Kronisk træthed kan skyldes en dårlig barndom

[Supercarla]

Amerikanske forskere har fundet en sammenhæng mellem alvorlig stress i barndommen og kronisk træthedssyndrom som voksen

En overvældende og næsten kronisk træthedsfølelse, der gør det svært at holde sig i gang på jobbet. Og gør det nødvendigt at gå i seng, så snart man kommer hjem. Det er symptomer på den gådefulde lidelse, der kaldes kronisk træthedssyndrom.

I de værste tilfælde kan den kroniske træthed gøre det helt umuligt at have et arbejdsliv og føre til langtidssygemelding og førtidspensionering.

http://www.videnskab.dk/composite-2485.htm

[Bodil]

Hejsa Supercarla !

Jeg har med stor interesse læst den artikkel du har henvist til. Den er tankevækkende, meget endda.
Jeg tror godt det kan være rigtig at det kan stamme fra barndommen.

Den beviser bare hvor meget vi skal passe på vore børn og give dem en tryg og kærlig barndom.

Men det er en modbydelig sygdom, som heller ikke kan ses, ligesom fibromyalgi er usynlig, indtil vi bliver så dårlige at det kan ses på vores gangart.

Varme hilsner fra Bodil

[Mymlen]

Spørgsmålet er, hvad man mener her, når man bruger begrebet "kronisk træthedssyndrom". Denne betegnelse er nemlig en paraplydiagnose, der bruges i flæng til at dække over flere forskellige sygdomme og tilstande af både fysisk og psykisk oprindelse.
Jeg er ofte skeptisk, når jeg læser om den slags undersøgelser, fordi de som regel er udført på en forholdsvis lille og heterogen patientgruppe, men jeg er sikker på, at den psykiatrilobby, der i årevis har forsøgt at skubbe patienter med bl.a. M.E. eller postviralt træthedssyndrom over i den psykiatriske skraldespand, gnider sig i hænderne. Så kan de endnu engang henvise til pseudovidenskabelige undersøgelser for at legitimere deres mirakelkur: Kognitiv adfærdsterapi og gradvis motion.

[Bodil]

Jeg er bestemt også skeptisk overfor diverse undersøgelser.

Men den måde jeg læste artiklen på fik mig til at tænke på børn der er stressede af forskellige grunde, der er utrolig mange børn og unge der ikke får den opmærksomhed de burde have.

Hvordan mon deres fremtidige helbred udarter sig, det er der ingen der kan vide, men vi får flere og flere mennesker med de ” difuse syndromer” og hvorfor får vi det.?

Jeg mener da ikke at ME/CFS ,,,ME,,, fibromyalgi og andre af samme type sygdomme er psykiske.

Nej bestemt ikke, men psyke og krop følges ad og derfor kan man ikke helt udelukke det ene fra det andet.

Min barndom var ikke, som jeg kunne have ønsket mig og slet ikke som mine egne børns barndom, dermed ikke sagt at mine børn ikke kan få de forbistrede sygdomme, der er faktisk alt for meget der tyder på at det ene har tendenserne.

Sender herfra venlige hilsner og tanker Bodil

[Supercarla]

Ved heller ikke helt hvad jeg skal tænke om den.... synes bare den kunne være interessant for mange herinde

Jeg er enig i, at krop og psyke garnteret spiller mere sammen end lægerne tror på i dag...

Men synes det var ret tankevæggende.... Når jeg tænker efter, så er størstedelen af de syge jeg har mødt, faktisk haft en ...hmmm... ikke som vi ville os opvægst.....

[Neurosmølf]

Der kan være en hel del om det, men som mange oplever TERM og andre forklarende teorier er det måske "håndplukket" til eller ud af sammenhængen.
Måske køber man konklusioner uden eftertænksomhed... Jeg vil mene mange børn der kæmper med en dårlig barndom på den ene eller anden måde, har lavere selvværd og måske derfor gerne flytter grænser for at behage/imødekomme andres krav. Det manglende "selvvedligehold" kan man kompensere for , eller ligge under for. Det afhænger f. eks. af om man har opbygget sunde sociale relationer , såsom venskaber igennem sport, musik, eller sågar "teams" i computerspil. I de relationer kan der hentes positiv energi til at afvise skadens effekt, men hvis man isolerer sig/bliver isoleret socialt på et senere tidspunkt gr. forskellige forhold, kan det måske "bryde frem".

Så, mit budskab er mere at den sociale rummelighed på hjem og arbejdsplads er forsvindende, hvilket fratager disse mennesker det som de behøver for at være som alle andre.... Når de så mister selvværdet, har de en gang haft brudt med deres sociale arv, idet deres liv havde fungeret normalt som voksen, men bliver igen ødelagt af andres manglende "normale" accept (dårligt arbejdsmiljø især mht. mobberi, for høje krav på produktivitet o. lign. ) og de bliver straffet med gamle og nye traumer på en gang..

For disse mennesker kommer ikke i en ny stressperiode med deraf følgende kortisolproduktion.. De bliver bare sendt tilbage til det punkt de var vant til som børn, og hvis kortisolproduktionen så ikke bliver genoptaget er det måske fordi de så er kommet "hjem" til barndomtraumet psykisk set.

Der er måske mere fornuftig basis for at se på sammenhængen i hvad der har udløst disse træthedssyndromer i nutiden, som i mekanismen der bliver sat igang fysisk.
Især fordi det også rammer nogle , som helt klart ikke har haft en dårlig/traumatiserende barndom. Analysen burde tage mere i betragtning hvorledes disse menneskers voksenliv har været forud for opståelsen af syndromet.

Kan man så behandle med kortisol er det nok en hjælp hvis folk kan få en mere normal tilværelse, men traumerne kræver alligevel lang tids psykoterapi oveni, det ideelle må være undgå traumer i barndommen primært ( vold, tab af en nær familie f. eks. men i disse tider er voldsom død aldrig langt væk, kriminelle opgør, narkobilister osv )

Sekundært undgå retraumatisering bliver udløst i voksenlivet ved at lægge lovkrav omkring, og sanktioner på dårligt arbejdsmiljø.

Ansvaret kan megel vel ligge her for det øgede antal sager der ender med psykiske begrundede pensionstilkendelser, men sandelig for et stort antal anmeldelser af psykisk relaterede arbejdsskader


just my 2 cents

mvh Nøvsen

[Morgause]

Jeg synes, det er en interessant artikel, hvis det passer, at man kan måle forskel i kortisolniveauet. Det kunne jo tyde på, at der med tiden kan findes en reel behandling, og det bliver dermed også mere beviseligt, at der er noget galt, så det ikke længere er ren påstånd, at personen er ekstremt træt.

Jeg er dog skeptisk, da jeg ved, at journalister som regel er ualmindeligt dårlige til at formidle videnskabelige resultater på en ordentlig måde. Jeg har set flere eksempler, der nærmede sig det groteske.