Det forstår jeg ikke helt!

[Zeus33]

Nu skal dette indlæg ikke tages som en provokation, men jeg bliver simpelthen nødt til at forhøre mig.

Jeg har et par gange stødt på nogle indlæg, hvori graviditet er indblandet alt imens vedkommende er syg m.v.

Man har en depression eller anden psykisk sygdom, man søger måske førtidspension eller mulighed for fleksjob, og alt imens sagen kører bliver man gravid (det er planlagt). Her kommer min undren ind i billedet - hvordan søren kan man med en psykisk sygdom, en depression, eller lignende vælge at blive gravid mit i et sagsforløb? Hvis man virkelig mener, at man har det så skidt, at man søger førtidspension eller fleks, skulle en graviditet, et barn, oveni hatten så hjælpe på skavankerne?

Jeg kan ikke undgå at blive en smule forarget.

[Huldra]

selvom man er syg, kan og er ønsket om et barn jo en naturlig ting for mange.

kærligheden til sådan et lille væsen er jo berigende for de fleste. og giver lidt lys i mørket måske.

ønsket om at være noget for nogen, har vi vel alle også selvom vi er syge.

vi/de kan jo også have en rask medgravid til at hjælpe med alt det som er svært.

sådan er der så meget forskelligt i livet, som vi ikke forstår..
min erfaring er at det er meget svært at sætte sig ind i og forstå ting som man ikke selv har stået i.

[Zeus33]

Alt det med kærlighed, og at det er naturligt at få børn samt at være der for andre forstår jeg udmærket, MEN derfor synes jeg alligevel, det er mærkeligt, hvis man tror at livet bliver lettere og nemmere ved at få et barn?! Det kan da aldrig give et menneske mere tid, tværtimod.

Så hvis man føler, at man ikke kan overskue et arbejde eller kun kan arbejde på nedsat tid, så mener jeg bestemt ikke, at et barn gør det lettere. Lige meget hvordan man vender og drejer det, vil barnet da altid kræve tid.

Det er ikke fordi jeg ikke under folk at få børn, jeg synes bare man burde tænke sig en smule om! Man kan jo ikke både blæse og have mel i posen.....

[Zastrow]

Oprindeligt indsendt af Zeus33

Nu skal dette indlæg ikke tages som en provokation, men jeg bliver simpelthen nødt til at forhøre mig.

Jeg har et par gange stødt på nogle indlæg, hvori graviditet er indblandet alt imens vedkommende er syg m.v.

Man har en depression eller anden psykisk sygdom, man søger måske førtidspension eller mulighed for fleksjob, og alt imens sagen kører bliver man gravid (det er planlagt). Her kommer min undren ind i billedet - hvordan søren kan man med en psykisk sygdom, en depression, eller lignende vælge at blive gravid mit i et sagsforløb? Hvis man virkelig mener, at man har det så skidt, at man søger førtidspension eller fleks, skulle en graviditet, et barn, oveni hatten så hjælpe på skavankerne?

Jeg kan ikke undgå at blive en smule forarget.

Det kan da ikke være i barnets tarv, at en der lider af depression eller psykisk sygdom vælger at få børn. Nogle har endda fået flere børn i deres forløb????
Og jeg sir det heller ikke for at provokere nogen!!!

[sniffeline]

Jeg har fravalgt at få børn, netop pga. helbredet. Det har været svært at accepterer for mig, at min mulighed for at få en familie er lig nul, men netop barnets og mine tarv har været med til denne beslutning.

Dog vil jeg sige, at børn har en uovertruffet måde at accepterer tingenes tilstand. Min svigerfar har, trods sclerose, en datter på 8 år. Hun er utrolig empatisk i hendes væremåde, og er meget mere selvhjulpen end sine klassekammerater. Hun ved at hun selv må gøre ting, da hendes far ikke kan hjælpe hende med alt.

[Vovse]

Nu er mit godt nok fysisk (ryggen), jeg blev gravid efter ½ år på sdp.
Jeg havde da mine overvejelser m.h.t. hvordan ryggen ville opføre sig, og havde også tanken, at det måske kun ville blive til dette ene barn.

Men min ryg har haft det allerbedst de 2 gange jeg har været gravid.

Det er simpelthen et spørgsmål om prioritering.

Mon ikke de fleste mennesker på et eller andet tidspunkt har valgt, at gøre et eller andet, som de ønskede rigtig meget, tiltrods for at de vidste, at det kunne have nogle konsekvenser.

[MTVRV1]

har også fravalgt børn, der er også nok børn i verden
når man har 9 diagnoser hvor de fleste sikkert kan gå videre i arv
samt har intet overskud i hverdagen
det kommer nok an på hvad man fejler og hvad man selv har som prioritering

[Gizmo]

Jeg er så en af dem, du omtaler.

Min ftp blev tilkendt 18/11 og jeg fandt ud af, at jeg var gravid en uge senere. Vi har en søn på 5½ i forvejen, som er kommet til verden efter 5 år i behandling og 8 reagensglasforsøg. Dvs. "lavet" og kommet til før jeg begyndte på al den her udredning (men jeg var dog i kontanthjælpssystemet).
Derfor har vi ikke gjort noget efterfølgende, for at forhindre en graviditet. Men det lykkedes aldrig.

Det seneste år har jeg så tabt 40 kg, og det har højst sandsynligt noget at sige. Så ja, vi blev MEGET overraskede, da jeg stod med 4 forskellige positive test, for vi havde faktisk indstillet os på, at vi "kun" fik vores søn.

Jeg ved godt, at mange måske vil tænke, at med min sygdom og nu ftp, så er det vist ikke det mest smarte, at sætte et barn i verden. Men vi fik det vendt meget herhjemme, og vi kunne altså ikke gå hen og få det fjernet, når vi havde kæmpet så hårdt, for at få vores søn. Og min mand er en kæmpe støtte, og han var helt med på, at den skulle vi nok klare.

Jeg nåede også at få snakket med min psykiater om det, og hun var absolut heller ikke imod det. Men nu havde jeg også lige fået min ftp afgørelse, som lettede en hel del, så jeg havde måske også lidt mere overskud.

Desværre blev lykken kort. Jeg havde en spontan abort midt i december......

Men nu er det ikke sådan, at jeg vil begynde på p-piller eller lign. for at undgå det igen. Jeg er trods alt 38, så har nok også alderen lidt imod. Men lykkes det, så tager den derfra.

[Hanna]

Kære Zeus33 og co.

Jeg synes det er respektløst at lufte holdninger om pension/fleksjob og graviditet og børn.

Din holdning kommer et sted fra, som viser et syn på depression/pension som mistænkeliggør de gravide, der forsætligt bliver gravide. I retning af: Kan du blive gravid, kan du også arbejde, "du er da ik særlig syg så" - det er to meget forskellige ting.

Ved du hvad som pensionssøgende er det "op ad bakke" hele tiden at skulle bevise, at vi er syge nok til pension. Rigtig mange mener, at man nok vil udnytte systemet og få penge fra staten, når det ikke er nødvendigt.

Når man søger pension/fleksjob og skriver bl.a. i dette forum, bliver man offentlig og alle herunder dig har en mening. Her har vi fremstillet os selv med den sandhed vi har. Det er egentlig ikke særlig sjovt at fremstille sig selv på den måde: at man egentlig er mere død end levende når man får pension herhjemme.

Jeg synes du skal vande din foragelse og samtidig vide, at vi har et hemmeligt liv, vi ikke lufter her overfor dig f.eks. I det hemmelige liv vælger vi børn til og fra, forelsker os -sårer og bliver såret, har det dejligt og sjovt og skrup griner.

Og husk depression og de fleste andre psykiske sygdomme påvirker ikke intelligensen eller evnen til at blive vred, når nogen som dig lufter din "for- dårligt-harme".

Hanna

[PiaCP]

Støtter Hanna's indlæg 100%.

Hvad folk vælger i deres situation er helt deres egen sag -
de skal bestemt ikke dømmes af nogen som helst!

Er der en ting danskere er gode til så er det "At dømme andre".

Jeg ville dog foretrække at man - hver gang man fik den trang -
kikkede indad før man gjorde det!

Og inde du kører på at jeg skriver danskere - ja, desværre er jeg også blandt dette ikke så venlig/rare/accepterende folkefærd af fødsel,
dette betyder ikke at jeg entydigt er stolt af det, mere!