Danskerne har de skrøbeligste sind i Verden...

[Loppen]

Fantastisk positivt! Så når alle behandlingsmuligheder er opbrugte, kan den kronisk syge patient blive rask af coaching. Glæder mig allerede, for det er da noget helt nyt.

[popiae]

Der findes desværre en masse sygdomme som er fysiske, men som ikke kan ses.

Og fysiske sygdomme, som er meget sværre, måske aldrig at få eksakt diagnose på, men bliver ved "mest sandsynlig".

tro ikke at der bliver givet ved dørene, fordi det er fysisk sygdom.

Kommunerne gør alt, for at give os andre helst psykiaske diagnoser, med i bagagen.
Og desværre har de held i mange sager, fordi den syge ikke kan klare alle de kriser de således skal klare.
(Dette har jeg også fået bekræftiget af en overlæge i psykiratri).

Det er dog ikke at sidestille med de problemer psykisk syge har på arbejdsmarkedet.

Het er derfor vigtigt at skille de 2 problematikker ad.

Når bl.a. Palle Ørbæk kan udtale at bla stress og dep. kan behandles, har han sandsynligvis ret i de fleste tilfælde.

Han har nemlig ret der hvor det er belastninger pga fastholdelse, og uvisheden i systemet der forårsager dette, fordi en afklaring alene vil skabe forbedring, formodenlig raskmeldning, men...
Når der så er fysisk diagnoser, som burde have giver pension eller fleks, er det selvsagt ikke nok.

Men kommunerne tildeler således på det samlede grundlag, hvorefter de nægter den fulde hjælp til fysisk handicap, den handicappede/syge ellers ville være berettiget til.
Herunder merydelsen, som snart er umulig at få, og hvis pensionen ikke er tildelt på fysisk grundlag alene, har kommunen et godt kort på hånden.

VH Popiae

[gunvor]

Hej Herinde.

Popiae du kommer m. flere gode pointer her, jeg var også ved at klods i mit mundvand i venteværelset, da jeg læste dagens artikel om dette i Berlingeren, ehl ehl side, for mange kom med konstruktive forsalg til hvordan dette kunne gøres bedre fra DA til fagforeninger, men nej Støjberg, havde en kur, ved at gøre det mere end vanskeligt for mennesker under 40 azt få pension el. fleks, ja, så bliver folk puf raske = uden psykiske problemer.

For mig at se der der 2 meget store sider af sagen:

dels den tilværelse, spec. arbejdsmæssigt man giver mennesker i DK - hvor det næsten er umuligt ikke at blive stresset på et el. andet tidspkt. i en erhverv pga. manglende reformer indenfor arbejdsmiljø

dels at man indenfor SDPsystem, som Popaie ganske rigtigt skriver helst ser en psykisk diagnose el. kobler en sådan på, og også som Popaie skriver, at man på måden man bliver behandlet på under SDP kan få psykiske konsekvenser, men også at man f.eks. allerede i børnealderen er blevet mere end vild m. at stikke diagnoser ud til børn, som endnu ikke er færdigudviklet og måske bare reagere normalt på dårlige livsforhold. Her er jo også sket en eksplotion i tilfælde af f.eks. ADHD ect.

Som der ganske rigtigt blev sagt i radioen idag en samfund m. størst mulig lighed giver størst mulig tolerance. Og her er vi virkelige kommet ud at svømme på dybt vand i DK, hvorfor tolerancen overfor noget der bare er lidt anderledes efterhånden kan ligge på et meget lille sted, hvilket også forøger alt for mange menneskers lyst til at putte problemet i en kasse, ja, for så kan vi jo placere det, som et enkelt tilfælde el. isolerede dette og behandle.

Efter min mening ville den bedste behandling for livets genvordigheder være langt nemmere at bære, hvis man blev mødt anerkendende og forstående, ja, endda m. et menneskervarmt klem.

[Tassi]

Oprindeligt indsendt af Zastrow

Hvis det virkelig kommer til at forløbe sådan - er det da en ret positiv ting.

Godt at der nu er fokus på det.

Du har fuldstændig ret - det ville være en god ting - hvis det kom til at forløbe sådan
Men vi ved bare at virkeligheden er skruet anderledes sammen

Politikere er ideologer. De forholder sig teoretisk til problemstillinger. Udklækker ideer, som kan se nok så logiske ud på papiret
Men når man har med mennesker at gøre - særligt de psykisk sårbare - så er det regnestykker med rigtig mange ubekendte, som ikke lader sig gå op i en simpel logik. Særligt ikke når vi taler om et levende, dynamisk samfund, og ikke et isoleret laboratoriumforsøg under strengt kontrollerede forhold

Jeg er fuldstændig enig i de andres synspunkter

Hvis dette bliver vedtaget, vil vi kun opleve éen ting: At folk vil blive endnu sygere. For sådan som systemet er skruet sammen i dag, med den holdning (eller mangel på samme), som man har over for psykisk skrøbelige mennesker, er man overhovedet ikke i stand til at håndtere dem
Hvorfor ender så mange psykisk skrøbelige på førtidspension? - det er dét spørgsmål man skal stille sig selv, før man kan finde svarene, og dermed også løsninger. For som en siger - der er forskel på at behandle f.eks en depression med succes under en sygemelding, og så rent faktisk have denne depression under kontrol i en arbejdssituation
Problemet er så bare at det er yderst vanskeligt at behandle f.eks en depression, mens man sidder i systemet. Fordi systemets manglende evne til at håndtere sårbare mennesker, sandsynligvis er med til at fremprovokere depressionen
Hvor mange (inkl mig selv) har ikke oplevet en væsentlig forværring af deres tilstand, samt fået tilraget sig nye diagnoser - som netop depression og angst - på grund af den måde systemet håndterer os på?

Der er en helt grundlæggende mangel på forståelse for, hvordan man håndterer os, og så længe den mangler, kan man smide nok så mange flotte skrivbords-logiske forslag på bordet. Og 10 år senere smide det ind i kassen med alle de andre stemmeslugende politiske hovsaløsninger, der ikke viste sig at have en positiv effekt (og have gjort livet til et ******* for x antal mennesker i processen)

Da jeg blev sygemeldt for 5 år siden, havde jeg bestemt ikke førtidspension i tankerne. Havde nogen foreslået det, ville jeg have kaldt det 'absurd'
Ikke desto mindre sidder jeg nu i dag og har ikke andre løsninger tilbage
Jeg ville ønske, jeg havde fået den rette hjælp, så jeg havde været i stand til at klare et fleksjob (og bad skam om den mange gange - den kom bare aldrig)
Systemet mangler helt bestemt at få strammet gevaldigt op, så man kan få denne hjælp (har skrevet en blog omkring anbefalinger til håndtering af psykisk sårbare),og det kan kun gå for langsomt med at få det til at ske

Det første sted, man passende kunne starte, var at tildele folk en midlertidig 5 årig ydelse, som man under nogen omstændigheder ikke vil blive frataget, medmindre man er blevet klar til at gå tilbage til arbejdsmarkedet. En ydelse, man vel at mærke kan leve for, så man ikke skal leve med den konstante stressfaktor det er ikke at vide om man kan betale sine regninger

Men nej - lad os true folk på deres forsørgelse, og lad dem kæmpe for den. Lad dem bruge deres sparsomme ressourcer på at selvuddanne sig til minisocialrådgivere, hvis de har den mindste ambition om at få hjælp i systemet
Og sideløbende sende dem til nogle smarte coaches, som lige ved, hvilke smarte redskaber, man skal tage i brug for at optimere sine egne ressourcer ...

[Katharina]

Jeg er enig i fremsatte vurderinger i denne tråd.

Og:

Oprindeligt indsendt af gunvor

Som der ganske rigtigt blev sagt i radioen idag giver et samfund med størst mulig lighed størst mulig tolerance.

Og her er vi virkelig kommet ud at svømme på dybt vand i DK, hvor tolerancen overfor noget der bare er lidt anderledes efterhånden kan ligge på et meget lille sted, hvilket også forøger alt for mange menneskers lyst til at putte problemet i en kasse, ja, for så kan vi jo placere det, som et enkelt tilfælde og isolere dette og behandle det.

Efter min mening ville den bedste behandling for livets genvordigheder være langt nemmere at bære, hvis man blev mødt anerkendende og forstående, ja, endda med et menneskervarmt klem.

@gunvor: Jeg er meget enig i din analyse af problemstilling rejst i dagspresse den 14. feb. omkring indtryk af særligt mange udstødt af arbejdsmarked psykisk betinget i Danmark.

Og @Tassi: Jeg er enig i, at "flotte skrivbords-logiske forslag" og "stemmeslugende politiske hovsaløsninger" og ny smart varmluftkonsulent "coaching" ikke har vist ønsket effekt på område: et rummeligt arbejdsmarked med flere raskmeldte tilbage på arbejdsmarked efter sygemelding.

Det virker meningsløst, siger speciallæge Palle Ørbæk, fordi mange sygdomme, som gør, at folk udstødes af arbejdsmarked - i sig selv kunne helbredes - men at folk, når de i sig selv er helbredte og opfølgende kommer tilbage på arbejdsmarked, bliver syge igen.

Hvorfor?

Det ser ud til vi har hårdere virksomhedskulturer end vore nabolande, så danskere er mere udsatte for udstødning af arbejdsmarked på grund af sygdom - både fysisk og psykisk:

Her er til illustration en undersøgelse af udstødning fra arbejdsmarked psykisk betinget i DK fra dec. 2010:

Danmark er det land i Norden, der er dårligst til at forebygge stress på arbejdspladsen, viser undersøgelse gengivet i Avisen.dk den 15. december 2010:

Det ser jf. denne undersøgelse ud til at øget stressforekomst med risiko for opfølgende udstødning af arbejdsmarked i Danmark er sociologisk betinget - af en eller anden grund:

http://avisen.dk/dumpet-danmark-stresser_138623.aspx

Og mange sygemeldte gives ikke gives tid til at komme sig af sygdom - før sygedagpenge stoppes - så folk bliver ramt socialt ud over at være syge - hvilket ikke er fremmmende for proces at helbredes - som vi så i Kontant den 15. feb. 2011.


Og mange fysisk og psykisk sygemeldte får ofte sygdom forværret - både fysisk og psykisk - i proces i sagsbehandling - jf. beskrivelser i denne tråd - og generelt på K10.

Og læs mere om emne i dagspresse her:

http://politiken.dk/debat/kroniker/E...for-samfundet/

http://www.information.dk/234773

http://avisen.dk/anklage-laeger-kass...er_121038.aspx

http://avisen.dk/saadan-behandler-vi...ge_121823.aspx


Der er kommet en ny vægtig teori om betydning af social og politisk lighed for sundhed og trivsel, som gunvor nævner i sit indlæg i denne tråd:

Social og politisk lighed i et samfund - hvad enten lighed er opnået ved et mere lige lønudgangspunkt eller ved omfordeling via skatter - ser ud til at øge trivsel og sundhed både fysisk og psykisk og mindske vold i et samfund, fortæller artikel i Information den 1. feb. 2011:

http://www.information.dk/258212

Spørgsmålet er imidlertid, hvorfor vi er så følsomme over for social og politisk ulighed?

R. Wilkinson er først uddannet læge og har opfølgende studeret økonomi.

Han redegør for menneskers følsomhed over for social og politisk ulighed: at undersøgelser har vist, at trusler på social status og værd rammer mennesker hårdt og får stresshormoner til at stige.

Denne stress rammer - når mennesker føler social status truet - ved skilsmisse, ved arbejdsløshed, ved sygdom, ved tab ved dødsfald - med risiko for stress, depression, angst, misbrug, nedsat fysisk styrke og immunitet til at modstå fysisk sygdom.

Læs mere her: http://www.information.dk/258212

Og i et samfund med øget ulighed og intolerance individualiseres syn på fysisk og psykisk sygdom - med risiko for udstødning af arbejdsmarked på grund af stigmatisering af sygdomme, som i sig selv er helbredelige.

http://www.information.dk/259420

Det kræver omhu i tilrettelæggelse af arbejdsmiljø på arbejdspladser at støtte tilbagevenden til arbejde efter arbejdsbetinget fysisk og psykisk sygemelding - og i denne forbindelse synes arbejdspladsskulturer i DK meget lidt rummelige nu - selvom patienter og læger og socialrådgivere følger op på sygdomme efter bogen.

[Tassi]

Oprindeligt indsendt af Katharina

Jeg er enig i fremsatte vurderinger i denne tråd.

Og:

Fantastisk godt stykke arbejde, du har gjort i tråden, for at samle overblik over emnet!

Der er noget, der mangler, dog. Men det er også et emne, der er svært at tage fat i konkret
For det handler ikke kun om virksomhedskultur og rummelighed på arbejdsmarkedet. Et menneske er så meget mere, og det halter også på andre fronter;

- de opløste familiemønstre. Flere og flere oplever at skulle leve som supermennesker fordi de som singler skal klare de samme ting alene, som der før var to til - både fysisk og psykisk

- individualiseringen. Vi kan og skal klare alt selv. Vi er ikke længere en del af fællesskabet, og læner os ikke længere op ad hinanden. Derfor begynder vores daglige udfordringer også at udvikle sig til egentlige problemer, som vi så ender med at få en psykolog til at hjælpe os med

- selvrealisationen. Det er ikke nok at have job og børn. Nej, vi skal også lære kinesisk på aftenskole, da det er målet for vores næste ferie, som selvfølgelig inkluderer trekking på den kinesiske mur

- selvforherligelsen. Vi har lært at det perfekte menneske findes. Det er i alle fald en propaganda rigtig mange påvirkes af via de daglige medier. Så vi skal træne - helst mindst 3 gange om ugen. På wellnessture med veninderne. Have lækkert hår og garderobe (og arbejder gerne lidt hårdere for at tjene den ekstra løn til det). Alt sammen i jagten på selv at blive (eller i det mindste fremstå som) det perfekte menneske

Minimér bare én af ovenstående faktorer, og det vil automatisk lette presset, og dermed også stressen, på det enkelte menneske

Vi har bevæget os ud på et menneskeligt sidespor i vores land, da vi glemte den menneskelige faktor i jagten på økonomisk overskud
Vi har gjort os til en nation af psykisk skrøbelige mennesker, der er blevet enormt stressfølsomme
Og formår vi ikke at vende skuden nu og her, vil flere og flere mennesker falde. Vi har kun set toppen af isbjerget. For jeg vil påstå at den dag i dag, d. 16. februar 2011, sidder der mange mennesker rundt omkring i det ganske land og spekulerer på, hvor længe de kan blive ved at holde sammen på deres egen tilværelse. Hvor længe der går, før DERES film også knækker

[Katharina]

Oprindeligt indsendt af Tassi

Fantastisk godt stykke arbejde, du har gjort i tråden, for at samle overblik over emnet!

Tak! Jeg har gjort mig umage for at nuancere billede af udstødning af arbejdsmarked - psykisk betinget - mere end i oprindelig avisartikel.

Der er noget, der mangler, dog. Men det er også et emne, der er svært at tage fat i konkret.

Jeg har kun løftet en lille flig af område, hvorfor folk ikke altid synes at blive helbredt - klar parat på arbejdsmarked igen - af helbredelsesindsats, som de selv, læger, psykologer, pårørende, venner, socialrådgivere sætter ind med.

Hvad spærrer ben i proces?

For det handler ikke kun om virksomhedskultur og rummelighed på arbejdsmarkedet.

Arbejdsmarked fylder meget - for det er her vi henter en stor del af vores faglige identitet - og her har vi fagligt og menneskeligt fællesskab - vi efteruddanner os løbende her - vi følger fagligt med - her føler vi faglig og menneskelig værdsættelse - og vi kan glædes over at tjene en god løn - som er vigtig i vore familier.

Et menneske er så meget mere, og det halter også på andre fronter;

Ja! Vi er mere end job! Heldigvis!

- de opløste familiemønstre. Flere og flere oplever at skulle leve som supermennesker fordi de som singler skal klare de samme ting alene, som der før var to til - både fysisk og psykisk

Enig!

- individualiseringen. Vi kan og skal klare alt selv. Vi er ikke længere en del af fællesskabet, og læner os ikke længere op ad hinanden.

Det er et vilkår, at vi er sociale væsner - og samtidig er vi eksistentielt alene - men i og med vi også er meget ens - kan vi lære af hinanden i fællesskaber - bl.a. på K10 - og bryde den eksistentielle ensomhed - og det føles godt!

Derfor begynder vores daglige udfordringer også at udvikle sig til egentlige problemer, som vi så ender med at få en psykolog til at hjælpe os med.

Jeg har både gået i individuel terapi og i gruppeterapi. Det har været lærerigt og vigtigt for mig for at klare udfordringer i krævende job - samtidig med ansvar som hustru og mor - det har jeg det godt med - det har føltes som en normal udgift for mig som udgift til hus, husholdning, bil, tøj, sko og frisør, wellness, kurser, bøger, musik og ferier. Jeg finder dette OK for mig.

- selvrealisationen. Det er ikke nok at have job og børn. Nej, vi skal også lære kinesisk på aftenskole, da det er målet for vores næste ferie, som selvfølgelig inkluderer trekking på den kinesiske mur.

Enig! Kunsten er at være i sig selv og mærke sig selv og nyde at gøre en ting ad gangen og have tid til at reflektere og lære og glæde sig undervejs!

- selvforherligelsen. Vi har lært at det perfekte menneske findes. Det er i alle fald en propaganda rigtig mange påvirkes af via de daglige medier. Så vi skal træne - helst mindst 3 gange om ugen.

Ja - min søn når det - jeg gør det ikke. Jeg nøjes med at skrabe sne og gå ture m.v.

På wellnessture med veninderne.

Lyder godt! Og caféture med veninder er vigtigt!

Have lækkert hår og garderobe (og arbejder gerne lidt hårdere for at tjene den ekstra løn til det).

Lækkert og vigtigt!

Alt sammen i jagten på selv at blive (eller i det mindste fremstå som) det perfekte menneske.

Fremfor at vælge at ville stræbe efter at føle os perfekte - jf. ugeblade - kunne vi vælge at nyde os selv - hvad vi føler lækkert - det er ikke forbudt - selvom vores protestantiske arbejdsmoral og nytteetik siger noget andet!

Minimér bare én af ovenstående faktorer, og det vil automatisk lette presset, og dermed også stressen, på det enkelte menneske.

Eller kunne vi vælge at nyde at føle os dejlige og lækre - i stedet for at piske os selv til at skulle være perfekte?

Vi har bevæget os ud på et menneskeligt sidespor i vores land, da vi glemte den menneskelige faktor i jagten på økonomisk overskud.

Men det er vel i et eller andet omfang vigtigt at stræbe efter økonomisk overskud, når vi har børn - men selvfølgelig skal vi også for vore børns skyld og for vores egen skyld have blik for de menneskelige faktorer i livet.

Vi har gjort os til en nation af psykisk skrøbelige mennesker, der er blevet enormt stressfølsomme.

Arbejdstagere i DK er eksistentielt udsatte - det er arbejdstagere i andre lande også - med behov for sociale sikkerhedsnet til at gribe os, når vi rammes af sociale begivenheder, vi ikke selv er herre over - tænker jeg - i nogle lande er der tradition for forsikringer for disse begivenheder - i andre lande er der tradition for at familie støtter - i de nordiske lande er der tradition for solidarisk velfærd - i nogle jobsammenhænge i DK er der rigtig gode arbejdsgiverbetalte private pensions- og forsikringsordninger - men det er ikke alle, der har det - de skal fortsat have hjælp af fællesskab, synes jeg.

Og formår vi ikke at vende skuden nu og her, vil flere og flere mennesker falde. Vi har kun set toppen af isbjerget. For jeg vil påstå at den dag i dag, d. 16. februar 2011, sidder der mange mennesker rundt omkring i det ganske land og spekulerer på, hvor længe de kan blive ved at holde sammen på deres egen tilværelse. Hvor længe der går, før DERES film også knækker.

Enig! Jeg havde da aldrig regnet med at være i farezone - jeg troede også kun, det var andre.

I forlængelse af din diagnose af tidsånd vil jeg tilføje:

Samfund - ikke kun i DK - men i hele Vesteuropa og USA - synes ramt af tidsånd af en slags ADHD:

"Der er fart på i det senmoderne samfund. Vi skal hele tiden yde mere, hurtigere og bedre. Det er som om, det ikke bekymrer regering, folketingsflertal eller chefer for de statslige myndigheder, hvordan mennesker trives i et sådant samfund.

Tværtimod bidrager de energisk til at holde farten høj bl.a. ved at fokusere snævert på økonomiske bundlinjer og nationale topplaceringer...

Konsekvensen er, at hver enkelt af os, barn som voksen, presses til at holde flere bolde i luften, end vi magter."

Vi multitasker. For at klare det, sætter vi tempoet op. Så bliver vi ligesom hyperaktive.

Vi giver os mindre tid til at tænke os om, så vi også bliver impulsive. Vi har opmærksomhed flere steder på én gang, så vi virker uopmærksomme.

Og hyperaktivitet, impulsivitet og uopmærksomhed er de tre hovedsymptomer på ADHD, og er således blevet træk ved det senmoderne samfund til gene både for stressfølsomme voksne og børn, beskriver artikel i Information den 15. feb. 2011:

http://www.information.dk/259626


Jeg var en af de stressfølsommme over for dette pres i det lange løb:

Egentlig elskede jeg at multitaske med mange koordinerende møder om løbende arbejdsopgaver - men ledelsesforståelse og ledelsesopbakning er fuldstændig alfa omega i projektorganisation med kreativ mødeorganiseret multitasking - og det kom til at mangle ved omstrukturering - og da knækkede min film.

Min sjæl kunne ikke følge med - som du siger til både multitasking på arbejde og hjemme - og samtidig passe på mit helbred - mærkede jeg pludselig.

Og i det perspektiv valgte jeg at passe på mit helbred og min familie - fremfor på et arbejde, der gjorde mig syg!

Og: Så var sygemelding det rigtige.

Kjeld Fredens beskriver, at mennesker, der multitasker er som i en tilstand af at være småfulde - der skal meget lidt til at slå dem ud af kurs - jf. Avisen.dk den 22. sept. 2010:

http://avisen.dk/multi-tasking-svare...ld_133847.aspx

[Katharina]

Palle Ørbæk, speciallæge og direktør i Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, understreger, at nedslidende lidelser som stress og depression kan behandles:

»Derfor er det tragisk, når det fører til udstødelse. Det er vi åbenbart ikke gode nok til at håndtere«, siger han i politiken den 14. feb. 2011:

http://politiken.dk/indland/ECE11954.../?cmpid=ni1063

Dette forstår jeg ikke som anbefaling af udvidede varmluftkonsulent-coaching ordninger for sygemeldte - og heller ikke som kritik af Palle Ørbæks kollegers behandlingsindsats i primært og sekundært sundhedsvæsen omkring helbredelse af stress og depression - men mere som en betragtning omkring krav til arbejdsmiljø på arbejdspladser, som sygemeldte med stress og depression, når de er helbredte for stress og depression, skal kunne vende tilbage til.

Noget tyder på, det kniber med indsats for at rumme stress-ramte og depressionsramte på arbejdsmarked, selvom stress og depression kan helbredes, siger artiklen.

Hvad går galt?

Stig Langgvad, formand for Danske Handicaporganisationer, har gjort sig nogle overvejelser herom i forbindelse med debat om reform af fleksjob og førtidspension dec. 2010 - at før regering begynder at udforme reform af førtidspension og fleksjob, bør de følge op på krav til virksomheder om at rumme mennesker med handicap og sygdom, det kunne i sig selv hindre udstødning - fysisk og psykisk betinget:

"Danske Handicaporganisationer vil rigtig gerne se langt flere personer med nedsat arbejdsevne i job. Vi vurderer, at der er behov for en langt tidligere indsats:"

”Regeringens udspil placerer byrden på den enkelte person. Men virksomhederne har ikke leveret rummelige arbejdspladser. De sociale kapitler er ikke tilstrækkelige. Jeg kan kun opfordre regeringen til også at give virksomhederne forpligtigelse”, udtaler Stig Langvad.

Læs mere her:
http://www.handicap.dk/dokumenter/pr...er-de-svageste

Og læs her om FNs Handicap Konvention, som Danmark ratificerede i 2009, om lige rettigheder til uddannelse, arbejde, bolig, fritidsliv, personlig frihed, familieliv, sundhed og rehabilitering... for både yngre og ældre medborgere med og uden fysisk og psykisk funktionsnedsættelse:

http://www.sm.dk/data/Lists/Publikat...ention-web.pdf

[extra]

vi skal jo ikke mange kilometer væk fra danmarl bare over søen hvor de har det helt anderledes,lige fra skat osv

men gennem behandling og coaching hjælpes til et liv.

selve det her jo positiv hvis nu det bare var det ikke det med under 40 og FP osv

[Katharina]

@Enig i analyse af flad skat i UK og USA - med subsidual velfærd for "the working poor", som er lavtlønnede i job i UK og USA, som ikke gn. deres løn har mulighed for at forsørge familie: mad, bolig, sundhed, uddannelse.

@Enig i analyse - at det næppe er nogens mål i DK - at importere residual velfærdsmodel fra UK og USA - med klasse af "working poor"!

http://articles.moneycentral.msn.com...ordBasics.aspx og http://www.eurofound.europa.eu/ewco/...uk0910029q.htm og http://www.eurofound.europa.eu/ewco/...dk0910029q.htm

Jeg tror, vi i DK bredt ønsker en anstændig solidarisk velfærdsmodel, som er tradition i DK fra Kanslergadeforlig i 1933 mellem de 3 store partier: V, S, R - videreført i brede forlig om solidarisk velfærd fra 1933 til nu.

Kanslergadeforlig fra 1933 - omkring solidarisk velfærd og arbejdsmarkedspolitik og jobskabelse - med betydning for en stabil økonomisk og social og demokratisk udvikling i DK fra 1933 til nu - kan man læse om i regeringens Demokratikanon fra 2008 - i pkt. 27:

http://pub.uvm.dk/2008/demokratikanon/ (1)

Så mon ikke, regering og opposition og deres vælgere dybest set bredt er enige om betydning af solidarisk velfærd. Jeg forestiller mig egentlig ikke uenighed herom grundlæggende i DK!

Jeg forestiller mig bare nogle medlemmer af regering lidt ude af takt med vælgeres ønsker - jf. meningsmålinger.

R. Wilkinson - læge og økonom - som kommer fra UK - har en teori om vigtighed af social retfærdighed og ligeværd - for at forebygge sygdomme fysisk og psykisk:

Social og politisk lighed i et samfund - hvad enten lighed er opnået ved et mere lige lønudgangspunkt eller ved omfordeling via skatter - ser ud til at øge trivsel og sundhed både fysisk og psykisk og mindske vold i et samfund, fortæller artikel i Information den 1. feb. 2011:

http://www.information.dk/258212

Spørgsmålet er imidlertid, hvorfor vi er så følsomme over for social og politisk ulighed?

R. Wilkinson er først uddannet læge og har opfølgende studeret økonomi.

Han redegør for menneskers følsomhed over for social og politisk ulighed: at undersøgelser har vist, at trusler på social status og værd rammer mennesker hårdt og får stresshormoner til at stige.

Denne stress rammer - når mennesker føler social status truet - ved skilsmisse, ved arbejdsløshed, ved sygdom, ved tab ved dødsfald - med risiko for stress, depression, angst, misbrug, nedsat fysisk styrke og nedsat immunitet til at modstå fysisk sygdom.

Læs mere her: http://www.information.dk/258212

-------------------------------------------------------------

Ad 1: Note om Demokratikanon: I Demokratikanon begrundes Kanslergadeforligs vigtighed som del af Demokratikanon på denne måde:

Kanslergadeforliget blev både i samtid og eftertid opfattet som en overbevisende demonstration af det parlamentariske demokratis handlekraft. Forliget lagde samtidig grunden til ideen om det samarbejdende folkestyre, der med held modstod trykket fra tidens totalitære strømninger. På længere sigt lagde forliget grunden til den brede politiske enighed og forligsvilje, der var den politiske forudsætning for efterkrigstidens bredt accepterede velfærdssystem.