magter ikke mere... - K10

waadde2 · 29-01-2014, 23:58

Jeg vil hellere end gerne fortælle min historie og hvorfor jeg synes at den nye reform, gør mange liv værre.

Har haft en rigtig dårlig barndom og elendigt ægteskab, men i 2005 mødte jeg min nuværende kæreste, alt var sus og dus, selvom jeg havde fået meget gæld fra mit ægteskab. Havde 2 jobs fra 2005 til 2010.

2006 fik jeg arbejde hos Aalborg toplak som jeg virkelig elskede , samt valgte min kæreste at få en læreplads som VVS-montør, som tog 3 år. I mellemtiden arbejde jeg hos Alborg toplak og et rengøringfirma.
2009 mister jeg så arbejdet hos Aalborg Toplak pga finanskrisen og går derefter over på fuld tid med rengøringen. Havde op til 200 timer nogle gange om måneden. Det var virkelig hårdt arbejde,men lønnen var god. September 2010 gik det så galt. Jeg brød grædende sammen hos mig læge og kunne slet ikke forstå at jeg ikke engang kunne overskue at gøre rent hos kunderne mere.. Det hele virkede bare så uoverskueligt. Så jeg blev sygemeldt af min læge, der mente at jeg led af stress og en depression. December får jeg så en tid hos omtalte Psykiater Arne Mejlhede. Starter i terapigruppe hos ham d. 20 Januar 2011. Gør alt hvad han siger, for jeg tror jo på at det han gør, er for at hjælpe mig. Så jeg prøver meget forskelligt medicin, som desværre ikke hjælper på mine problemer. ½ år senere har min psykiater en rundbordssamtale med kommunens leder fra sygedagpenge samt min rådgiver. Min psykiater spørger om jeg ikke kan få tildelt en midlertidigt pension, så jeg kunne få noget ro og blive rask igen. Lederen pointere at der IKKE er noget der hedder midlertidig pension. De havde nogle voldelige diskussioner under denne samtale og følte faktisk ikke at det hjælp på min situation. Kommunen kunne ikke samarbejde med min psykiater og det fik mig til at føle mig som en lus mellem 2 negle. Min psykiater konstaterer så at jeg lider af paranoid skizofreni og føler mig helt lettet over at jeg faktisk har en diagnose nu og så kan jeg tage den derfra. Problemet er bare at kommunen ikke er enige med min psykiater og tror aldrig de bliver det. Kommunen forlænger så en udtalelse fra en psykiater de har fundet. Hun mener så efter 1 times samtale, at jeg ikke lider af skizofreni, men nærmere en depression. Bliver helt frustereret, for hvad fejler jeg så.. Havde det ret så skidt og begyndte at få kraftige selvmordstemmer, stemmehøring, ser skygger og føler mig forfulgt. I mens alt det sker, får jeg tons af forskelligt medicin fra Arne Mejlhede. Kommunen fortager sig intet vedr. opdateringer om hvordan jeg har det eller hvad de kan gøre for at jeg får det bedre. I min sygedagpengeperiode fra 2010 til 2011 var jeg i arbejdsprøvning hos Aalborg Toplak og det gik slet ikke. Kunne ikke overskue noget som helst og brød grædende sammen. Så det stoppede ret hurtigt. I mellemtiden gik jeg hver uge i gruppeterapi hos Arne. Fandt en brochure hos Arne, om man kunne søge gennem kommunen at komme på SIND daghøjskole, hvor man kunne prøve forskellige ting, som motion, håndværk osv. Var der ca 1 måned, så magtede jeg ikke det mere.. Var tættere og tættere på at tage livet af mig selv. Atter igen gik jeg bare hjemme og tog min ugentlige terapisamtale hos Arne. Kommunen lavede stadig ingen udredning på mig og holdte sig til den udtalelse deres egen psykiater havde skrevet. Sidst i 2012 mente min psykiater at jeg skulle ansøge om førtidspension, da reglerne snart blev lavet om. Jeg skrev en ansøgning og fik afslag i Januar 2013, med den begrundelse, at mine muligheder ikke var udtømte. Det kunne jeg jo egentligt godt se, men de havde jo ikke fortaget sig noget som helst, så det var jo egentligt ikke min skyld at de muligheder ikke havde været brugt. Så jeg ankede afslaget og den venter jeg stadig på efter 1 år. Marts 2013 kom der så den skandale med min psykiater Arne Mejlhede, hvorpå han overmedicinerede hans patienter og gav dem diagnosen paranoid skizofren, selvom det ikke passe. Så efter 2 ½ år sygdom, startede jeg forfra følte jeg. 1-0 til kommunen, for så fik de jo ret. Det er meget få samtaler jeg har haft med kommunen under den tid. Normalt bliver man indkaldt til et møde hvert 3. måned, men det har jeg så ikke oplevet. Maj 2013 gik det så alvorligt galt. Var blevet henvist til distrikspsykiatrien, men kort efter den første samtale med en psykiater, blev jeg indlagt på psyktriatisk afdeling i Aalborg. Mine selvmordstanker samt stemmehøring, havde taget så meget over, at jeg synes det var slut nu. Måtte smide alt det jeg havde derhjemme. Mand og søn måtte klare sig selv, mens mor var indlagt. Snakkede med flere forskellige læger og de havde flere forskellige diagnoser. Lige fra paranoid skizofren til personlighedsforstyrrelse med psykotiske træk. Var indlagt i 1 ½ måned inden jeg blev udskrevet. Jeg blev henvist til ambulatoriet personlighedsforstyrrelse. Efter min indlæggelse, havde jeg søgt om at få en bostøtte, der kunne hjælpe mig i hverdagen. Igen var det mig selv der havde fundet ud af at jeg kunne få det. Da jeg ankom til ambulatoriet, rystede psykologen på hovedet, da jeg fortalte hvordan jeg havde det. Han sagde, havd i alverden laver du her, du lider da ikke af en personlighedsforstyrrelse og blev derefter henvist til ambulatoriet for mani og depression. 12 December 2013 kom jeg så til samtale med mani og depression sammen med min bostøtte og der fik jeg konstateret en anden diagnose. En meget lang en endda. Nu kunne jeg ikke være mere forvirret. For det første går der alt for langt tid mellem samtalerne med ambulatorierne og afventer nu her til d 17 Januar at komme til en gruppeterapisamtale. September 2011 røg jeg jo af dagpengesystemet og ingen forlængelse af den, pga. de ikke mente at der vil komme en forbedring afmin sygdom. Så jeg røg direkte på kontanthjælp. Fik udbetalt 9500 som forsørger. Det var jo ikke alverden, men vi klarer os da. Min kæreste fik en diskusprolabs under sin uddannelse, og var sygemeldt 3 mdr. Han nåede at færdiggøre sin uddannelse, dog kunne han ikke tage job som VVS-montør, pga hans ryg. Så han var sygemeldt i 1 års tid, hvor på han var i forskellige arbejdsprøvninger. En af arbejdsprøvninger gav så pote, som resulterede i at han kunne arbejde fuldtidhos dem. Nu tænkte jeg, at det bare var dejlig. Nu kunne der måske være lidt luft i vores økonomi. Men ca 1 år efter, fik han en arbejdsskade mere, som gaven sygemeldig på 1 år og en fyring.. Atter igen gik han hjemme sammen med mig.. Pengene var meget små, men vi klarede os. December 2012 får han et nyt arbejde hos et skiltefirma. Han fik en god løn, dog ingen ekstrabetaling for overarbejde og ingen pensionsindbetaling.Men det var jo et job... Arbejdet havde han ikke ret længe inden han blev sygemeldt igen, pga hans gamle skader gjorde at han ofte var sengeliggende. Han fik tildelt en § af kommunen, at hvis han blev syg, betalte kommunen firmaet hans sygeløn. Han kom lige så stile og roligt igang igen på arbejdet. Han er stadig på arbejdet, med nogle sygedage engang imellem. September 2013 får vi så dødsstøddet. Et brev fra kommunen, der krævede at min kæreste skrev under på at han skulle være gensidig forsørger. Så tænkte jeg, at så måtte de jo regne ud efter min sats, da detjo var mig der var forsørger for min søn og ikke ham. Han er jo ikke far til min søn. Men desværre fik vi at vide, de ville regne ud efter hvad han kunne få i kontanthjælp og ikke min. Dvs. 10.500 x 2 plus en masse andet de regnede sammen, som vi skulle kunne leve af.. Der var jeg bare grædefærdig. Alt ramlede sammen. Har mere og mere lyst til at lade vlre med at leve, for jeg var jo kun en belastning for min familie og samfundet. Ved vitterligt ikke hvad fanden jeg skal gøre når jeg får penge d 1 Feb. 2014.. kan ikke betale mine udgifter. Det kan ikke engang svare sig at gå fra kæresten, da huslejepriserne er så høje i vores område og ville ikke have min søn skulle skifte skole pga. alt det her, så jeg søgte efter boligere i omegnen, men de var dyrer end det jeg er i nu, så der er sku ingen gevinst i det. Får ikke engang råd til min medicin, som jeg betaler et fast beløb for. Forleden dag, hører jeg så fra en person på facebook, at hendes midlertidig pension skulle revurderes, så tænkte jeg hmmmm, jeg havde da ellers fået at vide at det ikke eksisterede. Så nu har jeg henvendt mig til ankestyrelsen, samt en advokat om jeg kan sagsøge den daværende daglige leder for usand udtalelse. Hvis jeg havde fået tildelt midlertidig pension, havde min situation nok været noget anderlede idag og måske sluppet for at gå så meget psykisk ned, at det igen ender med en indlæggelse. Hvad fanden skal man gøre her i livet, for at kunne leve. Ser ikke mig selv som en nasser... jeg vil gerne arbejde, men kan ikke. Har ikke kunne deltage i irl. aktioner i området, da jeg ikke kan håndterer mange mennesker, samt at jeg er bange for at køre i bil.

Helle Smith · 30-01-2014, 07:52

Citat:

Oprindeligt indsendt af waadde2

Jeg vil hellere end gerne fortælle min historie og hvorfor jeg synes at den nye reform, gør mange liv værre.

Har haft en rigtig dårlig barndom og elendigt ægteskab, men i 2005 mødte jeg min nuværende kæreste, alt var sus og dus, selvom jeg havde fået meget gæld fra mit ægteskab. Havde 2 jobs fra 2005 til 2010.

2006 fik jeg arbejde hos Aalborg toplak som jeg virkelig elskede , samt valgte min kæreste at få en læreplads som VVS-montør, som tog 3 år. I mellemtiden arbejde jeg hos Alborg toplak og et rengøringfirma.

2009 mister jeg så arbejdet hos Aalborg Toplak pga finanskrisen og går derefter over på fuld tid med rengøringen. Havde op til 200 timer nogle gange om måneden. Det var virkelig hårdt arbejde,men lønnen var god. September 2010 gik det så galt. Jeg brød grædende sammen hos mig læge og kunne slet ikke forstå at jeg ikke engang kunne overskue at gøre rent hos kunderne mere.. Det hele virkede bare så uoverskueligt.

Så jeg blev sygemeldt af min læge, der mente at jeg led af stress og en depression. December får jeg så en tid hos omtalte Psykiater Arne Mejlhede. Starter i terapigruppe hos ham d. 20 Januar 2011. Gør alt hvad han siger, for jeg tror jo på at det han gør, er for at hjælpe mig. Så jeg prøver meget forskelligt medicin, som desværre ikke hjælper på mine problemer. ½ år senere har min psykiater en rundbordssamtale med kommunens leder fra sygedagpenge samt min rådgiver.
Min psykiater spørger om jeg ikke kan få tildelt en midlertidigt pension, så jeg kunne få noget ro og blive rask igen. Lederen pointere at der IKKE er noget der hedder midlertidig pension. De havde nogle voldelige diskussioner under denne samtale og følte faktisk ikke at det hjælp på min situation. Kommunen kunne ikke samarbejde med min psykiater og det fik mig til at føle mig som en lus mellem 2 negle.
Min psykiater konstaterer så at jeg lider af paranoid skizofreni og føler mig helt lettet over at jeg faktisk har en diagnose nu og så kan jeg tage den derfra. Problemet er bare at kommunen ikke er enige med min psykiater og tror aldrig de bliver det. Kommunen forlænger så en udtalelse fra en psykiater de har fundet. Hun mener så efter 1 times samtale, at jeg ikke lider af skizofreni, men nærmere en depression.
Bliver helt frustereret, for hvad fejler jeg så.. Havde det ret så skidt og begyndte at få kraftige selvmordstemmer, stemmehøring, ser skygger og føler mig forfulgt. I mens alt det sker, får jeg tons af forskelligt medicin fra Arne Mejlhede.
Kommunen fortager sig intet vedr. opdateringer om hvordan jeg har det eller hvad de kan gøre for at jeg får det bedre. I min sygedagpengeperiode fra 2010 til 2011 var jeg i arbejdsprøvning hos Aalborg Toplak og det gik slet ikke. Kunne ikke overskue noget som helst og brød grædende sammen. Så det stoppede ret hurtigt. I mellemtiden gik jeg hver uge i gruppeterapi hos Arne. Fandt en brochure hos Arne, om man kunne søge gennem kommunen at komme på SIND daghøjskole, hvor man kunne prøve forskellige ting, som motion, håndværk osv. Var der ca 1 måned, så magtede jeg ikke det mere.. Var tættere og tættere på at tage livet af mig selv.

Atter igen gik jeg bare hjemme og tog min ugentlige terapisamtale hos Arne. Kommunen lavede stadig ingen udredning på mig og holdte sig til den udtalelse deres egen psykiater havde skrevet. Sidst i 2012 mente min psykiater at jeg skulle ansøge om førtidspension, da reglerne snart blev lavet om. Jeg skrev en ansøgning og fik afslag i Januar 2013, med den begrundelse, at mine muligheder ikke var udtømte. Det kunne jeg jo egentligt godt se, men de havde jo ikke fortaget sig noget som helst, så det var jo egentligt ikke min skyld at de muligheder ikke havde været brugt. Så jeg ankede afslaget og den venter jeg stadig på efter 1 år.

Marts 2013 kom der så den skandale med min psykiater Arne Mejlhede, hvorpå han overmedicinerede hans patienter og gav dem diagnosen paranoid skizofren, selvom det ikke passe. Så efter 2 ½ år sygdom, startede jeg forfra følte jeg.
1-0 til kommunen, for så fik de jo ret. Det er meget få samtaler jeg har haft med kommunen under den tid. Normalt bliver man indkaldt til et møde hvert 3. måned, men det har jeg så ikke oplevet.
Maj 2013 gik det så alvorligt galt. Var blevet henvist til distrikspsykiatrien, men kort efter den første samtale med en psykiater, blev jeg indlagt på psyktriatisk afdeling i Aalborg. Mine selvmordstanker samt stemmehøring, havde taget så meget over, at jeg synes det var slut nu. Måtte smide alt det jeg havde derhjemme. Mand og søn måtte klare sig selv, mens mor var indlagt. Snakkede med flere forskellige læger og de havde flere forskellige diagnoser. Lige fra paranoid skizofren til personlighedsforstyrrelse med psykotiske træk. Var indlagt i 1 ½ måned inden jeg blev udskrevet.
Jeg blev henvist til ambulatoriet personlighedsforstyrrelse. Efter min indlæggelse, havde jeg søgt om at få en bostøtte, der kunne hjælpe mig i hverdagen. Igen var det mig selv der havde fundet ud af at jeg kunne få det. Da jeg ankom til ambulatoriet, rystede psykologen på hovedet, da jeg fortalte hvordan jeg havde det. Han sagde, havd i alverden laver du her, du lider da ikke af en personlighedsforstyrrelse og blev derefter henvist til ambulatoriet for mani og depression. 12 December 2013 kom jeg så til samtale med mani og depression sammen med min bostøtte og der fik jeg konstateret en anden diagnose. En meget lang en endda. Nu kunne jeg ikke være mere forvirret. For det første går der alt for langt tid mellem samtalerne med ambulatorierne og afventer nu her til d 17 Januar at komme til en gruppeterapisamtale.
September 2011 røg jeg jo af dagpengesystemet og ingen forlængelse af den, pga. de ikke mente at der vil komme en forbedring afmin sygdom. Så jeg røg direkte på kontanthjælp. Fik udbetalt 9500 som forsørger. Det var jo ikke alverden, men vi klarer os da. Min kæreste fik en diskusprolabs under sin uddannelse, og var sygemeldt 3 mdr. Han nåede at færdiggøre sin uddannelse, dog kunne han ikke tage job som VVS-montør, pga hans ryg. Så han var sygemeldt i 1 års tid, hvor på han var i forskellige arbejdsprøvninger. En af arbejdsprøvninger gav så pote, som resulterede i at han kunne arbejde fuldtidhos dem. Nu tænkte jeg, at det bare var dejlig. Nu kunne der måske være lidt luft i vores økonomi. Men ca 1 år efter, fik han en arbejdsskade mere, som gaven sygemeldig på 1 år og en fyring.. Atter igen gik han hjemme sammen med mig..
Pengene var meget små, men vi klarede os. December 2012 får han et nyt arbejde hos et skiltefirma. Han fik en god løn, dog ingen ekstrabetaling for overarbejde og ingen pensionsindbetaling.Men det var jo et job... Arbejdet havde han ikke ret længe inden han blev sygemeldt igen, pga hans gamle skader gjorde at han ofte var sengeliggende.
Han fik tildelt en § af kommunen, at hvis han blev syg, betalte kommunen firmaet hans sygeløn. Han kom lige så stile og roligt igang igen på arbejdet. Han er stadig på arbejdet, med nogle sygedage engang imellem.

September 2013 får vi så dødsstøddet. Et brev fra kommunen, der krævede at min kæreste skrev under på at han skulle være gensidig forsørger. Så tænkte jeg, at så måtte de jo regne ud efter min sats, da detjo var mig der var forsørger for min søn og ikke ham. Han er jo ikke far til min søn. Men desværre fik vi at vide, de ville regne ud efter hvad han kunne få i kontanthjælp og ikke min. Dvs. 10.500 x 2 plus en masse andet de regnede sammen, som vi skulle kunne leve af.. Der var jeg bare grædefærdig. Alt ramlede sammen. Har mere og mere lyst til at lade vlre med at leve, for jeg var jo kun en belastning for min familie og samfundet.

Ved vitterligt ikke hvad fanden jeg skal gøre når jeg får penge d 1 Feb. 2014.. kan ikke betale mine udgifter. Det kan ikke engang svare sig at gå fra kæresten, da huslejepriserne er så høje i vores område og ville ikke have min søn skulle skifte skole pga. alt det her, så jeg søgte efter boligere i omegnen, men de var dyrer end det jeg er i nu, så der er sku ingen gevinst i det.

Får ikke engang råd til min medicin, som jeg betaler et fast beløb for.
Forleden dag, hører jeg så fra en person på facebook, at hendes midlertidig pension skulle revurderes, så tænkte jeg hmmmm, jeg havde da ellers fået at vide at det ikke eksisterede.
Så nu har jeg henvendt mig til ankestyrelsen, samt en advokat om jeg kan sagsøge den daværende daglige leder for usand udtalelse.
Hvis jeg havde fået tildelt midlertidig pension, havde min situation nok været noget anderlede idag og måske sluppet for at gå så meget psykisk ned, at det igen ender med en indlæggelse. Hvad fanden skal man gøre her i livet, for at kunne leve. Ser ikke mig selv som en nasser... jeg vil gerne arbejde, men kan ikke. Har ikke kunne deltage i irl. aktioner i området, da jeg ikke kan håndterer mange mennesker, samt at jeg er bange for at køre i bil.

Jeg har lige delt dit indslag op, så er der nok flere der kan magte at læse det, sikken en trist historie, og selvom det ikke er en trøst nok snarer tværtimod, så er du ikke alene, her fra 1/2 vågner mange desværre op til en meget barsk virkelighed, sender dig et knus, selvom det ikke hjælper

Pip · 30-01-2014, 09:22

http://forsoergerpligt.dk/oekonomiske-konsekvenser.htm

Her kan du se en graf der viser jeres tilfælde.. en forsørger på kontanthjælp og en der arbejder men ikke er forsørger.

Hvis I er over 30 skal den samlede kontanthjælp ikke beregnes som 2 gange ikke-forsørgersats, så du har fået forkert besked.

Det er den sats I hver især ville kunne få der skal lægges til grund for beregning.. altså omkring 24.000 istedet for 20.000

Og den rammer så kun halvt i år.

Gå ind og læs lidt om det, og ank afgørelsen hvis den bliver beregnet ud fra to gange ikke forsørgersats.

29-01-2014, 23:58	#1
waadde2 På vej til at lære K10 Tilmeldingsdato: 01-03 2013 Indlæg: 6 Styrke: 0	magter ikke mere... Jeg vil hellere end gerne fortælle min historie og hvorfor jeg synes at den nye reform, gør mange liv værre. Har haft en rigtig dårlig barndom og elendigt ægteskab, men i 2005 mødte jeg min nuværende kæreste, alt var sus og dus, selvom jeg havde fået meget gæld fra mit ægteskab. Havde 2 jobs fra 2005 til 2010. 2006 fik jeg arbejde hos Aalborg toplak som jeg virkelig elskede , samt valgte min kæreste at få en læreplads som VVS-montør, som tog 3 år. I mellemtiden arbejde jeg hos Alborg toplak og et rengøringfirma. 2009 mister jeg så arbejdet hos Aalborg Toplak pga finanskrisen og går derefter over på fuld tid med rengøringen. Havde op til 200 timer nogle gange om måneden. Det var virkelig hårdt arbejde,men lønnen var god. September 2010 gik det så galt. Jeg brød grædende sammen hos mig læge og kunne slet ikke forstå at jeg ikke engang kunne overskue at gøre rent hos kunderne mere.. Det hele virkede bare så uoverskueligt. Så jeg blev sygemeldt af min læge, der mente at jeg led af stress og en depression. December får jeg så en tid hos omtalte Psykiater Arne Mejlhede. Starter i terapigruppe hos ham d. 20 Januar 2011. Gør alt hvad han siger, for jeg tror jo på at det han gør, er for at hjælpe mig. Så jeg prøver meget forskelligt medicin, som desværre ikke hjælper på mine problemer. ½ år senere har min psykiater en rundbordssamtale med kommunens leder fra sygedagpenge samt min rådgiver. Min psykiater spørger om jeg ikke kan få tildelt en midlertidigt pension, så jeg kunne få noget ro og blive rask igen. Lederen pointere at der IKKE er noget der hedder midlertidig pension. De havde nogle voldelige diskussioner under denne samtale og følte faktisk ikke at det hjælp på min situation. Kommunen kunne ikke samarbejde med min psykiater og det fik mig til at føle mig som en lus mellem 2 negle. Min psykiater konstaterer så at jeg lider af paranoid skizofreni og føler mig helt lettet over at jeg faktisk har en diagnose nu og så kan jeg tage den derfra. Problemet er bare at kommunen ikke er enige med min psykiater og tror aldrig de bliver det. Kommunen forlænger så en udtalelse fra en psykiater de har fundet. Hun mener så efter 1 times samtale, at jeg ikke lider af skizofreni, men nærmere en depression. Bliver helt frustereret, for hvad fejler jeg så.. Havde det ret så skidt og begyndte at få kraftige selvmordstemmer, stemmehøring, ser skygger og føler mig forfulgt. I mens alt det sker, får jeg tons af forskelligt medicin fra Arne Mejlhede. Kommunen fortager sig intet vedr. opdateringer om hvordan jeg har det eller hvad de kan gøre for at jeg får det bedre. I min sygedagpengeperiode fra 2010 til 2011 var jeg i arbejdsprøvning hos Aalborg Toplak og det gik slet ikke. Kunne ikke overskue noget som helst og brød grædende sammen. Så det stoppede ret hurtigt. I mellemtiden gik jeg hver uge i gruppeterapi hos Arne. Fandt en brochure hos Arne, om man kunne søge gennem kommunen at komme på SIND daghøjskole, hvor man kunne prøve forskellige ting, som motion, håndværk osv. Var der ca 1 måned, så magtede jeg ikke det mere.. Var tættere og tættere på at tage livet af mig selv. Atter igen gik jeg bare hjemme og tog min ugentlige terapisamtale hos Arne. Kommunen lavede stadig ingen udredning på mig og holdte sig til den udtalelse deres egen psykiater havde skrevet. Sidst i 2012 mente min psykiater at jeg skulle ansøge om førtidspension, da reglerne snart blev lavet om. Jeg skrev en ansøgning og fik afslag i Januar 2013, med den begrundelse, at mine muligheder ikke var udtømte. Det kunne jeg jo egentligt godt se, men de havde jo ikke fortaget sig noget som helst, så det var jo egentligt ikke min skyld at de muligheder ikke havde været brugt. Så jeg ankede afslaget og den venter jeg stadig på efter 1 år. Marts 2013 kom der så den skandale med min psykiater Arne Mejlhede, hvorpå han overmedicinerede hans patienter og gav dem diagnosen paranoid skizofren, selvom det ikke passe. Så efter 2 ½ år sygdom, startede jeg forfra følte jeg. 1-0 til kommunen, for så fik de jo ret. Det er meget få samtaler jeg har haft med kommunen under den tid. Normalt bliver man indkaldt til et møde hvert 3. måned, men det har jeg så ikke oplevet. Maj 2013 gik det så alvorligt galt. Var blevet henvist til distrikspsykiatrien, men kort efter den første samtale med en psykiater, blev jeg indlagt på psyktriatisk afdeling i Aalborg. Mine selvmordstanker samt stemmehøring, havde taget så meget over, at jeg synes det var slut nu. Måtte smide alt det jeg havde derhjemme. Mand og søn måtte klare sig selv, mens mor var indlagt. Snakkede med flere forskellige læger og de havde flere forskellige diagnoser. Lige fra paranoid skizofren til personlighedsforstyrrelse med psykotiske træk. Var indlagt i 1 ½ måned inden jeg blev udskrevet. Jeg blev henvist til ambulatoriet personlighedsforstyrrelse. Efter min indlæggelse, havde jeg søgt om at få en bostøtte, der kunne hjælpe mig i hverdagen. Igen var det mig selv der havde fundet ud af at jeg kunne få det. Da jeg ankom til ambulatoriet, rystede psykologen på hovedet, da jeg fortalte hvordan jeg havde det. Han sagde, havd i alverden laver du her, du lider da ikke af en personlighedsforstyrrelse og blev derefter henvist til ambulatoriet for mani og depression. 12 December 2013 kom jeg så til samtale med mani og depression sammen med min bostøtte og der fik jeg konstateret en anden diagnose. En meget lang en endda. Nu kunne jeg ikke være mere forvirret. For det første går der alt for langt tid mellem samtalerne med ambulatorierne og afventer nu her til d 17 Januar at komme til en gruppeterapisamtale. September 2011 røg jeg jo af dagpengesystemet og ingen forlængelse af den, pga. de ikke mente at der vil komme en forbedring afmin sygdom. Så jeg røg direkte på kontanthjælp. Fik udbetalt 9500 som forsørger. Det var jo ikke alverden, men vi klarer os da. Min kæreste fik en diskusprolabs under sin uddannelse, og var sygemeldt 3 mdr. Han nåede at færdiggøre sin uddannelse, dog kunne han ikke tage job som VVS-montør, pga hans ryg. Så han var sygemeldt i 1 års tid, hvor på han var i forskellige arbejdsprøvninger. En af arbejdsprøvninger gav så pote, som resulterede i at han kunne arbejde fuldtidhos dem. Nu tænkte jeg, at det bare var dejlig. Nu kunne der måske være lidt luft i vores økonomi. Men ca 1 år efter, fik han en arbejdsskade mere, som gaven sygemeldig på 1 år og en fyring.. Atter igen gik han hjemme sammen med mig.. Pengene var meget små, men vi klarede os. December 2012 får han et nyt arbejde hos et skiltefirma. Han fik en god løn, dog ingen ekstrabetaling for overarbejde og ingen pensionsindbetaling.Men det var jo et job... Arbejdet havde han ikke ret længe inden han blev sygemeldt igen, pga hans gamle skader gjorde at han ofte var sengeliggende. Han fik tildelt en § af kommunen, at hvis han blev syg, betalte kommunen firmaet hans sygeløn. Han kom lige så stile og roligt igang igen på arbejdet. Han er stadig på arbejdet, med nogle sygedage engang imellem. September 2013 får vi så dødsstøddet. Et brev fra kommunen, der krævede at min kæreste skrev under på at han skulle være gensidig forsørger. Så tænkte jeg, at så måtte de jo regne ud efter min sats, da detjo var mig der var forsørger for min søn og ikke ham. Han er jo ikke far til min søn. Men desværre fik vi at vide, de ville regne ud efter hvad han kunne få i kontanthjælp og ikke min. Dvs. 10.500 x 2 plus en masse andet de regnede sammen, som vi skulle kunne leve af.. Der var jeg bare grædefærdig. Alt ramlede sammen. Har mere og mere lyst til at lade vlre med at leve, for jeg var jo kun en belastning for min familie og samfundet. Ved vitterligt ikke hvad fanden jeg skal gøre når jeg får penge d 1 Feb. 2014.. kan ikke betale mine udgifter. Det kan ikke engang svare sig at gå fra kæresten, da huslejepriserne er så høje i vores område og ville ikke have min søn skulle skifte skole pga. alt det her, så jeg søgte efter boligere i omegnen, men de var dyrer end det jeg er i nu, så der er sku ingen gevinst i det. Får ikke engang råd til min medicin, som jeg betaler et fast beløb for. Forleden dag, hører jeg så fra en person på facebook, at hendes midlertidig pension skulle revurderes, så tænkte jeg hmmmm, jeg havde da ellers fået at vide at det ikke eksisterede. Så nu har jeg henvendt mig til ankestyrelsen, samt en advokat om jeg kan sagsøge den daværende daglige leder for usand udtalelse. Hvis jeg havde fået tildelt midlertidig pension, havde min situation nok været noget anderlede idag og måske sluppet for at gå så meget psykisk ned, at det igen ender med en indlæggelse. Hvad fanden skal man gøre her i livet, for at kunne leve. Ser ikke mig selv som en nasser... jeg vil gerne arbejde, men kan ikke. Har ikke kunne deltage i irl. aktioner i området, da jeg ikke kan håndterer mange mennesker, samt at jeg er bange for at køre i bil.

30-01-2014, 09:22	#3
Pip Jeg bor her på K10 Tilmeldingsdato: 08-01 2011 Indlæg: 3.549 Styrke: 17	http://forsoergerpligt.dk/oekonomiske-konsekvenser.htm Her kan du se en graf der viser jeres tilfælde.. en forsørger på kontanthjælp og en der arbejder men ikke er forsørger. Hvis I er over 30 skal den samlede kontanthjælp ikke beregnes som 2 gange ikke-forsørgersats, så du har fået forkert besked. Det er den sats I hver især ville kunne få der skal lægges til grund for beregning.. altså omkring 24.000 istedet for 20.000 Og den rammer så kun halvt i år. Gå ind og læs lidt om det, og ank afgørelsen hvis den bliver beregnet ud fra to gange ikke forsørgersats. __________________ førtidspensionist april 2013...