"Sig NEJ til ulovlig praksis".

[phhmw]

Udgivet af Dansk Socialrådgiverforening

Læs desuden eksempler på sager om ulovlig praksis, mere detaljerede forklaringer af dine rettigheder og pligter i forhold til ytringsfrihed, tavshedspligt, klagemuligheder mv. på www.socialrdg.dk/ulovligpraksis.

Denne bog, skrivelse er der ikke mere adgang til, men her er teksten:

Hvorfor den ikke mere findes, er jeg uvidende om, desværre.

"Sig nej til ulovlig praksis!"

Brug din ytringsfrihed

Ledelsen i en kommune fortæller socialrådgiverne, at de ikke må anbringe flere børn i år, fordi kassen er tom. Socialrådgiverne i et jobcenter føler sig presset til at afkrydse, at de har set borgeren, selvom det ikke er sket, så kommunen kan få refusion fra staten. Helt klart ulovlige og urimelige ordrer. Men hvad skal socialrådgiverne stille op, når de bliver bedt om at overtræde loven? Det er ikke altid ligetil, hverken at definere, hvornår noget er lovligt, eller at vide, hvordan man som ansat kan sige fra.

Derfor har Dansk Socialrådgiverforening (DS) lavet denne guide, der kan hjælpe de socialrådgivere, der kommer i klemme, fordi de direkte eller indirekte pålægges at arbejde på en måde, der er i modstrid med loven eller på kanten af den.

Guiden opsummerer problemstillingen på baggrund af lovgivning og praksis på området og er suppleret med eksempler, der er relevante for socialrådgivere. Guiden indeholder information om ulovlige ordrer, ytringsfrihed, tavshedspligt, klagemuligheder og forslag til, hvem man kan kontakte eller sparre med i en sag om ulovlig praksis.

Jeg håber, at du med denne guide i hånden får mod på at bruge din grundlovsfæstede ytringsfrihed til at gøre opmærksom på sager om ulovlig eller meget urimelig praksis – at sige nej til ulovlig praksis. For den enkelte socialrådgivers skyld og for borgerens, brugerens, patientens og klientens skyld.

God læselyst!

Henning Breinholt
Formand for Dansk Socialrådgiverforening


Ulovlige ordrer – hvornår skal en ordre følges?

I det følgende behandles spørgsmålet om håndtering af ordrer, som klart er ulovlige, eller hvor der er tvivl, om de er lovlige. Spørgsmål om ordrers lovlighed kan let opstå. Derfor er det væsentligt at have en klar vejledning om, hvad lovgivningen siger, og hvordan konkrete situationer skal tackles.

Pligt for socialrådgiveren til at agere
Det er først og fremmest vigtigt at slå fast, at uanset om det er klart, at en ordre er ulovlig, eller der ”blot” er tvivl om ordrens lovlighed, har den ansatte, som opdager forholdet, pligt til at gøre lederen opmærksom på det. Det giver lederen mulighed for på ny at overveje spørgsmålet og at træffe en beslutning, der ligger inden for lovens rammer. Pligten til at gøre opmærksom på, at en ordre må anses for ulovlig, samt hvad der ligger til grund for denne vurdering, hviler i første række på de ansatte, der har til opgave at rådgive om for eksempel juridiske spørgsmål. Men det er vigtigt at understrege, at alle ansatte, hvis kendskab til reglerne på området gør, at de kan se problemet, skal bidrage til at få problemet løst. Hvis du skriftligt gør din leder opmærksom på, at du mener, at ordren er ulovlig, kan du senere dokumentere din handling.

Ordrer, som klart er ulovlige
Der kan opstå det helt ekstraordinære tilfælde, at en leder udsteder og fastholder en tjenstlig ordre, der klart er ulovlig – for eksempel fordi den bygger på en åbenbart urigtig opfattelse af gældende ret – eller pålægger den ansatte at gøre noget, der i sig selv er strafbart.

Kan socialrådgiveren nægte at efterkomme en ordre?
Ja, i et sådant tilfælde hverken må eller skal den ansatte efterkomme ordren. Det vil sige, at den ansatte har både ret og pligt til at nægte at rette sig efter ordren (”sige fra”). Den ansatte vil altså her pådrage sig et ansvar ved at rette sig efter ordren. Det gælder også, selv om ordren går ud på ikke at gøre noget, for eksempel ikke at træffe en afgørelse, som der efter lovgivningen er pligt til at træffe.

Eksempel: En leder fortæller sine ansatte i børne/familieafdelingen i en kommune, at pga. travlhed skal der ikke afholdes børnesamtaler med børn under seks år. Lederens ordre er klart ulovlig, og sagsbehandleren skal gøre lederen opmærksom på dette/sige fra. Hvis den ansatte ikke siger fra, vil vedkommende kunne pådrage sig et ansvar for ikke at følge lovgivningen.

Hvem skal man gå til?
I det helt ekstraordinære tilfælde, hvor en leder fastholder en tjenstlig ordre efter at være blevet orienteret om, at den klart er ulovlig, taler meget endvidere for, at den ansatte skal underrette lederens umiddelbart overordnede (for eksempel en afdelingschef) om forholdet. Den ansatte bør samtidig fortælle sin leder, at vedkommende går videre med sagen til for eksempel afdelingschefen.

Andre tilfælde
Andre tilfælde, hvor en ansat bliver bedt om at gøre noget, der ligger uden for lovens rammer, vil for eksempel kunne opstå, eks.: 4 hvor lederen ikke på forhånd har det fornødne kendskab til de måske meget detaljerede retsregler, der gælder på området. Når en sådan situation opstår, vil spørgsmålet typisk blive løst i almindelig dialog – og fuld enighed – mellem lederen og den ansatte, efter at den ansatte har gjort lederen opmærksom på forholdet.

Eksempel: En sagsbehandler bliver bedt om at vente et par uger med at reagere på en begæring om aktindsigt, fordi der er andre og mere presserende sager, der skal behandles først. Sagsbehandleren gør opmærksom på, at den, der beder om aktindsigt, efter offentlighedsloven har krav på et svar inden ti dage. Lederen må herefter omgøre sin beslutning, således at loven overholdes.

Tvivlstilfælde
Enkelte tilfælde fra praksis viser, at der kan opstå situationer, hvor den ansatte er i tvivl om en ordres lovlighed, men hvor lederen fastholder sin ordre. Der kan for eksempel være tale om tilfælde, hvor lederen ikke deler den ansattes tvivl og derfor fastholder sin ordre, men hvor det efterfølgende ved en nærmere undersøgelse bliver fastslået, at ordren faktisk var ulovlig. I et sådant tilfælde vil den ansatte ikke kunne pådrage sig ansvar ved at have rettet sig efter ordren.

Hvis en ansat derimod har nægtet at efterkomme en ordre, hvis lovlighed er tvivlsom, er der efter traditionel juridisk opfattelse principielt tale om en tjenesteforseelse, også selv om man efterfølgende er nået frem til, at ordren efter en samlet vurdering måtte anses for ulovlig. Det er imidlertid ikke særlig sandsynligt, at arbejdsgiveren i en sådan situation vil have tilstrækkeligt grundlag for at gøre ansvar gældende over for den ansatte.

Socialrådgiveren skal følge lovlige tjenstlige ordrer.
Socialrådgiveren, der bliver opmærksom på, at en ordre er ulovlig, skal gøre lederen opmærksom på forholdet.
Hvis en ordre klart er ulovlig, må socialrådgiveren ikke efterkomme ordren.
Er der tvivl, om en ordre er ulovlig, skal socialrådgiveren rette sig efter den, indtil ordrens lovlighed er undersøgt. Ellers kan der i princippet blive tale om en tjenesteforseelse.

Det er først og fremmest vigtigt at slå fast, at uanset om det er klart, at en ordre er ulovlig, eller der ”blot” er tvivl om ordrens lovlighed, har den ansatte, som opdager forholdet, pligt til at gøre lederen opmærksom på det.

Socialrådgiverens ytringsfrihed – hvad må du sige?
Retsgrundlaget for offentligt ansatte herunder socialrådgivere er som udgangspunkt identisk med det, der gælder for alle andre borgere, som er omfattet af grundlovens bestemmelse om ytringsfrihed.

§ 77:
Grundlovens § 77 bestemmer, at ”Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres”.

Bestemmelsen beskytter som udgangspunkt alle former for ytringer – det kan være faglige beskrivelser og synspunkter, ytringer der udtrykker en politisk holdning, gengivelse af faktiske forhold, praktiske anvisninger, læserbreve, debatindlæg osv.

Alle borgere er underlagt visse begrænsninger i ytringsfriheden. Man må for eksempel ikke fremsætte freds- og ærekrænkende udtalelser. Herudover er offentligt ansatte begrænset af reglerne om tavshedspligt, der betyder, at man ikke må videregive eller udnytte fortrolige oplysninger (mere om dette i følgende afsnit).

Det ligger fast, at en offentligt ansat socialrådgiver har ret til at fremføre en eventuel kritik offentligt uden først at anvende de interne systemer, såsom ledelses- og samarbejds-/tillidsrepræsentantsystemet. I de fleste tilfælde vil det dog – bl.a. af hensyn til muligheden for at forbedre de forhold, man finder er kritisable, og af hensyn til de fremtidige samarbejdsforhold på arbejdspladsen – være mest hensigtsmæssigt og fornuftigt først at rejse kritikken internt. Man kan bruge tillidsrepræsentanten (TR), klubben eller sit DS-regionskontor som sparringspartner i processen. Det kan desuden være en god idé, at prøve at sikre sig opbakning fra kollegaerne, før der handles. På den måde står man ikke alene, og man minimerer risikoen for at blive beskyldt for samarbejdsvanskeligheder af sin leder.

Ytringer fra en ansat giver ikke ledelsen ret til at anvende de såkaldte ”negative ledelsesreaktioner”. En lovlig ytring må derfor ikke i sig selv føre til afskedigelse eller andre former for direkte eller indirekte sanktionering, som for eksempel ændring af den ansattes arbejdsområde, eller at den ansatte ikke tilgodeses i forbindelse med tildeling af løntillæg. Hvis det sker, at en lovlig ytring fører til afskedigelse, vil den være usaglig. Arbejdsgiveren har retten på sin side til at afskedige medarbejdere, men hvis afskedigelsen er usaglig, kan arbejdsgiveren komme til at betale erstatning til medarbejderen. I nogle tilfælde vil den ansatte efter at have ytret sig på lovlig vis blive indkaldt til en ”kammeratlig” samtale, som kan være mindre behagelig.

Skulle du mod forventning opleve negative ledelsesreaktioner pga. en lovlig ytring, kan du kontakte din lokale TR eller DS lokale regionskontor og få råd og vejledning.

Private eller tjenstlige udtalelser
Hvis du ytrer dig, skal du være opmærksom på forskellen ved at udtale sig som privatperson og i tjenstligt øjemed. Når du som ansat udtaler dig som privatperson om et emne, der 8 vedrører din arbejdsplads, har du pligt til at gøre det klart, at udtalelsen er privat og ikke sker på arbejdspladsens vegne.

Private meningstilkendegivelser om arbejdspladsen er næsten altid tilladt. Det forudsættes naturligvis, at de oplysninger, du gengiver, er korrekte, og at du i udtalelsen inddrager alle relevante oplysninger. Du må f.eks. ikke bevidst tilbageholde væsentlige oplysninger, som får sagen til at fremstå i et forkert lys. Det vil derfor være lovligt på borgermøder, i læserbreve mv. f.eks. at kritisere kommunens generelle socialpolitik og herunder forhold omkring normering, regler mv.

En privat udtalelse kan f.eks. være formuleret således: ”På baggrund af min erfaring som socialrådgiver i X kommune, er det min personlige opfattelse at …” En tjenstlig udtalelse kan være en pressemeddelelse, trykt på institutionens brevpapir og kan f.eks. indledes sådan: ”Som socialrådgiver i X Kommune vil jeg hermed understrege at …” På denne måde vil det klart fremgå, i hvilken egenskab den ansatte udtaler sig.

Det kan være svært at afgøre, hvorvidt en udtalelse er privat eller tjenstlig. Et læserbrev har umiddelbart karakter af at være privat, men hvis man i læserbrevet underskriver sig med sin titel, f.eks. døgninstitutionsleder, og i øvrigt ikke angiver, at man udtaler sig som privatperson, vil læserbrevet blive betragtet som en tjenstlig udtalelse.

Offentligt ansatte har ligesom privatpersoner en vidtgående ytringsfrihed, herunder frihed til at udtale sig om ressourcespørgsmål, som kan have væsentlig betydning for arbejdspladsen.
Der gælder kun få begrænsninger i ytringsfriheden, bl.a. tavshedsbelagte oplysninger, ærekrænkende udtalelser samt åbenbart urigtige oplysninger om arbejdspladsen.
Loyalitetspligten i ansættelsesforholdet kan ikke medføre yderligere begrænsninger i ytringsfriheden.
En lovligt fremsat ytring må ikke i sig selv føre til negative ledelsesreaktioner.
Kritiske ytringer skal ikke fremsættes internt først, men det kan være en god idé at gøre det af hensyn til løsningen af det pågældende problem samt det fremtidige samarbejde på arbejdspladsen.
Du skal være opmærksom på forskellen mellem en privat og en tjenstlig udtalelse.

Ytringer fra en ansat giver ikke ledelsen ret til at anvende de såkaldte ”negative ledelsesreaktioner”. En lovlig ytring må derfor ikke i sig selv føre til afskedigelse eller andre former for direkte eller indirekte sanktionering, som for eksempel ændring af den ansattes arbejdsområde, eller at den ansatte ikke tilgodeses i forbindelse med tildeling af løntillæg.

Tavshedspligt
Ansatte i den offentlige forvaltning må i almindelighed gerne fortælle andre om de opgaver og funktioner, de varetager.

Der er imidlertid grænser for, i hvilket omfang de ansatte må videregive oplysninger fra deres arbejde. For eksempel er der ikke fri adgang til at videregive oplysninger om enkeltpersoner, hvis sager man har behandlet. På samme måde kan der være oplysninger om de nærmere beslutningsprocesser i den myndighed, som man er ansat i, der ikke uden videre kan offentliggøres. Disse grænser er fastsat i lovens regler om tavshedspligt, hvor man skelner mellem ikke-fortrolige og fortrolige oplysninger.

Ikke-fortrolige oplysninger
En offentligt ansat har ret til frit at videregive ikke-fortrolige oplysninger til pressen og andre eksterne parter (for eksempel tilsynsmyndigheder eller Folketingets Ombudsmand) i tilfælde, hvor der kan være spørgsmål om ulovlig forvaltning eller andre kritisable forhold i den offentlige forvaltning, herunder åbenbart misbrug af offentlige midler. Den ansatte må kun videregive fortrolige oplysninger i tilfælde, hvor den ansatte handler i berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse eller af eget eller andres tarv. Den ansatte vil også kunne udtale sig til pressen om forhold vedrørende ulovlig forvaltning mv., 11 hvis udtalelserne ligger inden for grænserne af vedkommendes ytringsfrihed. Har den ansatte haft ret til at videregive oplysninger – internt eller eksternt – må ledelsen ikke reagere negativt, såsom at overse den ansatte ved uddeling af løntillæg, forfremmelse osv..

Fortrolige oplysninger
Tavshedspligten omfatter kun oplysninger, der er fortrolige. Offentligt ansatte har tavshedspligt, når en oplysning ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som fortrolig, eller når det er nødvendigt at hemmeligholde oplysningen for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser. Tavshedspligten gælder både under og efter ansættelsen i det offentlige.

Bestemmelser om tavshedspligt findes i Forvaltningslovens § 27 og i Straffelovens § 152. I Forvaltningsloven er der listet en række offentlige og private interesser, der – efter en konkret vurdering – kan føre til, at en oplysning er fortrolig og dermed undergivet tavshedspligt. Af offentlige interesser, der kan føre til, at en oplysning er fortrolig, nævnes:

Forebyggelse, efterforskning og forfølgning af lovovertrædelser,
gennemførelse af offentlig kontrolvirksomhed og
det offentliges økonomiske interesser

Af private interesser, der kan føre til, at en oplysning er fortrolig, nævnes i Forvaltningsloven blandt andet hensynet til:

Enkeltpersoners, private selskabers eller foreningers interesse i at beskytte oplysninger om deres personlige, økonomiske eller interne forhold samt oplysninger om drifts- eller forretningsforhold.

Hensynet til beskyttelsen af bl.a. enkeltpersoners personlige forhold betyder derfor, at man ikke uberettiget må videregive oplysninger for eksempel om strafbare forhold, helbredsfor* 12 hold, økonomiske forhold og lignende. Tavshedspligten gælder også oplysninger, der udtales generelt uden personidentifikation, men hvor udtalelsen har en karakter og et omfang, der reelt identificerer den pågældende person.

Der gælder desuden særlige regler om videregivelse af fortrolige oplysninger til andre myndigheder. Som udgangspunkt må man ikke videregive fortrolige oplysninger om en person til anden myndighed uden at indhente samtykke fra den pågældende først.

Af Offentlighedslovens § 8, stk. 4 fremgår det desuden, at dokumenter om interne, generelle retningslinier – også de ulovlige – skal være tilgængelige for alle, herunder socialrådgivere.

Ansatte må som udgangspunkt gerne fortælle andre om deres arbejde.
Adgangen til at offentliggøre oplysninger, som ansatte har fået kendskab til gennem deres arbejde, er dog begrænset af reglerne om tavshedspligt.
Hvis en oplysning er fortrolig og derfor omfattet af tavshedspligt – for eksempel fordi den vedrører enkeltpersoners private eller økonomiske forhold – kan den i almindelighed ikke videregives til private.
Der gælder særlige regler om videregivelse af fortrolige oplysninger til andre myndigheder.
Hvor der er tvivl om, hvorvidt en oplysning kan videregives, bør man indhente samtykke.

Den ansatte må kun videregive fortrolige oplysninger i tilfælde, hvor den ansatte handler i berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse eller af eget eller andres tarv.

Klagemuligheder – hvor kan du henvende dig?
Hvis du som socialrådgiver er blevet pålagt at arbejde i modstrid med lovgivningen eller på kanten af denne, vil det være naturligt først og fremmest at forsøge at løse problemet internt på arbejdspladsen. Hvis dette ikke kan lade sig gøre, findes der en række andre muligheder for at gøre opmærksom på forholdet, afhængig af hvad sagen drejer sig om.

Konkrete sager
Det Sociale Nævn og Beskæftigelsesankenævnet
Det Sociale Nævn og Beskæftigelsesankenævnet er to klageinstanser i Statsforvaltningen, hvor borgeren kan klage over kommunens og regionens afgørelser. Men nævnene er også forpligtet til at vejlede sagsbehandlere om gældende praksis i regionen. Er man som socialrådgiver i tvivl, om en praksis er ulovlig eller på kanten af loven, kan man derfor søge vejledning hos Det Sociale Nævn og Beskæftigelsesankenævnet i den Statsforvaltning, kommunen er placeret i.

Ankestyrelsen
Ankestyrelsen er øverste klageinstans på velfærdsområdet. Hvis man ønsker at klage over en konkret sag til Ankestyrelsen, skal klagen først have været i Det Sociale Nævn eller Beskæftigelsesankenævnet.

Hvis der er tale om en sag, der omhandler børn og unge samt deres familier, har både Ankestyrelsen og Det Sociale Nævn desuden mulighed for at tage en sag op på eget initiativ – den såkaldte egendriftskompetence – jf. Servicelovens § 65. Der er ingen begrænsninger med hensyn til, hvem der kan rette henvendelse til Ankestyrelsen og Det Sociale Nævn, hvorfor man som sagsbehandler kan gøre brug af den mulighed.

Egendriftskompetencen gør sig både gældende i sager, hvor der er tvivl om en sags afgørelse, men også i en sag om manglende igangsættelse af foranstaltninger, eller hvor kommunen vælger en foranstaltning, der ikke i fornødent omfang imødekommer barnets eller den unges behov.

Folketingets ombudsmand Folketingets ombudsmand (i daglig tale Ombudsmanden) kan behandle klager over forvaltningsmyndighedernes afgørelser og deres behandling af borgerne og sagerne. Ombudsmanden behandler kun en konkret sag, hvis den har været gennem alle andre mulige klageinstanser, f.eks. Det Sociale Nævn og Ankestyrelsen.

Generel praksis
Folketingets ombudsmand
Ombudsmanden kan også tage sager op på eget initiativ og iværksætte generelle undersøgelser af en myndigheds behandling af sager. Dette kan ske på baggrund af henvendelser fra borgere såvel som sagsbehandlere. Som socialrådgiver 15 kan du klage til Ombudsmanden, hvis du mener, at den offentlige forvaltning tilsidesætter gældende ret eller på anden måde begår fejl eller ikke følger ’god forvaltningsskik’ i sagsbehandlingen.

Borgmesteren eller kommunalbestyrelsen
Ønsker socialrådgiveren eller borgeren at klage over en kommunes sagsbehandling, f.eks. hvis man mener, at den er uhensigtsmæssig, at der er sket ekspeditionsfejl eller lignende, kan man klage til borgmesteren og kommunalbestyrelsen.

Tilsynet (det kommunale tilsyn)
Tilsynet er en del af statsforvaltningerne. Det fører tilsyn med kommunens praksis og sikrer, at kommunen overholder lovgivningen. Man kan henvende sig til Tilsynet, hvis der ikke er andre klageinstanser, der kan tage sig af problemet eller klagen. Tilsynet tager selv stilling til, hvornår de ønsker at tage sa ger op. Det sker som regel efter en henvendelse fra f.eks. en sagsbehandler eller på baggrund af en historie fra medierne. Man har ikke mulighed for at være anonym ved henvendelse til Tilsynet. Det er muligt for fagforeninger som DS at rette henvendelse til Tilsynet. Tilsynet har sanktionsmuligheder over for kommunen og kan tvinge den til at overholde lovgivningen og en rimelig praksis.

Der er forskel på, hvor man skal henvende sig, alt efter om man ønsker at klage over en konkret sag eller klage over en generel praksis.
I en konkret sag, kan man klage til Det Sociale Nævn, Beskæftigelsesankenævnet og herefter til Ankestyrelsen. Hvis disse muligheder er udtømt, kan man henvende sig til Folketingets ombudsmand.
I en generel praksis, kan man klage til Ombudsmanden, den pågældende kommunes borgmester, kommunalbestyrelse eller til Tilsynet i Statsforvaltningen.

Eksempel på handleforløb i en sag om ulovlig praksis
Nedenfor følger et eksempel på, hvordan et sagsforløb om en generel ulovlig praksis i en børne/familieafdeling i en kommune, kan se ud. Ofte vil det dog ikke være nødvendigt at gennemgå alle trin, før problematikken er løst.

1. trin
Leder
SU/MED-udvalg - Socialrådgiver - TR/Klubben/ DS-regionskontor

Kommunalpolitikere
Borgmester

Afdelingsleder

SU/MED-udvalg - Socialrådgiver - TR/Klubben/ DS-regionskontor

3. trin
Folketingets Ombudsmand - Ankestyrelsen egendriftskompetence/Tilsynet i Statsforvaltningen

Socialrådgiver - TR/Klubben/ DS-regionskontor

4. trin
Landsdækkende medier og fagbladet
Folketingets politikere - Lokale medier

Klubben/kollegaer - Socialrådgiver - DS-regionskontor/TR/Klubben

Hvad skal socialrådgiveren gøre?
Socialrådgiveren skal følge lovlige tjenstlige ordrer.
Socialrådgiveren, der bliver opmærksom på, at en ordre er ulovlig, skal gøre lederen opmærksom på forholdet.
Hvis en ordre klart er ulovlig, må socialrådgiveren ikke efterkomme ordren.
I tilfælde, hvor der er tvivl om ordrens lovlighed, skal den ansatte efter traditionel juridisk opfattelse følge ordren, også selv om man efterfølgende måtte nå frem til, at ordren måtte anses for ulovlig. Hvis den ansatte nægter at følge ordren, kan det blive opfattet som en tjenesteforseelse, men i en sådan situation er det imidlertid ikke særlig sandsynligt, at ansættelsesmyndigheden vil have tilstrækkeligt grundlag for at gøre ansvar gældende over for den ansatte.

Hvad kan socialrådgiveren gøre?
Socialrådgiveren kan indgå i dialog med sin nærmeste leder om problemet.
Hvis socialrådgiveren føler sig i klemme i forhold til sin leder i spørgsmålet om ulovlig praksis, kan vedkommende henvende sig til sin TR. TR kan være sparringspartner og skal bringe forholdet op over for ledelsen. TR skal også medvirke til, at socialrådgiveren ikke bliver mødt med sanktioner fra ledelsens side. TR kan søge sparring og bistand hos sin DS-region. Er der ingen TR på arbejdspladsen, kan man kontakte sit DS-regionskontor.
Hvis nærmeste leder ikke reagerer på henvendelsen eller fastholder en ulovlig ordre, kan den ansatte underrette lederens umiddelbart overordnede (f.eks. en afdelingschef).
Det kan overvejes om kollegaerne, SU/MED-udvalgssystemet og klubben skal inddrages. 18 19 › I særligt alvorlige tilfælde kan man overveje at kontakte de kommunale politikere, herunder borgmesteren, og gøre opmærksom på problematikken.
Der findes desuden en række klageinstanser på det sociale område, som man kan vælge at kontakte alt efter, hvad sagen drejer sig om. Det drejer sig f.eks. om Det Sociale Nævn, Ankestyrelsen, Tilsynet og Ombudsmanden.
Man kan desuden overveje at kontakte pressen. Dog skal du her være opmærksom på at udtale dig som privatperson, hvis det ikke er aftalt med arbejdsgiveren.

DS anbefaler:
At man bruger de interne muligheder først for at løse et problem, der handler om ulovlig praksis eller en praksis, der er på kanten af lovgivningen.
At socialrådgiveren sparrer med sine kollegaer, TR og klubben i processen, ligesom man kan gøre brug af SU/MED-udvalget.
At man overvejer at benytte de eksterne muligheder for at få løst problemet eller sat fokus på det, når de interne muligheder er udtømt. Man kan klage til Det Sociale Nævn, Beskæftigelsesankenævnet, Ankestyrelsen, Tilsynet og Ombudsmanden. Man kan også kontakte de lokale politikere, borgmesteren eller den lokale presse.
At, hvis sagen er af principiel eller generel karakter, kan man kontakte folketingspolitikere og den landsdækkende presse. › At man gennem hele processen holder kontakt med sit DS-regionskontor.
At socialrådgivere bruger deres ytringsfrihed, når de oplever at blive pålagt direkte eller indirekte at arbejde i modstrid med lovgivningen eller på kanten af den.

Hvor kan du læse mere?
Der er inspiration og vejledning at hente i:
Justitsministeriets vejledning ”God adfærd i det offentlige”, juni 2007.
Justitsministeriets vejledning ”Offentligt ansattes ytringsfrihed”, september 2006.
www.statsforvaltning.dk (Det Sociale Nævn, Tilsynet m.fl.)
www.ankestyrelsen.dk
www.ombudsmanden.dk

Læs desuden eksempler på sager om ulovlig praksis, mere detaljerede forklaringer af dine rettigheder og pligter i forhold til ytringsfrihed, tavshedspligt, klagemuligheder mv. på
www.socialrdg.dk/ulovligpraksis Dansk Socialrådgiverforening

Hilsen Peter