Diskusprotese

[ErikS]

Hej alle

Tak for de gode svar.

Først og fremmest, så er jeg en af de heldige. Min sag er kørt glat igennem ASK. Mit minifleksjob blev godkendt efter 4 ugers praktik, og 5 minutters behandling i rehabiliterings teamet.
Udover dette har jeg en familie, der har udholdt mig de sidste 5 år.

Min arbejdsgiver vil ikke engang søge paragraf 56 når jeg er syg. Og de har bare et stort hjerte. Det betyder meget.

Som andre rygpatienter så er det bare svært, fordi at ingen kan se og føle smerterne. Ofte tænker man at, hvis man havde været amputeret, så kunne andre forholde sig til det!!
Jeg tager eks aldrig med min kone ud at handle.Hun skal bære poserne - ikke særligt mandigt eller galant.

Og have små børn er en anden sag. Afbud til deres arrangementer. Ingen løft eller fysisk belastning. Altid træt pga manglende søvn, og op imod 10 x morfin tabletter på en dag.
Værst af alt er den pludselige og ukontrollerbare tissetrang - ydmygende for en voksen mand.

Ifht kommende operation, så svæver det hele. Når jeg sidder foran en læge, og han nævner operation, så går klappen ned. Jeg lytter, men kaperer intet - kender i det??

Mine tanker går trods alt til de stakkels mennesker, der står i en uafklaret arbejdsmæssig og økonomisk situation. Det er hårdt, og desværre tror jeg at det kun bliver værre.

I løbet af 14 dage skal jeg tage en beslutning. Lægen fortæller at smerterne aldrig vil forsvinde, men håbet er at skære medicin væk - kunne have kvalitetstid med min familie.
Komplikationerne er dog mangefold en almindelig diskusoperation, idet at de skal rode tæt ved spinalkanalerne, og deres erfaring er meget lille.

Skal - skal ikke

[frida]

Jeg tænker som Phhmw også er inde på, at et blik på dine medicin og optimal virkning af denne kunne være et skridt.

I forhold til morfin behandling, som Peter nævner, er det meget vigtigt du får instruktion i korrekt dosering ind- og udtrapning, så du er bedst muligt smertelindret.

Ville det være en mulighed, at få en henvisning til smertecenter?

De kan hjælpe dig med medicin, men også med træning og skånehensyn.

Du kan benytte dig af det fri sygehusvalg.

Jeg er selv smertepatient, og jeg kender den anden smerte du taler om, der handler om at man ikke kan det man plejer, omgivelsernes accept, men også ens egen accept af sygdommen.

Det er svært. Især fordi man er alene i sine smerter og de tab det medfører for ens livskvalitet.

Sværest synes jeg dog det er, når ens nærmeste ikke kan/vil sætte anerkende hvad smerter gør ved et menneske.

Det kan til tider være værre end selve sygdommen.

Frida

[phhmw]

Kære Erik.

... at få en snak med den unge mand jeg har beskrevet.

Den eneste forskel på din og hans sag er at hans protese i L5/S1 sidder korrekt.

Så hvis du ønsker en kontakt, må du give mig besked her, så sender jeg dig en PB, Personlig Besked hvor jeg sender dig en mailadresse, som du ikke udleverer til andre, uden tilladelse.

Husk hvad Benny Andersen skriver: "Livet skal mærkes" så ud med konen og køb ind og lær nu, hvad du alligevel bliver tvunget til, at være fuldstændig ligeglad med hvad andre uvidende mennesker mener om din situation.

Vær du kun glad for dit små-tisseri, prøv du at misten evnen til at mærke tissetrangen, så kommer du på andre tanker. Snup du en Uridom eller tissepose og tis nås du skal. Småproblemer skal vi ikke bruge tid på.

Den medicin du indtager i dag, kan du IKKE fortsætte med uden du løber ind i problemer inden næste år er gået, så tænk lidt over hvad jeg har rådet dig til.

Bedste hilsner

Peter