K10 - Flexjob & Førtidspension
 

Gå tilbage   K10 - Flexjob & Førtidspension > Politik og Samfundsdebat > Politik og Samfund

Forum Kategorier Forum Regler Om K10 og Info om Cookies Hjælp til Forum Brug

Politik og Samfund Her er det tilladt at diskutere politik , nyheder og andre samfundsproblemer. Hvis du har problemer med at andre udtrykker deres uforbeholden mening om vores samfund, så er dette nok ikke stedet for dig.

Svar
 
Emne Værktøjer Visningsmetode
Gammel 19-03-2008, 02:23   #1
zuza
Jeg bor her på K10
 
zuzas avatar
 
Tilmeldingsdato: 21-08 2006
Indlæg: 6.810
Blog Indlæg: 1
Styrke: 31
zuza er en juvel for sidenzuza er en juvel for sidenzuza er en juvel for sidenzuza er en juvel for sidenzuza er en juvel for sidenzuza er en juvel for sidenzuza er en juvel for siden
10 nye initiativer om handicap og beskæftigelse

Citat:
10 nye initiativer om handicap og beskæftigelse


Arbejdsmarkedsstyrelsen har i forbindelse med satspuljeforhandlingerne netop godkendt og igangsat 10 nye projekter om handicap og beskæftigelse. Nedenfor følger en kort præsentation af de nye initiativer fordelt på forskellige målgrupper. Vidensnetværket vil opsamle og formidle projekterfaringer, når disse foreligger. Se også andre projekterfaringer under menuen 'projekter' på Vidensnetværkets hjemmeside.

Døve/hørehæmmede

Projekt ”Arbejdsliv & Hørelse”
Castberggård Job- og Udviklingscenter vil med projektet ”Arbejdsliv & Hørelse” udvikle en række initiativer, der kan være med til at integrere og fastholde personer med hørenedsættelse på arbejdsmarkedet. Projektet er udtænkt som et pilotprojekt, hvor Castberggård Job- og Udviklingscenter indgår i et samarbejde med Hedensted Kommune og Glud & Marstand. De to virksomheder har i alt ca. 4.000 ansatte, og her ud af vil 150 personer i aldersgruppen 50-64 år blive indkaldt til en hørescreening, hvor de bl.a. får klarlagt, hvad deres behov er, og hvilke kompensationsmuligheder de har. Projektet skal være med til at synliggøre og inspirere virksomheder til at tage ansvar for hørehæmmede medarbejdere samt motivere virksomhederne til at indføre en særlig ”hørepolitik”.

Resultaterne fra pilotprojektet vil kunne bruges af alle landets virksomheder og vil blive formidlet igennem en internetportal, en CD og via medier.

Projektperiode: 1. december 2007 - 31. oktober 2009.

Den Digitale Tolkeservice
Den teknologiske udvikling inden for IP -teknologi gør det nu muligt at videotolke til tegnsprog og tegnstøttet kommunikation. Arbejdsmarkedscenter Nord vil med projektet ”Den Digitale Tolkeservice” forbedre døve, hørehæmmede og døvblevnes muligheder for tilknytning og fastholdelse på arbejdsmarkedet ved brug af videotolkning til kommunikation på arbejdspladsen. Projektet er en videreudvikling af projektet ”Tegnkom – her og nu”, der dokumenterede, at det er muligt at udvikle og drive en videobaseret fjerntolkning, hvor der opnås en billedkvalitet, som er tilfredsstillende for såvel tolk som bruger.

Projektets primære målgrupper er døve, hørehæmmede og døvblevne på vej eller med tilknytning til arbejdsmarkedet. Videotolkeservice vil kunne anvendes af fx. jobcentre, virksomheder og andre, der har behov for at kunne kommunikere med døve/hørehæmmede på arbejdspladsen.

Projektperiode: 1. januar 2008 - 31. december 2009.

Projekt ”Tegnsprog mellem kollegaer, fase II”
Projekt ”Tegnsprog mellem kollegaer, fase II” er en videreførelse af projekt ”Tegnsprog mellem kollegaer” som blev afsluttet 31. december 2006. Igennem det første projekt har 400 hørende kollegaer til døve fra i alt 48 virksomheder gennemgået et grundlæggende tegnsprogs-undervisningsforløb af enten 15 eller 30 lektioners varighed.

Med det nye projekt vil Castberggård indsamle yderligere dokumentation om behov for og virkning af at give kolleger til døve/hørehæmmede tilbud om tegnsprogsundervisning. Planen er, at oprette 50 hold årligt over de næste to år.

Tilbuddet er landsdækkende og koordineres af Castberggård Job- og udviklingscenter. Der vil være en tæt kontakt til jobcentrene og Specialfunktionen i Vejle. Landets døvekonsulenter indgår også i samarbejdet, hvor de skal sikre, at information om tilbuddet formidles til virksomhederne.

Projektperiode: 1. januar 2007 - 31. december 2009.

Kvalitativ brugerundersøgelse af døve i arbejde/uden arbejde
Projektet består af interviews med ledere og ansatte døve eller hørehæmmede med henblik på at afdække de vilkår, der kendetegner ansættelserne, hvilke barrierer der har været, og hvordan virksomheden tackler og løser disse. Interviewene kan også afdække, hvordan ansatte har overvundet evt. barriere fra uddannelse til job. Interviewene skal resultere i en række forslag til ”best practice” til ansættelse, idéliste til ansættelsesmuligheder for målgruppen og portrætserie over rollemodeller i job.

Projektperiode: 1. marts 2008 - 31. december 2008.


Epilepsi

”How do you do…?” – metodehåndbøger for erhvervsrehabilitering af epilepsiramte
Dansk Epilepsiforening vil med dette projekt foretage en systematisk indsamling af viden og barrierer om muligheder for erhvervsrehabilitering af epilepsiramte. Ved at fremhæve de gode eksempler og gennem spredning af ”best practice” ønsker projektet at opkvalificere viden om erhvervsrehabilitering hos udvalgte aktører. Konkret drejer det sig om jobcentre/kommuner og behandlingssteder.

De gode eksempler skal samles i to metodehåndbøger, der skal kunne anvendes af de fagprofessionelle i jobcentre/kommuner og behandlingssteder, som er involveret i erhvervsrehabilitering af personer med epilepsi.

Metodehåndbøgerne skal opkvalificere de udvalgte sektorers viden, og give dem bedre mulighed for at skabe overblik over faktorer, som er afgørende for personer med epilepsis evne og mulighed for at komme ind på eller forblive på arbejdsmarkedet. Det gælder uanset om personen er ansat på ordinære vilkår eller i støttet beskæftigelse.

Projektperiode: 1. december 2007 - 31. december 2009.


Psykisk funktionsnedsættelse

Sygemeldt med psykisk funktionsnedsættelse – redskabspaletten til fastholdelse på arbejdsmarkedet
Projektet fra Institut for Serviceudvikling A/S har til formål at hjælpe psykisk syge ind på arbejdsmarkedet – især dem der efter længere tid på sygedagpenge befinder sig i en ”sygdomsmæssig gråzone”. Projektet vil sammentænke en række redskaber, som anvendes i sygedagpengeopfølgningen.

Projektets målgruppe er 500 sygemeldte med psykiske problemer, der ikke har været igennem en udredning, eller hvor det er vanskeligt at stille en diagnose. Der er primært tale om unge under 30 og kvinder.

I projektet gennemses 500 sager, hvor der udarbejdes en kompetenceprofil. Formålet er at:



Halvdelen af målgruppen (min. 250 personer) blandt handicappede med psykiske funktionsnedsættelser kommer i virksomhedsrettede forløb
80 % af alle deltagere blandt handicappede med psykiske funktionsnedsættelser oplever, at de via projektet, fx ved at blive kompetenceafklaret og afprøvet i virksomhedsrettede forløb etc., har fået øget forståelse for egen arbejdsevne
75 % af deltagere med psykisk funktionsnedsættelse udtrykker, at de har fået øget forståelse for egen arbejdsevne
75 % af de deltagende sagsbehandlere og jobkonsulenter udtrykker, at de har fået flere redskaber til at indgå dialog med personer med psykisk funktionsnedsættelser samt øget kendskab til mulige redskaber og tilgange anvendt over for virksomheder
Alle deltagende virksomheder udtrykker, at de har fået forøget viden om de muligheder, der måtte være i forhold til at ansætte og fastholde personer med psykiske funktionsnedsættelser

Projektperiode: 1. marts 2008 - 1. juli 2009.

Videnbaseret netværk om psykisk sårbares/sindslidendes muligheder for fastholdelse af job
Med dette projekt vil Psykiatrien i Århus etablere et vidensbaseret netværk mellem relevante aktører, som skal medvirke til at afklare, hvilke faktorer som er centrale for, at jobforløb for personer med psykiske vanskeligheder forbliver stabile. Deltagerne i netværket er syv revalideringsvirksomheder/centre.

Projektperiode: 15. juni 2008 - 15. december 2009.


Ordblinde/personer med læse/staveproblemer

Fra A til Å – 28 skal der stå
Med projektet ”Fra A til Å - 28 skal der stå” vil Huset Venture højne læse/stavefærdigheder for ansatte på vestjyske virksomheder, hvorved den enkelte deltager står bedre rustet med hensyn til uddannelse, fastholdelse og opnåelse af job. Målgruppen er ordblinde og personer med læse-/staveproblemer, der enten er kortuddannede eller ufaglærte. Forbedringen af læse-/stavevanskelighederne skal sikres gennem en sprogmentorordning. I ordningen skal mentorer motivere en gruppe på mindst 75 personer til sprogundervisning i arbejdstiden, ligesom der skal foretages individuel kompetenceafklaring, der skal danne grundlag for fortsat efteruddannelse. Det forventes, at projektet vil bidrage til en holdningsændring vedrørende ordblindhed på de involverede arbejdspladser.

Projektet er et pilotprojekt, der skal danne grundlag for en større satsning for en række andre virksomheder. Projektet gennemføres bl.a. i et samarbejde med 3F, Ringkøbing-Holmsland, Uddannelsescenter Ringkøbing-Skjern, FLEXIKA og flere vestjyske virksomheder.

Projektets resultater formidles ved hjælp af digital kommunikation, en projektwebside og en professionelt produceret video. Undervejs vil der løbende blive udsendt nyhedsbreve. Efter et år indbydes til en større formidlingskonference for relevante målgrupper.

Projektperiode: 1. januar 2008 - 28. februar 2009.


Erhvervet hjerneskade

HovedHuset – integration og fastholdelse af mennesker med erhvervet hjerneskade på arbejdsmarkedet med udgangspunkt i Clubhouse-modellen.
Projektet fra Hjerneskadeforeningen har til formål at integrere og fastholde personer med erhvervet hjerneskade på arbejdsmarkedet. Projektet vil udvikle og dokumentere clubhouse-modellen i forhold til målgruppen, indsamle viden om barrierer for at fastholde hjerneskadede i beskæftigelse, samt udvikle metoder, der støtter fastholdelse på arbejdsmarkedet. Endelig vil projektet udvikle en konsulenttjeneste for virksomheder med henblik på fastholdelse af medarbejdere, som rammes af en hjerneskade.

Projektperiode: 1. december 2007 - 31. december 2009.


Muskelsvind

Muskelsvindfonden: Uddannelses- og erhvervsmuligheder – når unge handicappede er blevet voksne.
Unge med muskelsvind har, som alle andre, drømmen om uddannelse og job. Ofte støder de på barrierer på arbejdsmarkedet og i uddannelsessystemet, som hindrer dem i at få en den ønskede tilknytning til arbejdsmarkedet. Muskelsvindfondens projekt retter sig mod unge mellem 19 - 30 år med muskelsvind.

Formålet med projektet er at afklare, hvilke vanskeligheder unge med et fysisk handicap møder i arbejdsmæssig sammenhæng, og hvad der skal til for at rydde disse vanskeligheder af vejen. Derudover vil projektet kvalificere vejledningen, når de unges skal vælge uddannelse samt kvalificere virksomheder og uddannelsesinstitutioner til at modtage unge med et fysisk handicap.

Projektperiode: 1. december 2007 - 31. oktober 2008.
http://vidensnetvaerket.dk/nyhedsbre...-beskeftigelse
__________________
Hjort siger: "Det skal kunne betale sig at arbejde." Men siger IKKE for HVEM? Zuza
"The way my luck is running, if I was a politician I would be honest." Rodney Dangerfield
zuza er ikke logget ind   Besvar med citat
Svar


Regler for indlæg
Du må ikke lave nye tråde
Du må ikke besvare indlæg
Du må ikke vedhæfte filer
Du må ikke redigere dine indlæg

BB code er Til
Smilies er Til
[IMG]kode er Til
HTML-kode er Fra

Gå til forum

Lignende emner
Emner Emnet er startet af Forum Svar Sidste indlæg
Handicap og beskæftigelse. phhmw Politik og Samfund 0 04-03-2013 15:02
Vidensnetværket: Handicap og Beskæftigelse buster Et godt link! 2 07-08-2011 22:42
Om beskæftigelse zuza Er det overhovdet til at få fleksjob? 1 15-10-2008 23:45
handicap og beskæftigelse MajT Jeg har fået job. 8 02-10-2008 10:25
Vidensnetværket – Handicap og beskæftigelse zuza Er det overhovdet til at få fleksjob? 3 03-06-2008 00:15




Alt tidssætning er GMT +2. Klokken er nu 08:10.


Lavet i vBulletin® Version 3.8.10
Copyright ©2000 - 2024, Jelsoft Enterprises Ltd.
Copyright © www.k10.dk
Indholdet på K10 - Flexjob & Førtidspension må ikke kopieres eller gengives andre
steder uden først at have indhentet tilladelse til det fra ejeren af K10 - Flexjob & Førtidspension