Er det ok at kunne lidt??

[Ingrid]

Oprindeligt indsendt af Connie

Ingrid, jamen det meste kan jo omsættes til arbejdsevne - jeg er da sikker på, at jeg også halvanden time om ugen kan undervise på aftenkursus i et eller andet.

Men det betyder så, at jeg ikke kan andet.

Hvis det er sådan, at man som syg skal bruge ALT ens overskud på at arbejde, så burde det også være sådan, at man som rask burde omsætte ALT ens overskud på arbejde.
Og så behøver vi bestemt ikke at nøjes med en 37 timers arbejdsuge.

Ja, netop. Kommunerne omsætter hvad de kan i arbejdsevne.

Derfor handler alt om hvilke signaler man sender sin kommune.

Husk at der IKKE er fastsat mindste timeantal i et fleksjob , men at det også beror på hvad kommunen skønner man OGSÅ kan, når og hvis fleksjobbet dukker op.

Har hørt om fleksjobbere der er visiteret på timer helt ned til 6-8 - nedsat arbejdstid er et skånehensyn, det endelige timetal bliver først afgjort 100% når jobbet er der.

Jeg mener man skal passe gevaldigt på, hvilke signaler man sender sin kommune - på baggrund af at MIT pensionsforløb, som både var langt og besværligt.

Og fatter sgu ikke rigtigt, at dèt er SÅ forkert.

Og sådan er der så meget.

[Ninja]

Oprindeligt indsendt af MTVRV1

er helt enig og dejligt med nogle interne indput.
så man kan se lidt fra den anden side

Ja, og så kan man også komme lidt ud med det der trykker og nager

Har du ellers haft en god påske?

[Hyanna]

Hmmm, jeg var langt inde i mit sygdomsforløb da jeg fandt K10 og havde endnu ikke fundet ud af hvordan systemet fungerede eller fundet ud af, hvorfor min nakke, skulder og arm var brudt sammen igen igen og at mit kredsløb desværre var blevet så dårligt osv. osv.

Derfor puklede jeg bare på, da jeg blev sendt ud i et revalideringsforløb for at komme op i tid .... At jeg så sov og sov og at jeg ikke havde noget liv i den periode var der jo ingen der så, og jeg tænkte da også selv at det for filan da snart måtte blive bedre, så at jeg ikke var så udmattet og kunne komme endnu længere op i tid.

Bagefter (efter jeg fandt K10) har jeg da tænkt: Du godeste, for hvor mange andre har jeg ødelagt en masse med tilsvarende sygdomme som mine, når sagsbehandlere sidder og sammenligner sygdomme og hvor meget ødelagde jeg for mig selv ved at være så opsat på at klare mig selv, at jeg ignorerede alle soleklare tegn på at den var helt gal

Nå, jeg knækkede da også helt sammen fysisk og måtte atter sygemelde mig, og så kan det nok være at jeg blev mistænkeliggjort af sagsbehandler osv. osv.

Først blev jeg dybt chokeret, så blev jeg rasende, så blev jeg bund fortvivlet, så atter rasende, for til sidst at have det lige som Maj-Britt har det, for jeg mistede en hver respekt for de mennesker der sad og forvaltede en så stor del af mit liv og økonomi!

Man ville ikke sende mig en læselig ressourceprofil, så jeg kunne forholde mig til det sagsbehandler skrev (jeg har aldrig været med til at udarbejde den), og det jeg kunne læse, var der fejl i, en samtale med en arbejdspsykolog viste sig at være en decideret psykologisk undersøgelse, klager blev ikke besvaret, jeg måtte ikke komme i arbejdsprøvning, sagsbehandler nægtede at indhente helbredserklæring hos min læge, ville ikke følge op på min sygedagpengesag osv. osv.

Idag er jeg på førtidspension, selvom sagsbehandler i sygedagpengeafsnittet mente at jeg sagtens kunne skrubbe ud og arbejde på fuld tid med lidt skånehensyn og så smed han mig over på kontanthjælp!!!!

Hvordan Maj-Britt og mange andre har holdt til den respektløse behandling gennem så lang tid uden at blive rablende vanvittige, er mig en gåde, for jeg stod da kun model til det i 1½ år

Så jeg kan så sagtens forstå dig Maj-Britt, og synes der bliver skudt lige lovligt meget på dig (ved så godt at du er en sej 'sild' ), for du har sq da også krav på et liv uden at skulle mistænkeliggøres her og der og alle vegne!!!

Jeg gør også, af og til, nogle ting som jeg egentlig heller ikke kan, og betaler da også prisen; men dem er der jo ingen der ser, lige som der heller ikke var nogen der så, hvor meget jeg kæmpede for at komme op i tid og forblive på arbejdsmarkedet, undtagen min kæreste.

Så Maj-Britt, du får lige nogle her fra og så et til

[Maj-Britt]

Tak, søde Hyanna

Jeg holder det til fordi: mit bagland er hamrende godt, jeg ER bombastisk og jeg kan køre slæder ind foran dem, så jeg i den sidste ende får min vilje, og jeg er i besiddelse af en stor portion fandenivoldskhed.

Senere i aften skal jeg nok skrive her i tråden om dag 2 på koloni ala 4 klasse kurset.

[Maj-Britt]

Nå, dag 2 kom og gik. Jeg mødte 7.50, fordi min holdning er at man er klar på jobbet 8.00 og hvis det indebærer ar der skal skiftes tøj, snakkes af, siges godmorgen og bla bla, så gøres det før arbejdstid.

Satte mig på en stol og der sad jeg så og ventede i 40 min. mens resten af holdet kom dryssende. Alle ( minus mig) skulle have morgenmad og det gik tiden med lige til 9.15.

3 blev sat på et madhold, de skulle i Fakta og købe ind til sund frokost ( lasagne med ost på) , andre blev sendt i det lokale fitnesscenter, hvortil hver enkelt har et kort, kvit og frit!! 2 satte sig på bolde og sludrede sammen, et par stykker valgte at gå en tur.

Jeg blev kaldt til samtale, klokken var nu 9.30.

Første dag fik jeg af vide at jeg skulle møde 3 timer hver dag i april, 4 i maj og 5 i juni, men det havde min kontaktperson ikke hørt noget om, hun mente jeg skulle møde 3½ time i april??

Jeg har fået et skema, mandag er der træning og jeg må gerne tage hunden med i bilen og gå tur med den...........tirsdag er der pc, det går ud på at lære mig at logge på nettet, søge job på Jobnet og at skrive et CV.

Onsdag kommer der en diætist og skal lære os at lave sund mad fra Fakta, torsdag træning, jeg må gerne gå med hunden. Fredag gåtur eller psykolog.

Kontaktpersonen opgav mig lynhurtigt, da jeg kom til at flæbe af grin over det pc kursus, over at jeg skal sidde og vente fra 8.00 til 9.30 for derefter at tage min hund og gå tur til 11.30, hvor jeg så kan tage min bil og køre hjem.

Hun sendte mig til kursets leder og kors i hytten, heldet er atter med mig, leder er nemlig en af mine gamle jobkonsulenter fra det afklaring og vejledningkursus i 07, og hun er bare en skattepige af format :-)

Hun og jeg prøver at få det bedste ud af min tid dernede, jeg kan give en hånd med i at lære de andre at tænde en pc, jeg kan bare vade med hunden og det er totalt spild af tid, at jeg er der, men sådan må det være.

Flot at køre 6 km. hver dag for at sidde på en stol og kigge i 1½ time for så at gå med hunden og derefter køre hjem igen, for at lære en at tænde for en pc og finde Jobnet.

Men hunden vil givet blive glad.

[futtefreja]

hej

majbritt hvor er det godt du har en hund du kan lufte
tænk på hvad du ellers skulle få tiden til at gå med ikke

men man kan da sige hunden bliver da luftet ikke

[Viper]

Hej alle.

Jeg bliver desværre lige nødt til at gå lidt i rette med dig Andersine85.

Jeg arbejder med syge borgere i en praktik lige i øjeblikket. En af disse er en KOL patient der er svært ramt. H*n har så godt nok fået sin FP.

At lide af KOL er at miste vejret og energien i det store hele. Dette betyder til gengæld ikke at man ikke kortvarigt kan gennemføre en lige så hæsblæsende aktivitet som før man blev syg.

Bemeldte KOL patient var for et stykke tid siden i kiosken og hente lidt mundgodt. Mens h*n venter på betjening bliver h*n tissetrængende men gør alligevel sit indkøb før h*n stiler mod toilettet. Da var h*n blevet MEGET trængende. Samtlige der var på vagt så h* komme spurtende fra kiosken og hele vejen til stuen på sin afdeling og ind på toilettet. Jeg kan love at der var MEGET høj fart på.

Det der er humlen i historien er ikke at h*n faktisk tog en gevaldig løbetur med rollator og iltflaske (som h*n er nødt til at have ved sig også i sit hjem), men at h*n efter denne løbetur var lig resten af dagen.

Jeg har som elev ikke adgang til patienternes journaler med mindre jeg arbejder med pågældende patient, men jeg hørte fra natsygeplejersken at h*n hverken havde været vågen eller havde spist fra h*n foretog turen om formiddagen og indtil næste dags morgen.

At snakke om blandede eller modstridende signaler er derfor misvisende. I ville jo ikke studse over at en KOLpatient satte det lange ben foran hvis der var brand, vel?

Hvad angår at løbe 3 x 40 sekunder på 1½ time kan derfor heller ikke anses for meget selv om man har KOL eller dårlige ben. En krop der er i hvile vil jo selv for lungesyge først begynde at mangle luft i en normal indånding efter 15 - 25 sekunders fysisk udfoldelse.

Og sig mig så lige hvilken forælder der elsker sine børn som ikke vil forsøge at møde dem der hvor de er i stedet for at kræve at børnene skal møde forældrene hvor DE er altid. Jeg har personlig aldrig mødt en. Heller ikke selv om de var syge.

Af de ovennævnte grunde finder jeg at logikken i indlæg nr. 33 halter en del. Uanset om man ser det fra en proffesionel eller privat vinkel. Der er så mange ting der gør sig gældende i enhver alvorlig sygdom.

Nogle af dem snakker man ikke om fordi man måske føler sig som en klods om benet på familie og venner.
Andre kommer ikke frem fordi alle syge som ikke lige har meget tydelige symptomer (hvad Kolpatienter kun har hvis de bruger ilt 24 timer i døgnet eller får luftmangel her og nu) så at sige alle oplever en uhyggelig mangel på forståelse fra omverdenen i almindelighed, og derfor siger de ikke noget om deres sygdom til folk de ikke stoler 100 % på i forvejen.

Bitter erfaring om modstridende signaler hos mig. Stof til eftertanke hos sagsbehandlere?

til alle. Viper

[Andersine85]

Jamen jeg har faktisk også lidt kendskab til KOL fra en bedsteforælder, så ved godt, at det både kan svinge mv.

Men jeg vil stadig holde fast på, at man skal passe på, hvilke signaler man sender, for det er jo ikke sikkert, at sagsbehandleren ved noget om lidelsen (gælder for alle lidelser) og så kan det stadig se forkert ud. Også fordi, hvis sådan en kraftanstrengelse koster hele sagen, så er det jo heller ikke en fantastisk ting, ift. hvad man ellers skulle kunne vise...

Og selvfølgelig ville man ikke undre sig over at nogen som helst kan løbe fra en brand, men der er også noget der hedder stressudløst adrenalin som kan giver overmenneskelige kræfter til alle.

Som sagt, så synes jeg bare at man skal passe på signalværdien, især så længe man søger pension, for det søger man jo, fordi man ikke kan holde til ret meget.
Som sagsbehandler så kender man jo kun til det som borgeren fortæller, lægerne fortæller og det man ser. Man ser jo ikke hvordan personen så har det indenfor hjemmets fire vægge.

[Ninja]

Ang signaler og dét at søge førtidspension!

Der kommer jeg til at tænke på mit eget sagsforløb, hvor jeg fik tilbud om hjemmebesøg over - tror det var 6 uger, hvor der skulle komme en psykolog og en sagsbehandler 'og snakke om REVA og arbejdsprøvning' som min psykiater jo havde skrevet var kontraindiceret.

Mine gode bekendte sagde som det første ,,jamen du blir i sengen når de kommer! Du gør ikke rent, for HUSK du kan INTET, det er vigtigt med signalværdien!!!

Lige på det område ville jeg altså skide på signalværdien, og kunne ikke drømme om at ligge i sengen når der kom ''gæster'' og jeg gjorde rent som jeg plejede, bagte kage, lavede kaffe og te, og sprang ned efter vand, tændte stearinlys og gjorde det så hyggeligt som muligt for sagsbehandleren og psykologen, så de kunne føle sig velkomne.
- de kiggede også lidt, meget! På den rigtig gode måde.

Senere, efter et par besøg og vi havde lært hinanden godt at kende, sagde de, at de rent faktisk var vant til at folk mere eller mindre lå i sengen, sad med uredt hår og hjemmet flød, og at det var så dejligt hos mig, fordi de faktisk godt turde spise og drikke her fordi her var så pænt allevegne. De indrømmede at de ellers kun turde drikke noget med kapsel på, og helst ikke af andres kopper/glas.

For mig var det vigtigt at jeg bibeholdt den ægte signalværdi, det, at jeg er velfungerende på hjemmefronten, bor nydeligt, rent og pænt og ellers er ''helt normal'' og at vise at jeg besidder overskud på de mest basale fronter.
De skrev også i progressionsrapporten at jeg boede klinisk rent i et yderst velfungerende hjem - og jeg fik da førtidspensionen alligevel, selvom jeg ikke boede i en svinesti og sad på den virkelig psykisk syge måde.

Tænker bare ofte på min bekendte, der kammede helt over i ekstremer, fordi jeg endelig skulle bevise at jeg intet kunne, hehehe....
For sådan er det jo ikke, jeg kan jo en hel masse gode ting og helt normale ting, desværre kan de så ikke omveksles til arbejdsressourcer, men det er også okay.

[Mella]

Joooeee. Den der med at man skal passe på, hvilke signaler man udsender i kommunalt regi. Den erfaring overlevede jeg med nød og næppe.
Fordi jeg intet anede om spillereglerne.

Andersine skriver, at dette gælder a l l e lidelser, 'for det er jo ikke er sikkert, at sagsbehandleren ved noget om lidelsen'.
Tænker, at man så burde få en vejledning allerede fra dag 1 i systemet, som fortæller, at man skal forklare og fortælle sagsbehandlerne, om den lidelse, som man har og hvorfor man sender de signaler som man gør.

Dog. Dette kan jo være endda meget svært, hvis man ikke er 'udredt' og/eller ikke har sygdomsindsigt (endnu).
Hvis man fx. har en kronisk psykisk lidelse pga. enten svigt og/eller overgreb i barndommen, er det faktisk meget sandsynligt, at man netop fremstår 'pænt' og roligt.
For det er den strategiske beskyttelse, som man har 'lært' sig selv, for at overleve.
Alle skanser kan være oppe. Man kan være meget velformulerende og virke rolig, mens alt er et stort blandet kaos indeni.
Det er i sig selv meget angstfremkaldende, men også dette skjules, fordi det tillærte er, at INGEN må vide, hvordan eller hvem man er = barnets overlevelse.
Der bliver så 'set' en velfungerende person af en uvidende sagsbehandler, som så presser klienten derud, hvor selvmordsforsøg og selvmord desværre sker.

Sørgeligt, ja. - men Oraklet skrev engang noget ala: 'ryger der så en i svinget (selvmord). Ja, så er de penge jo sparet'...

Okay, jeg er 'heldig'. Jeg lever og har endda fået min FP.
Efter denne min sidste sag med kommunen, som de trak i langdrag i næsten 2 år, blev sagen hjemvist fra det Sociale Nævn til ny behandling og begrundendelse med §'er.

Da jeg endnu engang havde fået medhold, gik der alligevel 5 måneder, før sagsbehandleren bad om en status fra min psykiater.
Han skrev bla.a: 'umiddelbart kunne hun fremtræde som en person med mange ressourcer, men hun virker sårbar.
Aktuelt må man sige, at ressourcerne er brugt op'.

For mig bad 'de' om en status, som de allerede kendte på forhånd.
Jo netop grunden til min FP, men de vil stadig hverken 'se' eller forstå min psykiske lidelse, for så koster jeg jo penge igen.
Der kunne have været fundet en brugbar og relevant løsning for min og min søn allerede for 2 år siden, men jeg bliver mødt af en mur af vrangvillighed og ingen vilje til at hjælpe mig.
Så selvom de HAR fået det på flammeskrift adskillige gange, 'forstår' de stadig ikke og jeg kan kun se det som økonomisk kassetænkning.

Der blev lavet en KLK analyse på det udsatte børne & voksenområde, fordi der skulle foretages millionbesparelser på dette område.
Flertallet i byrådet og også nogle af sagsbehandlerne mente, at de 'brugte alt for mange penge' på netop disse 2 områder.
Det viste sig, at min kommune lå LANGT under gennemsnittet med 4 andre sammenlignende kommuner på 'udsatte voksenområdet' og indtil videre har de ikke gennemført disse helt vilde og ulovlige besparelser.

Jeg giver ingenting for disse 'signaler' mere.
Selvom de ved, hvorfor man 'er som man er' - så er de fuldstændig ligeglade.

Mella