Nå, hvad laver du så?

[pjuske]

Godt sagt Stones TM

[Kriskat]

I mine øjne har du ingenting at blive flov over sdrj. Ja det er nemt sagt, men hvis nogen skal være flove er det sq de mennesker som ikke engang prøver at forstå hvorfor du har fået en pension.

Desværre findes de UFORSTÅENDE mennesker alle steder.....så hold hovedet højt og skænk dem ikke flere tanker!! Det har jeg tænkt mig at gøre

[buster]

ja, præcis sådan må det være: Hold hovedet højt, der er INTET at skamme sig over

Hvis der er nogen der burde skamme sig, ja så er det den siddende regering!

Jeg ynder gerne at sige: jeg er ka sæl(cand.selv.) og studerer i afhængighed!

Så kan man altid fornemme om spørgelystne folk vil vide mere og ofte ender det med at jeg siger: Jeg er STATSAUTORISERET NARKOMAN

DET skiller hurtigt fårene fra bukkene

Vi ynder også at sige: der er bekendte og der er venner. Vennerne er der altid uanset status og formåen mens bekendte er nogen vi har kendskab til og som ellers ikke kommer nærmere ind i vores liv.

Min erfaring er at det bedste man kan gøre er at spørge: hvem er du?
-og ikke hvad er du?

Hvis man får chancen for at indlede med dette spørgsmål ja, så skal du bare se hvordan snakken går.
Prøv det, øv dig i det og er sikker på at du vil opdage at du har en enorm styrke i at være lige præcis den du er

Kunne faktisk være ret sjovt, hvis folk her inde som er tildelt førtidspension, kort kunne skrive HVAD de plejer at sige, når de møder en fremmed som stiller det obligatoriske spørgsmål; "Hvad laver du så?"... jeg tænker (og har tænkt) meget over hvad fanden jeg skal sige, for at få folk til enten at klappe i, eller acceptere... det er faktisk ikke helt let.

Spørgsmålet kommer på de mest mærkelige steder, og på mange forskellige måder... seneste var da jeg var til frisør, hvor spørgsmålet næsten pr. definition altid er "Nå... har du så ferie?" ... jeg HADER disse spørgsmål, og kunne meget vel undvære dem, for man er tvunget til enten at lyve, eller sige sandheden.

Det er muligt, at man bare kan sige sandheden, og at man kan være ligeglad med reaktionen, men hvad end man vil eller ej, så "stikker" det aligevel en smule... ikke at det ikke bliver forstået, men at man så enten må vælge at vende vrangen ud på sig selv, for at få dem til at fatte det hele, hvilket man sjældent har lyst til med fremmede mennesker... eller også sige så lidt som muligt, hvilket resulterer i, at de klapper i, og mildest taget ser ud som om de tænker "han er sgu' da ikke så syg!?"...

Måske har man en tendens til at overdrive, og tro at folk ser ned på en fordi man er FP'er, men finder det bare pudsigt, at reaktionen tit er den samme... for det meste klapper folk bare i, og ser "forkerte ud" resten af samtalen, som om de har taget antiparti imod en på en eller anden måde.

I mit eget tilfælde er svaret på hvad jeg laver, at jeg er førtidspensionist... reaktionen er som regel forundring først, som om de kun tolker mit udseende og alder... så spørges der til hvad det skyldes, og de får svaret "Medfødt Asperger Syndrom".

Her efter har jeg kun oplevet to muligheder:

1. Der bliver spurgt ind til hvad Asperger Syndrom er, og efter en lille snak på 10-15 min. er det som regel accepteret at jeg er FP'er.

2. Man aner ikke hvad Asperger Syndrom er, og siger bare "OK"... og så tales der ikke mere om det, og personen virker distanceret her efter, som om de tror de har ramt et ømt punkt, når de finder ud af at det ikek er noget fysisk... raske har en aversion imod psykiske lidelser, og neurologiske handicaps... åbenbart.

Det værste for mig er når man ikke helt kan fornemme familie og venners holdning til ens førtidspension... så kan man rende rundt, og tænke hvad de mon mener om det hele... de fleste accepterer, men virker aldrig helt til at kunne forstå... nøjagtigt som alle andre.

Alt dette har fået mig til at acceptere, at det kommer omverdenen nok aldrig helt til... det kræver åbenbart at de selv har haft noget tilsvarende inde på livet før det forstås 100%

Nogen gange har man lyst til bare at lyve om det hele, fordi man ikke gider vende vrangen ud på sig selv hele tiden... men på den anden side hader jeg lige så meget at lyve folk op i ansigtet...

Så det ville da være rart at se nogen bud på nogle "standard svar" som kan lukke emnet, og give en fordemmelse af at det er accepteret... ikke at jeg tror der er nogen der har den "gyldne tommelfingerregel", men ser da gerne nogle bud på hvad i siger derude i verden, eller hvad i har tænkt jer at sige når i får jeres FP engang.

[lunamaria]

Samme her- det værste er faktisk at ens familie ikke altid står 100% bag en..Her hos mig bliver jeg accepteret som den jeg er når det hele kører stille og rolig..men er der indbudt til fester som er knap 100 km vær så går det galt..Ingen forståelse for at jeg ikke kan tage offentlige transport...ej heller køre med nogen eller på nuværende tidspunkt sige om jeg i det hele taget kan komme, da jeg aldrig ved hvordan jeg har det inden dagen er der...
Det er meget sårende..
Jeg kan bedst forholde mig til de få mennesker i mit liv som tager mig lige som jeg er...ingen skamfølelse når ikke jeg kan det der forventes...

[Ninja]

Jeg er førtidspensionist, og det er det jeg vil fortælle frem over hvis nogen spørger!

Nu har jeg skulle fortælle div sagsbehandlere, læger, psykiatere, psykologer, jobkonsulenter mf ALT om mit liv i årevis, og nu har jeg fået nok af at genfortælle!!!
Jeg er blevet groft krænket hver gang jeg har skulle udlevere mig selv gang på gang overfor alle disse fremmede mennesker, og jeg har gået fra div møder DYBT nedslået, pinlig berørt, frustreret og egentlig også vred.
Jeg er blevet mistænkeliggjort, der er blevet stillet spørgsmålstegn, der er blevet talt og skrevet nok bag min ryg. NU vil jeg have lov til at være Direktøren i mit eget liv.
Jeg vil selv have lov til at bestemme hvem der skal vide noget om mine lidelser, og hvem der ikke skal.
Så derfor er jeg bare førtidspensionist hvis nogen spørger. Resten må de selv gætte sig til, jeg er fløjtende ligeglad.

Jeg ved hvem jeg er, hvad jeg står for, hvad jeg har gennemlevet, oplevet, måtte slås og kæmpe med/og imod, og jeg kan sagtens leve med et nogen ruller med øjnene og tænker deres......det har jeg jo været så vant til fra kommunen gennem 21 år alligevel, så jeg er hærdet!

[Hexi]

Oprindeligt indsendt af helenekr

Jeg er blevet groft krænket hver gang jeg har skulle udlevere mig selv gang på gang overfor alle disse fremmede mennesker, og jeg har gået fra div møder DYBT nedslået, pinlig berørt, frustreret og egentlig også vred.
Jeg er blevet mistænkeliggjort, der er blevet stillet spørgsmålstegn, der er blevet talt og skrevet nok bag min ryg. NU vil jeg have lov til at være Direktøren i mit eget liv.
Jeg vil selv have lov til at bestemme hvem der skal vide noget om mine lidelser, og hvem der ikke skal.
Så derfor er jeg bare førtidspensionist hvis nogen spørger. Resten må de selv gætte sig til, jeg er fløjtende ligeglad.

Var også det jeg kom frem til da jeg fik tilkendt førtidspension for godt halvandet år siden... døren blev smækket godt og grundigt i for videre væven rundt i det... nok er nok..


...

[prebsi]

ja det kender jeg godt.... man føler sig en lille smule flov.. ja det gør jeg.. var før i tiden meget udavendt.. men er det ikke så meget mere efter jeg er blevt FP..

Oprindeligt indsendt af helenekr

Jeg er førtidspensionist, og det er det jeg vil fortælle frem over hvis nogen spørger!

Nu har jeg skulle fortælle div sagsbehandlere, læger, psykiatere, psykologer, jobkonsulenter mf ALT om mit liv i årevis, og nu har jeg fået nok af at genfortælle!!!
Jeg er blevet groft krænket hver gang jeg har skulle udlevere mig selv gang på gang overfor alle disse fremmede mennesker, og jeg har gået fra div møder DYBT nedslået, pinlig berørt, frustreret og egentlig også vred.
Jeg er blevet mistænkeliggjort, der er blevet stillet spørgsmålstegn, der er blevet talt og skrevet nok bag min ryg. NU vil jeg have lov til at være Direktøren i mit eget liv.
Jeg vil selv have lov til at bestemme hvem der skal vide noget om mine lidelser, og hvem der ikke skal.
Så derfor er jeg bare førtidspensionist hvis nogen spørger. Resten må de selv gætte sig til, jeg er fløjtende ligeglad.

Jeg ved hvem jeg er, hvad jeg står for, hvad jeg har gennemlevet, oplevet, måtte slås og kæmpe med/og imod, og jeg kan sagtens leve med et nogen ruller med øjnene og tænker deres......det har jeg jo været så vant til fra kommunen gennem 21 år alligevel, så jeg er hærdet!

Ja det er hvad man tænker... og det er sikkert også hvad man ville sige (ville jeg selv, mere eller mindre på samme måde)... men aligevel "prikker" det til en, når man ser reaktionerne... misforstå mig ikke, det rager også mig hvad fremmede finder frem til at mene, men det ville aligevel være rart at finde lige netop den kommentar, der bare "lukker og slukker", og ikke giver følelsen af (bag efter) at man bliver set ned på eller pylret om osv. osv.

Man vil jo i bund og grund bare accepteres på samme vilkår som raske mennesker, på trods af at man har et fysisk eller psykisk handicap/sygdom.

Men det er nok utopia at ønske sådan... og derfor har man bare lyst til nogen gange at lyve sig udenom konfrontationen... men desvære er den mildest taget umulig at komme udenom, for det eneste fremmede mennesker har i hovedet er hvad du laver, og ikke hvem du er.

det handler om at finde "kommentaren" der både er vittig, forklarende og "to the point", og som gør at der ikke spørges mere, og man hverken er faldet eller steget i respekt overfor den der spørger.

Man kan vælge at sige, at man ikke ønsker at tale om det, men det virker så afstandstagende, som om den der spørger er belastende, så det er ikke løsningen, da det kun skaber en følelse af at man er reserveret.

Man kan også vælge at sige sandheden, og svare på alle spørgsmål der måtte komme, men i mange tilfælde vil det ende med lange forklaringer på HVORFOR man ikke lige kan arbejde osv. og man begynder at føle sig som om andre opfatter en som et medicinsk tilfælde... det er HELLER ikke løsningen.

Jeg tror bare ikke der ER nogen løsning på denne tråds emne... sygdomme er altid og har altid været tabboo, og førtidspensionisterne har altid været underlagt mistro og mistænkeliggørelse fra de raske på et eller andet plan.

For mig handler det om, at si dem fra der ikke kan acceptere, og beholde de få der forstår og accepterer på trods... resten kan for mit vedkommende hoppe i havet, de er ikke to potter pis værd at samle på.

[zuza]

Det er utrolige reaktioner... som hvis man fortæller om et dødsfald... så fordufter mange mennesker.

Hvad med at sige, at man er "arbejdshæmmet"? (Inspireret af dem, der er udviklingshæmmede.)

Så er bolden i den andens lejr.