Kære alle

[Susanne]

Jeg er startet i virksomhedspraktik itorsdag den 16/11. Jeg er blevet tilknyttet en professionel matchmaker. Jeg var på 14 dages kursus og hun var simpelthen i følge sine egne fortællinger og solstrålehistorier et unikun til at finde fleksjob. Jeg havde virkelig store forventninger til hende, for efter mange andre grimme forløb gav jeg hende ved den individuelle samtale et stykke papir på de begrænsninger jeg havde mødt før på min vej. Jeg bad om at hun kunne matche mig og den rummelighed jeg havde brug for. De følger herefter med i kopi, så I alle kan se det.

Mine forventninger og hensyn til et job.

Et job skal være med strukturerede arbejdsopgaver - det skal være forudsigeligt og afvekslende og foregå i en tryg atmosfære uden alt for mange mennesker.

Jeg har svært ved at planlægge og overskue, så derfor kun en arbejdsopgave ad gangen.

Jeg har en stor træthedsfølelse - fysisk og mentalt - og når min tærskel overtrædes reagerer jeg ved at glemme hvordan ellers simple rutineopgaver udføres - alt bliver uoverskueligt - jeg mister koncentration - hukommelsen svigter - jeg laver fejl og glemmer opgaver og aftaler - samtidig udsender min krop advarselssignaler.

Jeg skal bruge tid til opgaverne (måske mere end andre??)

Jeg er åben og positiv og har stor lyst til at komme videre, men jeg er min egen værste fjende, da jeg har svært ved at acceptere OG opnå accept af min sygdom og min begrænsninger. Jeg er meget sensitiv og følsom.

Jeg skal bruge tid til at overveje et forslag inden jeg giver svar

Jobområder er svært for mig at få helt øje på. Jeg har brug for hjælp til at få øjnene op for hvor jeg kan arbejde med de begrænsninger jeg har.

Omsorgsarbejde er totalt udelukket.

Forretning er ej heller hensigtsmæssigt.

Jeg tror heller ikke at et job jeg skal udføre alene uden kolleger er hensigtsmæssigt.

Uhensigtsmæssigt er også samlebåndsproduktion, hvor jeg ikke selv kan “styre” processen.

Jeg tror på lettere kontorarbejde - kopiering - afsendelse af post og pakker - opdækning og afrydning til/fra møder - registrering og arkivering.

En eller anden form for servicemedarbejder.

Jeg skal have mulighed for at kunne “styre” arbejdsopgaver selvstændigt og uden pres.

En uge efter kursets afslutning var jeg til møde med hende hvor hun foreslog mig at komme på besøg på ungdomsskolen, hvor der var en sprciel klasse for unge mennesker mellem 25 og 18 med multiple handicaps. Jeg agv udtryk overfor konsulenten at det troede jeg ikke var mig, de de ville gå direkte ind og være grænseoverskridende med hensyn til omsorg. Nå men så ville hun lave en aftale hvor vi sammen så stedet. *efter 4 uger så vi så stedet og hun havde faktisk allerede lavet aftale uden mig. Hun havde fortalt personalet og lederen om mine begrænsninger.
Jeg var så til møde 16/11 og startede så med det samme. mandag blev der så lavet en arbejdsplan for mig der indebar hjælp til elevernes personlige hygiejne og spisning. Jeg gav det en chanch og allerede mandag kunne jeg mærke inde i min krop hvor stor modstand og afmagt dette gjorde. Natten til tirsdag var jeg uden meget søvn. Mit hovede summede og værkede og kunne slet ikke finde ro. Jeg gik på job alligevel, men græd meget hele dagen, da min rummelighed overfor eleverne var meget stor. Større var min afmagt overfor kommunikationsform. Det kunne jeg ikke magte. Jegkunne ikke blive der den aftalte tid, men kørte hjem. Jeg fik lavet så stor forvirring at det ikke gik. Jeg sov og vågnede op til en meget god onsdag. Jeg hade bestemt denne dag at jeg ville prøve nærmere at mærke for mig selv hvad jeg ikke magtede. Jeg ryddede væk efter morgenmaden og satte frokost tallerkener frem. Jeg spiste frokost sammen med eleverne og de øvrige lærere. Jeg sagde nej til at give den sværest handicappede mad. Jeg hade tid ind i mellem og prøvede at være sammen med en elev og hjælpe ham med at styre hans elstol. Det gik mindre heldigt, der var ikke mange døre der flyttede sig for ham. Jeg hjalp med at skifte en pige inden jeg holdt fri. Onsdag havde jeg besøg af en socialrådgiver fra Pensam. Hun og jeg skal nu til at se hvad mine sagsakter indeholder, så jeg har anmodet om aktindsigt.
Torsdag morgen var jeg SÅ klar til at sige fra. Jeg mødte op og bad og et møde med lederen. Jeg præsenterede hende fra det papir jeg havde givet konsulenten. Hun var mildest talt chokeret, for havde hun set det papir på forhånd, ville jeg aldrig være kommet i praktik der!!!! Men når jeg nui var her, kunne vi forsøge at se hvad jeg kunne få ud af det. Vi lagde en foreløbig plan som gik ud på at jeg ikke skal spise sammen med eleverne. Lederen som har overblikket laver mig nogle praktisk opgaver som jeg gør i mit eget temo. Vi mødes så igen hver uge til opsamling og justering af arbejdsopgaver. Jeg talte nemlig med min jobkonsulent i går, og hun spurgte om jeg ikke kunne prøve at tale med dem selv. DET HAR JEG SÅ GJORT NU OG JEG ER STOLT AF MIG SELV. Min jobkonsulent skal have min kritik serveret, for hun skal sgu ikke manipulere sådan rundt med mig. Så hun får en kontakt fra mig i løbet af nogle dage. Nu slapper jeg af og vil nyde den forlængede weekend jeg har sagt at jeg vil have for at komme til kræfter. Så på mandag går jeg i gang igen og så ser vi..... Kæmpekrammer fra stolte mig der HAR SAGT FRA!!!

[Helle Smith]

Godt gået!!
Der er kun 1 der kan fortælle dig hvad du magter og det er dig selv!
Det er rigtig flot du selv tog samtalen med lederen, og at hun så var forstående er jo kun et +
Rigtig god weekend!!

[Susanne]

Så blev det mandag og jeg mødte op til min forventede nye arbejdsopgaver. Jeg gik i gang med at rydde bordet efter morgenmåltidet. Derefter rengjorde jeg nogle køleskabe. Jeg dækkede op til elevernes frokost. Dette nåede jeg på en dejlig og afslappende måde på 1½ time. Samtidig havde jeg været på altanen og synde med et par smøger. Min mad var også spist. Jeg fandt ud af, at jeg var utrolig rastløs da jeg ikke følte nogen tilknytning til nogen som helst af de andre. De havde deres opgaver og den lovede justering af arbejdsopgaver var udeblevet. Jeg gik ned til lederen for at høre til hvor mine arbejdsopgaver var nedskrevet. Hun var imidlertid optaget og jeg satte mig ind til hende der havde vist mig rundt den første dag. Vi talte lidt om løst og fast. Så kom lederen og spurgte hvordan det gik. Jeg sagde som det var at jeg manglede arbejdsopgaver. Hun og jeg gik ovenpå. Vi havde en samtale hvor jeg fortalte hende om min rastløshed over ikke at have bare en knage til min jakke og en plads til min taske samt om at jeg havde svært ved at finde ud af hvad jeg skulle lave. Hun sagde at hun faktisk forventede at jeg selv skulle kunne se hvad der trængte til at gøres af praktiske ting! Så knækkede kæden og jeg faldt med ned. Det magtede jeg ikke.Nu refererer jeg lidt af samtalen som jeg opfattede den! Hun sagde at hun havde faktisk ikke tid til at skrive arbejdsopgaver ned! Jeg fortalte hende at det var faktisk hvad jeg troede vi havde aftalt i torsdags! Jeg er ikke i stand til at overskue arbejdsopgaver og derfor havde det bedst med at jeg havde dem på skrift. Hun fortalte mig at de forventninger jeg havde til et job var uopnåelige på nutidens arbejdsmarked. Jeg sagde at det var de forventninger jeg havde om at få den nødvendige hjælp når jeg nu var visiteret til fleksjob i juli 2005. Tænk det vidste hun ikke. Hun troede jeg skulle afklares om jeg SKULLE visiteres til et fleksjob! Men med de forventninger jeg havde lænede jeg mig mere op ad en pension end et fleksjob med de begrænsede arbejdsopgaver jeg kunne udføre. Dette var faktisk den bedste afprøvning. Nuvel men hvad skal det føre til. Når de 3 måneder er gået kunne jeg jo ikke få et fleksjob, så jeg følte mig ærligt talt som et opbevaringsprojekt. Jeg var SÅ vred-chokeret og græd. Jeg blev belært om at det var for tidligt at sige helt fra denne praktik. Jeg havde jo kun været der i 6 arbejdsdage. Så spørger hun mig: Hvad kunne du tænke dig af job hvis du selv kunne bestemme? Der var jeg helt mentalt væk! Hvad var nu lige det der skete? Skulle jeg nu endnu en gang til at forklare at jeg altså havde en depression der invaliderer mig dybt? NEJ NEJ NEJ. Hun anbefalede mig at gå hjem da der var gået 2½ time af min 3 timers arbejdsdag. Men inden jeg gik lovede hun mig et bord og en stol hvor jeg kunne sidde med en stak blade, nogle aviser og blade når jeg ikke havde nogle arbejdsopgaver. Samt et sted hvor hun ville sætte en kurv til mig hvori eventuelle arbejdsopgaver ville blive lagt. Hvordan tror I lige jeg havde det??? Jeg ringede til min læge og bad om en tid allerede i dag. Jeg kunne bare komme men måtte indstille mig på ventetid. Jeg kørte de 30 km hjem til mig selv. Jeg nedskrev i min arbejdsprøvningsdagbog hvordan jeg havde det. Jeg kørte op til min læge i håb om at han kunne foreslå et eller andet. Han lyttede til mig OG SYGEMELDTE MIG OMGÅENDE. Den rummelighed jeg havde brug for var rimelig men metoden med at jeg skulle arbejde alene var direkte skadelig for mig. Jeg har hans fulde opbakning. Men hvem sidder nu tilbage og skal lide endnu mere? Ja mig naturligvis. Jeg ringer naturligvis i morgen og sygemelder mig. Men hvad min jobkonsulent så agter at gøre aner jeg ikke! Jeg må finde ud af hvilke af mine skytsengle jeg skal benytte mig af! Min fagforening eller min nyfundne socialrådgiver fra Pensam? Det ved jeg faktisk ikke helt selv endnu. Men jeg sidder her og føler virkelig at jeg bliver truet på mit forsørgelsesgrundlag. Jeg sidder med dybe negative tanker som ødelægger mit skrøbelige jeg. Principielt er det kun mig og ingen andre som kan fortælle hvad jeg magter. Men hvad nytter min ærlighed når man IKKE lytter efter? Det er så frustrerende og nedbrydende for mig. Men jeg er glad for at min læge kan hjælpe mig. Blot synes jeg det er trist at jeg skal drives helt ud i en sygemelding! Fortsættelse følger helt sikkert.

[OdinTor24]

Kære Susanne
Jeg har ikke viden og erfaring nok til at råde dig, men jeg vil meget gerne give udtryk for min harme og irritation over den behandling du har fået. Jeg synes det er utroligt tarveligt af lederen og udtråler meget lille medfølelse og forståelse.
Derud over er det en meget dårlig planlægning der er forgået. Denne leder burde være meget mere forberedt på at du skulle komme, på dine præmisser
De kunne have fået en god arbejdskraft i dig med en smule omsorg, omtanke og planlægning. Trist..trist..øv..øv
Kærlig Hilsen
OdinTor

Hej Susanna.

Hvor er det dog ærgeligt , dumt , umenneskeligt, og idiotisk det her...:@

Kan godt forstå at du er ked af det, hvad er det du var ude i ?
Skulle det gå for at være en revurdering ?

Kan kun sige at det er godt at du med det samme tog din læge med på råd, samt at du spillede ærligt ud over for lederen.
Selvfølgelig skal du ikke frygte for dit levebrød, var der nogen der burde frygte for deres levebrød, så skal det være den inkompetente nar af en jobkonsulent :@

Der er jo helt klart en der ikke har magtede sin opgave, for hvis han/hun havde det, ja så ville der ikke have været tvivl hos lederen om at du var i REVURDERING og IKKE i arbejdsprøvning

Lige netop det du har været ude for, er sådan noget som vi frygter ved at kommunerne har så hulens travlt med at revudere os, ikke for at hjælpe flekser nærmere til arbejdsmarkedet, næ de skal skynde sig at revurdere os for at beholde deres 35 % tilskud fra staten til vores ledighedsydelse.

Det glæder mig at du i det mindste har et par skytsengler, stakkels dem der står i den samme problematik som du, men ikke har hverken fagforening eller en social rådgiver fra pensam i deres ringhjørne..

Susanne skriv din forklaring omkring hændelse forløbet ned og bed din sagsbehandler om at lægge det ind i din sag, sådan at din forklaring også ligger i din sag og ikke kun din inkompetente jobkonsulentes "opfattelse" af situationen..

Når man tænker på hvor grundig du var med at fortælle om dine ressourcer INDEN du gik igang , så er det sq utroligt at det kan gå galt, og det vidner om en inkompetencer hos din jobkonsulent af dimissioner

Og os andre hvad kan vi lære af det her ???

Tro kun på dig selv, sørg selv for at fortælle om dine ressourcer i samtalen, fortæl at du er flekser , fortæl at det er en revudering..

Jobkonsulenten skulle i den perfekte verden være vores talsmand , alligevel føler mange flekser en trussel fra jobkonsulenter, de føler et umenneskeligt pres fra jobkonsulenter og som om at jobkonsulenter er parat til at servere vores hovde på et sølvfad til gengæld for at få os ind på virksomheden.
De snyder og underminere ikke kun os, men også systemet og arbejdsgiveren...
Jeg har oplevet at en jobkonsulent har sagt , tag hende dog de tre månder gratis som du kan inden du ansætter hende .. HALLLOOO
Hvis talsmand er du ......


Nææ desværre er de jobkonsulenter mere (sådan virker det) intresseret i at få os ud på den ene eller den anden måde (oftes uden job i den anden ende ) end de er interesseret i at varetage vores tarv, og hjælpe os i et fleksjob...

Jeg håber og ber til at der er enkelte brådne kar bland jobkonsulenterne men desværre har jeg personligt endnu ikke mødt en jobkonsulent hvor man tænker Wauw det er godt nok min mand det der

Jeg startede for år tilbage med at optage ALLE samtaler jeg medvirkede i , jeg startede fordi jeg har dårlig hukommelse, og fordi jeg er typen der tænker .. .Nå den samtale gik da godt, og når så jeg kommer hjem sidder jeg og tænker hmm hvad var det nu hun sagde og gad vide hvad hun mente med det, var der ikke en undertone i dat... osv .. inden jeg fik set mig om havde jeg analyseret en ellers god samtale over til en katastrofe...

Derfor fik jeg en diktafon..
Nu er min diktafon min bedste ven
Hvis jeg er til en samtale hvor jeg ikke er helt sikker på at jeg har fået det hele med, så kan jeg høre båndet igennem og få rettet op på det, samtidig er der så kommet det plus til at JEG er den der ved nøjagtig hvad der er blevet sagt hvornår...
Så arme den jobkonsulent der prøver at true mig, de får et helt refaret i hovdet ( jeg har endda så stædigt holdt på min ret , disket op med ti gange lovgivning som min job konsulent ikke kunne ) med det resultat at min jobkonsulent til sidst slog i bordet og forlangte at få en bisidder med til alle møder med mig

(ja ja jeg sad godt nok med åben mund *GG*)

Og ja ja jeg har såmænd også prøvet at blive truet med at få sat mine time antal op fordi jeg havde K10, den kunne lukkes og jeg kunne gå op i timeantal svarede til det time antal jeg brugte på siden (tror den lettere diffuse dame må have en teori om at jeg forfatter alle indlæg selv )

Men det korte af det lange af det jeg forsøger at skrive Susanne .. Tag en diktafon med, sørg for at en evt leder VED at du er flekser og at det IKKE er for sjov at du har skånehensyn, og er arbejdspladsen ikke gearet til det, jamen så er den bestemt heller ikke gearet til at revurdere dig , hvordan skulle den dog kunne det ??

Det er en behandling du har fået der er dybt kritisabel og det er noget der skal ind i din sagsmappe...
Det her er jo lige det vi frygtede ville ske med ikke professionelle


revuderinger.. Kommunerne skal sq revurdere os ordentligt eller holde
fingeren fra os ... og istedet lægge noget af deres nidkærhed og energi i at få skaffet nogle job på ordentlige vilkår :|

Kærlig hilsen
Hejdien

PS Susanne må jeg kopiere din historie og sende med til Elisabeth Geday sammen med de andre historier og forslag som jeg er ved at samle sammen ???

[Susanne]

Allerførst et svar til Heidi. Ja send den endelig til Elisabeth Geday så må vi sammen håbe at det kan få nogen til at spærre øjnene op.
Min sygemelding fra min læge er her til morgen videreformidlet. Min jobkonsulent sagde til mig, at hun nu havde fået øjnene op for at jeg faktisk er mere syg end hun troede! Jeg er SLET ikke i stand til at komme på arbejdsmarkedet som jeg har det nu. Jeg har brug for en helt anden slags hjælp for at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet! Hun siger at det er for dårligt at INGEN kommunal embedsmand har indset dette for længst! Jeg har altså også snart brugt to år på at fortælle det på mange måder!!!! Jeg oplevede min reaktion første gang for 2 år siden. Blev derpå testet hos en neuropsykolog som anbefalede en plads på det rummelige arbejdsmarked idet min reaktion blev udløst af overbelastning af min hjerne. Min hjernes funktion var meget skrøbelig. Men jeg måtte gå 5 måneder uden indtægt og vandt ankesagen om tilkendelse af fleksjob. Det er nu et år siden at jeg blev visiteret til fleks med tilbagevirkende kraft fra 19/7 2005. I den tid har jeg kontaktet flekskonsulent gentagne gange og bedt om møde for at få hjælp til at komme ud på arbejdsmarkedet. Konsekvensen af at hun sendte mig til samtale om et fleksjob hvor jeg skulle være på et mødested, hvor der kom psykisk syge endte ud i at jeg fik min fagforeningsrepræsentant til at hjælpe mig med at "trænge igennem" og blive hørt. For jeg var nu klar over at det jeg fortalte IKKE blev forstået. FOA og jeg var sammen til møde med en konsulent der solgte sit tilbud på en dejlig og overbevisende måde. Men virkeligheden var en anden da jeg stod alene og skulle starte på kurset. Dette forløb stoppede da jeg var sygemeldt efter en operation. Så efter sommerferien fik jeg et tilbagefald i min depression forårsaget af social isolation, der er dybt nedbrydende for mig. Når jeg sidder helt alene, forfalder jeg til tankespind! For at bryde denne isolation og få mig ud blandt andre fik jeg "fremtryllet" dette kursus jeg nu er midt i. Nu sidder jeg så her igen. Min læge trak en sygemelding for at beskytte mig. Han kan faktisk ikke gøre andet. Men min jobkonsulent er ikke helt enig i at dette er løsningen. Hun påstår stadig hårdnakket at ungdomsskolen er et fremragende tilbud og intet bedre findes! Fis og ballade med hende. Hvor mange gange skal jeg bevise at der skal HØRES på mig! Hvorfor skal jeg blive ved at trækkes gennem alle disse ydmygelser og nederlag ? Hvorfor skal jeg dog blive ved at kæmpe blot for at blive stemplet i systemet? Hvorfor skal jeg dog mødes med mistro og ikke tillid? Mit største problem er at jeg er i stand til at kende mig selv og påpege mine kendte begrænsninger og mit reaktionsmønster. Jeg fremtræder åben og velformuleret. Netop derfor bliver jeg sikkert mødt med mistro! For den begavede kvinde kan da ikke være syg? Jeg er måske meget naiv og ved at jeg hjælper mig selv bedst på denne måde. Jeg ved at min sygdom er svær at forstå for andre inklusive mig selv. Heldigvis er min skytsengel fra Pensam forstående og jeg afventer bare aktindsigt fra kommunen. Så hjælper hun ved at læse dem igennem og finde ud af hvad der står. Eventuelt må der tilføjes ændringer.
Nå men jeg spænder hjelmen op igen og trækker mig tilbage fra kamppladsen. Jeg håber at det er nu det bliver forstået! Tror jeg på det?
Tjaa det ved jeg faktisk ikke! Men nu vil jeg bare være syg og glæde mig til at blive bedstemor igen 13. december. Fremtiden - Ja den gider jeg slet ikke tænke på! Tak for støtte! I er virkelig vidunderlige.

[Stella]

Hej Susanne

Det ser ud til at den er helt gal med de jobkonsulenter der skal tage sig af os fleksere...
de aner ikke noget om os de får ikke vores sager , de får ikke besked om os vores begrænsninger og de er slet ikke gearet til at skaffe os et fleksjob det rette sted.

Jeg er i samme underlige situation som dig og kom ud i revurdering på en arbejdsplads , men problemet er at de arbejdspladser slet ikke er gearet til at vurdere os, hvilket jeg også mener er urealistisk at forvente af dem , da de jo ikke er uddannet til det !

Hele det system skal laves om og man skal ordne alt det INDEN MAN BLIVER SAT I ARBEJDE.

Men jeg glemmer lige at sige at det er det jo også...suk...

Vi fleksere må egentligt ikke andet end få et fleksjob på særlige vilkår.

Problemet er at kommunerne ikke har de fleksjob de visiterer os til og vi er overladt til os selv med at finde et...det kan tage år før vi finder det fleksjob og i mellem tiden bekymrer vi os ihjel...suk...

Jeg skal ud i en 3 arbejdsprøvning måske ...og mit dilemma er :...HVOR skal jeg hen ...

Sidste arbejdsprøvning var et nederlag ...

Det ser ud til at kommunerne revurderer os for at komme af med os eller hvad ...????

[Guffi]

Jeg tror at, kommunale sagsbehandlere får udleveret et par briller sammen med deres ansættelsbrev, samtidigt med en vaccination med mistro. Ud af brillerne kan de kun se klienter med synligt handicap, og er det der ikke, så har de den vaccine med mistro, der så træder i kræft.De fatter ikke:@ Vi kan være rene og pæne samt velformuleret. Jeg ved ikke hvad det er for en holdning:@ De aner ikke at, bare det at tage et bad inden man møder op på kommunen kan være næsten uoverkommeligt.. Måske skulle man næste gang møde op med morgenhår og søvn i øjnen.Gad vide hvad de så siger
Vi ved at vi er syge, men der for behøver vi jo ikke ligne noget kattet har slæbt ind. Vi har vel lov til at have selvrespekt

Så Susanne nyd du bare din sygemeldning, det er dig vel ondt.
Jeg er dog en smugle misundelig ikke på din sygemelding men på du skal ha' et barnebarn
Nyd nu roen
Mvh.
Guffi

[Susanne]

Så har jeg modtaget sagsakterne fra kommunen. Det er faktisk interessant læsning. Der mangler som jeg kan se det nogle vigtige dokumenter. Men til gengæld er der et vigtigt dokument fra en arbejdsgiver, hvor jeg var til samtale. Jeg skulle være hjemmehosser med tilknytning til et værested. Chefen der kendte mig fra tidligere og jun vurderer at jeg er langt fra min tidligere arbejdsevne og er ikke psykisk god og stabil. Arbejdsopgaver vil være for opslidende og belastende for hende.
Nu skal jeg i gang med at kopiere og sende dem til min uvildige socialrådgiver. Jeg vil tilknytte nogle kommentarer og så vil jeg håbe hun får noget brugbart ud af dem, som hun kan bruge til at hjælpe mig med.
Knuz til alle.

[Susanne]

Øv jeg ved sgu snart ikke hvor langt jeg skal slæbes ud! Jeg tog kontakt til min jobkonsulent i dag, for at aftale et møde, hvor vi kunne lave en handlingsplan! Jeg havde kontaktet hende i torsdags, for at høre hvad udfald mødet med kommunen i onsdags havde fået. Hun bad mig ringe i dag for så havde hun bedre overblik over sin kalender. Ja godmorgen min bare...... Det viser sig at hun har sagt at hun ikke vil arbejde med mig før jeg er blevet undersøgt nærmere! Nu skal det dokumenteres hvor syg jeg er eller ikke er!!! Nu har jeg :@ i så lang tid. Jeg er blevet ydmyget. Jeg har været ærlig og åbnet for mine grænser. Jeg har bedt om HJÆLP. INGEN har taget mit ønske om hjælp alvorligt. Jeg ved søreme ikke om jeg skal være eller Men at jobkonsulent ligefrem siger at min læge skader mig mere end at gavne mig ved at sygemelde mig! Ja måske, men det er da faktisk en god læge jeg har! Kunne/ kan han have gjort det anderledes?? Det er vel kommunal sagsbehandlers pligt at HJÆLPE mig? Min læge kan vel kun gøre hvad han har gjort og så af vente kommunal henvendelse? Han kan vel ikke bare selv henvende sig og sige at de skal hjælpe mig? Jeg ved det ikke. Men uanset hvad, så er JEG meget glad for min læge.
Jeg kan bare læne mig tilbage og folde hænderne og vente............. Vente på det officielle stempel for at være .............. Ja det er ikke rigtigt til at finde det officielle ord!!!! Jeg kender mange betegnelser og de er for mig uendelig nedværdigende og ydmygende. Men jeg er snart så bedøvende ligeglad. Bare jeg får HJÆLP!!!!!