Forvirrret

[challe]

Min søn på 21 år er blevet undersøgt af 2 forskellige psykiatere. Den ene udtaler at han har ADHD og Emotionel ustabil personlighedsstruktur - Borderline typen og den anden siger han har ADHD og Evasiv (ængstelig) personlighedsstruktur. Hvad gør man i sådan en situation? Hvem skal man tro på??

[Enteneller]

Oprindeligt indsendt af challe

Min søn på 21 år er blevet undersøgt af 2 forskellige psykiatere. Den ene udtaler at han har ADHD og Emotionel ustabil personlighedsstruktur - Borderline typen og den anden siger han har ADHD og Evasiv (ængstelig) personlighedsstruktur. Hvad gør man i sådan en situation? Hvem skal man tro på??

Åhhh, der er så mange diagnoser i dag, den ene mere på mode end den anden. Har I en god læge I kan tale med herom, så var det måske en god idé ?

Er det i forbindelse med en sag ved kommunen at han har været ved de 2 psykiatere ? I så fald og i øvrigt vel sagtens kan det forekomme at diagnoserne divergere. Uden at vide det ser det dog ud som om at der er en snert af sammenligning mellem begge i forhold til ADHD !!??

[Tassi]

Oprindeligt indsendt af challe

Min søn på 21 år er blevet undersøgt af 2 forskellige psykiatere. Den ene udtaler at han har ADHD og Emotionel ustabil personlighedsstruktur - Borderline typen og den anden siger han har ADHD og Evasiv (ængstelig) personlighedsstruktur. Hvad gør man i sådan en situation? Hvem skal man tro på??

Åh, da også. Jeg har selv været igennem udredningssystemet, og kan konstatere at jo mindre omhyggelig en udredning er, jo flere diagnoser kan man få påhæftet sig
Jeg har Aspergers syndrom. Intet andet. Alligevel fik jeg påhæftet muligheder som bla borderline og ængstelig personlighedsstruktur. Disse er nu tilbagevist uden usikkerhed, men det krævede den rette speciallæge og den rette omhyggelighed

Mht til en gennemgribende udviklingsforstyrrelse, som Aspergers, kan man ikke også samtidig have en personlighedsforstyrrelse (iflg overlæge ved klinik for personlighedsforstyrrelser, Risskov). En gennemgribende udviklingsforstyrrelse manifesterer sig allerede i barndommen, hvor en personlighedsforstyrrelse først manifesterer sig når personligheden er færdigdannet, dvs tidligst fra 18 års alderen. Jeg citerer fra min udredning:
"Asperges syndrom kan pga den beskrevne symptomalogi resultere i, at pt fejlagtigt bliver diagnosticeret med dependente, ængstelige, skizoide eller socialfobiske træk i personlighedsstrukturen, men årsagen til dette er begrundet i Aspergers syndrom, der inkluderer vanskeligheder i det sociale felt. Der er tale om en hjerneorganisk funderet gennemgribende udviklingsforstyrrelse, ikke en patologi i personlighedens dannelse".

For at få tilbagevist påstandene omkring personlighedsforstyrrelse i mit tilfælde, blev jeg testet via et såkaldt SCID-II, som er et spørgeskema med 119 spørgsmål omkring forskellige typer af personlighedsforstyrrelser

Det var dog ikke første gang jeg gennemgik denne test. Første gang blev resultatet at jeg havde ængstelig, evasiv, dependente osv personlighedstræk. Anden gang blev dette afvist

Problemet er de antal spørgsmål man svarer 'ja' til. Jo flere positive svar, des højere sandsynlighed for personlighedsforstyrrelse. MEN, og her er et stor 'men'- hvad ligger der bag svaret 'ja'? Et 'ja' er ikke bare et 'ja'.

I eksemplet med evasiv personlighedsforstyrrelse (som i din søns tilfælde) svarer jeg f.eks. ja til at være bange for at prøve nye ting. En evasiv personlighedsstruktur gør at man har angst for det ukendte. Det er bare ikke problemet i mit tilfælde. Jeg har ikke angst for det ukendte, men er bange for at prøve nye ting fordi jeg har overbliksvanskeligheder. Altså angsten for tab af struktur. At jeg svarer 'ja' til dette spørgsmål har derfor intet med evasiv personlighedsforstyrrelse at gøre, men fordi jeg grundet min asperger bliver angst, når jeg mister strukturen
I sådan en udredning er det derfor yderst væsentligt at sådanne spørgsmål følges op at opklarende forklaringer. Dette skete ikke første gang jeg fik testen, og derfor stod mine 'ja' svar alene

Af samtlige spørgsmål, jeg svarede 'ja' til i denne test, kunne hver og en tilbageføres til mit aspergers syndrom, og det er derfor nagelfast tilbagevist at jeg skulle have en personlighedsforstyrrelse også

Dette er en lang smøre, men jeg synes, jeg ville give dig den, så du kan se at tingene ikke bare er sort/hvide. Det kommer helt an på grundigheden i den udredning, man får
Nu kan jeg kun udtale mig omkring aspergers syndrom, så ved ikke om det samme gælder for ADHD, da jeg ikke har viden om denne. Men måske det kunne være værd at ringe til omtalte overlæge for at høre om ADHD også udelukker en personlighedsforstyrrelser. Han må også kunne vejlede jer i, hvor og hvilken form for udredning din søn bør få for at finde de korrekte svar

Det skaber forfærdeligt unødigt rod at få hæftet forkerte diagnoser på sig, og særligt hvis man er afhængig af en afklaring fra systemets side ift arbejdsmarkedet. Man kan rende rundt i årevis uden at få hjælp, hvis der eksisterer disse usikkerheder

[annagw]

Du skriver, at han er blevet undersøgt af to forskellige psykiatere.
Hvad mener du med "undersøgt"???
Har været til en samtale med...? Har været i et længere behandlingsforløb hos...?

Min helt klare holdning er, at jo; man kan naturligvis danne sig et overblik over symptomer efter en eller få samtaler og dermed komme med en formodet diagnose, men selv efter LANG patient-behandlerkontakt kan det være svært at stille en diagnose der er fuldt dækkende.

Mange symptomer går igen ved forskellige former for personlighedsfortyrrelser, ADHD såvel som ved bipolar lidelse, og det er derfor ofte svært at afgøre hvilken kasse man skal i.

Jeg blev for seks ås siden diagnosticeret med først depression, kort efter påbegyndt behandling blev jeg ekstremt overaktiv og jeg blev indlagt og trappet ud af medicinen som de mente jeg ikke kunne tåle, så kom der en paranoid psykose, og jeg blev medicineret med et andet antidepressiv præparat for at lette de depressive symptomer og antipsykotisk medicin for at dæmpe impulsiviteten og ikke mindst psykotiske symptomer.
Jeg havde et noget broget symptombillede, og blev diagnosticeret med borderline.

Men efter en ny psykiater jeg fik for halvandet år siden stillede spørgsmålstegn ved diagnosen og lavede en ordentlig udredning som resulterede i at hun diagnosticerede mig med bipolar rapid cykling i stedet og rettede min medicin ind efter det, har jeg oplevet en mærkbar forbedring af min tilstand.

Paradoksalt nok havde jeg i 4 år indtaget relativt høj dosis af et antidepressivt middel der er kendt for at udløse/forværre stemningssvingninger ved bipolar lidelser.
Er der noget at sige til, at jeg i de 4 år fungerede elendigt? Da jeg kom af det fik jeg det mærkbart mere stabilt, og nu efter et lille år er jeg endelig ved at føle at jeg har kontrol.

Hun tilbagefører den såkaldte psykose til værende en svær manisk episode (der kan følge psykotiske symptomer med sådan en) - formodentlig udløst af den antidepressive medicin jeg fik - og de efterfølgende års ekstremt ustabile stemningsleje (depression til mani i løbet af samme dag på de værste dage) som resultat af at det antidepressive middel jeg senere fik forværrede min stemningssvingende tilstand.

Nu får jeg stemningsstabiliserende medicin, og jeg har fået langt større indsigt i mine symptomer efter jeg har fået en diagnose jeg kan genkende mig selv i, hvilket gør, at jeg kan håndtere symptomerne og i mindre grad blive revet med af dem (både depressive og maniske).

Nå, det skulle ikke handle om mit forløb.
Jeg vil bare sige:
Psykiatriske lidelser er ikke skarpt afgrænset fra hinanden, og diagnostisering er derfor ikke let.
Desuden er den enkelte persons lidelse/problemer ikke en konstant størrelse, men ændrer sig gennem tiden efterhånden som man lærer at håndtere sine problematikker.
Medicin kan bestemt være en stor hjælp, men jeg syntes, at der bliver lagt ALT for lidt vægt på de risici der er forbundet med medicineringen.
Og der er alt for stor tendens til, at hvis der konstateres psykiske problemer (selv milde depressioner), så udskrives der en recept.
Terapi skal man råbe højt på at få, og mange må selv betale. Til trods for, at man med rette terapi kan lære at identificere og håndtere sine problematikker og dermed lindre symptomerne.

INSISTÉR på TERAPI - lad dem IKKE spise jer (ham) af med medicin.

Jeg fortryder bitterligt at jeg i årevis har haft blind tiltro til behandlingssystemet.

[LUM]

ADHD og border ligner hinanden enormt (ved ikke med den anden??)

Undersøgelser peger på at op imod halvdelen af de kvinder der tror de er bordere faktisk slet ikke er det, men er ADHD´ere en del af dem er så både og, men der findes ikke ret mange både og´er (kvinder) hvor de virkelig virkelig er både og, grunden er at kvinde ADHD´s symptomer ligner ADHD symptomer ret meget, så der skal en ekspert til for at skelne.... samtidig har de almen praktiserende stort set ingen viden om ADHD, men en hel del mere om border, så tit bliver patienterne kun udredt for border (og det er så grunden til så mange kvinder går rundt og tror de er bordere uden at være det)

Hvordan forholdene er for mænd ved jeg faktisk ikke, jeg TROR ikke det er undersøgt særligt, jeg har ikke læst om det, men som kvindelig ADHD´er i gruppen af tæt på fejldiagnose som border, så har det ikke min store interesse i forhold til mænd (undskyld *gg*)

Dog ved jeg så meget at lige gyldigt diagnose er det møg vigtigt at man kan kende sig selv, min psyk, med border speciale var meget forsigtig da hun sagde at hun måske troede border, men ikke helt syntes det var godt nok, men hun viste heller ikke hvad jeg ellers skulle kategoriseres som.
Jeg læste om border, og kan ikke genkende mig selv, jo nogle af trækkene (sjovt nok de samme som går igen ved ADHD) Jeg brokkede mig så til min biologiske bror (vi er bække adoptiv børn og har som voksne fået kontakt) han var slet ikke i tvivl, du er da ADHD´er... han er en af de første her hjemme med Damp diagnosen, og alt han fortalte klappede bare på en prik, det var MIG. Ind og læse endnu mere og jamen jeg var ikke i tvivl, jeg kunne SÅ meget genkende mig selv (også sider jeg aller helst så ikke var)

Min psyk var med på den (heldigt) og kontaktede en Svensk ADHD professor, som heller ikke var det mindste i tvivl og så manglede jeg "kun" den mere formelle side af sagen, dog nåede psyk at skrive måske border, så den følger mig (kommunen vil SÅ gerne have det bekræftet, men speciallægen ville ikke uden at have mig som patient, fordi det kræver meget dybtegående undersøgelse at skilde tingene ad... hvad er hvad og hvad hører til hvor??) men det er jeg heldigvis ligeglad med, jeg ved med mig selv hvad jeg er og ikke er, og så kan de ellers klistre alt det de gider, hver ting de kan komme i tanke om vil kun lette min sociale sag, for jo mere jeg har/er jo mere synligt er det at jeg ikke kan arbejde 37 timer (jeg har også fysiske skavanker, skal siges)

Bla bla bla, mit bedste råd er at bede din søn sætte sig ned og læse om de 3 diagnoser og så spørge ham, den der ved det bedst er faktisk ham selv (hvis han tør være ærlig over for sig selv, men det tror jeg nu nok, for ADHD verdenen ER mere firkantet end andres, en spade er en spade også selv om at man ikke kan lide farvel)

Og så lige en sidste ting ADHD er brand hamrende arveligt, så du vil med 80% sikkerhed finde det i nær familie.

[challe]

Tak for jeres svar. Dejligt at få respons fra så mange. Til LUM - Ja det er 80 % arveligt og hans far har det - dog ubehandlet hvilket har givet sig udtryk i at han i mange år har haft et massivt amfetaminforbrug og nu har adskillige diagnoser så som manio-depressiv og psykotisk + skizofreni..