Midlertidig førtidspension???

Som jeg ser det tiltag med midlertidig førtidspension, så handler det om at Frederiksen vil væk fra et "Kommunerne KAN gør en førtidspension midlertidig" og over til et "Kommunerne SKAL gøre en førtidspension midlertidig op til 40 års alderen".

Det stemmer HELT overens med hans sædvanlige mistros politik... det handler om at han vil have regler der sikrer at kommunerne via lovgivning giver midlertidige førtidspensioner uden nogen form for skøn, fordi han som sædvanlig tror at alle andre end ham er ude på at krybe over hvor gærdet er lavest.

I mine øjne er det igen et rap over fingrene til de syge, og en opsang med tilhørende lovgivning overfor kommunernes sagsbehandlere, sådan pænt pakket ind som noget han gør af godhed overfor de "stakkels syge der ellers havner på social deroute". Han har simpelthen gang i den store tvedelte tunge igen.

Det er den eneste logiske forklaring jeg kan se på de her overvejelser, for uden denne mistro er disse overvejelser fuldstædig hul i hovedet og genopfindelse af hjulet.

Men med Hjort som ror-styrer, så kan det vel ikke undre nogen

[Stoktoft]

JA Hejdien, jeg var sgu mere isoleret da, jeg var i kommunens system, efter hvert møde, som foregik 25 km væk fra min bopæl, kunne jeg være sikker på at jeg ikke kunne mere den dag, og sommetider også den efterfølgende.

I tiden med arbejdsprøvning, var mine kræfter opbrugt når jeg kom hjem, det gik ud over familien, ungerne fik ikke hjælp til lektier (manden kunne ikke hjælpe da han er stærkt ordblind) svigermor måtte komme og hjælpe med rengøring og maden. Manden havde travlt med børnene og at hjælpe mig med personlig pleje. De fleste dage måtte jeg tage hjem før tid, eller ringe til svigermor der så kom og hentede mig fordi jeg ikke kunne køre bilen.

ALT blev sat på standby, mit og familiens sociale liv var ikke eksisterende. Vi overlevede kun.

Alt dette forværrede min sygdom, og jeg kan nu i dag ikke engang vride en karklud og tørre støv af, jeg kan på gode dage selv ordne vasketøjet.
At være i bad, tager så mange kræfter, at jeg kun gør det når manden kommer hjem, han skal nemlig for det meste hjælpe mig i tøjet bagefter. Hver morgen gi'r manden eller de store unger mig strømper på, gør de ikke, jamen så må jeg bare fryse fusserne

Puha, minderne kom lige op til overfladen, så skulle lige ha' det ud.

Mon ikke også det kan gi' dig Nanna et indsigt i hvad der sker i en familie med sygdom.

Ja der er mange fordomme mod de usynlige sygdomme, du skal helst ha' brækket noget, gipsen kan man jo se

Men jeg vil nu stadig ha' ret til at gøre noget ud af mig selv, det gi'r da en vis selvtillid og velværd, at man er velsoigneret og almindelig pænt klædt på.

Stoktoft

[Huldra]

ak ja.. vores social liv er faktisk ikke eksisterende. vores børn får helst ikke besøg hjemme af kammerater, da jeg syntes det er flovt med alt det rod, og skidt.
med 2 mindre børn, 2 store børn, hund, kat, så bliver her altså rodet uanset hvad. så jeg når aldrig rundt i alle hjørner inden det flyder igen.
min mand er fp. med meget svære rygsmerter. han kan næsten ikke bidrage med noget hjælp.
jeg selv er langtidssygemeldt, pga kommunenes smøl.. og fordi jeg håbede selv at imens jeg ventede ville jeg nok blive frisk.. de siger jo piskesmæld går over.
men jeg er kun blevet værre, især efter arbejdsprøvning. men hvor min sagsbehandler læser det som jeg er frisk som en havørn.
min mands fp er til genovervejning nu, ja det håber vi da.. han bliver nok nødt til at rykke i dem... og det giver endnu mindre overskud til at være social.
hvis nu bare min mand havde fået vedvarende pension for 2 år siden, havde han måske været mere ovenpå, og kunne have overskud til at hjælpe mig igennem systemet.

jeg har svært med at man skal mistros hele tiden, for de allerfleste med deres fulde fem, ville da foretrække et alm. arbejdsliv, hvor man bliver værdsat, regnet for noget. har mulighed for opsparing, kan gøre som man vil i forhold til ferie og andet.
som jeg læser de andres historier herinde, så kan vi som syge ikke engang tillade os at tage makeup på eller klæde os pænt,, nej for så er vi sku nok alt for friske..
måske er det mit held at jeg på mindre end ½ år er kommet til at se 1o år ældre ud, desværre får det ikke nogen effekt overfor min sagsbehandler, for ham har jeg sku aldrig mødt. trods sygdom siden jan. 06..
hm. sorry var det i det hele taget det som sagen handlede om?

[Emma]

Kære Hejdien, hvor har du bare ret, jeg er godt nok ikke fp. men ledig flexer.
Har helt sikkert mistet veninder efter jeg blev syg, da mit overskud ikke var/er til at kunne tilbringe så meget tid sammen med dem som førhen. I starten blev jeg ked af det , men tænkte så... nej, vær noget for dem der er tilbage , det er dem der forstår og holder af dig, og så selvfølgelig mine egne dejlige unger samt et barnebarn, Har to rigtig gode veninder tilbage og nej føler mig bestemt ikke isoleret, for det skal tilpasses kræfterne,ellers er det ned og ligge og så er man jo netop isoleret, hvis dagen skal tilbringes i sengen. Kan nogen dage blive skrækslagen ved tanken om at skulle op og møde på et arbejde, hvis smerterne er særlig slemme eller nattesøvnen har været rigtig dårlig , hvad den som oftest er. Tror du selv et sted herinde har skrevet at "nogen dage ville jeg elske at komme afsted, andre dage ville jeg forbande det" ikke helt ordret, men noget i den stil, kan bare huske da jeg læste din sætning , at jeg tænkte ..lige præcis sådan ville jeg også ha" det.
Tror derfor at for mange syge giver fp. en ro og tryghed i hverdagen, så selvom pengene er små (pensionen) finder man ud af at leve sit liv med det man orker, samt trygheden ved at vide ...AT NU ER DER ENDELIG RO PÅ..nu kan DE ikke trække mig rundt i manegen længere. Den ro er guld værd.

mange hilsner fra Emma.

[Neurosmølf]

For mig er pensionen en chance for lidt af den fred som mit sind trænger til efter så mange knubs og puf i den åhh så sunde sociale verden.
Isolation , tjah, det vil jeg ikke kalde det,det er mere et vacuum af næstekærlighed, den opstår fordi venner og bekendte ikke forstår og ikke vil/kan omgås folk som mig der er blevet "mærkelig" og " sårbar som et råddent æg" , og naboen er jo bange for at give en hjælpende hånd, selvom det kunne have gjort en forskel med at få det bare lidt bedre.
Virkeligheden var at jeg var nok mere isoleret og udsat i mit arbejdsliv, idet det dårlige arbejdsmiljø var det der gjorde mig syg.
Der er misforståede begreber i de undersøgelser der bliver lavet om at det er så sundt at have et arbejdsliv, for man skelner ikke mellem "raske" og "sunde" arbejdsmiljøer, og er man ramt af et dårligt arbejdsmiljø magter man ikke at stille op og forlange ændringer, for man er måske ramt for hårdt af følelsen af at man selv der er skyld i det hele, fordi man ikke har kunnet sige fra. Det er der bare mange af os der ikke kan, og så ender man som stressramt.
Gør noget ved arbejdsmiljøet istedet for at jagte syge, så jagter man nemlig årsager istedet for symptomer ...

Til alle Os


mvh Nøvsen

[Suncil]

Det at blive syg, har isoleret mig så meget.

Tidligere var jeg meget mere udavendt og social, nu orker jeg intet, for passer jeg ikke på skal jeg ligge i sengen mange dage efter med smerter og migræne

Har stadig lidt kontakt med mine tidligere arb.kollegaer, men det bliver mindre og mindre for kan ikke følge med i deres snak og føler mig udenfor.

Så det er godt at kunne skrive med andre, når man har kræfter til det

Tak til alle på denne vidunderlige side

V.h Suncil