erfaringer med medicin søges

[ville]

Hej med jer.

Jeg kunne godt tænke mig at høre andres erfaringer med medicin for psykiske sygedomme.

Hvilke præperater tager i ?
Har i bivirkninger ?
Hvordan føles det ? ( mister i kontrollen eller ... ? )
Tager i på i vægt ?
Er i kommet op i arbejdstid ? eller kan i overkomme mere i dagligdagen ?
Vil gerne høre om jeres erfaringer - både gode og dårlige....

Er selv stærk modstander af medicin, men er nødt til at overveje det. så det vil hjælpe mig rigtig meget at høre om jeres erfaringer.

Min historie kan læses under " jeg mister retten til flexjob"

Tak, Ville

[Supercarla]

Hej :-)
Jamen så vil jeg være den første til og melde ud

Jeg tager dexamphetamin.... Dem tager jeg 6-8 af om dagen (10 ved behov-sammenkomst mm)

Jeg får dem mod ADHD. De eneste bivirkninger jeg har, er at jeg er afsindig træt om aftenen.... ( var jeg også uden, men der sov jeg flere gange om dagen, så der mærkede jeg det ikke så markant...)

Desuden er den værste bivirkning, at jeg mister appetiten... Jeg har aldrig været god til og spise, og med medicinen er det da helt slemt... Jeg har godt nok ikke tabt mig meget siden jeg begyndte, da jeg var tynd i forvejen....

Er også blevet bedre efter jeg er begyndt og tvinge mad i mig... På et tidspunkt var jeg nede på 45 kg. (ikke kønt syn- selvom jeg er lille ca 162)

Men jeg har fået det meget bedre i hovedet, som så skinder igen på min hverdag.

Jeg kan nu overskue mit hjem og ordne det (nogle gange bedre end andre) Jeg har nu en hverdag der fungere, hvor jeg får gjort de nødvendige ting ( smurt madkasser, får afleveret børn, får dem hentet, får afleveret sedler til børnehaven, får handlet, gjort rent, lavet aftensmad, får sørget for børnene kommer i bad, får vasket tøj, husker på børnenes sengetider osv osv osv)

Det var sgu ikke altid jeg fik det gjort før! Nærmere undtagelsen end reglen jeg fik det gjort! Og ALDRIG alle ting på en dag!

Jeg har ADHD.

Samtidig har jeg fået det meget bedre med mig selv.... Jeg er ikke så depri mere -skyldes også at jeg får cipralex ( Lykkepiller)

Men alt i alt har jeg fået et nogenlunde godt liv nu! Jeg ville ikke undvære min medicin!! ( er tit vred over jeg at jeg ikke fik det som barn, så var mit liv måske set anderleves ud...)

OG jeg havde undgået et par tillægsdiagnoser, som jeg har fået gennem min opvækst, hvor der ikke er taget hensyn til mine specielle behov ...

(Ligesom børn med 'dårlige' forældre der opfinder en fantasiverden for ikke og blive sindsyge)

Håber det kunne bruges

[gh72]

Nu findes der jo megen forskellig medicin til mange forskellige psykiatriske diagnoser. Jeg tager antidepressiv medicin, og det har jeg gjort gennem længere tid.
Den mest irriterende bivirkning er vægtøgning, men hellere være for tyk end være svært deprimeret, ikk?
Der er mange forskellige præparater man kan prøve i samarbejde med sin læge for at finde frem til det rette præparat i den rette dosering.

[Gadefejer]

Tilbage i det lidt ironiske år 1984, blev jeg tvangsindlagt som en anden forsøgsrotte og for første gang fodret med medicinalindustriens standard buffet af kulørte piller, desserter af bivirkningsmedicin og kradse sager i form af usmageligt kanyleindhold.

Indimellem lykkedes det for nogen at gemme dagsrationen af piller i hånden og lade som om det blev skyllet ned, men blev man opdaget, risikerede man at blive sat op i dosis eller blive fastholdt og få et ekstra skud i ballen.

Behandlingen på koldbøttefabrikken, hvis man kan tale om en sådan i lægelig forstand - var eksperimentel og rent medicinsk, som den nok stadig er det, og med et ”plejepersonale”, der konstant befandt sig i køkken eller på kontor bag lukkede døre. De var nu heller ikke sjove at bide skeer med, skal jeg hilse og sige. Ved et tilfælde oplevede jeg, at de mandlige aftenvagter bankede mit hoved ind i væggen, fordi jeg ikke ville skrubbe i seng, så de kunne få fred .

Med hensyn til forplejningen, så havde nogle af pillerne imod de andre piller, faktisk en rimelig behagelig virkning, som kunne forsøde lejr opholdet en smule, idet man kunne blive rimelig høj af en god dosis, så dem var der stor efterspørgsel på.

Men hensyn til resten af indtaget, så er fagkundskaben, så vidt jeg ved, i dag rimelig enige om, at doserne dengang var enorme. Og altså ikke noget særsyn, at jeg og mange andre af fangerne fik stærkt ubehagelige bivirkningerne oveni lidelserne fra sygdommene, såsom kramper, stemmer, fråde, ufrivillige groteske ansigtsbevægelser og den ondeste gnavende rastløshed, der gjorde at man ikke kunne side stille i 2 minutter ad gangen.

Nå, men det jeg ville frem til, er, at jeg siden har prøvet et par andre cocktails, men aldrig med noget rimeligt resultat, tværtimod. Har bl.a. fået pludselige smerter i hele kroppen som var jeg ved at føde en alien, og at oplevet at kæden til den normale verden hoppede af umiddelbart efter påbegyndelse af et pille eksperiment.

Skulle jeg få mistanke om, at nogen igen vil narre eller tvinge mere giftigt shit i mig eller udsætte mig for lignende nederdrægtig behandling i sundhedssystemet, så går jeg under jorden eller flygter til udlandet. Det er et hundrede procent sikkert. Til gengæld klarer jeg mig rimeligt på egen hånd trods diverse behandlingstraumer og uden flere af den kemiske industris hjernetransplantationer med sund kost, motion, mindfulness, meditation, musikterapi, simple living, anti stress og meget andet i samme boldgade. Men det kan der jo ikke tages patent på.

[ville]

Tak for svarene - vil gerne have mange flere......

Jeg kan se at erfaringerne er meget blandede - ja, det kommer jo ikke som nogen overraskelse.

Jeg er virkelig i 7 sind hvad angår medicin. Har været virkelig langt nede den sidste uges tid pga. diagnosen fra psykiateren.(tilbagevenden depressioner, OCD, social angst af svær grad ) Jeg har erkendt at han har ret, men føler mig jo slet ikke så syg som der står i papirene. Tildels fordi jeg har indrettet mit liv bedst muligt efter mine sygedomme.
I går , da jeg skrev tråden, var jeg totalt depri - overvejede ( trods min faste overbevisning om at min modstand mod medicin er ok ) om det er rimeligt overfor især min familie ( og mig selv ) at blive ved med at nægte at prøve. Tankerne blev kulsorte og kørte i ring. Skulle så til et arrangement i min søns klasse i aftes og da jeg kom hjem og havde haft fred for mine egne tanker et par timer, tænkte jeg : f.... nej, jeg kan godt klare mig uden. Jeg er rigtig god til at få samlet mig selv op og idag er modet og kræfterne vendt tilbage og jeg synes egentlig ikke at der er grund til at spekulerer over medicin.

Jeg er vildt bange for at skulle prøve noget medicin, der måske vil få mig til at blive en anden ( det er jo MIG - med sygedomme og særheder ) bliver jeg en anden hvis jeg tager medicin ?????? Mister jeg kontrollen over mig selv ???
Som jeg har det idag, er medicin IKKE en mulighed - som jeg havde det igår er jeg nødt til at overveje det, om ikke andet, så for mine børns skyld !

God weekend til jer alle

Ville

[Supercarla]

Hej Igen ja det er svært... Havde samme holdning som dig engang-ss-

Så på et tidspunkt steg det hele mig bare over hovedet, så jeg tænkte : Hvad fanden... Intet og tabe, alt og vinde... Så prøvede jeg det... Jeg er glad for det i dag!

Ikke på den måde sagt, at du får glæde af det, eller at det er det rigtige og tage medicin... Det var bare det rigtige for MIG

Min søster lider af OCD og stress... Hun får noget medicin der starter med a...(kan ikke huske navnet) Og er også glad for det!

Men det er jo forskelligt fra person til person....

Du kan vel godt prøve medicinen, og stoppe hvis du ikke synes det er okay for dig?


Med hensyn til om det er okay overfor din familie, så er det helt sikkert det! De elsker jo DIG! Vel også din mand valgte dig! Hussk det

Varme knus fra supercarla

[Enteneller]

Hej Ville,

Med 40 mg. cipralex er jeg altså ikke blevet en helt anden. Jeg føler at jeg har mere ro på og mindre stress til at overkomme min hverdag. Før i tiden skulle jeg sidde i længere varende perioder for at komme ud af mine smerter, nu er de hurtigere ovre og jeg kan få ro på uden at nå derud hvor jeg knap kan "bunde".. Da jeg for ca. 1 måned siden så oveni fik 1 modiodal (for mulige ADHD træk), kunne jeg derimod mærke, at det var for meget og jeg kunne ikke mærke mig selv på samme må, så dem stoppede jeg med allerede efter en uge og nu er jeg "mig selv" igen.

Jeg kender godt den der med, at man bekymre sig over hvad man skal gøre og ikke gøre, og så bekymre man sig over at man bekymre sig og at andre bekymre sig. Man bliver simpelt hen så dårlig af det og bebrejder sig selv oven i hatten. Det er ulideligt, men meget normalt for sådan nogle (super kvinder måske ?) som os. Det stopper bare ikke får man får taget stilling til hvad man vil. Så må man sige til sig selv, at man jo bare kan prøve det og se hvordan det går. Det "dør" man jo ikke af.

Hvis man i stedet, som dig, er meget modstander af medicinen og ikke mener at man er syg nok til at prøve dette af, jamen så skal du måske prøve noget andet. !? Hvis du ikke allerede gør det kan jeg altså anbefale motion, jeg elsker at løbe og løber ca. 3 - 4 gange om uge. Derudover går jeg på spinning og styrke hold i træningscenter om aftenen og det er meget stor del af min "medicin" og så er det jo ovenikøbet sundt. Det holder mig helt oppe også i en hverdag hvor der ikke er så meget andet. Dog har jeg også måtte erkende at det ikke var nok og kom derfor også på medicin i form af lykkepiller.

Desuden tænker jeg på at du ligenu har en milliard tanker om hvad du skal og ikke skal !! .. Mon ikke at der også spiller en hel masse andet ind i dit liv pt. ? Jeg har ikke læst hele din historie, men er du ved at søge ftp. eller hvordan ? Alt dette skaber jo uro også, hvis du ikke er klar til medicinen og føler at du kan uden, jamen så er det jo vejen frem for dig og så skal det jo nok gå alligevel. Ens tanker og bekymringer er jo dem der gør en syg, men hvis man selv er i stand til at arbejde med dem evt. sammen med en psykolog, jamen så er det vel godt nok.

Da jeg startede på lykke piller 1 gang i 2007, var jeg så langt ude at jeg bare sagde, nå ja så må jeg jo hellere det. Jeg smed dem så igen i 2008, men nu er jeg kommet frem til, at de bliver hos mig, fordi jeg har det godt med dem. Jeg har så skulle tage stilling til om jeg vil op i højere dosis og det har skabt mange "katastrofe" tanker, men jeg er kommet frem til at det vil jeg ikke, det er godt nok som det er nu og det er fint.

Håber at du kommer til ro og afklaring omkring hvad du vil, ros dig selv for at det er godt du tager stilling til dette også, for psykiaterene kan også virke hurtige til at kaste bolcher over disken, men det er i sidste ende op til dig om du vil prøve dem eller ej. Prøver du dem er du blot nødt til at være tålmodig og mærke efter om det hjælper dig, måske et par måneder til et halvt års tid, syntes du at det er nonsens, kan du måske prøve noget andet medicin eller helt undlade og i stedet arbejde videre med dig selv !!.

EE

[Gadefejer]

Jeg vil så bare pointere, at mit ærinde ikke er at tale andre fra eller ud i ordineret medicin.

Men psykiatri er pt ikke nogen egentlig eksakt videnskab og betjener sig af et diagnosesystem, hvor den enkelte ofte kan fejle lidt af hvert på mange hylder afhængig af, hvad der nu er højeste mode hos den pågældende behandler (/forhandler).

Og hvor den forsøgsvise kemiske behandling i værste fald vil kunne opleves som en alvorlig indgriben i ens person, følelser og tænkning, og hvor tæppet hurtigt kan trækkes væk under virkeligheden og man derfor ikke i normal forstand altid selv vil kunne vurdere om det er fornuftigt at fortsætte med at tage medicinen. Bare det at overleve diverse (indbildte) dæmoner kan blive mere presserende og en konstant opgave.
Der er også flere andre eksempler på, at det ikke altid er ligetil at stoppe pga afhængigheden og følgerne af dette - og jeg ved personligt at det kan være ret ubehageligt at tage en kold tyrker, når man bliver sluppet ud efter såkaldt behandling på kolbøttefabrikken.

Der findes adskillige fortilfælde, hvor autoriteterne gennem tiden har ment, at det var forsvarligt at udskrive psykofarmaka mm, men hvor virkeligheden senere har vist noget andet. Og så er der de eventuelle virkninger på længere sigt, samspillet med andre præparater og hele kompleksiteten med en grundforskning, der på nogle niveauer stadig opererer med udsvævende teorier om, hvad det egentligt er der sker inde i en enkelt celle, og hvor man her taler om milliarder i samspil og ud fra et rimeligt subjektivt diagnosesystem.
Noget andet er det meget udbredte misbrug af (ikke lovlige) stoffer blandt patienterne i psykiatrien, som ad forskellige grunde føler det nødvendigt at fortsætte deres egne eksperimenter.

For samfundet er det måske nok en billig omend kortsigtet behandlingsmetode beregnet for et tilsvarende samfund. Hvilke personer ansat i sundhedssektoren kan mon sige nej til glitrede papirer, konferencer, glatte tunger og videnskabelige ”beviser” fra medicinalindustrien?

Kaster man sig ud i det, er det nok en god ide at orientere de nærmeste.

PS Læge Thomas Teglgaard skrev tilbage i marts i Information noget med at ”Dansk psykiatri bør lægges radikalt om”. Dette vil selvfølgelig ikke ske, men interessant var det:

http://www.information.dk/185780

[Enteneller]

Hej Gadefejer,

Jeg giver dig ret i, at man virkelig skal have sig selv med når man tilbydes medicin. Da jeg startede i psykiatrisk behandling var og er der ikke de kombinationer af antidepressive jeg kan få og trappe op på. Jeg overvejede faktisk fornylig at stoppe med at gå til psykiater for jeg føler lidt jeg "bare" skal op i dosis fra deres side af. "Jeg kan jo altid trappe ned igen", siger de, men der skal man nok selv holde lidt igen.

Dog syntes jeg, at der er ærgerligt at psykologerne så er helt uden for den process omkring medicinen, for man kan sagtens blive i tvivl om hvad man skal eller ikke skal. Det er ikke nemt, men klart at man skal være opmærksom på hvad man tilbydes og hvor meget. Dernæst må man følges op løbende og se hvordan man så har det med det hvis man altså går igang med medicinsk behanling, men jeg har altså ikke oplevet nogle psykiatere der holder igen med medicin !!! Har andre det !?

Mvh. EE

[gh72]

Det er selvfølgelig vigtigt, at man meget nøje drøfter mulighederne med den behandlende læge.
Men det der med, at "man bliver en anden" og mange andre myter; det passer altså simpelthen ikke; ihvertfald ikke for gængse antidepressiver! Nu ved jeg ikke, hvilken medicin der evt er på tale her, men helt generelt, hvorfor skal man så ikke prøve at få det bedre, hvis det er muligt? Depression og mange andre psykiske lidelser er sygdomme på nøjagtig samme niveau som en fysisk sygdom.
Ville man nogensinde anbefale en diabetiker ikke at tage insulin? Nej, vel?

Selvfølgelig kan der i nogle tilfælde være tale om, at behandlingen ikke har den ønskede effekt, eller at man har for mange bivirkninger, men hvorfor afvise, når man ikke har prøvet? Tænk, hvis man fik et bedre liv af det? Det er ikke værre, end at man kan stoppe igen!

Håber, du finder frem til det rette for dig!