en over længere tid.

Men som det ser ud lige nu, holder jeg ikke en måned fra nu.

Prøvede at få fat i min socialrådgiver der (ikke min daglige kontaktperson) i dag, men hun var til møde, men der blev lagt besked om at hun skal ringe i morgen. Vil sige hvordan det står til og spørge om vi kan gå ned på 3x3 timer og prøve det.
Og bede om at vi ses i næste uge og samler op efter mit besøg hos psykiater (socialrådgiveren har fri fredag).

[Enteneller]

Oprindeligt indsendt af annagw

Vil sige hvordan det står til og spørge om vi kan gå ned på 3x3 timer og prøve det.

Han Anna,

Jeg ved, at du er god til at sætte ord på hvad du kan og vil, det er jo ikke så længe siden du endelig kom frem til at det nok skulle være ftp. vejen du gik.

Jeg syntes det er flot, at du siger god for at starte på et 5 mdr´s projekt, selvom du set i bakspejlet nok burde have set, at det var for stor en mundfuld. (vi lærer det nok aldrig )

Ovenstående har jeg quotet fordi du skal ikke "spørge" om I/du kan gå ned i tid, du skal "anmode/bede" herom for pt. ved du ikke om du overhovedet kan magte mere. Spørgsmålet er om du skal starte endnu længere nede og så langsomt gå op også se hvor du mærker grænsen. Et er hvad du tror du kan, noget andet er hvad man reelt kan som du ved.

Måske er du så langt nede nu at 9 timer ved nedtrapning er for meget at starte på ? Så måske hellere 2 -3 timer 2 gange om ugen for at komme op igen. Der var vidst noget med at du gerne ville være afsted et par timer og så have fridage i mellem? Eller var det en anden.

[annagw]

Det er (også) mig der har brug for fridag efter at have været afsted en dag.

Det der med at jeg har sagt god for at starte i et 5 måneders forløb...
Min sagsbehandler sagde, at hendes kollega sagde, at der manglede et arbejdsprøvningsforløb, og at sådan et forløb var HKI gode til at varetage, så jeg skulle i et 5 måneders forløb der.
Hun spurgte hvordan jeg havde det med det, og jeg sagde, at det var det jeg havde frygtet - men at det så var sådan det måtte være.
Og jeg spurgte, hvad der ville ske hvis jeg blev dårlig af det. Altså om det så skulle afbrydes midlertidigt til jeg igen var klar til at starte eller... Og til det sagde hun, at det måtte vi se på hvis det ikke gik.

Jeg strittede ikke imod. Det ville der jo ikke komme noget godt ud af. Tanken ikke så meget som strejfede mig. Jeg vil samarbejde.
Jeg både skal og vil afklares så der kan komme en slutning på min sag. Jeg har prøvet at være positivt indstillet og tænke at der kan komme noget godt ud af det, men jeg må sige at den indstilling ligger på et meget lille sted nu.

Alt i mig siger, at det her bare skulle afsluttes og min sag skulle til pensionsnævnet - for at undgå at jeg får det dårligere.
MEN det skal min sagsbehandler og hendes kolleger beslutte, ikke jeg.
Jeg vil hellere risikere at blive skubbet længere ud end jeg vil søge §17 på foreliggende.

Men du har ret: Jeg skal naturligvis sige, at jeg finder det nødvendigt at gå yderligere ned i tid. Jeg skal jo ikke fortsætte sådan her når ikke det går.

[Enteneller]

Jeg har og vil også til en hver tid samarbejde, det er bare utroligt at der skal så meget til for at se, at det holder bare ikke på længere sigt.

Et eller andet sted er det jo godt, at man får signalerne fra kroppen til at sige fra. Efterhånden bliver man jo bevidst om hvorfor "der ringes med klokkerne".

[MTVRV1]

Oprindeligt indsendt af annagw

Det er (også) mig der har brug for fridag efter at have været afsted en dag.

Det der med at jeg har sagt god for at starte i et 5 måneders forløb...
Min sagsbehandler sagde, at hendes kollega sagde, at der manglede et arbejdsprøvningsforløb, og at sådan et forløb var HKI gode til at varetage, så jeg skulle i et 5 måneders forløb der.
Hun spurgte hvordan jeg havde det med det, og jeg sagde, at det var det jeg havde frygtet - men at det så var sådan det måtte være.
Og jeg spurgte, hvad der ville ske hvis jeg blev dårlig af det. Altså om det så skulle afbrydes midlertidigt til jeg igen var klar til at starte eller... Og til det sagde hun, at det måtte vi se på hvis det ikke gik.

Jeg strittede ikke imod. Det ville der jo ikke komme noget godt ud af. Tanken ikke så meget som strejfede mig. Jeg vil samarbejde.
Jeg både skal og vil afklares så der kan komme en slutning på min sag. Jeg har prøvet at være positivt indstillet og tænke at der kan komme noget godt ud af det, men jeg må sige at den indstilling ligger på et meget lille sted nu.

Alt i mig siger, at det her bare skulle afsluttes og min sag skulle til pensionsnævnet - for at undgå at jeg får det dårligere.
MEN det skal min sagsbehandler og hendes kolleger beslutte, ikke jeg.
Jeg vil hellere risikere at blive skubbet længere ud end jeg vil søge §17 på foreliggende.

Men du har ret: Jeg skal naturligvis sige, at jeg finder det nødvendigt at gå yderligere ned i tid. Jeg skal jo ikke fortsætte sådan her når ikke det går.

det er den helt rigtig indstilling og ja det vil være dumt og søge en §17 på nuværende tidspunkt. Men kan lige forstille mig hvor hårdt det
har selv været i gennem en arbejdesprøvning, så ved hvor hårdt det tager på en. Da jeg søgte en §17, var det på et helt andet grundlag og tidspunkt i min sag. Men det har været super i min selvom jeg fik afslag
for nu har jeg været igennem det som ligger i afslaget
tror ikke jeg var kommet videre overhovdet i min sag uden at have søgt pension
når man ikke vidste hvad kommunen manglede af lægepapir og de ikke vil ud med det

Men ja hvis du ikke kan klare de timer. det skal du gøre opmærksom på og blive sat ned i tid
heller det, end at opgive
Men nu kan du se frem til en god weekend

[annagw]

Ak ja; nu har jeg været hos psykiater.

I går blev jeg lidt for godt kørende i løbet af aftenen (åbenbart en dag i blandingstilstandens tegn), og er i dag også utrolig positiv.

Skrev en mail til min psykiater først på ugen da jeg havde det skidt. Var der i dag, og hun sammenligner mine spiseforstyrrelsessymptomer med det når andre får migræne, ondt i maven e.a. i forbindelse med for meget om ørerne. Hun er ikke umiddelbart bekymret over det, fordi det har vist sig mange gange før i sådanne situationer hvor det går over igen i løbet af nogle uger.
Med hensyn til at gå ned i tid, mente hun faktisk det ville være uhensigtsmæssigt, i og med, at jeg jo skal vænne mig til at være her - og det også kan være FOR lidt tid pr. gang til at det vil ske.

Så nu er jeg i vildrede.
Her er intet personale (HKI), så ved ikke om min kontaktperson er blevet rask - så nu har jeg lidt tid til at spekulere.