Hvornår er det tilladt at vise smerte? - K10

helle4 · 10-12-2010, 20:18

Jeg ved ikke hvornår....det er tilladt??

Men på mig kan det ses...i mit ansigt, og på min kropsholdning..så jeg behøver faktisk ikke selv fortælle det, men gør det på job alligevel.

Alle mennesker har jo forskellige tærskler, for smerter, så det er svært at sige, men.... jeg fortæller det som sagt på jobbet, hvis jeg har extra ondt i lænden, en dag, så tages der hensyn, og De ved, at jeg ikke siger så meget/ smiler, som jeg plejer.

V.H Helle.

Enteneller · 10-12-2010, 21:50

Spørgsmålet er hvor meget din psykolog ved om smerter Sniffeline, og er dine psykiske eller fysiske bestemt eller begge dele ?

Jeg har smerter som udelukkende er psykiske bestemt, jeg lærte en del ved en afspændings pædagog, som var tilknyttet min første psykolog jeg havde for 3 år siden. Min seneste psykolog, som faktisk har været min bedste, havde dog ikke megen forstand på smerte, men tiltrods for det var hun god. Hun var dog ikke god til "alt det smerte", men vi fandt ud af at det er min "overlægger" til angsten og på et tidspunkt foreslog hun at jeg kunne synge ordet smerte !! ??

Meget underligt, men nogle psykologer ved bare ikke alt. Jeg er efterflg. kommet frem til at det bedste for mig er ro og så lave noget og så hvile. Ikke for meget belastning eller social kontakt, så holder smerterne sig i ro.

Håber at du får det bedre med dine smerter, for der er da uhyggeligt at hører hvor højt du kommer op. Smerte er jo en indikator for at psyken er overbelastet, går du til psykiater og medicineres ? Det håber jeg for dig.

Kh. EE

jsn · 10-12-2010, 22:43

Citat:

Oprindeligt indsendt af Enteneller

Smerte er jo en indikator for at psyken er overbelastet, går du til psykiater og medicineres ?
Kh. EE

Kan du ikke lige uddybe hvad du mener med det.??

Enteneller · 10-12-2010, 22:58

Altså ved den første psykolog fortalte hun at hun også havde mange sportsfolk, som hverdag trænede deres ypperste og det ved vi jo. Jeg går selv i et træningscenter og folk kan jo være manisk.!!

Men psyken kan simpelt hen gøre det at den kapper fra og hænger hovedet på knagen og kroppen går så videre og prøver at udøve hvad psyken har "dikteret".

Psyken er jo ofte bestående af vores "overjeg" og det er her vi får indlært alle de ting vi burde gøre, alle de måder vi burde agere på osv osv . og når vi ikke indordner os, så koster det og vi får pisk = FREUD psykologi. Men der er noget om det...

Man vil jo så gerne og man prøver og prøver og bliver nærmest bange for de autoriteter der sætter en til noget, måske er man også opvokset med lavt selv værd og vil bare bevise hvor god man er, og det kan man, men det er ikke bare sådan lige.

Så hvis psyken ikke fungere optimalt, altså dvs.: "nå, men det går jo fint med arbejde og privatliv", men er der uoverensstemmelser hermed og at man samtidig mangler noget fra barndommen, ala selvværd, så kan det skabe problemer.

Mht. mig så har jeg i mange år lidt af blærebetændelse, i 2006 og fik efter flg. stærke fysiske smerter. Disse blev så via scanninger og blodprøver konstateret til at være ikke eksisterende !!??. I dag og siden jeg tog afsked fra arbejdsmarkedet og min mand / mit privat liv, har jeg ikke haft blærebetændelser, men stadig smerter. Psykiaterne siger at jeg kompensere for de smerter der var !!!!

Dog er der ingen læger, psykologer eller psykiater der har kunne hitte ud af hvor "geden ligger begravet". Havde jeg levet i "gamle dage" var jeg blevet kaldt en hypokonder og tænk sig jeg har læst så meget Freud om psykosomatiske sygdomme og nu er jeg der selv.

Fysiske spændinger, smerte træthed og lign. er for mig en indikator om rødt lys og det har taget mig mange år at erkende at det også kommer når jeg har mine børn kommer og det fatter man jo ikke. Man kan jo ikke leve alene.

EE

rollo · 10-12-2010, 23:11

Jeg er nød til at spørge, har du været henvist til en smerte klinik??
Der kan du få rigtig hjælp med smerter. Og ja, der er rigtig mange former for smerter og det er ok at vise og fortælle om dem.
Hvad er det for smerter du har? Det er ikke for at snage men for at hjælpe, jeg går selv på smerte klinik og har været grueligt meget igennem før jeg blev taget alhvorlig. Først på smerte klinikken gik det op får mig at det ikee var mig der var noget galt med.

Enteneller · 10-12-2010, 23:16

Hej Rolig,

Anbefaler du smerteklinik både for fysiske og udelukkende psykisk syge, der har fysiske smerter ??

EE

Ragdoll · 12-12-2010, 13:25

Jeg har tilladt mig at stjæle emnet til Fibronets forum, da jeg mener det er meget aktuelt for lige netop dem der har usynlige sygdomme.

Her er hvad jeg på fibronet har skrevet:

Denne debat foregår lige nu på K10, og jeg synes da det ville være passende at tage den samme debat her.

Som fib patienter lever vi et liv med mere eller mindre konstante smerter, vi lærer lidt efter lidt at håndtere vores smerter. Men vi viser dem ikke gerne. Vi bliver lidt til martyrer, og sender et smil afsted, trods smerterne. Jeg kan ikke tælle hvor mange gange jeg har siddet med et mere eller mindre stivnet smil på læberne på trods af at jeg har været i rigtig stærke smerter og trætheden har grebet fat i hver eneste celle i kroppen. Og alligevel har jeg med smil og venlige nik løjet mig bedre end jeg følte mig.

Hvorfor gør vi det? Måske fordi vi inderst inde ved at der er ingen der gider syge mennesker eller mennesker der klager sig, og vi er bange for at skubbe omverdenen væk fra os. Så vi skjuler hvordan vi har det, for i enrum at græde smerten ud.

Samtidig står vi med det dilemma at mange ikke tror på fibromyalgi som en diagnose, usynlige sygdomme eksisterer for mange ikke, hvis det ikke kan ses, eksisterer det ikke. Men er vi ikke selv med til at gøre det synlige, smerterne, usynlige ved at gemme os væk med smerten, kun at vise den når vi er alene, eller hjemme i privaten efter gæsterne er gået.

Hvor mange gange har jeg ikke siddet med gæster og tænkt, "åh bare de dog ville gå, så jeg kan være alene med smerterne og trætheden!". Hvor jeg måske hellere skulle have sagt, "Jeg er ked af det, men jeg har det utroligt dårligt og er meget træt lige nu, vil I ikke godt komme igen en anden dag?"

Skal vi altid være tapre?

Skal vi altid bære vor byrde med et smil?

Selvfølgelig må man aldrig vise sin smerte for at få medlidenhed, eller for at manipulere med andre, men at give udtryk for det når man ikke har det godt, hvad enten det er på grund af smerter eller træthed, synes jeg er i orden, og det kan man godt gøre på en pæn og faktuel måde.

Hvad mener i andre? Kan vi være med til at ændre den generelle opfattelse ved at melde ud når smerterne og trætheden for alvor tager fat i os, i stedet for altid at holde ud og smile trods smerterne?

Ragdoll

Nitten60 · 15-01-2011, 18:57

Fik lyst til at dele denne:

Smertepatientens Jantelov!

Du er ikke rigtig syg, hvis du har det godt indimellem

Du har ikke rigtig ondt, hvis du viser for mange tegn på livsglæde

Du er ikke rigtig syg, hvis du ikke er taknemmelig for andres interesse for din sygdom

Du har ikke rigtig ondt, hvis du afviser andres gode råd

Du er ikke rigtig syg, hvis du ikke prøver alle tænkelige behandlingsformer du bliver foreslået

Du har ikke rigtig ondt, hvis du afviser andres tilbud om at gøre noget for dig

Du er ikke rigtig syg, hvis du er skeptisk, tvivlende og kritisk overfor det etablerede behandlersystem

Du er ikke rigtig syg, hvis medicinen ikke virker

Du er ikke rigtig syg, hvis du glemmer at være syg på den måde, andre forventer at du er syg på¨

Du har ikke rigtig ondt, hvis du viser, at du nogen gange kan være ovenpå.

Du er ikke syg nok, hvis du ikke bliver i din sygerolle, så vi ved, hvor vi har dig.

empowerment · 11-12-2010, 01:22

EE: Jo den påstand så jeg også meget gerne uddybet. Håber du mener det mere nuanceret end det er skrevet, og ikke som generelseret viden. Jeg kan stille mig enig i den udstrækning at der menes at de belastninger som man udsættes for herunder psykisk styrke har betydning for hvordan man håndterer smerten.

SNIFF: Som kronisk smertepatient synes jeg at man lærer at se højt smerteniveau på kronikere på to ting.

1; De gør alt hvad de kan for at skjule det for omverdenen.

2; Det ses altid i øjnene og i de små forandringer i ansigtet, næppe synligt for de fleste. De færreste vil bryde sig om at tiltrække sig opmærksomhed på deres smerte frem for deres person. Din reaktion minder mere om den der ses fra ikke kronikere med akut smerte.

Når psykologen bemærker at der er ikke er overensstemmelse mellem smerteniveau og smerteudtryk kan det være på den baggrund. Der er vel ikke noget galt i at det bemærkes at du falder uden for normen når du nu gør det. Jeg fornemmer at du måske tager det som et angreb og en mistro til om du har den smerte du angiver, men i det du skriver angiver ikke at der drages sådanne konklussioner på misforholdet. Det ville man jo heller ikke kunne uden at afdække det.

Det kan jo have mange årsager. Måske reagerer du bare generelt stærkt i alle situationer... det kan være en dårlig vane du har fået dig... en slags overspringshandling der hjælper dig med at distancere dig fra smerten... og alt muligt andet.

Man bliver meget let nærtagende og skal passe på at man ikke voldvrider en betydning ud af et hvert ord.

sniffeline · 11-12-2010, 09:35

Jeg er henvist til en smerteklinik, men først til næste år.

Mine smerter er mest fysisk betingede, men har da "føling" med at vrede, nedtrykthed og stress også har negativ indflydelse.

Heldigvis ligger jeg ikke i den høje ende af VAS skalaen hele tiden, men pga. en masse fysiske faktorer var jeg på undersøgelsestidspunkt meget smerteplaget. Og når jeg kommer derop bliver jeg meget urolig, ala "Den næste stilling er den bedste".

Har jeg ingen mulighed for at komme ned at ligge for at hvile, forbliver min krop og hoved i denne urolige "mølle".

Jeg er helt klar over at jeg mangler at kunne håndtere smerten, når den havner oppe i det røde felt, men det håber jeg de kan hjælpe mig med på smerteklinikken.

Når mit smerteniveau er på sit "normale", er det svært at se på mig at det gør ondt. Men som sagt, når den kommer op i det røde felt, taber jeg kontrollen over min krop, og den prøver på at flytte sig til en stilling der ikke gør ondt.

10-12-2010, 21:50	#2
Enteneller Jeg bor her på K10 Tilmeldingsdato: 10-03 2009 Alder: 55 Indlæg: 5.190 Blog Indlæg: 1 Styrke: 22	Spørgsmålet er hvor meget din psykolog ved om smerter Sniffeline, og er dine psykiske eller fysiske bestemt eller begge dele ? Jeg har smerter som udelukkende er psykiske bestemt, jeg lærte en del ved en afspændings pædagog, som var tilknyttet min første psykolog jeg havde for 3 år siden. Min seneste psykolog, som faktisk har været min bedste, havde dog ikke megen forstand på smerte, men tiltrods for det var hun god. Hun var dog ikke god til "alt det smerte", men vi fandt ud af at det er min "overlægger" til angsten og på et tidspunkt foreslog hun at jeg kunne synge ordet smerte !! ?? Meget underligt, men nogle psykologer ved bare ikke alt. Jeg er efterflg. kommet frem til at det bedste for mig er ro og så lave noget og så hvile. Ikke for meget belastning eller social kontakt, så holder smerterne sig i ro. Håber at du får det bedre med dine smerter, for der er da uhyggeligt at hører hvor højt du kommer op. Smerte er jo en indikator for at psyken er overbelastet, går du til psykiater og medicineres ? Det håber jeg for dig. Kh. EE Sidst redigeret af Enteneller; 10-12-2010 kl. 21:56.

10-12-2010, 22:58	#4
Enteneller Jeg bor her på K10 Tilmeldingsdato: 10-03 2009 Alder: 55 Indlæg: 5.190 Blog Indlæg: 1 Styrke: 22	Altså ved den første psykolog fortalte hun at hun også havde mange sportsfolk, som hverdag trænede deres ypperste og det ved vi jo. Jeg går selv i et træningscenter og folk kan jo være manisk.!! Men psyken kan simpelt hen gøre det at den kapper fra og hænger hovedet på knagen og kroppen går så videre og prøver at udøve hvad psyken har "dikteret". Psyken er jo ofte bestående af vores "overjeg" og det er her vi får indlært alle de ting vi burde gøre, alle de måder vi burde agere på osv osv . og når vi ikke indordner os, så koster det og vi får pisk = FREUD psykologi. Men der er noget om det... Man vil jo så gerne og man prøver og prøver og bliver nærmest bange for de autoriteter der sætter en til noget, måske er man også opvokset med lavt selv værd og vil bare bevise hvor god man er, og det kan man, men det er ikke bare sådan lige. Så hvis psyken ikke fungere optimalt, altså dvs.: "nå, men det går jo fint med arbejde og privatliv", men er der uoverensstemmelser hermed og at man samtidig mangler noget fra barndommen, ala selvværd, så kan det skabe problemer. Mht. mig så har jeg i mange år lidt af blærebetændelse, i 2006 og fik efter flg. stærke fysiske smerter. Disse blev så via scanninger og blodprøver konstateret til at være ikke eksisterende !!??. I dag og siden jeg tog afsked fra arbejdsmarkedet og min mand / mit privat liv, har jeg ikke haft blærebetændelser, men stadig smerter. Psykiaterne siger at jeg kompensere for de smerter der var !!!! Dog er der ingen læger, psykologer eller psykiater der har kunne hitte ud af hvor "geden ligger begravet". Havde jeg levet i "gamle dage" var jeg blevet kaldt en hypokonder og tænk sig jeg har læst så meget Freud om psykosomatiske sygdomme og nu er jeg der selv. Fysiske spændinger, smerte træthed og lign. er for mig en indikator om rødt lys og det har taget mig mange år at erkende at det også kommer når jeg har mine børn kommer og det fatter man jo ikke. Man kan jo ikke leve alene. EE Sidst redigeret af Enteneller; 10-12-2010 kl. 23:05.

12-12-2010, 13:25	#7
Ragdoll Har ikke tid til andet end K10 Tilmeldingsdato: 01-12 2008 Lokation: Aabenraa Alder: 64 Indlæg: 2.005 Blog Indlæg: 4 Styrke: 19	Jeg har tilladt mig at stjæle emnet til Fibronets forum, da jeg mener det er meget aktuelt for lige netop dem der har usynlige sygdomme. Her er hvad jeg på fibronet har skrevet: Denne debat foregår lige nu på K10, og jeg synes da det ville være passende at tage den samme debat her. Som fib patienter lever vi et liv med mere eller mindre konstante smerter, vi lærer lidt efter lidt at håndtere vores smerter. Men vi viser dem ikke gerne. Vi bliver lidt til martyrer, og sender et smil afsted, trods smerterne. Jeg kan ikke tælle hvor mange gange jeg har siddet med et mere eller mindre stivnet smil på læberne på trods af at jeg har været i rigtig stærke smerter og trætheden har grebet fat i hver eneste celle i kroppen. Og alligevel har jeg med smil og venlige nik løjet mig bedre end jeg følte mig. Hvorfor gør vi det? Måske fordi vi inderst inde ved at der er ingen der gider syge mennesker eller mennesker der klager sig, og vi er bange for at skubbe omverdenen væk fra os. Så vi skjuler hvordan vi har det, for i enrum at græde smerten ud. Samtidig står vi med det dilemma at mange ikke tror på fibromyalgi som en diagnose, usynlige sygdomme eksisterer for mange ikke, hvis det ikke kan ses, eksisterer det ikke. Men er vi ikke selv med til at gøre det synlige, smerterne, usynlige ved at gemme os væk med smerten, kun at vise den når vi er alene, eller hjemme i privaten efter gæsterne er gået. Hvor mange gange har jeg ikke siddet med gæster og tænkt, "åh bare de dog ville gå, så jeg kan være alene med smerterne og trætheden!". Hvor jeg måske hellere skulle have sagt, "Jeg er ked af det, men jeg har det utroligt dårligt og er meget træt lige nu, vil I ikke godt komme igen en anden dag?" Skal vi altid være tapre? Skal vi altid bære vor byrde med et smil? Selvfølgelig må man aldrig vise sin smerte for at få medlidenhed, eller for at manipulere med andre, men at give udtryk for det når man ikke har det godt, hvad enten det er på grund af smerter eller træthed, synes jeg er i orden, og det kan man godt gøre på en pæn og faktuel måde. Hvad mener i andre? Kan vi være med til at ændre den generelle opfattelse ved at melde ud når smerterne og trætheden for alvor tager fat i os, i stedet for altid at holde ud og smile trods smerterne? Ragdoll __________________ THE GOLDEN RULE - Those who have the gold, makes the rules! Ragdolls Blog Gensidig Forsørgelsespligt - Nej Tak!

11-12-2010, 01:22	#9
empowerment Ikke aktiv pga ikke aktiv mailadresse Tilmeldingsdato: 12-06 2010 Lokation: et sted i jylland Indlæg: 318 Blog Indlæg: 22 Styrke: 14	EE: Jo den påstand så jeg også meget gerne uddybet. Håber du mener det mere nuanceret end det er skrevet, og ikke som generelseret viden. Jeg kan stille mig enig i den udstrækning at der menes at de belastninger som man udsættes for herunder psykisk styrke har betydning for hvordan man håndterer smerten. SNIFF: Som kronisk smertepatient synes jeg at man lærer at se højt smerteniveau på kronikere på to ting. 1; De gør alt hvad de kan for at skjule det for omverdenen. 2; Det ses altid i øjnene og i de små forandringer i ansigtet, næppe synligt for de fleste. De færreste vil bryde sig om at tiltrække sig opmærksomhed på deres smerte frem for deres person. Din reaktion minder mere om den der ses fra ikke kronikere med akut smerte. Når psykologen bemærker at der er ikke er overensstemmelse mellem smerteniveau og smerteudtryk kan det være på den baggrund. Der er vel ikke noget galt i at det bemærkes at du falder uden for normen når du nu gør det. Jeg fornemmer at du måske tager det som et angreb og en mistro til om du har den smerte du angiver, men i det du skriver angiver ikke at der drages sådanne konklussioner på misforholdet. Det ville man jo heller ikke kunne uden at afdække det. Det kan jo have mange årsager. Måske reagerer du bare generelt stærkt i alle situationer... det kan være en dårlig vane du har fået dig... en slags overspringshandling der hjælper dig med at distancere dig fra smerten... og alt muligt andet. Man bliver meget let nærtagende og skal passe på at man ikke voldvrider en betydning ud af et hvert ord. __________________ Empowerment vækst i erkendelse, indsigt og selvforståelse går hånd i hånd med en kraftfuld handlen

Lignende emner
Emner	Emnet er startet af	Forum	Svar	Sidste indlæg
Lidt vise ord	modic	Dit og Dat	3	13-09-2011 22:12
Er slavehandel tilladt i Danmark?	ekseleven	Politik og Samfund	23	20-07-2011 07:12
Vise Danmark hvem vi er?	PiaCP	Politik og Samfund	12	09-09-2010 09:26
må det være mig tilladt og henlede	ace dk	Alt det andet	7	04-07-2010 20:32

10-12-2010, 20:18	#1
helle4 Skal snart betale husleje på K10 Tilmeldingsdato: 15-08 2006 Indlæg: 735 Styrke: 19	Jeg ved ikke hvornår....det er tilladt?? Men på mig kan det ses...i mit ansigt, og på min kropsholdning..så jeg behøver faktisk ikke selv fortælle det, men gør det på job alligevel. Alle mennesker har jo forskellige tærskler, for smerter, så det er svært at sige, men.... jeg fortæller det som sagt på jobbet, hvis jeg har extra ondt i lænden, en dag, så tages der hensyn, og De ved, at jeg ikke siger så meget/ smiler, som jeg plejer. V.H Helle.

10-12-2010, 23:11	#5
rollo Elsker at være her på K10 Tilmeldingsdato: 06-09 2009 Lokation: vestsjælland Indlæg: 68 Styrke: 15	Jeg er nød til at spørge, har du været henvist til en smerte klinik?? Der kan du få rigtig hjælp med smerter. Og ja, der er rigtig mange former for smerter og det er ok at vise og fortælle om dem. Hvad er det for smerter du har? Det er ikke for at snage men for at hjælpe, jeg går selv på smerte klinik og har været grueligt meget igennem før jeg blev taget alhvorlig. Først på smerte klinikken gik det op får mig at det ikee var mig der var noget galt med.

10-12-2010, 23:16	#6
Enteneller Jeg bor her på K10 Tilmeldingsdato: 10-03 2009 Alder: 55 Indlæg: 5.190 Blog Indlæg: 1 Styrke: 22	Hej Rolig, Anbefaler du smerteklinik både for fysiske og udelukkende psykisk syge, der har fysiske smerter ?? EE

15-01-2011, 18:57	#8
Nitten60 Ved at vænne sig til K10 Tilmeldingsdato: 28-06 2010 Lokation: Nordjylland Indlæg: 14 Styrke: 14	Fik lyst til at dele denne: Smertepatientens Jantelov! Du er ikke rigtig syg, hvis du har det godt indimellem Du har ikke rigtig ondt, hvis du viser for mange tegn på livsglæde Du er ikke rigtig syg, hvis du ikke er taknemmelig for andres interesse for din sygdom Du har ikke rigtig ondt, hvis du afviser andres gode råd Du er ikke rigtig syg, hvis du ikke prøver alle tænkelige behandlingsformer du bliver foreslået Du har ikke rigtig ondt, hvis du afviser andres tilbud om at gøre noget for dig Du er ikke rigtig syg, hvis du er skeptisk, tvivlende og kritisk overfor det etablerede behandlersystem Du er ikke rigtig syg, hvis medicinen ikke virker Du er ikke rigtig syg, hvis du glemmer at være syg på den måde, andre forventer at du er syg på¨ Du har ikke rigtig ondt, hvis du viser, at du nogen gange kan være ovenpå. Du er ikke syg nok, hvis du ikke bliver i din sygerolle, så vi ved, hvor vi har dig.

11-12-2010, 09:35	#10
sniffeline Hvor skulle jeg ellers være Tilmeldingsdato: 05-02 2010 Lokation: Danmark Indlæg: 145 Styrke: 15	Jeg er henvist til en smerteklinik, men først til næste år. Mine smerter er mest fysisk betingede, men har da "føling" med at vrede, nedtrykthed og stress også har negativ indflydelse. Heldigvis ligger jeg ikke i den høje ende af VAS skalaen hele tiden, men pga. en masse fysiske faktorer var jeg på undersøgelsestidspunkt meget smerteplaget. Og når jeg kommer derop bliver jeg meget urolig, ala "Den næste stilling er den bedste". Har jeg ingen mulighed for at komme ned at ligge for at hvile, forbliver min krop og hoved i denne urolige "mølle". Jeg er helt klar over at jeg mangler at kunne håndtere smerten, når den havner oppe i det røde felt, men det håber jeg de kan hjælpe mig med på smerteklinikken. Når mit smerteniveau er på sit "normale", er det svært at se på mig at det gør ondt. Men som sagt, når den kommer op i det røde felt, taber jeg kontrollen over min krop, og den prøver på at flytte sig til en stilling der ikke gør ondt.